Codan Forsikrings køb af Trekroner Forsikring
Codan Forsikrings køb af Trekroner Forsikring
Journal nr.3:0000-0000-00/ld-era/Fødevarer og Finans
Rådsmødet den 30. januar 2002
Resumé
1. Codan Forsikring A/S (Codan) har indgået aftale med Swiss National Insurance Company (SNIC) om køb af 100 \% af aktiekapitalen i Trekroner Forsikring A/S (Trekroner). Den 6. december 2001 anmeldte parterne Codans overtagelse af Trekroner med anmodning om Konkurrencerådets godkendelse heraf.
2. Codan er det 3. største skadesforsikringsselskab og det 4. største livs- og pensionsselskab i Danmark. Trekroner er et mindre, landsdækkende selskab. Trekroner skal opretholdes som et selvstændigt brand i koncernen, og indgå i Codans generelle multidistributionsstrategi.
3. Codans overtagelse af Trekroner berører både skades- og livsforsikringsmarkedet. Codan havde i 2000 i Danmark bruttopræmieindtægter på skadesforsikringsmarkedet på 4.086 mio. kr. og på livsforsikringsmarkedet på 2.668 mio. kr., i alt 6.754 mio. kr. Trekroner havde i 2000 en omsætning på ca. 345 mio. kr., fordelt med 262,7 mio. kr. på skade, 78,5 mio. kr. på liv og 4 mio. kr. fra Trekroner Ejendomme. Med overtagelsen skønner Xxxxx at forøge sin portefølje på privatområdet med ca. 10 \%.
4. Fusionens horisontale virkninger afspejler sig i, at Xxxxx styrker sin generelle markedsposition med ca. 1 \%, mens der sker større forøgelser inden for nærmere afgrænsede, men mindre områder som fx campingområdet. Fusionens vertikale virkninger er især, at parternes samlede andel af Forenede Gruppeliv øges. Der er ikke modtaget høringssvar med indvendinger, som indikerer, at fusionen ikke bør godkendes.
5. Det er styrelsens vurdering, at fusionen hverken skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at konkurrencen hæmmes betydeligt.
Afgørelse
6. Det meddeles Codan og Trekroner,
7. at Codan Forsikring A/S’ overtagelse af Trekroner Forsikring A/S, udgør en fusion omfattet af konkurrenceloven, jf. lovens § 12 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, og
8. at fusionen godkendes, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1 og 2, jf. § 12 d, stk. 1.
Sagsfremstilling
Baggrund
9. Den 29. november 2001 indgik Codan Forsikring A/S aftale med Swiss National Insurance Company (SNIC) om køb af 100 \% af aktiekapitalen i Trekroner Forsikring A/S med datterselskaber med virkning pr. 1. januar 2002. Finanstilsynet godkendte overtagelsen den 21. november 2001. Parterne oplyser, at salget bl.a. er begrundet i, at det efter SNIC’s opfattelse er vanskeligt at vokse i det danske forsikringsmarked, samt at SNIC ønsker at koncentrere sine aktiviteter på sine nærmarkeder.
10. Ved brev af 6. december 2001 anmeldte parterne Codans overtagelse af Trekroner med anmodning om Konkurrencerådets godkendelse heraf. Overdragelsen er betinget af Konkurrencerådets godkendelse. Ved brev af 8. januar 2002 meddelte styrelsen parterne, at anmeldelsen var at regne for fuldstændig fra den 4. januar 2002, jf. § 2, stk. 3 i bekendtgørelsenr. 894 af 21. december 2000 om anmeldelse af fusioner.
Parterne Codan
11. Codan Forsikring A/S indgår som datterselskab i Codan-koncernen, som ejes af Royal & Sun Alliance (RSA) med 72 \% af aktierne i moderselskabet Codan A/S. Codan Forsikring A/S er Danmarks 3. største skadesforsikringsselskab og 4. største livs- og pensionsselskab. Codan tilbyder forsikring inden for alle områder.
12. Codan har inden for de sidste tre år købt Trygg-Hansa (Sverige), Lietuvos Draudimas (Litauen) og XXX Xxxxx (Letland). Codan er RSA’s strategiske platform i Norden og Baltikum.
Codan-koncernen
13. Codan havde i 2000 i Danmark bruttopræmieindtægter på 6.754 mio. kr. fordelt med 4.086 mio. kr. på skade og 2.668 mio. kr. på liv. RSA er verdens 8. største skadesforsikringsselskab med hjemsted i England og havde en total verdensomsætning på 163 mia. kr. i 2000. RSA er i denne sammenhæng ikke relevant, idet Codan repræsenterer RSA i Danmark/Norden.
14. Codans forretningsområder beskrives nærmere nedenfor.
Trekroner
15. Trekroner Forsikring A/S er et mindre, landsdækkende forsikringsselskab og tilbyder forsikring inden for skades-, livs- og pensionsområdet. Trekoner har de sidste 30 år været ejet af Swiss National Insurance Company (SNIC).
Trekroner-koncernen
16. Trekroner havde i 2000 en omsætning på 345 mio. kr. Fordelt på 341 mio. kr. i bruttopræmieindtægter (262,7 mio. kr. på skadesforsikring og 78,5 mio. kr. på livsforsikring) og 4 mio. kr. fra Trekroner Ejendomme. SNIC er et mellemstort schweizisk forsikringsselskab, som p.t. er aktivt med 12 datterselskaber i 6 lande. I 2000 havde SNIC bruttopræmieindtægter på 1.085.528.000 CHF. SNIC er i denne sammenhæng ikke relevant, da selskabet som sælger trækker sig ud af det danske forsikringsmarked. Der tages alene hensyn til omsætningen for den overdragne virksomhed, jf. konkurrencelovens § 12, stk. 2.
17. Trekroners forretningsområder beskrives nærmere nedenfor.
Overdragelsen
18. Som nævnt oven for indgik Codan Forsikring A/S den 29. november 2001 aftale med SNIC om køb af 100 \% af aktiekapitalen i Trekroner Forsikring A/S med datterselskaber. Købet er betinget af Konkurrencerådets godkendelse. Trekroner har været ejet af SNIC, som er et mellemstort schweizisk forsikringsselskab, siden 1971, og beslutningen om salg skyldes bl.a. SNIC’s ønske om at koncentrere sine aktiviteter i nærområderne. Købesummen er aftalt til 256,5 mio. kr., heraf goodwill 165 mio. kr. Xxxxx forventer med overtagelsen at øge sin præmieportefølje med ca. 10
\%.
19. Med købet har Codan overtaget alle aktiviteter vedrørende Trekroner Forsikring fra SNIC (aktier, ejendomme, licenser mv.). Det er planen at opretholde Trekroner som et selvstændigt brand på lige fod med de andre datterselskaber i Codan-koncernen, fx Privatsikring, som sælger forsikringer via Lokale Pengeinstitutters medlemmer, jf. Codans multibrandstrategi.
20. Xxxxxxxxx ejer udover sine datterselskaber også 11,5 \% af aktierne i Forsikringsselskabet Nærsikring A/S, hvor Trekroners arbejdsskadeportefølje er placeret.
Tabel 1 Ejerforhold i Nærsikring A/S
Himmerland | 23,6 \% | Lærerstanden | 11,5 \% |
Thisted Amt | 12,1 \% | Alsisk Forsikring | 10,9 \% |
Trekroner | 11,5 \% | Andre | 30,4 \% |
21. Trekroner ejer derudover 24 \% af Center for Program Udvikling K/S (CPU) i fællesskab med GF-Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. CPU foretager edb-udvikling.
22. Trekroner ejer 6,67 \% af aktierne i Forenede Gruppeliv A/S, som administrerer gruppelivsaftaler for ejerne heraf, heriblandt Codan.
Tabel 2 Ejerforhold i Forenede Gruppeliv
Tryg | 26,67 | Kommunernes | 6,67 |
Danica | 26,67 | Alm. Brand | 6,67 |
Codan | 8 | Aktieselskabet af 4/4-1798 | 6,67 |
Trekroner | 6,67 | Andre | 11,98 |
23. De gruppeaftaler mv., som Trekroner har indgået, bl.a. med Dansk Camping Union (DCU), videreføres uændret.
24. Xxxxxxxxxx medlemskab af FSO1, som foretager taksering og besigtigelse af bygninger for medlemmerne, er opsagt pr. 1. september 2002, og medlemsskabet af Taksatorringen2, som foretager taksering af motorkøretøjer for medlemmerne, er opsagt pr. 1. juni 2002.
25. Trekroners samarbejde med Techno Danmark, som er en indkøbsforening for de største autoforhandlere, vedrører autoforhandlerens erhvervsforsikringer og fortsætter uændret.
Salgskanaler
26. Codan har en multidistributionsstrategi, hvori der indgår 5 hovedkanaler: assurandører, service-
/call-centre, strategiske samarbejder, mæglere og internettet. Assurandørerne varetager den største del af salget, men de andre salgskanaler vinder med tiden ind herpå. Således sælges mere og mere via strategiske samarbejdspartnere (finansielle virksomheder eller organisationer), ligesom mæglernes salg vokser, især på erhvervsmarkedet.
Tabel 3 Codans salgskanaler - andel af tilgang ultimo september 2001
MIO. KR. | ASSURAN/ STORKUNDE | SERVICE/ CALL | STRA- TEGISK SAMARB*) | MÆGLER | I ALT \% |
Privat | x | x | x | x | 100 |
Person | x | x | x | x | 100 |
Erhverv | x | x | x | x | 100 |
Liv&Pension | x | x | x | x | 100 |
I alt | x | x | x | x | 100 |
*) Privatsikring – samarbejde med Lokale Pengeinstitutter, ca. 700 filialer.
Internettet indgår ikke i denne opgørelse. Parterne har ikke indsendt en opgørelse herover.
27. Trekroners væsentligste salgskanal er assurandører, både på privat- og erhvervsområdet med support fra et callcenter, som dækker hele landet. Trekroner har 6 regionale kontorer. Trekroner tester telefonsalg som ny kanal. Derudover samarbejder Trekroner med udvalgte mæglere. Internettet anvendes til køb/salg af småforsikringer, skadesanmeldelser mv.
Tabel 4 Trekroners salgskanaler
ASSURANDØR | SERVICE/CALL | MÆGLER | I ALT \% | |
I alt | x | x | x | 100 |
* Trekroners salgskanaler er ikke opdelt på segmenter.
Markedet
28. Det danske forsikringsmarked opdeles i 2 overordnede hovedmarkeder: markedet for skadesforsikring og markedet for livs- og pensionsforsikring. Herudover er der et særligt internationalt marked for reassurance.
29. Den nationale forsikringslovgivning bygger på EU-skades- og livsforsikringsdirektiver, som løbende er implementeret i dansk lovgivning.
30. Forsikringsselskaber skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at drive forsikringsvirksomhed. Tilladelsen kan udstedes til at gælde alle områder for forsikringsvirksomhed eller være begrænset til et nærmere angivet produkt som fx brandforsikring. Loven indeholder både fælles regler for al forsikringsvirksomhed og særlige regler for hhv. skadesforsikrings-, livsforsikrings- og pensionskassevirksomhed.
31. Livs- og skadesforsikringsvirksomhed må som udgangspunkt ikke drives i samme selskab, men gerne i samme koncern i adskilte virksomheder. Formålet med dette krav er at sikre, at den langsigtede pensionsopsparing holdes adskilt fra skadesforsikring. Forsikringsvirksomhed kan drives i aktieselskabsform eller som et gensidigt selskab.
Markedet for skadesforsikringer
32. Forsikringsselskabernes produkter opdeles traditionelt i følgende hovedgrupper: erhvervsforsikringer, privatforsikringer, personulykkesforsikringer og motorkøretøjsforsikringer (direkte forretning). Foruden disse hovedgrupper findes der endvidere kredit- og kautionsforsikringer samt retshjælpsforsikringer. Endelig er der gruppen af genforsikringer, som
ikke, som de øvrige tegnes af personer eller virksomheder, men af forsikringsselskaber, også kaldet indirekte forretning. Enkelte kategorier af forsikringer er lovpligtige.
Tabel 5 Samlede præmieindtægter for direkte forretning (skade) i 2000
PRÆMIEINDTÆGT | MIO. KR. | ANDEL I \% |
Motorkøretøj | 8.916 | 30,7 |
Sygdom- og ulykke | 4.982 | 17,2 |
Grundejer og fritidshus | 3.200 | 11,0 |
Erhvervsbygninger | 2.820 | 9,7 |
Familieforsikringer | 2.450 | 8,4 |
Erhvervsansvar | 968 | 3,3 |
Andre | 5.664 | 19,5 |
I alt | 29.000 | 100,0 |
Kilde: Forsikringsoplysningen, Statistik 2001. Direkte forretning er forsikringer tegnet af personer og virksomheder i modsætning til indirekte forretning, som er genforsikring (reassurance) ved overtagelse af en del af en forsikringsrisiko fra et andet forsikringsselskab.
Tabel 6 Codan og Trekroners forretningsområder/branchefordeling
BRUTTOPRÆMIEINDTÆGTER | CODAN | TREKRONER |
Mio. kr. | Mio. kr. | |
Erhvervsforsikring | 1.522 | 51 |
Privatforsikring | 740 | 59 |
Personulykkesforsikring | 268 | 23 |
Motorkøretøjsforsikring | 1.343 | 124 |
Kredit- og kautionsforsikring | 22 | - |
Retshjælpsforsikring | 3,4 | - |
I alt direkte forretning | 3.899 | 257 |
Indirekte skadesforsikring | 124 | 0,1 |
I alt | 4.023 | 257 |
Kilde: Finanstilsynet, Statistisk Materiale 2000 Skadesforsikringsselskaber.
Forskellen i i alt i forhold til oplysningerne oven for skyldes forskelle i opgørelsesmetoder. Tallene i denne tabel kommer fra selskabernes indberetninger til Finanstilsynet. Der er mindre forskelle til tallene i punkt 13 og 16, hvilket skyldes, at disse tal er koncern-tal fra selskabernes resultatopgørelser 2000.
33. Codan er aktiv inden for alle områder af skadesforsikring, dog stærkest inden for erhvervs-, motorkøretøj- og privatforsikring. Trekroner er aktiv inden for næsten alle områder af skadesforsikring, dog stærkest inden for motorkøretøjsforsikring.
34. Langt de fleste skadesforsikringer tegnes i selskaber, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark. Det er i dag ikke praksis, at privatpersoner eller virksomheder henvender sig direkte til et forsikringsselskab i udlandet for at tegne forsikringer. Særligt for private forsikringstagere kan sprogbarriere, usikkerhed om soliditetsforhold mv. betyde, at mange afholder sig fra at tegne forsikringer i udlandet.
35. Det lægges således til grund, at det relevante marked er Danmark, ikke kun for private, men også for de fleste erhverv.
36. Koncentrationen på markedet for skadesforsikringer er høj. Tilsammen havde de fire største en markedsandel på 63,3 \%.3 De fire største selskaber på det samlede skadesforsikringsmarked var Tryg med en markedsandel på 21,4 \%, Topdanmark 19,2 \%, Codan 13,6 \% og Alm. Brand 9,1
\%. Trekroner Forsikring A/S har en markedsandel på ca. 1 \%. Markedssegmenter på skadesforsikringsmarkedet
37. Når det relevante marked segmenteres snævrere, fx efter specifikke forsikringsprodukter eller forsikringstyper, er de enkelte selskabers markedsandele væsentligt forskellige i forhold til den samlede markedsandel og i mange tilfælde væsentlig større.
Tabel 7 Markedsandele i de forskellige markedssegmenter
CODAN \% | TREKRONER \% | KONKURRENT | |
Søkasko | x | x | Tryg (x) Topdanmark (x) |
Energi (off shore) | x | x | Tryg |
Flyforsikring* | x | x | Inter Hannover Atlantia (SV) Storebrand (N) |
Anden erhvervsforsikring | 31 | x | Tryg Topdanmark |
Erhvervsbil | x | x | Tryg (x) |
Campingvogne | x | x | i.o. |
* For så vidt angår flyforsikring placeres al flyforretning i Nordisk Flyforsikrings Gruppe, som Codan har dannet sammen med 22 andre selskaber fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Tyskland.
38. Markedssegmenterne for søkasko, energi og flyforsikringer er områder, hvor Codan har en betydelig andel af det relevante marked. Markedet for disse segmenter er bredere end det danske
marked, og de fleste af selskaberne har en nordisk eller international strategi. Trekroner har ingen aktiviteter i disse segmenter.
39. I segmentet ”anden erhvervsforsikring”, som bl.a. omfatter områderne landbrug, professionelt ansvar, advokat- og revisoransvar, maskinforsikring og vindmølleforsikring, har Codan en markedsandel på 31 \%. Den samlede omsætning i segmentet var i 2000 på 614 mio. kr., hvoraf Trekroner har en andel på x \%. Samlet har parterne en markedsandel x \%.
40. Inden for området anden erhvervsforsikring har Xxxxx for advokatansvarsforsikring en andel af segmentet på ca. x \%. Den anden væsentlige aktør på området er Tryg-Balica, som parterne skønner volumenmæssigt at ligge tæt på Codan. Trekroner tegner ikke professionelle ansvarsforsikringer.
41. Segmentet erhvervsbiler omfatter alle former for køretøjer til erhvervsmæssig kørsel, dvs. lastbiler, varevogne, busser, taxaer, arbejdsmaskiner, kranbiler mv. De største aktører i segmentet er Tryg, Codan og if. Trekroner har en markedsandel i segmentet på ca. x \%.
42. Inden for segmentet campingforsikring har Codan en markedsandel på ca. x \% og Trekroner har en andel på ca. x \%. Campingforsikring omfatter forsikring af campingvogne med tilbehør mv. Parterne angiver de nærmeste konkurrenter som Topdanmark, Tryg, Alm. Brand og Nykredit Østifterne. Trekroner har et eksklusivt samarbejde med DCU (Dansk Camping Union) om forsikringer til foreningens medlemmer på favorable vilkår.
Markedet for livsforsikringer
43. Livs- og pensionsforsikringer dækker den enkeltes behov for forsikring ved død (eller før) og/eller økonomisk tryghed ved pension. Livsforsikringer sikrer den forsikrede udbetaling af et bestemt beløb ved død eller invaliditet eller på en nærmere fastsat/aftalt dato. Pensionsforsikringer sikrer den forsikrede en alderspension. Pensionsforsikringer kan fx være tegnet som en kapitalforsikring (éngangsudbetaling) af hele det opsparede beløb eller en rateforsikring (månedlige udbetalinger af det opsparede beløb i løbet af en fastlagt årrække). Dækningsomfanget af pensionsomfanget afhænger af den konkrete pensionsaftale.
44. De samlede bruttopræmier og medlemsbidrag i branchen var i 2000 ca. 52,8 mia. kr.4 Codan har med bruttopræmieindtægter på 2.668 mio. kr. en markedsandel på ca. 5,1 \% af livs- og pensionsforsikringsmarkedet. Trekroners bruttopræmieindtægter var i 2000 78,5 mio. kr. og havde dermed en andel af markedet på under 0,2 \%.
Tabel 8 Livs- og pensionsselskabers markedsandele
PFA Pension | 20,7 \% |
Danica | 12,8 \% |
Tryg | 8,6 \% |
Kommunernes Pensionsforsikring | 7,6 \% |
Codan | 5,1 \% |
Industriens Pension | 4,6 \% |
Pen-Sam Liv | 4,1 \% |
Topdanmark | 4,0 \% |
Øvrige | 32,5 \% |
I alt | 100 \% |
Kilde: Statistik 2001, Forsikring & Pension.
45. Parterne har ikke anført områder/segmenter, hvor de er særligt store på livsforsikringsområdet, hvorfor det lægges til grund, at de anførte markedsandele på det overordnede marked gælder nogenlunde ensartet for alle områder. I denne sammenhæng er der ikke anledning til at opdele livs- og pensionsforsikringer, hvorfor de behandles samlet.
46. Der er tale om komplekse og vanskeligt gennemskuelige produkter. Dette betyder, at det er vigtigt, at forsikringstagerne har tillid til selskaberne og produkterne. Kundeforholdet strækker sig typisk over lang tid. Markedet er ikke præget af stor mobilitet.
47. De fleste livs- og pensionsforsikringer tegnes i selskaber, der driver forsikringsvirksomhed i Danmark. Det hænger bl.a. sammen med, at pensionsbeskatningslovens regler sammenholdt med afkastningsbeskatningslovens regler gør det mindre attraktivt for danskere at tegne livs- og pensionsforsikringer i udenlandske selskaber. Typisk efterspørger forbrugerne derfor forsikringer fra danske selskaber.
Høring
48. Styrelsen har modtaget indlæg fra konkurrenter, forsikringsmæglere, kunde- og forbrugerorganisationer, der er blevet hørt i forbindelse med den gennemførte høringsrunde. Der er ikke kommet høringssvar fra den offentlige høring.
49. Konkurrenternes vurdering er samstemmende, at fusionen mellem Codan og Trekroner ikke vil påvirke udbuds- og efterspørgselsvilkårene på livs- og skadesforsikringsmarkedet eller på dele heraf. Dette begrundes bl.a. med, at den portefølje, der overtages fra Trekroner er af en sådan størrelse, at den kun vil få lille indflydelse på Codans portefølje.
50. Fra forsikringsmæglerside er der kommet høringssvar fra de to forsikringsmæglerforeninger (Forsikringsmælernes Brancheforening og Forsikringsmæglerne i Danmark), samt fra 3 forsikringsmæglervirksomheder.
51. Forsikringsmæglerforeningerne tilkendegiver, at den planlagte fusion vil kunne påvirke udbuds- og efterspørgselsvilkårene på det danske forsikringsmarked. Det fremhæves, at især de mindre og mellemstore forsikringsmæglervirksomheder vil blive påvirket, da de store selskaber forlanger en vis omsætning og størrelse for at entrere med de pågældende mæglervirksomheder.
52. De tre mæglervirksomheder, der er blevet hørt, meddeler, at fusionen ikke vil påvirke deres virksomheder, men at fusionen formentlig vil kunne medføre ændringer for forsikringsmæglerbranchen.
53. Fra forbruger- og kundeorganisationer, der er blevet hørt, foreligger der svar fra Dansk Taxi Forbund, Dansk Camping Union, T B K (Transport og Kurérselskabernes Brancheforening) og Forbrugerrådet.
54. Dansk Taxi Forbund vurderer, at udbuds- og efterspørgselsforholdene efter foreningens opfattelse vil være upåvirket af den planlagte fusion.
55. Dansk Camping Union skriver, at man ikke kender de forskellige selskabers markedsandele tilstrækkeligt til at vurdere fusionens påvirkning af markedet.
56. T K B udtrykker betænkeligheder ved fusionen, da der efter deres opfattelse i forvejen kun er 3 selskaber Codan, Trekroner og Tryg, som kan tilbyde foreningens medlemmer de nødvendige forsikringer.
57. Forbrugerrådet angiver, at det største problem ved fusionen synes at være en risiko for større ugennemsigthed ved opretholdelse af to forskellige brands i samme selskab. Forbrugerrådet er af den opfattelse, at for at bevarer den reelle konkurrence på markedet er det nødvendigt, at det er muligt for forbrugerne at gennemskue, hvem forbrugeren indhenter oplysninger fra.
Vurdering
58. Der er tale om en fusion, i form af en virksomhedsovertagelse, jf. konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2. Parternes samlede omsætning (bruttopræmieindtægter) i Danmark overstiger 3, 8 mia. kr., og begge har en årlig omsætning på mindst 300 mio. kr. i Danmark. Xxxxxx samlede bruttopræmieindtægter var i Danmark i 2000 6.754 mio. kr., mens Trekroners bruttopræmieindtægter var 341 mio. kr. plus 4 mio. kr. fra Trekroner Ejendomme, i alt 345 mio. kr., jf. § 12, stk. 2. Fusionen er ikke omfattet af fusionskontrolforordningen, jf. § 12, stk. 5. Fusionen behandles derfor efter konkurrencelovens kapitel 4 om fusionskontrol.
59. Fusionen må ikke gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt denne i henhold til konkurrencelovens § 12 c, stk. 1, jf. stk. 5, og fusionen skal godkendes, hvis den ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2.
Horisontale virkninger
60. De relevante overordnede markeder er markedet for skadesforsikring og markedet for livsforsikring i Danmark, såvel erhverv som privat. Markederne opdeles i særlige områder, hvor parterne tilbyder forsikring. I det følgende vil alene de markeder, hvor begge parter er aktive, blive vurderet, idet det som udgangspunkt alene er her, fusionen vil kunne påvirke konkurrencen på markedet.
Skadesforsikringsmarkedet
61. På skadesforsikringsmarkedet er parternes overordnede markedsandele 13,6 \% for Codan og ca. 1 \% for Trekroner og bliver i alt ca. 14,6 \%, hvilket som udgangspunkt ikke er en skabelse eller styrkelse en dominerende stilling. De primære konkurrenter er Alm. Brand, Topdanmark og Tryg. Topdanmark og Tryg er større end Codan, også efter fusionen.
62. Parternes markedsandele varierer og overlapper inden for visse områder: Camping-, Erhvervsbil- og Anden erhvervsforsikringsområdet.
Codan | Trekroner | Samlet | |
Anden erhvervsforsikring | 31 | x | x |
Erhvervsbil | x | x | x |
Campingvogne | x | x | x |
Kilde: Anmeldelsen mv.
63. Især området ”anden erhvervsforsikring”, hvor Codan i forvejen er den største aktør på markedet, styrkes Codans position, og der er relativt langt til den nærmeste konkurrent.
Tabel 9 Anden Erhvervsforsikring
2000 | MIO. KR. | \% |
Codan | 191 | 31 |
Topdanmark | 49,6 | 8,1 |
Tryg | 31,5 | 5,1 |
Alm. Brand | 23,5 | 3,8 |
Kommunerne | 10,1 | 1,6 |
Øvrige incl. Trekroner | 309,3 | 50,4 |
I alt | 615 | 100 |
Kilde: Finanstilsynet, Skadesforsikringsselskaber statistisk materiale 2000 og anmeldelsen.
64. Der er ikke tvivl om, at Codan allerede inden købet af Trekroner, er stærk på området, men ”anden erhvervsforsikring” (615 mio. kr.) udgør kun 7 \% af branchens samlede ”erhvervsforsikring” (8.715 mio. kr.5). Codans samlede andel heraf (1.522 mio.kr.6) er ca. 17,5 \%. Der er således kun tale om et mindre, meget fragmenteret område, og fusionen vurderes ikke at skabe eller styrke en dominerende stilling, som bevirker, at konkurrencen hæmmes mærkbart. Erhvervsforsikringer er relativt komplekse produkter. På den anden side er kunderne professionelle og ofte ressourcestærke med adgang til rådgivningsekspertise.
65. Forøgelsen af Codans markedsandele på erhvervsbil- og campingområdet vurderes heller ikke at skabe eller styrke en dominerende stilling, som hæmmer konkurrencen betydeligt.
66. Det lægges til grund, at erhvervsbilområdet indgår i marked for køretøjsforsikringer. Parterne skønner, at omsætningen i ”erhvervsbilssegmentet” udgør ca. 2 mia. kr., hvilket svarer til ca. 22 \% af det samlede motorkøretøjsforsikringsmarked (8.916 mio. kr.). Forøgelsen fra x \% til x \% vurderes ikke at påvirke konkurrenceforholdene i segmentet mærkbart.
67. På campingområdet øges Codans andel fra x til x \% og svarer til en omsætning på x mio. kr. Uanset at der er tale om en væsentlig forøgelse, er der ikke tale om, at konkurrencen på markedet hæmmes betydeligt.
68. Selvom Codans markedsposition styrkes som følge af fusionen, især inden for de tre ovennævnte områder, er der således ikke tale om en etablering eller styrkelse af en dominerende stilling, som hæmmer eller begrænser konkurrencen på markedet for skadesforsikring betydeligt.
Livs- og pensionsforsikringsmarkedet
69. På livs- og pensionsforsikringsmarkedet er Codans overordnede markedsandel 5,1 \% og Trekroners under 1 \%. Parterne har ikke anført områder/segmenter, hvor de er særligt stærke eller overlapper. Forøgelsen af Codans markedsandel med Trekroners meget lille andel, bevirker således ikke, at fusionen har direkte betydning på markedet. Om Forenede Gruppeliv se nedenfor.
Vertikale virkninger
70. Fusionens vertikale virkninger er, at Trekroners salgskanaler integreres i Codans, samt vedrører de samarbejder mv., parterne har med andre.
Salgskanaler
71. Efter fusionen vil parterne (fortsat) anvende flere forskellige salgskanaler: assurandører, service-/call-centre, strategiske samarbejdspartnere, mæglere og internettet som led i Codans multidistributionsstrategi.
72. Fusionen synes ikke at ville påvirke antallet af salgskanaler, idet Trekroner opretholdes som selvstændigt brand. For forsikringstagerne i Trekroner betyder fusionen, at disse får flere indgange til selskabet, mens situationen er uændret for forsikringstagere i forhold til Codan.
73. Opretholdelsen af Trekroner som selvstændigt brand kan for forsikringstagerne have den betydning, at det i forvejen svært gennemskuelige marked bliver mere uigennemsigtigt for så vidt angår udbud og prissætning. Imidlertid er det ifølge parterne planen, at selskaberne skal opretholde selvstændig akkvisition under de forskellige brands, og at forsikringstagerne for fx at få samlerabat, skal opfylde betingelserne herfor inden for det pågældende selskab.
74. Fusionen vil derimod kunne få betydning for forsikringsmæglerne, idet det må forventes, at Codans strategi på området vil blive overført til Trekroner. Mæglerne er en del af Codans samlede multidistributionsstrategi, og mæglersalget udgør ifølge anmeldelsen 10-15 \% af den samlede tegning - stigende for erhverv. For Trekroners vedkommende står mæglerne allerede for ca. 15 \% af tilgangen af forsikringer. Mæglerne er professionelle aktører på markedet, og deres opgave er at indhente tilbud fra forskellige forsikringsselskaber til deres kunder og ikke fra faste samarbejdspartnere (selskaber). Det er derfor styrelsens vurdering, at fusionen som sådan ikke har en væsentlig betydning for konkurrencen på området, selvom der derved reelt bliver et mindre selskab at indhente tilbud fra, idet konkurrenceparameteren ikke i sig selv er antallet af forsikringsselskaber men derimod forskellige, uafhængige forsikringsvilkår og pris.
Samarbejde med andre
75. Trekroners samarbejde med FSO og med Taksatorringen er opsagt som følge af fusionen, jf. ovenfor.
76. Parternes samarbejde med andre virksomheder, organisationer mv. om formidling og tegning af forsikring berøres ikke umiddelbart af fusionen, men det er klart, at den på længere sigt vil have en betydning. Fremover vil organisationer mv. reelt have et færre forsikringsselskab at indgå aftaler med, men henset til det store antal af konkurrenter, kan dette ikke siges at påvirke konkurrencesituationen i væsentligt omfang.
77. Parternes andel i Forenede Gruppeliv øges til samlet 14,67 \%, men parterne forventer ikke, at dette får betydning for FG, bortset måske fra interne bestemmelser om stemmeret etc. I forhold til omverdenen sker der ingen ændring. Det må forventes, at parterne fortsat placerer samme eller lignende portefølje i FG som før fusionen.
Høringssvar
78. Styrelsen vurderer, at høringssvarerne set samlet i forhold til sagens objekt - fusionen - tilkendegiver, at fusionen ikke har nogen væsentlig indvirken på konkurrenceforholdene på markedet.
79. Med hensyn til betænkelighederne fra TKB, oplyser Codan, at selskabet har opsagt forsikringer med kurérvirksomheder, og Trekroner har enkelte navngivne kunder i segmentet. Kurérvirksomhedernes har ikke anført forhold, der gør, at deres behov for forsikringer vurderes at være unikke, og skadesforsikringer af generelt indhold kan tegnes af samtlige de forsikringsselskaber, der udbyder skadesforsikringer.
80. Styrelsen vurderer, at der kan være en mindre påvirkning fra fusionen på forsikringsmæglererhvervet, men høringssvarerne fra mæglerne og deres organisationer er ikke konsistente. Styrelsen er af den opfattelse, at mæglerne er professionelle aktører på markedet, der skal finde konkurrencedygtige produkter på markedet til deres kunder, og at den planlagte fusion ikke synes at være til hinder for fortsat udøvelse af denne funktion.
Konklusion
81. Parterne kommer ikke op på markedsandele på mere end ca. 15 \% på det overordnede skades- og livs- og pensionsforsikringsmarked. De nærmeste konkurrenter på markederne er lige så store eller større. De største markedsandele findes inden for mindre, delvist afgrænsede områder. Det er ikke andre omstændigheder, der kan føre til at parternes markedsstilling reelt må vurderes som stærkere som følge af fusionen. Samlet hverken styrker eller skaber fusionen således en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2, og fusionen kan derfor godkendes, jf. § 12 c, stk. 1.
1 Se Rådsmødet den 25. august 1999: Forsikringsselskabernes Service Organisation 2 Se Rådsmødet den 19. december 2001: Autotaks kalkulationssystem.
3 Kilde: Forsikringsoplysningen, Statistik 2001.
4 Livsforsikringsselskaber: ca. 42,8 mia. kr. og tværgående pensionskasser: ca. 10 mia. kr., jf.
Finanstilsynet, Statistisk Materiale – Livsforsikringsselskaber, 2000. 5 Forsikringsoplysningen, Statistik 2000.
6 Finanstilsynet, Statistik 2000.