Insolvensbegrebet eksempelklausuler

Insolvensbegrebet. Efter den nugældende bestemmelse i § 17, stk. 2 antages det i teorien, at vurderingen af insolvens som udgangspunkt bør angå skyldners illikviditet. På trods heraf er der stadig uenighed i teori og praksis om, hvorvidt insufficiens bør inddrages. I praksis ses det fastslået, at skyldner godt kan være solvent, selvom denne har passiver, der langt overstiger dennes aktiver - og omvendt kan skyldner være insolvent, selvom han antageligvis er sufficient. Hverken teori eller praksis tegner således et klart billede af, hvorvidt og i hvilken grad insufficiens skal og bør inddrages i forbindelse med vurderingen af insolvens i § 17, stk. 2. Et lignende billede tegner sig i vurderingen af insolvens efter § 74. Indholdet af begrebet i denne bestemmelse kan ej heller anses for fuldt afklaret i teori eller praksis. Som anført ovenfor i afsnit 2.5 må der ifølge teorien tages udgangspunkt i, om skyldners økonomiske problemer var så alvorlige, at konkurs efter et rimeligt skøn virkede som det endelige resultat. Der ses særligt at være uenighed i juridisk litteratur om, hvorvidt begrebet skal forstås i overensstemmelse med begrebet i § 17, stk. 2, eller om begrebet differentierer sig herfra. Der er sparsom praksis herom, men den nyeste retspraksis fra Højesteret indikerer dog, at begrebet i § 74 bør forstås på samme vis som begrebet i § 17, stk. 2. Dette indikeres dels ved, at Højesteret henviser direkte til § 17, stk. 2 i sin begrundelse, samt det faktum, at der lægges vægt på både illikviditet og med insufficiens som vejledende indicium i selve vurderingen. Dog kan Højesterets udtalelser også forstås på anden vis, hvilket er diskuteret i ovenstående afsnit 2.5. Til forskel fra ovenstående vurderinger af insolvens i hhv. § 17, stk. 2 og § 74, er begrebet i lovens § 64, stk. 2 formuleret anderledes, da der af denne bestemmelse følger et dobbelt insolvensbegreb. Dette begreb opstiller som en betingelse, at der både skal foreligge illikviditet og insufficiens. Det indebærer, at udover illikviditet er insufficiens ligeledes efter § 64, stk. 2 en nødvendig betingelse for at statuere insolvens, da kravet om insufficiens følger direkte af bestemmelsens ordlyd. Modsat ses det i §§ 17, stk. 2 og 74, at insufficiens alene bør inddrages som et indicium i vurderingen af insolvens, og dermed ikke er en nødvendig betingelse. Selve vurderingen af illikviditet må fortsat anses som en vurdering af, hvorvidt skyldner løbende kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Dog...