Opmandens begrundelse og resultat. Indledningsvist bemærkes, at fortolkningstvisten i denne sag efter det oplyste er rejst, før overens- komstparterne fremsatte deres krav til overenskomst 2021. Jeg finder på denne baggrund ikke grund- lag for at antage, at tvisten i denne sag er udtryk for en interessetvist. Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) fremsatte ved forhandlingerne om overenskomsten 2018 (OK18) krav om forbedrede vilkår for lærlinge, elever og praktikanter bl.a. med henvisning til, at elevlønningerne på statens område var betydeligt lavere end på det offentlige område. Modernise- ringsstyrelsen var positivt indstillet over for kravet, og der blev under forhandlingerne afsat en ramme på 15,2 mio. kr. til kravet. Efter den hidtidige overenskomst havde statens elever på erhvervsuddannelserne samme basisløn un- der hele uddannelsen. Ved aflønningen af erhvervsuddannelseselever på det private område opererede man med 4 trin. Som noget nyt på statens område blev det drøftet at indføre trinvise lønstigninger for elever. Som et led i forhandlingerne foretog parterne i fællesskab beregninger over forslagene til lønforbed- ringer for elever. I forbindelse hermed blev der udfærdiget en oversigt over månedlige lønforbedrin- ger fordelt på organisationer og medarbejdergrupper. Som det fremgår af teksten til CFU-forligets punkt 3 om lønforbedringer for elever, lærlinge og praktikanter, havde parterne gennemgået denne oversigt. Da overenskomstparterne efterfølgende måtte konstatere, at oversigten var mangelfuld, aftalte par- terne efter et forhandlingsforløb en revidering af oversigten. Resultat af forhandlingsforløbet blev herefter indarbejdet i de enkelte organisationsaftaler. Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at CFU under de indledende forhandlinger rejste spørgsmål om dels størrelsen af elevlønnen, dels om betydningen af lønanciennitet/merit for, hvorledes elevens indplacering på løntrin skulle ske. Bestemmelsen i § 9 i Organisationsaftalen for landbrugselever, gartnere, gartnerimedarbejdere og forsøgsmedarbejdere om elever indførte som noget nyt 3 ”uddannelsestrin” med trinvise lønstignin- ger. Begrebet uddannelsestrin er ikke nævnt i de beregninger, der indgår i oversigten over elevlønforbed- ringerne til CFU-forliget. Her er betegnelsen alene ”trin” 1-4, hvor trin 3 og 4 giver samme løn til statens elever, selv om elever på det private område får en lønstigning fra trin 3 til trin 4. Begrundelsen herfor var, at statens elever i henhold til overenskomstforli...
Opmandens begrundelse og resultat. Tillidsrepræsentantaftalen definerer ikke selv sit anvendelsesområde, og det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at spørgsmålet om aftalens dækningsområde ikke har været særskilt drøftet mellem parterne. Ifølge klageren er der ikke noget i vejen for, at aftalen også kan omfatte de af klagers med- lemmer, som ikke i øvrigt er dækket af de overenskomster, som parterne har indgået, da klager – i modsætning til indklagede – ikke anser ”den gule bog” for at udgøre et aftalekompleks, som kan defineres som én overenskomst. Klager finder endvidere, at det må følge af aftalens ordlyd, at klager skal have medhold, da § 3, stk. 7, beskriver den beskyttede personkreds som ”et medlem eller enkelte medlemmer af Forsikringsforbundet”, hvilket må forstås som alle forbundets medlemmer. Det er opmandens opfattelse, at det er det almindelige udgangspunkt, at tillidsmandsreglerne kun gælder, hvis den pågældende er omfattet af en overenskomst med positive regler herom, og at fraværet af en almen ret for lønmodtagere til at vælge en tillidsrepræsentant betyder, at lønmodtagere uden overenskomstdækning ikke har et retskrav på at vælge en tillidsrepræsentant, jf. Xxxx Xxxxxxxxxxx, ”Den Kollektive Arbejdsret”, 4. udgave, s. 403. Hvis den beskyttede personkreds ifølge den mellem parterne indgåede tillidsrepræsentantaftale også skulle omfatte de af klagers medlemmer, som ikke i øvrigt er dækket af de overenskomster, som parterne har indgået, ville det få som konsekvens, at alle Forsikringsforbundets medlemmer uanset overenskomstdækning ville blive omfattet af tillidsrepræ- sentantaftalens § 4 om valg og valgbarhed af tillidsrepræsentanter. Det har imidlertid klart formod- ningen imod sig, at der skulle have været en fælles forståelse mellem parterne herom, og klager har ikke løftet sin bevisbyrde for, at dette skulle have været tilfældet. Dertil kommer, at det oplyste vedrørende parternes forhandlingspraksis samt fremtrædelsesformen af ”den gule bog” støtter indklagedes standpunkt, hvorefter tillidsrepræsentantaftalen må anses for en integreret del af ”Overenskomst 2020 Forsikringsområdet”. Det følger af det anførte, at indklagedes påstand om frifindelse således skal tages til følge. Parterne var enige om at tage denne tilkendegivelse til efterretning med samme virkning som en ken- delse i sagen. Der var endvidere enighed om, at hver part bærer egne omkostninger ved sagens be- handling og halvdelen af udgiften til opmanden. Sagen sluttet. København, den 28. maj 2022
Opmandens begrundelse og resultat. Efter bevisførelsen i form af forklaringer, Xxxxxxx Xxxxxxxxxx og Xxxxx Xxxxx’ opgørelse af hver deres faktiske arbejdstid under ansættelsen samt indholdet af de samtaler, hvorfra der er fremlagt lydfiler under sagen, findes det ubetænkeligt at anses det for godtgjort, at medarbejderne i hvert fald alt overvejende har haft det betydelige antal ugentlige arbejdstimer, som klager har baseret sin opgørelse på, at medarbejderne alene har fået udbetalt en timeløn som forklaret af Xxxxxxx Xxxx- xxxxxx og Xxxxx Xxxxx, og at der ikke er sket betaling for overtid. Som sagen foreligger oplyst, kan de fremlagte aftaler om varierende ugentlig arbejdstid endvidere ikke tillægges betydning. Det findes hermed godtgjort, at virksomheden som anført af klager har gjort sig skyldig i en grov, bevidst og systematisk tilsidesættelse af overenskomsten. Allerede fordi aftalen af 14. december 2011 alene findes at angå forholdene på den da omhandlede arbejdsplads, afskærer aftalen ikke i sig selv klager fra som sket at gøre efterbetalingskrav gælden- de forud for dette tidspunkt. I øvrigt bemærkes, at det nu godtgjorte om virksomhedens grove, be- vidste og systematiske tilsidesættelse af overenskomsten findes at medføre, at forbundets eventu- elle afkald på yderligere krav i forbindelse med indgåelsen af tiltrædelsesoverenskomsten ikke er bindende for forbundet. For så vidt angår størrelsen af klagers efterbetalingskrav bemærkes, at der kan være usikkerhed for- bundet med arbejdstimeopgørelserne for de øvrige medarbejdere som følge af, at klager ved sin opgørelse af kravet alene har baseret sig på oplysningerne om Xxxxxxx Xxxxxxxxxx og Xxxxx Xxxxx’ arbejdsforhold. Navnlig må det herved tages i betragtning, at denne usikkerhed ikke bliver mindre af, at efterbetalingskravet for en stor del af medarbejdernes vedkommende rækker helt tilbage til 2009, ligesom der ikke kan bortses fra, at medarbejdere under deres ansættelse kan have opholdt sig hjemme i Polen i et noget større omfang, end Xxxxxxx Xxxxxxxxxx og Xxxxx Xxxxx har gjort det. Klager må slevsagt bære risikoen for denne usikkerhed, og der må derfor foretages en ikke uvæ- sentlig skønsmæssig reduktion af klagers krav. Endvidere findes det ved den fremlagte erklæring fra Xxxxxxxxxxxxxxx-xx.xx ApS godtgjort, at i hvert fald denne underentreprenør har haft ansat nogle af de polske bygningsarbejdere, som klager har medtaget i opgørelsen af efterbetalingskravet. På denne baggrund findes klagers påståede efterbetalingskrav skønsmæssig...
Opmandens begrundelse og resultat. Parterne er enige om, at de ikke i forbindelse med udvidelsen af serviceassistent- overenskomsten drøftede spørgsmålet om tidsbegrænsede ansættelser eller vi- karansættelser. Efter forklaringerne var udvidelsen fra regionernes side begrun- det i et ønske om øget fleksibilitet, og de begrænsninger i udvidelsen, der følger af § 1, stk. 4, og protokollat 1, var begrundet i et ønske om at sikre, at de ufaglærte serviceassistenter blev sikret et uddannelsestilbud. § 23 i overenskomsten forudsætter efter sin ordlyd, at der kan ske tidsbegrænset ansættelse også af ufaglærte, og protokollat 1 tager højde for, at der kan være tale om flere ansættelser i samme region, som tilsammen kan give adgang til et tilbud om uddannelse. Efter forklaringerne fra E og B må det lægges til grund, at det i en årrække både før og efter udvidelsen af serviceassistentoverenskomsten i 2015 har været sædvanligt at ansætte ufaglærte serviceassistenter i tidsbegrænsende stillinger i hvert fald som sommerferievikarer og det har formodningen imod sig, at man med ændringen af overenskomsten har tilsigtet at forhindre sådanne an- sættelser. På den anførte baggrund finder jeg, at bestemmelserne i serviceoverenskomsten ikke er til hinder for, at ufaglærte ansættes i tidsbegrænsede stillinger eller som vikarer. RLTN for Region Midtjylland og Region Sjælland frifindes derfor. Regionernes Lønnings- og Takstnævn for Region Sjælland og Region Midtjylland frifindes. Hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens hono- rar. København, den 5. september 2022
Opmandens begrundelse og resultat. Klagers principale påstande vedrører et fortolkningsspørgsmål om indholdet af mæglings- forslaget af 21. marts 2014, pkt. C.1.1, hvorefter forhandlinger på den enkelte virksomhed om lønændringer højst kan ske én gang pr. overenskomstår. Dette fortolkningsspørgsmål er om- fattet af den faglige voldgiftsrets kompetence, jf. arbejdsretslovens § 21. Der kan derfor ikke gives indklagede medhold i afvisningspåstanden. Dette punkt i mæglingsforslaget kan imid- lertid ikke forstås således, at der består pligt til at forhøje priserne i Rørprislisten og Lands- priskuranten med gennemsnittet af stigningerne på de øvrige priskuranter. Opmanden frifinder derfor indklagede for klagers principale påstand. Klagers subsidiære påstande, hvorefter ”indklagede tilpligtes at indgå i realitetsforhandlinger om hvilken stigning, der skal tillægges priserne i Rørprislisten og Landspriskuranten for blik- kenslagerarbejde for 2014, 2015 og 2016” vedrører ikke fortolkningsspørgsmål, men rejser spørgsmål om, hvorvidt indklagede har opfyldt sin forhandlingsforpligtelse efter mæglings- forslaget eller ej. Et sådant spørgsmål falder uden for den faglige voldgiftsrets kompetence, jf. arbejdsretslovens § 21. Tilkendegivelsen af 6. oktober 2014 i sag FV2014.0103 vedrører ikke en sådan forhandlingssituation, men derimod forhandlinger, og om fornødent faglig voldgift, til fortolkning/udfyldning af en vag og elastisk bestemmelse. Denne faglige voldgiftsret har således ikke kompetence til at påkende disse påstande, hvorfor disse afvises. Indklagede frifindes for klagers principale påstand. Klagers subsidiære påstand afvises. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til op- manden. København, den 24. september 2015.
Opmandens begrundelse og resultat. Tillægget, som kontorbetjente, der virker som chauffører for ministre og visse styrelseschefer, modtager i henhold til § 5 i Cirkulære af 5. april 2019 om organisationsaftale for vagtfunktionærer i staten mv., ydes efter ordlyden ” som godtgørelse for, at de pågældende ikke er omfattet af arbejdstidsreglerne for statens tjenestemænd”. Der er ikke i ordlyden nogen henvisning til, at tillægget er begrænset til kun at omfatte fravigelse af arbejdstidsreglerne for så vidt angår kørselsarbejde. § 5 henviser til aftale af 27. september 1982 (mellem finansministeren og Statstjenestemændenes Centralorganisation I). Der foreligger ikke oplysninger om forarbejder til aftalen af 27. september 1982, eller om drøftelser i forbindelse med denne aftales indgåelse. Efter bevisførelsen lægger jeg til grund, at det ikke er ualmindeligt, at ministerchauffører – ud over selve kørslen – tillige har visse opgaver af administrativ eller driftsmæssig karakter. Jeg finder efter ordlyden af § 5 sammenholdt med ordlyden af § 3 i aftalen af 27. september 1982, at § 5 mest naturligt må forstås således, at tillægget kompenserer for, at arbejdstidsreglerne er fraveget for så vidt angår de arbejdsopgaver, som er omfattet af ministerchaufførens ansættelsesvilkår. Heroverfor finder jeg, at klager ikke har godtgjort, at tillægget er begrænset til kun at omfatte kørselsarbejde. På den anførte baggrund tager jeg derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for Økonomistyrelsen frifindes. Hver part bærer egne omkostninger og betaler halvdelen af udgiften til opmand. Den 8. oktober 2021
Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår alene spørgsmålet om, hvorvidt Xxxx & Xxxxxxxxx i de to omhandlede tilfælde skal anses for at have omgået VVS-overenskomsten. For så vidt angår klagers påstand 1 vedrørende de medarbejdere fra firmaet Kinetics, som i en periode arbejdede på Biogen-byggeriet i Hillerød, drejer det sig nærmere om, hvorvidt Kemp & Lauritzen har omgået pligten ifølge VVS-overenskomstens punkt 1 og punkt 2, stk. 6, til at sikre, at vilkårene for ansatte udenlandske medarbejdere, der udfører overenskomstdækket arbejde, er i overensstemmelse med overenskomsten. For så vidt angår klagers påstand 2 vedrørende de selvstændige enkeltmandsvirksomheder MH Smeden og ABS Montage, som ligeledes i en periode arbejdede på Biogen-byggeriet i Hillerød, drejer det sig nærmere om, hvorvidt Xxxx & Lauritzen har omgået overenskomsten ved, at de to enkeltmandsvirksomheder i strid med arbejdsretlig og fagretlig praksis har udført arbejdet i et lønmodtagerlignende ansættelsesforhold og ikke i et reelt forretningsforhold mellem Kemp & Lauritzen og de to selvstændige virksomheder, jf. bilag 9 til VVS-overenskomsten.
Opmandens begrundelse og resultat. Der er i rammeaftalens § 18, stk. 6, henvist til, at godtgørelse ved en tillidsmands uberettigede afskedigelse skal ydes efter de regler herom, som måtte være indeholdt i den overenskomst, som den beskyttede medarbejder er omfattet af. Efter § 18, stk. 11, i denne overenskomst er det maksimale godtgørelsesniveau fastsat til sædvanlig løn for en periode svarende til det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for den ansatte. Den ændring af rammeaftalens § 18, stk. 4, som blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2008, indebar en ændring af principperne for, hvorledes en tillidsrepræsentants normale opsigelsesvarsel beregnes. Denne ændring måtte dermed nødvendigvis få konsekvenser for beregningen af det maksimale godtgørelsesniveau ved uberettiget afsked. Det kan endvidere ikke kritiseres, at KTO uden videre er gået ud fra, at også KL havde gjort sig denne refleksvirkning klar. KTO har på denne baggrund været berettiget til at lægge til grund, at det var en afledet følge af det indgåede forlig, at det fik de nævnte afledede konsekvenser. At parterne i 1999 ved indgåelsen af forlig vedrørende beregningen af godtgørelsesniveauets maksimale størrelse forudsatte, at det maksimale niveau normalt ikke ville komme op over 12 måneders løn, kan ikke føre til et andet resultat. Opmanden tilkendegav på denne baggrund, at en eventuel kendelse vil falde ud til fordel for den af KTO nedlagte påstand. Parterne tog denne tilkendegivelse til efterretning og var enige om, at sagen afsluttes ved, at tilkendegivelsen dem imellem tillægges virkning som en kendelse, og at hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden. København, den 22. september 2010
Opmandens begrundelse og resultat. 1. Arbejdsgiverens forpligtelser efter § 9, stk. 8
Opmandens begrundelse og resultat. Efter voteringen kunne der ikke blandt de af parterne udpegede medlemmer af voldgiftsretten opnås flertal for en afgørelse, der derfor skulle træffes af opmanden. Denne tilkendegav derpå straks føl- gende: