Common use of Børne- og Socialministeriets overvejelser Clause in Contracts

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de eksisterende særejeformer (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibeholdes, og at mulighederne for at aftale særeje skal udvides sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje og sumdeling. Ministeriet er ligeledes enig i, at sumsæreje og sumdeling skal kunne inflationssikres, og at sumdeling endvidere skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats. Ministeriet finder ligeledes, at aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysning. Endelig er ministeriet enig i, at muligheden for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, opretholdes. Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til punkt 3.11.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Som det fremgår af punkt 3.4.3. er Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de eksisterende særejeformer (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibeholdes, og at mulighederne den gældende ligedelingsordning fortsat bør danne grundlag for at aftale særeje skal udvides sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje og sumdelingformueordningen i Danmark. Ministeriet er ligeledes derimod ikke enig ii udvalgets forslag om, at sumsæreje arv og sumdeling skal kunne inflationssikresgave som grundregel holdes uden for ligedelingen. Forslaget bryder med ligedelingsordningen, og at sumdeling endvidere skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats. Ministeriet finder ligeledes, at aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal efter ministeriets opfattelse bør det være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse op til tinglysning. Endelig er ministeriet enig i, at muligheden for ægtefællerne at aftale, at en pensionsrettighed deres formue helt eller delvist skal være særeje, opretholdessæreje og dermed bryde ligedelingen i deres ægteskab. Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag Med forslaget til aftalt § 12 om aftaler om særeje suppleres med en bestemmelse, der giver har ægtefæller f.eks. mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader arv og gave, som de modtager eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist har modtaget, skal være særeje. Ministeriet er endvidere enig med det ene af udvalgets mindretal i, at arvelader og gavegiver fortsat skal kunne bestemme, at arv og gave – og ikke kun værdien af arven og gaven som foreslået af flertallet – skal være særeje. Ministeriet har herved særlig lagt vægt på, at en anden form ægtefælle, der har arvet en genstand, som under ægteskabet stiger i værdi, ikke vil kunne udtage genstanden ved en senere formuedeling uden at "indbetale" formuestigningen til fællesboet, hvis ægtefællen alene kan udtage den værdi, som arven havde ved modtagelsen. Dette vil kunne skabe store – og i nogle tilfælde uoverstigelige – problemer for en ægtefælle, der har arvet eksempelvis en erhvervsvirksomhed eller en genstand, der har været i slægtens eje i generationer. Ministeriet er enig med udvalget i, at ægtefæller fortsat skal kunne tilsidesætte arveladers og gavegivers bestemmelse om særeje, i det omfang særejebestemmelsen giver dem mulighed herfor. Efter ministeriets opfattelse ligger løsningen på delarv og delgave-problematikken i udvalgets flertals forslag i punkt 3.1.2 om, at et aktiv, der erhverves dels for aftalte særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Dette forslag er udmøntet i lovforslagets § 24, stk. 2. Udvalget foreslår samtidigt, at aktiver, der erhverves delvist for særeje delvist for delingsformue, skal være særeje, jf. lovforslagets § 1224, eller skal være delingsformuestk. I overensstemmelse med retsvirkningslovens 1. Efter § 28 a24, stk. 2, vil en ægtefælle egenhændigt kunne erhverve et værdifuldt aktiv ved en mindre udbetaling af særejemidler med den konsekvens, at hele værdistigningen på aktivet er særeje. Ministeriet finder ikke, at det vil være urimeligt for den anden ægtefælle, at hele værdistigningen er særeje for ejeren, heller ikke selvom ejeren har modtaget aktivet i arv eller gave. Den omstændighed, at aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at delingsformuen bliver mindre. Hvis ejeren anvender sin delingsformue til forbedring af aktivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lovforslagets § 38. En løsning som foreslået af en del af mindretallet, hvorefter et behæftet aktiv bliver brøkdelssæreje, medfører bl.a., at en arvelader eller gavegiver ikke kan overdrage et behæftet aktiv til en ægtefælle sådan, at hele aktivet er særeje. Ved formuedeling skal ægtefællen dele en del af en eventuel værdistigning med den anden ægtefælle. Det kan gøre det vanskeligere at beholde f.eks. en arvet erhvervsvirksomhed eller en ejendom, der typisk altid i et eller andet omfang vil være behæftet med gæld. Ved en løsning som foreslået af en anden del af mindretallet, hvor hele aktivet kun er særeje, hvis friværdien – og dermed det reelle særeje – udgør en væsentlig del af aktivets værdi, vil det bero på et konkret skøn, om friværdien er tilstrækkelig stor til, at hele aktivet er særeje. En sådan aftale kun skønsmæssig vurdering falder ikke i tråd med ønsket om, at reglerne i den nye lov skal være enkle og tydelige, sådan, at ægtefællerne, arvelader og gavegiver kan forstå deres retsstilling. Samtidig vil en arvelader ikke kunne være sikker på, at en særejebestemmelse over et behæftet aktiv med en beskeden friværdi vil være gyldig, navnlig hvis den arvelader først dør flere år efter oprettelsen af testamentet, og aktivets værdi i mellemtiden er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særejefaldet. Der Ingen af disse løsningsforslag løser delarv og delgave-problematikken uden at skabe nye problemer. Med hensyn til livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser fra tredjemand henvises til punkt 3.113.16.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de eksisterende særejeformer bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16, stk. 1, (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje særråden) og kombinationssæreje§ 25 (særhæften) skal bibeholdesvidereføres uden indholdsmæssige ændringer, og at mulighederne bestemmelsen om særråden suppleres med en bestemmelse om aftaler mellem ægtefæller. Der er tale om grundlæggende elementer i formueordningen, som der ikke ses at være behov for at aftale særeje skal udvides sådanændre. Ministeriet mener som udvalget, at lovens § 2 om forsørgelsespligt bør videreføres, men at bestemmelsen bør koncentreres om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt. De dele af lovens § 2, der beskriver ægtefællernes indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyldes under ægteskabet og niveauet for forsørgelsespligten ("det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende"), foreslås ikke videreført. Det samme gælder den del af bestemmelsen, der fastlægger, at der til "underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov". Det er ministeriets opfattelse, at disse bestemmelser har karakter af programerklæringer om, hvordan ægtefæller skal indrette deres indbyrdes økonomiske forhold og praktisk organisere deres ægteskabelige samliv, og at dette hører under privatlivets forhold. Herefter er der ikke heller ikke behov for at videreføre retsvirkningslovens § 1, hvorefter mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv. Lovens § 2 indeholder også en indirekte forsørgelsespligt for en ægtefælle over for "familien", herunder særbørn, plejebørn og andre familiemedlemmer, der er en del af husstanden. Forsømmelse af forsørgelsen af disse medlemmer sanktioneres ikke, hvorfor forsørgelsespligten er uden reelt indhold. Det foreslås derfor, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres. Som beskrevet i punkt 3.5.1.7. har forsørgelsespligten over for andre familiemedlemmer end ægtefælle og egne børn betydning for vurdering af karakteren af en overførsel af midler fra den ene ægtefælle til den anden. Eksempelvis kan aftale sumsæreje det være afgørende for en sag om omstødelse af gaver fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle, om midler er blevet overført til rimelig forsørgelse af den anden ægtefælle og sumdelingdenne ægtefælles særbørn, eller om overførslen af midlerne helt eller delvist har indeholdt et omstødeligt gaveelement. Der er imidlertid ikke behov for en generel regel om forsørgelsespligt over for familien for at tage højde for dette i de bestemmelser, hvor det er relevant. Beskrivelsen af gave, forsørgelse m.v. i punkt 3.5.1.7. videreføres således uændret, selvom en generel bestemmelse om forsørgelsespligt ikke videreføres. Endelig bemærkes, at forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse. Ministeriet er enig med udvalget i, at retsvirkningsloven herudover indeholder en række bestemmelser, der har mistet deres praktiske betydning, og som derfor ikke bør videreføres i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om § 3 (pligt til at overføre penge til den anden ægtefælle), § 7 (overladelse af løsøre), §§ 11 og 12 (fælles hæftelse) og § 13 (en ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne). Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at sumsæreje og sumdeling bestemmelsen i § 14 om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre bør bevares. Ministeriet støtter også udvalgets forslag om indførelse af mulighed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle. For at undgå, at ordningen forveksles med omstødelse af gaver efter konkursloven, foreslås det, at den anden ægtefælle skal kunne inflationssikreskræve, at tredjemand skal give gaven tilbage. Tilbagegivelse af gaven skal dog være være betinget af, at der på grund af gaven er begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og at sumdeling endvidere skal tredjemand vidste eller burde vide dette. Udvalget har foreslået to nye bestemmelser om oplysningspligt m.v.: gensidig oplysningspligt og oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver. Hertil bemærker ministeriet, at manglende overholdelse af den foreslåede gensidige oplysningspligt ikke er sanktioneret, og det er vanskeligt at se, hvordan manglende overholdelse af en civilretlig oplysningspligt skulle kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsatssanktioneres. Derfor finder ministeriet ikke grundlag for at indføre en sådan oplysningspligt. Ministeriet finder ligeledesmener heller ikke, at aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes den nye lov bør indeholde en bestemmelse om oprettelse af en fortegnelse over en fastlagt periodeaktiver og passiver. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysning. Endelig er ministeriet enig iDette skyldes, at muligheden for at aftaleretsvirkningerne af en fortegnelse, at en pensionsrettighed skal være særeje, opretholdes. Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en der er udarbejdet efter den foreslåede bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver ikke er fastlagt. En fortegnelse efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal vil eksempelvis kunne være en anden form for uformel måde at oprette en ægtepagt på, f.eks. ved at notere i fortegnelsen, at et banklån er brugt til forbedring af et særejeaktiv, således at gælden efter lånet ikke kan fratrækkes i ægtefællens delingsformue. Sådanne formløse aftaler vil kunne underminere kravet i lovforslagets § 18 om aftaler om, hvorvidt gæld skal fratrækkes i delingsformue eller særeje, skal ske ved ægtepagt. Endvidere kan manglende oplysning i en fortegnelse om, at et aktiv er tredjemandsbestemt særeje, ikke medføre, at aktivet ved formuedeling betragtes som delingsformue. Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne opretter fortegnelse over deres aktiver og passiver, men ministeriet finder ikke, at loven bør indeholde bestemmelser om sådanne fortegnelser, der kan forlede ægtefæller til at tro, at de aftaler, der direkte eller indirekte kan være indeholdt i sådanne fortegnelser, er bindende, selvom aftalerne kun er gyldige, når de er indgået ved ægtepagt, jf. § 12punkt 3.7. og 3.8. Endelig finder ministeriet ikke grundlag for at udvide en ægtefælles adgang til de oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den som skattemyndighederne er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til punkt 3.11besiddelse af.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at lov om ægtefællers økonomiske forhold skal indeholde en bestemmelse om, at ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i loven, bortset fra de eksisterende særejeformer (skilsmissesærejeaftalemuligheder som loven indeholder, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibeholdes, og at navnlig mulighederne for at aftale særeje skal udvides sådanog forholdsaftaler om bestemte aktiver. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at ægtefæller ikke på forhånd kan indgå aftaler om udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation. En sådan bestemmelse vil også kan indebære, at en ægtefælle ikke vil kunne give forhåndsafkald på retten til forsørgelse. Dette er imidlertid ikke til hinder for at indgå en aftale sumsæreje og sumdelingom betaling af ægtefællebidrag, herunder om at der ikke skal betales bidrag, når spørgsmålet om betaling af bidrag er aktuelt. Der henvises til punkt 3.23., herunder om mulighederne for at tilsidesætte bidragsaftaler. Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at sumsæreje og sumdeling skal kunne inflationssikres, og ægtefæller bør have mulighed for at sumdeling endvidere skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats. Ministeriet finder ligeledesaftale, at aftalt særeje personlige erstatninger m.v. og værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt indgå i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysningformuedelingen. Endelig er ministeriet principielt enig med udvalget i, at muligheden ægtefæller bør have mulighed for at aftale, at en pensionsrettighed uoverdragelig og personlig rettighed skal være særejeindgå i formuedelingen. Efter udvalgets forslag kan en sådan rettighed ikke indgå i delingen, opretholdeshvis det vil stride mod, hvad der gælder for den pågældende rettighed. Dette forbehold, der er nødvendigt af hensyn til de omhandlede rettigheder, kan imidlertid gøre det vanskeligt at overskuede konsekvenserne af en sådan aftale. Ministeriet foreslårforeslår derfor, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at skal kunne aftale, at særeje bestemt værdien af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i § 22 helt eller delvist skal være en anden form formuedelingen. Sådanne aftaler vil kunne indgås for særejealle typer af uoverdragelige og personlige rettigheder. Med disse forslag styrkes ægtefællers muligheder for at indgå aftaler om formuedelingen, jf. § 12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises der passer til punkt 3.11deres situation.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med Retsvirkningslovsudvalget udvalget i, at de eksisterende særejeformer (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og kombinationssæreje) skal bibeholdesenkel at anvende, og at mulighederne med de foreslåede muligheder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal udvides indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimeligheder. Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning. Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og sumdeling. Ministeriet er ligeledes enig i, at sumsæreje og sumdeling skal kunne inflationssikres, og at sumdeling endvidere skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats. Ministeriet finder ligeledes, at aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysningværet uden økonomisk fællesskab af betydning. Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at muligheden for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdes. Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der henvises til punkt 3.11.