Fortolkningsforskelle. Som nævnt i afhandlingen ses det, at der mellem selskabsloven og ligningsloven er en række fortolkningsforskelle. Herunder kan personkredsen, nærtstående parter og sædvanlige forretningsmæssige dispositioner nævnes. Som beskrevet er der ikke ensartet tilgang til hvilken personkreds, der kan modtage et lovligt kapitalejerlån og hvilken personkreds, som skal beskattes af disse. Skatteretligt differentieres der mellem bestemmende indflydelse og minoritetsejere, hvilket ikke er tilfældet selskabsretligt. Den manglende ensartet tilgang til, hvem der kan modtage et kapitalejerlån uden nogen skattemæssige konsekvenser, betyder derfor, at personkredsen altid må vurderes konkret. En løsning på denne udfordring kan bestå i at ensrette personkredsen mellem de to retsområder, således den skatteretlige personkreds udvides, så den er overensstemmende med den selskabsretlige. Dette kan gøres ved at henvise i LL § 16 E til personkredsen i SL § 210, frem for henvisningen til personkredsen i LL § 2. En sådan løsning gjorde sig gældende i det første udkast til lovforslag nr. 199. Formålet med denne henvisning var også på dette tidspunkt at skabe en ensartet tilgang til begrebet mellem de to retsområder.134 Fordelen ved denne løsning er, at selskabet og kapitalejeren kan opnå en udtømmende forståelse af begrebet ved blot at skulle forholde sig til ét lovgivningsområde. Så længe ”kapitalejer” er inden for kredsen, som kan modtage lovlige kapitalejerlån, vil ”kapitalejer” også blive beskattet af dette. Det vurderes, at denne løsning vil kunne bidrage til at mindske den kompleksitet, som kan opstå. Det bør dog samtidig overvejes, om en sådan løsning er aktuel. Skatteministeren har i sammenhæng hermed flere gange udtalt, at de to lovbestemmelser skal varetage forskellige hensyn.135 Derfor kan den skatteretlige personkreds, hvori der lægges vægt på bestemmende indflydelse, til fulde anerkendes. LL § 16 E har primært til formål at værne mod, at kapitalejerlån bliver et skattefrit alternativ til løn eller udbytte. Derfor vurderes det at skelnen mellem bestemmende indflydelse og minoritetsejere er vel begrundet. Minoritetsejere vil som udgangspunkt, på egen hånd, ikke have muligheden for at benytte kapitalejerlån som et alternativ, hvorfor der er grundlag for, at disse ikke skal beskattes heraf. Der bør dog ske en fastlæggelse af begrebet fælles bestemmende indflydelse, som fremgår af LL § 2 stk. 2. Som beskrevet i afsnit 5.3.1.3, giver den manglende definition en vis uforudsigelighe...
