Beslutning i KKR Syddanmark den 19. marts 2018
Beslutning i KKR Syddanmark den 19. marts 2018
Baggrund
Regeringen og en bred kreds af Folketingets partier indgik i efteråret 2017 "Aftale om bedre veje til uddannelse og job". Aftalen indeholder bl.a. en ny uddannelsespolitisk målsætning om, at alle 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse, være i uddannelse eller beskæftigelse, krav om en sammenhængende ungeindsats i kommunerne samt etablering af en ny institutionsstruktur for de forberedende uddannelser (FGU).
I forlængelse af aftalen fik KKR, i brev fra af 12. januar 2018 fra undervisningsministeren, formelt opgaven med at indstille geografiske dækningsområder og placering af FGU- institutioner/skoler for det kommende udbud af forberedende grunduddannelse.
Undervisningsministeriet har angivet den 1. juni 2018 som frist for KKR's tilbagemelding på den lokale proces. Dette er en ændring, idet fristen tidligere var den 29. juni 2018.
Kredsen af kommunaldirektører har drøftet sagen og kan konstatere, at der er god gang i overvejelserne blandt de syddanske kommuner. Kredsen anbefaler følgende proces til KKR Syddanmark:
• De subregionale overvejelser fortsætter frem til ultimo april, hvor der gives en tilbagemelding omkring placering af institutioner og skoler til KKR sekretariatet
• Kommunerne sikrer i perioden en involvering af relevante institutioner i processen
• KKR Syddanmark giver den 1. juni 2018 en melding til Undervisningsministeriet med forbehold for en endelig godkendelse på KKR Syddanmarks møde den 19. juni 2018.
Enhedsleder for FGU Task Force, Styrelsen for undervisning og kvalitet, Xxx Xxxxx Xxxx indleder punktet med et oplæg om FGU og opgaven frem mod en endelig beslutning.
Indstilling
Det indstilles, at KKR Syddanmark drøfter:
• Lokal proces frem mod ny FGU-institutionsstruktur
• Mulige dækningsområder for FGU-institutioner.
Sagsfremstilling
KKR har fået opgaven at indstille placeringen af FGU-institutioner og tilhørende skoler efter en lokale proces. I lovforslaget fremgår, at placeringen skal sikre en balance mellem nærhed og faglig stabilitet. Det fremgår endvidere, at den nye institutionsstruktur skal bestå af ca. 90 FGU-skoler, der hører under ca. 30 selvejende FGU-institutioner. Hver institution får et geografisk dækningsområde, der dækker et antal kommuner.
Det fremgår af aftalen for FGU, at følgende kriterier skal lægges til grund for placeringen af FGU-institutioner og tilhørende skoler: Antallet af unge (elev-grundlag), eksisterende institutioner/ bygninger og lokale transportmuligheder.
Grundlag for lokale drøftelser
Til grundlag for de lokale drøftelser om dækningsområde, institutions- og skoleplacering har Undervisningsministeriet udsendt materiale om elev-grundlag, institutionsoversigt og adresselister over produktionsskoler og VUC-institutioner samt et notat om transportafstandens betydning for placering af FGU-skoler. Materialet kan læses her: xxxxx://xxx.xxx.xx/xxxxxxx/xx-xxxxx/xxxxxxxxxxxxx/xxx/000000-xxxxxxx-xx-xxxxxx-xxxxxxxxx- om-udarbej-delse-af-daekningsomraader.
Xxxxxxxxx har KL på vegne af Undervisningsministeriet den 23. februar 2018 videresendt yderligere materiale til brug for den lokale proces. Materialet vedrører, skabelon til brug for KKR’s forslag til dækningsområder og institutions- og skoleplaceringer samt en kortløsning til vurdering af transportafstande i forhold til FGU-institutioner og FGU-skoler. KKR-
sekretariaterne koordinerer et antal brugerkonti, som giver adgang til kortløsningen, som Undervisningsministeriet stiller til rådighed.
./. Af materialet fremgår det, at fristen for at indsende skabelonen vedrørende dækningsområder er den 1. juni 2018. Det er en ændring i forhold til den ud-melding KL tidligere har givet. KL har været i dialog med Undervisningsministeriet på såvel politisk som administrativt niveau.
Men undervisningsministeren fastholder, at ministeriets plan for implementering forudsætter, at ministeren kan drøfte indstillinger med aftalekredsen og træffe beslutning om fastlæggelse af dækningsområder og institutions- og skoleplaceringer inden sommerferien.
Til orientering er KL's høringssvar til de lovudkast, der udmønter "Aftale om bedre veje til uddannelse og job" vedlagt. Link til Undervisningsministeriets siden om FGU: xxxxx://xxx.xx/xxxxxx-xx-xx-xxxxxxxxxxxx-xxxxxx.
Elevgrundlag
Undervisningsministeriet har på baggrund af eksisterende aktivitetstal for de forberedende tilbud estimeret, at elevgrundlaget på landsplan bliver 14.000 årselever.
Undervisningsministeriet har oplyst, at en FGU-institution i gennemsnit forventes at have ca. 470 årselever. Det forventede antal årselever i FGU i KKR Syddanmark vil være 3.336 årselever.
Lokal proces for institutionsdannelse
Kommunerne i Syddanmark har lavet en første sondering af mulige kommuneklynger for FGU- samarbejdet. Ligeledes drøftede KL's og KKR's formænd og næstformand på møde i februar en første status for FGU-institutionsdannelsen i de enkelte KKR.
I Syddanmark ser en arbejdsgruppe på følgende:
En foreløbig sondering af kommunernes overvejelser om udfordringer og muligheder med skoler/institutioner i deres kommune, herunder overvejelser om samarbejder kommunerne imellem.
For at skabe en ramme for placering af institutioner og skoler ser kommunerne på følgende kriterier:
• Placering af produktionsskoler/VUC i kommunerne
• Unge uddannelsesmiljø
• Transport
• Bygningsmassens muligheder/hvad kan bygningen rumme?
Disse kriterier vil også være rammen for tilbagemeldingen til Undervisningsministeriet i juni 2018.
På KKR Syddanmarks møde den 19. marts 2018 lægges der op til en drøftelse af den lokale proces, herunder en første sondering af dækningsområder for FGU og den lokale fordeling af de selvejende FGU-institutioner.
Den 1. juni 2018 sender KKR Syddanmark sin indstilling til undervisningsministeren om dækningsområder og placering af institutioner og skoler, med forbehold for den endelige godkendelse på KKR Syddanmarks møde den 19. juni 2018.
I perioden frem til den endelige beslutning i KKR Syddanmark skal der pågå lokale politiske drøftelser/orientering i forhold til dækningsområder og placering af skoler og institutioner, herunder mulighed for at vurdere inddragelse af de eksisterende forberedende tilbud/uddannelser samt relevante institutioner på ungdomsuddannelsesområdet.
Opmandsfunktion
Undervisningsministeren har udpeget en opmand til at bistå den lokale proces for institutionsdannelse - tidligere børne- og kulturdirektør Xxx X. Xxxxxxxxxxx, Næstved Kommune. De enkelte KKR vurderer selv behovet for at involvere opmanden i den lokale proces for FGU-institutionsdannelse.
FGU-institutionernes bestyrelser
Institutionerne bliver selvejende med selvstændige bestyrelser.
Institutionsbestyrelsen skal være på mellem 7 og 11 medlemmer (kan i særlige tilfælde udvides op til 15) inkl. formand. Kommunerne vil være repræsenteret i bestyrelserne for hver FGU-institution med ét eller flere medlemmer fra hver kommune i institutionens dækningsområde (kommunale med-lemmer kan til sammen være i flertal). Til brug for institutionsdannelsen og før de egentlige bestyrelser, nedsætter undervisningsministeren en midlertidig (interims) bestyrelse for hver FGU-institution.
Af lovforslaget fremgår det, at undervisningsministeren udpeger den midlertidige bestyrelse, hvor et medlem udpeges efter indstilling i forening fra kommunalbestyrelserne for kommunerne i institutionens dækningsområde. De midlertidige bestyrelser forventes at skulle virke fra 1. september 2018.
Økonomi
Aftalen om FGU øger den kommunale finansiering af det forberedende område, idet finansieringen udvides med aktiviteter, som i dag afholdes af staten. Kommunerne skal finansiere 65 pct. af udgiften til FGU-institutionerne og 65 pct. af FGU-elevernes skoleydelse. Kommunernes øgede udgifter som følge af ændringerne kompenseres gennem bloktilskuddet. Finansieringsmodellen skal således understøtte kommunernes incitament til at tænke helhedsorienteret i deres ungeindsats og generelt i deres indsats overfor alle 0 til 25-årige.
De økonomiske konsekvenser for kommunerne i forlængelse af aftalen (DUT-forhandlinger om kompensationens størrelse) forhandles på plads mellem staten og KL i løbet af foråret 2018.
Beslutning
Xxx Xxxxx Xxxx fortalte om FGU og den kontekst som de nye institutioner skal etableres i, herunder den lokale proces for fastlæggelse af dækningsområder og placering af skoler.
Xxx X. Xxxxxxxxxxx fortalte blandt andet om grundlaget for etablering af FGU-institutioner, nemlig balance mellem geografisk nærhed og fagligt og økonomisk bæredygtige uddannelsesmiljøer. Der bliver planlagt et midtvejs møde i kredsen af KKR og KL formandskaber.
Noter fra den efterfølgende drøftelse:
• Det er undervisningsministeren, som efter indstilling fra KKR, godkender etablering af institutioner
• Finansiering af skolerne er ikke afhængig af størrelse, men er et fast grundbeløb
• Som udgangspunkt skal der etableres tre spor på institutionen. Det kan i særlige tilfælde afviges for eksempelvis hos yderområder
• Institution kan optage på tværs af grænser. Her er det suverænt kommunen, der træffer afgørelse omkring forløb og sted.
KKR Syddanmark drøftede den lokale proces frem mod ny FGU-institutionsstruktur.
Der var enighed om, at kommunerne (når det er kendt) sender overblik over dækningsområder for FGU-institutioner til KKR sekretariatet.