Opmandens bedømmelse. Den omtvistede bestemmelse: ”SAS fastsætter antallet af CCR, Antallet af CCR må max. gå op til 12 % af antallet af ”fastansatte” Cabin Crew (FTE) på CPH-basen: i.e. 12 pr. 100 FTE. (Evt. gravide CCR tælles ikke med).” har en ordlyd, som lider af uklarhed, og som ikke uden videre giver svar på de spørgsmål, sagen angår. En fuldstændig fælles forståelse er ikke godtgjort. Det kan imidlertid efter bevisførelsen lægges til grund, at begge parter var af den opfattelse, at adgangen for SAS til at bruge vikarer med bestemmelsen blev udvidet. Sætningen ”SAS fastsætter antallet af CCR” indebærer efter ordlyden, at det står SAS frit for, om der skal være flere eller færre medarbejdere i Ressourcepoolen. Sætningen er videreført fra SAS’ oplæg, hvori det indgik som noget nyt og klart skulle forstås i overensstemmelse med ord- lyden som udtryk for, at SAS i modsætning til tidligere frit kunne bestemme antallet af vikarer (”hoveder”). Denne frihed for SAS til at bestemme, hvor mange medarbejdere der skal indgå i Ressourcepoo- len, er i god overensstemmelse med aftalens formål (”Baggrund”), som ligeledes er videreført fra SAS’ oplæg, og hvorefter Ressourcepoolen omfatter medarbejdere, ”der kan anvendes efter behov”. Når yderligere henses til det, der er oplyst om baggrunden for overenskomstforhandlin- gerne i november 2012, må det lægges til grund, at det har været helt afgørende for SAS og sær- deles kendeligt for CAU, at meningen med sætningen var at tage afstand fra 2004-aftalen, hvor- efter det netop var antallet af vikarer (”hoveder”), der var begrænset. Det har på den baggrund formodningen mod sig, at det har været meningen med næste sætning at begrænse antallet af vikarer (”hoveder”). Samtidig har det imidlertid også formodningen mod sig, at der med ”Antallet af CCR” i anden sætning skulle være ment noget andet end i første sætning. Men denne formodning befinder sig på et mere underordnet, sprogteknisk plan og må derfor må tillægges mindre betydning for me- ningen med hele punktummet end den foran angivne formodning. Anden sætning er formuleret i overensstemmelse med 2004-aftalen – med den forskel, at det, vikarerne skal måles i forhold til, er antallet af ”fastansatte Cabin Crew (FTE)”, og indholdet i hele sætningen er forklaret med tilføjelsen ”: i.e. 12 pr. 100 FTE”. Sprogligt er der ikke ved medtagelse af FTE i en parentes den store forskel mellem de to formu- leringer, men begge parter har samstemmende forklaret, at der med FTE sigtes til fuldtidsækvi- valent...
Opmandens bedømmelse. Det fremgår af gennemgangen foran under 4, at de hidtidige bestemmelser om overarbejdsbeta- ling i arbejdstidsaftalerne på overenskomstområdet blev ophævet ved indgrebsloven. Det fremgår endvidere, at overarbejde på overenskomstområdet er underlagt arbejdstidsaftale af 27. juni 2008 for tjenestemænd i staten. Om betaling for overarbejde er det i denne arbejdstidsaf- tales § 8, stk. 1, bestemt, at overarbejdstimer godtgøres ”med timeløn med et tillæg på 50 pct.” I overensstemmelse hermed hedder det i de generelle bemærkninger til det bag indgrebsloven lig- gende lovforslag i pkt. 3.1.1.2.2., at arbejdstidsaftalen fastsætter regler om betaling for overar- bejde, som indebærer, at de lærergrupper, der er omfattet af indgrebsloven, efter aftalen vil få ”en taxamestermæssig honorering med et overtidstillæg på 50 pct. for timer, som overstiger den normale arbejdstid for året”. Det er i cirkulærebemærkningerne til § 8, stk. 1, i denne arbejdstidsaftale angivet, at timelønnen i § 8, stk. 1, skal forstås som ”1/1924 af årslønnen for fuldtidsbeskæftigelse”, når ikke andet er aftalt. I mangel af anden aftale må ”timeløn med et tillæg på 50 pct.” for overarbejde i forhold til et lønsystem bestående af en basisløn og en tillægsdel i overensstemmelse med arbejdsretlig prak- sis forstås således, at der skal betales et tillæg på 50 pct. til, hvad der faktisk betales den overar- bejdende for den fastsatte normale arbejdstid. I timelønnen indgår således ikke blot basislønnen, men også de tillæg til denne, som på overarbejdstidspunktet og set over en længere periode ind- går som en fast del af lønnen. I mangel af anden aftale indgår f.eks. stedtillæg og varige kvalifi- kations- og funktionstillæg således ved beregningen af den timeløn, som skal anvendes ved overarbejdsbetaling. Der er derimod i mangel af anden aftale ikke grundlag for under arbejdstidsaftalen for tjeneste- mænd i staten at inddrage pensionsbidrag ved beregningen af den timeløn, som skal anvendes ved overarbejdsbetaling. Tjenestemandspensionsloven er ikke baseret på indbetaling af løbende bidrag af den aktuelle løn, så for tjenestemænd må udgangspunktet være, at pensionsbidragsbe- regningen ikke indgår i beregningen af den timeløn, som skal anvendes ved overarbejdsbetaling. Dette udgangspunkt kan fraviges ved aftale, men uden sådan fravigelse er også funktionærer, som henføres under arbejdstidsaftalen for tjenestemænd, bundet af den forståelse af arbejdstids- aftalen, som finder anvendelse på den gruppe, hvis...
Opmandens bedømmelse. 6.1. Ansættelsesforhold, som anses for løbende opsagt fra dag til dag
6.2. Misbrug af successive tidsbegrænsede ansættelser som vikar
Opmandens bedømmelse. 6.1. Indledende bemærkninger om forståelsen af Industriens Overenskomst § 44, stk. 1 Efter IO § 44, stk. 1, får medarbejderen ved beordret uddannelse sin ”sædvanlige løn uden til- læg”. En beregning af den rigtige betaling forudsætter således en fastlæggelse af, hvad den ”sædvanlige løn” er, og hvilke ”tillæg” der skal fragå.
6.2. Afgørelsen af den konkrete sag og de nedlagte påstande
6.2.1. CO-i’s anerkendelses- og betalingspåstande
Opmandens bedømmelse. Akkordansættelse er udbredt på bygge- og anlægsområdet og indebærer i almindelighed en aftale om udførelse af en opgave, som ophører, når opgaven er udført, og som ingen af parterne kan bringe til ophør ved opsigelse. Der foreligger i almindelighed ikke misbrug af tidsbegrænset ansættelse i tilfælde, hvor flere akkordansættelser følger efter hinanden i samme virksomhed, jf. lov om tidsbegrænset ansættelse (lovbekendtgørelse nr. 907 af 11. september 2008) § 5, stk. 1, nr. 2, og den mellem DA og LO (nu FH) indgåede aftale af 7. august 2002 om implementering af direktiv om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2, nr. 2. Selv om flere akkordansættelser følger hinanden i samme virksomhed indebærer dette endvidere i almindelighed ikke, at ansættelsesforholdet bliver vedvarende. Bygningsoverenskomsten er udformet i overensstemmelse hermed. En aftale om akkord er således efter § 34, stk. 1, gensidigt bindende, dvs. at virksomhedens mulighed for ved afskedigelse at afskære medarbejderne fra at fuldføre arbejdet er begrænset, jf. § 34, stk. 2, og at medarbejdernes mulighed for at forlade akkorden er begrænset, jf. § 34, stk. 3. Når akkorden er afsluttet, ophører ansættelsesforholdet i almindelighed uden videre, jf. § 34, stk. 6. Efter Bygningsoverenskomsten er begge parter således frit stillet ved akkordens afslutning; virksomheden har ikke nogen pligt til at tilbyde medarbejderen en ny akkord, ligesom medarbejderen ikke har nogen pligt til at arbejde på en tilbudt ny akkord i virksomheden. Det gælder, hvad enten der i virksomheden er mere arbejde eller ej. Fortsat ansættelse efter afslutning af akkord er efter Bygningsoverenskomsten betinget af aftale derom. Nedmanding i akkord som led i dennes afslutning har på denne baggrund i almindelighed karakter af et opgavebestemt ansættelsesforholds ophør ved opfyldelse og kan ikke anses som en afskedigelse. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for en anden bedømmelse af selve nedmandingen den 18. december 2020 af de to tømrersvende, som sagen angår. Denne nedmanding kan herefter ikke i sig selv anses som afskedigelser omfattet af ligebehandlingslovens § 9. Det spørgsmål, som i øvrigt er rejst under sagen, er, om det forhold, at de ikke blev tilbudt yderligere beskæftigelse i den indklagede virksomhed, kan anses som eller må ligestilles med afskedigelse omfattet af ligebehandlingslovens § 9. Om ligebehandlingslovens § 9 bemærkes, at den ikke beskytter en medarbejder, der skal være far og har varslet orlov, mod a...
Opmandens bedømmelse. Bygge- og Anlægsoverenskomstens § 21 om forskudt arbejdstid giver adgang til at forskyde den normale daglige arbejdstid, således at den helt eller delvis lægges uden for tidsrummet mellem kl. 6 og kl. 18 på ugens 5 første dage. Denne adgang er efter ordlyden ikke begrænset til alene at angå enkelte medarbejdere, men omfatter udtrykkeligt, jf. ordlyden af § 21, stk. 5, ”arbejde på forskudt hold”. Efter ordlyden er der således adgang til at etablere holddrift med faste, forskudte arbejdstider for et eller flere hold, uanset om de afløser hinanden eller ej. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden medfører ikke, at det samme tidsforskudte arbejde på hold af arbejdsgiver kan henføres under overenskomstens § 22 om holddriftsarbejde. Det følger nemlig både af ordlyden af § 22, stk. 1, 1. pkt., og bestemmelsens historik, at holddriftsarbejde i overenskomstens forstand er skifteholdsarbejde med periodisk skiftende arbejdstider for medarbejderne. Dette ændres ikke af, men må anses for forudsat i § 22, stk. 1,
Opmandens bedømmelse. Der er ikke som sagen er oplyst mulighed for nøjagtigt at foretage en opgørelse af, hvad der skulle have været betalt. 3F’s beregning vedrørende Xxxxx Xxxxxxxxxxx ender med et beløb på 74.508 kr. Heri indgår skurtillæg, som DI ud fra sit lavere timetal har beregnet til 10.697 kr. DI har opgjort lønnen for kørselstiden til 44.442 kr. Der skal imidlertid også tages hensyn til tiden brugt til til- og afrigning i perioden efter den 7. marts 2010, ligesom det er sandsynliggjort, at der har været et vist overar- bejde. Efter en samlet bedømmelse findes efterbetalingskravet vedrørende Xxxxx Xxxxxxxxxxx samlet at kunne ansættes til 55.000 kr. 3F’s beregning vedrørende Xxxx Xxxxxxxxxxx ender med et beløb på 21.160 kr. Heri indgår skur- tillæg, som DI ud fra sit lavere timetal har beregnet til 2.788 kr. DI har opgjort lønnen for kør- selstiden til 12.430 kr. Der skal imidlertid også tages hensyn til tiden brugt til til- og afrigning af teambilen, ligesom det er sandsynliggjort, at der har været et vist overarbejde. Efter en samlet bedømmelse findes efterbetalingskravet vedrørende Xxxx Xxxxxxxxxxx samlet at kunne ansættes til 15.000 kr. Der gives således 3F medhold i et samlet beløb på 70.000 kr. Hvad rentekravet angår, skal der svares procesrente fra kravets fremsættelse for den faglige voldgiftsret ved klageskrift af 11. oktober 2013. ISS Facility Services A/S skal til Fagligt Fælles Forbund betale 70.000 kr. med procesrente fra den 11. oktober 2013. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.
Opmandens bedømmelse. Det må medgives klager – som ikke bestrider, at Egelundshuset er en selvstændig juridisk person – at en selvejende institution med opgavebestemt driftsoverenskomst, hvorefter de opgavebe- stemte driftsudgifter afholdes af kommunen, er undergivet en særdeles intens kommunal styring, som sætter snævre grænser for, hvad institutioner med kommunalt dækket løn kan have af personale til udførelse af den aftalte drift. Dette forhold indebærer imidlertid ikke i sig selv, at den selvejende institution ikke kan anses for et selvstændigt arbejdsretligt subjekt. Det må tværtimod anses for udgangspunktet efter dansk rets almindelige regler, at en sådan selvstændig institution er selvstændig erhvervsdrivende, jf. herved Højesterets dom af 12. december 1997 (UfR 1998 s. 247) og selvstændig arbejdsgiver, jf. herved Arbejdsrettens dom af 6. maj 1993 i sag nr. 91.323 (AT 1993 s. 28) og Højesterets domme af 6. december 2005 (UfR 2006 s. 782), 23. august 2001 (UfR 2001 s. 2348), 18. oktober 2000 (UfR 2001 s. 83 – landsrettens dom for så vidt angår Arbejdsministeriet i sag om bortvisning foretaget af AMU-Center) og 22. juni 1998 (UfR 1998 s. 1322). I retspraksis er afskedigelsessager da også anlagt mod den selvejende institution, jf. Højesterets dom af 23. maj 1997 (UfR 1997.1055), Østre Landsrets dom af 8. april 1992 (UfR 1992 s. 759), Højesterets dom af 27. januar 1989 (UfR 1989 s. 249), Randers Byrets dom af 4. august 1980 (UfR 1981 s. 681), Højesterets dom af 28. januar 1976 (UfR 1976 s. 181) og Østre Landsrets dom af 28. november 1972 (UfR 1973 s. 240) samt Vestre Landsrets dom af 27. maj 2008 i sag B-0778-07, Østre Landsrets dom af 8. september 2006 i sag B-1180-05 m.fl. og Vestre Landsrets dom af 25. august 1982 i sag B 997/1980. Der skal foreligge særlige forhold, hvis en fondsansat skal kunne holde andre end fonden ansvarlig som arbejdsgiver, jf. herved Østre Landsrets dom af 10. maj 2010 i sagerne B-1206-09 og B-2546-09 (ansættelsesforhold såvel formelt som reelt indgået med selvstændig fond (etableret til drift af botilbud) som arbejdsgiver – de ansatte ikke bibragt forventning om anden reel arbejdsgiver) sammenholdt med Tilkendegivelse af 20. december 2007 i en afskedigelsesnævnssag mellem SL for et antal medlemmer og Vejle Amt (de pågældende medlemmer var opsagt fra arbejde på en selvejende institution efter Vejle Amts opsigelse af driftsoverenskomst med institutionen, og Amtet havde sendt såvel agterskrivelse som opsigelsesbreve til de ansatte, hvis ansættelsesbr...
Opmandens bedømmelse. Henset til det oplyste om de faktiske forhold hos xxxxxxxx og rengøringstidspunkt i forhold til sædvanlig arbejdstid hos kunderne og henset til, at Xxxxx Xxxxxxxxxxx har forklaret, at hun sam- men med Xxxxxx Xxxxxxxx (da hun, mens han stadig var servicemedarbejder, kørte sammen med ham) en enkelt gang spiste i en kantine hos en kunde (Arkil i Vojens), men ikke brød sig om det, og at Xxxx Xxxxxxxxxxx har forklaret, at hun havde spurgt Xxxxx Xxxxxxxxxxx og af denne fået at vide, at der var mulighed for at spise hos kunderne, lægges det – uanset de modstridende forkla- ringer der er afgivet om, hvorvidt Xxxx Xxxxxxxxx ved ansættelsen orienterede Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx om, at de kunne spise hos kunderne, i bilen, ved en pølsevogn eller på et cafeteria – til grund, at medarbejderne må have været på det rene med, at de kunne benytte spise- faciliteterne hos kunderne. Xxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx har derfor ikke haft krav på skurtillæg.
Opmandens bedømmelse. Sagen angår udenlandsk arbejdskraft. Et hovedspørgsmål er, om de uorganiserede, der har arbejdet i Virksomheden 2021-2023, er blevet underbetalt i forhold til Overenskomstens mindstebetalingssatser med den virkning, at klager kan kræve den opnåede besparelse betalt. Indklagede har ret i, at klagers 16 medlemmer hovedsageligt har arbejdet på pladsen i 2021 og 2022. 11 medlemmer har kun arbejdet på pladsen i 2021-2022. 1 medlem sluttede i januar 2023, 1 medlem sluttede i februar 2023, 2 medlemmer arbejdede henholdsvis 2 og 3 måneder medio 2023, kun 1 medlem arbejdede hele 2023 på pladsen. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt gruppen er tilstrækkelig repræsentativ til, at dens forhold kan anses for eksemplarisk for alle medarbejdere i hele den betragtede periode. Indklagede har samtidig haft mulighed for selv at foretage beregninger ud fra en anderledes sammensat gruppe. Det bemærkes herved, at den mest nøjagtige opgørelse af den løbende arbejdsmængde er den, som er foretaget af indklagede i bilag 1B, hvorefter der i alt er præsteret 1.439,82 mandemåneder 2021-2023 – 144 i 2021, 375 i 2022 og 920 i 2023. For 10 af klagers medlemmer foreligger der portdata for hele deres ansættelsesperiode, som fuldt ud ligger i 2021 og 2022. Det er den gruppe, hvis forhold er bedst belyst ved begivenhedsnære beviser, og som derfor giver det mest sikre grundlag for afgørelser om underbetaling og efterbetaling. Efter det, som er kommet frem under sagen om denne gruppes forhold og forholdene i øvrigt på pladsen, findes det ubetænkeligt at anse denne gruppe – som det mindre i det mere – for repræsentativ for samtlige på pladsen i 2021 og 2022. Derimod er antal ansatte, forholdene på pladsen og arbejdstidstilrettelæggelsen således ændret i 2023, at der ikke fra disse medlemmers forhold i 2021 og 2022 eller samtlige medlemmers forhold i alle tre år kan drages tilsvarende sikre ekstrapolationsbeslutninger om andre medarbejdere på pladsen i 2023. Samtidig er det af indklagede erkendt, at der som følge af den ugyldige arbejdstidsaftale for perioden marts-september 2023 har været en besparelse for Virksomheden ved ikke at have betalt efter Overenskomsten for arbejde i den periode. Indklagedes opgørelse heraf er baseret på Virksomhedens ugesedler. Efter Virksomhedens adfærd i de foregående år og det, som er bedømmelsen af krav om efterbetaling for de medlemmer, som faktisk har arbejdet på pladsen i 2023, må det efter bevisførelsen lægges til grund, at Virksomhedens besparelse ved underbeta...