Common use of Voldgiftsretten Clause in Contracts

Voldgiftsretten. Voldgiftsretten indledte med at tiltræde, at byggeriet blev afleveret den 24. november 2017. Spørgsmålet var herefter, om der var reklameret inden rimelig tid over manglerne. Voldgiftsretten tog i sin vurdering udgangspunkt i et svarbrev afsendt den 23. marts 2018 fra BH1 og BH2’s advokat til HE. Svarbrevet var udtryk for en reklamation over de mangler der var beskrevet heri. Reklamationen var sket efter ca. 4 måneder, hvilket voldgiftsretten fandt var inden rimelig tid. Der var dog flere mangler som ikke var beskrevet i svarbrevet. Disse blev først præciseret i et udkast til skønstema, som blev sendt til Voldgiftsnævnet den 15. februar 2019. Voldgiftsretten bemærkede, at manglerne havde været synlige ved ophævelsen den 24. november 2017, eller burde havde været konstateret efter nogen tids brug af huset. En reklamation den 15. februar 2019 – 15 måneder efter – kunne ikke anses for inden rimelig tid jf. AB 92 § 32, stk. 2 (nu- gældende AB 18 § 49, stk. 2). Derudover bemærkede voldgiftsretten, at BH1 og BH2 – som var private bygherrer – havde fået byggeteknisk rådgivning og advokatbistand. Som følge af dette måtte reklamationsfri- sterne være det samme for dem som hvis de havde været professionelle parter. Sammenfattende fandt voldgiftsretten, at der for visse mangler var reklameret for sent. På denne baggrund fastsatte voldgiftsretten BH1 og BH2’s krav til 158.000 kr. Først og fremmest bekræfter kendelsen fast praksis ift. reklamationsfrister. Praksis viser, at grænsen for rimelig reklamation ofte går ved 12 måneder. Hvis der foreligger en mangel, er det derfor vigtigt at reklamere inden der er gået 12 måneder, og gerne endnu tidligere, da reklama- tionsfristen ikke er fast, men kan svinge alt efter den konkrete situation. Derudover viser kendelsen, en privat bygherre med professionel rådgivning, bliver behandlet som en professionel bygherre. Voldgiftsretten lægger i et sådant tilfælde til grund, at den private bygherre får varetaget sine interesser af en professionel, og derfor kender de nødvendige regler, tidsfrister og andre krav der måtte være.

Voldgiftsretten. Voldgiftsretten indledte med at tiltrædekonstaterede indledningsvist, at byggeriet der i perioden efter den første stadeopgørelse ikke var fremlagt skriftligt materiale, hverken i form af byggemødereferater, aftale-, løn- eller timesedler mv. Derudover havde ingen af parterne fremlagt et eneste fotografi som dokumen- tation for udført arbejde. Voldgiftsretten gennemgik HE’s opgørelse i lyset af parternes forklaringer, samt vidne forkla- ringer om, at de havde arbejdet på ejendommen efter stadeforretningen. Efter et samlet skøn fandt voldgiftsretten, at BH1 og BH2 skulle betale 150.000 kr., for det ar- bejde der blev afleveret udført i perioden efter stadeopgørelsen. Det indgik i vurderingen, at BH1 og BH2 skulle have indkaldt til en stadeforretning efter den anden ophævelse den 24. november 2017. Spørgsmålet var herefter, om der var reklameret inden rimelig tid over manglerne. Voldgiftsretten tog i sin vurdering udgangspunkt i et svarbrev afsendt den 23. marts 2018 fra BH1 og BH2’s advokat til HE. Svarbrevet var udtryk for en reklamation over de mangler der var beskrevet heri. Reklamationen var sket efter ca. 4 måneder, hvilket voldgiftsretten fandt var inden rimelig tid. Der var dog flere mangler som ikke var beskrevet i svarbrevet. Disse blev først præciseret i et udkast til skønstema, som blev sendt til Voldgiftsnævnet den 15. februar 2019. Voldgiftsretten bemærkede, at manglerne havde været synlige ved ophævelsen den 24. november 2017, eller burde havde været konstateret efter nogen tids brug af huset. En reklamation den 15. februar 2019 – 15 måneder efter – kunne ikke anses for inden rimelig tid jf. AB 92 § 3244, stk. 2 (nu- gældende nugældende AB 18 § 4963, stk. 2), men undlod dette. Kendelsen understreger, at den ophævende part skal indkalde til stadeforretning jf. AB 92 § 44, stk. 2 (nugældende AB 18 § 63, stk. 2). Derudover bemærkede voldgiftsretten, at BH1 og BH2 – I situationer som var private bygherrer – havde fået byggeteknisk rådgivning og advokatbistand. Som følge af dette måtte reklamationsfri- sterne være det samme for dem som hvis de havde været professionelle parter. Sammenfattende fandt voldgiftsretten, at der for visse mangler var reklameret for sent. På denne baggrund fastsatte voldgiftsretten BH1 og BH2’s krav til 158.000 kr. Først og fremmest bekræfter kendelsen fast praksis ift. reklamationsfrister. Praksis viser, at grænsen for rimelig reklamation ofte går ved 12 måneder. Hvis der foreligger en mangelhvor bygherren ikke gør det, er det derfor vigtigt bygherren der bærer risikoen for den manglende stadeopgørelse. Det vil sige, at reklamere inden der bevis- mæssig usikkerhed rammer bygherren. Voldgiftsretten vurderer en opgørelse til skade for byg- herren, hvilket også er gået 12 månedertilfældet i denne konkrete situation, og gerne endnu tidligerehvor voldgiftsretten inddrager det i vurderingen, da reklama- tionsfristen at bygherren ikke har indkaldt til en stadeforretning. Det er fastikke utænkeligt, men kan svinge alt at voldgiftsretten havde nedjusteret kravet fra 150.000 kr., hvis bygher- ren havde foretaget en stadeforretning efter den konkrete situation. Derudover viser kendelsen, en privat bygherre med professionel rådgivning, bliver behandlet som en professionel bygherre. Voldgiftsretten lægger i et sådant tilfælde til grund, at den private bygherre får varetaget sine interesser af en professionel, og derfor kender de nødvendige regler, tidsfrister og andre krav der måtte væresidste ophævelse.

Voldgiftsretten. Voldgiftsretten indledte med at tiltrædekonstatere, at byggeriet blev afleveret den 24. november 2017. Spørgsmålet var herefter, om der var reklameret inden rimelig tid over manglerne. Voldgiftsretten tog i sin vurdering entreprisekontrakten som udgangspunkt i et svarbrev afsendt den 23. marts 2018 fra BH1 og BH2’s advokat til HE. Svarbrevet var udtryk for en reklamation over de mangler der var beskrevet heri. Reklamationen var sket efter ca. 4 måneder, hvilket voldgiftsretten fandt var inden rimelig tid. Der var dog flere mangler som ikke var beskrevet i svarbrevet. Disse blev først præciseret i et udkast til skønstema, som blev sendt til Voldgiftsnævnet den 15. februar 2019. Voldgiftsretten bemærkede, at manglerne havde været synlige ved ophævelsen den 24. november 2017, eller burde havde været konstateret efter nogen tids brug af huset. En reklamation den 15. februar 2019 – 15 måneder efter – kunne ikke anses for inden rimelig tid ophæves jf. AB 92 § 32, stk. 2 40 (nu- gældende nugældende AB 18 § 49, stk. 259). Derudover bemærkede voldgiftsrettenReglen i AB 92 § 40 indeholder en række tilfælde hvor der kan ophæves. Voldgiftsretten fastslog at der ikke tale om en udtømmende række af tilfælde. Voldgiftsretten fandt, at BH1 og BH2 – som grov illoyal adfærd ville kunne retfærdiggøre en op- hævelse. Spørgsmålet var private bygherrer – havde fået byggeteknisk rådgivning og advokatbistand. Som følge af dette måtte reklamationsfri- sterne være det samme for dem som hvis de havde været professionelle parter. Sammenfattende fandt voldgiftsrettenherefter om HE kunne bevise, at der for visse mangler var reklameret for sent. På denne baggrund fastsatte voldgiftsretten BH1 UE havde udvist grov illoyal adfærd ved at kommunikere direkte med X-Kommune, og BH2’s krav ved at opfordre X-Kommune til 158.000 krat lade samarbej- det ophøre. Først og fremmest bekræfter kendelsen fast praksis ift. reklamationsfrister. Praksis viserfandt voldgiftsretten ikke, at grænsen HE havde godtgjort, at UE havde opfordret X- Kommune til at lade samarbejdet med HE ophøre, og sende opgaverne i udbud. Voldgiftsretten bemærkede dernæst, at HE havde haft personalemæssige og organisatoriske problemer. Disse problemer nødvendiggjorde, at UE og X-Kommune kommunikerede direkte med hinanden. Dette var i øvrigt indtil 2018 sket med HE’s viden og delvise accept. Ved mødet den 17. maj 2018 blev det aftalt, at UE og X-Kommune ikke længere skulle forestå kommuni- kationen. Voldgiftsretten fandt det ikke bevist, at der havde været en kommunikation mellem UE og X-Kommune efter dette møde. HE kunne derfor ikke ophæve aftalerne med henvisning til, at UE havde udvist grov illoyal ad- færd. Kendelsen viser at der er mulighed for rimelig reklamation ofte går ved 12 månederat ophæve en entrepriseaftale, med henvisning til til- fælde der ikke er oplistet i AB 92 § 40 (nugældende AB 18 § 59). Hvis der foreligger Grov illoyal adfærd er udtryk misligholdelse som kan begrunde en mangel, ophævelse. Det er det derfor dog vigtigt at reklamere inden der er gået 12 måneder, og gerne endnu tidligere, da reklama- tionsfristen ikke er fast, men kan svinge alt efter den konkrete situation. Derudover viser kendelsen, en privat bygherre med professionel rådgivning, bliver behandlet som en professionel bygherre. Voldgiftsretten lægger i et sådant tilfælde til grundbemærke, at den private bygherre får varetaget sine interesser grov illoyal adfærd ikke åbner op for en ladeport af ophævelser. Det kræver en professionel, og derfor kender de nødvendige regler, tidsfrister og andre krav der måtte værevis styrke før en adfærd er groft illoyal.

Voldgiftsretten. Voldgiftsretten indledte med at tiltrædetog herefter stilling til, hvorvidt ophævelsen var berettiget. Indledningsvist be- mærkede voldgiftsretten, at byggeriet ophævelse kunnen ske i henhold til AB 92 § 40 (nugældende AB 18 § 59). Det fremgår af AB 92 § 40 (og AB 18 § 59), at ophævelsen skal ske efter skriftligt påkrav. Ved tvist om hvorvidt ophævelsen er berettiget eller ej, har BH bevisbyrden for at både påkrav, og meddelelse om ophævelsen er kommet frem til E. De fremsendte påkrav og meddelelsen om ophævelsen blev afleveret den 24alle sendt med almindeligt brev fra BH til E. På trods af at BH kunne fremlægge attest for indlevering af brevene til postvæsenet, fandt voldgiftsretten det ikke tilstrækkeligt bevist, at E havde modtaget brevene. november 2017. Spørgsmålet var herefter, om Da BH ikke havde løftet bevisbyrden for at der var reklameret inden rimelig tid over manglerne. Voldgiftsretten tog i sin vurdering udgangspunkt i et svarbrev afsendt den 23. marts 2018 fra BH1 og BH2’s advokat til HE. Svarbrevet var udtryk for en reklamation over de mangler der var beskrevet heri. Reklamationen var sket efter ca. 4 måneder, hvilket voldgiftsretten fandt var inden rimelig tid. Der var dog flere mangler som ikke var beskrevet i svarbrevet. Disse blev først præciseret i et udkast til skønstema, som blev sendt til Voldgiftsnævnet den 15. februar 2019. Voldgiftsretten bemærkede, at manglerne havde været synlige ved ophævelsen den 24. november 2017, eller burde havde været konstateret efter nogen tids brug af huset. En reklamation den 15. februar 2019 – 15 måneder efter – kunne ikke anses for inden rimelig tid fremsendt skriftligt påkrav jf. AB 92 § 3240, stkfandt voldgiftsretten at ophævelsen var uberettiget. 2 (nu- gældende AB 18 § 49, stk. 2). Derudover bemærkede voldgiftsrettenKendelsen fastslår, at BH1 ophævelse af en entreprisekontrakt kræver særligt stærke beviser og BH2 – som var private bygherrer – havde fået byggeteknisk rådgivning og advokatbistandårsager. Dette er begrundet i hensynet til hvor omfattende en sådan kontrakt er. Der er oftest forbundet flere omkostninger ved en ophævelse af en kontrakt, end der er hvis parterne i fæl- lesskab kommer frem til en løsning. Som følge af dette måtte reklamationsfri- sterne ovenstående stilles der strenge krav til bevisførelsen. BH skal bevise der er frem- sendt påkrav. Et påkrav der sendes som post bør sendes med anbefalet brev fremfor almindeligt brev. Ved et anbefalet brev skal modtageren underskrive en kvittering ved modtagelse, hvilket vil være det samme et klart bevis for dem som hvis de havde været professionelle partermodtagelsen af påkravet. Sammenfattende fandt voldgiftsrettenDerudover bør brevet for en sikkerhedsskyld også sendes elektronisk. Det er altid godt bevismæssigt, at der for visse mangler var reklameret for sent. På denne baggrund fastsatte voldgiftsretten BH1 få en bekræftelse af modparten og BH2’s krav til 158.000 kr. Først og fremmest bekræfter kendelsen fast praksis ift. reklamationsfrister. Praksis viser, er noget man så vidt muligt bør forsøge at grænsen for rimelig reklamation ofte går ved 12 måneder. Hvis der foreligger en mangel, er det derfor vigtigt at reklamere inden der er gået 12 måneder, og gerne endnu tidligere, da reklama- tionsfristen ikke er fast, men kan svinge alt efter den konkrete situation. Derudover viser kendelsen, en privat bygherre med professionel rådgivning, bliver behandlet som en professionel bygherre. Voldgiftsretten lægger i et sådant tilfælde til grund, at den private bygherre får varetaget sine interesser af en professionel, og derfor kender de nødvendige regler, tidsfrister og andre krav der måtte værefå.