Forslag til afgørelse. 134. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer Raad van States spørgsmål således:
Forslag til afgørelse. 56. På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer Østre Landsrets spørgsmål på følgende måde: »1) En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede – hvorom det er ubestridt, at den gør sammenføringen af en tyrkisk arbejdstager, som er lovligt etableret på en medlemsstats område, med sine mindreårige børn vanskeligere ved at skærpe betingelserne for deres første indrejse til den pågældende medlemsstats område i forhold til de betingelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen vedtaget af Associeringsrådet, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963, trådte i kraft – udgør en ny begrænsning, som omhandlet i afgørelsens artikel 13, for tyrkiske arbejdstageres udøvelse af deres frie bevægelighed.
Forslag til afgørelse. Af de ovenfor anførte grunde foreslår jeg, at Domstolen fastslår følgende:
Forslag til afgørelse. Af ovenstående grunde foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, som Městký soud v Praze har forelagt, således: »1) Hvis en egenveksel indgår i en række arrangementer, der er indgået af en kommerciel enhed med henblik på dens erhvervsmæssige virksomhed, og en fysisk person, som påtager sig vekseludstederens forpligtelse og er tæt knyttet til denne enhed, behandles den omhandlede aval i relation til artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som tegnet med henblik på brug, der må anses for at ligge inden for hans erhvervsmæssige virksomhed. Heraf følger, at begrebet »sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« i forordningens artikel 15, stk. 1, ikke finder anvendelse.
Forslag til afgørelse. Jeg foreslår derfor Domstolen, at den træffer følgende afgørelse: »1) Rettens dom af 23. september 2020, Spanien mod Kommissionen (T-370/19, EU:T:2020:440), ophæves.
Forslag til afgørelse. På baggrund af ovenstående analyse foreslår jeg at besvare High Court of Justice of England and Wales, Chancery Division, således: »1) Artikel 5, stk. 1, litra a), i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker og artikel 9, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker skal fortolkes således: — Et tegn, der er identisk med et varemærke, bruges »for varer eller tjeneste- ydelser« i den i disse bestemmelser omhandlede betydning, når det er blevet valgt som et søgeord i forbindelse med en søge- og annonceringsydelse på internettet uden varemærkeindehaverens samtykke, og visningen af annon- cer organiseres på grundlag af søgeordet. — Varemærkeindehaveren er berettiget til at forbyde en sådan adfærd under ovennævnte omstændigheder, når annoncen ikke eller kun med vanskelig- hed giver den gennemsnitlige internetbruger mulighed for at gøre sig be- kendt med, om de i annoncen omhandlede varer eller tjenesteydelser hid- rører fra varemærkeindehaveren eller fra en virksomhed, der er økonomisk forbundet med denne, eller hidrører fra en tredjemand. — Der opstår en fejl vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes oprindelse, når en konkurrents sponsorerede links kan lede nogle forbrugere til at tro, at konkurrenten er en del af varemærkeindehaverens kommercielle netværk, når han ikke er det. Som følge heraf har varemærkeindehaveren ret til at forbyde brugen af søgeordet i den pågældende konkurrents annoncering.
Forslag til afgørelse. I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de præju- dicielle spørgsmål, der er forelagt af Hof van Cassatie, således: »1) Såfremt den nationale ret efter en undersøgelse af samtlige omstændigheder i hovedsagen fastslår, at arbejdstageren ved opfyldelsen af sin arbejdsaftale sæd- vanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, skal retten anvende artikel 6, stk. 2, litra a), i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forplig- telser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, selv om arbejdstageren midlertidigt er blevet udsendt til et andet land. I et sådant tilfælde er en anven- delse af artikel 6, stk. 2, litra b), udelukket.