Parternes argumentation. Der er under sagsfremstillingens punkt 5 redegjort for nogle af de argumenter, som parterne gjorde gældende under FV2012.0101, der blev hævet af 3F i november 2012. Parterne har under den fore- liggende sag gentaget disse anbringender, idet klager dog anerkender, at også omdeling af de pro- dukter, som er nævnt i bilag L, er omfattet af overenskomstens anvendelsesområde. mere end distribution af magasiner og aviser, adresseløse forsendelser, reklamer og bogpakker. Virksomheder, der beskæftiger sig med udbringning af pakkepost af enhver art, ligger helt uden for DMA´s forudsatte medlemskreds, jf. DMA´s vedtægter, hvorefter medlemmerne udgøres af dag- bladsvirksomheder og andre publicistiske virksomheder samt af virksomheder ejet af sådanne for- udsat, at de hovedsagelig udfører opgaver for medlemsvirksomheder som f.eks. distributionsvirk- somheder samt andre virksomheder med tilknytning til mediebranchen. Det forhold, at 3F har ac- cepteret, at budoverenskomstens faglige anvendelsesområde er lidt bredere, end hvad 3F tidligere har forudsat, er ikke ensbetydende med, at 3F skal acceptere, at anvendelsesområdet er så bredt, at det omfatter enhver form for distribution. Der er tale om en overenskomst for ”bude”, og ved et bud forstås enten en person, som er ansat til at udbringe en forretnings egne varer eller dokumenter, eller et avisbud, der er ansat til at omdele aviser. Der er derfor ingen støtte i ordlyden for, at over- enskomsten omfatter distribution for tredjemand af produkter af enhver slags. At anvendelsesområ- det skulle være så bredt, kan heller ikke udledes af Xxxx Xxxxxxxxx tilkendegivelse i sag FV2011.0121, som alene angik bogpakker og dermed et produkt, som har tilknytning til medievirk- somhed. Anfægtelsessystemet har endvidere ikke forudset eller taget højde for, at der kunne blive tale om distribution af et meget varieret varesortiment, da det vil føre til stor variation i henseende til såvel antal, størrelse som afleveringssteder. Den udbringning af pakker, som Dansk Avis Omdeling har annonceret iværksat med sit nye lands- dækkende pakkeleveringskoncept, er derfor nyt arbejde, der falder uden for, hvad overenskomstpar- terne forudsatte eller måtte påregne ved overenskomstindgåelsen og senere overenskomstforhand- linger, og 3F er derfor berettiget til at rejse krav om særlig overenskomstforhandling herom. Det vil i modsat fald betyde en høj grad af konkurrenceforvridning i forhold til de gængse overenskomster, som omfatter udbringning af pak...
Parternes argumentation. Klager har anført navnlig, at det følger af § 32, stk. 2, i OAO-S-fællesoverenskomsten, at elever ikke kan deltage i overarbejde. Elevers arbejdstid er efter § 32, stk. 1, den normale ugentlige arbejdstid, jf. organisationsaftalen. Efter organisationsaftalens § 12 er arbejdstiden gennemsnitligt 37 timer om ugen opgjort over en normperiode på 4 uger. Denne normperiode er ved lokalaftalerne indgået med 3F Viborg i 2009 og 2017 ændret til 1 måned. Overarbejde indtræder, når normperioden overskrides. Aarhus Universitet har løbende tilrettelagt elevens arbejdstid med undernorm og overnorm, og der- med har eleven været skemalagt med overarbejde i strid med fællesoverenskomstens § 32, stk. 2. Dette gælder, selv om vagtplanen er fastlagt efter et fast rul, da det vil undergrave beskyttelsen efter Indklagede har anført navnlig, at man er enig i, at det følger af OAO-S-fællesoverenskomstens § 32, stk. 2, at elever ikke kan pålægges overarbejde. Bestemmelsen forbyder imidlertid ikke – hverken direkte eller indirekte – at elevers arbejdstid tilrettelægges fleksibelt i overensstemmelse med lokalt indgåede flekstidsaftaler. Også HK Stat er omfattet af OAO-S-fællesoverenskomsten, og skulle over- enskomstens § 32, stk. 2, fortolkes som hævdet af klager, ville det i givet fald være overenskomst- stridigt, når det i cirkulærebemærkningerne til HK Stats organisationsaftale er præciseret, at elever kan indgå i lokale aftaler om flekstid, hvilket også anføres i HK Stats folder ”Elev i Staten”. Der sondres således generelt under OAO-S-fællesoverenskomsten mellem overarbejde og flekstid, og ele- ver må gerne deltage i sidstnævnte.
Parternes argumentation. Klager har anført navnlig, at retten til fratrædelsesgodtgørelse følger af overenskomstens § 13, som handler om ”Gruppeliv, Pension og fratrædelsesgodtgørelse”. Det er selve fratrædelsen, der – når den efterfølges af en overgang til et andet forsørgelsesgrundlag i form af pension eller efterløn – er den retsstiftende begivenhed i forhold til kravet på fratrædelsesgodtgørelse. Der skelnes ikke i be- stemmelsen mellem en fratræden, som skyldes medarbejderens opsigelse, og en fratræden, der skyldes arbejdsgiverens opsigelse. Noget sådant fremgik heller ikke af de breve, som medarbejder- ne modtog som bekræftelse på, at de havde valgt ordningen med en lavere pensionsopsparing mod til gengæld at få en større fratrædelsesgodtgørelse. Det forhold, at medarbejderne har valgt at fra- skrive sig en pensionsforbedring, peger da også entydigt på, at den ekstra fratrædelsesgodtgørelse kommer til udbetaling, uanset hvem der bringer ansættelsesforholdet til ophør. En naturlig forståel- se af bestemmelsen fører således til, at fratrædelsesgodtgørelsen kommer til udbetaling ved fratræ- den med overgang til pension eller efterløn uanset, hvem der har taget initiativet til, at ansættelses- forholdet skulle ophøre. Indklagede har ikke påvist et eneste eksempel på en opsagt medarbejder med over 5 års anciennitet, som er overgået til pension eller efterløn uden at få fratrædelsesgodtgø- relse. Der er derfor hverken i ordlyd, formål eller praksis belæg for den af indklagede hævdede for- ståelse om, at fratrædelsesgodtgørelse alene kommer til udbetaling ved medarbejderens egen opsi- Indklagede har anført navnlig, at det følger af såvel § 13’s ordlyd, bestemmelsens historik som be- stemmelsens formål, at den skal forstås således, at den kun finder anvendelse, når en medarbejder selv opsiger sin stilling for at gå på folkepension, førtidspension eller efterløn. Ifølge § 13’s ordlyd indtræder retten til fratrædelsesgodtgørelse kun, ”Når en medarbejder fratræder på grund af folke- pension, førtidspension eller efterløn”. En beslutning om, at en medarbejder skal gå på folkepensi- on, førtidspension eller efterløn, kan aldrig træffes af arbejdsgiveren, men kun af medarbejderen selv, og den citerede ordlyd er derfor synonym med ”Når medarbejderen beslutter at fratræde for at gå på folkepension, førtidspension eller efterløn”. 3F har administreret bestemmelsen på denne må- de, hvilket har været uimodsagt i hen ved 30 år, og der foreligger derfor under alle omstændigheder en retlig kutyme...
Parternes argumentation. 28. Selskabet har anført, at den vedtægtsændring, der blev gennemført i forbindelse med fusionen med Kløver Mælk og som nedsatte udmeldelsesvarslet for andelshaverne til min 4 mdr. kun vedrørte konventionel mælk og at der fortsat kan indgås frivillige aftaler vedrørende specielle leverancer, herunder øko-aftaler, når saglige hensyn taler herfor og parterne ønsker dette.
Parternes argumentation. PROFOT har navnlig anført, at CSC som led i sine forberedelser til den lovligt varslede konflikt ikke har været berettiget til at pålægge PROFOTS medlemmer at oplære deres egne afløsere og dermed hindre en effektiv konflikt. CSC har bestridt, at virksomheden har handlet overenskomststridigt eller organisationsfjendtligt.
Parternes argumentation. Klager har gjort gældende, at A i hvert fald siden 1996 har haft en særlig betroet stilling hos Q8. Han er derfor som særlig betroet funktionær omfattet af Lederaftalens § 3, stk. 2 b). Hans samlede månedlige løn inkl. bonus mv. udgjorde ved hans fratræden 73.000 kr., hvilket i sig selv og yderligere sammenholdt med de meget store salgssummer, som han forvaltede, viser, at han ikke blot var en almindelig sælger. Tværtimod overgik han som den bedste blandt ligemænd til stillingen som senior sales coordinator, der var tilknyttet staben, samtidig med at han beholdt fem af sine hidtidige store kunder. Han har endvidere i hele perioden reelt på egen hånd kunnet overskride det almindeligt gældende rabatmandat, og i det hele taget har han i sin betroede stilling i udstrakt grad kunnet forpligte virksomheden både formelt og reelt. Indklagede har anført, at A både formelt og reelt i sin tid som distriktschef og key account manager havde en almindelig sælgerfunktion. Hans cheftitel er i sig selv uden betydning. Det samme gælder hans lønniveau, allerede fordi de øvrige sælgeres lønniveau ikke er søgt oplyst. Det er heller ikke afgørende, at han som følge af virksomhedens størrelse og omsætning forhandlede om store salgssummer, hvilket generelt gjaldt sælgerne inden for direkte salg. Han var som de øvrige sælgere begrænset af det almindeligt gældende rabatmandat i virksomheden, således at en overskridelse krævede hans chefs godkendelse. Han var helt uden personaleansvar, og han havde heller ikke i øvrigt nogen central rolle i den daglige ledelse af virksomheden. Der er end mindre tale om, at han i udstrakt grad har kunnet forpligte virksomheden. Han var dermed ikke tillagt en sådan dispositionsret, at han var omfattet af Lederaftales § 3, stk. 2 b). Indklagede har endelig anført, at heller ikke den stilling som senior sales coordinator, som A overgik til i 2015, efter sit indhold indebar beføjelser, der på nogen måde forpligtede virksomheden.
Parternes argumentation. Dansk Journalistforbund har overordnet gjort gældende, at afskedigelsen af A, B, C, E og D ikke var rimeligt begrundet i virksomhedens eller deres egne forhold, og at de derfor er berettiget til en godt- gørelse efter overenskomstens § 14, stk. 4. DMA har gjort gældende, at det er klager, som har bevisbyrden for, at opsigelserne var urimelige og usaglige, og at klager ikke har løftet denne bevisbyrde.
Parternes argumentation. Klager har anført bl.a., at det indklagede forbunds medlemmer ansat i de klagende selskaber og beskæftiget på selskabernes forskellige afdelinger (slagterier mv.) i tidsrummet fra og med den 8. december 2004 til og med den 15. december 2004 iværksatte arbejdsstandsninger. Samtlige standsninger blev iværksat i protest mod en lokalaftale indgået mellem Tulip Food Company, Ringsted afdeling, og afdelingens tillidsrepræsentant. Arbejdsstandsningerne blev ved efterfølgende fællesmøder alle erkendt overenskomststridige. Det indklagede forbunds medlemmer i Arbejdsrettens sager A2004.1126, A2004.1127 og A2004.1131 fortsatte i strid med givne fællesmødepålæg de overenskomststridige arbejdsstandsninger, og allerede som følge deraf har de forskyldt bod, hvilket også er erkendt af indklagede. Indklagede har til støtte for påstand 1 (sagerne A2004.1123, A2004.1124, A2004.1125 og A2004.1132) vedrørende systematikken anført bl.a., at hver enkelt afdeling af Danish Crown, Tulip Food Company og DAT-SCHAUB skal betragtes som en selvstændig virksomhed/arbejdsplads. Det påhviler herefter arbejdsgiver at påvise, at der er etableret en overordnet og koordineret fælles aktion blandt de enkelte arbejdssteder/virksomheder. Der er ikke godtgjort en sådan fælles koordinering, og det må derfor lægges til grund, at arbejdsnedlæggelserne på hvert enkelt arbejdssted/virksomhed opstod som en spontan reaktion på aftalen indgået på Tulip i Ringsted, og herunder navnlig, at arbejdsnedlæggelserne er en forståelig reaktion på Tulip-ledelsens udmeldinger internt og i pressen om den videre anvendelse af Tulip- aftalen og den deraf følgende utryghed for medarbejderne på koncernens øvrige virksomheder, jf. den udsendte nyhedsmeddelelse af 7. december 2004. Denne utryghed og uro blandt medarbejderne blev yderligere forstærket af, at Tulip Food Company ved den indgåede aftale af 3. december 2004 antoges at have tilsidesat gældende overenskomst. Bod er derfor ikke forskyldt, idet medarbejderne på samtlige arbejdssteder havde normaliseret arbejdet forud for fællesmøde eller i overensstemmelse med fællesmødepålæg.
Parternes argumentation. Klager har navnlig anført, at sagen skal afgøres på grundlag af lokalaftalernes ordlyd. Lo- kalaftalerne angår efter deres indhold alene ”varierende ugentlig arbejdstid”. Det er i aftaler- ne detaljeret reguleret, hvordan den ugentlige arbejdstid varierer, og der henvises udtrykkeligt til overenskomstens § 9, stk. 2, om varierende ugentlig arbejdstid. Lokalaftalerne kan derfor ikke forstås på den måde, at der er mulighed for at anvende andre regler for betaling af tillæg end de regler, der fremgår af § 9, stk. 2. Overtid og forskudt arbejdstid ud over den varieren- de daglige arbejdstid skal derfor betales efter overenskomstens §§ 13 og 14, jf. henvisningen hertil i § 9, stk. 2, litra f. Det vil kræve en overenskomstfravigende aftale efter overenskom- stens § 8, stk. 7, at fravige § 9, stk. 2, litra f, og en sådan er ikke indgået. Overenskomstens definition af skifteholdsarbejde indebærer, at der kun er tale om skifteholdsarbejde, når ar- bejdet er planlagt som holddrift med periodisk skiftende arbejdstider. Indklagede har ikke godtgjort, at arbejdet blev udført på denne måde, hvilket ville indebære, at det blev udført på en helt anden måde end den, der fremgår af lokalaftalerne. Det følger i øvrigt af overenskom- stens systematik og af fagretlig praksis, jf. opmandskendelse af 8. august 2000 (Danpo- sagen), at overenskomstens regler om forskudt arbejdstid og skifteholdsarbejde er adskilte Indklagede har navnlig anført, at forskudt tid er karakteriseret ved, at det er fast arbejde. Der skiftes ikke fra uge til uge, således som det er tilfældet ved skifteholdsarbejde. Der er i overenskomstens § 9, stk. 2, litra f, taget stilling til, hvorledes en virksomhed skal honorere overarbejde og arbejde på forskudt tid i forbindelse med arbejde på varierende ugentlig ar- bejdstid. At der i § 9, stk. 2, alene er en henvisning til § 13 og §14 kan ikke tages som udtryk for, at der ikke kan etableres varierende ugentlig arbejdstid med udgangspunkt i § 15 om skif- tehold. Der er ikke i § 15 eller andre steder bestemmelser, der er til hinder for at etablere va- rierende ugentlig arbejdstid med udgangspunkt i skifteholdsreglerne. Om der er tale om for- skudt tid eller skifteholdsarbejde er afgørende for, hvilket regelsæt der finder anvendelse.
Parternes argumentation. 40. Som begrundelse for anmodningen om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9 og for fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1 har parterne oplyst, at hovedformålet med aftalen og opdelingen af markedet er, at sikre den samfunds- og selskabsøkonomisk mest optimale udnyttelse af naturgas- og bygasledninger, der er eller bliver etableret. Det anføres, at det vil være rentabliteten af en tilslutning, der afgør, om en kunde skal forsynes fra den ene eller den anden aftalepart.