Retskildelæren. Retskildelæren er de principper, hvormed retsregler identificeres og valideres. Inden for retskildelæren arbejdes der med fire typer af retskilder. Alle typer af retskilder danner grundlag for hjemmel, hvormed en ret skabes. De fire typer af retskilder er regulering, retspraksis, retssædvaner og forholdets natur. Der er som udgangspunkt ikke en fastlagt rangorden mellem regulering og praksis, hvorfor lovgivning har samme retskildemæssige værdi som en fulgt retssædvane. Der er dog inden for regulering et reguleringshierarki, hvorefter nogle særlige regler går forud for andre. Denne hierarkiske metodik ses særligt i Lex superior-princippet, hvorefter trinhøjere regler går forud for trin-lavere regler. Efter dette princip går den danske Grundlov1 forud for almindelige danske love, som går forud for bekendtgørelser, og disse kan således ikke have en retsvirkning i uoverensstemmelse med en i Grundloven fastsat regel. Der er endvidere to yderligere Lex-regler inden for retskildelæren. Efter Lex specialis går en speciel regel forud for en generel regel, samt Lex posterior, hvorefter en yngre lov går forud for en ældre lov. Det er således retsvirkningen fra de nyest fastsatte regler, der er gældende. Disse fortolkningsprincipper er kun elementer af den samlede fortolkning, der beror på en pragmatisk helhedsvurdering.2
