Lovforslagets indhold. 2.3. Kerneelementerne i en elektronisk faktura
Lovforslagets indhold. 3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslagets indhold. Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at ændre ordlyden af sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt., således at ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, kan overdrages til regionsrådet og til læger, som vil praktisere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1. Den foreslåede ændring af sundhedslovens § 227, stk. 2, 1. pkt., indebærer, at ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, fremover kan overdrages til regionsrådet og til læger, som vil praktisere i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1. Dette indebærer, at alment praktiserende læger vil kunne overdrage deres ydernummer til en anden læge, som vil praktisere i henhold til overenskomst, uden at regionsrådet forinden har fået ydernummeret overdraget. Salg af ydernumre efter den foreslåede bestemmelse, vil kunne ske til læger, som allerede har et ydernummer. Der foreslås ikke ændringer i det antal ydernumre, som en læge samlet set kan eje, hvilket i dag er op til seks ydernumre. Ydernumre fra praksis, som har leveret almen medicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, vil desuden fortsat kunne overdrages til regionsrådet. Lovforslaget ændrer således ikke ved et regionsråds adgang til at erhverve, oprette og afhænde ydernumre. Lovforslaget indebærer ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til privatpraktiserende læger, der driver almen praksis i henhold til sundhedslovens § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. sundhedslovens § 60, stk. 1, eller de øvrige dele af sundhedslovens § 227, stk. 2.
Lovforslagets indhold. Det følger af den foreslåede § 1, stk. 1-4, i hvilke situatio- ner ordregivende enheder og indkøbscentraler har pligt til at kunne modtage og behandle elektroniske fakturaer ved of- fentlige udbud. Der henvises til bemærkningerne til lovfor- slagets enkelte bestemmelser nedenfor.
Lovforslagets indhold. Lovforslagets § 2 vedrørende definitioner følger udgangspunktet i e-faktureringsdirektivet, hvori blandt andet ordregivende myndigheder og ordregivende enheder defineres nærmere. Lovforslagets § 2 indeholder således en række begreber, der ikke alle er entydigt defineret i dansk ret, og derfor svært lader sig definere heraf. Der er ligeledes suppleret med nogle ekstra definitioner, således loven bliver mere læsevenlig. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2 for nærmere beskrivelse af de enkelte definitioner.
Lovforslagets indhold. Med lovforslaget vil de gældende krav til elektroniske fakturaer ved offentlige udbud blive suppleret, således at kerneelementerne ved elektronisk fakturering på tværs af EU-grænser harmoniseres i medfør af den europæiske standard for elektronisk fakturering. Lovforslagets § 3 implementerer e-faktureringsdirektivets artikel 6.
Lovforslagets indhold. Lovforslagets § 4 udformes således, at den implementerer e-faktureringsdirektivets artikel 7, hvorefter ordregivende enheder og indkøbscentraler skal kunne modtage og behand- le elektroniske fakturaer, der er udarbejdet i henhold til den europæiske standard (EN). Derudover fastsættes der en be- myndigelsesbestemmelse i bestemmelsens stk. 2 til er- hvervsministeren. De økonomiske konsekvenser for den offentlige sektor vil være relativt begrænsede. For kommuner, regioner, § 60 fællesskaber og selvejende kommunale institutioner vil omstillingsomkostninger være på ca. 1,6 mio. kr. Det er resultatet af DUT forhandlingerne, hvor der er opnået enighed med KL og Danske Regioner. For statslige myndigheder vil der være omstillingsomkost- ninger, som primært består i Moderniseringsstyrelsens om- kostninger til ændringer i Navision Stat og tilpasning af in- stitutioner under IndFak. Disse udgifter dækkes inden for Moderniseringsstyrelsens eksisterende ramme. Statslige myndigheder uden for Navision Stat og IndFak har selv- stændige omkostninger til indgåelse af nye aftaler for kon- verteringer (der stilles konverteringsstylesheets gratis til rå- dighed) og muligvis tilpasning af ERP-system. Myndighe- derne står selv for omkostningerne, som forventes at være ganske små. Erhvervsstyrelsen har sammen med Danske Regioner og Moderniseringsstyrelsen dannet et ansøgningskonsortium, der via netværket ”Connecting Europe Facility” (CEF) har indleveret en ansøgning til Kommissionen om midler til im- plementering af e-faktureringsdirektivet, hvorfra der fore- løbigt er modtaget positivt svar. Disse midler vil kunne dæk- ke op til 75 pct. af de støtteberettigede implementeringsom- kostninger. Siden 2007 har offentlige myndigheder i Danmark været underlagt krav om elektronisk betalingsforvaltning udstedt efter lov om offentlige betalinger mv. § 7, stk. 1. Der er der- for allerede oprettet en infrastruktur, som understøtter elek- tronisk betalingsforvaltning, herunder e-fakturering, som bliver benyttet i vid udstrækning. Det vurderes derfor, at lovforslaget ikke vil have væsentlige økonomiske konse- kvenser for den offentlige sektor. Der vil være selvejende institutioner, offentlige institutio- ner, foreninger og fonde mv., der i dag er undtaget fra de gældende krav, der fremadrettet vil blive omfattet af kravet om at skulle kunne modtage og behandle elektronisk faktu- rering i forbindelse med offentlige udbud. I kraft af dette vil disse institutioner mv. blive påført omkostninger. D...
Lovforslagets indhold. 3.1.1. Gældende ret
Lovforslagets indhold. 3.1.1. Gældende ret Området for forbrugerklager er i dag reguleret i lov om forbrugerklager (forbrugerklageloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010 med senere ændringer, jf. lov nr. 341 af 27. april 2011 og lov nr. 1231 af 18. december 2012, med tilhørende bekendtgørelser. Klagesystemet på forbrugerområdet udgøres i dag af det statslige Forbrugerklagenævn og af 19 private branchefinansierede private klage- eller ankenævn, der er godkendt af erhvervs- og vækstministeren efter lov om forbrugerklager. Dertil kommer andre lovbestemte klageinstanser, som f.eks. Advokatnævnet, Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige eller huslejenævn, som ikke er omfattet af lov om forbrugerklager, foruden forskellige offentlige myndigheder, der behandler sektorspecifikke klager fra forbrugere f.eks. på baggrund af EU-regulering, hvor der ikke nødvendigvis er tale om en nævnskonstruktion. Det kan f.eks. Trafikstyrelsen, der bl.a. behandler klager over flypassagerrettigheder efter EU forordning nr. 261/2004.
Lovforslagets indhold. Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger