e-faktureringsdirektivet. Af e-faktureringsdirektivets artikel 1 fremgår det, at an- vendelsesområdet for direktivet er elektroniske fakturaer, der er udstedt som følge af opfyldelse af kontrakter, som henhører under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF, EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 243 (forsy- ningsvirksomhedsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rå- dets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter, EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 1 (koncessionsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets di- rektiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EØS-relevant tekst), EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65, eller Europa- Parlamentets og Europa-Parlamentets og Europa-Parlamen- tets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om sam- ordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndighe- ders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 216, side 76, (for- svars- og sikkerhedsdirektivet). Derudover gælder der en række undtagelser, da direktivet ikke finder anvendelse på elektroniske fakturaer udstedt som følge af opfyldelse af kontrakter, der henhører under for- svars- og sikkerhedsdirektivet, hvis udbuddet og opfyldelsen af kontrakten er erklæret hemmelig eller skal ledsages af særlige sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med gældende love eller administrative bestemmelser i en med- lemsstat, og forudsat at medlemsstaten har fastslået, at de berørte væsentlige interesser ikke kan sikres ved mindre ind- gribende foranstaltninger. E-faktureringsdirektivet har et formål og et anvendelses- område, der er forskelligt fra det i direktiv 2006/112/EF jf. EU-Tidende 2006, nr. L347, side 1 (momsdirektivet), og derfor berører det ikke de bestemmelser om anvendelsen af elektroniske fakturaer til momsformål, som er indeholdt deri, og som i dansk ret er implementeret i momsbekendtgø- relsen.
e-faktureringsdirektivet. I modsætning til de gældende nationale regler for elektro- nisk fakturering indeholder direktivet definitioner af en ræk- ke pligtsubjekter samt tekniske begreber, der har relevans for elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige ud- bud, jf. herved direktivets artikel 2, nr. 1-11. Direktivet in- deholder således legale definitioner af »elektronisk faktura«, »elementer i en elektronisk faktura«, »semantisk datamo- del«, »syntaks«, »syntaktiske bindinger«, »ordregivende myndigheder«, »ikkestatslige ordregivende myndigheder«, »indkøbscentraler«, »ordregivende enheder«, »international standard« samt »europæisk standard«.
e-faktureringsdirektivet. Direktivets formål er at fjerne de tværnationale handels- hindringer, der skyldes flere parallelle retlige krav og tekni- ske standarder i forbindelse med elektronisk fakturering og manglen på interoperabilitet. Fastsættelsen af kerneelemen- terne for elektronisk fakturering skal dermed gøre det lettere at sende og modtage elektroniske fakturaer mellem syste- mer, som er baseret på forskellige tekniske standarder jf. præambelbetragtning 5 i e-faktureringsdirektivet. Selve kravet til kerneelementerne er fastsat i direktivets artikel 6, hvoraf det fremgår, at en elektronisk fakturas ker- neelementer består af: »proces- og fakturaidentifikatorer«, »faktureringsperiode«, »sælgeroplysninger«, »køberoplys- ninger«, »oplysninger om betalingsmodtager«, »oplysninger om sælgers fiskale repræsentant«, »kontraktreference«, »le- veringsoplysninger«, »betalingsinstrukser«, »oplysninger om tillæg eller rabat«, »vareoplysninger«, »samlet faktura- beløb« og »momsoplysninger«.
e-faktureringsdirektivet. E-faktureringsdirektivets artikel 7 indeholder krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at de ordregivende myndighe- der, ordregivende enheder og indkøbscentraler modtager og behandler elektroniske fakturaer, som er i overensstemmelse med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakture- ring. E-faktureringsdirektivet giver som følge af præambelbe- tragtning 5 ligeledes mulighed for, at der udover den euro- pæiske standard (EN) for elektronisk fakturering kan anven- des nationale standarder sideløbende med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering, hvis disse ikke er i strid med den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering. Direktivet berører ikke afsenderens ret til at vælge, om vedkommende vil sende sin faktura via den europæiske standard (EN) for elektronisk fakturering, nationale eller an- dre tekniske standarder eller i papirformat. Det er modtager- ne, altså de ordregivende myndigheder, ordregivende enhe- der og indkøbscentraler, der forpligtes til at modtage og be- handle fakturaen, såfremt denne er udarbejdet i overens- stemmelse med den europæiske standard (EN).