Common use of Parternes synspunkter Clause in Contracts

Parternes synspunkter. A har i sit påstandsdokument anført blandt andet følgende: ”at beslutningen om at afskedige A blev truffet mens hun afviklede fravær efter barselsloven, hvorfor det påhviler sagsøgte at bevise, at afskedigelsen ikke er helt eller delvist be- grundet heri, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at A i hvert fald har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, hvorfor bevisreglen i ligebehandlingslovens § 16a subsidiært bør finde anvendelse,‌ at sagsøgte ikke kan løfte denne bevisbyrde i den foreliggende situ- ation, hvor man har valgt under xxxxxxx at fastansætte flere af de antagne vikarer og endvidere har undladt at tilbyde A en stilling, der blev ledig i hendes opsigelsesvarsel, men tværtimod valgte at annoncere efter en ny fysioterapeut kort tid efter As fratræden,‌ at A derfor er berettiget til en godtgørelse, jf. ligebe-‌ handlingslovens § 16, stk. 2, der kan fastsættes til 9 måneders løn, jf. retspraksis, og‌‌ at godtgørelsen er rentebærende fra 30 dage efter Danske Fysiote- rapeuters brev om, at der krævedes godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. rentelovens § 3, stk. 2.‌ … Til uddybning af de ovenfor anførte hovedanbringender bemærkes føl- gende: Som beskrevet ovenfor i afsnittet om faktum, bør Retten efter sagsø- gers opfattelse lægge til grund, at afskedigelsesbeslutningen reelt var truffet, inden A havde afsluttet sin barselsorlov. Det følger derfor direkte af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at ...klinikken A/S har bevisbyrden for, at afskedigelsesbeslutningen ikke helt eller delvist var begrundet i hendes barsel og fravær. Selv hvis det ikke kan lægges til grund, at afskedigelsesbeslutningen var truffet, inden barselsorlovens afslutning, vil selve det forhold, at As vikar, G, var blevet fastansat, udgøre en sådan faktisk omstændighed, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16a, og fra litteraturen Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx: Funktionærret, 5. udg., 2016, side 835. Det er derfor under alle omstændigheder sagsøgte, der har bevisbyr- den. Det følger af praksis og litteratur, at der er tale om en meget tung be- visbyrde, jf. for eksempel Funktionærret, side 828. Det fremgår videre af litteratur og praksis, at en arbejdsgiver, der har fastansat en barsels- vikar og afskediger den barslende, ikke kan løfte denne bevisbyrde, jf. for eksempel U 1995B.104, hvori det blandt andet anføres: "… en ar- bejdsgiver, der ønsker at beholde barselsvikaren, i praksis vil blive dømt for brud på § 9…". Retspraksis er på linje hermed, jf. for eksem- pel U 1993.782 V, U 2012.1388 Ø, U 2017.2291 V og Vestre Lands- rets dom af 10. januar 2008 i sag B-2786-06. Den overtallighed, som sagsøgte gør gældende, at der forelå i somme- ren 2016, var et resultat af, at sagsøgte valgte at fastansætte to tidsbe- grænset ansatte fysioterapeuter, uagtet at man måtte imødese, at der kunne være en nedgang i antallet af henviste patienter på grund af ud- løbet af samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og x-klinik. Rette bør derfor finde, at sagsøgte ikke har løftet den strenge bevisbyr- de, som sagsøgte har efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, subsidi- ært § 16a.‌ Som følge af opsigelsen måtte A søge ny an-sættelse, og der er derfor ikke anledning til at overveje en påstand om genansættelse. Det følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, at sagsøgte som følge af krænkelsen af ligebehandlingslovens § 9 har pligt til at yde A en godtgørelse. Efter litteratur og retspraksis fastsættelse godtgørelsen i den foreliggende situation, hvor der er tale om en anciennitet på ca. 1½ år, til 9 måneders løn, jf. for eksempel Funktionærret, side 840, U 2014.657 V og U 2017.2291 V. Ved ganske kortvarige ansættelser kan der udmåles en lavere godtgø- relse og ved meget langvarige ansættelser en godtgørelse på op til 12 måneders løn. Der er ikke i den foreliggende sag grundlag for at fravige udgangs- punktet om godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Lønnens størrelse er ikke omtvistet, hvorfor sagsøger bør få medhold i den nedlagte påstand.

Parternes synspunkter. A Klager har i sit påstandsdokument anført blandt andet følgende: ”at beslutningen om at afskedige A blev truffet mens hun afviklede fravær efter barselsloven, hvorfor det påhviler sagsøgte at bevise, at afskedigelsen ikke er helt eller delvist be- grundet heri, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at A i hvert fald har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formodeanført, at der bør tilkendes A en godtgørelse på 250.000 kr. svarende til godt og vel 6 måneders løn. Til støtte herfor har klager bl.a. henvist til, at opmanden (Xxxxx Xxxxxxx) i kendelse af 27. juni 2002 i en afskedigelsesnævnssag mellem Socialpædagogernes Landsforbund som mandatar for H og Ringkøbing Amt har udtalt: ”Der er udøvet forskelsbehandling, hvorfor bevisreglen i ligebehandlingslovens § 16a subsidiært bør finde anvendelse,‌ at sagsøgte ikke kan løfte denne bevisbyrde i den foreliggende situ- ationfor området gældende overenskomst fastsat en maksimal godtgørelse for uberettiget afskedigelse på det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Hensigten hermed er efter opmandens opfattelse, hvor man at godtgørelsesbeløbene for uberettiget afskedigelse for ansatte under døgninstitutionsoverenskomstens område skal være højere, end det ville være tilfældet efter funktionærlovens regler.” A har valgt under xxxxxxx at fastansætte flere af de antagne vikarer og endvidere har undladt at tilbyde A en stilling, der blev ledig i hendes opsigelsesvarselganske vist fået nyt arbejde, men tværtimod valgte at annoncere efter en ny fysioterapeut kort tid efter As fratræden,‌ at A derfor hun er berettiget til en godtgørelse, jf. ligebe-‌ handlingslovens § 16, stk. 2, der kan fastsættes til 9 måneders samtidig gået ned i løn, jfhun tjener 7.000 kr. retspraksismindre om måneden. Det er FOA’s opfattelse, og‌‌ at godtgørelsen er rentebærende skal beregnes ud fra 30 dage efter Danske Fysiote- rapeuters brev omlønnen inklusive alle tillæg (aften, nat, lørdag, søndag- sh-dage, FO timer, fritvalg) og pension. Indklagede har anført, at der krævedes godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. rentelovens § 3, stk. 2.‌ … Til uddybning af de ovenfor anførte hovedanbringender bemærkes føl- gende: Som beskrevet ovenfor i afsnittet om faktum, bør Retten efter sagsø- gers opfattelse lægge til grund, ikke er grundlag for at afskedigelsesbeslutningen reelt var truffet, inden A havde afsluttet sin barselsorlov. Det følger derfor direkte af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at ...klinikken A/S har bevisbyrden for, at afskedigelsesbeslutningen ikke helt eller delvist var begrundet i hendes barsel og fravær. Selv hvis det ikke kan lægges til grund, at afskedigelsesbeslutningen var truffet, inden barselsorlovens afslutning, vil selve det forhold, at As vikar, G, var blevet fastansat, udgøre en sådan faktisk omstændighed, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16a, og fra litteraturen Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx: Funktionærret, 5. udg., 2016, side 835. Det er derfor under alle omstændigheder sagsøgte, der har bevisbyr- den. Det følger af praksis og litteratur, at der er tale om en meget tung be- visbyrde, jf. for eksempel Funktionærret, side 828. Det fremgår videre af litteratur og praksis, at en arbejdsgiver, der har fastansat en barsels- vikar og afskediger den barslende, ikke kan løfte denne bevisbyrde, jf. for eksempel U 1995B.104, hvori det blandt andet anføres: "… en ar- bejdsgiver, der ønsker at beholde barselsvikaren, i praksis vil blive dømt for brud på § 9…". Retspraksis er på linje hermed, jf. for eksem- pel U 1993.782 V, U 2012.1388 Ø, U 2017.2291 V og Vestre Lands- rets dom af 10. januar 2008 i sag B-2786-06. Den overtallighed, som sagsøgte gør gældende, at der forelå i somme- ren 2016, var et resultat af, at sagsøgte valgte at fastansætte to tidsbe- grænset ansatte fysioterapeuter, uagtet at man måtte imødese, at der kunne være en nedgang i antallet af henviste patienter på grund af ud- løbet af samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og x-klinik. Rette bør derfor finde, at sagsøgte ikke har løftet den strenge bevisbyr- de, som sagsøgte har efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, subsidi- ært § 16a.‌ Som følge af opsigelsen måtte A søge ny an-sættelse, og der er derfor ikke anledning til at overveje en påstand om genansættelse. Det følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, at sagsøgte som følge af krænkelsen af ligebehandlingslovens § 9 har pligt til at yde tilkende A en godtgørelse. Efter litteratur Hun var sygemeldt fra Plejecenter X med fuld løn i over 7 måneder. Hun fik fuld løn i hele opsigelsesperioden og retspraksis fastsættelse godtgørelsen ved dennes udløb arbejde i den foreliggende situation, hvor der en anden institution. Hun har ikke lidt noget egentligt økonomisk tab. At hun er tale om en anciennitet på ca. 1½ år, til 9 måneders gået ned i løn, jfmå skyldes færre timer eller ulemper, det skyldes ikke mangel på SOSU-arbejde. for eksempel FunktionærretSubsidiært har indklagede anført, side 840at en eventuel godtgørelse skal udmåles på samme måde som efter DA/LO-Hovedaftalen, U 2014.657 V og U 2017.2291 V. Ved ganske kortvarige ansættelser kan der udmåles dvs. med højst en lavere godtgø- relse og ved meget langvarige ansættelser en godtgørelse på op til 12 måneders uges løn pr. ansættelsesår. Den løn. Der er ikke i den foreliggende sag , som skal danne grundlag for at fravige udgangs- punktet om godtgørelse svarende til 9 måneders beregningen, er den fast påregnelige løn. Lønnens størrelse er ikke omtvistet, hvorfor sagsøger bør få medhold i den nedlagte påstand.

Parternes synspunkter. A AIG Europe og Vestas Italia har i sit overensstemmelse med deres påstandsdokument anført blandt andet følgende: ”at beslutningen om at afskedige A blev truffet mens hun afviklede fravær efter barselsloven, hvorfor det påhviler sagsøgte at beviseaf 20. ok- tober 2014 navnlig anført, at afskedigelsen Baltship i henhold til den pågældende Service Contract og Sco- pe of Supply for projekt ”Orta Nova” havde påtaget sig at forestå transporten af et parti vindmøllevinger fra Esbjerg Havn til Manfredonia i Italien. Som led i udførelsen af transpor- ten havde Baltship antaget sin faste samarbejdspartner i Esbjerg Havn, stevedorefirmaet Jut- landia, til at håndtere vindmøllevingerne ved ankomst til havnen. Baltship er herefter som kontraherende transportør ansvarlig for de indtrufne skader, og Baltship er forpligtet til at skadesløsholde AIG Europe og Vestas Italia for deres fulde tab. Baltship har i overensstemmelse med deres påstandsdokument af 20. oktober 2014 navnlig anført, at Baltship ikke er ansvarlig for skaderne på de to vindmøllevinger, allerede fordi op- bevaringen og håndteringen af vindmøllevingerne i Esbjerg Havn lå uden for den opgave, Baltship havde påtaget sig over for Vestas Italia. Opgavens omfang og udstrækning er nøje præciseret i den transportaftale, der er indgået mellem Baltship og Vestas Italia. Det fremgår heraf helt eller delvist be- grundet herientydigt, at transportopdraget alene omfattede tidspunktet fra vindmøllevingernes lastning til skib, jf. ligebehandlingslovens § 16formuleringen "Liner in Port of Esbjerg" og "Hooking on", stk. 4hvilket er helt i overensstemmelse med den opgave, Vestas Italia ønskede, at A i hvert fald har påvist faktiske omstændighederBaltship skulle påtage sig, jf. Xxx Xxxxxxxxxx e-mail af 6. august 2012. Xxx Xxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx, der giver anledning til at formodeindgik aftalen, har også samstemmende forklaret for retten, at der er udøvet forskelsbehandling, hvorfor bevisreglen i ligebehandlingslovens § 16a subsidiært bør finde anvendelse,‌ at sagsøgte ikke kan løfte denne bevisbyrde i den foreliggende situ- ation, hvor man har valgt under xxxxxxx at fastansætte flere af de antagne vikarer og endvidere har undladt at tilbyde A en stillingblev aftalt andet end det, der står i Scope of Supply. Fastlæggelsen af opgavens tidsmæssige udstrækning, herunder om opgaven tilli- Jutlandia har navnlig anført, at Baltship og Jutlandia har et fast samarbejde, hvorefter Jutlan- dia fungerer som stevedorer i Esbjerg Havn for Baltship vedrørende opgaver i relation til af- skibning af vindmøller. Jutlandia har desuden aldrig fået store komplekse opgaver med mange typer komponenter direkte fra Vestas. Xxxxxxxxx havde alene korresponderet med Baltship vedrørende projekt ”Orta Nova” og den efterfølgende regning for Jutlandias arbejde blev ledig i hendes opsigelsesvarsel, men tværtimod valgte at annoncere efter da også sendt til Baltship. Det blev således indgået en ny fysioterapeut kort tid efter As fratræden,‌ at A derfor er berettiget til en godtgørelse, jf. ligebe-‌ handlingslovens § 16, stk. 2aftale mellem Baltship og Jutlan- dia, der kan fastsættes til 9 måneders løn, jf. retspraksis, og‌‌ at godtgørelsen er rentebærende fra 30 dage efter Danske Fysiote- rapeuters brev om, at der krævedes godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. rentelovens § 3, stk. 2.‌ … Til uddybning også angik håndteringen af de ovenfor anførte hovedanbringender bemærkes føl- gende: Som beskrevet ovenfor vindmøllevingerne i afsnittet om faktum, bør Retten efter sagsø- gers opfattelse lægge til grund, at afskedigelsesbeslutningen reelt var truffet, inden A havde afsluttet sin barselsorlov. Det følger derfor direkte af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at ...klinikken A/S har bevisbyrden for, at afskedigelsesbeslutningen ikke helt eller delvist var begrundet i hendes barsel og fravær. Selv hvis det ikke kan lægges til grund, at afskedigelsesbeslutningen var truffet, inden barselsorlovens afslutning, vil selve det forhold, at As vikar, G, var blevet fastansat, udgøre en sådan faktisk omstændighed, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16a, og fra litteraturen Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx: Funktionærret, 5. udghavnen., 2016, side 835. Det er derfor under alle omstændigheder sagsøgte, der har bevisbyr- den. Det følger af praksis og litteratur, at der er tale om en meget tung be- visbyrde, jf. for eksempel Funktionærret, side 828. Det fremgår videre af litteratur og praksis, at en arbejdsgiver, der har fastansat en barsels- vikar og afskediger den barslende, ikke kan løfte denne bevisbyrde, jf. for eksempel U 1995B.104, hvori det blandt andet anføres: "… en ar- bejdsgiver, der ønsker at beholde barselsvikaren, i praksis vil blive dømt for brud på § 9…". Retspraksis er på linje hermed, jf. for eksem- pel U 1993.782 V, U 2012.1388 Ø, U 2017.2291 V og Vestre Lands- rets dom af 10. januar 2008 i sag B-2786-06. Den overtallighed, som sagsøgte gør gældende, at der forelå i somme- ren 2016, var et resultat af, at sagsøgte valgte at fastansætte to tidsbe- grænset ansatte fysioterapeuter, uagtet at man måtte imødese, at der kunne være en nedgang i antallet af henviste patienter på grund af ud- løbet af samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og x-klinik. Rette bør derfor finde, at sagsøgte ikke har løftet den strenge bevisbyr- de, som sagsøgte har efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, subsidi- ært § 16a.‌ Som følge af opsigelsen måtte A søge ny an-sættelse, og der er derfor ikke anledning til at overveje en påstand om genansættelse. Det følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, at sagsøgte som følge af krænkelsen af ligebehandlingslovens § 9 har pligt til at yde A en godtgørelse. Efter litteratur og retspraksis fastsættelse godtgørelsen i den foreliggende situation, hvor der er tale om en anciennitet på ca. 1½ år, til 9 måneders løn, jf. for eksempel Funktionærret, side 840, U 2014.657 V og U 2017.2291 V. Ved ganske kortvarige ansættelser kan der udmåles en lavere godtgø- relse og ved meget langvarige ansættelser en godtgørelse på op til 12 måneders løn. Der er ikke i den foreliggende sag grundlag for at fravige udgangs- punktet om godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Lønnens størrelse er ikke omtvistet, hvorfor sagsøger bør få medhold i den nedlagte påstand.

Parternes synspunkter. A 3F Faglig Fælles Forbund har i sit påstandsdokument som mandatar for standsdokument anført blandt andet følgende: ”SAGENS BAGGRUND: blev ansat hos sagsøgte den 26. april 2011. i sit på- og D kørte sammen som makkerpar for sagsøgte, hvor den ene fungerede som topmand”, dvs. byggede stilladset, og den anden som ”bundmand”, dvs. slæbte de materialer, der skulle anvendes. Onsdag den 13. august 2014 var og D ved at beslutningen om opstille et stillads for sagsøgte ved xxxxxxxxx xxxx 00, Xxxxxxxxx. Stilladset skulle anvendes til arbejde på bygningens tag og vinduer. Bygningen havde ud mod gade et stålhegn, som stilladset skulle bygges igennem. Stål- hegnet målte ca. 2 ½ - 3 meter i højden over jordoverfladen. På ulykkestidspunktet ca. kl. 10.15 skulle og D , til at afskedige A blev truffet mens hun afviklede fravær efter barselslovenmontere den næste sektion på et stil- lads, hvorfor som allerede var påbegyndt af andre kollegaer. Den eksis- terende stilladsopbygning var påbegyndt med ”lange” stillads- dæk. Stilladset skulle bygges færdigt med en rundgang udover fortov og cykelsti. D stod på jorden og rakte en stilladsramme op til , som skulle montere den, men idet fik fat i stilladsrammen, skred det påhviler sagsøgte at bevisestilladsdæk, som stod på, væk under ham. faldt herefter xxxxxxx og ca. 3 meter ned hvor landede på brostenene under stilladset. Årsagen til ulykken var, at afskedigelsen stilladsdækket ikke er helt eller delvist be- grundet herivar fastgjort til- strækkeligt, således at det kunne skride væk under . Stilladsdækket som stod på, var fastgjort med ”strygejern” på det eksisterende stillads i den ene ende, og lå løst henover stålhegnet i den anden ende. Ved faldet tog fra med venstre fod samt slog baghovedet og ryggen hårdt mod jorden, jf. ligebehandlingslovens § 16anmeldelse til Ar- bejdsmarkedets Erhvervssikring, stkbilag 12. 4, at A i hvert fald har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning blev herefter bragt til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, hvorfor bevisreglen i ligebehandlingslovens § 16a subsidiært bør finde anvendelse,‌ at sagsøgte ikke kan løfte denne bevisbyrde i den foreliggende situ- ationBispebjerg og Frede- riksberg skadestue, hvor man har valgt under xxxxxxx at fastansætte flere af de antagne vikarer ryggen, hovedet og endvidere har undladt at tilbyde A venstre hæl/fod blev undersøgt, og blev behandlet for en stillingflænge i baghovedet, der blev ledig samt fraktur i hendes opsigelsesvarsel, men tværtimod valgte at annoncere efter en ny fysioterapeut kort tid efter As fratræden,‌ at A derfor er berettiget til en godtgørelsevenstre hæl, jf. ligebe-‌ handlingslovens § 16, stkbilag 31. 2, der kan fastsættes til 9 måneders løn, jf. retspraksis, og‌‌ at godtgørelsen er rentebærende fra 30 dage efter Danske Fysiote- rapeuters brev om, at der krævedes godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. rentelovens § 3, stk. 2.‌ … Til uddybning af de ovenfor anførte hovedanbringender bemærkes føl- gende: Som beskrevet ovenfor i afsnittet om faktum, bør Retten efter sagsø- gers opfattelse lægge til grund, at afskedigelsesbeslutningen reelt s behandlingsforløb var truffet, inden A havde afsluttet sin barselsorlov. Det følger derfor direkte af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at ...klinikken A/S har bevisbyrden for, at afskedigelsesbeslutningen ikke helt eller delvist var begrundet i hendes barsel herefter langt og fravær. Selv hvis det ikke kan lægges til grund, at afskedigelsesbeslutningen var truffet, inden barselsorlovens afslutning, vil selve det forhold, at As vikar, G, var blevet fastansat, udgøre en sådan faktisk omstændighed, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16akom- pliceret, og fra litteraturen Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx: Funktionærrethar blandt andet medført behov for adskillige operati- oner af venstre fod/hæl og genoptræning hos fysioterapeut. genoptog arbejdet den 12. juni 2017 med skånehen- syn. fik herefter på grund af sygefravær en § 56 af- tale. Senest traf Køge Kommune afgørelse herom den 13. april 2018, for perioden 5. udg., 2016, side 835april 2018 til 4. Det er derfor under alle omstændigheder sagsøgte, der har bevisbyr- denapril 2020. Det følger af praksis og litteraturaf- gørelsen, at den er begrundet i følgerne efter kompliceret brud i hælben og fod. blev herefter fuldtidssyge- meldt i forbindelse den fjerde operation i venstre fod og hæl den 19. april 2018, hvorefter der opstod infektion i knoglen. Arbejdsulykken er tale om anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen (nu Ar- bejdsmarkedets Erhvervssikring) som en meget tung be- visbyrde, jf. for eksempel Funktionærret, side 828. Det fremgår videre af litteratur og praksis, at en arbejdsgiver, der har fastansat en barsels- vikar og afskediger den barslende, ikke kan løfte denne bevisbyrde, jf. for eksempel U 1995B.104, hvori det blandt andet anføres: "… en ar- bejdsgiver, der ønsker at beholde barselsvikaren, i praksis vil blive dømt for brud på § 9…". Retspraksis er på linje hermed, jf. for eksem- pel U 1993.782 V, U 2012.1388 Ø, U 2017.2291 V og Vestre Lands- rets dom af 10. januar 2008 i sag B-2786-06. Den overtallighed, som sagsøgte gør gældende, at der forelå i somme- ren 2016, var et resultat af, at sagsøgte valgte at fastansætte to tidsbe- grænset ansatte fysioterapeuter, uagtet at man måtte imødese, at der kunne være en nedgang i antallet af henviste patienter på grund af ud- løbet af samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og x-klinik. Rette bør derfor finde, at sagsøgte ikke har løftet den strenge bevisbyr- de, som sagsøgte har efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, subsidi- ært § 16a.‌ Som følge af opsigelsen måtte A søge ny an-sættelsearbejdsskade, og der er derfor tilkendt et varigt mén på 15%. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fastsat midlertidige er- hvervsevnetab til 45%. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har endnu ikke anledning til truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, på nuværende tidspunkt forventer Arbejdsmarkedets Erhvervssik- ring at overveje en påstand kunne træffe afgørelse om genansættelsetab af erhvervsevne i sagen i september 2020. Det følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, at sagsøgte som følge af krænkelsen af ligebehandlingslovens § 9 har pligt til at yde A en godtgørelse. Efter litteratur og retspraksis fastsættelse godtgørelsen i den foreliggende situation, hvor der Parterne er tale efter sagsøgers opfattelse uenige om en anciennitet på ca. 1½ år, til 9 måneders løn, jf. for eksempel Funktionærret, side 840, U 2014.657 V og U 2017.2291 V. Ved ganske kortvarige ansættelser kan der udmåles en lavere godtgø- relse og ved meget langvarige ansættelser en godtgørelse på op til 12 måneders løn. Der er ikke i den foreliggende sag grundlag for at fravige udgangs- punktet om godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Lønnens størrelse er ikke omtvistet, hvorfor sagsøger bør få medhold i den nedlagte påstand.følgende:

Parternes synspunkter. Klager har anført bl.a., at der ikke er givet anden begrundelse for opsigelsen af A har i sit påstandsdokument anført blandt andet følgende: Plejecenter X brev af 24. april 2019, end at hendes svar af 23. april 2019 på sindetskrivelses af 10. april 2019 ”at ikke ændrer beslutningen om at afskedige opsige dig”. Begrundelsen for opsigelsen var i sindetskrivelsen ”dit fravær set i forhold til vort økonomiske råderum”. Der er imidlertid ikke under sagen fremført noget til belysning af nødvendigheden af afskedigelse af hensyn til Plejecentrets drift og økonomi. Da A blev truffet mens afskediget, var hun afviklede fravær 52 år og havde 18 års anciennitet. Hun må anses for en kompetent medarbejder og god kollega, hvis arbejde aldrig har givet anledning til påtale. Hendes sygdom var arbejdsrelateret stress udløst af arbejdsmiljøet, som er arbejdsgiverens ansvar. Hun havde ikke tidligere haft langvarigt sygefravær og havde ikke tidligere lidt af stress. Hun blev reelt afskediget på et møde, umiddelbart efter barselslovenat der på mødet var indgået aftale om hendes tilbagevenden til arbejdet, hvorfor det påhviler sagsøgte at bevisesom indebar, at afskedigelsen ikke er helt eller delvist be- grundet heri, jfhun efter en sygeperiode på 7 uger skulle starte 1 uge senere på deltid (4 timer pr. ligebehandlingslovens § 16, stkvagt) og derfra over et par måneder trappe op til normal arbejdstid. 4Indklagede har anført bl.a., at A i hvert fald klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, hvorfor bevisreglen i ligebehandlingslovens § 16a subsidiært bør finde anvendelse,‌ at sagsøgte ikke kan løfte denne bevisbyrde i den foreliggende situ- ation, hvor man har valgt under xxxxxxx at fastansætte flere af de antagne vikarer og endvidere har undladt at tilbyde A en stilling, der blev ledig i hendes opsigelsesvarsel, men tværtimod valgte at annoncere efter en ny fysioterapeut kort tid efter As fratræden,‌ at A derfor er berettiget til en godtgørelse, jf. ligebe-‌ handlingslovens § 16, stk. 2, der kan fastsættes til 9 måneders løn, jf. retspraksis, og‌‌ at godtgørelsen er rentebærende fra 30 dage efter Danske Fysiote- rapeuters brev om, at der krævedes godtgørelse svarende til 9 måneders løn, jf. rentelovens § 3, stk. 2.‌ … Til uddybning af de ovenfor anførte hovedanbringender bemærkes føl- gende: Som beskrevet ovenfor i afsnittet om faktum, bør Retten efter sagsø- gers opfattelse lægge til grund, at afskedigelsesbeslutningen reelt var truffet, inden A havde afsluttet sin barselsorlov. Det følger derfor direkte af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at ...klinikken A/S har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsesbeslutningen opsigelsen er sket i strid med § 21 i KL/FOA-overenskomsten. Da A blev opsagt den 24. april 2019, havde hun på ny sygemeldt sig på fuld tid – mulighedserklæringens prognose om tilbagevenden på deltid den 17. april 2019 havde vist sig ikke at holde stik. Det var ikke Plejecenter X skyld, at A fik stress. På afskedigelsestidspunktet forelå der en lægeerklæring (friattest), hvorefter der ville være yderligere 3 måneders uarbejdsdygtighed i forlængelse af 6 ugers sygefravær. En så lang fraværsperiode udgør et stort problem for en lille institution som Plejecenter X, som ikke har mulighed for bare at sætte en anden ind i stedet. Ikke desto mindre gav Plejecenter X hende en chance for at beholde stillingen med tilsagnet om genvurdering af opsigelsen, hvis hun genoptog arbejdet. A genoptog imidlertid ikke arbejdet, hverken helt eller delvist delvist. Hun var begrundet i hendes barsel og fraværforhold til Plejecenter X sygemeldt, indtil hun fratrådte. Selv hvis det ikke kan lægges til grundDet indtryk, som Plejecenter X fik, var, at afskedigelsesbeslutningen var truffet, inden barselsorlovens afslutning, vil selve det forhold, A ikke rigtig ønskede at As vikar, G, var blevet fastansat, udgøre en sådan faktisk omstændighed, som giver anledning til komme tilbage. I hendes svar på sindetskrivelsen er der ingen tilkendegivelse af interesse i eller ønske om at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, jf. ligebehandlingslovens § 16a, og fra litteraturen Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx: Funktionærret, 5. udgkomme tilbage., 2016, side 835. Det er derfor under alle omstændigheder sagsøgte, der har bevisbyr- den. Det følger af praksis og litteratur, at der er tale om en meget tung be- visbyrde, jf. for eksempel Funktionærret, side 828. Det fremgår videre af litteratur og praksis, at en arbejdsgiver, der har fastansat en barsels- vikar og afskediger den barslende, ikke kan løfte denne bevisbyrde, jf. for eksempel U 1995B.104, hvori det blandt andet anføres: "… en ar- bejdsgiver, der ønsker at beholde barselsvikaren, i praksis vil blive dømt for brud på § 9…". Retspraksis er på linje hermed, jf. for eksem- pel U 1993.782 V, U 2012.1388 Ø, U 2017.2291 V og Vestre Lands- rets dom af 10. januar 2008 i sag B-2786-06. Den overtallighed, som sagsøgte gør gældende, at der forelå i somme- ren 2016, var et resultat af, at sagsøgte valgte at fastansætte to tidsbe- grænset ansatte fysioterapeuter, uagtet at man måtte imødese, at der kunne være en nedgang i antallet af henviste patienter på grund af ud- løbet af samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og x-klinik. Rette bør derfor finde, at sagsøgte ikke har løftet den strenge bevisbyr- de, som sagsøgte har efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, subsidi- ært § 16a.‌ Som følge af opsigelsen måtte A søge ny an-sættelse, og der er derfor ikke anledning til at overveje en påstand om genansættelse. Det følger af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, at sagsøgte som følge af krænkelsen af ligebehandlingslovens § 9 har pligt til at yde A en godtgørelse. Efter litteratur og retspraksis fastsættelse godtgørelsen i den foreliggende situation, hvor der er tale om en anciennitet på ca. 1½ år, til 9 måneders løn, jf. for eksempel Funktionærret, side 840, U 2014.657 V og U 2017.2291 V. Ved ganske kortvarige ansættelser kan der udmåles en lavere godtgø- relse og ved meget langvarige ansættelser en godtgørelse på op til 12 måneders løn. Der er ikke i den foreliggende sag grundlag for at fravige udgangs- punktet om godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Lønnens størrelse er ikke omtvistet, hvorfor sagsøger bør få medhold i den nedlagte påstand.