Emnets relevans eksempelklausuler

Emnets relevans. Men hvorfor beskæftige sig med ligestilling mellem kønnene for én specifik gruppe af borgere, og ikke for alle? Hvorfor ikke beskæftige sig med ligestilling blandt kristne, buddhister, jøder, asatroende og andre troende i stedet for at fokusere på den muslimske gruppe? Hvorfor ikke koncentrere sig om kvinder, som på den ene eller den anden måde er afskåret fra at deltage i samfundet? Alle disse tre vinkler kunne have været interessante at anlægge – og bør anlægges i fremtiden - men dette projekts budgetramme gjorde det nødvendigt at indsnævre perspektivet til én gruppe. Det ville dog være ønskværdigt efterfølgende at udbrede undersøgelsen til andre religiøse og etniske grupper end de muslimske, og andre segmenter end de uddannelsessøgende. Der er flere grunde til i første omgang at fokusere på muslimske piger og kvinders ligestilling. Som lektor ▇▇▇▇ ▇▇▇▇▇, Afd. for Religionsvidenskab, Aarhus universitet, gør opmærksom på, udgør netop ligestillingen ifølge de tilbagevendende internationale værdiundersøgelser (World Values Survey) en af de mest afgørende forskelle mellem muslimske og ikke-muslimske lande. Hvor 82 % af de adspurgte i de vestlige, kristent dominerede lande går ind for ligestilling mellem kønnene, gælder dette kun for 55 % i de muslimske lande og 67 % i de øvrige (…) Selv om man ikke umiddelbart kan slutte, at den lavere tilslutning til ligestilling i den muslimske verden også betyder, at muslimer i Danmark i mindre grad end andre danskere går ind for ligestilling, kunne disse tal dog antyde, at netop dette spørgsmål i særlig grad kan give anledning til brydninger og krav om nyfortolkning i mødet mellem muslimer og ’vestlige værdier’.3 En anden grund til at beskæftige sig med emnet er, at det fylder meget i den offentlige debat, med den kortege af myter, forsimplinger og konfliktende fortællinger, som det indebærer. En søgning på Infomedia, foretaget d. 6.2.2009, viser for eksempel, at der inden for de sidste 12 måneder har været betydeligt flere artikler i den danske dagspresse omkring islam og ligestilling af kvinder eller islam og undertrykkelse af kvinder, end der har omkring nogen af de andre religioner. Dette illustreres i tabel 1 og 2.