Kontraktforholdets ‘væsentligste kendemærker’. Både i lovgivning og retspraksis kan der hentes støtte for, at den retlige karak- teristik af et kontraktforhold – og dermed beskrivelsen af, hvilke retsvirkninger forholdet afføder – kan ske på baggrund af det billede, der tegner sig, efter at kontraktforholdets bestanddele – af parterne selv, af lovgivningen eller på an- den vis – er prioriteret som henholdsvis væsentlige eller uvæsentlige i forhold til en dækkende betegnelse for det retsforhold, parterne har engageret sig i. Subsumptionen under givne retsregler sker ved at henføre kontraktforholdet til den kontrakttype, som forholdets væsentligste bestanddele refererer sig til. Samtidig undertrykkes de momenter i forholdet, der opleves eller fremtræder som mindre betydningsfulde vedhæng til den mere væsentlige del af forholdet, og som – hvis de havde foreligget selvstændigt, dvs. uden at være bimomenter til kontraktforholdets hovedbestanddele – ville være blevet bedømt efter andre regler. Disse undertrykte regler frakendes med andre ord betydning ved afgø- relsen af, efter hvilke retsregler kontraktforholdet som helhed skal bedømmes. Et eksempel fra entrepriseretten vil kunne anskueliggøre disse abstrakte be- tragtninger: Entreprisekontrakten, der traditionelt betragtes som en selvstændig kontrakttype, jf. f.eks. Xxxxxxx, Entreprenørrisikoen (1966) s. 29 og Vagner, Entrepriseret, 4. udg. (2005) ved Tor- xxxx Xxxxxxx s. 19-21, rummer som et væsentligt kendemærke en forpligtelse for entreprenø- ren til at tilvejebringe et bestemt arbejdsresultat. Kontrakten rummer imidlertid som oftest tillige momenter, der genfindes i henholdsvis købekontrakten og arbejdsaftalen, ligesom denne kontraktform undertiden vil have træk til fælles med kontraktforhold vedrørende overdragelse af fast ejendom, med lejekontrakten, arkitektkontrakten mv. Såfremt det imidlertid objektivt må konstateres, at et foreliggende kontraktforholds væ- sentligste formål er tilvejebringelse af et arbejdsresultat, indebærer en sådan konstatering imidlertid, at de momenter i forholdet, der leder tanken hen på købeaftalen, arbejdsaftalen mv., trænges i baggrunden til fordel for en fremhævelse af de bestanddele, der er anset at udgøre det mere overordnede formål med kontrakten. Konsekvensen heraf er, at der ale- ne bliver tale om at anvende specifikt entrepriseretlige regler på kontraktforholdet og ikke købe- og arbejdsretlige regler, idet disse regler refererer sig til kontraktelementer, der er fundet at indgå med en relativt mindre vægt, og derf...
