Nødvendige konkurrencebegrænsninger. Der findes en vis, om end begrænset, EU-praksis for, at visse salgsrestriktio- ner i vertikale aftaler ikke omfattes af forbuddet i artikel 101, stk. 1, hvis de er nødvendige for, at en virksomhed kan trænge ind på et marked. I Société Technique Minière, sag 56/65, udtalte Domstolen i relation til eksklusiviteten i en forhandleraftale, at det »navnlig kan [...] forekomme tvivlsomt, om der foreligger en forstyrrelse af konkurrencen, hvis aftalen net- op viser sig at være nødvendig for, at en virksomhed kan trænge ind på et område, hvor den ikke hidtil har virket«. Se også Nungesser, sag 258/78, om en »åben« eksklusiv licens til forædlerrettigheder. Dette er videreudviklet i Kommissionens praksis, hvorefter alvorlige be- grænsninger i helt ekstraordinære tilfælde kan være objektivt nødvendige for en bestemt type af aftaler. Et eksempel herpå kan være en forpligtelse pålagt en leverandørs forhand- lere mod at sælge et produkt til bestemte kategorier af endelige forbrugere, hvis det er objektivt nødvendigt af offentlige sikkerheds- eller sundhedsmæs- sige grunde i relation produktets farlige karakter (101(3)-meddelelsen, pkt. 18, stk. 2, og RL (V) pkt. 60 samt Kommissionens forslag til nye RL (V) pkt. 164). Det er værd at bemærke, at der skal være tale om efterlevelsen af of- fentligt fastsatte sikkerheds- eller sundhedsreguleringer og ikke den form for selvregulering, som virksomhederne i sagerne om de slovakiske banker og foreningen af franske farmaceuter havde begivet sig ud i, jf. afsnit 16.2.2 ne- denfor. Et andet eksempel kan være en videresalgsbegrænsning i forbindelse med, at en forhandler som den første skal sælge et nyt mærke eller som den første skal sælge et eksisterende mærke på et nyt marked. I disse tilfælde kan det ofte være nødvendigt, at forhandleren foretager betydelige investeringer med henblik på at opdyrke og udvikle det nye marked. Et forbud mod andre for- handleres passive salg i forhandlerens område eller til den pågældendes kun- degrupper kan være objektivt nødvendigt, alt med henblik på at forhandleren kan tjene sin investering ind. Kommissionen vil normalt ikke anse et sådant forbud mod passivt salg for at falde ind under artikel 101, stk. 1, men vel at mærke kun for de to første år, hvor forhandleren sælger de pågældende pro- dukter i området eller til den pågældende kundegruppe. Tilsvarende vil Kommissionen heller ikke anse forbuddet i artikel 101, stk. 1, for anvendeligt på videresalgsbegrænsninger, i tilfælde af at et nyt produk...
