Den Danske Model. Den Danske Model er af særlig betydning for specialet, da denne er en særegen model som gør den danske arbejdsret til det den er i dag. Det er vigtigt at fastlægge, hvad der forstås ved Den Danske Model, da denne bliver ofte henvist til i den arbejdsretlige lit- teratur. Dog er det ikke fastlagt, hvad der forstås med denne og dette vil derfor forsøges klarlagt i det følgende. Den Danske Model er som nævnt hele tiden i udvikling og dette sker i takt med samfundets udvikling. Den har igennem de sidste 100 år tilpasset sig de konflikter og uoverensstemmelser som har fundet sted på arbejdsmarkedet. På baggrund af dette er definitionerne på Den Danske Model hele tiden under udvikling. Den mest anerkendte definition blev præsenteret i litteraturen tilbage i 1993, i bogen ”Den Danske Model – En historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesy- stem”. Denne definition af modellen fremhævede fire punkter som beskrev det danske aftalesystem på det pågældende tidpunkt, disse lød således: 58 Ibid., s. 28 59 Ibid., s. 27 60 Ibid., s. 27 61 Ibid., s. 27 Denne definition er dog blevet udvidet yderligere, med to punkter i 2006. Derfor defi- neres modellen ud fra seks dimensioner som lyder:
Den Danske Model. For at indfange de unikke danske karakteristika trækkes der her i antologien på Due og Xxxxxxx begreb ’den danske model’. Deres modelbeskrivelse er primært en serie af principper for håndteringen af forskellige situationer på det danske arbejdsmarked, som er blevet udviklet siden det kollektive overenskomstsystems grundlæggelse i 1899. Begrebet ’den danske model’ bestod oprindeligt af fire overordnede karakteristika: 1) et gennemorganiseret arbejdsmarked med stærke lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, 2) centraliserede og tilbagevendende overenskomstforhandlingsrunder med en statslig forligsinstitution, hvis kompetence er at fremsætte sammenkædende mæglingsforslag, 3) et konsensusbaseret forhold mellem parterne og 4) et voluntaristisk system med begrænset lovregulering (Due et al. 1993: 13-4). Principperne er over tid blevet udvidet og justeret af Due og Xxxxxx. I deres senere bøger tilføjer Due og Madsen (2006: 28-30) yderligere to kriterier som kendetegnende for den danske model, og deres seneste definition er følgende: • høje organisationsprocenter og høj overenskomstdækning for både arbejdsgivere og lønmodtagere • nationalt samordnede og tilbagevendende overenskomstforhandlinger • et sammenhængende reguleringssystem med stærke partsrelationer på såvel centralt niveau som virksomhedsniveau • en konsensusbaseret forhandlingskultur med fredspligt i overenskomstperioden samt et etableret konfliktretsystem ved indgåelse og fornyelse af overenskomster • et voluntaristisk system med begrænset lovregulering, og hvor parterne selv regulerer løn og arbejdsvilkår • parternes eget fagretlige system til håndtering af eventuelle tvister (Due og Xxxxxx 2006: 28-30). Det er Due og Xxxxxxx seneste definition, som vil blive anvendt i antologien her. Valget af Due og Xxxxxxx modelbegreb skyldes, at de i høj grad formår at indkredse de unikke særtræk, der har præget det danske arbejdsmarked, siden rammerne for det kollektive overenskomstsystem blev lagt tilbage i 1899 som resultat af Septemberforliget. Septemberforliget er den første hovedaftale indgået mellem hovedorganisationerne Dansk Arbejdsgiverforening og LO for henholdsvis arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er en form for social pagt indgået mellem parterne på arbejdsmarkedet, hvori de blandt andet anerkender hinanden som legitime forhandlingspartnere samt opstiller en række regler for deres samarbejde. Kernen i spillereglerne er et selvreguleringsprincip, og Septemberforliget har dannet grundlag for de for...