Indklagede. Indklagede afviser at kreditere klager for det opkrævede udlandsforbrug under henvisning til indklagedes abonnementsvilkår og priser. Indklagede henviser til, at det fremgår af ordrebekræftelsen, at opkald til Sri Lanka ikke er inkluderet i klagers tillægsabonnement ”2 timers tale til 54 lande”. Indklagede henviser videre til, at de 54 lande, der er omfattet, ligeledes fremgår af indklagedes hjemmeside xxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxx. For så vidt angår spørgsmålet om, at klager pr. kulance bør krediteres på baggrund af klagers brors tidligere kulancemæssige kreditering, anfører indklagede, at kreditering hos én kunde ikke danner præcedens for, at en anden kunde i en lignende situation får samme behandling. Ankenævnet bemærker indledningsvist, at der mellem parterne er enighed om, at der er indgået en aftale om et ”2 timers tale til 54 lande” tillægsabonnement. Klager anfægter ikke at have foretaget det påklagede udlandsforbrug, men klager gør imidlertid gældende, at hun gjorde det klart for indklagedes medarbejder i butikken, at abonnementet skulle bruges til at ringe til Sri Lanka. Desuden burde det være åbenbart for indklagedes medarbejder, at abonnementet skulle bruges til at ringe til Sri Lanka på grund af klager og klagers brors oprindelse. Indklagede fastholder opkrævningen for udlandsopkaldene under henvisning til ordrebekræftelsen, hvoraf det fremgår, at Sri Lanka ikke er omfattet af de 2 timers tale i klagers abonnement. Indklagede henviser herudover til indklagedes abonnementsvilkår og priser. Nævnet bemærker, at det fremgår af ordrebekræftelsen fra den 21. september 2017, hvilke lande der er inkluderet i klagers abonnement. Det fremgår, at Sri Lanka ikke er omfattet. Nævnet bemærker endvidere, at der i ordrebekræftelsen henvises til indklagedes abonnementsvilkår og til xxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxx, hvor de 54 omfattede lande ligeledes fremgår. På side 3 i ordrebekræftelsen fremgår følgende: ”Forbrug udover den inkluderede tale i talepakken takseres til de til enhver tid gældende takster for tale til udlandet jf. pkt. 3.A i Abonnementsvilkår for YouSee’s mobiltjenester.” Det er ankenævnets opfattelse, at klager i ordrebekræftelsen er oplyst med tilstrækkelig tydelighed om vilkårene for aftalen og herunder om, hvilke lande der er omfattet af det inkluderede udlandsforbrug. Det fremgår af indklagedes ”Generelle vilkår for og drift af XxxXxx’x tjenester” pkt. 2 at: ”Aftalens parter Det er herefter udgangspunktet, at klager hæfter i henhold til de gældende vilkår...
Indklagede. Fastholder, at klager hæfter for betalingen. Indklagede anser det ikke for dokumenteret, at klager indgik aftalen under trussel om vold fra tredjemand. Indklagede henviser til, at klager under behandlingen af sagen har skiftet forklaring, fra at klagers tidligere kæreste havde stjålet klagers mobiltelefon, til at abonnementsforholdet var indgået under anvendelse af trussel om vold fra den tidligere kæreste.
Indklagede. Indklagede har anført, at her som ellers må udgangspunktet for forståelsen være ordlyden. Efter ordlyden af bilag 1, pkt. 1, litra e, er det en bestemmelse, som tillægger forbundet en ret til for- handling og ikke mere. I overenskomstparternes fælles vejledning til 1973-Landsoverenskom- sten er det udtrykkeligt angivet, at der er tale om en ”forhandlingsret”. Fører forhandling ikke til noget, er sagen slut. Forhandlingsretten har selvstændig værdi for HK. Det er en ret, som umiddelbart tilkommer HK – efter funktionærlovens § 10 er det den enkelte ansatte, som kan aktivere forhandling. Forhand- lingsretten kan benyttes i HK’s arbejde for at få det nødvendige antal medlemmer efter 50 %- reglen. Opfyldes 50 %-reglen, har HK et retskrav på overenskomstdækning, hvilket giver HK en unik position. 50 %-reglen indebærer, at overenskomsten kun gælder for en virksomheds funktionærer på han- dels- og kontorområdet, hvis overenskomsten, fordi 50 %-reglen er opfyldt, er sat i kraft på virk- somheden. Det giver derfor ikke mening, når klager hævder, at selv om overenskomsten ikke er sat i kraft på virksomheden, så gælder den i medfør af bilag 1, pkt. 1, litra e, alligevel på virk- somheden. Indklagede har henvist til, at HK i årevis har haft helt samme forståelse af bestemmelsen som DI, og at overenskomstparterne har praktiseret overenskomsten i overensstemmelse med denne forståelse. HK’s ønsker om 50 %-reglens afskaffelse har i øvrigt igen og igen været begrundet med, at reglen afskærer de mange, som er ansat på virksomheder, hvor 50 %-reglen ikke er op- fyldt, fra at få overenskomstmæssige vilkår med rettigheder omkring løn, arbejdstid, barsel, overarbejde, pension etc., således som det f.eks. er udtalt af Xxxxx Xxxxxx i HK Privat-bladets leder i januar 2010. Det fremgår af adskillige udtalelser fra HK, at 50 %-reglen indebærer, at mange f.eks. ikke får pension eller en lavere pension end efter overenskomsten. Xxxxxx Xxx og Xxxxxx Xxxxx Xxxxxx skriver da også i FAOS Forskningsrapport 106, 2010, ”HK og 50 %- reglen. Baggrund og effekt”, s. 8, at bestemmelsen i HK har ”været opfattet som en ren forhand- lingsret”.
Indklagede. Anfægter ankenævnets kompetence til at behandle klagen. Indklagede henviser til, at sagen som følge af, at der er tale om en klage over en betalingstjeneste, skal behandles i Pengeinstitutankenævnet. Indklagede gør i den forbindelse gældende, at indklagede ikke er rette part i sagen, men at klager må rejse kravet over for klagers pengeinstitut. I tilfælde af, at ankenævnet behandler klagen, gør indklagede gældende, at klager ikke har fremlagt dokumentation for de påståede opkrævninger. Indklagede afviser i den forbindelse at bidrage til sagens oplysning, idet klager ikke har fuldmagt til at kræve oplysninger om XX's aftaleforhold.
Indklagede. Anfægter ankenævnets kompetence til at træffe afgørelse i klagesagen. Indklagede henvi- ser i den forbindelse til, at der ikke foreligger en konkret økonomisk tvist, og at der alene er tale om spørgsmålet, om indklagedes ”For altid”-kampagne er i overensstemmelse med markedsføringsloven. Indklagede gør gældende, at markedsføringen og dens effekt ikke skal vurderes ud fra kla- gers konkrete opfattelse men ud fra en gennemsnitsforbrugers opfattelse. Indklagede henviser til, at gennemsnitsforbrugeren ikke vil opfatte udsagnet bogstavligt, og at der alene var tale om en anprisning. Indklagede henviser endvidere til, at indklagedes varsling er i overensstemmelse med be- stemmelsen herom i indklagedes vilkår. Ankenævnet afsagde den 15. november 2018 følgende kendelse: Ankenævnet behandler således sagens materielle indhold, som vedrører spørgsmålet, om indklagede var berettiget til at foretage ændringer i parternes aftale. Klager har under sagens behandling i ankenævnet oplyst, at indklagede har sendt klager endnu en varsling, hvoraf det fremgår, at klagers eksisterende abonnement vil blive ned- lagt, og at klager derefter vil få tilbudt et nyt abonnement. Ankenævnet skal i den forbin- delse bemærke, at der efter ankenævnets opfattelse er tale om endnu en abonnements- ændring. Ankenævnet bemærker i den forbindelse, at såfremt indklagede frit kunne op- sige klagers abonnement, ville løftet om, at prisen var gældende for altid, være uden ind- hold. Nævnet har noteret, at Forbrugerombudsmanden har behandlet spørgsmålet om mar- kedsføring for så vidt angår en ”for altid”-kampagne. Forbrugerombudsmanden har i en afgørelse af den 18. december 2018 fastslået, at det er i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6 og vildledende at markedsføre en pris med udtrykket ”for altid”, hvis der samti- dig er et vilkår om prisjusteringer i aftalen. Herefter skal nævnet bemærke følgende: Som udgangspunkt er et teleselskab berettiget til selv at bestemme, hvordan det ønsker at sammensætte selskabets abonnementer, herunder om der tilbydes roaming, og hvilken pris abonnementet skal have. Det er således som udgangspunkt tilladt for udbydere at hæve prisen på deres abonnementer. Ved løbende abonnementsaftaler og andre vedvarende aftaler er det endvidere alminde- ligt antaget, hvis andet ikke er aftalt, at en aftale kan opsiges eller tilpasses ændrede mar- kedsvilkår med et passende varsel. Af indklagedes abonnementsvilkår pkt. 17. ”Justeringer af aftalen”, fremgår følgende: Udsagnet ”For...
Indklagede. Fastholder betalingskravet under henvisning til, at det påklagede abonnement er oprettet i klagers navn ved brug af klagers personlige oplysninger, herunder kla- gers NemID, og at klager derfor hæfter i henhold til aftalevilkårene. Indklagede gør gældende, at såfremt byrettens dom lægges til grund for så vidt angår spørgsmålet, om xxxxxx har været truet til udlevering af sine personlige op- lysninger til de to navngivne personer, så burde klager have reageret straks, efter denne trussel var ophørt, for at klager kunne påberåbe sig, at aftalen var ugyldig. Indklagede gør videre gældende, at anklageren ikke har valgt at rejse tiltale med hensyn til forholdet vedrørende aftaleindgåelsen med indklagede, idet anklageren efter indklagedes opfattelse ikke har fundet, at der forelå tilstrækkeligt bevis. Indklagede gør yderligere gældende, at der trods byrettens dom fortsat er uover- ensstemmelser i klagers forklaring om hændelsesforløbet op til aftalens indgåelse med indklagede samt om sagens øvrige faktiske oplysninger. Indklagede gør endelig gældende, at sagen er uegnet til behandling i ankenævnet, idet sagens faktum alene kan fyldestgørende belyses ved parts- og vidneforklaring med henblik på en troværdighedsvurdering under strafansvar, hvilket kun kan ske ved en domstol.
Indklagede. Indklagede bestrider, at der er grundlag for at tilkende klager et differencekrav. Hovedparten af arbejdet er udført i 2023. Klagers medlemmer har primært arbejdet på pladsen i 2021 og 2022 og kun i meget beskedent omfang i 2023. Arbejdsforholdene har udviklet sig og er meget anderledes i 2023 med over 100 medarbejdere end i de tidligere år med et beskedent antal medarbejdere. Klagers medlemmers forhold er ikke repræsentative for alle de andre og slet ikke for så vidt angår 2023, hvor der ikke er nogen uenighed om arbejdstimerne. Indklagede bestrider klagers opgørelse af antal mandemåneder. Virksomheden har, som bilag 1A viser, i 2021 haft 15-21 medarbejdere på pladsen, i 2022 20-77 og i 0000 000-000. Der har været stor udskiftning. Totalt har Virksomheden haft omkring 250 på pladsen, og mange af disses arbejde omfatter dele af en eller flere lønningsperioder eller måneder. Registrering af en ansat som beskæftiget i en måned er derfor ikke ensbetydende med en hel måneds beskæftigelse. Bilag 1A er ikke egnet til at vise den præsterede arbejdsmængde. Indklagede har med det samtidigt fremlagte bilag 1B lavet en retvisende opgørelse af det samlede antal mandeuger i hele perioden. Denne opgørelse er baseret på en optælling dag for dag, uge for uge, af antal medarbejdere på pladsen. Den munder ud i, at der på pladsen er præsteret 625,15 mandeuger i 2021, 1.624,25 mandeuger i 2022 og 3.985 mandeuger i 2023 svarende til 1.439,82 mandemåneder i alt (beregnet med faktor 4,33). Opgørelsen er lavet af AC, Itinera. Ud fra ugesedlerne har hun uge for uge registeret de enkelte medarbejderes tilstedeværelsesomfang. Der kan ikke ekstrapoleres fra et påstået efterbetalingskrav for medlemmer baseret på deres personlige løn til et differencekrav, da besparelsen for uorganiserede skal opgøres i forhold til Overenskomstens minimumsbetaling, og opgørelsen af efterbetalingskrav er baseret på den personlige løn. Klager har af Virksomheden under den forudgående fagretlige behandling fået udleveret al efterspurgt materiale vedrørende 10 tilfældigt udtagne medarbejdere, men valgt ikke at beregne et eventuelt differencekrav ud fra dette materiale. Klager kan ikke bare i stedet vælge at benytte gruppen af medlemmer til at ekstrapolere ud fra. I den tilfældigt udvalgte gruppe på 10 indgår kun 4 af klagers medlemmer.
Indklagede. Indklagede fastholder kravet om betaling under henvisning til indklagedes abonnementsvilkår. Indklagede henviser til, at klager af indklagedes medarbejder forud for bestilling af teknikerbesøget blev oplyst om, at klager ville blive faktureret herfor, ligesom klager modtog denne information i en SMS-besked afsendt forud for besøget. Indklagede afviser, at indklagedes medarbejder har oplyst klager om, at teknikerbesøget var uden beregning.
Indklagede. Indklagede gør gældende, at begge mobiltelefoner er udleveret til klager, og at klager har bekræftet dette. Indklagede afviser imidlertid at have modtaget den ene mobiltelefon retur, og gør på den baggrund gældende, at klager er forpligtet til at betale for begge de fremsendte mobiltele- foner. Indklagede har til sagen oplyst, at Post Danmark ikke har registreret, at pakken skulle væ- re returneret som oplyst af klager, idet Post Danmark ikke har nogen scanning af pakken, efter at den var udleveret til klager som modtagerflex.
Indklagede. Indklagede har fastholdt sit tilgodehavende og har til dokumentation for forløbet og for opgørelsen af parternes mellemværende fremlagt en række dokumenter. Indklagede har dog meddelt, at indklagede som følge af krediteringen af alle øvrige beløb vedrørende det mobile bredbånd også vil kreditere oprettelsesgebyret på 99 kr. Desuden har indklagede meddelt, at bindingsperioden for klagers ene mobilabonnement har været beregnet forkert. Indklagede vil derfor også kreditere 325,00 kr. for abonnementet Fri Tale + 10 GB Basis for perioden fra den 9. juni til den 27. juli 2017. Indklagede gør gældende, at der efter krediteringen af oprettelsesgebyret vedrørende det mobile bredbånd ikke længere er noget mellemværende og dermed heller ikke nogen tvist vedrørende det mobile bredbånd. Indklagede gør videre gældende, at alle opkrævninger har været i overensstemmelse med parternes aftale og indklagedes vilkår. Indklagede finder det endvidere godtgjort, at klager har været på færøsk net på tidspunktet for den registrerede trafik, og gør gældende, at klager hæfter for den registrerede trafik. Endvidere gør indklagede gældende, at indklagede i henhold til vilkårene ikke hæfter for krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afslutningsvis har indklagede påpeget, at klagen ikke omfatter indklagedes slutafregning, som ikke var forfalden ved klagens modtagelse i Teleankenævnet.