Problemstillingen. Der er ikke vedtaget særlige lovregler for aftaler om vejtransport i Danmark, herunder om transportørens ansvar for skade på godset, mens det er i transportørens varetægt. Transportørens ansvar for transportskade vil i disse tilfælde, når intet andet er vedtaget, skulle bedømmes efter en præsumptionsansvarsregel.1 Transportkunden og transportøren kan i transportaftalen vedtage nærmere bestemmelser om ansvarets grundlag og omfang mv., og kontraktvilkår herom er i praksis sædvanligvis vedtaget i kraft af en henvisning til NSAB 2000/2015 eller CMR-reglerne, der i givet fald finder anvendelse.2 Det er imidlertid uafklaret, om der gælder begrænsninger i denne aftalefrihed i tilfælde af skade, der skyldes færdselsuheld, idet færdselsloven bestemmer, at den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet, jf. færdselslovens § 101.3 En grænsedragning mellem skade på det transporterede gods som følge af et færdselsuheld og anden transportskade kan være uklar. Beskadiges godset f.eks. som følge af, at det forskubbes ved en (kraftig) opbremsning, der anses for kørselsmæssigt usædvanlig, kan der foreligge et færdselsuheld i modsætning til tilfælde, hvor skaden beror på utilstrækkelig stuvning/surring i forbindelse med køretøjets almindelige bevægelser. Se nærmere Xxxxx Xxxxxx, Færdselsansvar (2014), s. 50. Usikkerheden knytter sig til spørgsmålet, om færdselsloven skal anses at censurere vilkår i transportaftalen, herunder de bestemmelser, der vedrører ansvarsgrundlaget, principperne for erstatningsudmåling og aftalens bestemmelser om ansvarsbegrænsning. Forholdet mellem transportaftalen og færdselsloven synes i nogen grad at kunne anses som et sammenstød mellem lovregler af deliktsretlig karakter og almindelige obligationsretlige regler om ansvar i kontraktsforhold under omstændigheder, hvor begge regimer kan anses at være anvendelige. I den juridiske litteratur er spørgsmålet drøftet af få forfattere,4 og det er af nogle gjort gældende, at færdselsloven er til hinder for, at der vedtages kontraktsbestemmelser som de nævnte om ansvarsbegrænsning mv. I forsikringspraksis synes spørgsmålet at blive bedømt forskelligt afhængigt af det pågældende forsikringsselskabs nærmere tilrettelæggelse af sin skadebehandling, herunder om skaden er henført til behandling som en motoransvarsforsikringsskade eller er anlagt som en fragtføreransv...
Problemstillingen. Fremvæksten af lokale aftalesystemer Lokalaftalers placering inden den kollektive arbejdsret
Problemstillingen. Parterne er enige om, at opsigelsesbestemmelsen i § 2-lokalaftalen mellem Menzies Aviation (Denmark) A/S og Klub Menzies om ar- bejdstidens længde og placering skal overholde de betingelser for op- sigelse af lokalaftaler, der fremgår af § 8, stk. 2, litra a, i Industriens Overenskomst. Sagen angår, om opsigelsesbestemmelsen i § 2-lokalaftalen er inden for rammerne af overenskomstens § 8 a, stk. 2, litra, og hvilken rets- virkning det har, hvis det ikke er tilfældet.
Problemstillingen. Sagen angår forståelsen af det pensionsprotokollat, som er aftalt mellem Dansk Byggeri og 3F. Hovedspørgsmålet er, om en polsk virksomheds lovpligtige pensionsbidrag for medarbejdere udstationeret i Danmark til det polske socialsikringsinstitut ZUS skal anses som bidrag til en supplerende pensionsordning i pensionsprotokollatets forstand. Der er i den forbindelse spørgsmål om, hvorvidt krav om betaling af bidrag til overenskomstparternes arbejdsmarkedspensionsordning for udstationerede medarbejdere til en polsk arbejdsgiver, som er forpligtet til i Polen at indbetale pensionsbidrag for medarbejderne til ZUS, indebærer et EU-stridigt krav om dobbeltbetaling.
Problemstillingen. Tvisten angår forståelsen af § 5, stk. 9, i overenskomst (2021-2025) mellem SAS Connect Crew Services A/S og Flyvebranchens Personale Union. Spørgsmålet er, på hvilke vilkår kabineansatte (cabin crew), som er fuldtidsansatte på variabelt fridagssystem, kan overgå til fast fridagssystem.
Problemstillingen. Købelovens hovedregel er, at risikoen for salgsgenstanden går over fra sælger til køber ved leveringen, jf. KBL § 17, stk. 1. Risikoen går dog over på købe- ren, allerede inden leveringen har fundet sted, i tilfælde af fordringshavermo- ra, i visse afhentningskøb og – naturligvis – hvor parterne har eller må anses at have truffet særlig aftale herom, jf. KBL §§ 37 og 17, stk. 2.50 Skillelinjen mellem genus- og specieskøb beror på beskrivelsen i kontrakten af salgsgen- standen. Specieskøb angår bestemte ting, og det kan derfor normalt konstate- res, om ødelagte eller beskadigede ting er eller ikke er den solgte genstand. Genuskøb angår en vis mængde af en art af ting, og det er derfor kun muligt at konstatere, om ødelagte eller beskadigede ting hører til den art af ting, som købet angår. I genuskøb kan risikoen derfor kun lægges på køberen, dersom de forulykkede varer før uheldet var øremærket til opfyldelse af kontrakten med køberen, jf. herved ordene i KBL § 37 in fine »dog ikke forinden be- stemte genstande er udskilte for ham«. Det er et nødvendigt led i debitors opfyldelse af en genusforpligtelse, at der udvælges og leveres det aftalte kvantum af arten. Opfyldelsen af genus- forpligtelser forudsætter med nødvendighed en udvælgelse eller en udskillelse af et egnet parti og dermed en øremærkning eller individualisering af dette parti som den ydelse, der er bestemt til opfyldelse af kontrakten. En genusde- bitor kan ikke i almindelighed ved på egen hånd at udskille og øremærke genstande som bestemt for kreditor ændre (begrænse) sin forpligtelse til nu 50. Jf. ovenfor i afsnit 2.2.2. kun at angå den udvalgte ydelse. Debitor kan heller ikke ved at give kreditor meddelelse om, at debitor nu har foretaget en sådan individualisering af en egnet ydelse, ændre sin forpligtelse fra en genusforpligtelse til en speciesfor- pligtelse. Tidspunktet for risikoovergangen rykkes i almindelighed ikke her- ved frem, og debitor forbliver undergivet de strengere ansvarsregler om ge- nusdebitorer, i løsørekøb reglerne i KBL §§ 24 og 43. Der kan dog efter omstændighederne ske en koncentration af en genus- debitors forpligtelse på et tidligere tidspunkt end ved leveringen af en bestemt ydelse til opfyldelse af forpligtelsen, således at forpligtelsen nu alene angår (er koncentreret eller konkretiseret til) denne ydelse. Interessen samler sig om, – hvorvidt en foretagen individualisering er bindende for debitor, således at debitor er uberettiget til at ophæve individualiseringen ...