Parternes hovedsynspunkter. 5.1. Klager har anført, at virksomhedens medarbejderhåndbog og ansættelsesaftaler skal udformes, så de er i overensstemmelse med Bygningsoverenskomsten, og at medtagelse af videregående begrænsninger uden hjemmel i overenskomsten er i strid med overenskomsten. Der er således efter klagers opfattelse ikke hjemmel i Bygningsoverenskomstens § 25, stk. 1, til at forudsætte, at en ugeseddel skal godkendes af kunden, før lønnen udbetales. Der er ikke hjemmel i overenskomsten til at modregne virksomhedens meromkostninger til social sikring i udenlandsk medarbejders hjemland. Der er ikke hjemmel i Bygningsoverenskomsten til at modregne manglende aflevering af udleveret værktøj til værktøjets kostpris i sidste lønudbetaling. Anciennitetsreglerne i Bygningsoverenskomsten, eksempelvis § 44, § 48 og § 72, kan ikke tilsidesættes i en ansættelsesaftale. Formuleringen i Viktechs ansættelsesaftaler om annulering af tidligere ansættelsesaftaler giver anledning til at tro, at der sker en nulstilling af anciennitet fra tidligere ansættelsesaftaler.
5.2. Indklagede har anført, at det står virksomhed og ansatte frit for at indgå ansættelsesaftaler med de vilkår, som klager anfægter. Et vilkår i en ansættelsesaftale om, at kunden skal godkende ugesedler, forudsætter ikke særlig hjemmel i overenskomsten. Vilkåret om kundens godkendelse i Viktechs ansættelsesaftaler angår i øvrigt kundens efterfølgende godkendelse – lønnen udbetales efter overenskomstens bestemmelser, uanset om kunden har godkendt timerne. Hvad modregning angår, er der inden for Bygningsoverenskomstens område adgang til at modregne i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler og arbejdsretlig praksis uden særlig hjemmel i overenskomsten. Vilkårene i ansættelsesaftalerne skal forstås i overensstemmelse hermed og forudsætter selvsagt, at betingelserne for at modregne konkret er opfyldt. Indklagede er enig med klager i, at overenskomstens anciennitetsregler, f.eks. §§ 44, 48 og 72, ikke kan tilsidesættes i den individuelle ansættelsesaftale. Indklagede bestrider imidlertid, at bestemmelsen i ansættelseskontrakten om tidligere ansættelsesaftaler kan læses, som om der er tale om en nulstilling af medarbejderens anciennitet i virksomheden.
Parternes hovedsynspunkter. 9.1. Klager har navnlig anført, at virksomheden under hele det fagretlige forløb har undladt at bidrage til sagens oplysning, hvilket må komme virksomheden til skade. Kontrakten dateret den 8. februar 2022 fremkom først med svarskriftet og må anses for lavet til lejligheden. Der foreligger ikke et reelt underentrepriseforhold. Realiteten er, at JH Byg har hyret et sjak med D som sjakbajs til at lave arbejdet og har stillet bil til rådighed samt stået for kost og logi. At Building S.R.L. skulle være arbejdsgiver for sjakket og underentreprenør, er der efterlyst dokumentation for i form af faktura fra Building og betaling af entreprisesummen til Building, og det må komme JH Byg til skade, at denne opfordring ikke er opfyldt. Medarbejderne har forklaret, at de har fået 200 kr. i timen af Building ved bankoverførsel, og det havde været
9.2. Indklagede har navnlig anført, at der med entrepriseaftalen af 8. februar 2022 foreligger en reel underentreprisekontrakt vedrørende arbejdet i den periode, som sagen angår. Der var fire murere og en murerarbejdsmand på pladsen, som var ansat af Building og var under ledelse af Buildings repræsentant i Danmark, D. JH Byg har ikke haft ansatte på pladsen eller stået for ledelse og instruktion. Building var ansvarlig for arbejdets aflevering og kvalitet. JH Byg har afregnet Building i overensstemmelsen med underentrepriseaftalen. Der foreligger ikke omgåelse. Og der er under ingen omstændigheder sket underbetaling. Medarbejderne har fået 200 kr. i timen, hvilket er langt over Overenskomsten minimalløn. Building har stillet værktøj til rådighed, hvorfor der ikke skal medregnes værktøjsgodtgørelse. Det er i øvrigt kun murere, ikke murerarbejdsmænd, som har krav på værktøjsgodtgørelse. Medarbejdere med under en måneds anciennitet i virksomheden er ikke berettiget til akkordafsavnstillæg. Der kan først kræves procesrente af differencekrav fra sagens anlæg.
Parternes hovedsynspunkter. 4.1. Klager har navnlig anført, at det, som efter ordlyden af Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, skal betales, er den timelønsbetaling, som den pågældende elektriker i øvrigt får. Kørsel
4.2. Indklagede har navnlig anført, at den særlige regel om betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid til chauffør i virksomhedens køretøj kom ind i Elektrikeroverenskomsten i 1971 og gik ud på betaling af ”den aftalte timeløn”, jf. 1971-overenskomstens § 18, stk. 3. Bestemmelsens flytning og ændrede ordlyd i 1997 er en ren redaktionel ændring, som ikke kan føre til en ændret forståelse. Køretid er ikke arbejdstid, overenskomstens § 14 er en betalingsregel, som udtrykkeligt hjemler overarbejdstillæg, men ikke betaling af genetillæg som forskudttidstillæg. Den aftalte timeløn er den løn, som er aftalt i medfør af overenskomstens § 9, stk. 3 – den omfatter ikke et overenskomstbestemt genetillæg som forskudttidstillægget. At der ikke ved rejse- og udearbejde skal betales tillæg for forskudt tid fremgår i øvrigt af overenskomstens § 14, stk. 1, som opregner de bestemmelser, hvorefter arbejde skal betales, og denne opregning omfatter ikke § 7 med bestemmelserne om forskudt tid. Forskudttidstillægget er et genetillæg, som betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Medarbejderens transporttid inden for arbejdstiden honoreres derfor med forskudttidstillæg, når arbejdstiden er forskudt, idet transporten i så fald er en del af medarbejderens 37 timers arbejdsuge; dette skyldes alene overenskomstens § 7, stk. 9, og er ikke i henhold til § 14. Faglig voldgiftskendelse af 2. november 2009 er irrelevant; den angår erstatning for løn i sædvanlig arbejdstid, og rejsetid uden for sædvanlig arbejdstid har ikke noget med arbejde at gøre.
Parternes hovedsynspunkter. Klager har anført, at Bygge- og Anlægsoverenskomsten i lærlingekapitlets § 4 udtrykkeligt foreskriver, at voksenlærlinge som minimum skal honoreres med en løn, der mindst udgør ”fagets mindste betalingssats”. Dette må forstås som en henvisning til det fag, der er angivet i den enkelte lærekontrakt. En voksenlærling inden for tagdækkerfaget skal derfor mindst aflønnes med mindstebetalingssatsen inden for dette fag, og den sats er angivet i Indklagede har navnlig anført, at sagen – ud over tvist om, hvad der konkret er aftalt – drejer sig om en fortolkning af Bygge- og Anlægsoverenskomstens kapitel 20, § 4, stk. 3, og nærmere bestemt, om en tagdækker-voksenelev alene er berettiget til fagets mindstebetalingssats efter overenskomstens § 23 for voksne medarbejdere, eller om satsen skal være i medfør af § 25, stk. 1, for tagdækkere. § 4 i elevkapitlet er en bestemmelse, som med to angivne, kumulative betingelser giver en arbejdsgiver mulighed for at søge og opnå en AUB-refusionssats i forbindelse med antagelse af voksenlærlinge, og det medfører, at voksenelever – herunder også tagdækkerelever – i medfør af kapitel 20, § 4, stk. 3, ’alene’ er berettiget til fagets mindstebetalingssats, som må forstås som taksten i overenskomstens § 23 for voksne medarbejdere. Det forhold, at vokseneleven er tagdækker, kan ikke bevirke, at formuleringen i § 4, stk. 3, ”fagets mindste betalingssats”, skal forstås som satsen i overenskomstens § 25 for tagdækkerarbejde, som er overenskomstens højeste sats.
Parternes hovedsynspunkter. 3.4.1. Klager har navnlig anført, at det arbejde, de tre medarbejdere har udført, er holddriftsarbejde, eftersom holdene afløste hinanden. Arbejdet er omfattet af Overenskomstens
3.4.2. Indklagede har navnlig anført, at arbejde på forskudt tid skal forstås i overensstemmelse med ordlyden af bestemmelsen, hvorefter den muliggør arbejde på faste hold med forskudte arbejdstider, som afløser hinanden. Arbejde på forskudt tid adskiller sig fra holddriftsarbejde ved, at holddriftsarbejde forudsætter periodisk skiftende arbejdstider for medarbejderne. Holddriftsarbejde er efter formuleringen af bestemmelsen derom definitorisk skifteholdsarbejde, jf. § 22, stk. 1, 1. pkt., også selv om der er mulighed for ved lokal enighed at etablere holddriftsarbejde på faste hold, jf. § 22, stk. 1, 2. pkt. I den konkrete sag havde ingen af medarbejderne periodisk skiftende arbejdstider, de tre medarbejderne havde faste arbejdstider, den ene arbejdede efter reglerne om normal arbejdstid i overenskomstens § 9 (6- 14) og de to andre efter reglerne om forskudt arbejdstid (henholdsvis 14-22 og 22-6). Den foreliggende fagretlige praksis er klart relevant for afgørelsen, eftersom den angår
Parternes hovedsynspunkter. 5.1. Klager har anført, at den indklagede virksomhed i forhold til overenskomst og priskurant har opnået en besparelse ved underbetaling af de fem udenlandske medarbejdere fra Litauen på 619.401,44 kr.
Parternes hovedsynspunkter. 6.1. 3F har navnlig anført, at kvalifikationstillægget er et fast påregneligt tillæg, som efter Em- ballageoverenskomstens § 8, stk. 5, sammenholdt med § 14, stk. 2, og § 16, stk. 1, klart skal indgå ved beregningen af overtidstillægget for arbejde i kontinuerlig drift på lørdage og søndage. Proto- kollatet fra 2008 har ikke karakter af en dispensation fra overenskomsten og slet ikke en, der gæl- der for altid. Der er intet grundlag for at forstå lokalaftalen fra 2018 som en aftale om en beregning, hvorefter kvalifikationstillægget ikke indgår ved beregningen af tillægget for arbejde i kontinuerlig drift på lørdage og søndage.
6.2. DI har navnlig anført, at 2008-protokollatet er overenskomstparternes bindende og fortsat gældende fortolkning af overenskomsten og derfor har præjudicerende betydning også for nærvæ- rende sag. Efter protokollatet gælder for beregning af overarbejdstillæg ved kontinuerlig drift, at kun timer ud over vagtplanen skal beregnes med kvalifikationstillæg, ikke normtimer. 2018-lokal- aftalen fraviger ikke protokollatet, som indgik i forhandlingerne, men viderefører 2007-lokalafta- len, der er bindende fortolket af overenskomstparterne i protokollatet.
Parternes hovedsynspunkter. 7.1. Klager har overordnet anført, at indklagede har handlet i strid med overenskomstens be- stemmelser om holddriftsarbejde og forskudt arbejdstid, at A, B og C som følge heraf har et efterbetalingskrav, og at indklagede skal betale en bod. Klager har herom navnlig anført:
Parternes hovedsynspunkter. 8.1. Klager har navnlig anført, at det må komme den indklagede virksomhed til skade, at den har undladt at bidrage loyalt til sagens oplysning og uden grund er udeblevet fra den mundtlige forhandling. Den indklagede virksomhed har ikke aflønnet medarbejderne på pladsen korrekt efter Overenskomsten, således som det er aftalt på organisationsmødet den 29. november 2021, og som den indklagede virksomhed er bundet af. Opgørelse af besparelsen ved ikke at efterleve Overenskomsten skal ske på grundlag af den aftalte løn og poseopfyld som aftalt på
8.2. Indklagede har navnlig anført, at sagen ikke er en sag om efterbetaling af individuelt aftalt løn til medlemmer af 3F, men en sag om, hvad den indklagede virksomhed har sparet ved ikke at betale uorganiserede medarbejdere, hvad arbejdet efter Overenskomsten mindst skulle have været aflønnet med. Det er Overenskomstens mindstebetalingssats, som er afgørende for, hvad der efter Overenskomsten mindst skulle have været betalt, ikke individuelt aftalte lønsatser. Der er ikke i det fagretlige forløb truffet aftale om en opgørelse af besparelse ud fra, hvad der individuelt er aftalt om løn. Akkordafsavnstillægget indgår ikke i minimallønnen efter Overenskomsten, i hvert fald ikke de første fire uger.
Parternes hovedsynspunkter. 9.2.1. Parterne er enige om, at sagen alene angår, om indklagedes betaling til Zaklad Ubezpieczen Spolecznych (ZUS) af arbejdsgiverbidraget til alderspension kan modregnes i arbejdsgiverpensionsbidraget til PensionDanmark.
9.2.2. Klager har anført navnlig, at overenskomstparterne med protokollatet om pensionsforhold for udstationerende virksomheder forudsatte, at udstationerende virksomheder som udgangspunkt – ligesom andre virksomheder – skulle indbetale pensionsbidrag til PensionDanmark, dog kun
9.2.3. Indklagede har anført navnlig, at pensionsprotokollatet skal forstås efter sit formål og så bredt, at det omfatter enhver obligatorisk pensionsforpligtelse, der afholdes af den udstationerende virksomhed i hjemlandet og som knytter sig til alderspension. Anvendelsesområdet omfatter således såvel sociale sikringsordninger som indbetalinger til supplerende pensionsordninger.