Aftaleloven. De bestemmelser i aftaleloven, som kunne tænkes at finde anvendelse på medarbejderklausuler, er primært AFTL §§ 36 og 38. AFTL § 38 angår spe- cifikt konkurrenceklausuler og fastslår, at disse ikke er bindende i det om- fang, de er urimelige, mens generalklausulen i AFTL § 36 fastslår, at alle slags aftaler kan ændres eller tilsidesættes, i det omfang de er urimelige eller stridende mod redelig handlemåde.
Aftaleloven. LBK nr. 193 af 02/03/2016 [PA: Seneste fremstilling inkl. løbende ændringer, dvs. den gældende udgave] Justitsministeriet
Aftaleloven. Bekendtgørelse af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område Herved bekendtgøres lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 1376 af 28. december 2011 og § 15 i lov nr. 1565 af 15. december 2015.
Aftaleloven. Det fremgår af aftalelovens § 38 b, at aftalevilkår skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde, og at aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, og som der er opstået tvivl om forståelsen af, skal fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Efter aftalelovens § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det følger af retspraksis, jf. fx U.1987.801.H, at byr- defulde aftalevilkår kan tilsidesættes efter bestemmelsen, hvis vilkårenes eksistens og betydning ikke er blevet fremhævet for aftaleparten inden af- taleindgåelsen. Aftalevilkår kan også tilsidesættes efter § 36, hvis det vil være i strid med hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes ret- tigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre dem gældende, jf. § 38 c.3 2 Nu § 19 i bekendtgørelse nr. 1143 af 15. november 2019.
Aftaleloven. De skandinaviske aftalelove indeholder i kapitel 1 bestemmelser om aftalers indgåelse. I hovedsagen handler dette ka pitel blot om stiftelse af ret gennem udveksling af to viljeserklærin-
a. I almindelighed udveksles der langt flere end to erklæringer, idet en aftale mellem personer, som ikke samtidig er til stede, sker igennem udveksling af skrivelser og andre tilkendegivelser, der til sammen indgår i parternes forhandlinger. – Det praktiske problem bliver her at afgøre, på hvilket stadium af forhandlingerne man skal standse op og udnævne en erklæring til at være bindende tilbud, som kan accepteres ved et antagende svar. – Der er et stærkt praktisk behov for, at forhandlinger mellem parterne kan forløbe uden risiko for retlig forpligtelse så længe som muligt, uden at det skal være nødvendigt at præcisere, at erklæringen ikke er forpligtende, jfr. aftl. § 9. Ofte vil der ikke være indgået en bindende aftale, før skrift lig kontrakt er indgået, eller stadfæstelsesskrivelse er modtaget uden protest. I sådanne tilfælde må man ved fortolkningen af parternes mellemværende utvivlsomt tage hensyn til samtlige udvekslede er klæringer for at nå frem til aftalens indhold og kan ikke begrænse sig til de to sidste.