Dødsfaldssæreje. 3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje
Dødsfaldssæreje. Udvalget har overvejet, om det skal være muligt at aftale, at en ægtefælles formue skal være fælleseje ved separation eller skilsmisse, men særeje ved død. Dødsfaldsæreje kunne være ønsket af ægtefæller, der vil sikre længstlevende bedst muligt ved førstafdødes død, men samtidig ønsker ligedeling ved separation eller skilsmisse. En sådan mulighed vil imidlertid gøre det muligt for en ægtefælle med særbørn at gøre disse arveløse og samtidig sikre sig, at ægtefællernes formuer ligedeles ved skilsmisse. Det ligger ikke inden for udvalgets kommissorium at overveje, om det skal være muligt at gøre en livsarving arveløs. Dette spørgsmål blev overvejet af Arvelovsudvalget i betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen m.v., og udvalget foreslog at bevare den gældende tvangsarv, men med mulighed for at begrænse tvangsarven. Dette forslag blev fulgt ved arvelovens § 5, stk. 2, hvorefter en arvelader ved testamente kan begrænse arvelodden til hvert af sine børn (livsarvinger) til en værdi af 1.000.000 kr. (2008-niveau). Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der bør indføres en mulighed for at indgå aftaler, der reelt kun har det formål og den virkning at fratage et særbarn sin arv. Ægtefællerne kan ganske vist opnå det samme efter gældende ret ved, at ægtefællen med særbørn forærer hele sin formue til den anden og samtidig aftaler fuldstændigt særeje, men risikoen for at stå uden midler ved en eventuel skilsmisse vil formentlig afholde mange fra at gøre det. Udvalget finder ikke grundlag for at ændre muligheden for at aftale, at særeje tidsbegrænses, herunder i form af aftrapning med en bestemt brøkdel om året. Samtidig fastholder udvalget, at det ikke skal kunne aftales, at fælleseje tidsbegrænses eller aftrappes, da dette vil kunne indebære samme misbrugsmuligheder som ved dødsfaldsæreje (se punkt 3.8.2.3.), idet ordningen vil kunne tilrettelægges med henblik på, at særejet kun skal have virkning ved død. Udvalget finder endvidere, som efter gældende ret, at tidsbegrænsning skal fastsættes således, at tidspunktet for særejets hele eller delvise ophør skal kunne fastsættes ved ægteskabets indgåelse eller særejeægtepagtens oprettelse. Ægtefællerne skal således inden ægteskabet kunne aftale, at et særeje skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, ligesom det skal kunne aftales, at særeje skal nedtrappes med 1/5 om året fra ægtepagtens oprettelse. Udvalget finder ikke, at bortfald af et særeje bør kunne gøres afhængig af uvisse fremtidig...