Underentreprenøraftalerne. Klager har anført, at underentreprenøraftalerne i det væsentlige regulerer de samme forhold som overenskomsten, bare mindre gunstigt. Efter overenskomsten skal der således betales for transporttid og forplejning. Aflønning efter overenskomsten sker også med timeløn og overarbejdsbetaling. Som underentreprenøraftaler er indholdet således usædvanligt. Der mangler beskrivelse af opgave, tid og sted samt samlet pris. Indholdet er meget lig en ansættelsesaftale, når bortses fra ansvaret for mangler og pligten til at tegne forsikring. Indholdet er så forskelligt fra entreprise og så lig ansættelse, at der foreligger lønmodtagerlignende ansættelsesforhold. Indklagede har anført, at der ikke findes nogen forskrift om indholdet i en underentrepriseaftale. Der er intet i vejen for at operere med en fast ramme med timepriser. Det er muligt, at det er usædvanligt, men det lovligt og i orden, der er aftalefrihed. Hertil bemærker opmanden: Det lægges i overensstemmelse med B´s forklaring til grund, at underentreprenøraftalerne er blevet anvendt til mindre opgaver, ved større opgaver er der indgået underentreprisekontrakter for den enkelte opgave. Mindre opgaver er således udført som regningsarbejde, større opgaver er der aftalt en pris for. Ifølge B har det været enkelt på den måde at få en aftale om en mindre opgave på plads, når det var aktuelt, fordi spørgsmålet i hovedsagen var, om den pågældende underentreprenør havde mulighed for at udføre opgaven inden for den tidsramme, der var til rådighed. Med en sådan driftsmæssig begrundelse for de indgåede rammeaftaler ses der ikke i deres indhold, herunder vederlagsbestemmelsen, at være noget grundlag for at fravige det arbejdsretlige udgangspunkt.
