Forsvars- og sikkerhedsdirektivet. Forsvars- og sikkerhedsdirektivet trådte i kraft i 2009 og blev implementeret i dansk ret i 2011.35 Direktivet er således ældre end de tre øvrige udbudsdirek- tiver, og en række af de tre direktivers nyskabelser findes derfor ikke i for- svars- og sikkerhedsdirektivet.36 Forsvars- og sikkerhedsdirektivet er et udbudsdirektiv, der tager højde for de særlige behov, der gør sig gældende inden for denne sektor, som f.eks. be- hovet for forsyningssikkerhed, hensynet til rigets sikkerhed og fortroligheds aspekter i en sag. I lyset af disse behov indeholder forsvars- og sikkerhedsdi- rektivet mere fleksible regler, som f.eks. større adgang til forhandling. Formålet med forsvars- og sikkerhedsdirektivet var bl.a. at sikre, at ordre- giver i mindre omfang ville anvende undtagelsen i Traktatens artikel 346 TEUF (se herom nedenfor i afsnit 3.2). Derudover fandt EU-lovgiver det nødvendigt at skabe et europæisk marked for forsvarsmateriel for at styrke fundamentet for den europæiske forsvarsteknologi og -industri og udvikle den militære kapacitet, der kræves for at gennemføre den europæiske sikker- heds- og forsvarspolitik.37 Det er vigtigt, at ordregivere foretager et korrekt direktivvalg mellem ud- budsloven og forsvarsdirektivet, i modsat fald risikerer ordregiverne at have brugt en ulovlig udbudsform, der kan have konsekvenser for lovligheden af den indgåede kontrakt. Ordregiver kan i den forbindelse ikke blot vælge at anvende de strengere regler i udbudsloven. xxxxx (2006 C-179/02), der bl.a. anfører: »I denne meddelelse forstås ved »ordregi- ver« både ordregivende myndigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 9, i direktiv 2004/18/EF og ordregivere som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2004/17/EF.«
