Efterfølgende aftale. I tilfælde, hvor en konkurrencebegrænsning ikke kan føres tilbage til den op- rindelige aftale eller omstændighederne omkring indgåelsen, kan der ikke de- sto mindre foreligge en konkurrencebegrænsende aftale. Det kan være tilfæl- det, hvis leverandøren udtrykkeligt eller stiltiende har »inviteret« forhandle- ren til et samarbejde om en »ensidig« foranstaltning, og forhandleren udtryk- keligt svarer bekræftende på eller stiltiende samtykker i invitationen og om- sætter den til praksis, eller hvis forhandleren svarer bekræftende, men undla- der at omsætte invitationen til praksis (for det sidste tilfælde, se dommen i Activision Blizzard nedenfor). Virksomheden Sandoz havde påført klausulen »må ikke eksporteres« på fakturaer til dets forhandlere, hvilket umiddelbart kunne synes at udgøre en ensidig foranstaltning. Domsto- len udtalte imidlertid: »De gentagne individuelle ordrer på produkter og den omstændig- hed, at kunderne efterfølgende uden protest betalte de priser, som var angivet på fakturaer- ne – der var forsynet med påtegningen »må ikke eksporteres« – udgjorde et stiltiende sam- tykke fra dem til de i fakturaen fastsatte klausuler...« (præmis 11 i Sandoz, sag C-277/87, som gengivet i præmis 142 i Domstolens dom i Bayer, de forenede sager C-2/01 P og C- 3/01 P). Virksomheden Bayer havde besluttet, at grossisterne i Frankrig og Spanien kun kunne få de mængder af hjertemedicinen Adalat leveret, som svarede til deres indenlandske salg. Denne foranstaltning indebar, at grossisterne ikke kunne eksportere til Storbritannien, hvor priserne på Adalat var væsentligt højere. Ifølge Kommissionen havde Bayer pålagt grossi- sterne et eksportforbud »inden for rammerne af deres forretningsforbindelser«, og grossi- sterne havde stiltiende samtykket i Bayers eksportpolitik. Retten var ikke enig heri og lagde bl.a. vægt på, at Bayer ikke havde forsøgt at kontrol- lere den enkelte grossists handlemåde eller at gøre leveringer betinget af produkternes en- delige bestemmelsessted. Hertil kom, at grossisterne på forskellige måder forsøgte at opnå supplerende leverancer med henblik på at kunne eksportere dem til Storbritannien (Bayer, sag T-41/96). Domstolen var enig med Retten i, at der var tale om en ensidig foranstaltning. Om de generelle betingelser for at kunne anse en aftale for indgået udtalte Domstolen: »For at en aftale i traktatens artikel 85, stk. 1’s forstand kan anses for indgået gennem stiltiende accept, er det nødvendigt, at den af den ene kontraherende part...
