Culpareglen og DL 3-19-2. Culpøs adfærd, og arbejdsgiveransvaret.
Culpareglen og DL 3-19-2. I dansk ret er culpareglen den almindelige erstatningsregel både i og uden for kontraktsforhold, således som den også er i andre civil law-lande.7 Vurderin- gen af, hvad der er uforsvarligt (culpøst), påvirkes imidlertid i høj grad af et eventuelt kontrakts- eller andet særligt pligtforhold og af dettes karakter og indhold, jf. f.eks. om en ejendomsmæglers ansvar over for sin klient U 1978.56 H og U 1993.52 H (jf. Xxxxxx Xxxxxxxx i U 1993 B s. 217). Jf. Xxxxxxxxxx: Ejendomsmægleransvar s. 148 f. og Xxxxxxxxxx og Søgaard: Rådgiveran- svaret s. 130 ff. Ansvar forudsætter, at også andre betingelser, bl.a. om årsagsforbindelse og økonomisk tab, er opfyldt. Ejendomsformidlingsloven indeholder dog i § 47 en særre- gel om godtgørelse til en forbruger for en forkert beregning af provenu ved salg. Reglen i DL 3-19-2 om arbejdsgiverens ansvar for skade forvoldt af medarbej- dere ved uforsvarlig adfærd og reglen i EAL § 23 om medarbejderens eget ansvar gælder både i og uden for kontraktsforhold. Spørgsmålet, om en medar- bejder har handlet i eller uden for tjenesten, er behandlet bl.a. i U 1994.695 H (jf. Xxxx Xxxxxxxx i U 1995 B s. 124 ff.) og nedenfor i kapitel 12, afsnit 2.2.1. Grænsedragningen imellem kontrakts- og deliktsansvar er ikke overalt skarp.8 Trods fællesskabet om de fundamentale regler om ansvarsgrundlag består der på en række punkter betydelige forskelle mellem kontrakts- og deliktserstatningsretten. Indholdet af culpastandarden i kontraktsforhold er som oftest bestemt af kravene til en god faglig eller professionel indsats, jf. f.eks. RPL § 126 om god advokatskik og revisorlovens § 16 om god revisor- skik. Dette gælder det professionsansvar, der påhviler bl.a. håndværkere samt