Patienten. Patienten er ofte, men ikke i alle tilfælde, slutbrugeren af den software som udvikles, og er således den der vil have støtte af dens funktioner. Eksempler på denne type af software kan være applikationer som støtter patienten i 1) titrering af medicin herunder påmindelser, logbog og skalering, 2) information om sygdommen og dens forløb, 3) direkte eller asynkron adgang til læge eller sygeplejerske for dialog omkring forløb herunder bivirkninger, 4) monitorering af sygdomsprogression via spørgeskemaer som danner logbog over forløb, aktive eller passive biomarkers42 som skaber datagrundlag for sygdomsprogression. Listen er ikke udtømmende. Der er således en klar værdi som skabes for patienten både direkte, ved at kunne komme i kontakt med læge og sygeplejerske uden at skulle transportere sig, men i høj grad også indirekte ved at skabe tryghed for at kunne overskue sin behandling og vide at man løbende kan monitorere sin sygdom. Det kan ligeledes antages, at effekten af behandling forbedres i takt med at man bliver mindet om at man skal tage sin medicin, man får
Patienten. Som det er beskrevet ovenfor, har patienten en direkte nytte af de applikationer som kan informere omkring sygdom, hjælpe med titrering, skabe overblik og data omkring sygdommen eller stille patienten i direkte kontakt med lægen. Trods at være den endelige bruger af alle de kombinerede ydelser som kommer fra værdikæden i form af medicin, behandling og eventuelt software, så har patienten ingen mulighed for at påvirke nogle af ydelserne længere tilbage i kæden. Behandlingen der gives af lægen defineres af det offentlige som udarbejder guidelines for behandling af de forskellige sygdomme, farmaceutselskaberne udvikler deres