Det arbejdsretlige udgangspunkt. Det forhold, at en virksomhed er omfattet af en kollektiv overenskomst, indebærer, at virksomheden skal følge overenskomsten, når den har ansatte, som udfører arbejde omfattet af overenskomsten. Det står imidlertid virksomheden frit for i stedet at lade sådant arbejde udføre af en anden, selvstændig virksomhed. Sker sådan overladelse af arbejde til ikke-ansatte, som ikke reelt er selvstændige, kan der foreligge en omgåelse af og et brud på overenskomsten. Når imidlertid en gulvvirksomhed som X A/S, der er CVR-registreret, momsregistreret og selvstændig i skattemæssig henseende, indgår en aftale om at få udført et gulvarbejde med en anden gulvvirksomhed, som er CVR-registreret, og som fakturerer arbejdet med moms og selvangiver sig som selvstændig i skattemæssig henseende, er det arbejdsretlige udgangspunkt, at der foreligger et aftaleforhold mellem to selvstændige virksomheder. Den, der vil anfægte dette udgangspunkt, har bevisbyrden derfor. Der skal normalt meget til at løfte bevisbyrden, når den arbejdsudførende har indrettet sig som selvstændig ved at lade sig CVR-registrere og fakturere med moms samt selvangive sig som selvstændig i skattemæssig henseende. Det hedder således i Arbejdsrettens dom af 18. december 2015 i sag AR2014.0596 (SSP Technology): ”Som det fremgår, er spørgsmålet, om der som hævdet af DA var tale om et entrepriseforhold, eller om der som hævdet af LO i realiteten var tale om et ansættelsesforhold, fordi de pågældende medarbejdere var underlagt SSP Technologys ledelsesret. I overensstemmelse med almindelige principper om bevisbyrdefordeling er det som udgangspunkt den part, der gør gældende, at et påstået entrepriseforhold reelt er et ansættelsesforhold, der skal bevise, at det forholder sig således. Det beror på en samlet vurdering af beviserne i sagen, om denne bevisbyrde er løftet, der skal normalt meget til at løfte bevisbyrden, når entreprenøren har skatteretlig status som selvstændig og udfører arbejdet med egne ansatte.” I sagen forelå der ikke nogen skriftlig entrepriseaftale, og det kunne efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at det var sædvanligt i branchen at indgå entrepriseaftaler mundtligt, hvilket i øvrigt heller ikke var normalt i samarbejdsforholdet mellem de to virksomheder i sagen. Selv om dette lempede kravene til LO’s bevis for, at der reelt var tale om et ansættelsesforhold, blev Arbejdsrettens konklusion, at LO ikke havde løftet bevisbyrden for, at entrepriseforholdet ikke var reelt. Det indgår som et cen...
