Almindelige bemærkninger. Forslaget tilsigter at muliggøre Danmarks indgåelse af overenskomst af 30. oktober 2019 mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Færøernes landsstyre på den ene side og Norges regering på den anden side vedrørende afgrænsningen af kontinentalsoklen uden for 200 sømil i området mellem Færøerne, Island, Fastlandsnorge og Xxx Xxxxx. Teksten til overenskomsten med tilhørende kortskitse er bilagt forslaget. I overensstemmelse med FN’s Havretskonvention af 1982, der er ratificeret af både Danmark og Norge, omfatter en kyststats kontinentalsokkel havbunden i de undersøiske områder, der i hele den naturlige for- længelse af dens landterritorium strækker sig ud over søterritoriet til yderkanten af kontinentalmargenen. Oplysninger om grænserne for den del af kontinentalsoklen, der strækker sig ud over 200 sømil fra de basislinjer, hvorfra bredden af søterritoriet måles, kan af kyststaten forelægges FN`s Sokkelkommission (CLCS). CLCS foretager en videnskabelig gennemgang af hver enkelt submission og afgiver en viden- skabelig baseret anbefaling om udstrækningen af kyststatens kontinentalsokkel. Norge tilkendegav at ville forelægge sådanne data for CLCS i sommeren 2006, herunder vedrørende området nord for Færøerne og Island. Island og Kongeriget Danmark havde på dette tidspunkt ikke afsluttet arbejdet med forberedelsen af deres submissioner. Det stod dog klart, at det norske sokkelkrav ville overlappe med Islands og Kongerigets kommende sokkelkrav. En stat, der har et overlappende sokkelkrav, kan modsætte sig behandlingen af en submission i CLCS. Parterne iværksatte i løbet af 2006 konsultationer for tilvejebringelse af en fælles forståelse om CLCS’ behandling af den norske submission og fordelingen af overlappende sokkelkrav. Det samlede overlappende område er ca. 112.000 km2. Norge kan dokumentere kontinentalsokkel fra to sider, dels fra fastlandet og dels fra Xxx Xxxxx, og Norge kunne således gøre krav på hele det overlappende område. Island og Kongeriget Danmark kunne derimod kun gøre krav på dele af det overlappende område. På den baggrund blev parterne enige om, at Norge som dobbelt-kyststat måtte have en større andel (ca. halvdelen) af det overlappende område. Der blev opnået enighed om, at 27.000 km2 tilfaldt Kongeriget Danmark, 29.000 km2 til Island og 55.528 km2 til Norge. Fordelingen og visse andre grundlæggende elementer i den indbyrdes forståelse blev indarbejdet i såkaldte ”Agreed Minutes”, som blev undertegnet af udenrigsministrene i 2006. I 2009...
Almindelige bemærkninger. 1. I marts 1965 afgav det udvalg, som var nedsat af undervisningsministeriet til at over- veje den fremtidige læreruddannelse, en be- tænkning, der indeholdt udkast til en lov om læreruddannelsen og derunder til lovbestemmel- ser om adgangsprøven til seminarierne og om adgangskursus. I maj 1965 fremsatte undervisningsministe- ren et forslag til lov om uddannelse af lærere til folkeskolen med henblik på genfremsættelse i folketingssamlingen 1965—66. Reglerne om adgangsprøven var stort set de samme som i læreruddannelsesudvalgets lovudkast, men den af udvalget foreslåede bestemmelse om ad- gangskursus (»Forberedelse til adgangsprøven finder sted ved et 2-årigt kursus på seminarium eller på anden måde«) blev udeladt af lovfor- slaget. I bemærkningerne oplystes det, at der ville blive fremsat et særligt lovforslag om ad- gangskursus samtidig med, at lovforslaget om læreruddannelsen blev genfremsat.
Almindelige bemærkninger. I den forberedende betænkning om nordisk lovgivning om erstatningsansvar er der rejst spørgsmål, om erstatningsansvaret kan afskaf- fes i det omfang, hvori tabet dækkes ved for- sikring. Det antoges, at problemet for en kom- mende erstatningslov hovedsagelig ville blive, om det var muligt at nå længere frem ad den vej, lovgivningen betrådte med forsikringsaf- talelovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Det anførtes i denne forbindelse, at navnlig to vigtige hensyn kunne føre i retning af at opretholde erstat- ningsansvar, dels præventionshensynet, dels et hensyn til, at visse virksomheder »selv bør bære de omkostninger«, de medfører for samfundet ved at tilføje andre skade. Endvidere blev det foreslået, at man i forbindelse med en revision af forsikringsaftalelovens § 25 overvejede, om lempelsesreglen ikke burde udvides til tilfælde, hvor skaden rammer en større virksomhed eller institution, der undlader at tegne forsikring, fordi dens størrelse vil give den fornødne udligning. Under de nordiske forhandlinger har der fra norsk side været stillet forslag om, at lempel- sesreglen udformes således, at der alene gives forsikringsselskaberne hel eller delvis regres, hvor domstolene under hensyn til skadevolde- rens skyld, skadens omfang og omstændighe- derne iøvrigt måtte bestemme det. En regel af et så ubestemt indhold, der i princippet gør regres til en undtagelse og således kan med- føre en betydelig indskrænkning af erstatnings- ansvaret, har det danske udvalg ikke ment at burde tiltræde. Reglen ville antagelig ikke få samme præventive betydning som den gælden- de bestemmelse, og den ville, hvilket udvalget tillægger væsentlig betydning, gøre det vanske- ligere på forhånd at skønne over, hvornår dom- stolene vil anerkende et regreskrav, og derfor vanskeliggøre udenretlige afgørelser af spørgsmålet. Ofte vil regresopgøret finde sted mellem to forsikringsselskaber, som kun vil rejse sag, hvis der kan være tvivl om udfaldet. Det er da af stor betydning, at det gennem lov- givning og praksis fastlægges, i hvilke typer af tilfælde der er fuld eller delvis regres. Ud- valget nærer frygt for, at en regel som den fra norsk side foreslåede ville give anledning til mere konkret begrundede afgørelser. Efter den svenske forsikringsaftalelovs § 25 er der som ovenfor nævnt kun regres ved for- sætlig og groft uagtsom skadeforvoldelse, og hvor der er erstatningsansvar udover culpa- reglen. Der er ingen adgang til at lempe kravet. Fra svensk side er det over for det oven- nævnte norsk...