Opmandens bedømmelse. Det er uomtvistet, at den grundlæggende betingelse for at kunne vælge en tillidsrepræsentant er, at der er hjemmel hertil i en kollektiv overenskomst. Når der kræves et vist antal beskæftigede til valg af tillidsrepræsentant, sigter dette tal normalt til antal medarbejdere under den pågældende overens- komst. En ret til sammenlægning af medarbejdere under hver sin overenskomst kræver særlig hjemmel, jf. herved faglig voldgiftskendelse af 22. oktober 1992 i en sag mellem Co-industri og Dansk Industri (Aabenraa Karosserifabrik A/S) og Xxx Xxxxxxxxxxx: Tillidsmandsret og repræsenta- tion (3. udg. 2013) s. 85 med omtale af faglig voldgiftskendelse af 5. september 1986 Det er 3F’s opfattelse, at særlig hjemmel netop findes i ITM-overenskomsten, som udtrykkeligt giver ansatte under denne overenskomst, når antal beskæftigede under overenskomsten på en virk- somhed er mindre end 5, ret til i fællesskab med ansatte under en anden overenskomst, når antal beskæftigede under denne overenskomst på virksomheden også er mindre end 5, i fællesskab at vælge 1 tillidsrepræsentant, såfremt der sammenlagt på overenskomstområderne på virksomheden beskæftiges (mindst) 5. Dansk Byggeri er derimod af den opfattelse, at denne bestemmelse i ITM-overenskomsten er uden praktisk betydning, idet der ikke i Dansk Byggeris øvrige overenskomster er hjemmel til at vælge tillidsmand på tværs af overenskomstområder. Bygge- og anlægsoverenskomsten indeholder således ikke som ITM-overenskomsten en bestemmelse om, at valgområdet kan udvides til andre overens- komstområder, hvorfor der ikke i Bygge- og anlægsoverenskomsten er hjemmel til at vælge en til- lidsrepræsentant, der er beskæftiget under ITM-overenskomsten. Hertil bemærker opmanden, at bestemmelsen i ITM-overenskomstens § 57, stk. 2, indeholder en detaljeret beskrivelse af valggrundlaget. Efter § 57, stk. 2, afsnit 1, har de ansatte under overens- komsten kun ret til at vælge tillidsmand i virksomheder eller fabriksafdelinger med mindst 5 ansatte under overenskomsten. Efter ordlyden af § 57, stk. 2, afsnit 2, har ansatte under overenskomsten, når kravet er mindst 5 ansatte på overenskomstområdet ikke er opfyldt, ret til at udvide valggrund- laget ved at gå sammen med ansatte på et andet overenskomstområde, hvor der på virksomheden også er beskæftiget mindre end 5 medarbejdere, således at disse i fællesskab vælger en tillidsrepræ- sentant. Der ses ikke at være noget til hinder for, at to overenskomstparter i en overenskomst aftaler en så...
Opmandens bedømmelse. 6.1. Ansættelsesforhold, som anses for løbende opsagt fra dag til dag
Opmandens bedømmelse. Akkordansættelse er udbredt på bygge- og anlægsområdet og indebærer i almindelighed en aftale om udførelse af en opgave, som ophører, når opgaven er udført, og som ingen af parterne kan bringe til ophør ved opsigelse. Der foreligger i almindelighed ikke misbrug af tidsbegrænset ansættelse i tilfælde, hvor flere akkordansættelser følger efter hinanden i samme virksomhed, jf. lov om tidsbegrænset ansættelse (lovbekendtgørelse nr. 907 af 11. september 2008) § 5, stk. 1, nr. 2, og den mellem DA og LO (nu FH) indgåede aftale af 7. august 2002 om implementering af direktiv om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, nr. 2. Selv om flere akkordansættelser følger hinanden i samme virksomhed indebærer dette endvidere i almindelighed ikke, at ansættelsesforholdet bliver vedvarende. Bygningsoverenskomsten er udformet i overensstemmelse hermed. En aftale om akkord er således efter § 34, stk. 1, gensidigt bindende, dvs. at virksomhedens mulighed for ved afskedigelse at afskære medarbejderne fra at fuldføre arbejdet er begrænset, jf. § 34, stk. 2, og at medarbejdernes mulighed for at forlade akkorden er begrænset, jf. § 34, stk. 3. Når akkorden er afsluttet, ophører ansættelsesforholdet i almindelighed uden videre, jf. § 34, stk. 6. Efter Bygningsoverenskomsten er begge parter således frit stillet ved akkordens afslutning; virksomheden har ikke nogen pligt til at tilbyde medarbejderen en ny akkord, ligesom medarbejderen ikke har nogen pligt til at arbejde på en tilbudt ny akkord i virksomheden. Det gælder, hvad enten der i virksomheden er mere arbejde eller ej. Fortsat ansættelse efter afslutning af akkord er efter Bygningsoverenskomsten betinget af aftale derom. Nedmanding i akkord som led i dennes afslutning har på denne baggrund i almindelighed karakter af et opgavebestemt ansættelsesforholds ophør ved opfyldelse og kan ikke anses som en afskedigelse. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for en anden bedømmelse af selve nedmandingen den 18. december 2020 af de to tømrersvende, som sagen angår. Denne nedmanding kan herefter ikke i sig selv anses som afskedigelser omfattet af ligebehandlingslovens § 9. Det spørgsmål, som i øvrigt er rejst under sagen, er, om det forhold, at de ikke blev tilbudt yderligere beskæftigelse i den indklagede virksomhed, kan anses som eller må ligestilles med afskedigelse omfattet af ligebehandlingslovens § 9. Om ligebehandlingslovens § 9 bemærkes, at den ikke beskytter en medarbejder, der skal være far og har varslet orlov, mod a...
Opmandens bedømmelse. Det må medgives klager – som ikke bestrider, at Egelundshuset er en selvstændig juridisk person – at en selvejende institution med opgavebestemt driftsoverenskomst, hvorefter de opgavebe- stemte driftsudgifter afholdes af kommunen, er undergivet en særdeles intens kommunal styring, som sætter snævre grænser for, hvad institutioner med kommunalt dækket løn kan have af personale til udførelse af den aftalte drift. Dette forhold indebærer imidlertid ikke i sig selv, at den selvejende institution ikke kan anses for et selvstændigt arbejdsretligt subjekt. Det må tværtimod anses for udgangspunktet efter dansk rets almindelige regler, at en sådan selvstændig institution er selvstændig erhvervsdrivende, jf. herved Højesterets dom af 12. december 1997 (UfR 1998 s. 247) og selvstændig arbejdsgiver, jf. herved Arbejdsrettens dom af 6. maj 1993 i sag nr. 91.323 (AT 1993 s. 28) og Højesterets domme af 6. december 2005 (UfR 2006 s. 782), 23. august 2001 (UfR 2001 s. 2348), 18. oktober 2000 (UfR 2001 s. 83 – landsrettens dom for så vidt angår Arbejdsministeriet i sag om bortvisning foretaget af AMU-Center) og 22. juni 1998 (UfR 1998 s. 1322). I retspraksis er afskedigelsessager da også anlagt mod den selvejende institution, jf. Højesterets dom af 23. maj 1997 (UfR 1997.1055), Østre Landsrets dom af 8. april 1992 (UfR 1992 s. 759), Højesterets dom af 27. januar 1989 (UfR 1989 s. 249), Randers Byrets dom af 4. august 1980 (UfR 1981 s. 681), Højesterets dom af 28. januar 1976 (UfR 1976 s. 181) og Østre Landsrets dom af 28. november 1972 (UfR 1973 s. 240) samt Vestre Landsrets dom af 27. maj 2008 i sag B-0778-07, Østre Landsrets dom af 8. september 2006 i sag B-1180-05 m.fl. og Vestre Landsrets dom af 25. august 1982 i sag B 997/1980. Der skal foreligge særlige forhold, hvis en fondsansat skal kunne holde andre end fonden ansvarlig som arbejdsgiver, jf. herved Østre Landsrets dom af 10. maj 2010 i sagerne B-1206-09 og B-2546-09 (ansættelsesforhold såvel formelt som reelt indgået med selvstændig fond (etableret til drift af botilbud) som arbejdsgiver – de ansatte ikke bibragt forventning om anden reel arbejdsgiver) sammenholdt med Tilkendegivelse af 20. december 2007 i en afskedigelsesnævnssag mellem SL for et antal medlemmer og Vejle Amt (de pågældende medlemmer var opsagt fra arbejde på en selvejende institution efter Vejle Amts opsigelse af driftsoverenskomst med institutionen, og Amtet havde sendt såvel agterskrivelse som opsigelsesbreve til de ansatte, hvis ansættelsesbr...
Opmandens bedømmelse. Teambilen var nødvendig for rengøringsholdets rengøring ude hos kunderne, og det har påhvilet holdet som led i ansættelsen ikke bare at hente bilen og stille den tilbage på standpladsen, men også at sørge for, at den der hver dag blev til- og afrigget. Kørsel med teambilen fra standplad- sen til første kunde og fra sidste kunde til standpladsen må anses for en obligatorisk og uadskil- lelig del af ansættelsen af Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx til udførelse af rengøringsar- bejdet fra teambilen ude hos kunderne – der foreligger kørsel, som ISS forlanger udført i forbin- delse med ansættelse til arbejde på flere arbejdssteder. Til- og afrigning må anses for arbejde, som skal aflønnes efter overenskomsten. Transporttiden fra standpladsen til første kunde og fra sidste kunde til standpladsen skal, da bilens medtagelse og aflevering er nødvendig for arbejdets udførelse i overensstemmelse med det, der er anført foran under 3 om overenskomstgrundlaget, aflønnes efter overenskomstens § 7, stk. 8, uanset hvad der individuelt er aftalt, og det gælder i forhold til begge medlemmer af holdet knyttet til en teambil, når de som Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx må anses for ansat til hver dag at møde og aftræde på bilens standplads og hver dag i eget transportmiddel er mødt på bilens standplads. Der foreligger ikke oplysninger, hvorefter det skulle kunne give mening, at en af dem møder ude ved første kunde og fratræder ude ved sidste kunde.
Opmandens bedømmelse. Henset til det oplyste om de faktiske forhold hos xxxxxxxx og rengøringstidspunkt i forhold til sædvanlig arbejdstid hos kunderne og henset til, at Xxxxx Xxxxxxxxxxx har forklaret, at hun sam- men med Xxxxxx Xxxxxxxx (da hun, mens han stadig var servicemedarbejder, kørte sammen med ham) en enkelt gang spiste i en kantine hos en kunde (Arkil i Vojens), men ikke brød sig om det, og at Xxxx Xxxxxxxxxxx har forklaret, at hun havde spurgt Xxxxx Xxxxxxxxxxx og af denne fået at vide, at der var mulighed for at spise hos kunderne, lægges det – uanset de modstridende forkla- ringer der er afgivet om, hvorvidt Xxxx Xxxxxxxxx ved ansættelsen orienterede Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx om, at de kunne spise hos kunderne, i bilen, ved en pølsevogn eller på et cafeteria – til grund, at medarbejderne må have været på det rene med, at de kunne benytte spise- faciliteterne hos kunderne. Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx har derfor ikke haft krav på skurtillæg.
Opmandens bedømmelse. Der er ikke som sagen er oplyst mulighed for nøjagtigt at foretage en opgørelse af, hvad der skulle have været betalt. 3F’s beregning vedrørende Xxxxx Xxxxxxxxxxx ender med et beløb på 74.508 kr. Heri indgår skurtillæg, som DI ud fra sit lavere timetal har beregnet til 10.697 kr. DI har opgjort lønnen for kørselstiden til 44.442 kr. Der skal imidlertid også tages hensyn til tiden brugt til til- og afrigning i perioden efter den 7. marts 2010, ligesom det er sandsynliggjort, at der har været et vist overar- bejde. Efter en samlet bedømmelse findes efterbetalingskravet vedrørende Xxxxx Xxxxxxxxxxx samlet at kunne ansættes til 55.000 kr. 3F’s beregning vedrørende Xxxx Xxxxxxxxxxx ender med et beløb på 21.160 kr. Heri indgår skur- tillæg, som DI ud fra sit lavere timetal har beregnet til 2.788 kr. DI har opgjort lønnen for kør- selstiden til 12.430 kr. Der skal imidlertid også tages hensyn til tiden brugt til til- og afrigning af teambilen, ligesom det er sandsynliggjort, at der har været et vist overarbejde. Efter en samlet bedømmelse findes efterbetalingskravet vedrørende Xxxx Xxxxxxxxxxx samlet at kunne ansættes til 15.000 kr. Der gives således 3F medhold i et samlet beløb på 70.000 kr. Hvad rentekravet angår, skal der svares procesrente fra kravets fremsættelse for den faglige voldgiftsret ved klageskrift af 11. oktober 2013. ISS Facility Services A/S skal til Fagligt Fælles Forbund betale 70.000 kr. med procesrente fra den 11. oktober 2013. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.
Opmandens bedømmelse. Bygge- og Anlægsoverenskomstens § 21 om forskudt arbejdstid giver adgang til at forskyde den normale daglige arbejdstid, således at den helt eller delvis lægges uden for tidsrummet mellem kl. 6 og kl. 18 på ugens 5 første dage. Denne adgang er efter ordlyden ikke begrænset til alene at angå enkelte medarbejdere, men omfatter udtrykkeligt, jf. ordlyden af § 21, stk. 5, ”arbejde på forskudt hold”. Efter ordlyden er der således adgang til at etablere holddrift med faste, forskudte arbejdstider for et eller flere hold, uanset om de afløser hinanden eller ej. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden medfører ikke, at det samme tidsforskudte arbejde på hold af arbejdsgiver kan henføres under overenskomstens § 22 om holddriftsarbejde. Det følger nemlig både af ordlyden af § 22, stk. 1, 1. pkt., og bestemmelsens historik, at holddriftsarbejde i overenskomstens forstand er skifteholdsarbejde med periodisk skiftende arbejdstider for medarbejderne. Dette ændres ikke af, men må anses for forudsat i § 22, stk. 1,
Opmandens bedømmelse. Sagen angår udenlandsk arbejdskraft. Et hovedspørgsmål er, om de uorganiserede, der har arbejdet i Virksomheden 2021-2023, er blevet underbetalt i forhold til Overenskomstens mindstebetalingssatser med den virkning, at klager kan kræve den opnåede besparelse betalt. Indklagede har ret i, at klagers 16 medlemmer hovedsageligt har arbejdet på pladsen i 2021 og 2022. 11 medlemmer har kun arbejdet på pladsen i 2021-2022. 1 medlem sluttede i januar 2023, 1 medlem sluttede i februar 2023, 2 medlemmer arbejdede henholdsvis 2 og 3 måneder medio 2023, kun 1 medlem arbejdede hele 2023 på pladsen. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt gruppen er tilstrækkelig repræsentativ til, at dens forhold kan anses for eksemplarisk for alle medarbejdere i hele den betragtede periode. Indklagede har samtidig haft mulighed for selv at foretage beregninger ud fra en anderledes sammensat gruppe. Det bemærkes herved, at den mest nøjagtige opgørelse af den løbende arbejdsmængde er den, som er foretaget af indklagede i bilag 1B, hvorefter der i alt er præsteret 1.439,82 mandemåneder 2021-2023 – 144 i 2021, 375 i 2022 og 920 i 2023. For 10 af klagers medlemmer foreligger der portdata for hele deres ansættelsesperiode, som fuldt ud ligger i 2021 og 2022. Det er den gruppe, hvis forhold er bedst belyst ved begivenhedsnære beviser, og som derfor giver det mest sikre grundlag for afgørelser om underbetaling og efterbetaling. Efter det, som er kommet frem under sagen om denne gruppes forhold og forholdene i øvrigt på pladsen, findes det ubetænkeligt at anse denne gruppe – som det mindre i det mere – for repræsentativ for samtlige på pladsen i 2021 og 2022. Derimod er antal ansatte, forholdene på pladsen og arbejdstidstilrettelæggelsen således ændret i 2023, at der ikke fra disse medlemmers forhold i 2021 og 2022 eller samtlige medlemmers forhold i alle tre år kan drages tilsvarende sikre ekstrapolationsbeslutninger om andre medarbejdere på pladsen i 2023. Samtidig er det af indklagede erkendt, at der som følge af den ugyldige arbejdstidsaftale for perioden marts-september 2023 har været en besparelse for Virksomheden ved ikke at have betalt efter Overenskomsten for arbejde i den periode. Indklagedes opgørelse heraf er baseret på Virksomhedens ugesedler. Efter Virksomhedens adfærd i de foregående år og det, som er bedømmelsen af krav om efterbetaling for de medlemmer, som faktisk har arbejdet på pladsen i 2023, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at Virksomhedens besparelse ved underbeta...