UDKAST

Børne- og Socialministeriet X.xx. 2016-4195/LTH

29. november 2016

UDKAST

Forslag til

Lov om ægtefællers økonomiske forhold

Afsnit 1

Grundregler om ægtefællers økonomiske forhold

Kapitel 1

Råderet, aftaler mellem ægtefæller, forsørgelsespligt, formuedeling m.v.

Råderet

§ 1. Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger som følger af stk. 2, § 2 samt kapitel 2 og 3.

Stk. 2. En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle.

Aftaler mellem ægtefæller

§ 2. Under ægteskabet kan ægtefæller indgå aftaler med hinanden og give hinanden gaver, og ægtefæller kan pådrage sig forpligtelser over for hinanden, jf. dog stk. 2 og 3 samt § 64 i konkursloven.

Stk. 2. Ægtefæller kan ikke ved aftale fravige reglerne i denne lov, medmindre det følger af kapitel 4 og 5 samt § 25, stk. 2, og § 32.

Stk. 3. Ægtefæller kan ikke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.

Hæftelse for gæld

§ 3. Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.

Forsørgelsespligt

§ 4. Under ægteskabet har ægtefæller pligt til at forsørge hinanden.

Stk. 2. Hvad en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, tilhører modtageren.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan efter bestemmelserne i kapitel 16 pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.

Formuedeling

§ 5. Ved separation eller skilsmisse deler ægtefællerne deres formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om delingen efter § 32, eller andet følger af § 26. Ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, medmindre andet følger af § 51. En ægtefælles formue, der efter 1. og

2. pkt. ligedeles, betegnes delingsformue.

Stk. 2. Ægtefællernes delingsformuer efter stk. 1 udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne.

Kapitel 2

Familiens helårsbolig

§ 6. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om overdragelse, pantsætning, udlejning eller bortforpagtning af familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist er delingsformue.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 kræves, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet.

Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 kræves også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter § 48.

§ 7. Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan statsforvaltningen efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillade dispositionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen.

Stk. 2. Behandler skifteretten en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller en enkelttvist om boligen efter lov om ægtefælleskifte m.v., træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten.

§ 8. Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom, medmindre den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Stk. 2. Sag om omstødelse efter stk. 1 skal anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen i 1. pkt. fra tinglysningen.

§ 9. §§ 6-8 finder kun anvendelse på boliger i Danmark.

Kapitel 3

Gaver til og aftaler med tredjemand Xxxxxxxxxxxxxx af gave givet til tredjemand

§ 10. Har en ægtefælle givet tredjemand en gave, der medfører begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling efter afsnit 3 eller 4, kan denne ægtefælle kræve, at tredjemand giver gaven tilbage, hvis tredjemand vidste eller burde vide dette. Stk. 2. Retssag om krav efter stk. 1 skal anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Er tinglysning eller anden sikringsakt nødvendig for, at tredjemand opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.

Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre

§ 11. Har en ægtefælle overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Afsnit 2

Særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen

Kapitel 4

Aftaler om særeje

§ 12. Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:

1) At den ene ægtefælle eller begge ægtefæller efter separation eller skilsmisse beholder deres formuer, men at formuerne deles ved den ene ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes skilsmissesæreje.

2) At den ene ægtefælle eller begge ægtefæller ved den førstafdødes død beholder sit skilsmissesæreje. Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje.

3) At en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje. Særeje efter denne bestemmelse betegnes kombinationssæreje.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan begrænses til at angå følgende:

1) Et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes genstandssæreje.

2) En del af en ægtefælles formue bestemt efter, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue. Særeje efter denne bestemmelse betegnes erhvervelsessæreje.

3) En brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes brøkdelssæreje.

4) Et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes sumsæreje.

5) Hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Det beløb, der efter denne bestemmelse ikke er særeje, betegnes sumdeling.

Stk. 3. Ægtefæller kan aftale, at et beløb efter stk. 2, nr. 4 og 5, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks.

Stk. 4. Ægtefællerne kan endvidere aftale, at et beløb efter stk. 2, nr. 5, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.

Stk. 5. Særeje efter stk. 1-4 kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra.

§ 13. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 12. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.

§ 14. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje, jf. § 23.

Kapitel 5

Forhåndsaftaler om formuedelingen Kapital- og ratepensionsordninger

§ 15. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.

Personlige erstatninger m.v.

§ 16. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en personlig erstatning, godtgørelse eller forsikringsudbetaling, jf. § 36, stk. 1 og 2, helt eller delvist skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.

Uoverdragelige og personlige rettigheder

§ 17. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af § 37 helt eller delvist skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende ægtefælles rettigheder.

Gæld

§ 18. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i delingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse og død, jf. dog stk. 2-4 og § 30.

Stk. 2. Ægtefæller kan ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen.

Stk. 3. Ægtefæller kan endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse.

Stk. 4. En aftale efter stk. 1 kan ikke tidsbegrænses.

Kapitel 6

Ægtepagter

§ 19. En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Hvis en ægtefælles værge efter værgemålsloven skal give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den.

§ 20. En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved ægtepagt, jf. § 19.

§ 21. Enhver af ægtefællerne kan anmode om, at en ægtepagt tinglyses, jf. § 19.

§ 22. Kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.

Kapitel 7

Arv og gave m.v. fra tredjemand

§ 23. Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12.

Stk. 2. Xxxxxxxxx og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1 og kan fastsætte betingelser herfor.

Stk. 3. Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal træffes ved testamente.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på livforsikringssummer, pensionsydelser og lignende ydelser, som en ægtefælle modtager fra tredjemand.

Kapitel 8

Generelle regler for særeje

§ 24. Erhverves et aktiv dels for midler, der er særeje, og dels for midler, der ikke er særeje, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen.

Stk. 2. Erhverves et aktiv dels for midler, der er særeje, og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er aktivet særeje af samme art som de anvendte særejemidler.

§ 25. Det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje er særeje.

Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En aftale efter 1. pkt. kan ikke tidsbegrænses.

Afsnit 3

Formuedeling ved separation og skilsmisse

Kapitel 9

Formuedelingen Gennemførelse af formuedelingen

§ 26. I ligedelingen af ægtefællernes delingsformuer ved separation eller skilsmisse efter § 5, stk. 1, 1. pkt., indgår følgende ikke:

1) Særeje efter kapitel 4, 7 og 8.

2) Rent personlige genstande omfattet af § 31.

3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.

4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.

5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.

6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.

7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.

8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. § 30.

Stk. 3. En ægtefælles formue deles ikke, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. § 30, overstiger ægtefællens delingsformue.

Stk. 4. Ligedeling efter stk. 1-3 fraviges i det omfang, det følger af en aftale efter § 32 og en bestemmelse efter § 33.

Stk. 5. Hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse, finder reglerne i afsnit 4 anvendelse.

Ophørsdagen

§ 27. Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse, jf. dog stk. 2 og 3.

Denne dag betegnes ophørsdagen.

Stk. 2. Hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1.

Stk. 3. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.

Tidspunktet for værdiansættelsen

§ 28. Ægtefællernes aktiver og passiver indgår i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.

Gæld

§ 29. Ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.

Stk. 2. Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, og usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver, fradrages ikke i delingsformuen, medmindre gælden overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.

Stk. 3. Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages skønsmæssigt i ægtefællens formue efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen.

Stk. 4. Det er uden betydning for fradrag for gæld efter stk. 1-3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.

§ 30. Uanset § 29 og en eventuel aftale efter § 18 har en ægtefælle ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Personlige genstande

§ 31. En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.

Aftaler om formuedelingen

§ 32. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om hel eller delvis deling af deres formuer.

Fravigelse af ligedelingen ved kortvarigt ægteskab

§ 33. Tilhørte den væsentligste del ægtefællernes samlede delingsformue den ene ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet, og vil ligedeling af formuen efter § 5 være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved formuedeling bestemmes, at denne ægtefælle helt eller delvist kan beholde værdien af egen formue.

Kapitel 10

Aktiver der ikke indgår i formuedelingen Pensioner

§ 34. En ægtefælles rimelige pensionsrettigheder indgår ikke i formuedelingen.

Stk. 2. Beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt.

Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Stk. 4. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.

§ 35. Har ægteskabet været af kortere varighed, indgår ingen pensionsrettigheder i formuedelingen.

Stk. 2. Beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er

udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Personlige erstatninger m.v.

§ 36. Værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v. som følge af personskade i form af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte og kritisk sygdom m.v.

indgår ikke i formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på værdien af erstatning til en ægtefælle, der har mistet en forsørger, samt på en ægtefælles godtgørelser efter §§ 26 og 26 a i lov om erstatningsansvar og på godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold.

Uoverdragelige og personlige rettigheder

§ 37. Øvrige rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter, indgår kun i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.

Kapitel 11

Regulerings- og misbrugskrav Reguleringskrav ved overførsel af midler til særeje m.v.

§ 38. Har en ægtefælle overført delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Stk. 1 finder tillige anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages delingsformuen. Dette gælder dog ikke betaling af gæld omfattet af

§ 29, stk. 3.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på overførsel af midler til pensionsrettigheder, der er omfattet af § 34, stk. 1, og § 35, stk. 1.

Stk. 4. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.

Stk. 5. Overstiger reguleringskravet den anden ægtefælles delingsformue, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af ægtefællens særeje eller kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2.

Stk. 6. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.

Reguleringskrav ved overførsel af midler til delingsformue

§ 39. En ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delingsformue, har et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Stk. 1 finder tillige anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt midler, der ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue. Det gælder dog ikke betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3.

Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.

Stk. 4. Reguleringskravet søges dækket af delingsformuen, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk. 1.

Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.

Misbrugskrav

§ 40. Har en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.

Stk. 2. § 38, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan senere gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket.

Kapitel 12

Kompensationskrav i særlige situationer

En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue

§ 41. En ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordelingen af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensation.

En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk

§ 42. Har en ægtefælle formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.

Tidsfrister for sagsanlæg

§ 43. Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse.

Stk. 2. Krav efter §§ 41 og 42 kan ikke gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, jf. dog § 78 i lov om ægtefælleskifte m.v.

Kapitel 13

Pensionskompensation Fællesskabskompensation

§ 44. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation, hvis

1) ægtefællen under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og

2) dette skyldes, at ægtefællen af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.

Stk. 2. Kompensationen kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.

Rimelighedskompensation

§ 45. Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis

1) ægteskabet har været af længere varighed, og

2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder.

Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

Kompensationsbetaling

§ 46. Kompensationsbeløb, som en ægtefælle efter §§ 44 og 45 skal betale til den anden ægtefælle, betales kontant.

Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældende ægtefælles erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme, at

1) beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette ikke er muligt,

2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, eller hvis dette ikke er muligt,

3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.

Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, gives andelen først af ægtefællens kapitalpension. Andelen gives ved en deling af pensionsrettigheden.

§ 47. Beløb, der skal afdrages efter § 46, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 3, kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.

Stk. 3. Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 44 og 45 og for valg af delingsmetode efter § 46, stk. 2 og 3, er opfyldt. Stk. 4. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at registrere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 1, afholdes af ægtefællerne.

Kapitel 14

Udtagelse af aktiver

§ 48. Hver ægtefælle kan udtage aktiver, der indgår i formuedelingen, efter vurdering. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.

Stk.2. Xxxxxxx begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til at udtage et aktiv efter 1. pkt. omfatter følgende aktiver:

1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.

3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.

4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.

5) Løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.

5) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.

6) Transportmidler.

Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.

§ 49. En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb, der tilfalder denne

efter § 26. Det manglende beløb skal betales kontant.

Stk. 2. Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at beløbet kan betales over en kortere periode, og kan fastsætte vilkårene herfor.

§ 50. I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuedelingen, skal ægtefæller udtage egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 3, og § 47, finder tilsvarende anvendelse.

Afsnit 4 Deling ved død

Kapitel 15

Formuedeling ved en ægtefælles død Gennemførelse af formuedelingen

§ 51. I ligedelingen af ægtefællernes delingsformuer ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo efter § 5, stk. 1, 2. pkt., indgår følgende ikke:

1) Særeje efter kapitel 4 og 7.

2) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.

3) Personlige erstatninger, jf. stk. 4.

4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v. efter § 52.

5) Kompensationskrav efter § 53.

6) Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 54 og 55.

7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Stk. 2. Ægtefællernes formuer deles dog ikke efter stk. 1 i det omfang, den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.

Stk. 3. Ved formuedelingen efter stk. 1 indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, og § 26, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger m.v. efter § 36, stk. 1 og 2, indgår ikke i ligedelingen, mens førstafdødes personlige erstatninger m.v. indgår i ligedelingen.

Pensioner

§ 52. Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i formuedelingen.

Stk. 2. Den længstlevende ægtefælles beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der er blevet udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav

§ 53. Ved formuedelingen kan den længstlevende ægtefælle eller førstafdødes dødsbo fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11 og kompensationskrav efter § 41.

Stk. 2. Er den formue, der er nævnt i § 40, stk. 2, ikke tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav fra førstafdødes dødsbo efter § 40, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af den længstlevende ægtefælles rettigheder efter § 52, stk. 2.

Regulerings- og misbrugskrav når længstlevende overtager boet til uskiftet bo

§ 54. Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller delvist delingsformuen til uskiftet bo, og efterlod førstafdøde sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder følgende om regulerings- og misbrugskrav:

1) Har den længstlevende ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.

2) Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.

3) En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40, kan kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.

Regulerings- og misbrugskrav ved skifte af uskiftet bo

§ 55. Ved skifte af et uskiftet bo finder reglerne i §§ 38-40 tilsvarende anvendelse for så vidt angår dispositioner, der er foretaget før dødsfaldet, i det omfang kravet ikke er blevet dækket i medfør af § 54.

Stk. 2. Skiftes et uskiftet bo, mens den længstlevende ægtefælle lever, indgår dennes erstatninger m.v. efter § 36, stk. 1, ikke i det uskiftede bo.

Afsnit 5

Ægtefællebidrag og statsforvaltningens sagsbehandling

Kapitel 16

Ægtefællebidrag Forsømmelse af forsørgelsespligt

§ 56. Statsforvaltningen kan efter ansøgning pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 4, at betale bidrag til den anden ægtefælle.

Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 bortfalder, hvis ægtefællerne genoptager samlivet.

Stk. 3. Stk. 1 finder også anvendelse under en behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse, indtil der er indgået en aftale eller afsagt en endelig dom om bidragspligten efter § 50 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Bidragets størrelse

§ 57. En afgørelse om bidrag efter § 56 træffes under hensyn til, om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.

Ændring af bidrag

§ 58. Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en afgørelse efter § 56, hvis omstændighederne taler for det.

Stk. 2. Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en aftale om bidrag efter § 56, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.

Kapitel 17 Statsforvaltningens sagsbehandling og klage m.v.

Sagsbehandling

§ 59. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter denne lov skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Statsforvaltningen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade

at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen.

§ 60. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller Ankestyrelsen de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.

Stk. 2. Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.

Klage m.v.

§ 61. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved Ankestyrelsens behandling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.

Stk. 2. Klage over en afgørelse om bidrag skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en klage, selv om den er indgivet efter udløb af fristen i 1. pkt.

Stk. 3. Børne-og socialministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om behandling af sager om bidrag efter denne lov, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.

Afsnit 6 Internationale forhold

Kapitel 18

Forholdet til fremmed ret

§ 62. Ægtefællers økonomiske forhold bedømmes efter den lov, der følger af reglerne i

§§ 63-70, medmindre overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 finder anvendelse.

Stk. 2. §§ 63-70 finder ikke anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter kapitel 16.

§ 63. Denne lov finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab, jf. dog § 65.

§ 64. For ægtefæller, der ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, finder den lov, der følger af stk. 2-5, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog § 65.

Stk. 2. Xxxxx i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.

Stk. 3. Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5. Stk. 4. Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Når begge ægtefæller har boet her i landet de seneste fem år, finder denne lov anvendelse på deres økonomiske forhold.

§ 65. Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.

Stk. 2. En aftale om, hvilken stats lov, der skal anvendes på deres økonomiske forhold, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.

Stk. 3. En ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder her i landet, hvis ægtepagten eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der efter § 63, § 64 og § 65, stk. 1 og 2, finder anvendelse på deres økonomiske forhold.

§ 66. En aftale efter § 65 skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.

Stk. 2. Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.

Stk. 3. Under en verserende retssag om deres økonomiske forhold og til brug for en kommende retssag herom kan ægtefæller indgå en aftale efter § 65, stk. 1, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2.

§ 67. Afgørelse om eksistensen og gyldigheden af en aftale efter §§ 65 og 66 træffes efter dansk ret.

§ 68. Den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor de befinder sig.

Stk. 2. Anvendelse af en stats lov, som udpeges efter §§ 64 og 65, indebærer anvendelse af de gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om international privatret.

§ 69. Uanset hvilken stats lov, der finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, finder følgende regler ikke anvendelse:

1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.

2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initiativ hertil.

Stk. 2. En regel i en anden stats lov anvendes ikke, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

§ 70. Når en sag om formuedeling ved separation og skilsmisse behandles her i landet, finder følgende bestemmelser anvendelse:

1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.

2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.

3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller hovedsageligt er bestemt til familiens helårsbolig.

Internationale overenskomster

§ 71. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet.

Afsnit 7

Ikrafttræden, overgangsregler og territorial anvendelse

Kapitel 19

Ikrafttræden m.v.

§ 72. Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2. Lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015, ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008 om ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 forbliver i kraft, indtil den ændres eller ophæves af børne- og socialministeren.

Kapitel 20

Overgangsregler Dispositioner over familiens helårsbolig

§ 73. Kapitel 2 finder ikke anvendelse på dispositioner over familiens helårsbolig, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende regler i §§ 18 og 20 i lov om ægteskabets retsvirkninger anvendelse.

Dispositioner over fast ejendom og løsøre

§ 74. De hidtil gældende regler i §§ 18-20 i lov om ægteskabets retsvirkninger om dispositioner over fast ejendom og løsøre finder fortsat anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.

Gaver til tredjemand

§ 75. § 10 finder ikke anvendelse for gaver, der er givet til tredjemand før lovens ikrafttræden.

Formuedeling ved separation og skilsmisse

§ 76. Afsnit 3 og kapitel 4, 5, 8 og 18 finder ikke anvendelse på formuedeling ved separation og skilsmisse, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Regulerings- og misbrugskrav

§ 77. Kapitel 11 om regulerings- og misbrugskrav finder tillige anvendelse på dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.

Formuedeling ved en ægtefælles død

§ 78. Afsnit 4 og kapitel 4, 5, 8 og 18 finder ikke anvendelse på formuedeling ved en ægtefælles død, herunder ved skifte af uskiftet bo, hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Ægtefællebidrag

§ 79. Kapitel 16 finder ikke anvendelse på anmodninger om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, som statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Sådanne anmodninger færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger § 8, jf. §§ 5 og 6, samt §§ 9, 9 a og 52 a.

Lovvalg

§ 80. Kapitel 18 finder også anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden. Fristen i

§ 64, stk. 5, regnes dog først fra tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Ægtefæller kan efter § 65, jf. § 66, indgå aftale om, at den lov, der fandt anvendelse på deres formueforhold før lovens ikrafttræden, fortsat skal finde anvendelse.

Stk. 3. Har ægtefæller før lovens ikrafttræden indgået en aftale om, hvilken stats lov, der skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold, er aftalen gyldig fra lovens ikrafttræden gyldig, hvis aftalen opfylder betingelserne i kapitel 18.

Udenlandsk ægtepagt

§ 81. Er en ægtepagt, der er oprettet i udlandet, ikke anmeldt til tinglysning før lovens ikrafttræden efter den hidtil gældende regel i § 53, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, er den gyldig her i landet fra lovens ikrafttræden, hvis den er gyldig efter den lov, der anvendes på ægtefællernes økonomiske forhold, jf. kapitel 18 og § 80, stk. 2 og 3.

Retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdning m.v.

§ 82. Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden indgået en retshandel, der er omfattet af den hidtil

gældende regel i § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger, finder denne bestemmelse efter lovens ikrafttræden fortsat anvendelse på ægtefællernes hæftelse over for tredjemand.

Xxxxx mellem ægtefæller givet uden ægtepagt

§ 83. Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden givet sin ægtefælle en gave, uden at kravet i den hidtil gældende regel i § 30, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger var opfyldt, anses gaven som gyldigt givet ved lovens ikrafttræden, medmindre den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har fremsat krav om, at gaven skal tilbagegives, og dette krav er fremsat på en måde, der efter kapitel 5 i lov om forældelse ville afbryde en forældelsesfrist.

Tilbagesøgningskrav ved gaver mellem ægtefæller

§ 84. De hidtil gældende regler i § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger finder fortsat anvendelse på gaver, som den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle før lovens ikrafttræden.

Bosondring

§ 85. Har en ægtefælle inden lovens ikrafttræden over for skifteretten fremsat anmodning om bosondring, færdigbehandles anmodningen efter de hidtil gældende regler i kapitel 5 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Kapitel 21

Territorial anvendelse

§ 86. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. Lovforslagets indhold

Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger

3.1. Lovforslagets opbygning og indhold

3.2. Begreber

3.3. Lovforslaget om ændring af tilknyttede love

3.4. Den legale formueordning – ligedelingsordningen

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Ligedelingsordningen

3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber

3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse og formueordningen i andre lande

3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger

3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling

3.4.2.2.2. Indbragte værdier

3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling

3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.4.4. Den foreslåede ordning

3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgelsespligt og adgang til oplysninger

3.5.1. Gældende ret

3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)

3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)

3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)

3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)

3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre

3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt

3.5.1.7. Overførsel af formue mellem ægtefæller

3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse

3.5.1.9. Overladelse af løsøre

3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold

3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse

3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)

3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)

3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirkningslovens § 14)

3.5.2.5. Forsørgelsespligt

3.5.2.6. Overladelse af løsøre

3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold

3.5.2.8. Omstødelse af gaver til tredjemand

3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.5.4. Den foreslåede ordning

3.5.4.1. Råderet m.v.

3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand

3.6. Gaver mellem ægtefæller

3.6.1. Gældende ret

3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller

3.6.1.1.1. Xxxxx mellem ægtefæller gives ved ægtepagt

3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud

3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt

3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser

3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver

3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens § 33

3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven

3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver

3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til deres arvinger

3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne

3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud

3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver

3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver

3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mellem ægtefæller

3.6.4. Overvejelser

3.6.4.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om betingelser for gaver mellem ægtefæller

3.6.4.2. Regeringens overvejelser om omstødelse af gaver mellem ægtefæller

3.6.5. Den foreslåede ordning

3.7. Beskyttelse af fast ejendom og løsøre

3.7.1. Gældende ret

3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)

3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig (lejeloven)

3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (retsvirkningslovens § 19)

3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over fast ejendom og løsøre (retsvirkningslovens

§ 20)

3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.7.2.1. Fast ejendom

3.7.2.2. Løsøre

3.7.2.3. Genstande til børnenes brug

3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.7.3.1. Fast ejendom

3.7.3.2. Løsøre

3.7.4. Den foreslåede ordning

3.8. Aftaler om særeje

3.8.1. Gældende ret

3.8.1.1. Aftaler om særeje

3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje

3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje

3.8.1.1.3. Kombinationssæreje

3.8.1.1.4. Brøkdelssæreje

3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje

3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje

3.8.1.1.7. Aftrapningssæreje

3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder

3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje

3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.8.2.1. Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssæreje og kombinationssæreje

3.8.2.2. Sumsæreje og sumdeling

3.8.2.3. Dødsfaldssæreje

3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje

3.8.2.5. Pensionsrettigheder

3.8.2.6. Aftaler om arv og gave m.v. fra tredjemand

3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.8.4. Den foreslåede ordning

3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen

3.9.1. Gældende ret

3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.

3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder

3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav m.v.

3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.9.4. Den foreslåede ordning

3.10. Formkrav til ægtepagter

3.10.1. Gældende ret

3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter

3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter

3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen

3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt

3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter

3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter

3.10.3. Overvejelser

3.10.3.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om oprettelse af ægtepagt

3.10.3.2. Regeringens overvejelser om prøvelse af ægtepagter

3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter

3.10.4. Den foreslåede ordning

3.11. Arv og gave m.v. fra tredjemand

3.11.1. Gældende ret

3.11.1.1. Arv og gave

3.11.1.2. Forsikringer m.v.

3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.11.2.1. Arv og gave

3.11.2.1.1. Befolkningsundersøgelser m.v.

3.11.2.1.2. Flertallets forslag

3.11.2.1.2.1. Måder til at holde arv og gave uden for ligedelingen 3.11.2.1.2.2. Tredjemandsbestemmelser om, at arv og gave er særeje 3.11.2.1.3. Mindretallets forslag

3.11.2.2. Ændring af tredjemands særejebestemmelser

3.11.2.3. Forsikringer m.v.

3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.11.4. Den foreslåede ordning

3.11.4.1. Arv, gave og forsikringer m.v.

3.11.4.2. Delarv og delgave

3.12. Generelle regler om særeje

3.12.1. Gældende ret

3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje

3.12.2.2. Surrogater og indtægter

3.12.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.12.4. Den foreslåede ordning

3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse

3.13.1. Gældende ret

3.13.1.1. Ophørsdagen

3.13.1.2. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer

3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer

3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen

3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers økonomiske forhold

3.13.2.2. Ophørsdagen

3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug

3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers økonomiske forhold

3.13.3.2. Ophørsdagen

3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug

3.13.4. Den foreslåede ordning

3.14. Behandlingen af gæld

3.14.1. Gældende ret

3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt ned midler af en anden status 3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne

3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje 3.14.2.2.1. Flertallets forslag

3.14.2.2.2. Mindretallets forslag

3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.14.4. Den foreslåede ordning

3.15. Aftaler om delingen

3.15.1. Gældende ret

3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.15.4. Den foreslåede ordning

3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen

3.16.1. Gældende ret

3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder

3.16.1.2. Pensionsrettigheder

3.16.1.3. Erstatninger knyttet til en ægtefælle

3.16.1.4. Fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold

3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder

3.16.2.2. Pensionsrettigheder

3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v. samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

3.16.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.16.3.1. Personlige- og uoverdragelige rettigheder samt pensionsrettigheder

3.16.3.2. Erstatninger knyttet til en ægtefælle

3.16.4. Den foreslåede ordning

3.17. Regulerings- og misbrugskrav (vederlagskrav)

3.17.1. Gældende ret

3.17.1.1. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra særeje m.v. til delingsformue (§ 23, stk. 3)

3.17.1.2. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra delingsformue til særeje (§ 23, stk. 2)

3.17.1.3. Misbrugskrav

3.17.1.4. Opgørelsen af vederlags- og misrugskrav

3.17.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.17.2.1. Reguleringskrav 3.17.2.1.1. Generelt

3.17.2.1.2. Sondring mellem forsørgelse eller reguleringskrav 3.17.2.1.3. Fastsættelse af størrelsen af reguleringskrav

3.17.2.1.4. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til særejeaktiver m.v. 3.17.2.1.5. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til delingsformue

3.17.2.2. Misbrugskrav 3.17.2.2.1. Generelt

3.17.2.2.2. Bedre mulighed for dækning af et krav som følge af misbrug

3.17.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.17.4. Den foreslåede ordning

3.18. Kompensationskrav i særlige situationer

3.18.1. Gældende ret

3.18.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.18.2.1. Kompensation ved separation og skilsmisse

3.18.2.1.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue (separation og skilsmisse)

3.18.2.1.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (separation og skilsmisse)

3.18.2.2. Kompensation ved død

3.18.2.2.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue (død) 3.18.2.2.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (død)

3.18.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.18.4. Den foreslåede ordning

3.19. Pensionskompensation

3.19.1. Gældende ret

3.19.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.19.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.19.4. Den foreslåede ordning

3.20. Fordeling af aktiverne (krydsende udtagelsesret, sameje)

3.20.1. Gældende ret

3.20.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.20.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.20.4. Den foreslåede ordning

3.21. Bosondring

3.21.1. Gældende ret

3.21.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.21.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.21.4. Den foreslåede ordning

3.22. Formuedeling ved en ægtefælles død

3.22.1. Gældende ret

3.22.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.22.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.22.4. Den foreslåede ordning

3.23. Ægtefællebidrag

3.23.1. Gældende ret

3.23.1.1. Ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven

3.23.1.2. Ægtefællebidrag efter ægteskabsloven

3.23.1.3. Størrelsen af ægtefællebidrag

3.23.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.23.2.1. Ægtefællebidrag

3.23.2.2. Størrelsen af ægtefællebidrag

3.23.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.23.4. Den foreslåede ordning

3.24. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling og klage over statsforvaltningens afgørelser

3.24.1. Gældende ret

3.24.1.1. Klage over statsforvaltningens afgørelser

3.24.1.2. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling

3.24.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.24.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.24.4. Den foreslåede ordning

3.25. Internationale forhold

3.25.1. Gældende ret

3.25.1.1. Den generelle lovvalgsregel

3.25.1.2. Udenlandske ægtepagter

3.25.1.3. Den Nordiske Ægteskabskonvention

3.25.1.4. Lovvalg i relation til ægtefællebidrag

3.25.2. EU-lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller

3.25.3. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.25.3.1. Generelle betragtninger

3.25.3.2. Lovvalg i mangel af aftale

3.25.3.2.1. Lovvalget ved ægteskabets indgåelse

3.25.3.2.2. Ægtefællerne flytter under ægteskabet til et andet land 3.25.3.2.2.3. Tilfælde, hvor ægtefællerne ikke har bosat sig i samme stat 3.25.3.2.2.4. Skønsmæssig fravigelse af lovvalget

3.25.3.3. Lovvalgsaftaler

3.25.3.3.1. Hvilken stats lov kan ægtefællerne aftale at anvende? 3.25.3.3.2. Formelle krav til en lovvalgsaftale

3.25.3.3 3. Vurdering af gyldigheden af en lovvalgsaftale 3.25.3.3.4. Grundlæggende danske retsprincipper

3.25.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.25.4.1. Lovvalget

3.25.4.2. Lovvalgsaftaler – formkrav og gyldighed

3.25.4.3. Undladelse af at anvende udenlandsk ret

3.25.5. Den foreslåede ordning

4. Ligestillingsmæssige konsekvenser

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Med lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold gennemføres der en ny lov, der har til formål at modernisere reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), der i sin grundform er fra 1925.

Retsvirkningsloven regulerer primært de økonomiske retsvirkninger af ægteskab.

Efter loven har ægtefæller under ægteskabet gensidig forsørgelsespligt, og hver ægtefælle råder som udgangspunkt over sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld.

Efter et ægteskabs opløsning er det lovens udgangspunkt, at ægtefæller deler deres formue lige, medmindre de har aftalt noget andet i form af særeje. Visse aktiver, f.eks. pensionsrettigheder, personskadeerstatning m.v., indgår som udgangspunkt ikke i ligedelingen. Derimod omfatter ligedelingen arv og gave, som en ægtefælle har modtaget, medmindre arvelader og gavegiver har bestemt, at arven og gaven skal være særeje.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold, som Retsvirkningslovsudvalget afgav i januar 2015. Betænkningen indeholder forslag til en ny lovgivning om ægtefællers økonomiske forhold.

I overensstemmelse med Retsvirkningslovsudvalgets fokus er det med nærværende lovforslag styrende at skabe et enkelt og forudsigeligt system, der skaber rimelige resultater for flertallet af ægtefæller, og som ikke medfører et større behov for domstolsbehandling end i dag.

Et andet hovedprincip for lovforslagets modernisering er, at reglerne skal være enkle, tydelige og skrives i et klart sprog, så ægtefæller kan forstå deres retsstilling. Xxxxx skal så vidt muligt give præcise svar på, hvordan ægtefællers formue deles ved separation, skilsmisse og død, herunder hvilke aktiver der ikke indgår i delingen, f.eks. særeje, pensionsordninger m.v.

Samtidig foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af ægtefællers formuer, samles i den nye lov.

Med lovforslaget opretholdes hovedelementerne i den gældende ordning. Dette omfatter også den gældende ligedelingsordning. Dette er i tråd med Retsvirkningslovsudvalgets forslag. Udvalgets forslag om at udvide mulighederne for skævdeling er dog ikke medtaget i lovforslaget, og det samme gælder udvalgets forslag om, at arv og gave ikke skal indgå i ligedelingen. Med forslaget opretholdes således udgangspunktet om, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler, der indebærer fravigelser af ligedelingsordningen.

Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet. Det foreslås samtidigt, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning.

Herudover foreslås det at udvide beskyttelsen under ægteskabet af familiens bolig mod salg uden den anden ægtefælles samtykke fra kun at omfatte ejerbolig til også at omfatte andelsbolig, husbåd m.v. Samtidig foreslås det, at en ægtefælles ret til ved formuedelingen mod betaling at udtage aktiver, der tilhører den anden ægtefælle, udvides fra kun at omfatte ejerbolig til også at omfatte andelsbolig, husbåd m.v.

Endelige bringes lovvalgsreglerne for ægtefællers økonomiske forhold i harmoni med EU-lovgivningen herom.

Det bemærkes, at det ikke var en del af Retsvirkningslovsudvalgets opgave at foreslå ændringer af reglerne om deling af pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død. Ved lovforslaget foreslås der ikke indholdsmæssige ændringer af disse regler.

Som følge af forslagene i dette lovforslag fremsættes der samtidigt et lovforslag, der indeholder de nødvendige ændringer i anden lovgivning. Det drejer sig navnlig om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v., arveloven og lov om skifte af dødsboer.

Dette følgelovforslag indeholder også forslag til ændring af konkurslovens bestemmelse om omstødelse af gaver med henblik på imødegåelse af den såkaldte ægtefællefinte. Efter forslaget vil en skyldners mulighed for at bringe sin formue i ly for sine kreditorer ved at overdrage den til sin ægtefælle begrænses.

Samtidig indeholder følgelovforslaget forslag til ændring af tinglysningsloven sådan, at ægtepagter ikke længere vil være offentligt tilgængelige, da de kan indeholde private oplysninger.

2. Baggrund

Justitsministeriet nedsatte i oktober 2007 Retsvirkningslovsudvalget. Efter kommissoriet skulle udvalget overordnet set gennemgå og overveje reglerne om ægtefællers formueforhold i retsvirkningsloven, dog ikke lovens regler om pensioners behandling ved skifte.

Udvalget skulle endvidere overveje de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, som regulerer materielle spørgsmål om deling af ægtefællernes formue ved ægteskabets ophør.

Herudover skulle udvalget overveje, om den grundlæggende legale formueordning om ligedeling af ægtefællernes formue ved ægteskabets ophør (formuefællesskab) er tidssvarende. Udvalget skulle i sine overvejelser inddrage, at formueordning stammer fra 1925, hvor en hustru i overensstemmelse med datidens familiemønster ofte var hjemmearbejdende og uden formue, og at familiemønstret siden da har ændret sig væsentligt, herunder at skilsmissehyppigheden har været stigende.

Udvalget skulle i den forbindelse bl.a. overveje, om formue, som ægtefællerne indbringer i ægteskabet, samt arv og gave skal holdes uden for formuefællesskabet. Endvidere skulle udvalget overveje mulighederne for at fravige ligedelingen, herunder særejekompensationsreglen, og behovet for at ændre mulighederne for at aftale særeje.

Herudover skulle udvalget overveje behovet for en ændring af bestemmelserne om ægtefællers forsørgelses- og underholdspligt, hæftelse for gæld m.v. samt reglerne om beskyttelse af familiens bolig under ægteskabet og om retten til familiens bolig ved separation og skilsmisse.

Endelig skulle udvalget overveje de international privatretlige forhold omkring retsvirkningsloven. Udvalget afgav i januar 2015 betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold.

Betænkningen indeholder udvalgets overvejelser over de emner, der fremgår af kommissoriet, samt over andre relaterede emner. Betænkningen indeholder udkast til en ny lov om ægtefællers økonomiske forhold, som skal afløse retsvirkningsloven. Betænkningen indeholder endvidere forslag til ændringer i andre love som følge af udvalgets lovudkast.

Betænkningen er hovedsageligt afgivet af et enigt udvalg.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Lovforslagets opbygning og indhold

Den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås inddelt i 7 afsnit.

Afsnit 1 indeholder grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Afsnittet indledes med kapitel 1, der indeholder regler om ægtefællers ret til at råde over deres formue, om aftaler mellem ægtefæller, om hæftelse for gæld og om forsørgelsespligt under ægteskabet. Kapitlet indeholder også den centrale bestemmelse om formuedelingen, der fastslår, at ægtefællers formue som udgangspunkt deles lige mellem dem ved separation, skilsmisse og død.

Afsnit 1 indeholder endvidere regler om forbud mod salg m.v. af familiens helårsbolig uden den anden ægtefælles samtykke (kapitel 2) og om gaver til og andre aftaler med tredjemand (kapitel 3).

Afsnit 2 indeholder reglerne om særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen. I kapitel 4 og 5 fastlægges ægtefællers muligheder for ved ægtepagt at indgå aftaler om særeje og andre forhåndsaftaler om formuedelingen, mens kapitel 6 indeholder formkrav til ægtepagter. Regler om særejebestemmelser om arv og gave m.v. fra tredjemand findes i kapitel 7, og kapitel 8 indeholder generelle regler for særeje, herunder om surrogater for og indtægter af særeje.

Afsnit 3 indeholder reglerne om formuedelingen ved separation og skilsmisse. I kapitel 9 findes de grundlæggende regler om formuedelingen, herunder en oversigt over de aktiver m.v., der ikke indgår i delingen, fastlæggelse af ophørsdagen, fradrag af gæld, aftaler om formuedelingen og fravigelse af ligedelingen ved kortvarige ægteskaber. Aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, er reguleret i kapitel

10. Kapitel 11-13 indeholder regler om regulerings- og misbrugskrav (de nuværende vederlagskrav), om kompensationskrav (medvirken til formueforøgelse og urimeligt økonomisk stillet) samt pensionskompensation. Endelig indeholder kapitel 14 reglerne om ægtefællernes ret til at udtage aktiver, der indgår i formuedelingen.

Afsnit 4 (kapitel 15) indeholder særregler om formuedeling ved en ægtefælles død og ved deling af uskiftet bo.

Afsnit 5 indeholder regler om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag under ægteskabet (kapitel 16), om statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling samt om klage over statsforvaltningens afgørelser.

Afsnit 6 indeholder regler om internationale forhold, navnlig om lovvalget for ægtefællers økonomiske forhold.

Endelig fastlægges tidspunktet for lovens ikrafttræden (den 1. januar 2018) i afsnit 7, der også indeholder overgangsregler.

Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation og skilsmisse er fortsat reguleret i ægtefælleskifteloven, og dødsboskifteloven indeholder regler om formuedelingen i forbindelse med arvesager.

3.2. Begreber

I lovgivningen og litteraturen om ægtefællers økonomiske forhold anvendes en række begreber. Mange af disse begreber, der gennemgås nedenfor, stammer fra tiden omkring vedtagelsen af retsvirkningsloven.

Begreberne er indarbejdet i sprogbrugen omkring lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold, og derfor videreføres de.

Børne- og Socialministeriet finder dog begrebet ”fælleseje” uhensigtsmæssigt, idet det ofte fører til den misforståelse, at ægtefællerne ejer alle aktiver i fællesskab (sameje), og muligvis også til den misforståelse, at ægtefællerne hæfter for hinandens gæld. I forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold anvendes begrebet "delingsformue“ derfor i stedet for begrebet "fælleseje". Dette medfører behov for at ændre en række bestemmelser i en række love. Følgelovforslaget indeholder forslag til disse ændringer.

Begrebet "formuefællesskab" kan også give anledning til tilsvarende misforståelser. På den anden side indeholder begrebet en klar beskrivelse af essensen af reglerne om ægtefællers økonomiske forhold: Under ægteskabet har ægtefællerne et fælles ansvar for deres formue, herunder deres indtægter og udgifter, og dette fælles ansvar betyder, at ægtefællernes formue som udgangspunkt deles lige mellem dem ved opløsning af ægteskabet, uanset om den største del af formuen blev indbragt i ægteskabet eller er erhvervet under ægteskabet af den ene ægtefælle. Den legale formueordning i Danmark betegnes derfor fortsat "formuefællesskab".

I det følgende gennemgås de centrale begreber i lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold: Bo: I den skifteretlige lovgivning anvendes "bo" som betegnelse for den formue, som skal deles.

Eksempelvis deles formuen i et dødsbo mellem afdødes arvinger. Ved skifterettens deling af ægtefællers formue efter ægtefælleskifteloven anvendes betegnelsen "fællesbo" for den del af ægtefællernes formue, som skal indgå i ligedelingen. Betegnelsen "bo" indgår i andre begreber i den skifteretlige lovgivning: bodel. bodeling, boslod, boopgørelse, fællesbo.

Bodel: Den del af delingsformuen (tidligere fællesejet), som en ægtefælle har indbragt i ægteskabet eller senere har erhvervet.

Boopgørelse: Opgørelse af de aktiver og passiver, der indgår i ligedelingen af ægtefællernes formue, og fordelingen af dem.

Boslod: Den del af fællesboet, som en ægtefælle ved formuefællesskabets ophør har krav på. Delingsformue: De aktiver, der indgår i ligedelingen.

Forlodsudtagelse: Udtagelse af aktiver eller værdier forud for delingen af boet, således at det udtagne ikke indgår i delingen.

Formuefællesskab: Den formueordning, der følger af loven om ægtefællers økonomiske forhold og retsvirkningsloven, hvis ægtefællerne ikke har aftalt en anden formueordning, det vil sige den legale formueordning. Fælleseje anvendes i den gældende lovgivning som synonym for formuefællesskab, men det foreslås, at delingsformue anvendes i stedet for fælleseje.

Fællesbo: Begge ægtefællers to bodele udgør fællesboet. Se også "bo".

Fælleseje: Se formuefællesskab. Det foreslås, at delingsformue anvendes i stedet for fælleseje.

§ 15, stk. 2-rettigheder: Rettigheder, der er personlige og/eller uoverdragelige, og hvor reglerne om formuefællesskab kun finder anvendelse i den udstrækning, det er foreneligt med de for disse

rettigheder særligt gældende regler. Immaterielle rettigheder og goodwill er eksempler på § 15, stk. 2- rettigheder.

Omstødelse af gaver: At en gave omstødes indebærer som udgangspunkt, at modtageren skal tilbagelevere gaven eller erstatte dens værdi.

Ophørsdag: Den dag, hvor formuefællesskabet ophører. Ophørsdagen er skæringsdagen for, hvilke aktiver og passiver, der indgår i ligedelingen, og hvilke aktiver og passiver, der holdes uden for ligedelingen, fordi en ægtefælle først har erhvervet aktivet eller stiftet gælden efter ophørsdagen.

Reguleringskrav: Reguleringskrav har til formål at udligne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og samme ægtefælles særeje og dermed genskabe balancen mellem ægtefællens formuedele. Reguleringskrav svarer til retsvirkningslovens vederlagskrav. Sådanne forskydninger opstår, når en ægtefælles formue både består af delingsformue og særeje, og ægtefællen som led i en helt dagligdags forvaltning af formue flytter værdier fra sin delingsformue til sit særeje – og omvendt. Det kan f.eks. dreje sig om betaling af særejegæld med delingsformue og forbedring af et hus, der er delingsformue, med særeje. Ved delingen af ægtefællernes formue vil det betyde, at den anden ægtefælle vil få enten en mindre eller større del af deres fælles delingsformue, hvilket udlignes med reguleringskrav.

Sameje: Sameje om f.eks. et aktiv betyder, at aktivet ejes af flere med en brøkdel til hver, ikke nødvendigvis halvdelen.

Skifte: Behandling af en sag om deling af ægtefællernes formuer.

Særeje: Formue, der ikke er omfattet af ægtefællernes eventuelle delingsformue, og som derfor ikke deles ved separation, skilsmisse eller død.

Vederlagskrav: Se reguleringskrav.

Ægtepagt: En aftale mellem ægtefæller om formueordningen i deres ægteskab eller om lovvalget for formueordningen.

3.3. Følgelovforslaget om ændring af tilknyttede love

Reglerne om ægtefællers økonomiske forhold findes først og fremmest i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven, lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015) og lov om ægtefælleskifte m.v., (ægtefælleskifteloven, lov nr. 594 af 14. juni 2011 med senere ændringer).

En række andre love indeholder dog også regler om ægtefællers økonomiske forhold eller regler, der er knyttet til reglerne om ægtefællers økonomiske forhold:

• Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven, lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015).

• Arveloven (lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere ændringer).

• Lov om skifte af dødsboer (dødsboskifteloven, lov nr. 383 af 22. maj 1996 med senere ændringer).

• Lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven, lov nr. 293 af 24. april 1996 med senere ændringer).

• Lov om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven, lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014).

• Lov om forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven, lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006 med senere ændringer).

• Lov om tinglysning (tinglysningsloven, lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006 med senere ændringer).

• Konkursloven (lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 med senere ændringer).

• Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven, lovbekendtgørelse nr. 468 af 20. maj 2016).

• Værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007).

• Lov om børns forsørgelse (lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015).

• Overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 (Den Nordiske Ægteskabskonvention, bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008).

Den foreslåede nye lov om ægtefællers økonomiske forhold medfører behov for ændringer i flere af disse love. Disse ændringer er indeholdt i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Xxxxxxxxx som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), herefter kaldet følgelovforslaget, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.

Lovforslaget om lovændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold kaldes i dette lovforslag følgelovforslaget.

Som nævnt i punkt 1 foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse og død, samt andre bestemmelser, der er centrale for lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold, samles i den nye lov om ægtefælles økonomiske forhold. Det drejer sig om bestemmelser i ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven. Følgelovforslaget indeholder forslag om ophævelse af disse bestemmelser.

Ved følgelovforslaget foreslås endvidere, at en række henvisninger i ægtefælleskifteloven, arveloven og dødsboskifteloven til bestemmelser i retsvirkningsloven ændres til henvisninger til de relevante foreslåede nye bestemmelser i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det foreslås også, at begrebet ”fælleseje” i en række love ændres til "delingsformue“.

Følgelovforslaget indeholder også forslag til ændring af konkurslovens bestemmelse om omstødelse af gaver med henblik på imødegåelse af den såkaldte ægtefællefinte. Efter forslaget vil en skyldners mulighed for at bringe sin formue i ly for sine kreditorer ved at overdrage den til sin ægtefælle begrænses. Samtidig indeholder følgelovforslaget forslag til ændring af tinglysningsloven sådan, at indholdet af ægtepagter ikke længere vil være offentligt tilgængelige, da de kan indeholde private oplysninger.

Endelig indeholder følgelovforslaget forslag om, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning.

3.4. Den legale formueordning - ligedelingsordningen

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Ligedelingsordningen

Omdrejningspunktet for lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold er den legale formueordning. Den legale formueordning er den ordning, der gælder, hvis ægtefællerne ikke selv har aftalt andet ved ægtepagt.

I Danmark er den legale formueordning formuefællesskab, der overordnet set indebærer, at ægtefællernes formuer deles lige ved separation, skilsmisse og død.

Formuefællesskabet følger af retsvirkningslovens § 15, stk. 1, hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Ligedelingsprincippet følger af lovens § 16, stk. 2. Efter denne bestemmelse udtager hver ægtefælle ved separation og skilsmisse halvdelen af ægtefællernes, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Ved en ægtefælles dødsfald deles formuen mellem den efterlevende ægtefælle og den afdøde ægtefælles arvinger.

Lovgivningen indeholder to fravigelser af ligedelingsordningen, der er gennemgået i punkt 3.4.1.2.:

• Ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber.

• Ægtefælleskiftelovens § 60 om udtagelse af egne aktiver ved omstødelse af ægteskab.

Som udgangspunkt indgår alle ægtefællernes aktiver uanset erhvervelsestidspunkt og -måde i formuefælleskabet og dermed i ligedelingen. Der er dog en række aktiver, der ikke indgår i ligedelingen, navnlig pensionsordninger, immaterielle rettigheder og personskadeerstatninger (se punkt 3.13).

Endelig kan ægtefæller ved ægtepagt indgå aftale om særeje og dermed helt eller delvist holde deres formuer uden for ligedelingen (se punkt 3.8. og 3.9.). Tilsvarende kan tredjemand bestemme, at arv og gave m.v. skal være særeje (se punkt 3.11.).

3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber

Ligedelingen modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber. Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der fremgår af § 60, og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter anmodning bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at § 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet.

Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse af ægteskab forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra eget særeje. Rækker den fælles formue ikke, sker der forholdsvis afkortning.

At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælleskiftelovens § 61indebærer ifølge forarbejderne til bestemmelsen, at anvendelse af reglen i almindelighed er udelukket, hvis ægteskabet har varet op imod 5 år eller derover. I retspraksis er der ved vurderingen af, om ægteskabet har været kortvarigt, tillige lagt vægt på et forudgående samliv. Det er imidlertid betingelserne om, at ligedeling vil være „åbenbart urimelig“, og at ægteskabet skal have været "uden økonomisk fællesskab af betydning", der medfører, at bestemmelsens anvendelsesområde i praksis er snævert.

Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, kan det beløb, der holdes uden for delingen, efter praksis fastsættes skønsmæssigt.

3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Retsvirkningslovsudvalget har fremhævet, at den legale formueordning er central for overvejelserne om de fremtidige regler om ægtefællers økonomiske forhold. Valget af formueordning har afgørende betydning for behovet for yderligere regulering af reglerne om eksempelvis særeje og skønsmæssige fravigelser af delingsreglerne.

3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse og formueordningen i andre lande

Udvalget har taget afsæt i, at retsvirkningsloven stammer fra en tid, hvor hustruen oftest var hjemmearbejdende og uden formue, og hvor de fleste ægteskaber varede hele livet. I dag er skilsmisser betydeligt mere almindelige, og langt flere bliver gift mere end én gang og i en senere alder. Endvidere er kvinder i dag på arbejdsmarkedet i stort set lige så stort omfang som mænd. Langt flere kvinder end mænd arbejder dog på deltid, og fuldtidsansatte mænd har gennemsnitligt en højere løn end kvinder. Endelig har mænd generelt en større formue end kvinder.

Udvalget har i sine overvejelser således inddraget de ændringer, der er sket i familiemønsteret siden 1925, hvor retsvirkningsloven blev vedtaget. Udvalget har ligeledes inddraget undersøgelser af befolkningens holdning til formuedeling.

Det fremgår af en undersøgelse af danskernes holdning til deling af deres formuer ved skilsmisse, som Justitsministeriets forskningsafdeling har gennemført, at 57 pct. mente, at alt, hvad ægtefællerne ejede, skulle ligedeles, mens 20 pct. mente, at hver ægtefælle skulle beholde det, de ejede før ægteskabet, mens resten skulle ligedeles. 5 pct. foretrak, at hver ægtefælle beholdt sit, mens 13 pct. svarede, at det afhang af ægteskabets varighed.

Danske Familieadvokater har ligeledes gennemført en interviewundersøgelse, der viser, at 54 pct. mente, at parternes opsparing bør ligedeles, selvom den ene har sparet mere op end den anden. Samtidig mente 68 pct., at den formue, som en af parterne havde før, de fandt sammen, ikke skal ligedeles.

3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger

Udvalget har haft fokus på at skabe et enkelt og forudsigeligt system, der skaber rimelige resultater for flertallet af ægtepar, og som ikke medfører et større behov for domstolsbehandling end i dag.

Herudover har det været udvalgets ambition, at den legale formueordning skal afspejle det nuværende samfund og så vidt muligt tage højde for den kommende samfundsmæssige udvikling. Samtidig har udvalget understreget, at formuefælleskabet – der er et velkendt system – kun bør afskaffes, hvis der med forholdsvis sikkerhed kan etableres en mere rimelig og enkel ordning.

For bevarelse af den gældende ordning taler ifølge udvalget, at ordningen er relativt enkel og ikke kræver, at ægtefæller holder regnskab med, hvem der ejer hvad. Ordningen er kendt af de fleste, således at ægtefællerne har mulighed for at indrette sig på den, herunder indgå aftaler om f.eks. særeje. Formuefælleskabet vil formentlig også af de fleste opfattes som rimelig i ægteskaber, hvor der har været et langvarigt økonomisk fællesskab, enten fordi ægteskabet har været langvarigt, eller fordi der har været en længere samlivsperiode med fælles økonomi forud for ægteskabet.

Heroverfor står et – efter udvalgets opfattelse – identificeret behov for en formueordning, der i højere grad end den nuværende ordning passer til nutidens familiemønstre, det betydelige antal kortvarige ægteskaber og udjævningen af tidligere tiders betydelige forskelle mellem kvinders og mænds indkomst- og formueforhold. Udvalget har derfor også overvejet, om formålet kan opfyldes

gennem en justering af formuefællesskabet, således at formueordningens grundkonstruktion vil kunne bibeholdes.

Udvalget er enig om, at der skal indføres regler om forlods udtagelse af visse værdier, som en ægtefælle ejede før ægteskabets indgåelse. Der er endvidere enighed om, at disse regler skal erstatte den gældende bestemmelse om skævdeling ved kortvarige ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 61, som efter udvalgets opfattelse indeholder en for snæver og vanskelig forudseelig adgang til skævdeling i kortvarige ægteskaber.

Derimod er der ikke enighed om, hvordan forlods udtagelse af værdier, som ægtefællerne ejede før ægteskabets indgåelse, bedst gennemføres:

• Et flertal foreslår en model med trinvis ligedeling, således at den del af formuen, der ligedeles, gradvis optrappes i ægteskabets første år.

• Et mindretal foreslår, at værdien af den formue, en ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse, kan udtages forlods.

• Et andet mindretal foreslår en model med skønsmæssig skævdelings, der moderniserer den gældende skævdeling.

I relation til formuedeling efter omstødelse af ægteskab (ægtefælleskiftelovens § 60) foreslår udvalget bestemmelsen opretholdt, men overført til ægteskabsloven.

3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling

Efter flertallets model med trinvis ligedeling skal ægtefæller ved kortvarige ægteskaber kun ligedele en del af deres formuer. Under ægteskabet optrappes den del af formuen, der skal ligedeles, og efter 7 års ægteskabet sker der fuld ligedeling.

3.4.2.2.2. Indbragte værdier

Efter det ene mindretals forslag til modellen med indbragte værdier kan et beløb svarende til den nettoformue, som en ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, holdes uden for delingen. Dette beløb kaldes begyndelsesformuen.

Begyndelsesformuen påvirkes ikke af værdistigninger eller værdifald på de aktiver, som ægtefællen indbragte i ægteskabet, og det er uden betydning, om disse aktiver er i behold, når der skiftes.

Ordningen vil efter forslaget også finde anvendelse ved formuedeling efter længerevarende ægteskaber.

3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling

Det andet mindretal foreslår som legal ordning ligedeling af formuerne med adgang til skønsmæssig skævdeling, hvis ligedeling vil være urimelig. Ved afgørelsen heraf skal der navnlig lægges vægt på, hvad der er erhvervet ved arv eller gave under ægteskabet, og hvad der er indbragt i ægteskabet, årsagen til at der ikke er oprettet en særejeægtepagt om de omhandlede aktive, samt ægteskabets varighed.

3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab.

Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og enkel at anvende, og med de foreslåede muligheder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling.

Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet.

Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode.

Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt.

Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier.

Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen.

Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimeligheder.

Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt.

Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9.

Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning.

Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning.

Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdes.

3.4.4. Den foreslåede ordning

Bestemmelsen om ligedelingsordningen foreslås indsat som § 5 i lovforslagets afsnit I, der indeholder grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Bestemmelsen viderefører de gældende bestemmelser i retsvirkningslovens § 15, stk. 1, og § 16, stk. 2.

Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i kortvarige ægteskaber foreslås videreført som § 33 i lovforslaget.

Som foreslået af udvalget opretholdes bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab, men den foreslås overført til ægteskabsloven. Der henvises til § 1 i følgelovsforslaget og bemærkningerne hertil.

Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af disse bestemmelser, men affattelsen af dem moderniseres.

Endelig foreslås det, at der i ægteskabsloven indsættes en bestemmelse om, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning. Der henvises til § 1, nr. 1, i følgelovsforslaget og bemærkningerne hertil.

3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgelsespligt og adgang til oplysninger

3.5.1. Gældende ret

3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)

Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, har hver ægtefælle i levende live rådigheden over alt, hvad ægtefællen har indført i fællesboet. Denne råderet kaldes også "særråden".

Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i §§ 17-20. Det drejer sig om beskyttelse af den anden ægtefælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bolig m.v. (lovens §§ 18-20, jf. punkt 3.7.).

En ægtefælles særråden begrænses endvidere af lovens § 17, hvorefter en ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over fælleseje således, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle. Der henvises til punkt. 3.5.1.1.

Lovens § 29 fastslår, at ægtefæller med de begrænsninger, som loven medfører, kan indgå retshandler med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser overfor hinanden. Ægtefæller kan således som alle andre give hinanden gaver, sælge genstande til hinanden, yde hinanden lån, blive erstatningspligtige over for hinanden m.v.

Der gælder navnlig to begrænsninger i ægtefællers ret til at indgå retshandler med hinanden:

• Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse og død skal ske ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for rammerne af lovens § 28 (se punkt. 3.8. og 3.9.).

• Gave mellem ægtefæller kan kræves tilbage, hvis betingelserne herfor i lovens §§ 30-33 er opfyldt (se punkt 3.6.).

3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)

Efter retsvirkningslovens § 25 hæfter enhver af ægtefællerne med den del af fællesboet, hvorover den pågældende ægtefælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der påhviler ægtefællen. Dette gælder, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.

Bestemmelsen medfører, at en ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld. Dette kaldes "særhæften".

En ægtefælle hæfter således som udgangspunkt ikke for den anden ægtefælles gæld. Ægtefæller hæfter dog sammen for forpligtelser, som de har påtaget sig sammen, f.eks. ved i fællesskab at optage et lån. Ægtefæller hæfter også sammen for forpligtelser, der følger af, at de sammen ejer et aktiv (sameje), f.eks. ejendomsskatter på den bolig, som de begge er medejere af.

Lovgivningen kan dog indeholde andre regler om hæftelse for gæld, f.eks. retsvirkningslovens §§ 11 og 12, der beskrives i punkt 3.5.1.3.

3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)

Det fremgår af retsvirkningslovens § 11, stk. 1, at hver af ægtefællerne under samlivet i forhold til tredjemand er berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne. Efter § 11, stk. 2, kan en ægtefælle uanset mindreårighed selv indgå retshandler efter lovens § 11, stk. 1.

Det fremgår af § 11, stk. 3, at hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse, at det, som retshandelen gik ud på, lå uden for det efter forholdene rimelige, bliver den anden ægtefælle ikke forpligtet. Hvis retshandelen er indgået af en mindreårig under samme forhold, bliver den mindreårige heller ikke selv forpligtet.

Reglen angår kreditkøb og levering af tjenesteydelser, hvor der ikke er betalt forud. Virkningen af, at en aftale er omfattet af § 11, er, at ægtefællerne hæfter solidarisk over for kreditor for gælden.

Bestemmelsens kerneområde er de løbende indkøb på kredit af mad- og drikkevarer, rengøringsmidler

m.v. Bestemmelsen antages tillige at omfatte indkøb af køkkenredskaber, bestik, service, mindre husholdningsmaskiner og fyringsolie samt udgifter til telefonsamtaler og reparation af husholdningsmaskiner.

Det er uafklaret om og i hvilket omfang, bestemmelsen omfatter elregning, avisabonnement, almindelig husstandsforsikring, tv-licens m.v. Husleje og udgifter til istandsættelse af en lejebolig efter fraflytning falder uden for bestemmelsen. Hvis udgifter til centralvarme og varmt vand indgår som en pligtig ydelse i lejeforholdet, har der i (ældre) domspraksis været en tendens til at holde udgifterne hertil uden

for § 11. Også udgifter til vedligeholdelse og istandsættelse af en ejerbolig falder uden for bestemmelsen.

For så vidt angår "børnenes fornødenheder“ vil sædvanligt indkøb af tøj, sko, legetøj m.v. til børnene, skolepenge, rimelige kontingenter samt frisør- og tandlægeregninger være omfattet. Børnene omfatter – udover fællesbørn – også plejebørn og særbørn.

Omfattet af § 11, stk. 1, 2. pkt., om hustruens særlige behov er eksempelvis køb af tøj og medicin. Indkøb til mandens særlige behov er ikke omfattet af § 11.

Ved vurderingen af, om en retshandel er omfattet af § 11, tages der hensyn til, hvad der er sædvanligt for en familie med tilsvarende social og økonomisk standard, navnlig familiens indtægts- og formueforhold.

En retshandel, der er omfattet af § 11, binder den anden ægtefælle i forhold til tredjemand, hvis den er konkret rimelig, idet der ikke pådrages den anden ægtefælle en større forpligtelse, end denne skulle bære efter lovens § 2 om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt (se punkt 3.7.1.). Det samme gælder, hvis retshandlen ikke er konkret rimelig, men tredjemand hverken indså eller burde indse dette, jf. § 11, stk. 3.

Hver ægtefælle er således legitimeret over for omverdenen til at optræde også på den anden ægtefælles vegne, selv om ægtefællen derved overskrider, hvad denne over for den anden ægtefælle virkelig var beføjet til at gøre.

Fælleshæftelsen efter § 11 ophører, når ægtefællerne ophæver samlivet på grund af uoverensstemmelser eller bliver separeret eller skilt.

Hvis en ægtefælle misbruger sin ret efter § 11, kan statsforvaltningen efter § 12 på den anden ægtefælles begæring fratage den misbrugende ægtefælle retten. Statsforvaltningens afgørelse skal tinglyses i personbogen for at kunne gøres gældende mod en tredjemand i god tro. Bestemmelsen er kun i meget begrænset omfang anvendt i praksis.

3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)

Det fremgår af retsvirkningslovens § 13, at hvis en ægtefælle under samlivet ved fravær eller sygdom er forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtægter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens samtykke.

Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at ingen anden har bemyndigelse (f.eks. en fuldmagt) til at handle på den fraværende eller syge ægtefælles vegne. Bestemmelsen gælder efter sit indhold alene, mens samlivet består.

En ægtefælle anses ikke for at være forhindret i at varetage sine anliggender, hvis den pågældende er i fængsel, på hospital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det er muligt komme i kontakt med den pågældende ægtefælle med henblik på at få tilslutning til den omhandlede retshandel, eventuelt pr. telefon eller e-mail.

Bestemmelsen omhandler såvel ægtefællens bemyndigelse i forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne som legitimation til at handle i forhold til tredjemand.

Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved retshandler efter § 13, medmindre vedkommende har givet tredjemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv, eller retshandlen falder ind under

§ 11 (se punkt 3.5.1.3.).

§ 13, 1. pkt., er en speciel udformning af den almindelige grundsætning om negotiorum gestio, hvorefter enhver kan foretage dispositioner på en andens vegne, hvis denne er forhindret i selv

at varetage sine anliggender, og handlingen er nødvendig for at afværge en truende skade eller begrænse en påbegyndt skade. Bestemmelsen er dog mere vidtgående end negotiorum gestio, idet den anden ægtefælle kan disponere ikke blot, når handlingen er nødvendig, men også når den ikke uden ulempe kan opsættes.

Der findes ikke nyere retspraksis om bestemmelsen.

3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre

Det fremgår af retsvirkningslovens § 14, at hvis løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med dennes samtykke er inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af den anden ægtefælle, bliver retshandler, denne foretager vedrørende sådant løsøre, bindende for den førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.

Reglen medfører, at hvis en ægtefælle har overladt sit løsøre til den anden ægtefælle til brug for denne ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver en tredjemand, som i god tro indgår en aftale med den ægtefælle, der bruger løsøret, om f.eks. at købe det, beholde løsøret, retligt ejer af løsøret. Den ægtefælle, der ejer løsøret, kan således ikke kræve at få løsøret tilbage.

Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mulighed for at foretage udlæg i løsøret.

Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet tredjemand i hænde. Aftalen bliver således bindende for ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret overgivet.

Bestemmelsen omfatter eksempelvis landbrugsmaskiner, inventar eller råvarer, der er udlånt til anvendelse i den anden ægtefælles landbrugsvirksomhed, fabrik, kontor eller butik. Det er en forudsætning, at den pågældende løsøregenstand er overladt ægtefællen til benyttelse af mere varig karakter. Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økonomisk fællesskab mellem ægtefæller, at det ville være urimeligt i forhold til tredjemand, hvis den ægtefælle, der har givet den anden ægtefælle udseende af at være dispositionsberettiget ved at overlade sine ejendele til brug

i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne vælte tabet ved uberettigede dispositioner over på tredjemand.

Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredjemand. Det vil bero på ægtefællernes aftale, om en ægtefælle er bemyndiget til at handle i forhold til den anden ægtefælle, således at overtrædelse af bemyndigelsen vil kunne medføre erstatningsansvar indbyrdes, jf. retsvirkningslovens § 29, såfremt der ved handelen påføres den anden ægtefælle et tab.

§ 14 finder også anvendelse, selvom samlivet mellem ægtefællerne er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er fælleseje eller særeje i ægteskabet. Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis vedrørende bestemmelsen.

3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt

Retsvirkningsloven indledes med i § 1, at fastslå, at mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv. Bestemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægtefællers gensidige privatretlige forsørgelsespligt. Efter denne bestemmelse påhviler det mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.

Bestemmelsen regulerer efter sin ordlyd også forsørgelsespligt over for ægtefællernes børn. Denne forsørgelsespligt er dog i dag reguleret ved lov om børns forsørgelse.

Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over ægtefællernes forhold ud fra, hvad der efter ægtefællernes livsvilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig bolig, opvarmning og andet energiforbrug, transport, forsikringer, mad, rengøring m.v. Ægtefællerne aftaler selv den indbyrdes fordeling af familiens udgifter.

En ægtefælle kan opfylde sine forpligtelser efter § 2 ikke blot ved pengeydelser, men også på anden måde, f.eks. ved arbejde i hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en virksomhed, som den anden ægtefælle ejer. Den ene ægtefælles arbejde i hjemmet sidestilles efter § 2 den anden ægtefælles indsats på andre områder. Forsørgelsespligten kan også opfyldes ved forbrug af opsparede midler eller formue.

En ægtefælles særlige behov omfatter f.eks. indkøb af tøj, medicin, tandlæge- og lægeregninger, foreningskontingenter, ferie, fritidsaktiviteter lommepenge m.v.

Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2, kan den anden ægtefælle anmode statsforvaltningen om at pålægge den ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt, at betale ægtefællebidrag efter bestemmelserne i §§ 5,6 og 8. Der henvises til punkt 3.23.

Retsvirkningslovens § 3 indebærer en pligt for en ægtefælle til om nødvendigt at give den anden ægtefælle penge. Det fremgår således af bestemmelsen, at hvis udgifterne til en ægtefælles særlige behov og udgifterne ved de hverv, som han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at varetage for familiens underhold, ikke kan dækkes af de bidrag, han selv skal yde ifølge § 2, er den anden ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb ad gangen. Dette gælder dog ikke, hvis en anden ordning er påkrævet, fordi ægtefællen har vist sig uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger.

En ægtefælle skal først fremmest bruge af egne midler, og kan først, når disse ikke rækker, kræve et tilskud fra den anden ægtefælle efter § 3.

Manglende overholdelse af pligten efter § 3 medfører ikke, at der kan fastsættes ægtefællebidrag.

Hvis ægtefællen er "uskikket til at forvalte penge“, gælder § 3 ikke. Med ordene "andre særlige grunde“ tænkes på sygdom og lignende.

Det følger af § 4, at hvad der i henhold til §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af hans særlige behov, betragtes, som om han selv havde indført det i fællesboet.

3.5.1.7. Overførelse af formue mellem ægtefæller

Har en ægtefælle overført penge til den anden ægtefælle eller afholdt udgifter for denne, kan det være vanskeligt at afgøre, om der var tale om opfyldelse af forsørgelsespligten efter § 2, et lån eller en gave. Ved afholdelse af udgifter for den anden ægtefælle kan der også være tale om en disposition, der kan give den ægtefælle, der afholder udgiften, et krav mod den anden ægtefælle efter almindelige formueretlige regler. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en ægtefælle har betalt for en ombygning af den anden ægtefælles ejendom, hvilket efter almindelige formueretlige regler kan give ægtefællen et krav svarende til den anden ægtefælles berigelse.

Afgørelse af, om der er tale om forsørgelse, gave, lån eller formueretlig disposition kan have betydning i forhold til ægtefællernes kreditorer og i ægtefællernes indbyrdes forhold.

Ved formuedeling er det på grund af ligedelingsreglen som udgangspunkt uden betydning, om et overført beløb var f.eks. gave eller lån. Det kan dog have betydning, hvis en ægtefælles delingsformue er negativ.

I forhold til kreditorerne kan det have betydning, om det overførte var en gave, som kan søges omstødt, eller et lån, idet långivers kreditorer vil kunne gøre udlæg i långivers krav mod den anden ægtefælle, der skal betale lånet tilbage.

I forhold til kreditorerne kan det endvidere have betydning, om det overførte er gave eller opfyldelse af forsørgelsespligt. Dette kan f.eks. opstå i situationer, hvor en insolvent ægtefælle løbende har overført hele eller hovedparten af sin indtægt til den anden ægtefælle, der ejer af familiens hus og bil m.v. I det

omfang det overførte samlet set overstiger, hvad der følger af forsørgelsespligten, er der tale om en gave, navnlig hvis modtageren i den pågældende periode har opsparet væsentlige beløb. Gaven, der består af summen af den del af det overførte, der ligger ud over forsørgelsen, vil kunne søges omstødt.

Spørgsmålet må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvor det først vurderes, om det overførte kan rummes inden for forsørgelsesbegrebet. Kan de ikke det, må det vurderes, om ægtefællerne i deres indbyrdes aftaler eller adfærd har givet udtryk for, at det overførte var enten en gave eller et lån.

3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse

Pligten efter retsvirkningslovens § 2 til at forsørge sin ægtefælle gælder ikke kun i forhold til ægtefællen, men også i forhold til det offentlige. Dette indebærer bl.a., at det offentlige kan indtræde i en ægtefælles krav på bidrag, hvis ægtefællen f.eks. har modtaget kontanthjælp som følge af den anden ægtefælles manglende opfyldelse af sin forsørgelsespligt.

Den offentligretlige forsørgelsespligt følger af § 2, stk. 1, i aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Ansvaret over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle ophører efter stk. 2 ved separation eller skilsmisse.

Efter aktivlovens § 97, stk. 1, indtræder det offentlige i bidragsmodtagerens krav på ægtefællebidrag fra den anden ægtefælle (bidragsbetaleren), når bidragsmodtageren har modtaget hjælp til forsørgelse. Det offentlige indtræder efter stk. 2 endvidere i retten til at kræve ægtefællebidrag fastsat eller kræve et ægtefællebidrag forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan vedkommende myndighed tilsidesætte en aftale om bidrag, der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige i at indtræde i retten.

3.5.1.9. Overladelse af løsøre

Retsvirkningsloven indeholder i § 7, stk.1, en bestemmelse om at pålægge den ene ægtefælle at overlade løsøre til den anden ægtefælle. Det fremgår således af bestemmelsen, at statsforvaltningen i de tilfælde, der fremgår af lovens § 6, og i det omfang, hvori det efter ægtefællernes livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for passende, på begæring kan pålægge den ene ægtefælle at overlade den anden ægtefælle brugen af løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave eller til den anden ægtefælles arbejdsredskaber.

Efter § 7, stk. 2, kan brugsretten over løsøre, der herefter er udleveret en ægtefælle til benyttelse, ikke anfægtes ved aftale mellem tredjemand og den anden ægtefælle. Efter stk. 3 kan den brugsberettigede ægtefælle kræve sig indsat i besiddelsen ved en umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med § 609 i retsplejeloven.

Pålæg til den ene ægtefælle om at overlade den anden ægtefælle brugen af løsøre kan betragtes som en midlertidig foranstaltning, indtil det efter separation eller skilsmisse er aftalt eller afgjort, hvem der skal udtage det nævnte løsøre. Reglen medfører kun, at den pågældende ægtefælle får brugsret over det pågældende løsøre.

Bestemmelsen omfatter ikke en bolig, heller ikke en bolig i en ejendom, som den anden ægtefælle ejer. Det antages, at brugsretten ophører ved separation og skilsmisse.

Afgørelser efter § 7 træffes af statsforvaltningen. Der henvises til punkt 3.24.

3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold

Det fremgår af retsvirkningslovens § 10, at ægtefæller er pligtige at give hinanden de oplysninger om deres økonomiske forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.

Bestemmelsen giver ikke adgang til at kræve oplysninger fra udenforstående eller fra myndigheder.

En ægtefælle kan således ikke rette henvendelse til den anden ægtefælles arbejdsgiver om løn- og ansættelsesforhold. Ægtefællen kan heller ikke gå til bank eller forsikringsselskab for at få oplysninger om den anden ægtefælles forhold, heller ikke under en privat bodeling i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Ikke-overholdelse af bestemmelsen er ikke sanktioneret.

En yderligere bestemmelse om oplysningspligt findes i retsvirkningslovens § 22, hvorefter en ægtefælle kan forlange, at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af en fortegnelse over, hvilke dele af fællesboet enhver af dem råder over, og hvad der måtte høre til enhvers særeje. Retten afgør efter samtlige foreliggende omstændigheder, hvilken beviskraft der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.

Heller ikke nægtelse af medvirken til udarbejdelse af en sådan fortegnelse er sanktioneret, og bestemmelsen anvendes næppe i praksis.

Efter § 18 i skatteforvaltningsloven (se lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) har ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Efter bestemmelsen har en ægtefælle adgang til følgende oplysninger:

• Opgørelse af den skattepligtige indkomst, herunder opgørelse af personlig indkomst, fradrag i personlig indkomst, kapitalindkomst og ligningsmæssige fradrag.

• Skatteberegning.

• Beregning af ejendomsværdiskat.

• Skattekommune og kirkeskat.

• Formueopgørelse, som består af:

- Indestående i pengeinstitutter, obligationer, pantebreve.

- Gæld til realkredit, reallån, pengeinstitutter.

- Rentebærende gæld til Inddrivelsesmyndigheden.

- Ejendomsværdi af danske ejendomme.

- Kursværdi af aktier optaget til handel på et reguleret marked/investeringsbeviser.

• Oplysninger om indbetalinger til ATP.

• Resultat af skatteberegningen, herunder oplysninger om udbetaling af overskydende skat, samt betalingstidspunkter for restskat.

3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse

Retsvirkningslovsudvalget foreslår ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne i retsvirkningslovens § 2 (forsørgelsespligt), § 16, stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften).

3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)

Om hæftelsesbestemmelsen i retsvirkningslovens § 11 har Retsvirkningslovsudvalget anført, at den navnlig havde til formål at lette den hjemmearbejdende hustrus mulighed for at foretage daglige indkøb til husholdningen på kredit.

Udvalget har videre anført, at den daglige husholdnings indkøb i dag navnlig er baseret på kontanthandel, herunder ved betaling med betalingskort, og den tilbageværende kreditgivning ydes især af stormagasiner og benzinkæder m.v., for hvem § 11 næppe spiller nogen rolle for viljen til at yde kredit. Der er ved kreditgivning sjældent interesse for ægteskabelig status, men kreditgiver anmoder typisk om oplysning om husstandsindkomst, uanset om der er tale om gifte eller ugifte samlevende.

Hertil kommer, at de fleste handlende formentlig ikke er bekendt med § 11.

Udvalget har anført, at kredit I dag navnlig ydes i forbindelse med håndværkeres reparationsarbejde af husholdningsmaskiner og ejendomme. Det praktiske behov, der i givet fald måtte være for en regel om fælleshæftelse, består således næppe i forhold til indkøb til husholdningen, men snarere i forbindelse

med udgifter til eksempelvis reparationer i det fælles hjem, som hovedsageligt falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om fælleshæftelsen i § 11 bør udvides til at omfatte

andre former for køb på kredit, eksempelvis håndværkerudgifter. Sådanne udgifter kan dreje sig om meget betydelige beløb, og inddragelse af dem i bestemmelsen ville indebære et betydeligt brud med princippet om, at man kun hæfter for sin egen og ikke sin ægtefælles gæld. Hertil kommer, at formålet med bestemmelsen har været at sikre en ægtefælles mulighed for at købe på kredit og ikke at sikre kreditorer en yderligere skyldner, som de ikke selv har efterspurgt ved aftalens indgåelse. En håndværker, der lægger vægt på, at begge ægtefæller hæfter for gælden, må sikre sig begge ægtefællers underskrift på aftalen.

På den baggrund finder udvalget ikke grundlag for at udvide anvendelsesområdet for § 11, og det er herefter udvalgets opfattelse, at der ikke længere er behov for § 11 og dermed heller ikke for den tilknyttede bestemmelse i § 12.

3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)

For så vidt angår § 13 om en ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne er det Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse, at den kun sjældent anvendes, og at det er vanskeligt at føre bevis for, at betingelserne for at handle på den anden ægtefælles vegne er opfyldt. Udvalget mener derfor, at § 13 bør ophæves.

I stedet peger udvalget på, at der kan beskikkes en midlertidig værge for den fraværende eller syge ægtefælle efter værgemålslovens § 49. Efter denne bestemmelse kan der, når nogen på grund af fravær midlertidigt er forhindret i at varetage sine anliggender, og hvis der er et øjeblikkeligt behov herfor, beskikkes en værge til, så længe forhindringen består, at varetage den pågældendes anliggender i nærmere angivet omfang.

3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirkningslovens § 14)

Efter Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse er den praktiske anvendelse af bestemmelsen i § 14 om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre meget begrænset. Udvalget ønsker dog ikke at ændre gældende rets beskyttelse af den godtroende tredjemand, og det er ikke udvalgets opfattelse, at de almindelige aftaleretlige regler om fuldmagter med sikkerhed fuldt ud kan rumme anvendelsesområdet for § 14. Det er derfor udvalgets opfattelse, at bestemmelsen i § 14 bør bevares.

3.5.2.5. Forsørgelsespligt

Efter udvalgets opfattelse er forsørgelsespligten en grundlæggende del af ægteskabet som institution. Det er ikke tilstrækkeligt for at konstituere et egentligt økonomisk fællesskab, at det formentlig for de fleste ægtefæller er en naturlig del af samlivet, at man bidrager til begges forsørgelse. Med henblik på at skabe sikkerhed og tryghed i forhold til forsørgelsen mellem ægtefællerne, mener udvalget, at det er vigtigt, at det er en egentlig retlig forpligtelse, der fører frem til dette økonomiske fællesskab.

Udvalget er opmærksomt på, at ægtefællernes privatretlige forsørgelsespligt er en grundlæggende forudsætning for den offentligretlige forsørgelsespligt. Allerede af den grund vil en ophævelse eller indskrænkning af ægtefællernes forsørgelsespligt næppe kunne gennemføres.

Udvalget finder derfor ikke, at der er behov for grundlæggende ændringer i de eksisterende regler om ægtefællers forsørgelsespligt i retsvirkningslovens § 2. Udvalget finder dog, at det er nødvendigt med præciseringer af enkelte bestemmelser, ligesom bestemmelserne forslås moderniseret sprogligt.

Udvalget har overvejet reglerne om forsørgelse, mens ægtefællerne lever sammen, eller hvis samlivet er ophævet, uden at der foreligger uoverensstemmelser. Det er udvalgets klare opfattelse, at den gensidige forsørgelsespligt under samlivet også skal gælde i fremtiden. Udvalget mener, at denne pligt er – og fortsat skal være – én af de centrale retsvirkninger af at indgå ægteskab. Udvalget er desuden af den opfattelse, at den privatretlige forsørgelsespligt fortsat skal gå forud for offentligretlig forsørgelse. Det betyder, at de socialretlige regler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for,

at forsørgelsen kan rummes ægtefællerne imellem. Udvalget finder således ikke behov for at foreslå ændringer i de grundlæggende regler om forsørgelsespligt.

Om fastsættelse af ægtefællebidrag henvises til punkt 3.23.

Den gældende lovs § 3 foreslår udvalget dog ikke videreført. Efter denne bestemmelse er der pligt til at overføre penge til en ægtefælle, der ikke selv har tilstrækkelige midler, medmindre denne har vist sig uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger. Bestemmelsen havde til formål at sikre, at en hjemmearbejdende ægtefælle ikke helt skulle kunne nægtes adgang til penge. Denne situation vil ifølge udvalget næppe forekomme i dag.

Heller ikke sondringen i § 4 mellem bidrag til en ægtefælles "særlige behov“ og anden forsørgelse foreslår udvalget opretholdt, men udvalget foreslår dog den del af bestemmelsen, hvorefter hvad en ægtefælle modtager fra den anden som forsørgelse, tilhører modtageren, videreført.

3.5.2.6. Overladelse af løsøre

Udvalget foreslår retsvirkningslovens § 7 om pligt til at overlade løsøre ophævet, idet den næppe har nogen praktisk betydning.

3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold

For så vidt angår ægtefællernes indbyrdes oplysningspligt, finder udvalget, at det er af stor betydning for ægtefællernes mulighed for at varetage familiens interesser, at de har kendskab til hinandens økonomiske forhold. Også op til og i forbindelse med en bodeling er det vigtigt at kende den anden ægtefælles økonomi for at kunne forudse sin situation og eventuelt søge om børne- og ægtefællebidrag.

Udvalget finder således, at oplysningspligten bør være generel og omfatte alle økonomiske forhold. Oplysningspligten bør ikke kun omfatte de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af underholdspligt, jf. den gældende bestemmelse i § 10.

Udvalget har overvejet ægtefællernes muligheder for at indhente oplysninger om hinandens økonomiske forhold. Efter gældende ret har ægtefællerne således ifølge skatteforvaltningslovens

§ 18 ved henvendelse til SKAT mulighed for at få oplysning om den andens selvangivelser og årsopgørelser. Ægtefællerne har derimod ikke adgang til den anden ægtefælles skattemappe. Udvalget finder, at en ægtefælles ret til at få oplysninger om den anden ægtefælles skatteforhold bør udvides til også at omfatte de formueoplysninger, som indberettes til SKAT, herunder om indeståender i pengeinstitutter, fast ejendom, pensionsindbetalinger, biler, gæld m.v.

Udvalget finder, at det bør være muligt for ægtefællerne at få denne adgang elektronisk ved at have adgang til hinandens skattemapper. Adgangen til at søge oplysninger vil typisk være aktuel i forbindelse med separation eller skilsmisse. Her har ægtefællerne efter gældende ret mulighed

for at få oplysning om den andens aktiver og passiver ved at anmode om et vejlednings- og forligsmøde i skifteretten efter ægtefælleskiftelovens § 11. Herefter har den anden ægtefælle pligt til at give disse oplysninger, og skifteretten kan indhente dem fra offentlige myndigheder, hvis ægtefællen ikke selv giver oplysningerne. Hvis ægtefællerne selv havde elektronisk adgang til oplysningerne, ville det efter udvalgets opfattelse formentlig kunne spare nogle henvendelser til skifteretten.

Endelig finder udvalget, at retsvirkningslovens § 22 om pligt til at medvirke til udarbejdelsen af en fortegnelse over særeje og fælleseje bør opretholdes. For at give et fyldestgørende billede af ægtefællernes økonomiske forhold og resultatet af en eventuel bodeling, finder udvalget, at fortegnelsen bør udvides til at omfatte gæld, herunder om gælden hører til særeje eller til den formue, der skal deles, og til at omfatte anden formue end særeje, der kan holdes uden for delingen, herunder arv og gave, erstatningsbeløb m.v.

3.5.2.8. Gaver til tredjemand

Retsvirkningslovsudvalget mener, at der er behov for mulighed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle, hvis gavemodtageren vidste eller burde vide dette. En sådan omstødelsesadgang vil navnlig kunne være relevant ved gaver til en ny partner tæt på ægteskabets opløsning.

Udvalget finder ikke, at det bør være en betingelse for omstødelse, at ægtefællernes formue deles.

For så vidt angår fristerne for anlæggelse af omstødelsessag, foreslår udvalget, at fristen fra ægtefællens kendskab til gaven bør være 1 år svarende til arvelovens omstødelsesregler i §§ 31 og 32 om omstødelse af gave fra længstlevende, der sidder i uskiftet bo, når gaven stod i misforhold til boets formue.

For så vidt angår den absolutte frist fra gavens fuldbyrdelse, foreslår udvalget en frist på 3 år. Baggrunden herfor er hensynet til tredjemand, der skal kunne indrette sig i tillid til gaven, Fristen er kortere end 5 års fristen i arvelovens §§ 31 og 32, da en ægtefælle har bedre muligheder for at opdage en omstødelig gave, end førstafdødes arvinger har for at opdage, at længstlevende har givet en omstødelig gave.

3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16, stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften) videreføres uden indholdsmæssige ændringer, og at bestemmelsen om særråden suppleres med en bestemmelse om aftaler mellem ægtefæller. Der er tale om grundlæggende elementer i formueordningen, som der ikke ses at være behov for at ændre.

Ministeriet mener som udvalget, at lovens § 2 om forsørgelsespligt bør videreføres, men at bestemmelsen bør koncentreres om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt. De dele af lovens § 2, der beskriver ægtefællernes indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyldes under ægteskabet og niveauet for forsørgelsespligten ("det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende"), foreslås ikke videreført. Det samme gælder den del af bestemmelsen, der fastlægger, at der til "underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov".

Det er ministeriets opfattelse, at disse bestemmelser har karakter af programerklæringer om, hvordan ægtefæller skal indrette deres indbyrdes økonomiske forhold og praktisk organisere deres ægteskabelige samliv, og at dette hører under privatlivets forhold. Herefter er der ikke heller ikke behov for at videreføre retsvirkningslovens § 1, hvorefter mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv.

Lovens § 2 indeholder også en indirekte forsørgelsespligt for en ægtefælle over for "familien", herunder særbørn, plejebørn og andre familiemedlemmer, der er en del af husstanden. Forsømmelse af forsørgelsen af disse medlemmer sanktioneres ikke, hvorfor forsørgelsespligten er uden reelt indhold. Det foreslås derfor, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres.

Som beskrevet i punkt 3.5.1.7. har forsørgelsespligten over for andre familiemedlemmer end ægtefælle og egne børn betydning for vurdering af karakteren af en overførsel af midler fra den ene ægtefælle til den anden. Eksempelvis kan det være afgørende for en sag om omstødelse af gaver fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle, om midler er blevet overført til rimelig forsørgelse af den anden ægtefælle og denne ægtefælles særbørn, eller om overførslen af midlerne helt eller delvist har indeholdt et omstødeligt gaveelement. Der er imidlertid ikke behov for en generel regel om forsørgelsespligt over for familien for at tage højde for dette i de bestemmelser, hvor det er relevant. Beskrivelsen af gave, forsørgelse m.v. i punkt 3.5.1.7. videreføres således uændret, selvom en generel bestemmelse om forsørgelsespligt ikke videreføres.

Endelig bemærkes, at forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse.

Ministeriet er enig med udvalget i, at retsvirkningsloven herudover indeholder en række bestemmelser, der har mistet deres praktiske betydning, og som derfor ikke bør videreføres i forslaget til lov om

ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om § 3 (pligt til at overføre penge til den anden ægtefælle), § 7 (overladelse af løsøre), §§ 11 og 12 (fælles hæftelse) og § 13 (en ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne).

Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at bestemmelsen i § 14 om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre bør bevares.

Ministeriet støtter også udvalgets forslag om indførelse af mulighed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle. For at undgå, at ordningen forveksles med omstødelse af gaver efter konkursloven, foreslås det, at den anden ægtefælle skal kunne kræve, at tredjemand skal give gaven tilbage. Tilbagegivelse af gaven skal dog være være betinget af, at der på grund af gaven er begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og at tredjemand vidste eller burde vide dette.

Udvalget har foreslået to nye bestemmelser om oplysningspligt m.v.: gensidig oplysningspligt og oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver.

Hertil bemærker ministeriet, at manglende overholdelse af den foreslåede gensidige oplysningspligt ikke er sanktioneret, og det er vanskeligt at se, hvordan manglende overholdelse af en civilretlig oplysningspligt skulle kunne sanktioneres. Derfor finder ministeriet ikke grundlag for at indføre en sådan oplysningspligt.

Ministeriet mener heller ikke, at den nye lov bør indeholde en bestemmelse om oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver. Dette skyldes, at retsvirkningerne af en fortegnelse, der er udarbejdet efter den foreslåede bestemmelse, ikke er fastlagt. En fortegnelse efter den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne være en uformel måde at oprette en ægtepagt på, f.eks. ved at notere i fortegnelsen, at et banklån er brugt til forbedring af et særejeaktiv, således at gælden efter lånet ikke kan fratrækkes i ægtefællens delingsformue. Sådanne formløse aftaler vil kunne underminere kravet i lovforslagets § 18 om aftaler om, hvorvidt gæld skal fratrækkes i delingsformue eller særeje, skal ske ved ægtepagt. Endvidere kan manglende oplysning i en fortegnelse om, at et aktiv er tredjemandsbestemt særeje, ikke medføre, at aktivet ved formuedeling betragtes som delingsformue.

Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne opretter fortegnelse over deres aktiver og passiver, men ministeriet finder ikke, at loven bør indeholde bestemmelser om sådanne fortegnelser, der kan forlede ægtefæller til at tro, at de aftaler, der direkte eller indirekte kan være indeholdt i sådanne fortegnelser, er bindende, selvom aftalerne kun er gyldige, når de er indgået ved ægtepagt, jf. punkt 3.7. og 3.8.

Endelig finder ministeriet ikke grundlag for at udvide en ægtefælles adgang til de oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

3.5.4. Den foreslåede ordning

3.5.4.1. Råderet m.v.

Børne- og Socialministeriet foreslår, at lov om ægtefællers økonomiske forhold indledes med afsnit 1, der indeholder grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Det første kapitel i dette afsnit skal indeholde reglerne om ægtefællers råderet, aftaler mellem ægtefæller, gældsansvar og forsørgelsespligt. Kapitlet skal også indeholde bestemmelsen om ligedelingsordningen, jf. punkt. 3.4.4.

Efter den foreslåede § 1 råder en ægtefælle under ægteskabet over sin formue (særråden), uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet. Samtidig henvises der til de lovbestemte begrænsninger i rådigheden:

• § 1, stk. 2, hvorefter en ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle. Der henvises til punkt. 3.17.

• Kapitel 2 om beskyttelsen af familiens helårsbolig. Der henvises til punkt 3.7.

• Kapitel 3 om gaver til og andre aftaler med tredjemand. Der henvises til punkt 3.5.2.4. og 3.5.2.8.

Ægtefællers ret til under ægteskabet at indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden fastslås i den foreslåede bestemmelse i § 2. Samtidig henviser bestemmelsen til de lovbestemte fravigelser i aftaleretten:

• § 2, stk. 2, hvorefter ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold, medmindre andet følger af loven. Der henvises til punkt 3.8. og 3.9.

• § 2, stk. 3, hvorefter ægtefæller ikke gyldigt kan aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle. Der henvises til punkt 3.6.2.3.

• § 64 i konkursloven om omstødelse af gaver mellem ægtefæller. Der henvises til punkt 6.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 fastslår, at hver ægtefælle under ægteskabet hæfter med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.

Ægtefællers pligt at forsørge hinanden følger af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1. Efter stk. 2 tilhører de midler m.v., som en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse, modtageren. Det beror fortsat på en konkret vurdering, om midler, som den ene ægtefæller overfører til den anden ægtefælle, er forsørgelse, gave, lån m.v., jf. punkt 3.5.1.7. Bestemmelsen fastslår blot, at når der er overføres midler til forsørgelse, så tilhører midlerne modtageren. Midlerne er delingsformue, medmindre andet følger af en aftale om særeje efter § 12.

Efter stk. 3 kan statsforvaltningen pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle. Reglerne om ægtefællebidrag findes i lovforslagets kapitel 16.

3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand

De foreslåede bestemmelser i kapitel 3 om muligheden for at kræve gaver til tredjemand tilbage fra tredjemand og om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre indeholder undtagelser til den foreslåede bestemmelse i § 1 om hver ægtefælles særråden. Da bestemmelserne har snævre anvendelsesområder placeres de ikke i kapitel 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1, regulerer den situation, hvor en ægtefælle har givet tredjemand en gave. Hvis bortgivelsen af gaven medfører begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og gavemodtageren vidste eller burde vide dette, giver bestemmelsen den anden ægtefælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven tilbage.

Bestemmelsen tager således navnlig sigte på tilfælde, hvor en ægtefælle forærer en betydelig del af sin formue til andre med den virkning, at den anden ægtefælle ikke får andel af midlerne ved formuedelingen efter en kommende separation eller skilsmisse, men bestemmelsen kan også anvendes ved formuedeling ved gavegivers død.

Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren sådan, at den anden ægtefælle kan få dækket sine krav ved formuedelingen i gavegiverens formue.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1 anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 indebærer, at når en ægtefælle har overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen. Når tredjemand i sådanne situationer er i god tro, bliver ejerægtefællen bundet af aftalen. Har tredjemand købt løsøret, bliver tredjemand ejer af det, selvom ejerægtefællen ikke har accepteret salget.

3.6. Gaver mellem ægtefæller

3.6.1. Gældende ret

3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller

3.6.1.1.1. Xxxxx mellem ægtefæller gives ved ægtepagt

Gaver mellem ægtefæller er med visse undtagelser kun gyldige, hvis der er oprettet en ægtepagt herom. Dette fremgår af retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., der fastslår, at gaver mellem forlovede, som skal tilfalde modtageren ved ægteskabets indgåelse, og gaver mellem ægtefæller for at være gyldige må ske ved ægtepagt.

Kravet om, at en gave skal gives ved ægtepagt, er en gyldighedsbetingelse både mellem ægtefællerne og i forhold til deres kreditorer. Manglende ægtepagt har den konsekvens, at gaven er ugyldig. Giverens kreditorer kan derfor gøre udlæg direkte i gaven. Endvidere kan giveren eller dennes arvinger kræve gaven tilbage. Der gælder ikke nogen frist for fremsættelse af indsigelse om ugyldighed og krav om tilbagelevering.

Kravet om ægtepagt gælder, uanset hvilken formueordning ægtefællerne har.

Der er ikke krav om ægtepagt ved en aftale i forbindelse med en bodeling – heller ikke selv om boet deles skævt til fordel for den ene ægtefælle. Der henvises til punkt 3.15. om aftaler om delingen (bodelingsoverenskomster).

Efter § 30, stk.1, 2. pkt., gælder ægtepagtskravet ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, og kravet gælder heller ikke gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle.

Sædvanlige gaver omfatter almindelige lejlighedsgaver til jul, fødselsdag m.v., men der stilles ikke krav om, at der har været en ydre anledning til at give gaven. Det beror bl.a. på ægtefællernes økonomiske forhold, samt hvad der tidligere er givet som gaver, om en gave er sædvanlig, og om værdien står i misforhold til giverens kår. Er giveren insolvent, skærpes kravene til, at gaven er sædvanlig.

Det er uafklaret, om gaver i form af livsforsikringer, overlevelsesrenter eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle, kræver ægtepagt i de få situationer, hvor beløb fra disse ordninger kommer til udbetaling i giverens levende live. Det taler for, at sådanne gavedispositioner ikke kræver ægtepagt, at gavegivers kreditorers interesser er beskyttet af reglerne i forsikringsaftalelovens § 117, og at hensynet til ægtefællerne selv ikke kan bære et krav om ægtepagt.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1, at når en forsikringstager kommer under konkurs, og forsikringstageren i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har anvendt et beløb, der var uforholdsmæssigt stort beløb efter forsikringstagerens formuetilstand på det tidspunkt betalingen fandt sted, kan konkursboet overfor forsikringsselskabet forlange, at det for meget erlagte indbetales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af kapitalværdien af den fripolice, hvortil forsikringstageren ville have ret på grundlag af de stedfundne betalinger. Efter bestemmelsens stk. 3 gælder dette, uanset om der er indsat en begunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Hvis den begunstigede har erlagt vederlag for indsættelsen, er den begunstigede berettiget til af boet at kræve dette tilbage. Har den begunstigede oppebåret forsikringssummen, kan boet gøre kravet gældende mod den begunstigede.

Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er gyldig, kan giverens kreditorer i visse tilfælde gøre krav gældende over for modtageren. Der henvises til punkt 3.6.1.2 om kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver mellem ægtefæller.

3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud

Efter retsvirkningslovens § 31 kan en ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et kalenderår har givet overskud, inden udløbet af det følgende år uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit overdrage den

anden ægtefælle indtil halvdelen af overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens (giverens) kreditorer for så vidt giveren i et af giveren underskrevet dokument har angivet overskuddets størrelse, og giveren har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvordan overskuddet skal beregnes, men det antages, at giverens angivelse af overskuddets størrelse må respekteres inden for vide rammer.

Mellem ægtefællerne og i forhold til deres arvinger er overførsel af overskud gyldig uden ægtepagt eller overholdelse af andre formkrav. Hensynet til giverens kreditorer varetages ved den strengt formulerede solvensbetingelse om, at giveren skal have beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Bevisbyrden herfor påhviler ægtefællerne. Desuden er det et krav, at der udfærdiges et dokument, som angiver beløbets størrelse. Hvis ikke begge disse betingelser er opfyldt på tidspunktet for overdragelsen, er overførslen ugyldig over for giverens kreditorer. Det betyder, at kreditorerne

– uanset hvornår kravet er opstået – kan kræve dispositionen tilsidesat.

3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt

Retsvirkningslovens § 32 indeholder en bestemmelse om bevisbyrden ved gaver mellem ægtefæller, der ikke er givet ved ægtepagt. Efter bestemmelsen kan en aftale om overdragelse af ejendele fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle, som ægtefællerne har indgået uden ægtepagt, alene gøres gældende overfor giverens kreditorer, såfremt det godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.

Reglen indeholder to formodninger: At en overførsel mellem ægtefællerne er en gave, og at der til denne gave kræves ægtepagt.

Det er op til ægtefællerne at bevise, at en overførsel ikke var en gave, men derimod f.eks. bidrag til forsørgelsen af den anden ægtefælle m.v. eller led i en gensidig bebyrdende aftale (f.eks. tilbagebetaling af et lån).

Hvis overførslen var en gave, skal ægtefællerne bevise, at den ikke krævede ægtepagt, fordi den var "sædvanlig" (§ 30, stk. 1) eller overskudsdeling (§ 31).

3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser

Efter § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke gennem ægtepagt eller på anden måde gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle. Bestemmelsen skal primært sikre, at overdrageren ikke bringer sine effekter i ly for sine kreditorer hos den anden ægtefælle, men bestemmelsen beskytter også den svagere part i et ægteskab mod uoverskuelige dispositioner.

Det er uafklaret, om bestemmelsen hindrer, at ægtefæller ved ægtepagt aftaler, at hvad ægtefællerne fremtidigt erhverver af indbo, skal tilfalde den ene af dem.

3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver

3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens § 33

Som det fremgår af punkt 3.6.1., er gaver mellem ægtefæller med enkelte undtagelser kun gyldige, hvis de er givet ved ægtepagt efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1. Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er gyldig, kan giverens kreditorer i visse tilfælde gøre et krav gældende over for modtageren om tilbagebetaling af gaven.

Sådanne krav er reguleret af retsvirkningslovens § 33, stk. 1, hvoraf følger, at såfremt den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien.

Den anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når ægtefællen beviser, at de overførte genstande er gået tabt uden ægtefællens skyld.

For at en kreditor kan rette et krav mod gavemodtageren, skal følgende betingelser være opfyldt:

1. Kreditors krav mod giveren skal være opstået, inden gaveægtepagten blev tinglyst.

2. Fuld dækning for kravet skal forgæves have været forsøgt hos giveren. Bevisbyrden herfor påhviler kreditor. Modtagerens hæftelse over for kreditorerne er således subsidiær i forhold til giverens hæftelse.

3. Giveren kan ikke bevise, at giveren uanset gaven beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Hvis de tre betingelser er opfyldt, hæfter modtageren for gavens værdi. Der er ikke tale om, at gaven kan kræves tilbage, men alene at der kan rettes et økonomisk krav mod modtageren svarende til værdien af det overførte. Det er uafklaret, om det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor den blev givet, eller værdien på det tidspunkt, hvor retssag om tilbagebetaling af gavens værdi anlægges.

Modtageren er efter stk. 1, 3. pkt., ansvarsfri, hvis det bevises, at gaven er gået tabt uden modtagerens skyld, f.eks. hvis en bil, der ikke er kaskoforsikret, er blevet stjålet. Bestod gaven af penge, og er pengene forbrugt, skal modtageren erstatte det modtagne beløb.

Efter § 33, stk. 2, finder tilbagebetalingsbestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse med hensyn gaver, der er omfattet af § 30, stk. 1, 2. pkt., dvs. sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, samt gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle. Der henvises til punkt 3.6.1.1.1.

3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven

Det følger af konkurslovens § 64, stk. 1, at gaver, som er fuldbyrdet senere end 6 måneder før fristdagen, kan fordres omstødt. Xxxxx, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.

Xxxxx, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen, kan således efter stk. 1, omstødes, uanset om giveren var eller blev insolvent på dette tidspunkt.

Efter lovens § 1, stk. 1, er fristdagen bl.a. den dag, da skifteretten modtog konkursbegæringen.

Er gaven givet tidligere, men senere end 2 år før fristdagen, kan omstødelse desuden ske, hvis modtageren er en af skyldnerens nærstående, herunder en ægtefælle, jf. lovens § 2, nr. 1. Modtageren kan dog efter lovens § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.

Solvens skal forstås i overensstemmelse med lovens § 17, stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.

I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om insolvens forelå på tidspunktet for dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens økonomiske vanskeligheder på dette tidspunkt var så alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt skøn måtte antages at blive resultatet.

Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven. Dette gælder ligeledes, hvis et bindende gaveløfte er afgivet tidligere. Udgør en gave en løsøregenstand, anses fuldbyrdelsen for sket på tidspunktet for overgivelsen til modtageren. Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for at opnå beskyttelse mod giverens kreditorer, regnes fristen for omstødelse fra tidspunktet for sikringsaktens foretagelse, jf. lovens § 73.

Hvis dispositionen ikke kan betragtes som en gave, vil omstødelse allerede af denne grund være udelukket.

Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden for, at en disposition udgør en gave. Omstændighederne omkring dispositionen kan dog bevirke, at bevisbyrden vendes.

Undtaget fra omstødelsen er i medfør af stk. 3 lejlighedsgaver, lignende gaver og understøttelser. Xxxxx undtages alene fra omstødelsesmuligheden, hvis de ikke stod i misforhold til giverens økonomiske situation. Det samme krav gælder for understøttelser, som skyldneren har pligt til at yde.

3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver

3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til deres arvinger

Retsvirkningslovsudvalget finder det ikke rimeligt, at en ægtefælle flere år senere kan fortryde en gave og forlange den tilbage, blot fordi gaven blev givet uden ægtepagt. Det er heller ikke rimeligt, at giverens arvinger efter giverens død kan anfægte en gave, som er givet for flere år tidligere.

Udvalget peger på, at kravet om ægtepagt bl.a. blev indført af hensyn til den svage ægtefælle, der kan blive forledt til at overdrage sin formue til den anden. Der er imidlertid ikke grund til at antage, at kravet om ægtepagt giver en særlig beskyttelse mod uovervejede dispositioner. En svag ægtefælle har i forvejen mulighed for at lade den anden ægtefælle råde over sin formue og eventuelt forbruge eller investere den uklogt, og det er næppe muligt at beskytte ægtefæller mod økonomisk ukloge dispositioner i forhold til hinanden.

Udvalget har overvejet, om en ophævelse af ægtepagtskravet vil medføre en øget bevisusikkerhed med hensyn til, hvem der ejer hvad. For så vidt angår de mest værdifulde aktiver som fast ejendom, biler og værdipapirer, sker der ved overdragelsen af gaven en registrering af ejerforholdene. Det er yderst vanskeligt for en ægtefælle at bevises, at de registrerede ejerforhold er anderledes end de virkelige.

Udvalget bemærker, at det som beskrevet i punkt 3.5.1.7. kan give anledning til tvivl, om en overførsel fra den ene ægtefælle til den anden skal kvalificeres som forsørgelse, gave eller lån m.v. Er der ikke oprettet ægtepagt, er det efter gældende ret uden større betydning i forholdet mellem ægtefællerne, om der er tale om en ugyldig gave eller et lån eller et andet formueretligt krav, idet beløbet i begge tilfælde kan kræves tilbage, mens overførsler til forsørgelse ikke kan kræves tilbage. Hvis kravet om ægtepagt som gyldighedsbetingelse opgives, vil det være uden betydning, om der er tale om gave eller forsørgelse, mens der ved lån og andre formueretlige krav kan kræves tilbagebetaling.

Samlet set finder udvalget ikke, at en ophævelse af ægtepagtskravet ved gaver mellem ægtefællerne i relation til ægtefællernes indbyrdes krav vil give anledning en sådan øget bevistvivl, at det kan opveje hensynet til, at ægtefællerne kan indrette sig i tillid til, at en givet gave ikke kan kræves tilbage på grund af en formel fejl.

3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kravet om ægtepagt er nødvendigt af hensyn til ægtefællernes kreditorer, bemærker udvalget, at når der er tale om gave i form af fast ejendom, værdipapirer eller biler, sker der en registrering af ejerforholdet. En ægtefælle, der over for en kreditor gør gældende, at et aktiv er givet som gave til den anden ægtefælle, uden at der er sket en registrering heraf, skal løfte en bevisbyrde, der i praksis næppe kan løftes. I disse tilfælde er der derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov for at stille krav om en ægtepagt.

Er der tale om likvide midler, som en ægtefælle vil bringe i kreditorly, vil dette typisk ske enten ved fortsat at opbevare midlerne skjult i kontanter eller ved overførsel til konti i "skattely-lande“. I disse tilfælde er det næppe den familieretlige lovgivning, der har indflydelse på, om kreditorerne kan få adgang til midlerne.

Efter udvalgets opfattelse er det kreditorer, der havde et krav mod en ægtefælle på tidspunktet for overdragelsen, der har behov for beskyttelse. Der er som udgangspunkt ikke noget forkert i, at en solvent ægtefælle for at sikre den anden og familiens hjem overdrager sin faste ejendom til den anden

ægtefælle, inden den pågældende f.eks. begynder en selvstændig virksomhed med risiko for at pådrage sig gæld. I denne situation kan ægtefællens kommende kreditorer ved deres kreditvurdering tage højde for, at den pågældende ikke længere ejer ejendommen, og de kan indrette deres kreditgivning herefter.

De gældende regler giver mulighed for, at en kreditor, der først længe efter en gaveoverdragelse har fået et krav på giverægtefællen, kan påberåbe sig ugyldigheden, hvis ægtefællerne ikke har oprettet ægtepagt. Udvalget finder det ikke rimeligt, at en gaveoverdragelse fra en solvent person til sin ægtefælle mange år efter kan anfægtes af overdragerens kreditorer, blot fordi der ikke er oprettet ægtepagt. I forhold til kreditorerne vil oprettelsen af ægtepagt eller ej i denne situation være en tilfældighed, der kommer til at afgøre, om de kan gøre et krav gældende i forhold til skyldnerens ægtefælle.

Udvalget finder derfor, at beskyttelsen af kreditorerne ikke bør ske gennem et krav om ægtepagt, der vil ramme mere eller mindre tilfældigt afhængigt af, om ægtefællerne husker dette formkrav, men ved en udvidelse af den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 33 om kreditorers mulighed for at få omstødt gaver mellem ægtefæller, jf. punkt 3.6.2.4.

3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud

I lyset af forslaget om ophævelse af ægtepagtskravet ved gave mellem ægtefæller foreslår udvalget, at bestemmelsen om gave i form af overskudsdeling videreført.

3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver

Efter retsvirkningslovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke gyldigt aftale, at alt, hvad den ene fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden. Udvalget finder, at denne bestemmelse bør videreføres, idet sådanne aftaler vil kunne gøre det lettere for en insolvent ægtefælle at forsøge at bringe sine aktiver i kreditorly hos den anden ægtefælle. Endvidere vil sådanne aftaler kunne have uoverskuelige konsekvenser for giveren.

Udvalget har heller ikke fundet behov for at gøre det muligt at indgå aftaler om fremtidigt erhvervet indbo.

3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver

Udvalget har i betænkningens kapitel 9, pkt. 5.2, anført, at det nære interessefællesskab mellem ægtefæller medfører, at ægtefæller har en tilskyndelse til at bringe aktiver i kreditorly hos den ene ægtefælle, hvis den anden er insolvent. Konkurslovens regler yder en vis beskyttelse herimod, men lovens omstødelsesfrister er relativt korte, og det er omkostningstungt for en kreditor først at skulle få giveren erklæret konkurs og derefter gennemføre en omstødelsessag.

Udvalget finder derfor, at der i relation til gaver mellem ægtefæller er behov for en stærkere beskyttelse af kreditorerne, end hvad der følger af konkursloven:

• Kreditor bør ikke være begrænset af fristerne i konkurslovens § 64.

• Kravene til, at giveren ikke må være eller blive insolvent som følge af gaven, bør skærpes i forhold til konkurslovens insolvensbegreb.

Beskyttelsesbehovet gælder for kreditorer, der havde et krav mod en ægtefælle på det tidspunkt, hvor den pågældende overdrog sine aktiver til sin ægtefælle. En ægtefælle, der har gæld, skal således ikke kunne unddrage sine aktiver fra kreditorerne ved at forære dem til sin ægtefælle. I disse tilfælde bør kreditor – ligesom efter den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 33 – kunne rette et krav direkte mod modtageren.

Som efter gældende ret skal hæftelsen for den ægtefælle, der har modtaget gaven, være subsidiær. Kreditor skal først have konstateret, at skyldnerægtefællen ikke kan betale.

Kreditor kan herefter direkte over for modtageren gøre krav på den værdi, som gaven havde ved overdragelsen.

Som efter gældende ret skal kravet bortfalde, hvis gaven er gået tabt uden modtagerens skyld. Ligeledes skal modtageren ligesom efter gældende ret erstatte et forbrugt pengebeløb, uanset hvad pengene blev anvendt til.

Endvidere bør kravet efter udvalgets opfattelse nedsættes, hvis gaven uden modtagerens skyld er faldet i værdi, f.eks. på grund af konjunkturforhold. Ellers ville kreditor være stillet bedre, end hvis skyldneren havde beholdt aktivet, der med skyldneren som ejer var faldet tilsvarende i værdi.

Udvalget foreslår samtidig, at det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor kreditor fremsætter kravet over for modtageren, der er afgørende. Modtageren bærer således risikoen, hvis gaven går tabt eller falder i værdi efter, at krav på tilbagebetaling er fremsat over for modtageren.

Den situation, at en insolvent ægtefælle har foretaget løbende overførsler til den anden, der overstiger, hvad der må anses for rimelig forsørgelse, har givet anledning til tvivl i praksis. Udvalget foreslår derfor, at det præciseres, at kreditor også kan gøre et krav gældende mod modtageren, i det omfang overførslerne overstiger "rimelig forsørgelse“.

Som anført ovenfor er der efter udvalgets opfattelse behov for en særlig beskyttelse af kreditorerne i forhold til gaver mellem ægtefæller, fordi der her er en særlig tilskyndelse til at bringe aktiver i kreditorly. Udvalget finder, at en ægtefælle ikke til skade for sine kreditorer bør kunne forære så stor en del af sin formue til sin ægtefælle, at den pågældendes gæld herefter overstiger aktiverne, uanset at den pågældende på overdragelsestidspunktet har en tilstrækkelig stor indtægt til at opfylde sine forpligtelser, når de forfalder. Efter udvalgets opfattelse bør giverens kreditorer kunne rette et krav mod modtageren for værdien af gaven ved modtagelsen, hvis giveren ved overdragelsen af gaven vidste, at giverens formue derved blev negativ, og at giveren således udsatte sine kreditorer for risiko for tab.

Udvalget foreslår derfor, at der ved vurderingen af, om giveren var eller blev insolvent ved gavens overdragelse, skal lægges vægt på, om giveren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, hvis giveren, da gaven blev givet, havde udsigt til i kraft af fremtidige indtægter at dække forpligtelserne. Som efter gældende ret er det ægtefællerne, der har bevisbyrden herfor.

Under hensyn til, at der kan være tale om gaver givet for en del år tilbage, hvor det kan være vanskeligt for giveren at skaffe dokumentation for sin økonomiske situation dengang, foreslås det, at det skal være tilstrækkeligt for at undgå et krav fra kreditor, hvis ægtefællerne beviser, at giveren på et tidspunkt, der ligger efter gavens overdragelse, havde utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Hvis f.eks. en ægtefælle ikke er i stand til at bevise, at ægtefællen havde en utvivlsomt positiv formue, efter at gaven blev givet for 8 år siden, men kan bevise, at formuen var utvivlsom positiv for 5 år siden, vil dette være tilstrækkeligt til at undgå et krav fra kreditor.

Efter de almindelige regler i forældelsesloven begynder forældelsesfristen på som udgangspunkt 3 år først at løbe fra det tidspunkt, hvor kravet kan gøres gældende mod modtageren. Da kravet mod modtageren først kan gøres gældende, når det er blevet konstateret, at giveren ikke kan betale, kan der i nogle tilfælde gå mange år, fra gaven bliver givet, til kravet rejses. Dette kan f.eks. være tilfælde, hvor giveren i en årrække har overholdt en afdragsordning med kreditorerne, eller hvor et krav f.eks. vedrørende salg af en forurenet ejendom, først bliver rejst mange år efter, at det er opstået. Udvalget finder, at forældelse af kravet over for modtagerægtefællen bør følge de almindelige forældelsesregler.

Udvalget foreslår i stedet etablering af adgang til i særlige tilfælde at lempe kravet mod modtagerægtefællen. En tilsvarende regel findes i konkurslovens § 78, hvorefter et omstødelseskrav mod modtageren af gaven (den begunstigede) i særlige tilfælde kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis gennemførelsen af kravet ville være urimeligt byrdefuldt, og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Udvalget foreslår, at denne lempelse kun skal kun kunne ske i særlige tilfælde. Der må ved afgørelsen lægges vægt på den tid, der er gået, fra gaven blev givet, motivet for gaven og modtagerens nuværende økonomiske situation, herunder muligheden for at opretholde en bolig for sig selv og sine børn. Der vil navnlig kunne lempes, hvis der er gået lang tid, fra gaven blev givet, og begge ægtefæller på dette tidspunkt var uden kendskab til kravet. Giveren kan f.eks. tidligere have solgt en grund, der uden den pågældendes viden viser sig at være forurenet, og hvor køberen først længe efter gaveoverdragelsen fremsætter krav om erstatning som følge af forureningen.

Endelig har udvalget overvejet, om tilbagesøgningsbestemmelsen tillige skal finde anvendelse, når ægtefæller i forbindelse med en bodeling efter separation eller skilsmisse aftaler en deling af deres formuer, hvorefter den ene ægtefælle modtager mere, end den pågældende har krav på. En sådan skævdeling kan være en gave, der efter gældende ret kan omstødes efter konkurslovens regler.

Udvalget finder ikke, at tilbagesøgningsbestemmelsen bør udvides til at omfatte denne situation. Der kan være mange andre grunde end kreditorunddragelse til, at ægtefæller ved bodeling indgår en aftale, der stiller den ene bedre, end hvad denne har krav på efter lovgivningen. Der kan f.eks. være tale om, at den ene ægtefælle ønsker at give den anden ægtefælle mulighed for at beholde boligen sammen med børnene. En gave i form af en skævdeling i forbindelse med en bodeling bør derfor som efter gældende ret kun kunne omstødes efter reglerne i konkursloven og inden for de frister, der følger heraf.

Udvalgets forslag er udmøntet i lovudkastets § 31 og bemærkningerne hertil.

3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mellem ægtefæller

Børne- og Socialministeriet har anmodet Justitsministeriet om at forelægge Xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx forslag i lovudkastets § 31 til en ny bestemmelse om tilbagesøgning af gaver, som en ægtefælle gyldigt har givet til den anden ægtefælle, for Konkursrådet.

Konkursrådet har den 17. september 2015 afgivet en udtalelse om udvalgets forslag til retsvirkningslovens § 31.

Konkursrådet anfører bl.a., at bestemmelser om omstødelse af gaver efter rådets opfattelse bør samles i konkursloven og ikke findes i særlove, og at det bør kræve stærke hensyn at fravige dette principielle synspunkt.

Konkursrådet bemærker, at det koster ca. 30.000 kr., jf. konkurslovens § 27, at få indledt en konkurs, hvilket må anses for i mange tilfælde at være et mindre beløb sammenlignet med de forventede omkostninger ved f.eks. at føre en omstødelsessag efter forslaget til § 31.

Hertil kommer, at omstødelse af gaver mellem ægtefæller i dag typisk sker efter konkurslovens § 64. Der findes stort set ingen trykt praksis om den gældende retsvirkningslovs § 33, hvilket ifølge Konkursrådet kan være en indikation på, at reglen i praksis kun anvendes i begrænset omfang.

Konkursrådet anfører desuden, at forslaget til § 31 bygger på et først-til-mølle-princip, det vil sige, at reglen giver den af ægtefællens kreditorer, som først anlægger sag mod modtageren, retten til omstødelse af kravet. Dette er efter rådets opfattelse ikke rimeligt, og det strider mod grundlæggende insolvensretlige hensyn.

Rådet anfører i den forbindelse, at en sag efter forslaget til § 31 kun kan rejses, hvis kreditor ikke kan få dækket sit krav mod giveren. Det vil i praksis betyde, at en sag efter forslaget kun vil være relevant, hvis giveren er insolvent eller insufficient (det vil sige har færre aktiver end passiver). I en sådan situation vil der i almindelighed ikke være udsigt til dækning af samtlige giverens kreditorers krav, hvorfor det insolvensretlige lighedsprincip taler afgørende imod et sådant først-til-mølle-princip, det vil sige, at udbyttet af omstødelseskravet bør deles ligeligt mellem giverens kreditorer. Rådet bemærker hertil, at krav efter forslaget til § 31 er begrænset til kreditorer, som havde krav på giveren, da gaven blev givet. Under en insolvensbehandling er det ikke således, at omstødelseskrav særligt tilkommer de kreditorer, som havde et krav, da den omstødelige disposition blev foretaget, da senere (nye) kreditorer efter rådets opfattelse har et lige så beskyttelsesværdigt krav.

Konkursrådet har herudover anført, at konkurslovens § 64 har forrang for § 31. Denne forrang fremgår ikke af forslaget til § 31. Konkursboet har dermed primær søgsmålsret for krav, som tillige kan rejses efter konkurslovens § 64. Rådet finder det imidlertid uklart, hvad der gælder, hvis en kreditor inden konkursen har anlagt sag efter § 31, men kravet tillige kan støttes på konkurslovens § 64.

Konkursrådet anfører desuden i udtalelsen, at forslaget til § 31 er unødigt teknisk kompliceret som følge af, at bestemmelsen ikke findes i konkursloven.

Forslaget til § 31 indeholder således gengivelser af bestemmelser i konkursloven. Hvis forslaget til § 31 var en del af konkursloven, ville der ikke være et behov for at gengive disse dele af konkursloven i § 31.

Herudover anfører Konkursrådet, at forslaget til § 31 reelt kun giver en begrænset udvidelse af omstødelsesadgangen sammenholdt med konkurslovens § 64, herunder at forslaget til § 31 udover gaver også omfatter urimeligt store overførsler og betalinger af udgifter. Desuden giver forslaget til § 31 mulighed for omstødelse af gaver, som er fuldbyrdet mere end 2 år før fristdagen. Herudover giver forslaget til § 31 mulighed for omstødelse af en gave, der er ydet på et tidspunkt, hvor giveren var insufficient, men ikke insolvent.

Det begrænsede selvstændige område for § 31 taler efter Konkursrådets opfattelse for at udvide anvendelsesområdet for konkurslovens § 64, således at der ikke er behov for en særlovsbestemmelse som § 31.

Afslutningsvis er det efter Konkursrådets opfattelse tvivlsomt, om forslaget til § 31 løser problemet med ægtefællefinten. Den foreslåede regel lægger vægt på, om giveren på ægtefællefintetidspunktet beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler (stk. 4). Der kan være situationer, hvor giveren frygter en erstatningssag, eksempelvis på grund af erstatningsansvarspådragende ledelse af en virksomhed, men hvor kravet ikke er rejst endnu, eller der endnu ikke er faldet dom for kravet. Konkursrådet finder det i disse situationer uklart, om giveren skal beholde midler til at dække de krav for at undgå sag efter forslaget til § 31, eller om man kan nøjes med at have beholdt midler nok til at dække krav, som var tilstrækkeligt klart fastslået, da gaven blev givet.

Konkursrådet har på den baggrund anbefalet at udvide anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 og dermed samle omstødelsesreglerne i konkursloven således, at konkurslovens § 64 fremover også kommer til at dække indholdet i forslaget til § 31.

3.6.4. Overvejelser

3.6.4.1. Børne- og Socialministeriet overvejelser om betingelser for gaver mellem ægtefæller

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at kravet om, at gaver mellem ægtefæller som udgangspunkt skal gives ved ægtepagt, ikke bør opretholdes. Ægtepagtskravet kan medføre en uhensigtsmæssig retsstilling mellem ægtefællerne, idet en ægtefælle vil kunne kræve en gave tilbage, alene fordi gaven for måske mange år siden blev givet uden ægtepagt. Samtidig ses ægtepagtskravet ikke at yde en nævneværdig beskyttelse over for en ægtefælles kreditorer.

Som følge heraf finder ministeriet som udvalget, at der ikke er behov for at videreføre muligheden for, at en ægtefælle giver sin ægtefælle en gave i form af en del af giverens overskud.

At indgå en aftale om, at den ene ægtefælles fremtidige erhvervelser skal overdrages til den anden ægtefælle er en usædvanlig disposition, og ægtefæller ses ikke at have et reelt behov for at kunne indgå sådanne aftaler. Det forekommer nærliggende at tro, at sådanne aftaler hovedsageligt har til formål at bringe giverens aktiver i kreditorly. Har aftalen ikke dette formål, er der risiko for, at sådanne aftaler er uoverskuelige for giveren. Ministeriet er derfor enig med udvalget i, at forbuddet mod at overdrage fremtidige erhvervelser skal opretholdes.

3.6.4.2. Regeringens overvejelser om omstødelse af gaver mellem ægtefæller

Regeringen er enig med Konkursrådet i, at reglerne om omstødelse af gaver mellem ægtefæller bør samles i konkursloven, og at der ved siden af disse regler ikke er behov for omstødelsesregler i den familieretlige lovgivning.

Regeringen finder på den baggrund - ligesom Konkursrådet - at der bør udarbejdes forslag til udvidelse af anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 på grundlag af Retsvirkningslovsudvalgets forslag til § 31 om omstødelse uden for konkurs af gaver mellem ægtefæller.

3.6.5. Den foreslåede ordning

Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, hvorefter gaver mellem ægtefæller som udgangspunkt kræver ægtepagt, bestemmelsen i lovens § 31 om overskudsdeling og bevisbyrdereglen i § 32 videreføres ikke i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Retsvirkningslovens § 30, stk. 2, om forbud mod gave i form af fremtidige erhvervelser videreføres. Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Endelig videreføres retsvirkningslovens § 33 om "omstødelse" uden for konkurs af gaver mellem ægtefæller ikke. I stedet foreslås anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 om omstødelse af gaver mellem ægtefæller udvidet. Der henvises til følgeloven, de almindelige bemærkninger, punkt 2.4, samt til følgelovens § 3 og bemærkningerne hertil.

3.7. Begrænsninger i en ægtefælles rådighedsret – fast ejendom og løsøre

3.7.1. Gældende ret

Som det fremgår af punkt 3.5.1.1. har en ægtefælle efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, ret til i levende live at råde over sine aktiver.

Denne råderet begrænses bl.a. af bestemmelserne i lovens §§ 18 og 19. Efter disse bestemmelser må en ægtefælle kun disponere over en række bestemte aktiver med samtykke fra den anden ægtefælle. Forbuddet om at disponere omfatter navnlig forbud mod at sælge fast ejendom, som tjener til familiens bolig, og indbo i familiens bolig.

Bestemmelserne hænger således sammen med reglerne om krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63, hvorefter den ene ægtefælle ved formuedelingen mod betaling i et vist omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden ægtefælles fælleseje, jf. punkt 3.20.

Bestemmelserne hænger endvidere sammen med ægtefælleskiftelovens § 54, hvorefter ægtefællerne beholder rådigheden over deres bodele under ægtefælleskiftet. Skifteretten kan dog fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle. Fratager skifteretten en ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under rådighedsfratagelsen.

Den længstlevende ægtefælles ret til at udtage aktiver på et dødsboskifte er reguleret i arvelovens §§ 12 og 13, og arvelovens § 91, stk. 2, indeholder regler om en ægtefælles adgang til ved testamente at råde over visse aktiver, der tilhører ægtefællen, og som er fælleseje.

Beskyttelsen efter §§ 18 og 19 omfatter kun aktiver, som den ene ægtefælle ejer. Aktiver, der er i sameje mellem ægtefællerne, er ikke omfattet af beskyttelsen, da den ene ægtefælle i kraft af samejet ikke kan disponere over aktivet uden den anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestemmelsen kun aktiver, der helt eller delvist er fælleseje.

Formålet med bestemmelserne er navnlig at beskytte den ægtefælle, der ikke ejer den ejendom, som benyttes til familiens bolig, og indboet i boligen mod, at den anden ægtefælle sælger ejendommen eller indboet inden separation og skilsmisse og dermed fratager den første ægtefælle muligheden for at udtage ejendommen og indboet ved delingen af ægtefællernes formuer.

Beskyttelsen gælder ifølge praksis, selvom ægtefællerne har ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører først, når der på skifte i forbindelse med separation eller skilsmisse er taget stilling til, hvem af ægtefællerne, der skal udtage de omhandlede aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63 (se punkt 3.20.).

3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)

Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig. Det samme gælder fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til.

En ægtefælle må heller ikke uden samtykke fra den anden ægtefælle udleje eller bortforpagte sådanne ejendomme, såfremt dette vil medføre, at ejendommen ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden.

Fast ejendom efter § 18 omfatter eksempelvis huse og ejerlejligheder. Efter praksis omfatter bestemmelsen også dispositioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis gennem udstykning, hvis det areal, der udstykkes, udgør en naturlig bestanddel af ejendommen, sådan at ejedommens samlede standard eller karakter forringes ved udstykningen.

Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er familiens hjem, dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse og andre fritidsejendomme er også omfattet af bestemmelsen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.

En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er taget i brug af familien. En ejendom, der er købt med det formål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu ikke anvendes til familiens bolig, er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til.

Bestemmelsen omfatter ikke lejebolig og andelsbolig, jf. punkt 3.7.1.2.

Efter bestemmelsen må en ejerægtefælle ikke uden samtykke foretage følgende dispositioner over fast ejendom, der er omfattet af § 18: salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning.

3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig

Retsvirkningslovens § 18 omfatter alene fast ejendom og dermed ikke lejeboliger. Ægtefæller nyder dog en tilsvarende beskyttelse af lejebolig gennem reglerne i lejeloven. Således må en lejer efter lovens § 72 ikke uden sin ægtefælles samtykke fremleje en lejebolig, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed.

Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt, kan lejeren efter § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2 må lejeren dog ikke

uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet.

Efter begge bestemmelser finder § 18, stk. 2, og § 20 i retsvirkningsloven tilsvarende anvendelse. Det følger af disse bestemmelser, der er beskrevet i punkt 3.7.1.4. og 3.7.1.5., at den anden ægtefælle, der ikke har givet samtykke til fremleje eller opsigelse af lejemålet, kan få en sådan disposition omstødt ved dom, når dispositionen er gennemført. Xxxxx lejeren sin ægtefælle om at give samtykke til dispositionen, og nægter ægtefællen at give samtykke, kan statsforvaltningen efter anmodning fra lejeren tillade dispositionen.

Tilsvarende gælder efter lov om leje af almene boliger, hvis § 68 svarer til lejelovens § 72, mens § 84, jf. § 87, stk. 1, svarer til lejelovens § 81.

Andelsboliger er heller ikke omfattet af § 18 i retsvirkningsloven. I stedet følger det af § 13 i normalvedtægt for en privat andelsboligforening, at en andelshaver ikke uden sin ægtefælles samtykke må overdrage andelen, såfremt dette vil medføre, at andelsboligen ikke længere kan tjene til fælles bolig. Det fremgår af vedtægtens § 16, at ved ophævelse af samliv mellem ægtefæller er den af parterne, der efter deres egen eller myndighedernes bestemmelse bevarer retten til boligen, berettiget til at fortsætte medlemskab og beboelse af boligen.

Det følger af andelsboligloven, at der skal udarbejdes en sådan normalvedtægt. Vedtægten er frivillig for den enkelte andelsboligforening, og de ovennævnte bestemmelser kan derfor være fraveget i vedtægterne for den konkrete forening.

Efter en analogi af lejelovens § 77 kan retten ved dom under en separations- eller skilsmissesag træffe

afgørelse om, hvem der skal have ret til at bebo en andelslejlighed.

3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (retsvirkningslovens § 19)

Efter retsvirkningslovens § 19, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller det tjener til børnenes personlige brug.

Biler og cykler samt eksempelvis maleri- eller frimærkesamlinger er ikke omfattet af bestemmelsen.

Indbo, der ikke er placeret i det fælles hjem, er heller ikke omfattet af bestemmelsen, f.eks. opmagasineret indbo fra en tidligere bolig.

Selvom den anden ægtefælle er umyndig, kan ægtefællen selv give samtykke til salg eller pantsætning af løsøret, såfremt ægtefællen dog ikke er sindssyg eller åndssvag. I så fald er samtykke ikke nødvendigt. Det samme gælder, hvis ægtefællens udtalelse ikke kan indhentes uden væsentlig vanskelighed eller forsinkelse.

Beskyttelsen mod salg m.v. af løsøre, der tjener til børnenes personlige brug, skal ses i sammenhæng med ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2. Efter denne bestemmelses stk. 1 har hver af ægtefællerne ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Efter stk. 2 kan genstande, der er erhvervet til børnenes brug, udtages forlods af den ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl.

3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over fast ejendom og løsøre (retsvirkningslovens

§ 20)

Hvis den anden ægtefælle nægter at give samtykke til dispositioner, der er omfattet af retsvirkningslovens §§ 18 eller 19, kan statsforvaltningen efter lovens § 20 give tilladelse til dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen".

Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser, og tilladelse gives efter praksis, når ægtefællens nægtelse må anses som urimelig. Bestemmelsen anvendes kun i meget begrænset omfang.

Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovens § 52 a, stk. 1. Der henvises til punkt 3.24.

3.7.1.5. Omstødelse af dispositioner over fast ejendom og løsøre, der er foretaget uden samtykke eller tilladelse (retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2,)

Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast ejendom, indbo m.v., der er omfattet af retsvirkningslovens §§ 18 og 19 uden enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter lovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, anlægge en retssag med henblik på omstødelse af dispositionen.

Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse skal anlægges inden 3 måneder efter, at ægtefællens har fået kundskab til retshandlen, og senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet tinglyst. Dette omfatter efter tinglysningslovens kapitel 6 - 6 b følgende aktiver: fast ejendom. motorkøretøjer, andelsboliger m.v. Ved aktiver omfattet af § 19 løber 1 års-fristen fra genstandens overlevering.

Betingelserne for omstødelse efter de to bestemmelser er ikke ens.

Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at køberen "indså eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er den ikke-handlende ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.

For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for at få noteret vielsesattesten på ejendommens blad i tingbogen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af ejendommen er gift. Det vil i så fald være medkontrahenten, der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til dispositionen, at medkontrahenten med rette antog, at der forelå et samtykke, eller at dispositionen ikke var omfattet af § 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke tjente til familiens bolig.

Medkontrahenten er derfor i ond tro, hvis medkontrahenten har undersøgt tingbogen og konstateret, at der var noteret en vielsesattest, og ikke sikret sig, at der var givet samtykke, eller at samtykke ikke var nødvendigt.

Det er uafklaret, om manglende undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond tro.

Efter § 19, stk. 2, kan der ske omstødelse af en disposition vedrørende løsøre, medmindre medkontrahenten var i god tro. Det er således medkontrahenten, der skal har bevisbyrden for, at vedkommende var i god tro om, at ejerægtefællen var berettiget til at foretage dispositionen.

Efter praksis er denne bevisbyrde særdeles vanskelig at løfte. Medkontrahenten kan f.eks. ikke støtte sig til sælgerægtefællens forklaring om, at der ikke er behov for samtykke, men må vurdere behovet for samtykke ud fra mere objektive oplysninger.

3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.7.2.1. Fast ejendom

Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at beskyttelsen af den fælles bolig, som også findes i lejelovgivningen for så vidt angår lejeboliger, bør opretholdes.

Retsvirkningslovens § 18 har til formål at beskytte den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af den ejendom, familien bor i, mod at ejerægtefællen sælger, pantsætter eller udlejer den. Bestemmelsen

har efter udvalgets opfattelse navnlig betydning, når ægteskabet er tæt på sammenbrud. Ved et salg på dette tidspunkt mister ægtefællen, der ikke ejer ejendommen, muligheden for at udtage ejendommen på skiftet. I de fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske aktiv, og samtykkekravet ved pantsætning beskytter ikke-ejerægtefællen mod, at formue i form af friværdi i boligen forbruges, uden at den pågældende ved det.

Udvalget bemærker, at det taler imod at opretholde bestemmelsen, at ikke-ejerægtefællen vil kunne anvende beskyttelsen chikanøst ved at nægte at give samtykke til salg af boligen, selvom den pågældende ikke ønsker at overtage boligen eller ikke har økonomisk mulighed for at overtage boligen. Dette vil dog kunne imødegås ved, at opretholde statsforvaltningens mulighed for at give tilladelse til dispositionen.

Udvalget foreslår dog den gældende ordning ændret på flere punkter.

Først og fremmesat foreslår udvalget, at beskyttelsen af fast ejendom bør koncentreres om det væsentlige, nemlig familiens helårsbolig. Udvalget lægger vægt på, at det er bedst stemmende med det beskyttelsesbehov, der søges varetaget med samtykkekravet, at anvendelsesområdet begrænses til boliger, der er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig. Afgørende må efter udvalgets opfattelse være, at en ægtefælle ikke ved den anden ægtefælles ensidige disposition pludselig fratages grundlaget for familiens hverdag i hjemmet.

Samtidig mener udvalget, at beskyttelsen af familiens helårsbolig ikke kun bør omfatte fast ejendom, men alle boligtyper. Den anden ægtefælles interesse i beskyttelse af familiens bolig er uafhængig af boligtypen, hvorfor beskyttelsen også bør omfatte husbåde, campingvogne m.v., forudsat at de anvendes til helårsbolig for familien

Udvalget finder derimod ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for også at lade beskyttelsen omfatte fritidshuse, medmindre de anvendes til helårsbolig for familien. Dette skyldes, at salg af et fritidshus ikke i samme grad er indgribende over for den anden ægtefælle som salg af familiens helårsbolig.

Afgørende for, om en ejendom m.v. er omfattet af beskyttelsen, skal således efter udvalgets opfattelse ikke være karakteren af den pågældende ejendom m.v., men hvorvidt den er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig.

Formuleringen "bestemt til at tjene til familiens helårsbolig" indebærer, at det er uden betydning, om familien aktuelt bebor boligen. En bolig under opførelse eller et nyindkøbt hus, som familien endnu ikke er flyttet ind i, bør efter udvalgets opfattelse være omfattet af beskyttelsen. En bolig, der midlertidigt er udlejet, bør også være omfattet af beskyttelsen, hvis det er hensigten, at familien skal vende tilbage til boligen, f.eks. efter et midlertidigt ophold i udlandet.

Der er efter forslaget ikke noget til hinder for, at en familie har flere helårsboliger, der er omfattet af beskyttelsen.

§ 18 beskytter som nævnt alene familiens bolig, hvis den er fælleseje. Udvalget mener, at beskyttelsen af familiens helårsbolig bør være uafhængig af, om boligen er fælleseje eller særeje. Efter udvalgets opfattelse taler hensynet til ejerægtefællen ikke imod en sådan udvidelse af reglen.

Med hensyn til fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til, peger udvalget på, at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i vidt omfang vil være beskyttet af lejelovens regler (se punkt 3.7.1.2.), og at denne ægtefælle kan og bør sikre sig og sin erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med ejerægtefællen. På den baggrund finder udvalget, at der ikke er behov for, at erhvervsvirksomhed er omfattet af beskyttelsen.

Udvalget har endvidere overvejet, om andelsboliger bør være omfattet af beskyttelsen. Andelsboliger har i dag ofte en betydelig værdi, og det er blevet muligt at optage lån med sikkerhed i andelen, hvilket taler for, at de bør ligestilles med ejerboliger. Dette taler for, at også beskyttelsen mod pantsætning uden den anden ægtefælles samtykke bør gælde for andelsboliger samt aktieboliger og andre boliger, der er omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber (lovbekendtgørelse nr. 447 af 21. marts 2015).

Endvidere har udvalget overvejet, om beskyttelsen af fast ejendom fortsat skal omfatte pantsætning. Det taler for at undtage pantsætning fra beskyttelsen, at pantsætning af boligen ikke på samme måde som salg angriber boligen direkte. Endvidere er pantsætning et sædvanligt led i den almindelige bestyrelse af en ejendom, og ejendomme ikke er beskyttet mod kreditorforfølgning. Udvalget finder dog, at pantsætning fortsat skal være omfattet af beskyttelsen. Udvalget har herved lagt vægt på, at det er let at belåne friværdien i fast ejendom, og at ejerægtefællen ved at belåne ejendommen i tiden omkring ægteskabets sammenbrud vil kunne gøre det økonomisk umuligt for den anden ægtefælle at overtage ejendommen og opretholde familiens hidtidige bolig.

Udvalget har heller ikke fundet grundlag for at ændre beskyttelsen for så vidt angår udlejning.

Udvalget finder, at det udtrykkeligt bør fremgå af loven, at beskyttelsen gælder, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet. Beskyttelsen skal gælde, indtil der er truffet afgørelse om, hvem den pågældende ejendom skal tilfalde. Dette er i overensstemmelse med gældende ret for så vidt angår ejendomme, der er delingsformue.

Beskyttelsen i forhold til bolig, der er delingsformue, bør således efter udvalgets opfattelse udstrækkes til at gælde efter separation eller skilsmisse.

Hvis boligen er særeje, foreslås det, at beskyttelsen ophører allerede ved separation eller skilsmisse. På den måde er ejerægtefællen som udgangspunkt ikke afskåret fra at disponere over

boligen. Hvis den anden ægtefælle imidlertid fremsætter krav om at udtage boligen gennem reglerne om krydsende udtagelsesret, er det udvalgets opfattelse, at ejerægtefællen fra det tidspunkt må afvente en endelig stillingtagen til kravet – enten ved dom eller efter aftale med den anden ægtefælle – før boligen kan sælges.

Udvalget foreslår endvidere, at også den anden part i aftalen, som har købt, fået pant i eller har lejet ejendommen, kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispositionen. Herved undgås det, at en

ægtefælle, der har gjort en dårlig handel, forsøger at dække sig under et manglende ægtefællesamtykke.

Udvalget har endelig fundet, at bevisbyrden i den gældende § 18, stk. 2, bør vendes om, således at det er køber eller panthaver, der skal bevise, at han eller hun var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over ejendommen. Efter udvalgets opfattelse vil en sådan ændring medføre en øget beskyttelse af den anden ægtefælle. Den omvendte bevisbyrde kan ikke antages at blive særligt belastende for køberen, idet det er standardprocedure ved handler gennem ejendomsmægler at sikre sig samtykke fra en ægtefælle.

Der henvises til betænkningen, kapitel 13.

3.7.2.2. Løsøre

Udvalget finder ikke behov for at opretholde samtykkekravet i retsvirkningslovens § 19 vedrørende løsøre, der er den anden ægtefælles arbejdsredskaber. Så længe et samlivsbrud ikke er aktuelt, har samtykkekravet næppe nogen praktisk betydning. Når ægtefællerne går fra hinanden, bør en ægtefælle, der anvender den anden ægtefælles løsøre i sin erhvervsvirksomhed, efter udvalgets opfattelse ikke kunne forhindre ejeren af løsøret i at realisere dette eller selv at anvende det.

§ 19 påberåbes sjældent i praksis, formentlig fordi brugt løsøre, der er omfattet af bestemmelsen, sjældent har stor værdi. Da beskyttelsen sjældent anvendes i praksis, og da der derfor næppe er behov for bestemmelsen, finder udvalget, at den bør afskaffes. Udvalget peger i den forbindelse på, at forslagene om omstødelse af gaver til tredjemand og om "kompensation" ved en ægtefælles misbrug af rådigheden over sin formue vil kunne anvendes i situationer, hvor den ene ægtefælle f.eks. ødelægger alt sit indbo m.v. eller forærer det væk for at undgå, at den anden ægtefælle får del i det i kraft af den krydsende udtagelsesret.

Udvalget har overvejet, om biler burde være omfattet af beskyttelsen. For en sådan løsning taler behovet for at beskytte en ægtefælles og børns interesse i at kunne blive transporteret fra hjemmet til arbejde m.v., og at en bil – også brugt – således kan være af stor betydning for den anden ægtefælles livsførelse. Udvalget finder imidlertid ikke anledning til at foreslå noget sådant. Det forhold, at den ene ægtefælle ved skilsmisse kan mangle midler til at købe en anden bil, taler ikke afgørende for at indføre en regel, der forbyder en ægtefælle at sælge sin bil. Hvis den anden ægtefælle ønsker at udtage bilen gennem den krydsende udtagelsesret, skal ejerægtefællen kompenseres herfor.

3.7.2.3. Genstande til børnenes brug

Udvalget har ikke forholdt sig til, om beskyttelsen af "det, der tjener til børnenes personlige brug" skal opretholdes, men udvalgets lovudkast indeholder ikke regler om beskyttelsen af genstande til børnenes brug.

Dette skal formentlig ses på baggrund af, at udvalget finder, at ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om genstande til børnenes brug bør ophæves, jf. punkt 3.13.2.3. Dette forslag er begrundet i, at den forælder, der ikke har børnene boende, ofte har samvær med børnene. I mange situationer har samværet et betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene en uge ad gangen hos hver af forældrene. Begge forældre er derfor normalt nødt til at indrette et børneværelse med børnemøbler, legetøj og andet nødvendigt udstyr.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at den forælder, som barnet har bopæl hos, skal kunne udtage alt børneudstyr uden om bodelingen, mens den anden herefter er tvunget til at købe tilsvarende udstyr. I stedet finder udvalget, at genstande til brug for børnene bør følge de almindelige regler om udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det indebærer, at den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at udtage genstanden, men at den anden har mulighed for at udtage bl.a. indbo, der har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet.

Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset omfang har samvær med børnene, må det antages, at den anden ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af børnene, jf. punkt 3.20.

Det bemærkes, at en stor del af de genstande, der anvendes af børnene, også tilhører børnene, hvorfor en forælder ikke på egen hånd kan afhænde genstandene.

3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.7.3.1. Familiens bolig og anden fast ejendom

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at beskyttelsen af den fælles bolig bør opretholdes sådan, at en ægtefælle ikke risikerer pludselig at blive frataget muligheden for at forblive i den hidtidige bolig efter separation og skilsmisse ved den anden ægtefælles dispositioner.

Ministeriet er således enig i udvalgets forslag til ændring af beskyttelsen af familiens bolig sådan, at beskyttelsen koncentreres om familiens helårsbolig, uanset om boligen et knyttet til en fast ejendom eller en anden boligtype, som ejes af en af ægtefællerne. Det er derfor naturligt at lade andelsboliger samt aktieboliger og andre boliger, der er omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber, være omfattet af beskyttelsen.

Som anført og begrundet af udvalget bør beskyttelsen ikke kun omfatte familiens aktuelle bolig, men også bolig som familien ikke aktuelt benytter, men som er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig.

Som anført af udvalget er der ikke behov for at opretholde beskyttelsen af fritidshuse, der ikke anvendes til familiens helårsbolig, ligesom der ikke er behov for at opretholde beskyttelsen af fast ejendom, som anvendes til erhvervsvirksomhed.

Den foreslåede beskyttelse af en bolig, som den ene ægtefælle ejer, bør efter ministeriets opfattelse som anført af udvalget fortsat omfatte salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning, og den bør gælde, indtil der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om, hvem af ægtefællerne der skal overtage boligen.

Med hensyn til beskyttelsen af særejeaktiver fremgår det af punkt 3.20., at udvalget har foreslået, at den krydsende udtagelsesret også skal omfatte særejeaktiver. Ministeriet er ikke xxxx xxxx. Det skyldes, at det er et helt centralt element i særeje, at ejeren kan beholde sine særejeaktiver ved separation og skilsmisse uden at blive mødt med krav fra den anden ægtefælle om udtagelse af aktiverne. Heroverfor vurderes en ret til at udtage den anden ægtefælles særejeaktiv ikke at udgøre et så væsentligt beskyttelseshensyn, at der er grundlag for at gribe ind i det fasttømrede særejebegreb. Et eventuelt beskyttelseshensyn fortones endvidere som følge af, at ægtefællen skal kunne betale for at udtage den anden ægtefælles særeje. Tilsvarende finder ministeriet ikke, at beskyttelsen af familien bolig skal omfatte en bolig, der er særeje.

Udvalget har ikke foreslået omstødelsesreglerne ændret, bortset fra at udvalget har foreslået, at bevisbyrden i den gældende § 18, stk. 2, bør vendes om, således at det er medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.

Udvalget har heller ikke foreslået ændring af statsforvaltningens adgang til at give tilladelse til dispositioner over boligen. Ministeriet kan tilslutte sig dette.

Endelig finder ministeriet, at det bør præciseres, at reglerne om beskyttelsen af familiens helårsbolig kun skal finde anvendelse på boliger, der befinder sig i Danmark, da afgørelse om dispositioner over boliger i andre lande bør træffes af myndighederne i det pågældende land. Endvidere kan danske afgørelser herom ikke forventes at blive anerkendt i andre lande.

3.7.3.2. Løsøre

Ministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er behov for at beskytte den ene ægtefælle mod, at den ægtefælle, der ejer indbo i det fælles hjem eller den anden ægtefælles arbejdsredskaber, frit disponerer over disse aktiver. Der er heller ikke behov for at inddrage biler under beskyttelsen. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at det som udgangspunkt er betydelig nemmere at anskaffe sig andet indbo, en anden bil eller andre arbejdsredskaber end at anskaffe sig en ny bolig.

Ministeriet er også enig med udvalget i, at der ikke er behov for at opretholde beskyttelsen af løsøre, der tjener til børnenes personlige brug.

3.7.4. Den foreslåede ordning

Som det fremgår af punkt 3.7.3. foreslås det, at beskyttelsen efter retsvirkningslovens § 19 af løsøre ikke videreføres, og at beskyttelsen efter lovens § 18, jf. § 20, kun videreføres i relation til familiens bolig, der helt eller delvist er delingsformue. I modsætning til den gældende ordning foreslås det, at beskyttelsen udvides til at omfatte alle boligtyper samt bolig, som er bestemt til familiens bolig, men som familien endnu ikke bor i.

Beskyttelsen af boligen skal efter forslaget fortsat omfatte salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning.

Omstødelsesreglerne videreføres, bortset fra at det er medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.

Statsforvaltningens adgang til at give tilladelse til dispositioner over boligen videreføres også.

Reglerne om beskyttelse af familiens helårsbolig indebærer en fravigelse af en ægtefælles ret til at råde over sin formue, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1.

Reglerne indsættes i kapitel 2 i loven under overskriften "Familiens helårsbolig".

Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, fastslår, at en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke må indgå aftale om overdragelse, pantsætning, udlejning eller bortforpagtning af familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig. Dette gælder dog kun, når boligen helt eller delvist er delingsformue. Efter stk. 2 og 3 kræves samtykke efter stk. 1, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet, og også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter reglerne om udtagelse af aktiver i § 48.

Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan statsforvaltningen efter § 7, stk. 1, efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, tillade dispositionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen. En sådan anmodning kan også indgives af den anden part i aftalen (medkontrahenten).

Når skifteretten efter ægtefælleskifteloven behandler en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller behandler en enkelttvist om boligen, træffes afgørelse efter stk. 1 om tilladelse til den omhandlede situation af skifteretten.

Har den ægtefælle, der ejer familiens bolig, indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter § 8, stk. 1, efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Omstødelsessag efter stk. 1 skal efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen. Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, skal sagen dog anlægges senest 1 år efter, at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, f.eks. fordi den vedrørte fast ejendom, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen i fra tinglysningen.

Endelig følger det af § 9, at beskyttelsen af familiens bolig efter §§ 6-8 kun finder anvendelse, når boligen befinder sig i Danmark.

3.8. Aftaler om særeje

Punkt 3.8. omhandler ægtefællers adgang til at indgå forhåndsaftaler om delingen af deres formuer ved separation, skilsmisse eller død. Dette kan ske ved ægtepagt om, at hele eller en del af ægtefællernes formuer skal være særeje.

Andre forhåndsaftaler om fravigelse af ligedelingsordningen er beskrevet i punkt 3.9.

I forbindelse med en aktuel skilsmisse eller separation kan ægtefællerne indgå en bodelingsaftale om delingen, jf. punkt 3.15.

3.8.1. Gældende ret

3.8.1.1. Aftaler om særeje

Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:

1) At hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer,

men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje). Denne ordning beskrives i punkt 3.8.1.1.1.

2) I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje). Denne ordning beskrives i punkt 3.8.1.1.2.

Efter stk. 2 kan en aftale efter stk.1 angå en del af ægtefællernes ejendele, og aftalen kan tidsbegrænses og træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død. Dette beskrives i punkt 3.8.1.1.6.

Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.

Efter § 28 kan ægtefæller ikke indgå aftaler om, hvorvidt en gældspost skal være særeje eller delingsformue. Der henvises til punkt 3.14.

3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje

Skilsmissesæreje efter § 28, stk. 1, nr. 1, har betydning ved formuedelingen ved separation og skilsmisse, hvor aktiver, der er skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.

Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skilsmissesæreje, og de aktiver, der ville have været særeje ved separation og skilsmisse, er fælleseje. Aktiverne indgår derfor i ligedelingen mellem længstlevende og førsteafdødes arvinger efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2.

At aktiverne er fælleseje ved førstafdødes død giver den længstlevende ægtefælle mulighed for at overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo efter arvelovens § 17. Efter denne bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger. Hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, kan boet efter § 18, stk. 1, kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem. Den længstlevende bevarer efter § 24 rådighed over det uskiftede bo, der består af ægtefællernes samlede fælleseje, uden at skulle dele formuen med livsarvingerne.

Livsarvingerne modtager som udgangspunkt først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør, og fællesejet skiftes.

Retsvirkningerne under ægteskabet af skilsmissesæreje fremgår ikke af ordlyden eller bemærkningerne til særejereglerne. Det er således ikke beskrevet, om skilsmissesæreje skal behandles som særeje eller fælleseje under ægteskabet. Dette har navnlig betydning i forhold til anvendelsen af de sociale beskyttelsesregler (se punk 3.7.). Spørgsmålet ses ikke at være afklaret.

3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje

Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan ægtefællerne ved ægtepagt i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje aftale, at ejendele ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).

Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægteskabet samt ved separation, skilsmisse og død, uanset hvem af ægtefællerne, der dør først.

Konsekvenserne af fuldstændigt særeje er blandt andet, at reglerne om vederlagskrav, hvis en ægtefælle misbruger sin rådighed over sin formue (se punkt 3.17.), ikke finder anvendelse. Endvidere indebærer det, at reglerne om, at en ægtefælles salg eller pantsætning m.v. af visse aktiver, kræver samtykke fra den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af aktivet (se punkt 3.7.), heller ikke finder

anvendelse. Bor familien i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle som fuldstændigt særeje, kan ejerægtefællen således sælge ejendommen uden den anden ægtefælles samtykke.

3.8.1.1.3. Kombinationssæreje

Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 3. led, kan en aftale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.

Dette giver ægtefællerne mulighed for at kombinere skilsmissesæreje for begge ægtefæller med fuldstændigt særeje for den ene ægtefælle.

Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Ved kombinationssæreje er der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesæreje), og dette skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).

Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægtefællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombineres med særeje ved død på en række forskellige måder. Kombinationssærejets betydning på et dødsboskifte afhænger således dels af den valgte kombination af særejer og dels af, hvem af ægtefællerne der dør først.

Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død, afhænger af, om ægtefællerne ønsker at begunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for førstafdødes eller længstlevendes arvinger (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at begunstige deres arvinger – eller nogle af dem (arvingsbegunstigende kombinationssæreje).

Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese den længstlevende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fællesbørn. Ægtefæller aftaler ofte et ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først. Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue. Fordelene for den længstlevende er, at længstlevende har mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue eller modtage boslod og arv af førstafdødes formue, samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje og dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger (særbørn og ægtefællernes fællesbørn).

Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese enten førstafdødes eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved arvingsbegunstigende kombinationssæreje kan eksempelvis førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue er fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er delingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes formue ikke deles med længstlevende, inden formuen deles med førstafdødes arvinger (ægtefællen og førstafdødes børn). Samtidig skal længstlevendes formue, der er delingsformue, deles lige mellem længstlevende og førstafdødes arvinger. Længstlevende har ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo.

Betegnelsen kombinationssæreje findes hverken i loven eller i forarbejderne til den.

I det føromtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan oprette et skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død (uanset hvem af ægtefællerne, der dør først), har den længstlevende ægtefælle mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er delingsformue, mens længstlevendes egen formue er fuldstændigt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den længstlevende erhverver, i det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun kommer til at omfatte førstafdødes formue, da hele længstlevendes formue er fuldstændigt særeje.

Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinationssæreje, hvor der skal være fuldstændigt særeje for førstafdøde, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den længstlevende ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af førstafdødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.

I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det uden betydning, om den pågældende formue er fuldstændigt særeje efter aftale (retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2) eller efter tredjemandsbestemmelse (retsvirkningslovens 28 a), eller om formuen er fuldstændigt særeje som

følge af en aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne aftale ved førstafdødes død er fuldstændigt særeje. Det samme gælder andre bestemmelser om fuldstændigt særeje i arveloven og dødsboskifteloven.

3.8.1.1.4. Brøkdelssæreje

Af retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 1. led, fremgår, at en aftale om særeje kan angå en del af ægtefællernes ejendele.

Brøkdelssæreje kan defineres som en aftale, hvor en bestemt brøkdel af en ægtefælles samlede formue eller af enkelte aktiver skal være af én formueart, f.eks. fuldstændigt særeje, mens den resterende brøkdel skal bestå af en eller flere andre formuearter, f.eks. skilsmissesæreje og fælleseje.

Begrebet brøkdelssæreje fremgår ikke af loven, men det er omtalt i bemærkningerne til bestemmelsen (se Folketingstidende [henvisning indsættes]).

Brøkdelssærejet kan bestå af kombinationer af alle de tilladte formuearter. Angivelsen kan ske enten i brøker eller procenter og skal relateres til hver ægtefælles egen bodel. Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at den ene ægtefælles sommerhus skal være brøkdelssæreje, hvor 1/4 er fuldstændigt særeje, og 3/4 er skilsmissesæreje eller fælleseje. Ægtefællerne kan derimod ikke lovligt aftale, at f.eks. 1/3 af ægtefællernes samlede formue skal være den ene ægtefælles fuldstændige særeje.

Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på formuearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de forskellige formuearter beløbsmæssigt.

Betydningen af, at et aktiv, der er brøkdelssæreje, sælges, og salgsprisen anvendes til erhvervelse af et andet aktiv, er beskrevet i punkt 3.12.

Når et aktiv er brøkdelssæreje, som omfatter fælleseje, finder de sociale beskyttelsesregler i retsvirkningslovens §§ 18-20 (se punkt 3.7) anvendelse. Er der tale om fast ejendom, der er familiens bolig, kræver salg samtykke fra den anden ægtefælle. Endvidere finder reglerne i § 23 om vederlagskrav ved misbrug af rådigheden over aktivet anvendelse (se punkt 3.17).

3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje

Et sumsæreje er en aftale om, at et bestemt beløb skal være særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue skal være fælleseje. Ved sumfælleseje er situationen den omvendte, således at et bestemt beløb er fælleseje og resten særeje.

Sumsæreje og sumfælleseje er ikke nævnt i retsvirkningsloven eller i bemærkningerne hertil, og det har i teori og praksis givet anledning til tvivl om, hvorvidt sådanne aftaler gyldigt kan indgås.

Efter udvalgets opfattelse er der dog enighed om, at et sumsæreje ikke kan være abstrakt. Således kan det f.eks. ikke gyldigt aftales, at 500.000 kr. af mandens formue er særeje. Det er en fravigelse af ligedelingsprincippet, der ikke har hjemmel hverken i loven eller i dens forarbejder. Derimod er der enighed om, at sumsæreje eller sumfælleseje kan være genstandsrelateret, f.eks. således at det aftales, at 500.000 kr. af friværdien i mandens ejendom skal være særeje med den virkning, at manden ved skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør mindst dette beløb.

Det er uafklaret, hvordan sumsærejet skal behandles, hvis et aktiv, hvortil der er knyttet et genstandsrelateret sumsæreje, sælges.

3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje

Med hjemmel i § 28, stk. 2, kan en aftale om særeje tidsbegrænses. Dog kan en mindre byrdefuld særejeform ikke tidsbegrænses til at overgå til en mere byrdefuld, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje.

Xxxxx hjemler ikke adgang til tidsbegrænsning af fælleseje, hvilket følger indirekte af § 28, stk. 2, hvorefter alene en aftale efter stk. 1 om særeje kan tidsbegrænses.

Ophørstidspunktet for særeje skal være fastlagt, så det kan angives på oprettelsestidspunktet, dvs. principielt på underskriftsdatoen. Dette krav medfører, at en tidsbegrænsnings ophør ikke kan gøres afhængig af en uvis begivenheds indtræden, f.eks. at ægtefællerne får børn, eller at mandens far dør. Dette betyder, at man allerede på aftaletidspunktet skal kunne fastlægge datoen for særejets ophør.

3.8.1.1.7. Aftrapningssæreje

Der kan efter § 28, stk. 2, også aftales et såkaldt aftrapningssæreje ved en kombination af brøkdelssæreje og tidsbegrænsning. Denne særejeform er især relevant, hvor ægtefællerne ønsker at få mere fælleseje, jo længere ægteskabet har varet.

Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at de skal have fuldstændigt særeje i ægteskabet, men at dette skal aftrappes til fælleseje med 1/10 om året over 10 år. Efter 10 års ægteskab er ægtefællernes formue i det hele fælleseje.

Ligesom ved tidsbegrænset særeje skal tidspunkterne for de enkelte aftrapningstrin være fastlagt på forhånd.

3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder

Efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje som fastlagt i § 28.

En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring.

3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje

Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt. En ægtefælle kan således ikke ensidigt ændre en ægtepagt, heller ikke selvom ændringen er til fordel for den anden ægtefælle, f.eks. ved at ophæve et særeje, hvorefter formuen bliver fælleseje.

Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings ophør og ved forbrug af særejet.

Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for særejet, også særeje. Der henvises til punkt 3.12.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje. Tredjemandsbestemt særeje kan således kun ændres, hvis tredjemand har bestemt, at dette kan ske. I relation til gaver kan tredjemand efter fuldbyrdelsen af gave give samtykke til ændring af den oprindelige særejebestemmelse. Hvis ægtefællerne opretter en ægtepagt i strid med tredjemands bestemmelser, er ægtepagten ugyldig.

3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at baggrunden for særejereglerne bl.a. var et ønske om at give ægtefæller større aftalefrihed, således at de kan vælge den individuelle ordning, der passer dem bedst.

Ulemperne ved reglerne er efter udvalgets opfattelse, at de mange kombinationsmuligheder for forskellige særejeformer gør det vanskeligere for ægtefæller at forstå og forudsige retsstillingen ved formuedeling. Hertil kommer, at det har været uafklaret, om ægtefæller gyldigt kan indgå bestemte typer af aftaler. Ægtefællerne risikerer således at indgå en aftale, der senere kan tilsidesættes som ugyldig, fordi den falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28.

Reglerne har endvidere ikke givet ægtefæller alle de muligheder, som de kunne ønske, for at indrette deres formueforhold efter deres situation, og ikke alle begrænsninger i aftalemulighederne har været velbegrundede.

Det er udvalgets ønske at etablere en klarere og enklere retstilstand. Dette mål må efter udvalgets opfattelse imidlertid afvejes over for hensynet til ægtefællernes aftalefrihed og mulighed for at vælge en særejeordning, der passer til deres individuelle forhold.

Ægtepagter indgås ofte på et tidspunkt, hvor parterne anser skilsmisse for usandsynlig. Uanset at hensynet til den økonomisk svage ægtefælle ikke har samme vægt som ved retsvirkningslovens ikrafttræden i 1925, er der efter udvalgets opfattelse fortsat et behov for at beskytte en ægtefælle mod at indgå aftaler, hvis konsekvenser kan være vanskelige at overskue, og som stiller vedkommende økonomisk urimeligt ved en formuedeling.

Udvalget har overvejet, om hensynet til aftalefriheden bedst tilgodeses ved at bestemme, at ægtefællerne som udgangspunkt frit kan indgå forhåndsaftaler om, hvordan deres formuer skal deles ved separation, skilsmisse eller død, og samtidig indføre en "negativliste“ om, hvad der ikke kan aftales. Det kunne være enklere og mere forståeligt for ægtefællerne, hvis de i stedet for at aftale, hvilke af deres aktiver, der skal være særeje, kunne formulere aftalen således, at den direkte angav, hvilke aktiver der skal deles eller ikke deles.

Den nugældende terminologi i retsvirkningsloven, hvorved aftaler om den kommende deling af formuen indgås, så noget skal være særeje, må imidlertid efter udvalgets opfattelse antages at være så indarbejdet, at denne fortsat vil blive anvendt, selv hvis der var fuldstændig aftalefrihed. Det ville derfor også ved fuld aftalefrihed være nødvendigt at have bestemmelser i loven, der definerede de forskellige former for særeje, og at loven indeholdt regler om virkningerne af forskellige former for særejeaftaler ved separation, skilsmisse og død, og med hensyn til surrogater, indtægter og vederlagskrav.

Fuld frihed til at indgå aftaler om deling vil efter udvalgets opfattelse formentlig føre til, at aftaler om særeje ville blive kombineret med aftaler om, at den ene ægtefælle ved skilsmisse skal betale et beløb til den anden, aftaler om, hvem der skal udtage hvilke aktiver, og aftaler om, hvem der skal betale hvilke gældsposter. Sådanne aftaler, hvor der ikke klart tages stilling til sammenhængen mellem aftalens enkelte elementer, vil gøre det meget vanskeligt at fastlægge indholdet af aftalen.

Udvalget finder det derfor mest hensigtsmæssigt at fastholde den nuværende model, hvor det i loven udtømmende opregnes, hvilke forhåndsaftaler om formuedeling, der gyldigt kan indgås.

Udvalget har med sit forslag tilstræbt, at ægtefæller får den nødvendige frihed til at indgå aftaler, der passer til deres situation og ønsker. Udvalget har samtidig ønsket at klargøre retstilstanden og at undgå, at den bliver så indviklet, at ægtefællerne får vanskeligt ved at forstå aftalerne, og samtidig minimere risikoen for, at der indgås særejeaftaler, som tilsidesættes, fordi aftalen falder uden for det tilladte. Som det fremgår, er hensynene til aftalefrihed på den ene side og til enkelhed og klarhed på den anden side vanskelige at forene.

3.8.2.1. Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssæreje og kombinationssæreje

Begreberne skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og brøkdelssæreje er fast indarbejdede, og udvalget finder ikke grundlag for at ændre adgangen til at aftale disse former for særeje. Udvalget finder heller ikke grundlag for at ændre mulighederne for at indgå såkaldt kombinationssæreje, der i praksis har vist sig at være en populær mulighed.

3.8.2.2. Sumsæreje og sumdeling

Efter udvalgets opfattelse er sumsæreje, hvor ægtefællerne f.eks. aftaler, at 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal være skilsmissesæreje, en enkel og let overskuelig aftale, der indebærer, at den pågældende ægtefælle ved en skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr. af sin formue, hvorefter resten skal indgå i ligedelingen. En sådan aftale kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at formue, som den ene ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse, skal holdes uden for delingen, og samtidig ønsker at undgå en senere tvivl om formuens størrelse.

Tilsvarende mener udvalget, at en aftale om sumdeling, hvor alt, hvad ægtefællerne ejer eller fremtidigt erhverver, skal være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal være delingsformue, kan være hensigtsmæssig og enkel. En sådan aftale om sumdeling kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne som udgangspunkt ønsker fuldstændigt særeje om alt, hvad de ejer, men at den ægtefælle, der har den mindste formue, dog sikres et vist beløb i tilfælde af skilsmisse – i eksemplet 250.000 kr., dvs. halvdelen af delingsformuen. Udvalget finder på denne baggrund, at aftaler om abstrakt sumsæreje og sumfælleseje bør tillades.

Udvalget har dog overvejet, om muligheden for at aftale genstandsrelateret sumsæreje bør afskaffes, da det som beskrevet i punkt 3.8. giver anledning til en del tvivlsspørgsmål, og da formålene med genstandsrelateret sumsæreje i vidt omfang kan opnås ved abstrakt sumsæreje, Genstandsrelateret sumsæreje kan imidlertid være hensigtsmæssigt f.eks. i tilfælde, hvor en ægtefælle ved ægteskabets indgåelse ejer en fast ejendom med en friværdi, og ægtefællerne ønsker, at fremtidige værdistigninger på ejendommen skal deles, mens ejerægtefællen skal kunne beholde friværdien på vielsestidspunktet. Dette vil ikke være tilfældet, hvis ægtefællerne i stedet aftaler et abstrakt sumsæreje. Udvalget finder derfor, at der også bør være mulighed for at aftale sumsæreje og sumdelingsformue i relation til bestemte aktiver.

Udvalget bemærker i øvrigt, at der er tinglyst et ikke ubetydeligt antal ægtepagter, der indeholder genstandsrelateret sumsæreje og at det vil være nødvendigt at indføre en overgangsordning for de aftaler, der allerede er indgået, hvis genstandsrelateret sumsæreje afskaffes.

Det bemærkes, at afskaffelsen af begrebet fælleseje betyder, at sumfælleseje fremover kaldes sumdeling.

Udvalget finder, at ægtefællerne bør kunne aftale, at sumsæreje og sumdeling reguleres, således at beløbets købekraft bevares. Det skal imidlertid ikke gennem en sådan regulering være muligt at optrappe sumsærejet ved at fastsætte en reguleringsprocent, der væsentligt overstiger inflationen.

For så vidt angår sumdeling, er optrapning ikke et problem, fordi optrapningen betyder, at delingsformuen øges, hvorved særejet begrænses. Udvalget foreslår derfor, at ægtefællerne skal kunne aftale, at sumdelingsbeløb forøges med et årligt beløb eller en årlig procentsats, herunder f.eks.

Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks.

For så vidt angår sumsæreje, foreslår udvalget, at ægtefællerne skal kunne aftale, at beløbet reguleres med Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks, der følger inflationen, men at der ikke i øvrigt kan aftales, at sumsærejet skal forøges uden en ny ægtepagt.

3.8.2.3. Dødsfaldssæreje

Udvalget har overvejet, om det skal være muligt at aftale, at en ægtefælles formue skal være fælleseje ved separation eller skilsmisse, men særeje ved død.

Dødsfaldsæreje kunne være ønsket af ægtefæller, der vil sikre længstlevende bedst muligt ved førstafdødes død, men samtidig ønsker ligedeling ved separation eller skilsmisse. En sådan mulighed vil imidlertid gøre det muligt for en ægtefælle med særbørn at gøre disse arveløse og samtidig sikre sig, at ægtefællernes formuer ligedeles ved skilsmisse.

Det ligger ikke inden for udvalgets kommissorium at overveje, om det skal være muligt at gøre en livsarving arveløs. Dette spørgsmål blev overvejet af Arvelovsudvalget i betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen m.v., og udvalget foreslog at bevare den gældende tvangsarv, men med mulighed for at begrænse tvangsarven. Dette forslag blev fulgt ved arvelovens § 5, stk. 2, hvorefter en arvelader ved testamente kan begrænse arvelodden til hvert af sine børn (livsarvinger) til en værdi af

1.000.000 kr. (2008-niveau).

Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der bør indføres en mulighed for at indgå aftaler, der reelt kun har det formål og den virkning at fratage et særbarn sin arv. Ægtefællerne kan ganske vist opnå det samme efter gældende ret ved, at ægtefællen med særbørn forærer hele sin formue til den anden og

samtidig aftaler fuldstændigt særeje, men risikoen for at stå uden midler ved en eventuel skilsmisse vil formentlig afholde mange fra at gøre det.

3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje

Udvalget finder ikke grundlag for at ændre muligheden for at aftale, at særeje tidsbegrænses, herunder i form af aftrapning med en bestemt brøkdel om året.

Samtidig fastholder udvalget, at det ikke skal kunne aftales, at fælleseje tidsbegrænses eller aftrappes, da dette vil kunne indebære samme misbrugsmuligheder som ved dødsfaldsæreje (se punkt 3.8.2.3.), idet ordningen vil kunne tilrettelægges med henblik på, at særejet kun skal have virkning ved død.

Udvalget finder endvidere, som efter gældende ret, at tidsbegrænsning skal fastsættes således, at tidspunktet for særejets hele eller delvise ophør skal kunne fastsættes ved ægteskabets indgåelse eller særejeægtepagtens oprettelse. Ægtefællerne skal således inden ægteskabet kunne aftale, at et særeje skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, ligesom det skal kunne aftales, at særeje skal nedtrappes med 1/5 om året fra ægtepagtens oprettelse.

Udvalget finder ikke, at bortfald af et særeje bør kunne gøres afhængig af uvisse fremtidige begivenheder, som f.eks. at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går på pension. En sådan aftale ville kunne være svær at overskue konsekvenserne af og vil kunne få karakter af belønning for en bestemt adfærd under ægteskabet.

Navnlig er det vigtigt for udvalget at sikre, at aftaler om særeje ikke kan gøres betinget af noget, der har relation til skylden for ægteskabets forlis. Det skal således ikke gyldigt kunne aftales, at f.eks. et særeje skal bortfalde i tilfælde af, at en bestemt af ægtefællerne anmoder om separation eller skilsmisse eller er utro.

Det foreslås således, at en aftale om særeje eller bortfald heraf ikke skal kunne betinges, udover hvad der følger af en aftale om tidsbegrænsning eller aftrapning regnet fra ægteskabets indgåelse eller ægtepagtens oprettelse.

3.8.2.5. Pensionsrettigheder

Udvalget foreslår muligheden i retsvirkningslovens § 16 h for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, videreført.

3.8.2.6. Aftaler om arv og gave m.v. fra tredjemand

Som det fremgår af punkt 3.11., foreslår et flertal i udvalget, at arv og gave m.v., eller værdien heraf, som en ægtefælle modtager fra tredjemand, skal holdes uden for ligedelingen. Ægtefæller kan efter udvalgets forslag aftale, at f.eks. alt hvad ægtefællerne modtager som arv eller gave, eller et konkret aktiv, der er modtaget som arv eller gave, skal være særeje. Udvalget foreslår videre, at ægtefæller skal kunne aftale, at arv og gave m.v., eller værdien heraf, skal indgå i delingen.

3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de eksisterende særejeformer (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibeholdes, og at mulighederne for at aftale særeje skal udvides sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje og sumdeling. Ministeriet er ligeledes enig i, at sumsæreje og sumdeling skal kunne inflationssikres, og at sumdeling endvidere skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats.

Ministeriet finder ligeledes, at aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysning.

Endelig er ministeriet enig i, at muligheden for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, opretholdes.

Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til punkt 3.11.

3.8.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale, at deres formuer skal være særeje, indsættes i loven i kapitel 4 om aftaler om særeje.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 kan ægtefæller indgå aftale om følgende tre hovedtyper af særeje:

1) Skilsmissesæreje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller efter separation eller skilsmisse beholder deres formuer uden deling, men at formuerne deles ved den ene ægtefælles død.

2) Fuldstændigt særeje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller ved den førstafdødes død beholder sit skilsmissesæreje.

3) Kombinationssæreje, hvorefter en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje. Ved kombinationssæreje er der altid skilsmissesæreje, og ved førstafdødes død er enten førstafdødes eller længstlevendes formue fuldstændigt særeje.

Efter stk. 2 kan aftale om særeje efter stk. 1 begrænses til at angå følgende:

1) Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er særeje.

2) Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles formue bestemt efter, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje.

3) Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver er særeje.

4) Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.

5) Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.

Ægtefæller kan efter stk. 3 aftale, at sumsæreje og sumdeling efter stk. 2, nr. 4 og 5, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks, eller efter en anden lovbestemt pristalsregulering. Efter stk. 4 kan det endvidere aftales, at sumdeling efter stk. 2, nr. 5, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.

Endelig foreslås det i stk. 5, at aftalt særeje kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Bestemmelsen indebærer, at delingsformue ikke kan tidsbegrænses eller aftrappes. En særejeaftale kan således indeholde en aftale om, at særejet begrænses, således at delingsformuen øges, mens det ikke kan aftales, at særejet skal øges, bortset fra pristalsreguleringen i stk. 3.

Det skal fremgå af en aftale efter stk. 5, fra hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra. Det kan således ikke aftales, at tidsbegrænsning og aftrapning skal regnes fra et tidspunkt, der ikke på forhånd er fastlagt. Det kan eksempelvis ikke aftales, at skilsmissesæreje skal ophøre, hvis ægtefællerne får et barn sammen.

Med § 13 foreslås det, at den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 16 h, stk. 1, opretholdes således, at ægtefæller kan aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje efter de muligheder for særeje, der findes i § 12. En sådan aftale skal også kunne omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.

Endelig foreslås det, at der i loven indsætte en bestemmelse (§ 14), der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af tredjemand (arvelader eller gavegiver) efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal kunne omdannes til anden form for særeje end bestemt af tredjemand eller skal være delingsformue.

En aftale om at omdanne et tredjemandsbestemt særeje til anden form for særeje skal ligge indenfor aftalemulighederne i § 12.

I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en aftale om omdannelse efter ophævelse af særeje kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. (Der henvises til punkt 3.11.)

Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 12-14, at aftaler om særeje kun kan ske ved ægtepagt, jf. punkt 3.10.

3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen

3.9.1. Gældende ret

Efter gældende ret kan ægtefæller ikke indgå andre bindende forhåndsaftaler om delingen af deres formue, end de aftaler om særeje, der følger af retsvirkningslovens § 28 (se punkt 3.8.), samt muligheden efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, for at aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring.

Der uafklaret, i hvilket omfang ægtefæller gyldigt kan indgå en forhåndsaftale om udtagelse af aktiver efter ægtefælleskiftelovens § 63 (se punkt 3.20.) og om kompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67 til en økonomisk dårligt stillede ægtefælle (se punkt 3.18.).

Begrundelsen for, at ægtefæller ikke kan indgå forhåndsaftaler om kompensationer m.v., ligger i, at lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold har til formål at beskytte den økonomisk svage ægtefælle, som ikke bør kunne give forhåndsafkald på denne beskyttelse. Herved undgås det, at ægtefæller indgår aftaler, som er uoverskuelige på aftaletidspunktet, og det undgås, at ægtefæller stilles i en situation, hvor de ikke kan overskue konsekvensen af f.eks. at give forhåndsafkald på formuedeling eller kompensation ved en eventuel skilsmisse mange år senere.

3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at det ikke skal være muligt at indgå forhåndsaftaler om formuedelingen ud over de muligheder, der fastlægges i loven. Udvalget foreslår således, at ægtefæller ikke ved aftale skal kunne fravige reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Dette indebærer bl.a., at en ægtefælle ikke på forhånd skal kunne give afkald på retten til forsørgelse, krydsende udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation. Der henvises til punkt 3.9.2.3.

Derimod finder udvalget, at der i loven bør indsættes bestemmelser, der gør det muligt at indgå forhåndsaftaler om deling af visse aktiver, som ellers efter loven ikke indgår i ligedelingen. Det drejer sig personskadeerstatning m.v. (se punkt 3.9.2.1.) og personlige og uoverdragelige rettigheder (se punkt 3.9.2.2.)

Samtidig foreslår udvalget muligheden efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, for at aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen, videreført.

Som det fremgår af punkt 3.4.2. har udvalget foreslået, at der indføres lovbestemte begrænsninger af ligedelingsordningen. Udvalget har ligeledes foreslået, at arv og gave - eller værdien heraf - ikke indgår i formuedelingen, jf. punkt 3.11. Xxxxxx foreslår udvalget, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne fravige bestemmelserne herom. Dette gennemgås ikke nærmere, da Børne- og Socialministeriets ikke følger udvalgets forslag til ændring af ligedelingsordningen og behandlingen af arv og gave ved formuedelingen. Der henvises til punkt 3.4.3. og 3.11.

3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.

Som det fremgår af punkt 3.16. foreslår udvalget, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Det er uafklaret, om ægtefæller efter gældende ret ved en forhåndsaftale kan fravige erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvorefter en ægtefælle ved separation eller skilsmisse kan udtage udbetalte personskadeerstatninger i det omfang, erstatningsbeløbet ikke må antages at være forbrugt. Udvalget finder, at ægtefæller ved ægtepagt bør kunne aftale, at en udbetalt erstatning helt eller delvist skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse. Herved får den, der har modtaget erstatningen, mulighed for at sikre den anden ægtefælle, der måske har indrettet sin tilværelse ud fra hensynet til den tilskadekomne ægtefælle, en kompensation i form af andel i erstatningen.

3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder

Udvalget har overvejet, om ægtefæller skal have mulighed for at indgå forhåndsaftaler om deling af de personlige og uoverdragelige rettigheder, som efter gældende ret er omfattet af

retsvirkningslovens § 15, stk. 2 (se punkt 3.16.11). Sådanne rettigheder, der benævnes "§ 15, stk. 2- rettigheder“, indgår efter bestemmelsen kun i formuedelingen, "i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler". Udvalget foreslår, at § 15, stk. 2, videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Om det er muligt at lade en personlig og uoverdragelig rettighed indgå i delingen, afhænger af en konkret vurdering af den enkelte rettighed og de regler, der regulerer den pågældende type af rettighed.

Udvalget finder imidlertid, at ægtefæller i det omfang det ikke strider mod, hvad der gælder for den pågældende rettighed, bør kunne aftale, at en sådan rettighed skal indgå i delingen, herunder at den skal indgå i delingen ved en af ægtefællernes død, men ikke ved separation eller skilsmisse.

Ægtefæller skal efter udvalgets opfattelse f.eks. kunne aftale, at en personlig goodwill, som tilhører den ene ægtefælle, skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse med den virkning, at værdien skal gøres op og indgå i formuedelingen.

3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav m.v.

Udvalget har overvejet, om det bør være muligt for ægtefæller at indgå en forhåndsaftale om kompensation til en ægtefælle, der har medvirket til at forøge eller bevare den anden ægtefælles særeje, eller som er urimeligt økonomisk stillet. Der henvises til punkt 3.18.

Dette kunne være med til at forebygge tvister ved delingen og sikre, at en økonomisk svag ægtefælle får et vist beløb uden at være tvunget til at føre retssag herom.

Udvalget finder imidlertid ikke, at det bør være muligt på forhånd at indgå aftaler, der stiller en økonomisk svag ægtefælle dårligere, end de foreslåede kompensationsregler, der har til formål at beskytte den pågældende, ville føre til. Et sådant forhåndssamtykke til at blive "økonomisk ringe stillet“ eller et forhåndsafkald på del i den værdistigning, man har været med til at skabe, vil være vanskeligt at overskue og ville kunne føre til urimelige resultater.

Herefter har udvalget overvejet, om forhåndsaftaler om kompensation skal tillades under forudsætning af, at en ægtefælle ikke derved stilles dårligere end efter kompensationsreglerne.

Tilsvarende kan en ægtefælle, der istandsætter den anden ægtefælles særejeejendom og derved medvirker til at forøge dens værdi, sikre sig del i værditilvæksten ved, at ægtefællerne aftaler, at ejendommen skal være brøkdelssæreje. I så fald skal den del af ejendommens værdi, der er delingsformue, ligedeles.

Udvalget anfører, at sådanne aftaler ikke vil være til hinder for, at den pågældende ægtefælle efter kompensationsreglerne tilkendes et større beløb end efter aftalen.

Som anført i punkt 3.8.2.3. finder udvalget, at der ikke bør være mulighed for at aftale særeje, der kun har virkning ved død. En kompensationsaftale vil i endnu højere grad end dødsfaldssæreje kunne anvendes af en ægtefælle, der ønsker at beholde sin formue i tilfælde af separation eller skilsmisse, men ønsker at fratage sine livsarvinger arven ved sin død.

Udvalget har tilsvarende overvejet, om det bør være muligt at indgå forhåndsaftaler om reguleringskrav (se punkt 3.17). Efter disse bestemmelser kan der, når en ægtefælle har anvendt delingsformue til at forbedre sit særeje eller omvendt, fastsættes en beløb, der skal udligne disse forskydninger mellem delingsformue og særeje.

Der kan ved formuedelingen opstå tvivl om størrelsen af sådanne krav, og udvalget peger på, at det kunne være konfliktforebyggende, hvis ægtefællerne kunne indgå forhåndsaftaler herom, f.eks. i forbindelse med at de beslutter, at en særejeejendom skal sættes i stand for delingsmidler.

Udvalget finder imidlertid, at der ikke bør være mulighed for på forhånd at fraskrive sig retten til regulering efter de foreslåede bestemmelser. Konsekvenserne af f.eks. en aftale om, at en ægtefælle frit kan forbedre sin særejeejendom med delingsformue uden regulering, ville være svære at overskue mange år før en eventuel formuedeling.

Omvendt vil en fri adgang til forhåndsaftaler om reguleringskrav, der giver mulighed for at aftale et større krav, end hvad der følger af de foreslåede regler, efter udvalgets opfattelse kunne misbruges til at tilsidesætte hensyn til arvinger og eventuelle kreditorer på samme måde som beskrevet ovenfor vedrørende kompensationskrav.

Udvalget peger på, at ægtefællerne i stedet har mulighed for at indgå en aftale om særeje, der stemmer med deres ønsker. Hvis en ægtefælle f.eks. ønsker at forbedre en særejeejendom med delingsformue, kan ægtefællerne aftale, at ejendommen skal være brøkdelssæreje, så brøkerne svarer til forholdet mellem særejet og den anvendte delingsformue. De kan også indgå en aftale om sumdeling.

Tilsvarende hensyn taler imod at indføre adgang til forhåndsaftaler om kompensation som følge af en ægtefælles misbrug af sin formue.

Sammenfattende finder udvalget, at de foreslåede regler om aftaler om særeje giver ægtefællerne tilstrækkelige muligheder for at finde en løsning, der passer til den pågældende situation, Udvalget finder derfor, at reglerne om regulerings- og misbrugskrav samt kompensation ikke skal kunne fraviges ved forhåndsaftaler.

3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at lov om ægtefællers økonomiske forhold skal indeholde en bestemmelse om, at ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i loven, bortset fra de aftalemuligheder som loven indeholder, navnlig mulighederne for at aftale særeje og forholdsaftaler om bestemte aktiver. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at ægtefæller ikke på forhånd kan indgå aftaler om udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation.

En sådan bestemmelse vil også indebære, at en ægtefælle ikke vil kunne give forhåndsafkald på retten til forsørgelse. Dette er imidlertid ikke til hinder for at indgå en aftale om betaling af ægtefællebidrag, herunder om at der ikke skal betales bidrag, når spørgsmålet om betaling af bidrag er aktuelt. Der henvises til punkt 3.23., herunder om mulighederne for at tilsidesætte bidragsaftaler.

Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale, at personlige erstatninger m.v. og værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen.

Endelig er ministeriet principielt enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale, at en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i formuedelingen. Efter udvalgets forslag kan en sådan rettighed ikke indgå i delingen, hvis det vil stride mod, hvad der gælder for den pågældende rettighed. Dette forbehold, der er nødvendigt af hensyn til de omhandlede rettigheder, kan imidlertid gøre det vanskeligt at overskuede konsekvenserne af en sådan aftale. Ministeriet foreslår derfor, at ægtefæller skal kunne aftale, at værdien af en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i formuedelingen. Sådanne aftaler vil kunne indgås for alle typer af uoverdragelige og personlige rettigheder.

Med disse forslag styrkes ægtefællers muligheder for at indgå aftaler om formuedelingen, der passer til deres situation.

3.9.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale, at visse aktiver skal indgå i formuedelingen ved separation og skilsmisse, indsættes i loven i kapitel 5 om forhåndsaftaler om formuedelingen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 15 kan ægtefæller aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.

Tilsvarende kan ægtefæller efter den foreslåede bestemmelse i § 16 aftale, at en personlig erstatning

m.v. skal indgå i formuedelingen. En sådan aftale kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først.

Endelig foreslås det i § 17, at ægtefæller kan aftale, at værdien af en uoverdragelig og personlig rettighed, der er omfattet af lovforslagets § 37, skal indgå i formuedelingen. Også en sådan aftale kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende ægtefælles rettigheder.

Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, at aftaler om, at de pågældende aktiver m.v. skal indgå i formuedelingen, kun kan ske ved ægtepagt, jf. punkt 3.10.

3.10. Ægtepagter

3.10.1. Gældende ret

3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter

Ifølge retsvirkningslovens §§ 35 og 37 skal en ægtepagt oprettes skriftligt og underskrives af parterne, og den skal tinglyses i personbogen for at blive gyldig såvel mellem parterne som i forhold til tredjemand. Også kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.

Efter § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen, også selvom den anden ægtefælle protesterer.

Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægtepagt til at anmelde den til tinglysning. En anmeldelse til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefælles død har dog ingen retsvirkninger, heller ikke selvom ægtepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde, hvor en ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men afvist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.

Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysningsretten, jf. tinglysningslovens kapitel 7. Tinglysning af ægtepagter i personbogen er nærmere reguleret i kapitel 1 og § 17 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 om tinglysning i personbogen.

Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. Efter lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne heraf.

Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en korrekt digital tinglysning, foretager Tinglysningsretten en prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen påser Tinglysningsretten, at de aktiver, som ægtepagten vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse med de muligheder, som retsvirkningsloven giver ægtefæller til at indgå aftale om formueordningen i deres ægteskab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter følger ikke umiddelbart af tinglysningsloven, men er udviklet i retspraksis.

Identifikationen af de aktiver, som ægtepagten vedrører, kan ske ved henvisning til erhvervelsestidspunktet, f.eks. ved at det aftales, at alt, hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være fuldstændigt særeje, eller at alt, hvad der fremtidigt erhverves, skal være

skilsmissesæreje. Aktiver kan også identificeres ved henvisning til erhvervelsesmåden, f.eks. at alt hvad en ægtefælle har erhvervet eller i fremtiden vil erhverve ved f.eks. arv eller gave.

Endelig kan identifikationen ske ved angivelse af en bestemt virksomhed eller ved artsbetegnelser, f.eks. mit indbo, mine biler, faste ejendomme, værdipapirer og bankindeståender, men dog ikke således, at det er overladt til ejerægtefællen vilkårligt at forøge særejets omfang, f.eks. "mit indestående til enhver tid på konti i [navnet på en bank]" eller familiens ejerbolig til enhver tid".

Endelig kan aktiverne identificeres ved en opregning af konkrete genstande, der skal være særeje. Ved særeje om enkelte genstande kan der på grundlag af retspraksis opstilles følgende retningslinjer for identifikationen:

1. Fast ejendom skal angives med matrikelnummer og ikke kun med beliggenhed.

2. Motorkøretøjer skal angives med stel- og registreringsnummer.

3. Konti og depoter skal angives med pengeinstituttets navn, kontonummer eller depotnummer og saldo på et bestemt tidspunkt, men saldoens størrelse skal ikke nødvendigvis angives.

4. Personligt drevne erhvervsvirksomheder skal angives med CVR-nummer, og virksomhedens aktiver kan specificeres ved henvisning til virksomhedens åbningsstatus eller til det seneste årsregnskab.

5. Andele i interessentskaber og kommanditselskaber skal angives med den nøjagtige procentandel, og aktiverne skal specificeres på samme måde som i personligt drevne virksomheder.

6. Anparter og aktier skal angives med det aktuelle nominelle pålydende eller med stk. og antal samt selskabets CVR-nummer eller fondskode.

Ved andre aktiver foretages der en konkret vurdering af behovet for identifikation.

Aktiverne skal altid være angivet på en sådan måde, at der ikke er en særlig risiko for, at en ægtefælle vilkårligt forøger særejets omfang ved ensidigt at inddrage yderligere aktiver under det.

I en ægtepagt, der omfatter alle en ægtefælles aktiver, skal de enkelte aktiver ikke nævnes. Er aktiver ikke identificeret tilstrækkeligt, afvises ægtepagten helt eller delvist fra tinglysning.

Med hensyn til prøvelsen af, om aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse med retsvirkningsloven, bemærkes, at eksempelvis ægtepagter, der indeholder bestemmelser om, at gæld skal være særeje, afvises.

Afvises en ægtepagt, kan ægtefællerne tilrette ægtepagten og anmelde den til tinglysning igen.

Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en senere bodeling skal anses for materielt gyldig. Der er således ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør gældende, at eksempelvis en særejebestemmelse i en tinglyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad ægtefællerne kan aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.

En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den anmeldes til tinglysning.

3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter

Når en ægtepagt tinglyses i personbogen, lagres den i et til personbogen særskilt knyttet ægtepagtsregister. Af ægtepagter, der er tinglyst før 21. marts 2011, hvor den digitale personbog blev indført, opbevarer Tinglysningsretten en fysisk genpart, mens alle ægtepagter tinglyst efter denne dato findes digitalt i tinglysningssystemet.

Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, er oplysninger i personbogen om tinglyste ægtepagter offentligt tilgængelige for enhver i en række tilfælde. Derudover er der i medfør af tinglysningslovens § 50, stk. 1, i adgangsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler om videregivelse af oplysninger fra tinglysningssystemet, herunder efter § 50 c. Efter adgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, er oplysningerne i tinglysningssystemet, med undtagelse af oplysninger om personnumre, offentligt tilgængelige. Efter adgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, kan adgang til oplysningerne i bl.a. personbogen til enhver tid mod betaling af de i retsafgiftsloven fastsatte afgifter opnås via Tinglysningsrettens internetportal eller ved brug af en systemopkobling godkendt af retten. Ved lov nr.

519 af 28. maj 2013 om ændring af bl.a. retsafgiftsloven og tinglysningsloven blev bestemmelserne i retsafgiftslovens §§ 49 a og 49 b ophævet, og afgiften for opslag i og udskrifter fra akter i det digitale tinglysningssystem blev ophævet, hvorfor der i dag er gratis adgang til oplysninger i tinglysningssystemet.

For så vidt angår ægtepagter er det således gratis at få oplysning om indholdet af en tinglyst ægtepagt via Tinglysningsrettens onlineportal. Dette gælder dog kun for ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011 i det digitale tinglysningssystem. For ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011 fremgår det ved opslag i personbogen kun, om en person har tinglyst ægtepagt, og hvilken type ægtepagt der er tale om. Enhver har imidlertid ret til at modtage oplysninger om indholdet af en ægtepagt tinglyst før 21. marts 2011. Disse oplysninger kan rekvireres hos Tinglysningsretten mod betaling af kr. 175 i medfør af retsafgiftslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 1, 1. pkt.

Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2015 foretaget 265.873 opslag i personbogen generelt via det digitale tinglysningssystem. I 2015 modtog Tinglysningsretten endvidere 1683 anmodninger om kopier af ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011, hvoraf størstedelen af anmodningerne kom fra skifteretterne som led i skiftebehandling af boer, jf. nedenfor.

Adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter bliver bl.a. benyttet af SKAT ved beregning af visse tinglysningsafgifter. Når det er relevant, overføres oplysninger om indholdet af ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011 elektronisk til SKAT til brug for afgiftsberegningen, jf. § 28, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 835 af 4. september 2009 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet. Hvis ægtepagten er tinglyst før 21. marts 2011, har SKAT ligeledes adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter, men må i disse tilfælde rekvirere en udskrift af ægtepagten fra Tinglysningsretten.

Endvidere anvendes adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter af skifteretterne, primært til brug for deres behandling af dødsboer. Når en person afgår ved døden, modtager skifteretten automatisk besked om dette og sender en elektronisk forespørgsel til tinglysningssystemet vedrørende både ægtepagter og testamenter. Hvis der er tinglyst en ægtepagt, sender tinglysningssystemet automatisk besked om dette til skifteretten sammen med kopi af ægtepagten. Dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor ægtepagten er tinglyst efter 21. marts 2011, idet den i modsat fald ikke foreligger digitalt. I øvrige tilfælde får skifteretten alene besked om, at der er oprettet ægtepagt, og må herefter rekvirere en kopi heraf fra Tinglysningsretten eller skiftesagens parter.

Hvis der er oprettet et testamente, sender tinglysningssystemet automatisk en kopi af dette til skifteretten, hvis testamentet er indberettet til Tinglysningsretten efter 1. maj 2012. I modsat fald foreligger testamentet ikke digitalt, og skifteretten må herefter rekvirere en kopi heraf fra den byret, hvor notartestamentet er oprettet, eller skiftesagens parter.

I modsætning til hvad der i dag gælder for ægtepagter, er der ikke den samme adgang til oplysninger for offentligheden om testamenter. Efter notarialbekendtgørelsens § 17 har kun den, der har fået foretaget en notarialforretning, herunder oprettet notartestamente, og andre, der har retlig interesse i forretningen, ret til efter regler i retsplejelovens § 41 at få udleveret en udskrift hos notaren af fortegnelsen over notarialforretninger og af de øvrige dokumenter vedrørende notarialforretningen, som opbevares på dommerkontoret. Det er i retspraksis, at et testamente er et personligt og fortroligt dokument, der som udgangspunkt ikke kan kræves fremlagt under en retssag i testators livstid. Det er i teorien antaget, at andre end testator eller en af ham bemyndiget person, f.eks. en advokat, ikke vil kunne få udleveret en kopi af testamentet i medfør af notarialbekendtgørelsens § 17.

3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen

Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, kan meddelelse om ændring af oplysninger i edb-registrene (tinglysningssystemet) sendes til enhver, med hvem der er indgået aftale herom. For så vidt angår personbogen, er der i § 24 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 (personbogsbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om abonnementsordningen. Det fremgår heraf bl.a., at Tinglysningsretten for enhver, der ansøger herom, kan oprette et abonnement, der indebærer, at den pågældende modtager meddelelse, når bestemte personer i personbogen disponerer i tinglysningsmæssig henseende, jf. § 24, stk. 1.

3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt

Retsvirkningslovsudvalget har ikke overvejet at ændre kravet om skriftlighed og underskrift i retsvirkningslovens § 35, når ægtefæller ønsker at indgå aftale om særeje m.v.

Det er således udvalgets opfattelse, at en generel registrering af alle ægtepagter bør bevares som gyldighedsbetingelse. Herved sikres bl.a., at eventuelle ægtepagter kommer frem ved en ægtefælles død, og at en ægtefælle ikke kan destruere en ægtepagt, som er til skade for den pågældende.

En ægtepagt har på samme måde som et testamente, men i modsætning til de fleste andre aftaler, ofte først virkning mange år efter, at den er oprettet. Der er endvidere tale om en aftale, som kan have store økonomiske konsekvenser for en part. Dette medfører efter udvalgets opfattelse, at der må gælde skærpede krav til sikkerheden for, at aftalen reelt er indgået af begge parter, og at de fornuftmæssigt var i stand til at indgå aftalen. Det vil således efter de gældende regler være særdeles vanskeligt for en ægtefælle, der ved en skilsmisse bliver konfronteret med en tinglyst ægtepagt, som den anden ægtefælle har oprettet ved misbrug af den første ægtefælles digitale signatur, at bevise, at den pågældende ikke har indgået aftalen.

Det er udvalgets opfattelse, at underskrift af en ægtepagt for notaren vil medføre en øget sikring af, at ægtefællerne har den fornødne habilitet og forståelse for ægtepagtens indhold.

Udvalget foreslår derfor, at ægtepagter ikke længere skal tinglyses for at være gyldige, men at de i stedet skal underskrives for notaren på samme måde som testamenter. Notaren vil i forbindelse med underskrivelsen af ægtepagten sikre sig ægtefællernes identitet, og at de fornuftmæssigt er i stand til at indgå aftalen. Notaren sørger herefter for, at ægtepagten registreres i et register på samme måde som ved notartestamenter.

Udvalget bemærker endvidere, at ægtepagter jævnligt oprettes sammen med testamenter med det formål at begrænse f.eks. et særbarns arv. Det kan i disse tilfælde være uheldigt, at der gælder forskellige formkrav til de to dokumenter.

Udvalget finder, at det lige som ved testamenter bør være muligt at oprette en ægtepagt under medvirken af vidner efter samme regler som vidnetestamenter, men med en efterfølgende obligatorisk registrering. En vidneordning bør indeholde en forholdsvis kort tidsfrist (4 uger) til at indlevere ægtepagten til registrering. Ægtepagten skal som i dag kunne indleveres af den ene ægtefælle, selvom den anden ægtefælle protesterer.

Udvalget finder ikke, at en anmodning om separation eller skilsmisse bør afskære ægtefællerne – eller den ene af dem – fra at få registreret ægtepagten. I modsat fald ville en ægtefælle kunne risikere, at den anden ægtefælle fragår en aftale om særeje ved umiddelbart efter at anmode om separation eller skilsmisse. Dør en ægtefælle inden registrering af en ægtepagt oprettet for vidner, kan den anden ægtefælle have en interesse i ikke at fremlægge ægtepagten, hvis den pågældende derved bliver stillet bedre på skiftet. Udvalget finder derfor, at den afdøde ægtefælles arvinger bør have mulighed for at få lagt ægtepagten til grund for skiftet, selv om de først finder den efter udløbet af fristen for registrering. Heller ikke den længstlevende ægtefælle bør i denne situation være bundet af 4-ugers fristen.

Udvalget peger på, at registreringen kan ske i det nuværende Centralregister ofr Testamenter, men overlader det til Justitsministeriet at overveje, om det er mest hensigtsmæssigt at oprette et selvstændigt register for ægtepagter - Ægtepagtsregistret.

3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter

Udvalget finder, at prøvelsen af ægtepagter bør afskaffes.

Udvalget henviser til, at kritikken af Tinglysningsrettens krav til identifikation af de aktiver, der er omfattet af en ægtepagt. Kritikken går navnlig på, at rettens krav om, at der ikke må være tvivl om særejets omfang, er for restriktiv, således at ægtepagter afvises af formelle grunde, selv om der ikke er grund til at antage, at det vil give anledning til fortolkningstvivl, f.eks. hvis en fast ejendom er angivet alene ved beliggenhed og ikke ved matrikelnummer. Det er i den forbindelse anført, at der ved

vurderingen af risikoen for sammenblanding af særeje og delingsformue ikke tages hensyn til surrogationsprincippet, hvorefter aktiver, der er købt for særejemidler, forbliver særeje uden tinglysning af ægtepagt herom (se punkt 3.12), og til reglerne om reguleringskrav (vederlagskrav), der har til formål at genoprette balancen mellem særeje og fælleseje ved sammenblanding af særeje og fælleseje (se punkt 3.17).

Som i andre situationer, hvor der opstår tvist om, hvorvidt et aktiv er særeje eller ej, følger det af almindelige fortolkningsregler, at tvivlen som udgangspunkt kommer den ægtefælle, der gør gældende, at et aktiv er særeje, til skade.

Udvalget peger videre på, at en ægtepagt f.eks. om, at alt, hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, ikke entydigt fastlægger, præcis hvilke aktiver der er omfattet af særejet, da en sådan ægtepagt kan tinglyses uden identifikation af de aktiver, der er omfattet af særejet.

Afvises en ægtepagt på grund af en formel mangel, og dør den ene ægtefælle, inden fejlen er rettet og ny anmeldelse af ægtepagten er sket, kan ægtefællerne eller deres arvinger risikere at miste den retsstilling, som ægtefællerne havde aftalt. Tilsvarende kan en ægtefælle lide retstab, hvis den anden ægtefælle nægter at medvirke til at rette op på en ægtepagt, hvor specifikationskravet ikke er opfyldt.

Samtidig kan tinglysning efter udvalgets opfattelse give ægtefællerne indtryk af, at de kan være sikre på, at ægtepagten er gyldig, og at den vil kunne lægges til grund ved en senere bodeling. Som anført i punkt 3. er tinglysning imidlertid ikke en sikkerhed for, at ægtepagten materielt er gyldig.

3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter

Retsvirkningslovsudvalget har anført, at oplysninger om, hvad et ægtepar har aftalt om deling af deres formuer ved separation, skilsmisse eller død, af de fleste opfattes som noget, der hører privatlivet til på samme måde som oplysninger i testamenter, der ikke er offentligt tilgængelige. At oplysninger om ægtepagter er offentligt tilgængelige i kraft af tinglysningssystemet opfattes derfor typisk af ægtefællerne som ubehageligt. Navnlig for ægtefæller, der er kendt i pressen, og som risikerer at få offentliggjort oplysninger om deres privatliv, kan frygten herfor føre til, at de undlader at oprette den ægtepagt, som de egentlig ønsker, eller at ægtepagten udformes mindre detaljeret end hensigtsmæssigt for at undgå, at andre får kendskab til, hvad de ejer.

Kravet om tinglysning som gyldighedsbetingelse mellem ægtefællerne var oprindeligt begrundet med hensynet til ægtefællernes arvinger og kreditorer.

Da kravet om tinglysning blev indført, var der forskel på ægtefællernes råderet og hæftelse over for kreditorer, afhængigt af om der var fælleseje eller særeje i ægteskabet. Det var således væsentligt for kreditorer at have kendskab til, hvilken formueordning en skyldner havde aftalt med sin ægtefælle. Efter gældende ret, som udvalget foreslår videreført, hæfter en ægtefælle kun med sin egen formue over for sine kreditorer og som udgangspunkt kun for sin egen gæld. For at kunne foretage en kreditvurdering af en kommende låntager eller forretningspartner eller for at få inddrevet et tilgodehavende er det derfor efter udvalgets opfattelse kun nødvendigt at få oplysninger om, hvad den pågældende ejer. Det er derimod som udgangspunkt uden betydning for kreditor, om den pågældendes formue eller dennes ægtefælles formue er gjort til særeje. Det kan ikke antages, at f.eks. en kreditgiver ved sin vurdering lægger vægt på skyldnerens mulighed for at få del i sin ægtefælles formue ved en eventuel kommende skilsmisse. Lægger långiver, hvad der ofte vil være tilfældet, tillige vægt på at kende til skyldnerens ægtefælles økonomi, kan långiver kræve oplysninger herom som betingelse for at yde lånet, og långiver kan betinge lånet af, at ægtefællen tillige hæfter. Selv i § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer), hvor princippet om særhæften er brudt, således at en ægtefælles skattegæld kan inddrives hos den anden ægtefælle, er det uden betydning, om der er særeje eller fælleseje i ægteskabet.

Afgår en ægtefælle ved døden, har det derimod betydning for afdødes arvinger og kreditorer at få kendskab til eventuelle ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om særeje har betydning for størrelsen af arven efter afdøde. Dette hensyn tilgodeses imidlertid efter udvalgets opfattelse bedst ved en ændring af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, således at skifteretten efter et dødsfald skal indhente oplysninger om eventuelle ægtepagter på samme måde, som den indhenter oplysninger om testamenter.

På denne baggrund finder udvalget, at hensynet til beskyttelse af ægtefællernes privatliv vejer tungere end hensynet til pressens, kreditorers og arvingers interesse i at kunne få indsigt i ægtepagter.

Der bør derfor – svarende til, hvad der gælder for testamenter – kun være adgang til at se en ægtepagt i de tilfælde, hvor der er en retlig interesse. I overensstemmelse med ordningen for notartestamenter i arvelovens § 63, stk. 3, foreslår udvalget, at det overlades til justitsministeren at fastsætte regler om adgangen til at få oplysninger fra ægtepagter, der er registreret i det af udvalgets foreslåede Ægtepagtsregister.

Der henvises til betænkningen, kapitel 8.

3.10.3. Overvejelser

3.10.3.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om oprettelse af ægtepagt

Ægtepagter anmeldes i dag digitalt til tinglysning på samme måde som dokumenter om overdragelse og belåning af fast ejendom m.v. Systemet er velfungerende, og der ses ikke at foreligge oplysninger om misbrug af systemet.

Digitaliseringen af tinglysningssystemet er sket som et led i en indsats for at øge digitaliseringen af hele den offentlige sektor. I den fællesoffentlige digitale digitaliseringsstrategi 2016-2020 ("Et stærkere og mere trygt digitalt samfund") fremhæver regeringen, KL og Danske Regioner bl.a., at den offentlige sektor i tæt samarbejde med erhvervsliv, interesseorganisationer mv. må arbejde for at skabe grundlaget for et fleksibelt og tilpasningsdygtigt samfund i en stadigt mere digitaliseret verden. Dette sker med henblik på at skabe en brugervenlig og overskuelig digital offentlig sektor.

På det familieretlige område er der allerede gennemført flere digitaliseringstiltag. Eksempelvis er der i 2013 og 2014 blevet indført obligatorisk digital selvbetjening i relation til erklæring om faderskab, ansøgninger om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning om separation og skilsmisse og ansøgning om børne- og ægtefællebidrag.

På den baggrund finder Social- og Indenrigsministeriet ikke grundlag for at ændre den eksisterende fleksible digitale ordning og erstatte den med en ordning, hvor ægtepagter underskrives for enten notar eller vidner, og hvor parterne efter oprettelsen af en vidneægtepagt skal sørge for at få ægtepagten registreret i et register.

Ministeriet er opmærksomt på, at ægtepagter i nogle situationer oprettes sammen med testamenter og udgør en samlet løsning på ægtefællernes ønsker om fordelingen af deres formue efter deres død. Det ville derfor være hensigtsmæssigt, at ægtefællerne kunne oprette ægtepagt og testamente samtidigt for notaren. Ministeriet finder imidlertid ikke, at hensynet hertil gør det nødvendigt at ændre den eksisterende digitale løsning for ægtepagter. Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at ægtefællerne underskriver ægtepagten for notaren samtidig med testamentet, blot de derefter sørger for, at ægtepagten anmeldes digitalt til tinglysning.

Med hensyn til problemet med, at en ægtepagt afvises fra tinglysning, og at et samtidigt oprettet testamente underskrives for en notar henvises til punkt 3. om prøvelse af ægtepagter.

3.10.3.2. Regeringens overvejelser om prøvelse af ægtepagter

Tinglysningsretten foretager en prøvelse af ægtefællernes identitet og af formkravene til identifikation af de aktiver, som ægtepagten vedrører, inden en ægtepagt tinglyses. Tinglysningsretten prøver også, om ægtepagten indholdsmæssigt ligger inden for rammerne af, hvad ægtefællerne kan aftale efter retsvirkningsloven.

Mange ægtepagter afvises fra tinglysning, fordi de ikke overholder formkravene til identifikation af aktiverne, f.eks. at en fast ejendom kun er identificeret ved adresse og ikke ved matrikelnummer, eller fordi de falder uden for aftalemulighederne i retsvirkningsloven.

Afvisninger påfører ægtefællerne mere arbejde, fordi de skal aftale, hvordan ægtepagten skal tilrettes, og derefter skal de sende den til tinglysning igen.

Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at prøvelsen afskaffes, da den efter udvalgets opfattelse er overflødig.

Regeringen er enig med udvalget i, at en ægtepagt ikke bør prøves og afvises fra tinglysning, medmindre der er en god grund til det. Inden udvalgets forslag gennemføres, bør det imidlertid overvejes, om prøvelsen af ægtepagter betyder, at indholdet af tinglyste ægtepagter i højere grad er i overensstemmelse med retsvirkningsloven, end hvis ægtepagter ikke prøves. I så fald kan prøvelsen betyde, at en række retssager om formuedelingen undgås.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om betydningen af Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter, der gør det muligt at tage stilling til udvalgets forslag. Børne- og Socialministeriet vil derfor i samarbejde med Justitsministeriet iværksætte en undersøgelse af Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter inden tinglysning. Der sigtes navnlig til en undersøgelse af årsagerne til, at ægtepagter i dag afvises. Afhængig af resultatet af undersøgelsen vil det blive overvejet, om prøvelsen – og dermed tinglysningen – bør afskaffes og erstattes af en registreringsordning.

3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter

Regeringen er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at offentligheden ikke har behov for at kende indholdet af en ægtepagt. Kun ægtefællerne og domstolene (skifteretterne) har behov for kende disse oplysninger. Endvidere har skattemyndighederne behov for adgang til oplysningerne med henblik på beregning af tinglysningsafgifter.

Private personer kan dog i begrænset omfang også have en retlig interesse i at kende indholdet af en ægtepagt, f.eks. til brug for en retssag mod et ægtepar, der har forsøgt at bringe deres formue i kreditorly.

Det foreslås derfor, at det nærmere indhold af ægtepagter ikke længere skal være tilgængeligt for offentligheden, dog sådan at ægtefællerne, domstolene og skattemyndighederne fortsat skal have adgang til oplysninger herom.

Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed have adgang til oplysninger om indholdet af en ægtepagt, hvis den pågældende efter en konkret vurdering har en retlig interesse i ægtepagten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en ægtepagt til brug for en retssag om ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt.

Der foreslås ikke ændringer i offentlighedens adgang til oplysninger i personbogen om, hvorvidt en person har oprettet en ægtepagt. Disse oplysninger anvendes bl.a. af advokater og pengeinstitutter, der rådgiver ægtefæller om deres økonomiske forhold. Ved opslag i personbogen vil det således som i dag fortsat fremgå, at en person har oprettet en ægtepagt.

3.10.4. Den foreslåede ordning

Reglerne i retsvirkningsloven om oprettelse og tinglysning af ægtepagter videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold med enkelte redaktionelle ændringer. Bestemmelserne indsættes i loven i kapitel 6 om ægtepagter.

Efter de foreslåede regler er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Hvis en ægtefælles værge efter værgemålsloven skal give samtykke til en ægtepagt, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den (§ 19). En ægtepagt kan efter § 20 kun ændres eller ophæves ved ægtepagt.

Enhver af ægtefællerne kan efter § 21 anmode om, at begære en ægtepagt tinglyses.

I overensstemmelse med gældende ret foreslås der indsat en bestemmelse om, at også kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt (§ 22).

Med hensyn til Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter vil Børne- og Socialministeriet i samarbejde med Justitsministeriet iværksætte en undersøgelse af prøvelsen, og når resultatet af undersøgelsen foreligger, vil det blive overvejet, om prøvelsen – og dermed tinglysningen – bør afskaffes og erstattes af en registreringsordning.

Ændringen af reglerne om offentlighedens adgang til indholdet af ægtepagter gennemføres ved ændring af tinglysningsloven. Der henvises til følgeloven, de almindelige bemærkninger, punkt 2.5., samt § 4 og bemærkningerne hertil.

3.11. Arv og gave m.v. fra tredjemand

3.11.1. Gældende ret

3.11.1.1. Arv og gave

Efter retsvirkningslovens § 28 a kan en arvelader eller gavegiver vedrørende arv, herunder tvangsarv, og gave træffe tilsvarende bestemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovens § 28.

Bestemmelsen indebærer, at arv og gave indgår i formuedelingen, medmindre arvelader og gavegiver har bestemt, at arven og gaven skal være særeje, herunder skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje. De forskellige former for særeje i § 28 er nærmere beskrevet i punkt 3.8.

En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom ægtefællen modtog arven eller gaven inden ægteskabet.

Efter § 28 a skal en bestemmelse om, at arv skal være særeje, træffes ved testamente. Det er dog tilstrækkeligt, at der foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse om særeje, hvis der

ikke fremkommer indsigelser mod bestemmelsen fra de øvrige arvinger, jf. arvelovens § 79.

En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal være truffet senest samtidig med, at arveforskuddet ydes. Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at den arv, der ydes forskud på, skal være særeje.

Efter arvelovens § 58, stk. 1, er båndlagt arv skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje. Efter stk. 2 finder stk. 1 bl.a. tilsvarende anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at livsarvingen fylder 25 år, eller arven frigives eller udbetales. Efter stk. 3 kan bestemmelserne i stk. 1 og 2 fraviges ved testamente.

Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse om, at en gave skal være særeje, skal træffes senest samtidigt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren. Gave omfatter tillige forsikrings- og pensionsydelser samt forsørgertabserstatninger, som en ægtefælle modtager fra tredjemand.

Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller gaven skal være særeje, kan modtageren og dennes ægtefælle ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale noget, der strider mod

særejebestemmelsen. Har arvelader således f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt særeje, kan arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt aftale, at arven skal være fælleseje.

Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en særejebestemmelse, og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestemmelser herom skal fremgå af testamentet. Tilsvarende træffes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke noget til hinder for, at gavegiver senere accepterer ophævelse eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.

En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at arven skal være modtagerens fuldstændige særeje, men at modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet skal være fælleseje, forudsat at ægteskabet på det tidspunkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan aftale, har varet mindst 10 år. En sådan aftale skal ske ved ægtepagt.

Formkravene til bestemmelser om, at arv og gave skal være særeje, betyder bl.a., at den anden ægtefælle ikke altid er bekendt med særejebestemmelserne. Der kan derfor opstå situationer, hvor en ægtefælle først ved bodelingen bliver klar over, at den anden ægtefælle havde modtaget en væsentlig del af sine aktiver som arv, der ved testamente var gjort til særeje, og som derfor ikke indgår i ligedelingen.

Det er uafklaret, i hvilket omfang tredjemand kan træffe bestemmelse om særeje for et aktiv, når arven kun udgør en del af aktivets værdi. Problemet opstår navnlig i relation til fast ejendom, der overdrages som gave, og hvor gavemodtager betaler et delvist vederlag med fællesejemidler og/eller overtager prioritetsgæld i ejendommen. Tilsvarende situationer kan opstå, når en person arver et aktiv, der er behæftet med gæld, og eventuelt tillige skal betale et beløb – med fællesejemidler – til dødsboet, fordi aktivets værdi overstiger den pågældendes arv.

I betænkningens kapitel 6, afsnit 2.1.1., opsummerer Retsvirkningslovsudvalget de forskellige tolkninger af retstilstanden således:

• Det ene synspunkt er, at når gavemomentet er tilstrækkeligt stort, formentlig på ca. 20 pct. eller mere, kan gavegiver bestemme, at hele aktivet skal være særeje. Er gavemomentet relativt lille, måske under 10 pct., er gavegiver afskåret fra at bestemme særeje. Når gavemomentet er i intervallet mellem ca. 10 pct. og ca. 20 pct., beror det på en konkret vurdering, hvori indgår, om gavemomentet absolut set er betydeligt, hvordan overdragelsessummen berigtiges, og hvor stor usikkerhed der er om værdiansættelsen m.v.

• Det andet synspunkt er, at når et aktiv overdrages delvist som arv eller gave, der skal være særeje, og delvist ved vederlag med fællesejemidler eller ved gældsovertagelse, opstår der et anpartssæreje, således at kun den brøkdel af aktivet, der svarer til gavemomentet, bliver særeje, og resten fælleseje, forudsat at modtagerens formue i øvrigt er fælleseje.

3.11.1.2. Forsikringer m.v.

Efter forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, indgår erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved formuedeling ved separation eller skilsmisse. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Efter § 102, stk. 1, i forsikringsaftaleloven kan forsikringstageren ved tegning af en forsikring indsætte en anden som begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den begunstigede. Indsættelse af en begunstiget er efter lovens § 103, stk. 1, kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet. Forsikringstageren kan efter stk. 2 ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.

Efter § 2, stk. 1, i pensionsopsparingsloven kan kontohaveren ved oprettelsen af en pensionsopsparing (opsparing og rateopsparing i pensionsøjemed) eller senere indsætte en anden som begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart til den begunstigede. Indsættelse af en begunstiget er efter lovens § 3, stk. 1, kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet. Kontohaveren kan efter stk. 2 ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje.

Beløb, der er udbetalt efter de to bestemmelser, er delingsformue, medmindre der er truffet bestemmelse om særeje.

3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.11.2.1. Arv og gave

Justitsministeriets Forskningsafdeling har til brug for Retsvirkningslovsudvalgets arbejde foretaget en undersøgelse af befolkningens syn på deling af formuer ved skilsmisse. På spørgsmålet om, hvordan en arv eller gave skal deles ved skilsmisse, svarede 28 pct., at der skal ske ligedeling, mens 47 pct.

svarede, at modtageren skal beholde arven eller gaven. 19 pct. svarede, at det afhænger af ægteskabets varighed. I Danske Familieadvokaters befolkningsundersøgelse svarede 33 pct., at arv og gave bør ligedeles, mens 60 pct. mente, at arv og gave bør holdes uden for bodelingen.

Undersøgelser af ægtepagter viser, at der ikke er mange ægtepar, der aftaler, at arv og gave skal være særeje. En undersøgelse foretaget af advokat Xxxxx Xxxxxxxx af 3.000 henvendelser i 2011-2012 om oprettelse af testamente viser, at 66,2 pct. ønskede en særejeklausul, heraf 25,8 pct. kombinationssæreje, 30,1 pct. fuldstændigt særeje med succession og 10,4 pct. fuldstændigt særeje uden klausul om succession.

Som beskrevet i punkt 3.4.2. er der efter udvalgets opfattelse mange fordele ved at bevare formuefællesskabet som legal formueordning. Dette skyldes navnlig, at det er velkendt for de fleste, at ægtefællers formuer ligedeles ved separation og skilsmisse. Ægtefællerne kan indrette sig i tillid hertil eller aftale en anden ordning.

For så vidt angår arv og gave viser befolkningsundersøgelserne ovenfor efter udvalgets opfattelse, at der i befolkningen er et betydeligt flertal, der ønsker, at arv og gave skal holdes uden for ligedelingen. Endvidere medfører de mange bestemmelser om særeje i testamenter, at arv i mange ægteskaber er særeje, uanset om ægtefællerne ønsker det eller ej.

Da der ikke er mange ægtefæller, der selv aftaler, at arv og gave skal være særeje, finder udvalget, at opretholdelse af den gældende ordning vil betyde, at delingen af arv og gave i de fleste tilfælde vil afhænge af, hvad ægtefællernes forældre m.v. har bestemt – eller ikke har bestemt. Om der er truffet bestemmelse om, at arv skal være særeje, afhænger formentlig af, om arveladeren af andre grunde føler behov for at oprette testamente og i den forbindelse får vejledning om muligheden for at bestemme, at arven skal være særeje.

Hvis den gældende ordning opretholdes, vil der være en del ægtepar, hvor den enes arv er særeje som følge af en testamentsbestemmelse, mens den anden ægtefælles arv indgår i formuedelingen. Dette vil formentlig ofte ikke være udtryk for et bevidst valg, hverken for ægtefællerne eller den arvelader, der ikke har truffet en særejebestemmelse.

At den ene ægtefælle skal dele sin arv ved separation eller skilsmisse, mens den anden kan beholde sin, uden at dette er aftalt eller overvejet på forhånd, vil efter udvalgets opfattelse formentlig blive opfattet som urimeligt.

På denne baggrund finder et flertal i udvalget, at der bør indføres en legal ordning, hvor arv og gave i et vist omfang kan holdes uden for formuedelingen. Om livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser fra tredjemand henvises til punkt 3.16.

Et mindretal foreslår, at arv og gaver fortsat skal indgå i ligedelingen, medmindre arvelader eller giver har truffet anden bestemmelse. Dette forslag skal ses i sammenhæng med samme mindretals forslag om en regel om skønsmæssig skævdeling, der er beskrevet i punkt 3.4.2.2.3.

Flertallet er imidlertid ikke enig om, hvordan ordningen skal udformes og har delt sig i et flertal og et mindretal:

Et flertal af medlemmerne af flertallet foreslår, at værdien ved modtagelsen af arv og gave ikke indgår i delingen ved separation eller skilsmisse i det omfang, værdien af arven og gaven er i behold. Dette vil indebære, at værdistigninger på arven eller gaven samt indtægter af arven eller gaven indgår i delingen. Er arven eller gaven faldet i værdi, er det kun værdien ved formuedelingen, der kan holdes uden for delingen.

Dette flertal peger navnlig på, at hvis arv og gave skal være modtagerens særeje, vil arvelader og gavegiver kunne bestemme over langt større værdier end arvens eller gavens værdi ved modtagelsen, fordi også værdistigning på ejendommen vil være særeje.

Xxxxxxxxxx mener ligeledes, at arvelader og gavegiver ikke som i dag skal kunne træffe bestemmelse om særeje, og at det bør være op til ægtefællerne selv at aftale særeje.

Et mindretal af medlemmerne af flertallet mener, at arv og gave skal behandles som særeje sådan, at det er selve arven og gaven, der ikke skal deles, herunder værdistigninger. Mindretallet bemærker, at flertallets forslag betyder, at en ægtefælle ved formuedeling må betale for at udtage et arvet aktiv, hvis aktivet er steget i værdi, herunder værdistigning som følge af inflation.

Endelig mener mindretallet, at tredjemandsbestemmelser om arv og en gave bør følge de nugældende regler.

En del af mindretallet mener, at et aktiv, der erhverves delvist ved arv eller gave og delvist ved gældsovertagelse eller ved indskud af delingsformue (delarv og delgave), kun holdes uden for formuedelingen, hvis arvens eller gavens værdi er så væsentlig, at der er overordnet set reelt foreligger en arv eller gave. En anden del af mindretallet mener, at når et aktiv kun delvist erhverves ved arv eller gave, bør der opstå brøkdelssæreje, således at særejebrøken svarer til arvens eller gavens værdi i forhold til aktivets samlede værdi. Begge løsninger skal også omfatte tredjemandsbestemt særeje.

Der er enighed i udvalget om, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne aftale, at arv og gave skal indgå i delingen, når dette ikke strider mod en bestemmelse fra gavegiver eller arvelader.

Udvalget er også enig om, at forsikrings- og pensionsydelser, der kommer til udbetaling fra tredjemand, bør behandles efter samme regler som arv og gave.

Udvalgets flertal foreslår, at livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som en ægtefælle modtager fra tredjemand, ligeledes skal holdes uden for delingen efter samme regler som arv og gave.

Forsikringstagers eller kontohavers adgang til at bestemme, at en forsikringssum eller pensionsydelse skal være modtagerens særeje, reguleres i henholdsvis forsikringsaftalelovens § 103 og pensionsopsparingslovens § 3. Der er enighed i udvalget om, at forsikringstager og kontohaver

skal have samme adgang til at træffe bestemmelse om, hvorvidt forsikringssummen eller pensionsydelsen skal indgå i delingen mellem modtageren og dennes ægtefælle, som en arvelader eller gavegiver.

3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Som det fremgår af punkt 3.4.3. er Børne- og Socialministeriet enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør danne grundlag for formueordningen i Danmark.

Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at arv og gave som grundregel holdes uden for ligedelingen. Forslaget bryder med ligedelingsordningen, og efter ministeriets opfattelse bør det være op til ægtefællerne at aftale, at deres formue helt eller delvist skal være særeje og dermed bryde ligedelingen i deres ægteskab. Med forslaget til § 12 om aftaler om særeje har ægtefæller f.eks. mulighed for at aftale, at arv og gave, som de modtager eller har modtaget, skal være særeje.

Ministeriet er endvidere enig med det ene af udvalgets mindretal i, at arvelader og gavegiver fortsat skal kunne bestemme, at arv og gave – og ikke kun værdien af arven og gaven som foreslået af flertallet – skal være særeje. Ministeriet har herved særlig lagt vægt på, at en ægtefælle, der har arvet en genstand, som under ægteskabet stiger i værdi, ikke vil kunne udtage genstanden ved en senere formuedeling uden at "indbetale" formuestigningen til fællesboet, hvis ægtefællen alene kan udtage den værdi, som arven havde ved modtagelsen. Dette vil kunne skabe store – og i nogle tilfælde uoverstigelige – problemer for en ægtefælle, der har arvet eksempelvis en erhvervsvirksomhed eller en genstand, der har været i slægtens eje i generationer.

Ministeriet er enig med udvalget i, at ægtefæller fortsat skal kunne tilsidesætte arveladers og gavegivers bestemmelse om særeje, i det omfang særejebestemmelsen giver dem mulighed herfor.

Efter ministeriets opfattelse ligger løsningen på delarv og delgave-problematikken i udvalgets flertals forslag i punkt 3.1.2 om, at et aktiv, der erhverves dels for aftalte særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Dette forslag er udmøntet i lovforslagets § 24, stk. 2. Udvalget foreslår samtidigt, at aktiver, der erhverves delvist for særeje delvist for delingsformue, skal være særeje, jf. lovforslagets § 24, stk. 1.

Efter § 24, stk. 2, vil en ægtefælle egenhændigt kunne erhverve et værdifuldt aktiv ved en mindre udbetaling af særejemidler med den konsekvens, at hele værdistigningen på aktivet er særeje.

Ministeriet finder ikke, at det vil være urimeligt for den anden ægtefælle, at hele værdistigningen er særeje for ejeren, heller ikke selvom ejeren har modtaget aktivet i arv eller gave. Den omstændighed, at aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at delingsformuen bliver mindre. Hvis ejeren anvender sin delingsformue til forbedring af aktivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lovforslagets § 38.

En løsning som foreslået af en del af mindretallet, hvorefter et behæftet aktiv bliver brøkdelssæreje, medfører bl.a., at en arvelader eller gavegiver ikke kan overdrage et behæftet aktiv til en ægtefælle sådan, at hele aktivet er særeje. Ved formuedeling skal ægtefællen dele en del af en eventuel værdistigning med den anden ægtefælle. Det kan gøre det vanskeligere at beholde f.eks. en arvet erhvervsvirksomhed eller en ejendom, der typisk altid i et eller andet omfang vil være behæftet med gæld.

Ved en løsning som foreslået af en anden del af mindretallet, hvor hele aktivet kun er særeje, hvis friværdien – og dermed det reelle særeje – udgør en væsentlig del af aktivets værdi, vil det bero på et konkret skøn, om friværdien er tilstrækkelig stor til, at hele aktivet er særeje. En sådan skønsmæssig vurdering falder ikke i tråd med ønsket om, at reglerne i den nye lov skal være enkle og tydelige, sådan, at ægtefællerne, arvelader og gavegiver kan forstå deres retsstilling. Samtidig vil en arvelader ikke kunne være sikker på, at en særejebestemmelse over et behæftet aktiv med en beskeden friværdi vil være gyldig, navnlig hvis arvelader først dør flere år efter oprettelsen af testamentet, og aktivets værdi i mellemtiden er faldet.

Ingen af disse løsningsforslag løser delarv og delgave-problematikken uden at skabe nye problemer.

Med hensyn til livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser fra tredjemand henvises til punkt 3.16.

3.11.4. Den foreslåede ordning

3.11.4.1. Arv, gave og forsikringer m.v.

Efter lovforslagets § 5, stk. 1, deler ægtefællerne ved separation eller skilsmisse deres formuer lige, og ved en ægtefælles død eller ved skifte af et uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og førstafdødes dødsbo. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af loven.

Dette indebærer, at arv, gave og forsikringer m.v. er delingsformue, jf. forslagene i punkt 3.11.3.1. og 3.11.3.3.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvelader og gavegiver fortsat bestemme, at arv og gave skal være særeje. Efter bestemmelsen har arvelader og gavegiver samme muligheder for at træffe bestemmelse om særeje, som ægtefæller har til at aftale særeje efter lovforslagets § 12.

Det foreslås videre, at det i bestemmelsens stk. 2 lovfæstes, at arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje og kan fastsætte betingelser herfor.

Efter bestemmelses stk. 3 skal bestemmelser om særeje over arv og om mulighed for at ændre sådanne særejebestemmelser træffes ved testamente.

Endelig foreslås det i stk. 4, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på livforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som en ægtefælle modtager fra tredjemand.

Bestemmelsen om arv og gave m.v. i § 23 hænger sammen med den foreslåede bestemmelse i § 14, der giver ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver helt

eller delvist skal være en anden form for særeje eller skal være delingsformue, dog forudsat at aftalen er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje.

3.11.4.2. Delarv og delgave

Efter forslaget i punkt 3.11.3.2. medfører en bestemmelse om, at et behæftet aktiv, som en ægtefælle modtager i arv og gave, skal være særeje, at hele aktivet er særeje. Dette forslag gennemføres ved den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2, hvorefter et aktiv, der erhverves dels for særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Efter bestemmelsen omfatter erhvervelse ikke kun køb, men også modtagelse af arv og gave. Bestemmelsen er derfor placeret i lovforslagets kapitel 8, der indeholder generelle regler for særeje.

3.12. Generelle regler om særeje

3.12.1. Gældende ret

Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue.

Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.

Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje.

Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve.

Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter.

Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen.

Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter.

Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler.

En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje.

Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle:

1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes.

2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig.

Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet.

Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt.

Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles.

Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10.

Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11.

3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje

Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at problemerne med hensyn til sammenblanding af delingsformue og særeje løses således:

1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for særeje, finder udvalget, at den bedste løsning er, at aktivet bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midler. Er f.eks. en fast ejendom erhvervet ved en betaling af 500.000 kr. i særejemidler og 500.000 kr. i delingsformuemidler, bliver ejendommen brøkdelssæreje, således at særejebrøken er 1/2.

Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktionen, at særeje og delingsformue ikke igen kan adskilles, når aktivet sælges. Dette ville efter udvalgets opfattelse stride mod princippet om surrogation. Hvis en ægtefælle ved salg af et aktiv købt for sammenblandede midler, frit kunne vælge, at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende hævde, at den del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuen, og at særejet var i behold.

Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende en ejendom, der var brøkdelssæreje med halvt særeje og halv delingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgssummen, tilsvarende være brøkdelssæreje.

Udvalget har overvejet, om der burde stilles et mindstekrav til, hvor stor særejeindskuddet skal være i forhold til aktivets værdi, før der opstår brøkdelssæreje. Udvalget finder imidlertid, at det vil

være for kompliceret navnlig i relation til at definere den præcise sondring mellem midler anvendt ved den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en efterfølgende forbedring, og i relation til midler, der er tilvejebragt ved optagelse af lån.

Udvalget foreslår, at der ikke fastsættes en sådan mindstegrænse. Der vil således kunne opstå situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen.

2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt, at der opstår brøkdelssæreje, hvis et særejeaktiv forbedres ved hjælp af delingsformue. En sådan model ville for at kunne foretage en korrekt beregning af brøken forudsætte en opgørelse af aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis gæld, der hører

til særejet, afdrages med midler, der indgår i delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom afdrages med midler, der indgår i delingen, ville en regel om brøkdelssæreje forudsætte en værdifastsættelse og omberegning af særejebrøken for hvert enkelt afdrag.

I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt 3.17.), der giver mulighed for en skønsmæssig fastsættelse af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsformue genoprettes, efter udvalgets opfattelse en bedre løsning.

3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer, hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse.

Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på problemstillingen er at lade udbetalingens formueart være afgørende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets opfattelse antages at svare til, hvad der er gældende ret. Hvis der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et aktiv, forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistigninger og -fald alene påhviler særejet.

Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for særejemidler og dels ved låneoptagelse eller låneovertagelse, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både særejemidler og

delingsformue, og samtidig lånefinansiering, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fastsættes efter forholdet mellem indskuddene af forskellige formuearter.

Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at der opstår brøkdelssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller den finansiering, der er foretaget for at muliggøre erhvervelsen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele aktivet bliver særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning er delingsformue. Ved fastlæggelse af retstilstanden i tilfælde af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages en afvejning af hensynet til begge ægtefæller, og ved flertallets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens interesser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5 pct. af købesummen, virker det urimeligt, at hele værdistigningen på aktivet bliver særeje.

3.12.2.2. Surrogater og indtægter

Udvalget foreslår ikke ændringer i de gældende regler om, at en aftale om særeje omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.

En aftale om, at indtægter (f.eks. renter eller udbytte) af et særejeaktiv skal indgå i delingen, giver ikke anledning til problemer, og udvalget foreslår derfor denne mulighed opretholdt.

Udvalget har derimod overvejet, om adgangen til at aftale, at surrogater for særeje skal være fælleseje (delingsformue), bør ophæves, idet den strider mod reglerne om forudsigelighed med

hensyn til særejets ophør, og idet muligheden næppe anvendes i nævneværdigt omfang, og dermed kan være med til at gøre reglerne yderligere komplicerede, uden at der er behov for det.

Udvalget peger på, at det ikke kan udelukkes, at ægtepagter med en sådan aftale eksisterer i dag, og hvis aftalemuligheden ophæves, ville det være nødvendigt at indføre en overgangsordning, der opretholdt gyldigheden af eksisterende aftaler. Dette ville yderligere komplicere overgangsreglerne. Det kan heller ikke udelukkes, at der kan være situationer, hvor ægtefællerne finder en sådan aftale hensigtsmæssig. Det kan f.eks. tænkes, at en ægtefælle, der er partner i en virksomhed, i forhold til sine partnere har forpligtet sig til at oprette ægtepagt om, at vedkommendes andel i virksomheden er særeje, men at ægtefællerne egentlig ikke ønsker særeje i deres ægteskab, og derfor ønsker at aftale, at salgssummen, når andelen i virksomheden sælges, ikke skal være særeje.

Udvalget foreslår derfor ikke ændringer i gældende ret på dette punkt. Det bør således fortsat være muligt ved ægtepagt at aftale, at surrogater for særeje ikke skal være særeje.

3.12.3. Børne- og Socialministeriet overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at den gældende ordning om surrogater og indtægter videreføres. Det samme gælder muligheden for at aftale, at surrogater for og indtægter af et særejeaktiv skal være delingsformue.

Ministeriet er ligeledes enig med Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at et aktiv, der erhverves dels for delingsformue dels for særeje, bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midler.

Med hensyn til behandlingen af aktiver, der erhverves delvis for særejemidler og delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse er ministeriet enig i forslaget fra udvalgets flertal, hvorefter udbetalingens formueart er afgørende for hele aktivets formueart.

Ministeriet finder endvidere, at disse generelle regler for særeje ikke kun skal finde anvendelse på aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.

3.12.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at de i punkt 3.12.3. foreslåede generelle regler for særeje indsættes i lovforslaget i kapitel 8 med titlen "Generelle regler for særeje", der efter forslaget skal gælde for aftalt særeje, tredjemandsbestemt særeje.

Med § 24, stk. 1, foreslås det, at aktiv, der er erhvervet dels for særejemidler og dels for midler, der ikke er særeje, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen. Erhverves et aktiv dels for særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er aktivet efter det foreslåede stk. 2 særeje af samme art som de anvendte særejemidler, f.eks. skilsmissesæreje.

Det, der træder i stedet for særeje (surrogater), og indtægter af særeje er særeje, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.

3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse

3.13.1. Gældende ret

3.13.1.1. Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation og skilsmisse

Efter ægtefælleskiftelovens § 1, stk. 1, nr. 1, behandler skifteretten bl.a. sager om deling af ægtefællers fællesbo.

Efter § 2, stk. 1, behandler skifteretten endvidere sager om enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af bl.a. ægtefællers fællesbo efter § 1, stk. 1, nr. 1, eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo, herunder om følgende:

1) Opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver.

2) Opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del heraf, der indgår i bodelingen.

3) Vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.

4) Pensionskompensationskrav efter §§ 16 d-16 f i retsvirkningsloven.

5) Afgrænsning af særejer.

6) Særejekompensationskrav efter ægtefælleskiftelovens § 67.

Efter § 2, stk. 2, behandler skifteretten endvidere selvstændige sager mellem ægtefæller om krav på særejekompensation efter lovens § 67 og om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler.

Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers formue (fællesbo) findes ægtefælleskifteloven, suppleret af regler i retsplejeloven. Disse sagsbehandlingsregler gennemgås kun i det omfang, det er relevant.

De materielle regler om formuedelingen ved separation og skilsmisse findes i retsvirkningsloven.

Efter loven skal ægtefællers formuer som udgangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1, se punkt 3.4.). I ligedelingen indgår ikke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a, se afsnit 2), rettigheder, der er

uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (§ 15, stk. 2, se punkt 3.16), samt visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c, se punkt 3.16).

Loven indeholder enkelte regler om fravigelse af ligedelingen. Det drejer sig om pensionskompensation (§§ 16 d-f, se punkt 3.19) og om vederlagskrav ved forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v. og ved en ægtefælles misbrug af sin formue (§ 23, se punkt 3.17).

Loven indeholder ikke regler om fradrag af gæld. Dette er behandlet i punkt. 3.14.

Retsvirkningslovens regler om formuedelingen suppleres af en række bestemmelser i ægtefælleskiftelovens kapitel 7, der indeholder regler om:

• Opgørelsen af fællesboet (§ 53, se punkt 3.13.).

• Ligedeling (§ 58, stk. 1, se punkt 3.13.).

• Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1, se punkt 3.13.).

• Udtagelse af genstande, der er erhvervet til børnenes brug (§ 59, stk. 2, se punkt 3.13.).

• Ophørsdagen (§ 51, se punkt 3.13.).

• Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52, se punkt 3.13.).

Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om formuedeling ved kortvarigt ægteskab er behandlet i punkt 3.4. sammen med bestemmelsen i § 60 om delingen ved omstødelse af ægteskab.

Retsvirkningslovsudvalget foreslår lovens § 62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., ophævet, da bestemmelsen næppe anvendes i praksis. Dette er behandlet i det samtidigt fremsatte følgelovsforslag, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, i det lovforslag

Ægtefælleskiftelovens kapitel 9 (§ 67), der indeholder regler om særejekompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt ringe, er behandlet i punkt 3.18.

Forsikringsaftaleloven indeholder i § 18 en bestemmelse om deling af personskadeerstatning og i §§ 26 og 26 a, der er behandlet i punkt 3.16.

Ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 indeholder generelle regler om ægtefællernes udtagelse af de enkelte aktiver, der er omfattet af formuedelingen, mens retsvirkningsloven i § 16 g indeholder en regel om udtagelse af pensionsrettigheder. Disse regler er behandlet i punkt 3.20.

Der findes ikke regler om aftaler om formuedelingen, bortset fra ægteskabslovens § 58 om tilsidesættelse af sådanne aftaler. Sådanne aftaler er behandlet i punkt 3.15.

Endelig indeholder retsvirkningsloven i kapitel 5 regler om bosondring, der er behandlet i punkt 3.21. Reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død er behandlet i afsnit 4.

3.13.1.2. Ophørsdagen

Reglerne om ophørsdagen findes i ægtefælleskiftelovens § 51. Efter bestemmelsens stk. 1 ophører formuefællesskabet ved separation og skilsmisse ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen. Den dag, formuefællesskabet ophører, kaldes, som det fremgår af overskriften til bestemmelsen, ophørsdagen.

Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse tilbagekaldes eller bortfalder f.eks. på grund

af manglende betaling af gebyr, er der fortsat formuefællesskab i ægteskabet. Det samme gælder, hvis sagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne,

og ingen af parterne inden for 4 ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separation- eller skilsmissesagen indbringes for retten.

Ved bosondring ophører formuefællesskabet efter stk. 2 ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet begæring om bosondring til skifteretten. Ved omstødelse af ægteskab ophører formuefællesskabet efter stk. 3 ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse.

Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.

Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.

At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne havde på ophørsdagen, der indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50. Modtager en ægtefælle f.eks. en arv efter ophørsdagen, indgår den ikke i delingen.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovgivningen, hvornår formuefællesskabet ophører ved en ægtefælles død. I tilfælde, hvor ægtefællerne ikke inden dødsfaldet har søgt om separation eller skilsmisse

(eller anmodet om bosondring eller anlagt omstødelsessag), må det dog anses for utvivlsomt, at formuefællesskabet ophører ved dødsfaldet, således at f.eks. en arv modtaget af længstlevende efter dødsfaldet, ikke skal indgå i delingen mellem længstlevende og førstafdødes arvinger, hvis boet skiftes ved førstafdødes død.

Ved dødsfald er klokkeslettet for dødsfaldet afgørende og ikke som ved anmodning om separation eller skilsmisse udgangen af det pågældende døgn. Dør således f.eks. førstafdøde den 1. februar kl. 10.00, og dør længstlevendes mor samme dag kl. 10.30, hvorved der tilfalder længstlevende en arv, skal arven ikke indgå i delingen med førstafdødes arvinger, hvis boet skiftes ved førstafdødes død. Vælger længstlevende uskiftet bo, vil længstlevendes erhvervelser efter dødsfaldet derimod indgå i det uskiftede bo, og de skal deles med førstafdødes arvinger, når det uskiftede bo skiftes.

Af dødsboskiftelovens § 77 fremgår, at ægtefælleskiftelovens § 51 finder anvendelse ved et dødsboskifte med de ændringer, der følger af forholdets natur. Denne henvisning har givet anledning til diskussion om retsstillingen, hvis en ægtefælle har anmodet om separation eller skilsmisse, men en af ægtefællerne dør, inden der er taget stilling til anmodningen. Der er ikke i retspraksis taget stilling til, om formuefællesskabet i et sådant tilfælde er ophørt ved udgangen af det døgn, hvor der blev indgivet anmodning om separation eller skilsmisse, eller først ved dødsfaldet.

3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer

Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælleskiftelovens § 53 foretages en opgørelse af fællesboet.

Alle aktiver, som en ægtefælle ejede på ophørsdagen, indgår som udgangspunkt i opgørelsen. De aktiver, der ikke indgår i opgørelsen, er beskrevet i punkt 3.13.1.4.

De passiver (gæld), der hører til bodelene på ophørsdagen, fratrækkes i opgørelsen, jf. punkt 3.14.

Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel særskilt, jf. § 53, stk. 1. Hvis en ægtefælles bodel er positiv, skal den deles med halvdelen til hver af ægtefællerne. Er en ægtefælles bodel negativ, deles den ikke.

Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.

Efter § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes særejekompensationskrav, vederlagskrav og pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodelene. I modsat fald ville den ægtefælle, som har krav på kompensation, skulle dele sin kompensation med den anden ægtefælle.

Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter § 53, stk. 2, 2. pkt., ikke som aktiv i bidragsmodtagerens bodel.

Ophørsdagen er kun afgørende for, hvilke aktiver og passiver der skal medtages i opgørelsen. Værdiansættelsen af aktiver og passiver sker derimod ifølge lovens § 52 på tidspunktet for aktivets udlæg til en ægtefælle eller ved skiftets afslutning.

3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen

Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelovens § 53, følger det af lovens § 58,

stk. 1, at et eventuelt overskud skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til dette udgangspunkt gælder imidlertid en række undtagelser.

Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Bestemmelsen omfatter personlige ting som tøj, smykker, ure og efter omstændighederne hobbyudstyr. Bestemmelsen giver også en ægtefælle mulighed for at udtage en genstand, som tilhører den anden ægtefælle, men kun hvis genstanden er fælleseje. Har ægtefællerne fælleseje, og har den ene ægtefælle f.eks. anvendt et smykke, som den anden ægtefælle har arvet fra sin slægt, vil den første ægtefælle kunne udtage smykket forud for formuedelingen.

Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan efter § 59, stk. 2, udtages forlods af den ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl.

Det følger således af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, og §§ 16 a – 16 c samt erstatningsansvarslovens

§ 18, stk. 2, at personlige og uoverdragelige rettigheder, pensionsrettigheder og personskadeerstatninger kan holdes uden for delingen. Regler beskrives i punkt 3.16.

Endvidere følger det af ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, at hver ægtefælle forlods kan udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Efter § 59, stk. 2, kan den af ægtefællerne, som børnene skal have bopæl hos, udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug.

Bestemmelserne om skævdeling ved omstødelse af ægteskab (§ 60) og ved kortvarigt ægteskab (§ 61) er beskrevet i punkt 3.4.

Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder denne, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og har den pågældende ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter anmodning bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde denne ægtefælle, jf. ægtefælleskiftelovens § 62.

3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers økonomiske forhold

Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser om deling af ægtefællers formue overføres til den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:

• Opgørelsen af fællesboet (§ 53).

• Ligedeling (§ 58, stk. 1).

• Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1).

• Deling ved kortvarigt ægteskab (§ 61).

• Særejekompensationskrav (§ 67, stk. 1). Se nærmere herom i punkt 3.18.

Samtidig foreslår udvalget, at den materielle bestemmelse om behandling personskadeerstatning m.v. i forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Udvalget foreslår endvidere, at de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, der er knyttet til de materielle delingsregler, ligeledes overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:

• Ophørsdagen (§ 51, stk. 1 og 4).

• Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52).

• Udlæg af ejendele (§§ 63 og 64). Se nærmere herom i punkt 3.20.

Endvidere foreslås bestemmelserne i ægtefælleskifteloven om omstødelse af ægteskab overført til de øvrige regler om omstødelse af ægteskab i ægteskabslovens kapitel 3. Det drejer sig om følgende bestemmelser:

• Deling ved omstødelse af ægteskab (§ 60).

• Ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab (§ 51, stk. 3)

Ved § 1, nr. 2, i det samtidig fremsatte følgelovsforslag foreslår Xxxxx- og Socialministeriet, at der i ægteskabslovens kapitel 3 om ægteskabets omstødelse indsættes en ny bestemmelse (§ 25, stk. 2) om formuedelingen ved omstødelse af ægteskab, der indholdsmæssigt svarer til ægtefælleskiftelovens

§ 60.

Udvalget foreslår, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring ikke videreføres. Dette er en konsekvens af udvalgets forslag om, at reglerne i retsvirkningslovens kapitel 5 om bosondring ikke videreføres. Der henvises til punkt 3.21.

Endvidere bør ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug, efter udvalgets opfattelse ikke videreføres. Der henvises til punkt 3.20.

Endelig finder udvalget ikke grundlag for at videreføre ægtefælleskiftelovens § 62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., da bestemmelsen næppe anvendes i praksis.

Udvalgets overvejelser om de af ovennævnte bestemmelser, der foreslås overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold, beskrives i punkt 3.4. (deling ved kortvarigt ægteskab), punkt 3.13.2.2. (ophørsdagen), 3.13.2.3. (genstande til personligt brug og til børnenes brug), punkt 3.18. (særejekompensationskrav) og punkt. 3.20. (udlæg af ejendele).

Bestemmelserne om opgørelsen af fællesboet, ligedeling, og tidspunktet for værdiansættelsen foreslås videreført uden indholdsmæssige ændringer.

3.13.2.2. Ophørsdagen

Udvalget har overvejet behovet for justeringer af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 51 om ophørsdagen, navnlig i relation til ophørsdagen ved en ægtefælles død og til den situation, hvor en anmodning om separation eller skilsmisse tilbagekaldes m.v.

Efter arvelovens § 49 bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret ved separation eller skilsmisse.

Hvis en ægtefælle dør, efter at der er fremsat anmodning om separation eller skilsmisse, men inden der er udstedt bevilling eller afsagt dom herom, har ægtefællerne således stadig arveret efter hinanden.

Det er udvalgets opfattelse, at tidspunktet for arverettens bortfald og det tidspunkt, der er afgørende for, hvilke aktiver og passiver, der indgår i delingen (ophørstidspunktet) bør være det samme, dels for at undgå unødig komplicering af skiftet ved en særskilt behandling af aktiver og passiver erhvervet efter anmodningen om separation eller skilsmisse, og dels for at give længstlevende mulighed for at vælge uskiftet bo. Udvalget foreslår derfor, at det udtrykkeligt fastslås, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne havde ved dødsfaldet, der indgår i deling af deres formuer.

Udvalget mener endvidere, at der børe være mulighed for at fastholde den oprindelige ophørsdag i tilfælde, hvor en ægtefælle tilbagekalder en anmodning om separation eller skilsmisse. Herved hindres, at en ægtefælle kan spekulere i at tilbagekalde anmodningen for at skabe en senere ophørsdag, der er mere fordelagtig for den pågældende. Udvalget foreslår således, at den anden ægtefælle bør kunne fastholde den oprindelige ophørsdag ved at indsende en ny anmodning om separation eller skilsmisse, forudsat at statsforvaltningen modtager den inden 2 måneder efter modtagelsen af tilbagekaldelsen.

Udvalget finder, at reglen også bør omfatte situationer, hvor statsforvaltningen afslutter en sag

om separation og skilsmisse eller afslår eller afviser en anmodning om separation eller skilsmisse, og den anden ægtefælle inden for en frist på 4 uger anmoder om separation eller skilsmisse.

Statsforvaltningen afviser eller afslår blandt andet en anmodning om separation eller skilsmisse, fordi ægtefællen undlader at besvare anmodninger fra statsforvaltningen om oplysninger

eller om betaling af gebyret for anmodningen om separation eller skilsmisse, og statsforvaltningen afslutter bl.a. en sag om separation eller skilsmisse, når ægtefællerne ikke er blevet enige om separation og skilsmisse eller om vilkårene herfor, eller statsforvaltningen finder det

betænkeligt at give bevilling, f.eks. fordi betingelserne for separation eller skilsmisse ikke er opfyldt.

Det bemærkes, at den omhandlede problemstilling ikke opstår, hvis ægtefællerne i fællesskab har anmodet om separation eller skilsmisse. I så fald skal anmodningen tilbagekaldes af begge ægtefæller, og statsforvaltningen kan ikke afslå eller afvise anmodningen uden at inddrage begge ægtefæller.

Den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring foreslår udvalget ophævet som konsekvens af udvalgets forslag om ophævelsen af muligheden for bosondring, jf. punkt 3.2.1.

Udvalget foreslå, at skævdelingsreglen ved omstødelse af ægteskab i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, overføres til ægteskabsloven.

Ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 4, giver ægtefællerne adgang til at aftale en anden ophørsdag under skiftet. Efter udvalgets opfattelse bør en sådan aftale også kunne indgås forud for skiftet, hvis det sker i tilknytning til en aktuel separation eller skilsmisse. Efter udvalgets forslag kan en sådan aftale derfor indgås "i forbindelse med separation eller skilsmisse“. Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås, er det samme som ved bodelingsaftaler, jf. punkt 3.15.

Endelig bemærkes, at udvalget foreslår, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om skifterettens mulighed for at bestemme en anden ophørsdag ikke overføres til den nye lov, men forbliver i ægtefælleskifteloven.

3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug

Som beskrevet i punkt 3.20. foreslår udvalget, at der ikke længere skal være forskel i ægtefællernes adgang til at disponere over deres aktiver og til at udtage bestemte aktiver afhængigt

af, om aktiverne er særeje eller delingsformue. Der foreslås således som noget nyt en adgang til krydsende udtagelsesret vedrørende bolig og indbo m.v., der er særeje.

Som konsekvens heraf finder udvalget, at også bestemmelsen om forlodsudtagelse af genstande til personligt brug (ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1,) bør udvides til at omfatte genstande, der tilhører den anden ægtefælles særeje.

Udvalget finder ikke i øvrigt grundlag for at ændre anvendelsesområdet for § 59, stk. 1.

Udvalget finder derimod, at § 59, stk. 2, om genstande til børnenes brug bør ophæves. Udvalgets begrundelse herfor er, at den forælder, der ikke har børnene boende, ofte har samvær med børnene. I mange situationer har samværet et betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene en uge ad gangen hos hver af forældrene. Begge forældre er derfor normalt nødt til at indrette et børneværelse med børnemøbler, legetøj og andet nødvendigt udstyr.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at forælder, som barnet har bopæl hos, skal kunne udtage alt børneudstyr uden om bodelingen, mens den anden herefter er tvunget til at købe tilsvarende udstyr. I stedet finder udvalget, at genstande til brug for børnene bør følge de almindelige regler om udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det indebærer, at den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at udtage genstanden, men at den anden har mulighed for at udtage bl.a. indbo, der har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet.

Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset omfang har samvær med børnene, må det antages, at den anden ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af børnene, jf. punkt 3.13.

Der henvises til punkt 3.7.2.3. om beskyttelsen om dispositioner over genstande til barnets brug uden den anden ægtefælles samtykke.

3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers økonomiske forhold

Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at de i punkt 3.13.2.1. nævnte bestemmelser i ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Ministeriet er endvidere enig i, at reglerne om formuedeling ved omstødelse af ægteskab overføres til ægteskabsloven. Der henvises til følgelovsforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne dertil.

Endelig er regeringen enig i, at § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring, § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug, og § 62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., ikke videreføres.

Herudover foreslås det, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om skifterettens mulighed for at bestemme en anden ophørsdag overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold sammen med de øvrige bestemmelser om ophørsdagen i § 51, stk. 1 og 4.

Det foreslås videre, at bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, om frister for anlæggelse af sag om særejekompensationskrav efter § 67, stk. 1, overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold sammen med de materielle regler om sådanne krav i § 67, stk. 1. Der henvises til punkt 3.18.

3.13.3.2. Ophørsdagen

Ministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at der bør være mulighed for at fastholde den oprindelige ophørsdag ved anmodning om separation og skilsmisse, hvis en ægtefælle tilbagekalder sin anmodning om separation eller skilsmisse med henblik på senere at indgive en ny anmodning om separation og skilsmisse og dermed etablerer en senere ophørsdag, der er mere fordelagtig for den pågældende.

Udvalgets løsning er imidlertid unødig kompliceret og afhænger af, at statsforvaltningen orienterer den anden ægtefælle om, at sagen er trukket tilbage. Ministeriet foreslår i stedet, at skifteretten skal kunne bestemme en anden ophørsdag end den dag, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, herunder hvis en ægtefælle ved at tilbagetrække sin anmodning og indgive en ny anmodning ønsker en anden ophørsdag.

Denne løsning medfører, at der ikke er behov for udvalgets forslag om at indsætte en bestemmelse i retsplejelovens § 456, stk. 2, om fastholdelse af ophørsdagen, hvis retssag om separation og skilsmisse hæves eller afvises.

Ministeriet er også enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale en anden ophørsdag inden påbegyndelse af en ægtefælleskiftesag, forudsat at aftalen indgås i forbindelse med en aktuel sag om separation eller skilsmisse. Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås, er således det samme som ved bodelingsaftaler, jf. punkt 3.15.

Endelig er ministeriet er enig med udvalget i, at ophørstidspunktet ved en ægtefælles død bør falde sammen med bortfaldet af ægtefællers indbyrdes arveret sådan, at ophørstidspunktet er "dødsfaldet".

3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug

Som det fremgår af punkt 3.20. støtter ministeriet ikke udvalgets forslag om, at udtagelsesretten udvides til også at omfatte den anden ægtefælles særejeaktiver. Ministeriet støtter derfor heller ikke forslaget om, at udtagelsesretten i forhold til genstande til personligt brug tilsvarende udvides til at også at omfatte særejeaktiver.

Derimod er ministeriet enig med udvalget i, at der ikke er behov for at opretholde bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om udtagelse af genstande, der er erhvervet til børnenes brug.

3.13.4. Den foreslåede ordning

De gældende bestemmelser i retsvirkningslovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, om gennemførelsen af ligedelingen ved separation og skilsmisse foreslås videreført med redaktionelle ændringer i lovforslagets § 26.

Efter stk. 1 indgår følgende ikke i ligedelingen:

1) Særeje efter kapitel 4, 7 og 8, dvs aftalt særeje, tredjemandsbestemt særeje og surrogater for og indtægter af særeje.

2) Rent personlige genstande omfattet af § 31.

3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.

4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.

5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.

6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.

7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.

8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at gæld skal fradrages inden ligedeling efter stk. 1. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 29, jf. § 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delingsformuen.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at en ægtefælles formue ikke deles, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden ægtefælles delingsformue, medmindre også den er negativ.

Efter stk. 4 fraviges ligedeling i det omfang, det følger af en aftale om formuedelingen efter § 32 og en bestemmelse om "skævdeling" efter § 33.

Endelig fastslår stk. 5, at reglerne i afsnit 4 om formuedeling ved en ægtefælles død finder anvendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse. I så fald vil et eventuelt påbegyndt ægtefælleskifte blive ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et dødsboskifte. Samtidig vil ophørsdagen (se § 27) blive ændret til dødsdagen, jf. § 51, stk. 2.

Lovforslagets § 27 om ophørsdagen viderefører med redaktionelle ændringer ægtefælleskiftelovens § § 51, stk. 1, 4 og 5.

Efter stk. 1 indgår ved formuedelingen de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse. Denne dag betegnes ophørsdagen. Ophørsdagen efter stk. 1 fraviges dog efter bestemmelserne i stk. 2 og 3.

Hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter stk. 2 efter indstilling fra bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1. Samtidig giver stk. 3 ægtefæller mulighed for i forbindelse med separation eller skilsmisse at aftale en anden ophørsdag.

Efter lovforslagets § 28 indgår ægtefællernes aktiver og passiver i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Bestemmelsen viderefører ægtefælleskiftelovens § 52.

Med lovforslagets § 31, der viderefører ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, kan en ægtefælle inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.

3.14. Gæld

3.14.1. Gældende ret

3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regulerer, hvilke passiver der hører til ægtefællernes delingsformuer, og derfor kan fradrages i delingsformuen ved opgørelsen af hver ægtefælles delingsformue, samt hvilke passiver der hører til særejet, og dermed ikke kan fradrages i delingsformuen.

Der er heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling hertil.

Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages ved erhvervelsen af et aktiv, får samme status som aktivet. Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling, der er delingsformue, mens købet i øvrigt finansieres med optagelse eller overtagelse af lån, vil også gælden være delingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.

Som beskrevet i punkt 3.8. er der ikke efter gældende ret mulighed for at aftale, at gæld skal være særeje. Aftaler ægtefællerne ved ægtepagt, at f.eks. en fast ejendom skal være særeje, antages det imidlertid, at også pantegælden i ejendommen bliver særeje. Om retsstillingen, når en ejendom erhverves delvist ved arv eller gave med bestemmelse fra tredjemand om særeje og delvis ved optagelse eller overtagelse af gæld, henvises til beskrivelsen i punkt 3.11.

Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter erhvervelsen af aktivet, sondres der mellem realkreditlån og andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at såvel gælden som låneprovenuet får samme status som aktivet. Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast ejendom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fratrækkes i delingsformuen.

Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det, at det ikke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For disse lån og for lån uden sikkerhed er det antagelig afgørende, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet investeret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Optager en ægtefælle således f.eks. et lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låneprovenuet til forbedring af en ejendom, der er delingsformue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.

Har en ægtefælle gæld, der ikke efter de beskrevne principper hører til enten fællesejet eller særejet, herunder f.eks. forbrugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal fordeles forholdsmæssigt mellem særejet og fællesejet.

Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af særejet, kan den overskydende gæld fradrages i delingsformuen.

Også hvis en ægtefælle har aktiver, der kan holdes uden for ligedelingen efter retsvirkningslovens

§ 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der hører til rettigheden, og som følge heraf ikke kan fradrages i delingsformuen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis køb af goodwill, der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelingen, er finansieret ved lån.

3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvilken formueart en gæld skal tilhøre, da en sådan aftale falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der regulerer, hvilke former for særeje som ægtefæller kan aftale.

Der kan således ikke gyldigt indgås aftaler om, i hvilket omfang en gæld skal henføres til særeje eller fælleseje, og hermed i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens delingsformue ved formuedeling.

3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

Udvalget finder, at der er behov for en udtrykkelig lovregulering af fordelingen af gæld mellem delingsformue og særeje.

Til løsning af dette problem foreslår udvalget en model, der i første række lader sikkerhedsstillelsen være afgørende for gældens status. I lyset af udviklingen i de senere år, hvor mange nye lånetyper med sikkerhed i fast ejendom er kommet til, finder udvalget ikke, at der bør skelnes mellem realkreditlån og andre lån.

Udvalget foreslår derfor, at lån med sikkerhed i et aktiv, der indgår i delingen, skal kunne fradrages i delingsformuen. Tilsvarende skal lån med sikkerhed i et aktiv, der er særeje, fratrækkes i særejet. Kun hvis et lån med sikkerhed i et særejeaktiv, overstiger den samlede formue, der kan holdes uden for delingen, skal den overskydende gæld kunne fradrages i delingsformuen.

Hvis en ægtefælle optager lån i en ejendom, der er delingsformue, og ægtefællen anvender låneprovenuet til at forbedre sit særeje, vil det medføre et reguleringskrav, jf. punkt 3.17.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at gældens status lægges fast ved stiftelsen, og

at efterfølgende sikkerhedsstillelse eller udskiftning af sikkerheden ikke medfører, at gælden skifter status.

For så vidt angår lån, der er optaget uden sikkerhed i et aktiv, foreslår udvalget, at anvendelsen af låneprovenuet skal være afgørende. Det foreslås derfor, at usikrede lån, der er anvendt til anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af et aktiv, eller i øvrigt kan henføres til et aktiv, får samme status som aktivet. Begrebet "i øvrigt kan henføres til et aktiv” dækker f.eks. lån til betaling af skatter og afgifter vedrørende aktivet, herunder ejendomsskatter og bo- og gaveafgifter.

Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradrages i delingsformuen, hvis bilen indgår i delingen. Er bilen derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen, medmindre lånet overstiger den del af den pågældende ægtefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen.

Udvalget sondrer mellem delingsformue og formue, der ikke indgår i delingen, hvilket ud over særeje også omfatter pensionsordninger, visse erstatninger og uoverdragelige og personlige rettigheder. Et usikret lån til f.eks. køb af goodwill, der kan holdes uden for delingen, kan således som udgangspunkt ikke fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil et usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der ikke indgår i delingen, som udgangspunkt heller ikke kunne fradrages i den formue, der skal deles.

Tilbage bliver gældsposter, der hverken har sikkerhed i et aktiv eller er anvendt til et konkret aktiv. Disse gældsposter omfatter bl.a. forbrugsgæld, skattegæld, der ikke har forbindelse til et konkret aktiv, og studiegæld. For så vidt angår disse gældsposter, foreslår udvalget, at der skal ske en skønsmæssig fordeling efter forholdet mellem værdien af den formue, der indgår i delingen, og den formue, der ikke indgår i delingen.

3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt med midler af en anden status

Hvis gæld, der hører til særejet, afdrages under ægteskabet med delingsformue, eller omvendt, forrykkes efter udvalgets opfattelse balancen mellem delingsformuen og den formue, der ikke skal deles. Denne balance kan genoprettes ved reguleringskrav, jf. punkt 3.17. Hvis gæld med sikkerhed i en særejeejendom afdrages med midler, der ville indgå i delingen, medfører det således et reguleringskrav. Tilsvarende medfører det et reguleringskrav, hvis gæld med sikkerhed i en ejendom, der indgår i delingen, afdrages med særejemidler.

Xxxxxxx foreslår udvalget, at betaling af usikret gæld uden tilknytning til et aktiv ikke skal medføre reguleringskrav. I modsat fald ville det være nødvendigt for hver betaling af et afdrag på f.eks. en studiegæld at foretage en opgørelse af den pågældende ægtefælles formue, der henholdsvis indgår og ikke indgår i delingen, og beregne, hvilken procentdel af studiegælden der herefter ville kunne fratrækkes i den formue, der skulle deles, for derefter at beregne et reguleringskrav i forhold hertil. En sådan løsning ville efter udvalgets opfattelse ikke være mulig at gennemføre i praksis. Det forekommer endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. forbrugsgæld på et kontokort ligestilles med forbrug. Efter forslaget vil det således være uden betydning, om man stifter forbrugsgæld og derefter indfrier gælden med særejemidler, eller om man direkte forbruger sit særeje.

3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne

Som anført ovenfor indgår alle en ægtefælles aktiver ved beregningen af, hvor stor en del af gælden, der kan fratrækkes i den formue, der skal deles. En gældspost kan således hører til et aktiv, der er beskyttet mod kreditorforfølgning. Der vil derfor efter udvalgets opfattelse kunne forekomme tilfælde, hvor en ægtefælles gæld, der er knyttet til et kreditorbeskyttet aktiv udgør mere end halvdelen af delingsformuen, og hvor ægtefællen ikke ejer andre aktiver, der kan holdes uden for delingen. Hvis gælden i en sådan situation skal fordeles som foreslået af udvalget, vil ægtefællen ikke kunne fratrække gælden i delingsformuen med den virkning, at ægtefællen skal aflevere halvdelen af sin formue (bortset fra pensionsordningen) til sin ægtefælle. Den pågældende ægtefælle vil herefter ikke have tilstrækkelige frie midler til at betale sine kreditorer, der ikke kan gøre udlæg i pensionsordningen.

For at undgå, at kreditorernes rettigheder tilsidesættes, foreslår udvalget, at en ægtefælle ikke er forpligtet til at aflevere så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine kreditorer.

3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje

Udvalget har overvejet, om der bør indføres adgang til ved ægtepagt at aftale, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, med den virkning at gælden må bæres af ægtefællens særeje eller andre aktiver, der ikke indgår i delingen. Har den ægtefælle, hvis gældspost efter aftalen skal holdes udenfor delingen, ikke aktiver, der kan holdes uden for delingen, og som kan dække gælden, vil aftalen indebære, at den formue, der skal deles, deles skævt til fordel for den anden ægtefælle, således at denne bliver stillet, som om gælden ikke fandtes.

3.14.2.2.1. Flertallets forslag

Udvalgets flertal er af den opfattelse, at en adgang til at aftale, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, jævnligt efterspørges af ægtefæller, der opretter ægtepagt om særeje, dels fordi den gældende retstilstand er uklar, og dels fordi de ønsker at holde bestemte gældsposter, f.eks. studiegæld, uden for delingen.

Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan medvirke til at gøre særejeægtepagter mere uoverskuelige. Sådanne aftaler vil endvidere kunne medføre, at en ægtefælle skal aflevere alle sine aktiver til den anden ægtefælle og samtidig alene hæfte for sin gæld.

Selvom udvalget foreslår en lovregulering af, hvornår gæld kan fradrages i delingsformuen, vil der efter flertallets opfattelse kunne være situationer, hvor det vil bero på en konkret vurdering, om en gældspost påhviler delingsformuen eller ej. Xxxxxxxxxx mener derfor, at ægtefæller bør have mulighed for på forhånd at indgå en aftale om gælden, der afklarer denne tvivl.

Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan bruges til reelt at sætte en tredjemandsbestemmelse om særeje ud af kraft, idet ægtefællerne kan aftale, at en gældspost af tilsvarende størrelse skal holdes uden for delingen. Flertallet finder imidlertid ikke, at dette hensyn kan tillægges afgørende vægt. Det skyldes, at en ægtefælle også vil kunne forbruge særejet og i stedet spare op af sine løbende indtægter, der ikke er særeje.

Efter flertallets forslag skal ægtefællerne ved ægtepagt frit kunne indgå aftaler om allerede stiftet gæld og om gæld, der stiftes i tilknytning til aftalens indgåelse. Derimod finder flertallet, at det ikke skal kunne aftales, at fremtidig gæld, der efter den foreslåede ordning ikke ville kunne fradrages i delingsformuen, skal kunne fradrages i delingsformuen. Det skyldes, at konsekvenserne af en sådan aftale ville være vanskelige at overskue for den ægtefælle, der ved en sådan aftale tillader den anden ægtefælle frit at tage lån i sit særeje med den virkning, at gælden skal fradrages i delingsformuen.

Sådanne aftaler om fremtidig stiftet gæld foreslås derfor ikke tilladt. Endvidere må det sikres, at aftaler om gæld ikke kan anvendes til at indgå aftaler om, at gæld skal fratrækkes i delingsformuen ved død men ikke ved separation og skilsmisse, da en sådan aftale typisk ligesom aftaler om dødsfaldssæreje (se punkt 3.8.2.3.) har til formål at tilsidesætte hensynet til en ægtefælles særbørn.

Det foreslås derfor, at det ikke skal være tilladt at indgå en aftale om, at gæld skal fradrages i den formue, der skal deles, ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse. I modsat fald ville det være muligt for ægtefællerne at gøre den ene ægtefælles særbørn arveløse.

Endelig må det sikres, at sådanne aftaler ikke kommer ægtefællernes kreditorer til skade. En aftale om, at en gældspost ikke skal fradrages i den formue, der skal deles, kan medføre, at en ægtefælle i henhold til aftalen skal aflevere så stor en del af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser. Det foreslås derfor, at en ægtefælle uanset en aftale om gæld ikke har pligt til ved formuedelingen at betale mere til den anden ægtefælle, end at den pågældende beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Dette foreslås som en tilføjelse til forslaget i punkt 3.14.2.1.2. Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravige ved en forhåndsaftale.

3.14.2.2.2. Mindretallets forslag

Et mindretal i udvalget bemærker, at en mulighed for at indgå aftaler om gæld vil komplicere retstilstanden. Det kan endvidere være usikkert præcist at forstå, hvilke aftaler der gyldigt kan indgås. At tillade aftaler om gæld medfører også, at ægtefæller kan omgå en tredjemandsbestemmelse om særeje.

Mindretallet er enigt i, at ægtefæller kan omgå tredjemands særejebestemmelser ved at forbruge arven eller gaven. Der er dog stor økonomisk forskel på at forbruge 500.000 kr. for at unddrage sig særejebestemmelsen og blot aftale at flytte en gældpost på 500.000 kr., så den belaster særejet i stedet for delingsformuen.

Det er derfor mindretallets opfattelse, at sådanne aftaler fortsat ikke skal kunne indgås.

3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig i udvalgets forslag til lovregulering af behandlingen af gæld ved formuedeling. Ministeriet er endvidere enig med flertallets forslag til mulighed for at indgå aftaler om behandlingen af gæld.

Forslaget om behandlingen af gæld vil efter ministeriets opfattelse medvirke til at gøre retsstillingen klar, mens forslaget om aftaler om gæld er i overensstemmelse med ministeriets ønske om, at ægtefæller skal have så vide muligheder for at indgå aftaler som muligt.

3.14.4. Den foreslåede ordning

Med lovforslagets §§ 29 og 30 foreslås det, at der lovfæstes regler om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved opgørelsen af delingsformuen. Det foreslås i § 29, stk. 1, at ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.

Tilsvarende fradrages efter stk. 2 gæld ikke i delingsformuen, når gælden har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, eller der er tale om usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver. Gælden fradrages dog i det omfang, den overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i ligedelingen.

Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter stk. 3 skønsmæssigt i ægtefællens formue efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen.

Det følger af stk. 4, at det er uden betydning for, om gæld skal fradrag efter de foreslåede regler i stk. 1, stk. 2 eller stk. 3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.

Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesse foreslås det i § 30, at en ægtefælle uanset bestemmelsen om fradrag for gæld efter § 29 og uanset en aftale om fradrag for gæld efter § 18 ikke

har pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Med lovforslagets § 18 får ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i delingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse og død.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller dog ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse, eller som stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen. Efter stk. 3 kan ægtefæller endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse.

3.15. Aftaler om formuedelingen

3.15.1. Gældende ret

Når en separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefællerne som udgangspunkt frit indgå

aftaler om, hvordan deres formuer skal deles. De er således ikke begrænset af de aftaler om særeje m.v., som er beskrevet i punkt 3.8. og 3.9. De kan derfor aftale skævdeling af formue, der ellers skulle ligedeles, og de kan aftale betaling af og afkald på kompensationer.

Lovgivningen indeholder ikke regulering af adgangen til at indgå sådanne aftaler om formuedelingen, der ofte kaldes bodelingsaftaler.

Efter ægteskabslovens § 58 kan en aftale, som ægtefæller har indgået med henblik på separation eller skilsmisse om fordelingen af formuen, ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt aftalen skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

Ved vurderingen af, om en bodelingsaftale skal tilsidesættes, lægges der vægt på, om aftalen objektivt er urimelig, dvs. om det økonomiske resultat, den fører til, er væsentligt forskelligt fra det, der følger af lovgivningen og eventuelle ægtepagter m.v.

Endvidere lægges vægt på parternes subjektive forhold. Har en part uden pres og med klar viden om de økonomiske forhold givet afkald på f.eks. boslod, kan dette ikke tilsidesættes. I praksis lægges der betydelig vægt på, om den, der har givet afkald på sin ret, har haft advokatbistand ved aftalens indgåelse. Der lægges endvidere betydelig vægt på, hvor lang tid efter aftalens indgåelse indsigelsen fremsættes. Er der gået længere tid, vil dette tale mod en ændring, idet den anden ægtefælle vil have indrettet sig i tillid til aftalen.

Aftaler om det økonomiske opgør ved et ægteskabs ophør kan omfatte flere spørgsmål, herunder navnlig bodeling, vederlagskrav, pensions- og særejekompensation. Ved vurderingen af, om en sådan blandet aftale kan tilsidesættes, må den bedømmes samlet.

Kun aftaler, der er indgået med henblik på separation eller skilsmisse, er omfattet af bestemmelsen. Aftaler indgået efter separation må være indgået med henblik på skilsmisse for at være omfattet af bestemmelsen.

Hvis aftalen er indgået senere, vil den kunne ændres efter aftalelovens § 36. Efter bestemmelsens stk. 1 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages efter stk. 2 hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Udvalget foreslår, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse, hvorefter ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse kan indgå aftale om hel eller delvis deling af deres formuer.

Udvalget har herefter overvejet, om der er behov for en særlig regel om ændring eller tilsidesættelse af bodelingsaftaler ved siden af den generelle regel i aftalelovens § 36.

Det er udvalgets opfattelse, at vurderingen af, om en delingsaftale bør ændres eller tilsidesættes som urimelig, adskiller sig fra den vurdering, der foretages i andre sager efter aftalelovens § 36, som ofte vedrører en kommerciel transaktion, f.eks. mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.

Ved tilsidesættelser af bodelingsaftaler lægges der større vægt på parternes subjektive forhold, herunder at den ene var ude af balance som følge af samlivsophævelsen, eller at en ægtefælle reelt ved aftalens indgåelse ønskede at give afkald på en del af sine rettigheder, f.eks. af hensyn til børnene.

Samtidig lægges der større vægt på hensynet til den tid, der er gået, inden indsigelsen blev fremsat, idet vægtige hensyn taler for, at den anden ægtefælle kan indrette sig i tillid til aftalen.

Disse hensyn vil efter udvalgets opfattelse ikke i samme grad gøre sig gældende i en sag efter aftalelovens § 36 om tilsidesættelse af f.eks. en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvor den erhvervsdrivende typisk ikke vil have kendskab til forbrugerens subjektive forhold, og hvor hensynet til, at den erhvervsdrivende har indrettet sig i tillid til aftalen, ikke vil have samme vægt.

Udvalget finder derfor, at der fortsat bør være en særlig regel i den familieretlige lovgivning om tilsidesættelse og ændring af bodelingsaftaler, og at denne regel bør indsættes i loven om ægtefællers økonomiske forhold, da den hører sammen med reglerne om formuedeling.

Udvalget foreslår samtidig, at reglens anvendelsesområde udvides, så den også omfatter bodelingsaftaler, der indgås efter separationen eller skilsmissen.

Det foreslås, at bestemmelsen udformes sådan, at bodelingsaftaler skal kunne tilsidesættes helt eller delvist, hvis de skønnes urimelige. Ved afgørelsen herom skal der tages hensyn til aftalens indhold, ægtefællernes økonomiske forhold, baggrunden for aftalen og omstændighederne ved aftalens indgåelse samt senere indtrufne omstændigheder.

Aftaler om deling og aftaler om ægtefællebidrag hænger ofte sammen og kan være indeholdt i den samme aftale. Ændring af aftaler om bidrag bør derfor ske efter samme kriterier som delingsaftaler. Udvalget foreslår på den baggrund en tilsvarende ændringer af ægteskabslovens § 52, der indeholder regler om ændring af bidragsaftaler.

3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag til regulering af indgåelse af aftaler om formuedelingen.

Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse om tilsidesættelse aftaler om formuedelingen. Ministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at de gældende regler ikke ses at give anledning til problemer i praksis, og at der i alle situationer er mulighed for at få tilsidesat en aftale om formuedeling under henvisning til "urimelighed".

3.15.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse (§ 32), hvorefter ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om hel eller delvis deling af deres formuer.

Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter ægteskabslovens § 58 og aftalelovens § 36.

3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen

3.16.1. Gældende ret

Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på

rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.

Efter § 16, stk. 2, deles ægtefællernes "beholdne fællesbo" lige. Ligedelingen omfatter ægtefællernes formue, undtagen aktiver der ikke indgår i formuefællesskabet/fællesboet.

Som nævnt følger det af § 15, at særeje samt personlige og uoverdragelige rettigheder ikke er omfattet af ligedelingen. Særeje behandles i afsnit 2, mens personlige og uoverdragelige rettigheder behandles i punkt 3.16.1.1.

Hertil kommer, at ligedelingen heller ikke omfatter pensionsrettigheder (se punkt 3.16.1.2.) og personskade- og forsørgertabserstatninger (se punkt 3.16.1.3.).

Derimod er fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold omfattet af ligedelingen (se punkt 3.16.1.4.).

Hvis et aktiv eller en rettighed helt eller delvist holdes uden for ligedeling, har den anden ægtefælle muligvis et krav på kompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67 (se punkt 3.18). Hvis der er tale om en pensionsrettighed, kan den anden ægtefælle have ret til pensionskompensation efter retsvirkningslovens § 16 d og § 16 e (se punkt 3.19).

3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder

Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte § 15- stk.2-rettigheder) omfatter bl.a. ophavsrettighed, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger, båndlagt arv og gave samt goodwill.

Nogle af disse rettigheders behandling på skifte er reguleret i anden lovgivning, herunder ophavsretsloven, biblioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår båndlagt arv (§§ 53-58). For så vidt angår rettigheder, der ikke er særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i retspraksis, mens andre alene er omtalt i litteraturen.

Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig eller af så personlig art, at den henhører under § 15, stk. 2, er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles på skifte. Det afgøres ud fra en fortolkning af den enkelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling kan ske med støtte i en anden lov, forvaltningsakt, privat viljeserklæring, retspraksis og den juridiske litteratur.

3.16.1.2. Pensionsrettigheder

Pensionsrettigheder udgør den største del af de personlige og uoverdragelige rettigheder.

Indtil pensionsreformen pr. 1. januar 2007, jf. lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo m.v. med flere love (Pensionsrettigheders behandling ved død samt separation og skilsmisse) blev visse pensionsrettigheder betragtet som personlige og uoverdragelige rettigheder. Ved lovændringen blev behandlingen af alle pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død undergivet særskilt regulering i retsvirkningslovens § 16 a - 16 h.

Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods. "Rimelige pensionsrettigheder" indgår således ikke i ligedelingen.

Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

I stk. 3 præciseres det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i ligedelingen.

§ 16 c indeholder en bestemmelse om behandlingen af pensionsrettigheder, når ægteskabet har været af kortere varighed. I så fald udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (stk. 1). Efter stk. 2

udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.

Begge bestemmelser omfatter alle former for pensionsrettigheder, herunder kapital- og ratepensioner, livrente, arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, ATP-pension, indekskontrakt m.v. Det er uden betydning, om ordningen indeholder éngangsudbetaling eller rateudbetaling eller løbende udbetaling, og om ordningen er obligatorisk i ansættelsesforholdet eller frivillig.

3.16.1.3. En ægtefælles personlige erstatninger m.v.

Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om erstatning og godtgørelse for personskade (personskadeerstatning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene.

Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Personskade- og forsørgertabserstatninger indgår således ikke i formuefællesskabet ved separation eller skilsmisse. Baggrunden herfor er, at sådanne erstatninger har et særligt personligt præg. Dette understøttes bl.a. også af, at de i et vist omfang er uoverdragelige (§ 18, stk. 1,) og er undtaget for kreditorforfølgning efter retsplejelovens § 513, stk. 1.

§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning for tab af forsørger og for andet tab som følge af skaden, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og for varige mén.

Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmelsen omfatter bl.a. godtgørelse til ofre for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og æreskrænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentliggørelse af personfølsomme oplysninger. Efter § 26 a, stk. 1, kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.

Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørelseskrav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, men ikke ydelser fra skadelidtes egen ulykkes- eller livsforsikring.

§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og tilsvarende

erstatninger og godtgørelser efter patientforsikringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse til HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørelser.

§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer, men det er uafklaret, om reglerne om forsørgertabserstatning anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.

Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i delingsformuen, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er omfattet af § 18, stk. 2. Som det fremgår af punkt 3.16.1.4., er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke omfattet af § 18, stk. 2.

Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter ægteskabet.

For at kunne holde en erstatning uden for delingen må erstatningen ikke være forbrugt. Det er ikke en betingelse, at erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue, men modtageren har bevisbyrden for, at erstatningen ikke er forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at løfte.

Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, indgår i delingen. Dermed adskiller ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdistigning er særeje, jf. punkt. 3.12.

3.16.1.4. Fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold

Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 3, finder reglerne i bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette skyldes, at sådanne erstatninger træder i stedet for en lønindtægt, der ville indgå i ægtefællens delingsformue.

Stk. 3 omfatter bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere. Dette har været kritiseret i teorien, navnlig under henvisning til, at det af forarbejderne til funktionærlovens § 2 a fremgår, at formålet er at „mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer, der opsiges efter i en længere årrække at have været beskæftiget i samme virksomhed”.

Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte af andre godtgørelser med relation

til en ansættelse, herunder f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afskedigelse begrundet i graviditet, godtgørelse efter ligelønsloven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i et ansættelsesbevis.

3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder

Udvalget foreslår bestemmelsen i retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder videreført i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

3.16.2.2. Pensionsrettigheder

Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separation, skilsmisse og død er ikke omfattet af udvalgets kommissorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige ændringer af retsvirkningslovens §§ 16 b og c.

3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v. samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Som beskrevet i punkt 3.16.1.3. er behandlingen af personskadeerstatninger efter erstatningsansvarsloven reguleret i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, mens andre erstatninger m.v., herunder for arbejdsskader, patientskader m.v., behandles efter en analogi af § 18, stk. 2.

Udvalget finder, at alle disse erstatninger bør reguleres efter den samme bestemmelse, og at dette bør ske i den foreslåede nye lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Udvalget er enig i hensynene bag den gældende regulering, hvorefter forsørgertabs- og personskadeerstatninger holdes uden for formuedelingen ved separation og skilsmisse, og at længstlevendes erstatningsbeløb kan holdes uden for formuedelingen ved en ægtefælles død.

Udvalget fremhæver, at en erstatning for varigt mén eller erhvervsevnetab har til formål at kompensere skadelidte for dels manglende indtjeningsevne i årene fremover og dels for de ulemper, der er forbundet med skaden. Det forekommer derfor rimeligt, at erstatningen ikke skal deles med ægtefællen. Tilsvarende hensyn gælder udbetalinger fra ulykkesforsikringer, der erstatter de samme tab som erstatningsansvarsloven.

Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 og 3, er det erstatning og godtgørelse for bl.a. varigt mén, erhvervsevnetab, svie og smerte og tort, der kan holdes uden for delingen, mens erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indgår i delingen. Baggrunden for denne sondring er, at de førstnævnte erstatninger