Contract
22. august 2022
Ringkøbing-Skjern Kommune
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget
6. Ny samarbejdsaftale og handlingsplan for Destination Vesterhavet
22-012695
Sagsfremstilling
Destination Vesterhavet har siden januar 2020 været ansvarlig for turismefremmeydelserne i Varde- og Ringkøbing-Skjern Kommuner. Samarbejdet er styret af en samarbejdsaftale og en dertilhørende handlingsplan, som udløb d. 30. juni 2022. På fællesudvalgsmødet på Naturkraft d. 17. maj mellem Varde Kommunes Udvalg for Økonomi og Erhverv og Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtog administrationen kommentarer og rettelser til den nye samarbejdsaftale og handlingsplan. Derfor modtager Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget nu samarbejdsaftalen og handlingsplanen til godkendelse.
Baggrund
Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune og Destination Vesterhavet indgik i december 2019 en samarbejdsaftale for den nye fælles destination. Aftalen består af:
• en samarbejdsaftale, der tydeliggør rammerne for samarbejdet på turismeområdet mellem de to kommuner og Destination Vesterhavet
• en handlingsplan, der beskriver de konkrete aktiviteter og handlinger, som indgår i aftalen.
Udvalget modtog opfølgningen på den gældende handlingsplan på fællesudvalgsmødet 17. maj 2022. Kommunerne har i samarbejde med Destination Vesterhavet udarbejdet den nye samarbejdsaftale og handlingsplan, jf. bilag.
Samarbejdsaftale mellem kommunerne og Destination Vesterhavet
Samarbejdsaftalen sætter rammen for samarbejdet mellem Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner og Destination Vesterhavet. Samarbejdsaftalen er stort set uændret, bortset fra følgende ændringer i forhold til den tidligere samarbejdsaftale:
De overordnede vækstmål er erstattet med overordnede pejlemærker og opdateret, så de gælder for perioden 2021-2026:
Status 2021 | 2026 | Vækst i % | Vækst i % pr. år | |
Omsætning | 8,2 mia. kroner (bemærk 2019) | 11,0 mia. kroner | 34 % | 6,1 % |
Helårsturisme: Overnatninger januar-maj og september-december | 4.467.850 | 4.920.000 | 10,1 % | 1,9 % |
NPS Net Promotor Score | 56 | 65 | 9 procentpoint | 2 procentpoint |
Borgernes holdning | ||||
til turisme: | ||||
• Positivt indstillede • Kritikere | 69 % 5 % | 75 % < 5 % | 6 procentpoint | 1,2 procentpoint |
Ændringerne i pejlemærkerne lægger op til mere fokus på vækst uden for sommersæsonen og mere fokus på høj tilfredshed både blandt borgere og turister. Samarbejdsaftalen og
handlingsplanen er også blevet tilrettet ud fra kommentarerne på udvalgsmødet d. 17. maj, så det er præciseret at Destination Vesterhavet støtter op om og bidrager til indsatserne i kommunernes klimapolitikker og -handlingsplaner, samt at Destination Vesterhavet støtter kommerciel turismeudvikling i hele destinationens geografi.
Derudover er samarbejdsaftalens løbetid blevet udvidet, så den gælder i 4 år. Samarbejdsaftalen mellem kommunerne og Destination Vesterhavet gælder fra d. 1. august 2022 og udløber d. 31. december 2026. En ny samarbejdsaftale skal indgås senest d. 1. januar 2027.
Den nye handlingsplan
I den nye handlingsplan er de overordnede aktiviteter blevet omformuleret og opdateret, så de er blevet mere konkrete i deres udformning. Samtidig er der tilføjet to nye handlingsområder, så der er syv handlingsområder i stedet for de fem i den nuværende handlingsplan. Derudover er handlingsplanen blevet strømlinet, for at gøre handlingsplanen mere overskuelig.
De syv overordnede handlingsområder er således:
1. Bæredygtig erhvervs- og destinationsudvikling
Udvikling af en ny bæredygtighedsstrategi for turismen i destinationen, herunder konkrete tiltag såsom: Understøttelse af lokale turismeaktører i bæredygtig omstilling, bæredygtig oplevelsesudvikling og støtte til realisering af de strategisk-fysiske udviklingsplaner
2. Udvikling af gæsteoplevelsen i form af kvalitetsturisme
Herunder er ansvaret for drift og understøttelse af turistinformationerne, udvikling af nye gæsteoplevelser, profilering og markedsføring, også digitalt, samt udviklingen af en Visitor Management Plan, som er en metode til at påvirke besøgendes aktiviteter og bevægelsesmønstre, som f.eks. kan handle om at give turister viden om, hvilke strande som aktuelt har mange/få besøgende.
3. Attraktiv medlemsorganisation
Destination Vesterhavet forpligter sig til at være synlige i hele
destinationen, dertil arbejdes der med tiltrækning af medlemmer og partnerskaber, markedsføring, kompetenceudvikling og rekruttering af arbejdskraft.
4. Data og digitalisering
Opbyggelse af en analysefunktion, der kan understøtte turismeudvikling og markedsføring, såvel som opbygning og udvikling af en dataplatform til realtidsanalyse og monitorering af turismen i destinationen
5. Arbejdskraft, samarbejde og koordinering
Samarbejde om tiltrækning af arbejdskraft med relevante offentlige myndigheder, herunder fokus på at samle turismeaktørerne om et samlet arbejdsmarked. Dertil fortsætter samarbejderne mellem Erhvervsråd og -huse, erhvervsfremmeorganisationer etc.
6. Fundraising af nye midler og projektudvikling af nye projekter samt udvikling af allerede etablerede erhvervsfremmeprojekter
Herunder arbejdes der både med nyudvikling og drift af projekter. Konkrete projekter i denne handlingsplan er: Destination 2.0, Indland og fødevarer og Bæredygtige destinationer i praksis
7. Partnerskab for Vestkystturisme og Udviklingsplan for Vestkysten
Destination Vesterhavet bidrager aktivt til Partnerskab for Vestkystturisme, hvori Destination Vesterhavet udøver destinationens interesser, heriblandt realisering af Udviklingsplan for Vestkysten frem mod 2025 og deltagelse i tværgående projekter i partnerskabet.
Udkast til samarbejdsaftale og handlingsplan blev godkendt i Destination Vesterhavets bestyrelse d.
30. juni 2022.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomi
Hver kommune giver et årligt tilskud til Destination Vesterhavet på kr. 3.750.000 (2019-niveau). Tilskuddet reguleres årligt efter fremskrivningsprocent udmeldt af KL. I 2022 er tilskuddet på
3.976.000 kr. pr. kommune.
Ringkøbing-Skjern Kommune betaler derudover tilskud til husleje for destinationens hovedkontor på 221.700 kr. excl. moms (2019-niveau) til og med 31. december 2023.
Effektvurdering
Samarbejdsaftalen danner rammen for samarbejde mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner. Fornyelsen af aftalen skaber klarhed over de indsatser, som kommunerne ønsker løftet til og med december 2026.
Handlingsplanen understøtter samarbejdsaftalen med mere specifikke handlinger og målsætninger. Den nye handlingsplan konkretiserer handlingerne for det fælles arbejde i Destination Vesterhavet. Administrationen vurderer, at den nye handlingsplan skaber en synlig ramme for det videre samarbejde, som gør det lettere og mere overskueligt hvilke aktiviteter, der arbejdes med og derefter også følges op på.
Indstilling
Administrationen indstiller:
• At Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender samarbejdsaftalen mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner, Varde og Ringkøbing-Skjern, og bemyndiger Borgmester Xxxx Xxxxxxxxxx til at underskrive samarbejdsaftalen på kommunens vegne.
• At Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender handlingsplanen for Destination Vesterhavets videre arbejde.
Bilag
Bilag 1: Samarbejdsaftale mellem Destination Vesterhavet og Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner 2022-2026 - webtilgaengelig
Bilag 2: Handlingsplan for Destination Vesterhavet 2022-2024 - webtilgaengelig
Beslutning
Administrationens indstilling godkendt.