Common use of Ydelsestyper og takststruktur Clause in Contracts

Ydelsestyper og takststruktur. Som skrevet ovenfor, skal der som hovedregel anvendes takstbaseret afregning for ydelser på sociale og specialundervisnings tilbud efter kommunalreformen. Men der findes områder hvor denne afregningstype ikke er hensigtsmæssig eller mulig, hvorfor der også vil blive introduceret nogle alternative ydelsestyper. Alle de steder hvor det er muligt at identificere alle udbudte ydelser og de dermed forbundne ressourcer samt entydigt at identificere modtager og betaler af ydelserne, skal der som udgangspunkt anvendes takstbaseret afregning for ydelserne. Der kan her både være tale om hovedydelser og tillægsydelser. Ydelser er defineret ved deres indhold – art og omfang - samt den målgruppe, som ydelsen er tiltænkt. Ydelsen skal være beskrevet i en ydelsesbeskrivelse. Der kan her henvises til Tilbudsportalen. Som udgangspunkt beregnes der én hovedydelse pr. tilbud. Hovedydelsen indeholder alle de omkostninger der er forbundet med tilbuddet (jf. afsnit 2). Hvis der udbydes nogle ydelser i forbindelse med tilbuddet som ikke alle tilbuddets brugere (eller hovedparten af alle) modtager, skal disse ydelser udskilles fra hovedydelsen og prisfastsættes separat som tillægsydelser. Kriteriet for om en ydelse skal skilles ud fra hovedydelsen er, at alle (eller tilnærmelsesvist alle) modtagere af hovedydelsen skal udgøre lige stort ressourcetræk på det tilbud/afdeling, der udbyder ydelsen, (omkostningshomogenitet) således at en ydelsesmodtager ikke kommer til at betale for en delydelse, som vedkommende slet ikke modtager (jf. Afsnit 3.2). Et modsatrettet hensyn er dog, at der ikke skal laves så mange tillægsydelser, at det ikke blive praktisk håndterbart. Alternativt til tillægsydelser (eller til at begrænse brugen af tillægsydelser) kan der opereres med flere hovedydelser med hver sin takst indenfor samme tilbud. Når der indenfor et tilbud opereres med flere hovedydelser og/eller tillægsydelser er det særligt væsentligt, at ydelsesbeskrivelsen er klar i forhold til målgruppe, indholds art og omfang. Målet er, at ydelsesbeskrivelsen skal være visitationsafklarende. Dvs. at det er tydeligt, når man kender brugerens behov, hvilke ydelser (hovedydelser og tillægsydelser) der er relevante i forhold til den pågældende bruger. Det er således af betydning af hensyn til administration, visitation samt økonomi, at der ved fastlæggelsen af ydelsesstrukturen for det enkelte tilbud findes den rette balance mellem flere hovedydelser og tillægsydelser. De steder hvor det ikke er muligt at definere afgrænsede ydelser og dermed ikke definere en afgrænset mængde af ydelser, er det ikke muligt at indføre en takstbaseret afregning, da det ikke vil være muligt at beregne enhedstakster. Her vil det være muligt at anvende en trækningsret på et given tilbuds ydelser eller ressourcer. Om betalingen for en trækningsret beregnes ud fra objektive kriterier eller andre kriterier aftales i forbindelse med de årlige rammeaftaler. Der indføres også en ydelsestype der kaldes Abonnementsordning. Abonnementsordningen er en undtagelse og skal sikre en udbyder af en ny ydelse, at han har budgetsikkerhed til at drive afdelingen, der lever ydelsen i en opstartsfase. Metoden til at skabe budgetsikkerhed hos udbyderen er at indgå aftale om, at kommunerne reserverer et antal pladser på ydelsen, som de betaler for på forhånd. Her er den enkelte ydelsespakke knyttet til en abonnementsaftale og ydelsespakken kan ikke benyttes uden om aftalen. I denne model skal forudbestilte pladser betales uanset om de anvendes eller ej. En abonnent kan således ikke på noget tidspunkt have indskrevet flere klienter på en ydelsespakke end de har abonnementspladser til. Dette sikres ved at registrere forbruget på abonnementet. Hvis en abonnent har behov for en ekstra plads i en periode, kan denne købe en ledig plads af en anden abonnent.

Ydelsestyper og takststruktur. Som skrevet ovenfor, skal der som hovedregel anvendes takstbaseret afregning for ydelser på sociale og specialundervisnings tilbud efter kommunalreformen. Men der findes områder hvor denne afregningstype ikke er hensigtsmæssig eller mulig, hvorfor der også vil blive introduceret nogle alternative ydelsestyperydelsestyper med anden finansiering. Alle de steder hvor det er muligt at identificere alle udbudte ydelser og de dermed forbundne ressourcer samt entydigt at identificere modtager og betaler af ydelserne, skal der som udgangspunkt anvendes takstbaseret afregning for ydelserne. Der kan her både være tale om hovedydelser hoved-/basisydelser, tilvalgsydelser og tillægsydelser. Ydelser er defineret ved deres indhold – art og omfang - samt den målgruppe, som ydelsen er tiltænkt. Ydelsen skal være beskrevet i en ydelsesbeskrivelse. Der kan her henvises til Tilbudsportalen. Som udgangspunkt beregnes der én hovedydelse pr. tilbud. Hovedydelsen indeholder alle de omkostninger der er forbundet med tilbuddet (jf. afsnit 2)tilbuddet. Hvis der udbydes nogle ydelser i forbindelse med tilbuddet som ikke alle tilbuddets brugere (eller hovedparten af alle) modtager, skal disse ydelser udskilles fra hovedydelsen og prisfastsættes separat som tillægsydelser. Kriteriet for om en ydelse skal skilles ud fra hovedydelsen er, at alle (eller tilnærmelsesvist alle) modtagere af hovedydelsen skal udgøre lige stort ressourcetræk på det tilbud/afdeling, der udbyder ydelsen, (omkostningshomogenitet) således at en ydelsesmodtager ikke kommer til at betale for en delydelse, som vedkommende slet ikke modtager (jf. Afsnit 3.2)modtager. Et modsatrettet hensyn er dog, at der ikke skal laves så mange hovedydelser, tilvalgsydelser eller tillægsydelser, at det ikke blive praktisk håndterbart. Alternativt til Brugen af tillægsydelser (eller til bør begrænses så meget som muligt. Brugen af tillægsydelser kan minimeres og forebygges ved at begrænse brugen af tillægsydelser) kan der opereres operere med flere hovedydelser og/eller med tilvalgsydelser med hver sin takst indenfor samme tilbud. Når der indenfor et tilbud opereres med flere hovedydelser og/eller tillægsydelser hoved- og tilvalgsydelser er det særligt væsentligt, at ydelsesbeskrivelsen er klar i forhold til målgruppe, indholds art og omfang. Målet er, at ydelsesbeskrivelsen skal være visitationsafklarende. Dvs. at det er tydeligt, når man kender brugerens behov, hvilke ydelser (hovedydelser og tillægsydelser) ydelser, der er relevante i forhold til den pågældende bruger. Det er således af betydning af hensyn til administration, visitation samt økonomi, at der ved fastlæggelsen af ydelsesstrukturen for det enkelte tilbud findes den rette balance mellem flere hovedydelser og tillægsydelser. De steder hvor det ikke er muligt at definere afgrænsede ydelser og dermed ikke definere en afgrænset mængde af ydelser, er det ikke muligt at indføre en takstbaseret afregning, da det ikke vil være muligt at beregne enhedstakster. Her vil det være muligt at anvende en trækningsret på et given tilbuds ydelser eller ressourcer. Om betalingen for en trækningsret beregnes ud fra objektive kriterier eller andre kriterier aftales i forbindelse med de årlige rammeaftaler. Der indføres også en ydelsestype der kaldes Abonnementsordning. Abonnementsordningen er en undtagelse og skal sikre en udbyder af en ny ydelse, at han har budgetsikkerhed til at drive afdelingen, der lever ydelsen i en opstartsfase. Metoden til at skabe budgetsikkerhed hos udbyderen er at indgå aftale om, at kommunerne reserverer et antal pladser på ydelsen, som de betaler for på forhånd. Her er den enkelte ydelsespakke knyttet til en abonnementsaftale og ydelsespakken kan ikke benyttes uden om aftalen. I denne model skal forudbestilte pladser betales uanset om de anvendes eller ej. En abonnent kan således ikke på noget tidspunkt have indskrevet flere klienter på en ydelsespakke end de har abonnementspladser til. Dette sikres ved at registrere forbruget på abonnementet. Hvis en abonnent har behov for en ekstra plads i en periode, kan denne købe en ledig plads af en anden abonnent.

Ydelsestyper og takststruktur. Som skrevet ovenfor, skal der som hovedregel anvendes takstbaseret afregning for ydelser på sociale og specialundervisnings tilbud efter kommunalreformen. Men der findes områder hvor denne afregningstype ikke er hensigtsmæssig eller mulig, hvorfor der også vil blive introduceret nogle alternative ydelsestyperydelsestyper med anden finansiering. Alle de steder hvor det er muligt at identificere alle udbudte ydelser og de dermed forbundne ressourcer samt entydigt at identificere modtager og betaler af ydelserne, skal der som udgangspunkt anvendes takstbaseret afregning for ydelserne. Der kan her både være tale om hovedydelser og tillægsydelser. Ydelser er defineret ved deres indhold – art og omfang - samt den målgruppe, som ydelsen er tiltænkt. Ydelsen skal være beskrevet i en ydelsesbeskrivelse. Der kan her henvises til Tilbudsportalen. Som udgangspunkt beregnes der én hovedydelse pr. tilbud. Hovedydelsen indeholder alle de omkostninger der er forbundet med tilbuddet (jf. afsnit 2). Hvis der udbydes nogle ydelser i forbindelse med tilbuddet som ikke alle tilbuddets brugere (eller hovedparten af alle) modtager, skal disse ydelser udskilles fra hovedydelsen og prisfastsættes separat som tillægsydelser. Kriteriet for om en ydelse skal skilles ud fra hovedydelsen er, at alle (eller tilnærmelsesvist alle) modtagere af hovedydelsen skal udgøre lige stort ressourcetræk på det tilbud/afdeling, der udbyder ydelsen, (omkostningshomogenitet) således at en ydelsesmodtager ikke kommer til at betale for en delydelse, som vedkommende slet ikke modtager (jf. Afsnit 3.2). Et modsatrettet hensyn er dog, at der ikke skal laves så mange hovedydelser eller tillægsydelser, at det ikke blive praktisk håndterbart. Alternativt til tillægsydelser (eller til at begrænse brugen af tillægsydelser) kan der opereres med flere hovedydelser med hver sin takst indenfor samme tilbud. Når der indenfor et tilbud opereres med flere hovedydelser og/eller tillægsydelser er det særligt væsentligt, at ydelsesbeskrivelsen er klar i forhold til målgruppe, indholds art og omfang. Målet er, at ydelsesbeskrivelsen skal være visitationsafklarende. Dvs. at det er tydeligt, når man kender brugerens behov, hvilke ydelser (hovedydelser og tillægsydelser) der er relevante i forhold til den pågældende bruger. Det er således af betydning af hensyn til administration, visitation samt økonomi, at der ved fastlæggelsen af ydelsesstrukturen for det enkelte tilbud findes den rette balance mellem flere hovedydelser og tillægsydelser. De steder hvor det ikke er muligt at definere afgrænsede ydelser Driftsherren befinder sig i et krydspres mellem krav om lave administrative omkostninger til visitering, matchning og dermed ikke definere en afgrænset mængde af ydelseropfølgning på aftaler, er det ikke muligt at indføre en takstbaseret afregning, da det ikke vil være muligt at beregne enhedstakster. Her vil det være muligt at anvende en trækningsret på et given tilbuds ydelser eller ressourcer. Om betalingen for en trækningsret beregnes ud fra objektive kriterier eller andre kriterier aftales i forbindelse med de årlige rammeaftaler. Der indføres også en ydelsestype der kaldes Abonnementsordning. Abonnementsordningen er en undtagelse og skal sikre en udbyder af en ny ydelsesamtidigt med, at han har budgetsikkerhed til at drive afdelingen, der lever ydelsen i en opstartsfase. Metoden til at skabe budgetsikkerhed hos udbyderen er at indgå aftale krav om, at kommunerne reserverer et antal pladser på ydelsenefterspørgeren kun vil betale for de ydelser, som de betaler for på forhånd. Her er den enkelte ydelsespakke knyttet til en abonnementsaftale og ydelsespakken kan ikke benyttes uden om aftalen. I denne model skal forudbestilte pladser betales uanset om de anvendes eller ej. En abonnent kan således ikke på noget tidspunkt have indskrevet flere klienter på en ydelsespakke end de har abonnementspladser til. Dette sikres ved at registrere forbruget på abonnementet. Hvis en abonnent har behov for en ekstra plads i en periode, kan denne købe en ledig plads af en anden abonnentder leveres.