Parternes argumenter. 3F har navnlig anført, at opsigelsen af de to medarbejdere ikke var begrundet i vejrliget, og at de blev opsagt og ikke hjemsendt. Opsigelserne skete under fravigelse af opsigelsesvarslerne i over- enskomstens § 21, stk. 1, og kunne derfor kun ske i medfør af en lokalaftale, der skulle have været indgået i medfør af § 21, stk. 3. Tillidsrepræsentant Xxxx Xxxxxx tilbød da også at indgå en sådan aftale, men dette afslog virksomheden. Man måtte derfor falde tilbage på hovedreglen i § 21, stk. 1, og da der var tale om opsigelser, udløstes der fratrædelsesgodtgørelser i medfør af § 22, litra a. Be- stemmelsen i § 22, sidste afsnit, kan kun bringes i anvendelse, hvis der har fundet en overens- komstmæssig opsigelse sted. Ordene ”uanset, hvilken terminologi, der konkret anvendes” kan såle- des ikke dække midlertidige afskedigelser, der kan tilsidesættes som overenskomststridige. Be- stemmelsen i § 21, stk. 3, om indgåelse af lokalaftaler er indsat for at sikre, at der fastsættes en dato for medarbejderens tilbagekomst til virksomheden, generhvervelse af anciennitet og lignende. GLS-A har navnlig anført, at 3F ikke gjorde indsigelser imod opsigelserne af de to medarbejdere, og at det derfor kan lægges til grund, at parterne er enige om, at der var tale om sagligt begrundede opsigelser i form af ”vinterfyringer”. Afbrydelsen af deres beskæftigelse skete ved opsigelse og ikke ved hjemsendelse, men som det fremgår af opsigelserne og Xxxx Xxxx Xxxxxxx forklaring, var det – i overensstemmelse med sædvanlig praksis – hensigten, at de skulle genansættes i løbet af foråret 2014, hvilket de to medarbejdere også var helt klar over, jf. Bs mail af 7. januar 2014 til Xxxx Xxxx Xxxxxx. Afbrydelsen af ansættelsesforholdene var derfor midlertidig og ikke permanent.
Parternes argumenter. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. anførte, at der var tale om en områdeoverenskomst for korassistenter ved Det Kongelige Teater. Det var ubestridt, at det arbejde, der var blevet udført, faldt inden for overenskomstens område, og at korassistenter normalt ville være blevet anvendt af Det Kongelige Teater. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. anførte, at der ikke var saglig grund til ikke at anvende korassistenter ved de tre opførelser. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. bestred, at der var tale om en samproduktion, hvor Det Kongelige Teater og Danmarks Radio deltog som selvstændige ensembler og bestred endvidere, at kunstneriske eller saglige hensyn i øvrigt begrundede anvendelse af Radiokammerkoret. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. anførte, at der reelt havde været tale om et samarbejde med det formål at undgå at betale efter overenskomsten for det udvidede operakor. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. antog, at en overenskomst på et område indebar en ene- eller fortrinsret for den gruppe, der var omfattet af overenskomsten, medmindre særlige grunde talte herimod, og at der derfor var tale om overenskomstbrud, når Det Kongelige Teater undlod at bruge korasssistenter til opførelserne. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd m.fl. anførte subsidiært, at Radiokammerkorets deltagende medlemmer burde have været honoreret efter overenskomsten. Finansministeriet gjorde gældende, at der reelt var indgået en kontrakt mellem to selvstændige parter, der begge ydede både kunstnerisk og økonomisk indsats til det samlede resultat på højt kunstnerisk niveau. Det havde ikke betydning, om der anvendtes betegnelsen samarbejdsaftale eller samproduktion. Finansministeriet antog endvidere, at det ikke var uden betydning for resultatet, om koret bestod af korsangere fra et fast kor eller af korassistenter, og at det derfor var sag-ligt begrundet, når man lejlighedsvis valgte at samarbejde med andre kor i stedet for at supplere med korassistenter. Finansministeriet gjorde endelig gældende, at overenskomsten ikke gav korassistenter eneret på at supplere det faste kor. Arbejdsgiver havde ret til frit at vælge, hvem man ville beskæftige, uanset om området var overenskomstdækket.
Parternes argumenter. Klager har anført navnlig, at den varslede nedsættelse af arbejdstiden for A fra 30 timer til 20 timer om ugen er usaglig. Der er ikke tale om en reel omstrukturering, idet A blot er blevet udskiftet med en anden med tilsvarende kompetencer. Fremgangsmåden med nedvarslingen i tid vidner ikke om, at Familielægerne i Hobro ønskede at beholde A. Den varslede nedsættelse af arbejdstiden er i realiteten en sanktion. Hun har imidlertid aldrig fået kritik eller påtaler, men kun ros og anerkendelse, og det gælder også for løsningen af IT-opgaver, jf. herved bl.a. udtalelserne fra de tidligere læger i lægehuset. Varslingen er allerede af den grund uberettiget. Indklagede har anført navnlig, at den varslede nedsættelse af A’s arbejdstid ikke er usaglig. Der er tale om en omstrukturering, der tog udgangspunkt i klinikkens forhold og havde til formål at sikre en bedre og mere stabil sekretariatsbetjening. Det ligger inden for ledelsesretten at træffe de foranstaltninger, der skønnes at være nødvendige med henblik på at sikre en stabil drift. Familielægerne vurderede, at A ikke havde flair for at løse de IT- relaterede opgaver. De tidligere ejeres udtalelser om A er ”forældede” i forhold til arbejdsopgaverne i dag. Familielægerne ønskede at beholde A i klinikken til at varetage patientkontakten i skranken og telefonen. I overensstemmelse hermed angik stillingsopslaget i første omgang kun en sekretærstilling på halv tid. Det var først, efter at A havde afslået at acceptere den varslede stillingsændring, at stillingsopslaget blev ændret til en fuldtidsstilling.
Parternes argumenter. Specialarbejderforbundet i Danmark gjorde gældende, Finansministeriet gjorde gældende,
Parternes argumenter. FPU har overordnet anført navnlig, at der efter overenskomstens § 5, stk. 6, litra a og b, er ret til minimum 157 fridage pr. kalenderår, dvs. i gennemsnit ca. 13 dage pr. måned. Dagene skal ikke fordeles ligeligt i hver måned, men ved opsigelse før kalenderårets udgang bør den ansatte have haft et antal fridage, der forholds- mæssigt svarer til ansættelsesperioden. Har den ansatte ikke haft det, må de resterende fridage afholdes i opsigelsesperioden eller kapitaliseres i form af lønkompensation, for ellers kan den ansatte miste op til en måneds frihed. Det må i den forbindelse indgå, at det er SAS Connect Crew, der ensidigt udlægger de må- nedlige fridage og derfor er nærmest til at bære risikoen for, at der opstår situationer som den foreliggende. Der kan ikke opstå gæld den anden vej, idet den ansatte er berettiget til minimum 157 fridage pr. kalenderår og således gerne må have flere. DI Overenskomst I har overordnet anført navnlig, at overenskomstens § 5, stk. 6, litra a, indebærer, at der tildeles 157 fridage pr. kalenderår for cabin crew på 100 % tjenestegøring. Det kan ikke udledes af bestem- melsen, at der i tilfælde, hvor den ansatte fratræder inden kalenderårets udgang, er ret til en forholdsmæssig andel af disse fridage. Det er derfor FPU, der har bevisbyrden for, at der skal anlægges en sådan forståelse af overenskomsten, og denne bevisbyrde har FPU ikke løftet.
Parternes argumenter. LO har anført, at virksomhedsoverdragelsen af Øksnehallen fra Københavns Kommune til DGI-byen skete den 1. juli 2004. Efter forpagtningsaftalen blev driften og brugsretten til bygningerne overdraget til DGI-byen. Ligeledes forpligtede DGI-byen sig til at følge direktiver fra Københavns Kommune og overtog alt eksisterende personale. Ikrafttræd- elsestidspunktet blev ved samarbejdsaftalen reelt fremrykket til den 1. juli 2004. Ved samarbejdsaftalen blev det praktiske ansvar for driften overtaget af DGI-byen, og her- efter var ansvar, risiko, brugsret og forpligtelser overført til DGI-byen. Medarbejderne var under DGI-byens fulde ansvar fra den 1. juli 2004, selvom det formelle personale- ansvar var hos Københavns Kommune året ud. Kommunen var blot ikke i stand til at stå for driften af Øksnehallen året ud, hvorfor man fremrykkede tidspunktet for overdragel- sen. DGI-byen var således nødt til at overtage driften pr. 1. juli 2004 af hensyn til den videre drift og har efter dette tidspunkt rent faktisk udøvet en arbejdsgivers beføjelser i forhold til de ansatte i Øksnehallen DA har anført, at forpagtningen af Øksnehallen først er overgået til DGI-byen den 1. januar 2005, og at der først på dette tidspunkt har fundet en virksomhedsoverdragelse sted. Det var ikke juridisk muligt at fremrykke tidspunktet for forpagtningen, hvorfor kommunen og DGI-byen for tiden herop til indledte et nært samarbejde. Samarbejdet omfattede alene det praktiske og økonomiske ansvar, men det var først forpagtningen, der overførte selve driften af Øksnehallen til DGI-byen. Personaleansvaret lå ikke kun formelt, men også reelt hos kommunen frem til den 1. januar 2005, idet kommunen selv forestod udbetaling af løn, ansættelse og opsigelse.
Parternes argumenter. Parterne gik imod den konklusion, Kommissionen drog i sin klagepunktsmeddelelse om, at fusionen ville føre til styrkelse af en dominerende stilling på markederne for gasfaseteknologipakker til PE-produktion (eller lavtryksteknologipakker til PE-produktion, se herom nedenfor), og fremførte adskillige argumenter til støtte for deres opfattelse. De vigtigste argumenter er følgende: – markedsandele alene er ikke tilstrækkelige som belæg for dominerende stilling – markedet for PE-teknologipakker er et marked, hvor kontrakterne indgås efter udbud, og hvor alle konkurrenter har samme muligheder for at få den næste teknologileverance – udsvingene i markedsandelene over tid tyder på et konkurrencepræget marked.
Parternes argumenter. Klager, Fagligt Fælles Forbund, har gjort gældende, at det følger af en ordlydsfortolkning, at Overenskomstens § 75, stk. 1.8, er en afgørende bestemmelse vedrørende afskedigelse af tillids- repræsentanter. Denne fortolkning er i overensstemmelse med Hovedaftalens § 8. Overenskom- Indklagede, Dansk Håndværk for Xxxx Xxxxxx- og Snedkerfirma A/S, har gjort gældende, at det følger af faglig voldgiftspraksis, at den generelle bestemmelse om afskedigelse i tilfælde af syg- dom går forud for bestemmelserne om tillidsmandsbeskyttelse, idet der ikke foreligger særlige grunde til at beskytte tillids- og sikkerhedsrepræsentanter med forlænget opsigelsesvarsel i til- fælde af langvarig sygdom, hvor de ikke kan varetage det særlige arbejde, som deres kolleger har valgt dem til. Tillidsmandsbeskyttelsen må antages at sigte på de almindelige situationer, hvor en afskedigelse sker af andre grunde end sygdom. As ansættelsesforhold ophørte efter 4 måneders sygdom automatisk i overensstemmelse med reglen i § 90, stk. 2.5, 2. pkt., idet 4 måneders reglen i sin formulering er objektiv og ubetinget og således ikke fordrer en yderligere konkret vurdering af, om det ville have været rimeligt eller tvingende nødvendigt at afskedige medarbejderen.
Parternes argumenter. Klager har anført navnlig, at Region Sjællands ensidige beslutning om at flytte A og B, således at de mistede deres afskedigelsesbeskyttelse og tillæg for hvervet som henholdsvis arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentantsuppleant, er en væsentlig ændring af deres ansættelsesvilkår. Indklagede har anført navnlig, at A og B ikke er blevet afskediget til fratræden, og deres tillidshverv er ikke bortfaldet under sådanne omstændigheder, at det kan sidestilles med en afskedigelse i rammeaftalens § 17’s forstand. Det ville ikke give mening at spørge, om bortfald af de pågældende hverv i den foreliggende situation er ”begrundet i tvingende årsager”, idet bortfaldet er en ren følgevirkning af en legitim omorganisering af arbejdet på sygehuset, som ikke kræver tvingende årsager. Rammeaftalens § 17 finder således ikke anvendelse i den foreliggende situation.
Parternes argumenter. Klager bestrider, at der mellem virksomheden og akkordholder A er indgået aftale om – i strid med Bygningsoverenskomstens § 33, stk. 4 – at akkorderingssedlerne først skulle kritiseres ved arbejdsopgavens afslutning i forbindelse med akkordopgørelsen. Virksomheden har bevisbyrden for eksistensen af en sådan aftale, og den bevisbyrde er ikke løftet. SMS-‐korrespondancen mellem B og D den 27. april 2017 beviser intet om en aftale. I øvrigt må en sådan aftale kræve organisationernes godkendelse, jf. overenskomstens § 10, og sådan godkendelse foreligger ikke. En aftale som hævdet af indklagede ville endvidere stride mod det overordnede formål med akkord. Indklagede har anført, at akkordarbejdet omfatter de arbejdsopgaver, som er beskrevet i den fremlagte ikke-‐underskrevne akkordaftale. Derimod er der ikke indgået aftale om, at ekstraarbejde skulle udføres på akkord. Derfor er kritik af ekstraarbejdet ikke omfattet af fristen i overenskomstens § 33, stk. 4. Kritikken, som er fremkommet i forbindelse med akkordregnskabet, er derfor ikke fremsat for sent.