FORSIKRINGSVILKÅR
FORSIKRINGSVILKÅR
PR. 1. JANUAR 2021
Forsikringsvilkår lønsikring
Lønsikring dækker ved ufrivillig arbejdsløshed. På de følgende sider kan du læse de fuldstændige forsikringsvilkår, der gælder for lønsikring. Vi anbefaler, at du læser vilkårene omhyggeligt igennem.
Ændringer af dine forhold, der er vigtige for lønsikring:
Når der sker ændringer, der har betydning for din lønsikring, skal vi have besked med det samme. Ændringer, du skal være opmærksom på og meddele os:
• Opsigelse: Hvis du bliver opsagt, skal du skriftligt informere FF Forsikring A/S uden ugrundet ophold, efter du er blevet bekendt med din opsigelse.
• Nedsættelse af arbejdstid: Hvis din arbejdstid nedsættes til mindre end 30 timer pr. uge ved din hovedbeskæftigelse, vil der være risiko for, at du ved en opsigelse ikke længere kan opfylde betingelserne for ret til udbetaling.
• Overgang til selvstændig virksomhed: Hvis du bliver selvstændig erhvervsdrivende (læs mere under afsnittet ”Beskæftiget som lønmodtager”).
Ændringer kan påvirke lønsikringens dækning. Hvis du ikke underretter os om ændringer, kan retten til dækning blive nedsat eller helt bortfalde.
Har du spørgsmål til forsikringsvilkårene, eller vil du anmelde din opsigelse, så kontakt:
FF Forsikring X/X Xxxxxxxx 00
5000 Odense C
Tlf.: 00 00 00 00
E-mail: xxxxxxxxxx@xxxx.xx Hjemmeside: xxxx.xx
INDHOLDSFORTEGNELSE
Indholdsfortegnelse.............................................................................................. side 2
Hvem kan tegne lønsikring........................................................................................................side 3
Beskæftiget som lønmodtager....................................................................................................side 3
Dækningssum..............................................................................................................................side 4
Hvornår dækker lønsikring ........................................................................................................side 4
Særlige forhold..........................................................................................................................side 5
Outplacement................................................................................................................................side 6
Undtagelser i dækningen...........................................................................................................side 6
Sygdom....................................................................................................................................side 7
Graviditet/Barsel.......................................................................................................................side 7
Anmeldelse om opsigelse..........................................................................................................side 8
Hvornår starter udbetalingerne................................................................................................ side 8
Ny arbejdsløshedsperiode.........................................................................................................side 10
Urigtige oplysninger – Tilbagebetaling......................................................................................side 10
Xxxxxxxxx og samtykke............................................................................................................side 10
Lønsikrings ikrafttræden og ophør ............................................................................................side 10
Fortrydelsesret.............................................................................................................................side 11
Opsigelse af lønsikring ..............................................................................................................side 12
Præmie og afgift til staten..........................................................................................................side 12
Klageinstans ..............................................................................................................................side 13
GENERELLE BETINGELSER
Hvem kan tegne lønsikring
Lønmodtagere, som er medlem af Frie eller A-kassen Frie, kan tegne lønsikring. Se definition af en lønmodtager under afsnittet "Beskæftiget som lønmodtager".
Du kan tegne lønsikring, hvis du:
Er fyldt 18 år og under 59 år.
Ikke har eller burde have kendskab til kommende arbejdsløshed.
Ikke modtager et offentligt tilskud til lønnen og ikke har gjort det inden for de seneste 12 måneder, og hvis din arbejdsgiver ikke modtager et offentligt tilskud til udbetaling af din løn eller har gjort det inden for de seneste 12 måneder.
Er beskæftiget i mindst 30 timer pr. uge hos din arbejdsgiver som fastansat lønmodtager. Med fastansat lønmodtager forstås, at ansættelsesforholdet skal være uden tidsbegrænsning. Se nærmere nedenfor under afsnittet "Beskæftiget som lønmodtager".
I en periode på minimum 12 måneder umiddelbart før tegningen af lønsikring, uafbrudt har været i et ansættelsesforhold, hvor du betragtes som lønmodtager og ikke inden for de seneste 3 år forud for indtegningstidspunktet har været ledig mere end 1 gang. Ved ledig forstås, at der ikke har været brud mellem dine ansættelsesforhold mere end 1 gang. Eller du har afsluttet en uddannelse af minimum 18 måneders varighed. Uddannelsen skal berettige til optagelse i en a-kasse som nyuddannet. Fra du slutter uddannelse, til du starter arbejde som fastansat lønmodtager, må der maksimalt gå 1 måned.
Bor og opholder dig i Danmark
Ikke samtidig har tegnet anden arbejdsløshedsforsikring i privat eller offentligt regi. Dog må du gerne være sikret via medlemskab af A-kassen Frie.
Er indforstået med, at sygdom, herunder som følge af personskade, som du har eller burde have kendskab til ved forsikringens tegning, og sygdom, herunder som følge af personskade, som du har søgt læge for inden for de seneste 12 måneder før tegningen, og som senere måtte give anledning til anmeldelse af arbejdsløshed, ikke er dækket af forsikringen.
Ved tegning af supplerende dækning kan du videreføre anciennitet fra en eksisterende lønforsikring, som du måtte opsige i forbindelse med tegning af supplerende dækning. Du skal opfylde de øvrige betingelser, som er nævnt i afsnittet ”Du kan tegne lønsikring, hvis du:”.
Ved tegning af fuldtidsdækning kan anciennitet fra en statsanerkendt arbejdsløshedskasse i Danmark overføres. Du skal opfylde de øvrige betingelser, som er nævnt i afsnittet ”Du kan tegne lønsikring, hvis du”.
De her anførte betingelser, som skal være opfyldt ved nytegning af forsikringen, skal tillige være opfyldt ved forhøjelse af dækningssummen, herunder ved overgang fra supplerende dækning til fuldtidsdækning.
Beskæftiget som lønmodtager
At du er fastansat lønmodtager betyder, at du har en ansættelsesaftale uden tidsbegrænsning og uden en aftalt ophørsdato, bortset fra almindelig pensioneringsdato. Du må eksempelvis ikke have arbejde af midlertidig karakter som sæsonarbejde, vikararbejde, elev-, praktik- eller træningsforløb eller være kontrakt- eller projektansat m.v.
Du skal være i et tjenesteforhold. Det vil sige, at du har en arbejdsgiver, som overordnet bestemmer dit beskæftigelsesindhold og arbejdsrutiner.
Du skal være fastansat lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge og have været i uafbrudt beskæftigelse i minimum de seneste 12 måneder umiddelbart forud for tegning af lønsikring og ikke inden for de seneste 3 år forud for indtegningstidspunktet har været ledig mere end 1 gang.
Følgende forhold betragtes ikke som lønmodtager og vil derfor ikke være dækket af lønsikring:
Du må ikke være ansat i en virksomhed, som ejes af nærmeste familie og/eller din samlever.
Du er selvstændig erhvervsdrivende, og dermed ikke at betragte som lønmodtager, hvis du driver selvstændig virksomhed for egen eller ægtefællens/samlevers regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.
Beskæftigelse i et selskab, hvor du har afgørende indflydelse, anses for selvstændig virksomhed.
Afgørende indflydelse foreligger, hvis du er beskæftiget i et selskab, hvor du eller din ægtefælle/samlever alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af:
1) | mindst 50 % af selskabskapitalen |
2) | mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi |
3) | en bestemmende andel af selskabets kapital |
4) | en bestemmende andel af stemmerne i selskabet, eller |
5) | mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi, og du eller din ægtefælle/samlever tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion |
En person, der ikke er omfattet af ovennævnte bestemmelser, anses dog for at have afgørende indflydelse på selskabet, hvis selskabskapitalen i det væsentlige er ligeligt fordelt mellem højst 10 kapitalindehavere, og der foreligger et personligt, drifts- mæssige samvirke mellem disse.
Bestemmelserne finder tilsvarende anvendelse, hvis du eller din ægtefælle/samlever er indehaver af kapital i et eller flere selskaber, som dominerer det selskab, hvor du er beskæftiget.
Nærmeste familie er:
a. | Personens ægtefælle |
b. | Personens børn (herunder adoptivbørn) |
c. | Personens børnebørn |
d. | Personens forældre |
e. | Personens bedsteforældre |
f. | Personens søskende |
g. | Ægtefællens særbørn og -børnebørn |
h. | Ægtefællens forældre |
i. | Ægtefællens bedsteforældre |
j. | Ægtefællens søskende |
Dækningssum
Fuldtidsdækning (Fri Lønforsikring) - kræver medlemskab af Frie: 90 % af din bruttoløn (grundløn, eksklusive arbejdsmarkedsbidrag og pension, men inklusiv almindelig bonus, provision og variable skattepligtige tillæg), dog minimum 18.000 kr. og maksimalt 40.000 kr. pr. måned.
Supplerende dækning - kræver medlemskab af A-kassen Frie: 90 % af din bruttoløn inkl. dagpenge (grundløn, eksklusive arbejdsmarkedsbidrag og pension, men inklusiv almindelig bonus, provision og variable skattepligtige tillæg), dog minimum 1.000 kr. og maksimalt 20.000 kr. pr. måned.
Den valgte månedlige dækning vil fremgå af forsikringsbeviset.
Hvornår dækker lønsikring
Lønsikring dækker i tilfælde af ufrivillig arbejdsløshed, som du får kendskab til 6 måneder, eller senere, efter lønsikring er trådt i kraft. Det er en forudsætning, at din arbejdsgiver har udbetalt løn i de første 6 hele måneder efter, at lønsikring er trådt i kraft. Denne periode betegnes som "kvalifikationsperioden". Det er endvidere en forudsætning, at der i kvalifikationsperioden ikke opstår forhold der senere er medvirkende til en opsigelse. Der kan ved tegning af Lønsikring ske overførsel af den anciennitet, du har opsparet i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse eller fra et andet forsikringsselskab. Denne anciennitet kan medtages til at opfylde ”kvalifikationsperioden”.
Eksempel:
Hvis lønsikring træder i kraft den 1. januar, giver lønsikring ret til dækning, hvis du får kendskab til opsigelsen fra den 1. juli samme år eller senere.
Ufrivillig arbejdsløs:
Ufrivillig arbejdsløs betyder at du opsiges fra din ansættelse som lønmodtager, hvorfra du hidtil har erhvervet størstedelen af dine lønindtægter, uden at arbejdsløsheden skyldes din uhensigtsmæssige adfærd, herunder hvis du ikke opfylder arbejdsgiverens instrukser for udførelse af arbejdet.
Undtaget fra denne bestemmelse er væsentlige ansættelsesretlige ændringer, hvor du kan anse dig for at være opsagt med dit kontraktmæssige opsigelsesvarsel hos arbejdsgiveren, hvis du ikke accepterer ændringen.
Ved den supplerende lønsikring, er det en yderligere forudsætning for dækning, at du har fået udbetalt dagpenge fra A-kassen Frie efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen.
Udbetalinger af lønsikring kan tidligst ske 3 måneder efter, at du har modtaget din opsigelse.
Det er en yderligere forudsætning for udbetaling ved opsigelse, at du i en periode svarende til længden af dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side (den længste periode af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel i henhold til din kontrakt eller opsigelse), dog mindst 3 måneder, har deltaget i et outplacementforløb i Danmark gennem FF Forsikring A/S, jf. afsnittet ”Outplacement”.
Modtager du efter kvalifikationsperiodens udløb en opsigelse fra din arbejdsgiver og anmelder dette uden ugrundet ophold til FF Forsikring A/S, vil du ved påbegyndelse af nyt job på mindst 30 timer pr. uge, som ikke er tidsbegrænset, ikke længere være omfattet af ovennævnte 3 måneders frist i relation til påbegyndelse af udbetalinger af lønsikring, hvis du skulle blive opsagt fra dit nye job. Du vil ligeledes ikke være omfattet af kravet om deltagelse i et outplacementforløb svarende til længden af dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder. Det er stadig en betingelse for at bevare retten til fortsat udbetaling, at du deltager i et outplacementforløb i Danmark gennem FF Forsikring A/S, jf. afsnittet ”Outplacement”. Det er en forudsætning, at det nye job ikke har en varighed på mere end 6 måneder.
Har du afsluttet et ansættelsesforhold i udlandet, kan der tidligst ske udbetalinger af lønsikring 3 måneder efter, du er flyttet tilbage til Danmark og i en periode svarende til dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder, har deltaget i outplacementforløb i Danmark gennem FF Forsikring A/S, jf. afsnittet ”Outplacement”.
Lønsikring kan udbetales til udgangen af den måned, du fylder 63 år.
Du skal være tilmeldt Jobcentret (gælder ikke ved fuldtidsdækning) senest den 1. dag efter ansættelsens ophør. På dage, hvor du ikke er tilmeldt Jobcentret, kan der ikke opnås dækning. Du skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, jf. afsnittet ”Rådighed”. Du skal have deltaget i et outplacementforløb gennem FF Forsikring A/S i en periode svarende til dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder, før der kan ske udbetaling, og du skal vedvarende deltage i outplacementforløbet for at bevare retten til udbetaling, jf. afsnittet ”Outplacement”.
Særlige forhold
I tilfælde af, at du bliver opsagt
Du skal sende en skriftlig skadeanmeldelse til FF Forsikring A/S, uden ugrundet ophold, efter du er blevet bekendt med din opsigelse. Dette gælder uanset årsagen til opsigelsen.
Det er en yderligere forudsætning for udbetalinger af lønsikring, at du i en periode svarende til længden af dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder, har deltaget i et outplacementforløb gennem FF Forsikring A/S, jf. afsnittet ”Outplacement”.
I tilfælde af, at du bliver bortvist
Bliver du bortvist, dækker lønsikring ikke, medmindre du får fuld erstatning for løn for hele din opsigelsesperiode for uberettiget bortvisning.
Konkurs
Ved konkurs hos din arbejdsgiver kan der udbetales lønsikring, når dit oprindelige opsigelsesvarsel, dog mindst 3 måneder, fra din arbejdsgiver er udløbet, og Lønmodtagernes Garantifond (LG) har afsluttet sagen. Hvis LG ikke kan imødekomme hele dit krav om løn i opsigelsesperioden, vil retten til lønsikring kunne starte, når dækningen fra LG stopper. Alle lønandele, herunder fratrædelsesgodtgørelse, vil blive medtaget som lønandele, inden lønsikring kan starte.
Eksempel:
Din løn er 40.000 kr. Din oprindelige opsigelsesperiode udløber 30. juni.
Maksimal dækning fra LG er 160.000 kr. Du har krav på 6 måneders opsigelsesvarsel og 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse.
LG afregner 160.000 kr. ved at betale 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse og 1 månedsløn i opsigelsesperioden. Lønsikring starter fra den 5. måned.
Det er også ved konkurs en forudsætning for udbetaling af lønsikring, at du har deltaget i et outplacementforløb svarende til længden af dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder, jf. afsnittet ” Outplacement”.
Rådighed
Du skal være tilmeldt Jobcentret (supplerende dækning), være aktivt jobsøgende og stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i 37 timer pr. uge. Ved vurderingen anvendes lov om arbejdsløshedsforsikring mv. med tilhørende bekendtgørelser og vejledninger omkring rådighed. Du har samtidig pligt til at deltage aktivt i outplacementforløb gennem FF Forsikring A/S (se nærmere herom i afsnittet ” Outplacement”).
Ved fuldtidsdækning (dækning 18–40.000 kr. i selskabet) er der ikke krav om tilmelding til Jobcentret. De øvrige betingelser for udbetaling gælder fuldt ud.
Ændring af dækningssum
Nedsættelse af dækning har virkning fra førstkommende 1. i en måned efter skriftlig anmodning om ændring af dækningssummen.
Forhøjelse af dækning kan få virkning fra førstkommende 1. i en måned efter skriftlig anmodning. Der er dækning for forhøjelsesbeløbet, hvis du får kendskab til arbejdsløshed mere end 3 måneder efter, forhøjelsen er trådt i kraft. Hvis du får kendskab til arbejdsløshed før, vil du være omfattet af den dækningssum, du havde før forhøjelsen i hele ledighedsperioden og det er en forudsætning, at de øvrige betingelser for dækning er opfyldt.
Der kan ske overgang fra supplerende dækning til fuldtidsdækning, hvis betingelsen om medlemskab af Frie er opfyldt. Ancienniteten fra den supplerende dækning kan overføres. Du anses for at have forhøjet beløbet, hvis din fuldtidsdækning er højere end den offentlige a-kasseydelse + den supplerende dækning, du havde. Der er dækning for forhøjelsesbeløbet, hvis du får kendskab til arbejdsløshed mere end 3 måneder efter, forhøjelsen er trådt i kraft. Ellers udgør din dækning summen af den offentlige a-kasseydelse og den supplerende dækning, du var forsikret for. Dækningen vil være gældende i hele ledighedsforløbet og det er en forudsætning, at de øvrige betingelser for udbetaling er opfyldt.
Forhold du er vidende om på det tidspunkt du ønsker at ændre din dækningssum, og som senere er medvirkende til at du modtager en opsigelse, medfører at du ikke kan få den forhøjede dækningssum ved en skadeanmeldelse. Ved skift fra a-kasse (uden supplerende dækning) til fuldtidsdækning, anvendes ved kendskab til opsigelse i de 6 første måneder efter forsikringen har været gældende, en dækningssum svarende til den offentlige a-kasseydelse i hele ledighedsforløbet, hvis de øvrige betingelser for udbetaling er opfyldt.
Outplacement
Det er en forudsætning for påbegyndelse af udbetaling af lønsikring, at du i en periode svarende til længden af dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder, har deltaget i et outplacementforløb i Danmark gennem FF Forsikring A/S. Det er endvidere en forudsætning for fortsat udbetaling, at du vedvarende aktivt deltager i outplacementforløbet og overholder de nedenfor anførte forpligtelser.
I forbindelse med outplacement har du følgende pligter:
1) Du skal deltage i en afklaringsdrøftelse snarest muligt efter din opsigelse. FF Forsikring A/S kan kræve, at afklaringsdrøftelsen finder sted ved dit personlige fremmøde hos FF Forsikring A/S. Outplacementforløbet anses for påbegyndt ved din deltagelse i denne afklaringsdrøftelse.
2) Din handlingsplan er individuel og aktiveres fra det tidspunkt, du modtager den.
3) Du skal overholde den aftalte handlingsplan, hvori FF Forsikring A/S bl.a. kan fastsætte krav til omfanget af din jobsøgningsaktivitet, herunder indgivelse af ansøgninger, personlig kontakt til virksomheder og aktivering af netværk.
4) Du skal benytte de digitale platforme, som FF Forsikring A/S stiller til rådighed til registrering af jobsøgningsaktivitet, CV m.v.
5) I de første 6 måneder efter fratrædelse, skal du tage imod beskæftigelse med en løn, der som minimum svarer til din dækningssum pr. måned (supplerende dækning = dækningssum inklusive dagpenge). Derefter skal du tage imod ethvert beskæftigelsestilbud.
6) Udeblivelser fra aftalte møder, herunder telefonmøder, kan medføre, at du ikke modtager lønsikring for den pågældende dag.
Det vil være i din egen interesse at kontakte FF Forsikring A/S hurtigst muligt efter din opsigelse for at starte outplacement forløbet op. Ellers kan tidspunktet for udbetaling af dækningssummen udskydes.
Undtagelser i dækningen
Du kan ikke få dækning, hvis du på tidspunktet for tegningen af lønsikring:
1) Er under 18 år eller over 59 år.
2) Har eller burde have kendskab til kommende arbejdsløshed.
3) Ikke har været beskæftiget som lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge hos en arbejdsgiver i en periode af 12 måneder uden afbrydelser umiddelbart før tegningen af lønsikring og inden for de seneste 3 år forud for indtegningstidspunktet har været ledig mere end 1 gang, eller du ikke har afsluttet en uddannelse af minimum 18 måneders varighed. Uddannelsen skal berettige til optagelse i en a-kasse som nyuddannet. Fra du slutter uddannelse, til du starter arbejde som fastansat lønmodtager, må der maksimalt gå 1 måned.
4) Ikke kan anses for fastansat lønmodtager. Se under afsnittet ”Beskæftiget som lønmodtager”.
5) Betragtes som selvstændig eller arbejder i ægtefælles/samlevers virksomhed.
6) Samtidig har tegnet anden arbejdsløshedsforsikring i privat eller offentligt regi. Dog må du gerne være sikret via medlemskab af A-kassen Frie.
7) Ikke bor og opholder dig i Danmark.
8) Har eller burde have kendskab til sygdom, herunder som følge af personskade, eller hvis du som følge af sygdom, herunder personskade, har søgt læge for inden for de seneste 12 måneder før tegningen, og som senere giver anledning til anmeldelse af arbejdsløshed.
Du kan ikke få dækning, og skaden afvises, hvis du er omfattet af følgende situationer:
1) Selv siger dit job op uanset årsagen.
2) Bliver opsagt – mundtligt eller skriftligt – i forsikringens kvalifikationsperiode. Der vil ikke være dækning, selvom arbejdsløsheden først indtræder efter kvalifikationsperiodens udløb.
3) Forhold der opstår i kvalifikationsperioden og som er medvirkende til en opsigelse.
4) Xxx arbejdsgiver ikke udbetaler løn de første hele 6 måneder efter, du har tegnet forsikringen.
5) Du enten på opsigelsestidspunktet, skadeanmeldelsestidspunktet, 1. dag efter din fratrædelse eller den dag, hvor du ville have ret til udbetaling af lønsikring er helt eller delvist syg, og dermed ikke kan arbejde 37 timer pr. uge. Undtaget er graviditetsbetinget sygdom. Der kan igen opnås dækning når du har haft mindst 6 måneders tidsubestemt arbejde på mindst 30 timer pr. uge, og der er tale om en ny forsikringsbegivenhed.
6) På opsigelses- eller udbetalingstidspunktet får tilskud fra det offentlige til lønnen, eller hvis din arbejdsgiver får tilskud fra det offentlige til lønnen.
7) Er tidsbegrænset ansat på opsigelsestidspunktet.
8) Er fyldt 63 år på opsigelsestidspunktet.
9) I de seneste 13 uger før fratrædelsestidspunktet i gennemsnit har været beskæftiget mindre end 30 timer pr. uge ved din arbejdsgiver.
10) Xxxx står fuldt til rådighed for det danske arbejdsmarked og ikke er aktiv deltager i outplacementforløb. For så vidt angår sygdom, henvises til afsnittet ”Sygdom” nedenfor.
11) Ikke er medlem af Frie eller A-kassen Frie. Hvis dit medlemskab af Xxxx og/eller A-kassen Frie ophører, mens du modtager udbetalinger, vil din ret til udbetalinger af lønsikring ophøre på det tidspunkt, hvor dit medlemskab ophører.
12) Bliver arbejdsløs som følge af krig, krigslignende forhold, neutralitetskrænkelser, borgerkrig, oprør, borgerlige uroligheder, terrorisme eller enhver situation, som er sket på grund af eksplosive eller brændbare enheder.
13) Bliver arbejdsløs som følge af jordskælv eller andre naturkatastrofer.
14) Bliver arbejdsløs som følge af bestråling, kontaminering eller radioaktiv påvirkning fra nogen form for atomenergi.
15) Bliver arbejdsløs som følge af enhver tilstand indtruffet i forbindelse med deltagelse eller træning i farlig sport/professionel sport, herunder cykel- eller hestevæddeløb på bane, boksning, karate og lignende kampsport, bjergbestigning, faldskærmsudspring, svæve- og/eller drageflyvning, motorløb samt dykning med anvendelse af dykker- eller frømandsudstyr.
Sygdom
I opsigelsesperioden
Bliver du sygemeldt i opsigelsesperioden, skal du deltage aktivt i outplacementforløbet i Danmark gennem FF Forsikring A/S i en periode svarende til dit opsigelsesvarsel fra din arbejdsgivers side, dog mindst 3 måneder. (se nærmere herom i afsnittet ” ”Outplacement”).
Sygdom under udbetaling af lønsikring for medlemmer med supplerende dækning
Ved opstået sygdom under udbetaling af lønsikring ophører udbetalingerne, så længe du er helt eller delvist sygemeldt. Du er fortsat forpligtet til at deltage aktivt i outplacementforløbet i det omfang, det er muligt.
Sygdom under udbetaling af lønsikring for medlemmer med fuldtidsdækning
Ved opstået sygdom under udbetaling af lønsikring får du samme dækningssum i sygeperioden som fra det offentlige (sygedagpengesatsen). Udbetalinger fra lønsikring fortsætter hver måned, så længe du er sygemeldt, dog ikke længere end 12 måneder pr. udbetalingsperiode, maksimalt 260 dage. Det er en forudsætning, at du ikke er berettiget til at modtage offentlige ydelser.
Graviditet/barsel
Barsel under udbetaling af lønsikring for medlemmer med supplerende dækning
Ved barsel under udbetaling af lønsikring ophører udbetalingerne, så længe du er på barsel.
Barsel under udbetaling af lønsikring for medlemmer med fuldtidsdækning
Ved barsel under udbetaling af lønsikring får du samme dækningssum i barselsperioden som fra det offentlige (barselsdagpengesatsen). Udbetalinger fra lønsikring fortsætter hver måned, så lang tid du er på barsel, dog ikke længere end 12 måneder pr. udbetalingsperiode, maksimalt 260 dage. Det er en forudsætning, at du ikke er berettiget til at modtage offentlige ydelser.
ANMELDELSE OM OPSIGELSE
Skadeanmeldelse
Anmeldelse af opsigelse skal altid ske skriftligt. Dette gøres via Fries hjemmeside på xxxx.xx, under ”Mit Frie”. Skadeanmeldelse kan også sendes på e-mail til xxxxxxxxxx@xxxx.xx. Skadeanmeldelse skal ske skriftligt uden ugrundet ophold, efter du er blevet bekendt med din opsigelse.
På baggrund af din skadeanmeldelse sender vi en bekræftelse på modtagelsen samt oplysning om, hvilken dokumentation FF Forsikring A/S skal have for at kunne behandle skadeanmeldelsen.
Så længe du mener, at du er berettiget til udbetaling af lønsikring, skal du hver måned sende skriftlig bekræftelse på, at du er ledig og aktivt jobsøgende.
Udbetalingsperioden vil altid være fra den første til sidste i måneden.
Hvornår starter udbetalingerne
Første udbetaling af lønsikringen sker sidste hverdag i den måned, du har ret til lønsikring. Herefter fortsætter udbetalingen af den månedlige ydelse fra lønsikringen for hver yderligere ledighedsdag.
Eksempel:
Bliver du arbejdsløs den 1. juli, vil første udbetaling af lønsikring ske den 31. juli. Udbetalingen dækker for perioden 1. juli – 31. juli. Dette forudsætter, at du på udbetalingstidspunktet har deltaget i et outplacementforløb i en periode svarende til længden af dit opsigelsesvarsel, dog mindst 3 måneder.
Dækningsydelse udbetalt i perioder, hvor du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder starter i arbejde igen, skal tilbagebetales.
Hvor meget
Den månedlige udbetaling svarer til den valgte dækning, som fremgår af lønsikringsbeviset (dog maksimalt 90 % af din bruttoløn (grundløn, eksklusive arbejdsmarkedsbidrag og pension, men inklusiv almindelig bonus, provision og variable skattepligtige tillæg). Din gennemsnitsløn i de sidste 3 måneder forud for ledighedens indtræden vil danne grundlag for dækningssummen. Indgår der variable tillæg i din løn, herunder almindelig bonus og provision, kan FF Forsikring A/S vælge at opgøre din bruttoløn som et gennemsnit af de seneste 12 måneders løn.
Har du valgt den supplerende dækning, kan udbetalingen af lønsikring ikke overstige 90 % af din bruttoløn inkl. dagpenge (grundløn, eksklusive arbejdsmarkedsbidrag og pension, men inklusiv almindelig bonus, provision og variable skattepligtige tillæg).
Hvis du tidligere har anmeldt en skade eller var påbegyndt en udbetaling af lønsikring, og varigheden af det nye job betyder, at du genindtræder i din tidligere skadeperiode, vil vi beregne din dækning ud fra dit tidligere job, som kvalificerede dig til lønsikring, medmindre du har valgt at nedjustere din dækning.
Har du forhøjet din dækningssum ved påbegyndelse af nyt job, kan dette beløb ikke komme til udbetaling, hvis du genindtræder i en tidligere skade eller arbejdsløshedsperiode.
Hvor længe
Udbetalinger af lønsikring fortsætter hver måned, så længe du er arbejdsløs, dog ikke længere end 12 måneder pr. arbejdsløshedsperiode, maksimalt 260 dage.
Ved flere arbejdsløshedsperioder sker udbetalingerne maksimalt i 3 perioder og maksimalt 12 måneder i hver enkelt periode. Hvis du fx i første periode får udbetalt i 4 måneder, i anden periode får udbetalt i 3 måneder og i tredje periode får udbetalt i 2 måneder, er du ikke berettiget til yderligere udbetaling i en eventuel fjerde arbejdsløshedsperiode. Forsikringen vil her anses for ophørt ved udløbet af den tredje udbetalingsperiode, se afsnittet "Lønsikrings ikrafttræden og ophør".
Tilbud om midlertidigt arbejde
Hvis du modtager udbetaling af lønsikring og får mulighed for at påbegynde midlertidig beskæftigelse, kan dette ske. Der sker ikke udbetaling af lønsikring i den periode, hvor du er i beskæftigelse, hvis du arbejder mere end 29,6 timer pr. uge. Du skal ligeledes i perioden være aktivt jobsøgende og senest 3 måneder før den tidsbegrænsede aftale udløber genoptage outplacementforløbet.
Hvis du på ny bliver arbejdsløs efter afslutningen af det midlertidige arbejde, så vil udbetalingerne af lønsikring fortsætte, dog sammenlagt i maksimalt 12 måneder (260 dage) i alt. Udbetalinger før din midlertidige arbejdsperiode medregnes.
Bijob og selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Bijobs som lønmodtager eller selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, der har været drevet i de seneste 3 måneder, og som du har udført sideløbende med fuldtidsjob som lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge, medfører ikke reduktion i lønsikring, hvis aktiviteten fortsætter i uændret eller mindre omfang end før ledigheden, har et maksimalt omfang på 15 timer pr. uge, og til enhver tid kan udføres efter kl. 17 på hverdage eller i weekender.
Udvides bijobbet, den selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse eller ønsker du at begynde bijob eller selvstændig bibeskæftigelse, skal dette særskilt godkendes af FF Forsikring A/S for at bevare muligheden for udbetaling af lønsikring. Godkendes denne aktivitet, vil der ske fradrag i lønsikring for alt arbejde. Der sker fradrag i lønsikring for hver dag, du har arbejdet, uanset det antal timer, du har arbejdet den pågældende dag.
Der sker også reduktion i lønsikring for arbejde udført på lør- eller søndage.
Det er muligt at fravælge udbetaling i en periode (minimum én måned og maksimalt 6 måneder). Dette kan ske ved afholdelse af orlov, uddannelse eller forsøg på at starte egen virksomhed. FF Forsikring A/S skal orienteres om, at udbetalingen fravælges inden aktiviteten påbegyndes. Listen er udtømmende.
Ved supplerende dækning 1–20.000 kr.
Ved fastansættelse på nedsat tid kan der ikke udbetales lønsikring. Ved fastansættelse forstås arbejde, der er uden tidsbegrænsning, uanset arbejdets omfang.
Ved midlertidigt/tidsbegrænset arbejde på maksimalt 29,6 timer pr. uge reduceres lønsikring med 1 dag, uanset det timetal du arbejder den pågældende dag. Det er en forudsætning, du har ret til supplerende dagpenge fra A-kassen Frie. Dette gør sig også gældende på dage, du arbejder i din egen selvstændige virksomhed, som skal være godkendt som bibeskæftigelse med ret til udbetaling af supplerende dagpenge fra A-kassen Frie. Det er en forudsætning at arbejdet i den selvstændige virksomhed kan udføres efter kl. 17 på hverdage eller i weekender.
Ved fuldtidsdækning (Fri Lønforsikring) 18–40.000 kr.
Ved arbejde på nedsat tid som lønmodtager (maksimalt 29,6 timer pr. uge) reduceres lønsikring ud fra dine arbejdstimer eller indtægt. Der sker reduktion i din lønsikring med dine arbejdstimer, hvis din timeløn for arbejde er højere end din timesats på lønsikring.
Er du omfattet af et opsigelsesvarsel overfor din arbejdsgiver, skal der inden for en fastsat tidsfrist udfyldes en attest til FF Forsikring A/S, hvor arbejdsgiveren giver afkald på dit opsigelsesvarsel. Ret til udbetaling er til enhver tid under forudsætning af, at du anses for at være tilstrækkelig jobsøgende til fuldtidsarbejde og opfylder den handlingsplan, du har aftalt med FF Forsikring A/S, jf. afsnittet ”Outplacement”.
Undtagelser for fradrag i lønsikring
Der sker ikke fradrag i lønsikring for følgende indtægter:
1) Fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og b,
2) Udbetaling af dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren (g-dage)
3) Indtægter, som du modtager for hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg
4) Bonus der vedrører et ansættelsesforhold og hvor bonus ikke træder i stedet for løn i en opsigelsesperiode.
Listen er udtømmende.
Fradrag for ferie, pension og karantæne:
Der sker fradrag i lønsikring for de dage du holder ferie. Dette gælder også, hvis du modtager feriepenge, selvom du ikke holder ferien. Fradraget sker for den periode feriepengene dækker, eller de dage feriepengene svarer til.
Der sker fradrag i lønsikring for udbetalte kapitalpensioner, kapitalforsikringer, indtægter fra opsparings- og forsikringsordninger (herunder livrenter), tjenestemandspensioner, pension, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne og løbende udbetaling af pension eller pensionslignende ydelser.
Fradraget sker ved at modregne det udbetalte beløb i lønsikring for den periode, pensionen eller beløbet dækker.
Der kan ikke udbetales lønsikring for samme periode man er omfattet af karantæne i en a-kasse. Undtaget herfor er situationer hvor man genindtræder i en tidligere skadeperiode.
Hvem modtager udbetalingerne?
Betalingen sker direkte til din konto i et dansk pengeinstitut.
Ny arbejdsløshedsperiode
Fuldtidsdækning (Fri Lønforsikring)
En arbejdsløshedsperiode giver maksimalt ret til 12 måneders udbetaling (260 dage). Hvis du begynder et nyt tidsubegrænset arbejde som fastansat lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge hos én arbejdsgiver, vil arbejdsløshedsperioden ophøre, når du har været ansat i mere end 6 måneder. Ved efterfølgende arbejdsløshed påbegynder en ny arbejdsløshedsperiode.
Er den tidsubegrænsede ansættelse på fratrædelsestidspunktet under 6 måneder, genoptages udbetalingen i den oprindelige udbetalingsperiode med den restperiode, der var tilbage.
Når du har brugt 12 måneder af en arbejdsløshedsperiode, er det en betingelse for at have ret til en ny periode, at du på fratrædelsestidspunktet har haft tidsubegrænset arbejde i mere end 6 måneder som lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge hos en arbejdsgiver.
De betingelser for udbetaling af lønsikring, som i henhold til forsikringsbetingelserne skal være opfyldt ved udbetaling i første arbejdsløshedsperiode, gælder tilsvarende for retten til udbetaling ved efterfølgende arbejdsløshedsperioder.
Supplerende dækning - kræver medlemskab af A-kassen Frie:
En arbejdsløshedsperiode giver maksimalt ret til 12 måneders udbetaling (260 dage). Hvis du begynder et nyt tidsubegrænset arbejde som fastansat lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge hos én arbejdsgiver, vil arbejdsløshedsperioden ophøre, når du har været ansat i mere end 3 måneder. Du vil igen kunne opnå ret til dækning i en ny arbejdsløshedsperiode, når du har været i et tidsubegrænset arbejde som fastansat lønmodtager i mere end 6 måneder med mindst 30 timer pr. uge, og der er tale om en ny forsikringsbegivenhed.
Er den tidsubegrænsede ansættelse på fratrædelsestidspunktet under 3 måneder, genoptages udbetalingen i den oprindelige udbetalingsperiode med den restperiode, der var tilbage.
Når du har brugt 12 måneder af en arbejdsløshedsperiode, er det en betingelse for at have ret til en ny periode, at du på fratrædelsestidspunktet har haft tidsubegrænset arbejde i mere end 6 måneder som lønmodtager i mindst 30 timer pr. uge hos en arbejdsgiver.
De betingelser for udbetaling af lønsikring, som i henhold til forsikringsbetingelserne skal være opfyldt ved udbetaling i første arbejdsløshedsperiode, gælder tilsvarende for retten til udbetaling ved efterfølgende arbejdsløshedsperioder.
Urigtige oplysninger - Tilbagebetaling
Hvis du bevidst eller uagtsomt har givet FF Forsikring A/S urigtige oplysninger, fortiet omstændigheder, der er af betydning for etablering/udbetaling af lønsikring, eller hvis du i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget, skal beløbet betales tilbage til FF Forsikring A/S.
Hvis du har modtaget lønsikring for en periode og senere modtager løn eller andre indtægter, der dækker samme tidsrum som lønsikring, skal du betale beløbet, som er udbetalt fra FF Forsikring A/S, tilbage.
Behandling og udveksling af kundedata
Alle oplysninger, som du afgiver til FF Forsikring A/S (navn, adresse, xxx.xx. m.v.) bliver lagret fysisk eller elektronisk og brugt af FF Forsikring A/S til administration i forbindelse med etablering/ændring/ophør af din forsikring samt behandling af anmeldelser.
Samtykkeerklæring
Du har til enhver tid mulighed for at give dit samtykke til, at visse personlige oplysninger udveksles mellem FF Forsikring A/S, Xxxx og A-kassen Frie. En nærmere beskrivelse af behandlingen af dine personoplysninger, herunder formålet med og omfanget af udvekslingen af dine oplysninger, under lønsikring findes i samtykkeerklæringen på xxxx.xx.
Lønsikrings ikrafttræden og ophør
Lønsikring træder i kraft som anført på lønsikringsbeviset og under forudsætning af, at du bliver optaget i lønsikring uden anmærkninger på grundlag af de oplysninger, du har afgivet i forbindelse med din tilmelding. Lønsikring kan tidligst tegnes med ikrafttræden fra den først kommende 1. i en måned efter du har udfyldt din ansøgning.
Lønsikring gælder for én måned ad gangen og fornys automatisk hver måned til den 1. i måneden, som er forsikringens hovedforfaldsdato, medmindre aftalen bliver opsagt.
Lønsikring ophører af én af følgende årsager:
• Hvis du udnytter din fortrydelsesret beskrevet nedenfor.
• Hvis dit medlemskab af Xxxx eller A-kassen Frie ophører, ophører forsikringen samtidig med det tidspunkt, hvor dit medlemskab ophører, medmindre din udmeldelse af a-kassen skyldes arbejde i et andet EØS-land i en periode på maksimalt 12 måneder, hvor der samtidig er tvunget medlemskab af en udenlandsk arbejdsløshedsforsikring. Ved denne vurdering anvendes altid de til enhver tid gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring.
• Hvis du eller FF Forsikring A/S opsiger forsikringen (se afsnittene ”Opsigelse af Lønsikring" og "Præmie og afgift til staten").
• Hvis du ikke længere står til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvilket du skal meddele lønsikring. Forsikringen ophører fra det tidspunkt, hvor du ikke længere står til rådighed.
• Hvis du får tilkendt førtidspension, bliver bevilget ledighedsydelse til personer, der er berettiget til et fleksjob, bliver tilkendt eller påbegynder fleksjob i henhold til lov om en aktiv socialpolitik, ophører forsikringen fra tilkendelsestidspunktet.
• Ved udgangen af den kalendermåned, hvori du fylder 63 år.
• Når du har haft 3 arbejdsløshedsperioder med udbetaling af lønsikring, ophører forsikringen ved udgangen af den tredje arbejdsløshedsperiode.
• Ved dødsfald ophører forsikringen på tidspunktet for dødsfaldet.
Ved lønsikrings ophør vil eventuelle igangværende udbetalinger af lønsikring samtidig ophøre.
Overflytning til A-kassen Frie
Hvis du har haft lønsikring i minimum 12 måneder, har du mulighed for at overgå til den offentlige arbejdsløshedsforsikring hos A-kassen Frie til den 1. i en måned på følgende vilkår:
• Du skal være i beskæftigelse som lønmodtager og indmeldes i A-kassen Frie.
• Du skal forblive medlem af Frie.
• Du skal ikke betale til lønsikring i de kommende 12 måneder efter indmeldelse i A-kassen Frie.
• Lønsikring dækker ved arbejdsløshed med den til enhver tid gældende dagpengesats i maksimalt 12 måneder efter indmeldelse i A-kassen Frie, også selvom du på dette tidspunkt eventuelt ikke har optjent ret til dagpenge fra a-kassen Frie.
• Ved arbejdsløshed har du samme pligter og rettigheder, som hvis du havde normal dækning fra lønsikring. Det betyder, at du ved ledighed skal have været i fast job i mindst 30 timer pr. uge, som ikke har været tidsbegrænset. Du skal opfylde betingelserne om deltagelse i outplacementforløb, og du er omfattet af reglen om, at der ikke kan udbetales lønsikring i mindst 3 måneder efter, du har modtaget en opsigelse.
• Dækning bortfalder, hvis der samtidig er tegnet anden arbejdsløshedsforsikring eller arbejdstabssikring i privat eller offentligt regi. Ønskes en supplerende dækning vil denne tidligst kunne tegnes i selskabet, når du har 6 måneders medlemskab af A-kassen Frie. I modsat fald fraskriver du dig retten til at få dækning fra selskabet, indtil du har ret til dagpenge fra A-kassen Frie.
Retten til overflytning til A-kassen Frie gælder ikke i de tilfælde, hvor FF Forsikring A/S har opsagt forsikringen med øjeblikkelig virkning på grund af svig eller hvor FF Forsikring A/S har opsagt forsikringen efter udbetaling af lønsikring, jf. afsnittet "Opsigelse af lønsikring".
Fortrydelsesret
Fortrydelsesfristen er 14 dage. Fristen regnes fra den dag, hvor du har indgået aftalen om lønsikring. Du har efter forsikringsaftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten og forsikringsydelsen. Fortrydelsesfristen løber ikke, før du har fået forsikringsvilkårene, hvoraf disse oplysninger fremgår, i hænde. Fristen regnes dog tidligst fra det tidspunkt, hvor du har modtaget underretning om, at lønsikringsbeviset er udstedt, hvis du har fået forsikringsvilkårene i hænde før dette tidspunkt. Hvis du indgår aftalen om lønsikring mandag den 1. og også har fået forsikringsvilkårene på det tidspunkt, har du frist til og med mandag den 15. Har du først modtaget forsikringsvilkårene senere, fx. onsdag den 3., har du frist til og med onsdag den 17. Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, søndag, grundlovsdag den 5. juni, den 24. december eller den 31. december, kan du vente til følgende hverdag.
Inden fortrydelsesfristens udløb skal du underrette FF Forsikring A/S om, at du har fortrudt aftalen. Underretter du FF Forsikring A/S pr. post, er det tilstrækkeligt, at du sender brevet inden fristens udløb. Hvis du vil sikre dig bevis for, at du har fortrudt rettidigt, kan du sende brevet anbefalet og opbevare kvitteringen.
Underretning om, at du har fortrudt aftalen, gives til:
FF Forsikring X/X Xxxxxxxx 00
5000 Odense C
Opsigelse af lønsikring
Lønsikring skal altid opsiges skriftligt.
Du kan opsige lønsikring når som helst med 14 dages varsel til den 1. i en måned.
FF Forsikring A/S kan opsige forsikringen med 30 dages varsel til den 1. i en måned. FF Forsikring A/S kan dog ikke opsige lønsikring, mens du berettiget modtager udbetaling af lønsikring. Denne begrænsning i FF Forsikring A/S' adgang til opsigelse gælder dog ikke ved opsigelse på grund af manglende præmiebetaling, jf. afsnittet "Præmie og afgift til staten”.
Efter en skadeanmeldelse har begge parter inden 30 dage efter, at udbetaling af lønsikring er ophørt, eller skaden er blevet afvist, dog ret til at opsige forsikringsaftalen med 14 dages varsel. Opsigelsesvarslet kan meddeles, mens du fortsat er under udbetaling, men opsigelsen får tidligst virkning fra tidspunktet, hvor du ikke længere modtager udbetaling af lønsikring. Derudover kan FF Forsikring A/S opsige lønsikring i overensstemmelse med reglerne i forsikringsaftaleloven. Eventuelt betalt præmie ud over den dato, hvor lønsikring ophører, bliver tilbagebetalt.
Hvis forsikringstageren svigagtigt har forsøgt at opnå ret til en ydelse mod bedre vidende, kan FF Forsikring A/S opsige forsikringen med øjeblikkelig virkning.
Præmie og afgift til staten
Præmien for lønsikring fremgår af lønsikringsbeviset. Præmien betales kvartårligt forud, men kan dog ske månedligt forud mod gebyr. Præmien skal også betales i perioder, hvor der sker udbetaling af lønsikring.
Præmie opkræves gennem udsendelse af indbetalingskort eller via Nets. Er præmien ikke betalt senest 21 dage efter modtagelsen af indbetalingskort eller betalingsdagen i henhold til Nets, kan FF Forsikring A/S opsige lønsikring i overensstemmelse med reglerne i forsikringsaftaleloven.
Betales præmien ikke senest på forfaldsdatoen, er FF Forsikring A/S berettiget til at opkræve et administrationsgebyr på efterfølgende påkrav.
Hvis du udnytter din fortrydelsesret beskrevet ovenfor, tilbagebetales den betalte præmie.
I henhold til § 2 i lov om afgift af skadesforsikringer, opkræves der løbende 1,1 % af forsikringspræmien i afgift til staten.
Ændringer af forsikringsvilkår og præmie
FF Forsikring A/S kan ændre aftalens vilkår, herunder præmien, i følgende situationer:
• Udefrakommende omkostninger afstedkommet af forsikringsydelserne, fx afgifter.
• Ændringer i lovgivning, praksis eller anden regulering.
• Produktændringer, fx udvidelse eller indskrænkninger af forsikringens dækning, ændring af målgruppe, regulering af forsikringssummen mv.
• Ændringer i skadesforløb.
• Ændringer I forsikringsportefølje.
Varsling
Væsentlige ændringer i aftalen, f.eks. forsikringsvilkår og præmie, som er til ugunst for forsikringstageren, sker efter forudgående skriftligt varsel efter de til enhver tid gældende regler, dog med mindst 30 dages varsel til forsikringens hovedforfald den 1. i hver måned. Mindre væsentlige ændringer kan ske uden varsel.
Ændringer vil blive varslet skriftligt, fx via brev, e-mail, Mit Frie, betalingsoversigt eller lignende.
Værneting
Søgsmål mod FF Forsikring A/S skal anlægges ved Odense Byret eller ved dit hjemting.
Lønsikringsgiver/administrator
Forsikringer er tegnet hos og administreres af:
FF Forsikring X/X Xxxxxxxx 00
5000 Odense C
Tlf. 00 00 00 00
E-mail: xxxxxxxxxx@xxxx.xx Hjemmeside: xxxx.xx CVR: 31887887
FF Forsikring A/S er underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.
Klageinstans
Klageansvarlig
Hvis du ønsker at klage over FF Forsikring A/S, kan du rette henvendelse til selskabets klageansvarlige, som er selskabets direktør. Klagen kan indgives til FF Forsikring A/X, Xxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxx X, telefon 00 00 00 00 eller pr. e-mail: xxxxxxxxxx@xxxx.xx og stiles til direktøren.
Ankenævnet for Forsikring
Du kan også klage til Ankenævnet for Forsikring. Klageskema kan hentes på Ankenævnet for Forsikrings hjemmeside på xxxxxxxxxxxxxx.xx Du skal betale et mindre gebyr for at få klagen behandlet i Ankenævnet.
Ankenævnet for Forsikring Anke Xxxxxxxxxxxx 0
1572 København V
Tlf. 00 00 00 00
Telefontid: kl. 10 – 13