Real-Ydelse Vs. Penge-Ydelse. I mange kontrakter er kernen baseret på ideen om, at parterne udveksler ydelser, typisk en reel ydelse eller vare, mod en pengeydelse. Da kontrakter ofte følger denne simple bytteproces,45 er det ikke urimeligt at betragte dem som "Hvis", "Så" funktioner, hvilket er grundlæggende for smartkontrakter. Men en væsentlig del af indgåede kontrakter er kontrollen af ydelsen, og spørgsmålet om, hvordan smartkontrakter kan verificere og håndtere fysiske aktiver for at opfylde kontrakten, er relevant. For at en reel ydelse skal være gyldig, kræves det ikke kun, at den leveres til det korrekte sted og angivet tid; den skal også leveres i den specificerede tilstand, som beskrevet i kontrakten. Før smartkontrakter kan fungere fuldt autonomt i forhold til udførelsen af fysiske aktiver/ydelser, skal de kunne sikre, at den fysiske ydelse opfylder disse krav. Det er ikke tilstrækkeligt, at den, der skylder ydelsen, blot giver faktisk rådighed over den til modtageren; det er også afgørende, at modtageren kan udøve denne rådighed uden unødvendige juridiske forhindringer, som ikke var aftalt eller rimeligt forventet. I øjeblikket findes der ingen teknologisk løsning, der garanterer, at smartkontrakter effektivt kan kontrollere virkelige aktiver og dermed fuldføre kontrakten.46 Dette skyldes primært, at blockchain-teknologien ikke kan verificere det faktiske ejerskab af et bestemt aktiv og derfor ikke kan fastslå, hvem der har den juridiske ejendomsret til den fysiske genstand, da meget af ejendomsretten kontrolleres af centraliserede myndigheder, som fx tinglysning, som kræves gjort ved sikring af nogen ejendomsrettigheder.47 Der er udfordringer forbundet med at integrere smartkontrakter med den fysiske verden og administrere virkelige aktiver for at fuldføre en kontrakt. På nuværende tidspunkt kan smartkontrakter ikke være helt selvudførende, især når det omhandler overførsel af både fysiske og immaterielle aktiver. I modsætning hertil udgør pengeydelser ikke de samme kompleksiteter for smartkontrakter som virkelige ydelser, især på grund af den digitale udvikling af vores monetære system. Kravet om pengeydelser vil være indlejret i smartkontrakten, så på det tidspunkt, hvor betingelserne findes opfyldt, bliver kryptovaluta overført til modparten. Denne egenskab, i smartkontraker, er særdeles dens styrke, da det er med til at fjerne behovet for at involvere en tredjemand i transaktionen fx banken eller en mellemmand, hvis formål udelukkende eksistere til at kontrollere over...