Forholdet til kontrakttyperne. Spørgsmålet om eneforhandlingsaftalens retlige tilhørsforhold til en bestemt kontrakttype eller til kategorien typekontrakter har baggrund i en traditionel – om end overvejende teoretisk – juridisk problemstilling. Opdelingen i kontrakttyper er en funktion af den private retshandels egnethed til at udløse retsvirkninger i overensstemmelse med sit indhold. To eller flere aftaleparters samstemmende ønske om, at deres mellemværende skal af- vikles eksempelvis efter aftalerne om køb og salg af løsøre, vil ofte kunne realiseres blot ved at hæfte betegnelsen ‘køb’ på et nødtørftigt skelet af kontraktelementer, der tjener til at individualisere parterne, ydelsen, betalingsvilkårene mv. Dette beror på, at kontraktformen ‘køb’ får visse på forhånd i lovgivningen og sædvane objektivt præciserede retsvirkninger, medmindre parterne – i det omfang dette ikke hindres af ufravigelige lovbestemmelser – har aftalt andre retsvirkninger. Eksempler på kontrakttyper i gældende dansk ret er som netop berørt købeaftalen, kommissionsaftalen, kautionsaftalen m.fl. For de to førstnævntes vedkommende beror de indtrædende retsvirkninger i overvejende grad på loven, jf. Kbl. § 1, stk. 1, og KMSL § 1, stk. 1, medens kautionsaftalen hovedsageligt formes af almindelige retsgrundsætninger, sædvaner mv. Blandt de fordele, der knytter sig til eksistensen af kontrakttyper, fremhæves bl.a. den ‘økonomiserende effekt’. Når de retsvirkninger, parterne ønsker at opnå, på forhånd er fast- slået og formaliseret i loven eller sædvaner, behøver parterne blot at aftale netop så meget, at de bliver forpligtet i forhold til hinanden. Retsvirkningerne af deres mellemværende ind- træder herefter som en konsekvens af parternes ‘blankethenvisning’ til en bestemt kontrakt- type.92 Lovregler, der direkte og udtrykkeligt regulerer eneforhandlingsaftalen, findes som tidligere nævnt ikke i dansk ret. Hertil kommer, at denne aftaleform heller ikke – som tilfældet er for visse ikke-lovnormerede kontrakttyper – hviler på en fast retstradition, der gør det muligt med en rimelig grad af sikkerhed at forudberegne blot typiske virkninger af et sådant mellemværende.
