Common use of Børne- og Socialministeriets overvejelser Clause in Contracts

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og enkel at anvende, og med de foreslåede muligheder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimeligheder. Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning. Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning. Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdes.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16, stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften) videreføres uden indholdsmæssige ændringer, og at bestemmelsen om særråden suppleres med en bestemmelse om aftaler mellem ægtefæller. Der er tale om grundlæggende elementer i formueordningen, som der ikke ses at være behov for at ændre. Ministeriet mener som udvalget, at lovens § 2 om forsørgelsespligt bør videreføres, men at bestemmelsen bør koncentreres om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt. De dele af lovens § 2, der beskriver ægtefællernes indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyldes under ægteskabet og niveauet for forsørgelsespligten ("det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende"), foreslås ikke videreført. Det samme gælder den del af bestemmelsen, der fastlægger, at der til "underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov". Det er ministeriets opfattelse, at disse bestemmelser har karakter af programerklæringer om, hvordan ægtefæller skal indrette deres indbyrdes økonomiske forhold og praktisk organisere deres ægteskabelige samliv, og at dette hører under privatlivets forhold. Herefter er der ikke heller ikke behov for at videreføre retsvirkningslovens § 1, hvorefter mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv. Lovens § 2 indeholder også en indirekte forsørgelsespligt for en ægtefælle over for "familien", herunder særbørn, plejebørn og andre familiemedlemmer, der er en del af husstanden. Forsømmelse af forsørgelsen af disse medlemmer sanktioneres ikke, hvorfor forsørgelsespligten er uden reelt indhold. Det foreslås derfor, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres. Som beskrevet i punkt 3.5.1.7. har forsørgelsespligten over for andre familiemedlemmer end ægtefælle og egne børn betydning for vurdering af karakteren af en overførsel af midler fra den ene ægtefælle til den anden. Eksempelvis kan det være afgørende for en sag om omstødelse af gaver fra den ene ægtefælle til den anden ægtefælle, om midler er blevet overført til rimelig forsørgelse af den anden ægtefælle og denne ægtefælles særbørn, eller om overførslen af midlerne helt eller delvist har indeholdt et omstødeligt gaveelement. Der er imidlertid ikke behov for en generel regel om forsørgelsespligt over for familien for at tage højde for dette i de bestemmelser, hvor det er relevant. Beskrivelsen af gave, forsørgelse m.v. i punkt 3.5.1.7. videreføres således uændret, selvom en generel bestemmelse om forsørgelsespligt ikke videreføres. Endelig bemærkes, at forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse. Ministeriet er enig med udvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og enkel at anvenderetsvirkningsloven herudover indeholder en række bestemmelser, der har mistet deres praktiske betydning, og med de foreslåede muligheder for som derfor ikke bør videreføres i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om § 3 (pligt til at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning overføre penge til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingenanden ægtefælle), hvem § 7 (overladelse af ægtefællerneløsøre), der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres §§ 11 og 12 (fælles hæftelse) og § 13 (en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke ægtefælles ret til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald handle på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimelighederden anden ægtefælles vegne). Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning. Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning. Endelig er ministeriet ligeledes enig med udvalget i, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 14 om skævdeling ved aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre bør bevares. Ministeriet støtter også udvalgets forslag om indførelse af mulighed for at omstøde en gave, som den ene ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle. For at undgå, at ordningen forveksles med omstødelse af ægteskab opretholdesgaver efter konkursloven, foreslås det, at den anden ægtefælle skal kunne kræve, at tredjemand skal give gaven tilbage. Tilbagegivelse af gaven skal dog være være betinget af, at der på grund af gaven er begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og at tredjemand vidste eller burde vide dette. Udvalget har foreslået to nye bestemmelser om oplysningspligt m.v.: gensidig oplysningspligt og oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver. Hertil bemærker ministeriet, at manglende overholdelse af den foreslåede gensidige oplysningspligt ikke er sanktioneret, og det er vanskeligt at se, hvordan manglende overholdelse af en civilretlig oplysningspligt skulle kunne sanktioneres. Derfor finder ministeriet ikke grundlag for at indføre en sådan oplysningspligt. Ministeriet mener heller ikke, at den nye lov bør indeholde en bestemmelse om oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver. Dette skyldes, at retsvirkningerne af en fortegnelse, der er udarbejdet efter den foreslåede bestemmelse, ikke er fastlagt. En fortegnelse efter den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne være en uformel måde at oprette en ægtepagt på, f.eks. ved at notere i fortegnelsen, at et banklån er brugt til forbedring af et særejeaktiv, således at gælden efter lånet ikke kan fratrækkes i ægtefællens delingsformue. Sådanne formløse aftaler vil kunne underminere kravet i lovforslagets § 18 om aftaler om, hvorvidt gæld skal fratrækkes i delingsformue eller særeje, skal ske ved ægtepagt. Endvidere kan manglende oplysning i en fortegnelse om, at et aktiv er tredjemandsbestemt særeje, ikke medføre, at aktivet ved formuedeling betragtes som delingsformue. Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne opretter fortegnelse over deres aktiver og passiver, men ministeriet finder ikke, at loven bør indeholde bestemmelser om sådanne fortegnelser, der kan forlede ægtefæller til at tro, at de aftaler, der direkte eller indirekte kan være indeholdt i sådanne fortegnelser, er bindende, selvom aftalerne kun er gyldige, når de er indgået ved ægtepagt, jf. punkt 3.7. og 3.8. Endelig finder ministeriet ikke grundlag for at udvide en ægtefælles adgang til de oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at lov om ægtefællers økonomiske forhold skal indeholde en bestemmelse om, at ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i loven, bortset fra de aftalemuligheder som loven indeholder, navnlig mulighederne for at aftale særeje og forholdsaftaler om bestemte aktiver. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at ægtefæller ikke på forhånd kan indgå aftaler om udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation. En sådan bestemmelse vil også indebære, at en ægtefælle ikke vil kunne give forhåndsafkald på retten til forsørgelse. Dette er imidlertid ikke til hinder for at indgå en aftale om betaling af ægtefællebidrag, herunder om at der ikke skal betales bidrag, når spørgsmålet om betaling af bidrag er aktuelt. Der henvises til punkt 3.23., herunder om mulighederne for at tilsidesætte bidragsaftaler. Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat ægtefæller bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og enkel at anvende, og med de foreslåede muligheder have mulighed for at aftale særeje aftale, at personlige erstatninger m.v. har og værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen. Endelig er ministeriet principielt enig med udvalget i, at ægtefæller i vidt omfang bør have mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget påaftale, at ligedelingsordningen en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i formuedelingen. Efter udvalgets forslag kan en sådan rettighed ikke altid medfører resultaterindgå i delingen, som begge ægtefæller opfatter som rimeligehvis det vil stride mod, hvad der gælder for den pågældende rettighed. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaberforbehold, der er bedre end den gældende ordningnødvendigt af hensyn til de omhandlede rettigheder, kan imidlertid gøre det vanskeligt at overskuede konsekvenserne af en sådan aftale. Hertil kommerMinisteriet foreslår derfor, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a.ægtefæller skal kunne aftale, at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimelighederSådanne aftaler vil kunne indgås for alle typer af uoverdragelige og personlige rettigheder. Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv Med disse forslag styrkes ægtefællers muligheder for at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordningformuedelingen, der passer til deres situation, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning. Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning. Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdes.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget Retsvirkningslovsudvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt de eksisterende særejeformer (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og enkel at anvendekombinationssæreje) skal bibeholdes, og med de foreslåede muligheder at mulighederne for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget påskal udvides sådan, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller opfatter som rimeligeogså kan aftale sumsæreje og sumdeling. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som Ministeriet er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommerligeledes enig i, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling sumsæreje og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der sumdeling skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimeligheder. Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt. Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situationkunne inflationssikres, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden sumdeling endvidere skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordningkunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats. Ministeriet finder endvidereligeledes, at den gældende snævre mulighed aftalt særeje skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en fastlagt periode. Starttidspunktet for skævdeling tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen, f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydningægteskabets indgåelse eller ved ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysning. Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen muligheden for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, opretholdes. Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 60 22 helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdessæreje. Der henvises til punkt 3.11.

Børne- og Socialministeriets overvejelser. Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling Som det fremgår af punkt 3.4.3. er et så grundlæggende element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab. Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget Retsvirkningslovsudvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat bør være det bærende element danne grundlag for formueordningen i Danmark. Ordningen Ministeriet er velkendt og enkel at anvende, og med de foreslåede muligheder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller derimod ikke enig i vidt omfang mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling. Udvalget har peget påudvalgets forslag om, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, arv og gave som begge ægtefæller opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber, idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet. Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning. Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert fald i en periode. Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen, fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt. Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier. Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv. Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen. Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet grundregel holdes uden for ligedelingen. Forslaget bryder med ligedelingsordningen, også selvom ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres en ny metode til opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i modellen indbygget klare urimeligheder. Ministeriet mener i stedet, at og efter ministeriets opfattelse bør det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftale, at deres formue helt eller delvist skal være særeje og dermed bryde ligedelingen i deres ægteskab. Med forslaget til § 12 om aftaler om løsningersæreje har ægtefæller f.eks. mulighed for at aftale, at arv og gave, som de modtager eller har modtaget, skal være særeje. Ministeriet er endvidere enig med det ene af udvalgets mindretal i, at arvelader og gavegiver fortsat skal kunne bestemme, at arv og gave – og ikke kun værdien af arven og gaven som foreslået af flertallet – skal være særeje. Ministeriet har herved særlig lagt vægt på, at en ægtefælle, der indebærer har arvet en skævdeling af deres formuegenstand, herunder som under ægteskabet stiger i værdi, ikke vil kunne udtage genstanden ved en senere formuedeling uden at "indbetale" formuestigningen til fællesboet, hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigtægtefællen alene kan udtage den værdi, som arven havde ved modtagelsen. Ægtefæller har Dette vil kunne skabe store – og i dag vide muligheder nogle tilfælde uoverstigelige – problemer for at aftale en formueordningægtefælle, der passer til deres situationhar arvet eksempelvis en erhvervsvirksomhed eller en genstand, og disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9. Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de der har behov for at aftale en anden ordningværet i slægtens eje i generationer. Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning. Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen ægtefæller fortsat skal kunne tilsidesætte arveladers og gavegivers bestemmelse om særeje, i ægtefælleskiftelovens det omfang særejebestemmelsen giver dem mulighed herfor. Efter ministeriets opfattelse ligger løsningen på delarv og delgave-problematikken i udvalgets flertals forslag i punkt 3.1.2 om, at et aktiv, der erhverves dels for aftalte særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Dette forslag er udmøntet i lovforslagets § 60 24, stk. 2. Udvalget foreslår samtidigt, at aktiver, der erhverves delvist for særeje delvist for delingsformue, skal være særeje, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. Efter § 24, stk. 2, vil en ægtefælle egenhændigt kunne erhverve et værdifuldt aktiv ved en mindre udbetaling af særejemidler med den konsekvens, at hele værdistigningen på aktivet er særeje. Ministeriet finder ikke, at det vil være urimeligt for den anden ægtefælle, at hele værdistigningen er særeje for ejeren, heller ikke selvom ejeren har modtaget aktivet i arv eller gave. Den omstændighed, at aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at delingsformuen bliver mindre. Hvis ejeren anvender sin delingsformue til forbedring af aktivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lovforslagets § 38. En løsning som foreslået af en del af mindretallet, hvorefter et behæftet aktiv bliver brøkdelssæreje, medfører bl.a., at en arvelader eller gavegiver ikke kan overdrage et behæftet aktiv til en ægtefælle sådan, at hele aktivet er særeje. Ved formuedeling skal ægtefællen dele en del af en eventuel værdistigning med den anden ægtefælle. Det kan gøre det vanskeligere at beholde f.eks. en arvet erhvervsvirksomhed eller en ejendom, der typisk altid i et eller andet omfang vil være behæftet med gæld. Ved en løsning som foreslået af en anden del af mindretallet, hvor hele aktivet kun er særeje, hvis friværdien – og dermed det reelle særeje – udgør en væsentlig del af aktivets værdi, vil det bero på et konkret skøn, om skævdeling ved omstødelse friværdien er tilstrækkelig stor til, at hele aktivet er særeje. En sådan skønsmæssig vurdering falder ikke i tråd med ønsket om, at reglerne i den nye lov skal være enkle og tydelige, sådan, at ægtefællerne, arvelader og gavegiver kan forstå deres retsstilling. Samtidig vil en arvelader ikke kunne være sikker på, at en særejebestemmelse over et behæftet aktiv med en beskeden friværdi vil være gyldig, navnlig hvis arvelader først dør flere år efter oprettelsen af ægteskab opretholdestestamentet, og aktivets værdi i mellemtiden er faldet. Ingen af disse løsningsforslag løser delarv og delgave-problematikken uden at skabe nye problemer. Med hensyn til livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser fra tredjemand henvises til punkt 3.16.