Tredjemandsretshandler. Ved en tredjemandsretshandel forstås en aftale mellem parterne A og B, ved hvilken aftale der skabes en selvstændig ret for tredjeman den T, idet aftalen mellem A og B efter sit indhold går ud herpå. Såvel i dansk som i nordisk ret har det længe været anerkendt, at A og B ved deres aftale kunne skabe en ret for T, som T selvstæn digt kunne gøre gældende ved søgsmål. For romerretten var ud- gangspunktet derimod, at ingen kunne vinde ret ved en aftale, som andre havde afsluttet, jfr. D 50 -17 -73 § 4: hverken ved overens komst eller ved at opstille vilkår eller ved stipulation kan nogen stifte ret til fordel for tredjemand. Det var ganske vist tilladt, at A over for B forpligtede sig til at yde noget til T, men kun i undtagel sestilfælde kunne T erhverve en ret ved en mellem A og B indgået aftale, således at T fik søgsmålsadgang til gennemtvingelse af løftet. Xxxxxxxxxxxx stilling til tredjemandsretshandelen må ses dels som udslag af regler om form som betingelse for retshandelens rets virkninger, dels som udslag af grundsynet på obligationer, der ses som et rettens bånd mellem de to aftaleparter, og kun disse. Endelig var trangen til anerkendelsen af tredjemandsretshandelen ikke særlig stor, dog anerkendtes som en form for tredjemandsretshandel kon trakter oprettet i forsørgelsesøjemed, hvorved en person søger at sikre sine nærmeste slægtninge efter sin død. I nutiden er det derimod almindeligt anerkendt, ikke alene i nordisk ret, men også i fremmed ret, at der kan skabes ret for tredje mand med tredjemandsaftaler. Anerkendelsen af tredjemandsrets- handler er grundet i, at der på den ene side er trang til dem, og på den anden side at anerkendelsen af tredjemandsretshandler ikke giver anledning til særlige betænkeligheder.
A. To former for tredjemandsløfter.
1. Ydelse fra løftemodtageren til tredjemand. Ved de fleste tredje mandsløfter er der tale om en indirekte ydelse fra løftemodtageren
