Common use of Samspil Clause in Contracts

Samspil. Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sund- hedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive og sammenhængende pati- entforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behand- lingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patien- terne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Regioner og kommuner skal samarbejde med almen praksis om at un- derstøtte udviklingen af almen praksis i tæt sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Dette kan blandt andet ske i regi af praksisplanerne. Det skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det spe- cialiserede regionale sygehusvæsen, det kommunale sundhedsvæsen og den øvrige praksissektor. Da de fleste behandlingsforløb starter i almen praksis, er det væsentligt, at alle aktører tager gensidige hensyn, når der foretages planlægning i forhold til sammenhængende patientforløb, herunder forløbsprogrammer. Formålet er, at de praktiserende læger kan bidrage til fastlæggelsen af deres egen rolle i samarbejdet og arbejdsdelingen og sikre, at der fast- lægges procedurer, som er afstemte med arbejdsgangen i almen praksis, og med de myndigheder der agerer på vegne af borgere, der ikke selv kan henvende sig eller komme i kontakt med lægen. Som en basal del af sektorens funktion indgår almen praksis i et forplig- tende samarbejde og arbejdsdeling i forhold til sygehusvæsenet, den øv- rige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Dette gælder bå- de samarbejdet med myndighederne om planlægning, administration mv. og samarbejdet om patientforløb. Det er en gensidig forpligtelse, der også stiller krav til det øvrige sundhedsvæsen. Almen praksis følger retningslinjer og aftaler mv. om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, som forudsættes varetaget af almen praksis i medfør af det centrale aftalekompleks, praksisplanerne og underliggende aftaler i medfør af praksisplanerne, når almen praksis samarbejder med det omgivende sundhedsvæsen om enkeltpatienter og patientgrupper. Fx i forhold til pakkeforløb for kræft- eller hjertepatienter, retningslinjer for ambulant udredning i sygehusvæsenet, forløbspro- grammer for kronisk sygdom og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen. Samspillet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen er styr- ket, bl.a. ved at der er nedsat kommunalt-lægelige udvalg i alle kommu- ner. Udvalgene sætter rammen for dialog og initiativer om de lokale sundhedsmæssige problemstillinger, som vedrører kommunerne og læ- gerne. Samtidig sker der en målrettet brug af dialogbaserede redskaber, bl.a. i forhold til praksiskonsulentordningerne, med henblik på at understøtte samarbejdet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen og styrke implementering af de centralt og decentralt aftalte tiltag. Det er af- gørende, at praksiskonsulentens opgaver, ansvar og rolle er konkret be- skrevet. Dialogen om hvilke rammer og redskaber regioner og kommuner kan stil- le til rådighed for at understøtte almen praksis i samarbejdet med det øv- rige sundhedsvæsen finder blandt andet sted i praksisplanudvalgene. Redskaberne er bl.a. let tilgængelige og overskuelig information om pla- cering af de enkelte specialer på sygehusene, adgangen til patientvejle- dere, oversigter over henvisningsmuligheder i sygehusvæsenet samt kommunale sundhedstilbud. Det er hensigtsmæssigt, at almen praksis er i stand til at færdigudrede og færdigbehandle så mange patienter som muligt. I nogle tilfælde har almen praksis behov for sundhedsfaglig specialistrådgivning, før der kan foreta- ges en endelig udredning. For at optimere patientbehandlingen i almen praksis frem for at viderehenvise til sygehusbehandling, kan der derfor være behov for sparring og supervision med sygehuslæger. Det kan f.eks. være i form af telefonisk kontakt, mailsparring og telekonference. Et andet redskab kan være, at almen praksis får mulighed for rekvisition af diagnostiske undersøgelser. Det giver almen praksis mulighed for at færdigudrede patienten i stedet for at henvise patienten til udredning på sygehuset. For de enkelte diagnostiske undersøgelser skal der aftales regionale kriterier for, hvilke og hvornår de kan rekvireres af almen prak- sis. Der er samtidig en gensidig forpligtelse til i relevante tilfælde at sørge for hurtig og fyldestgørende kommunikation mellem de relevante parter i sundhedsvæsenet. Regioner og kommuner sørger f.eks. for hurtig, kort og relevant oriente- ring af den praktiserende læge, når patienterne har været i kontakt med sygehusvæsenet eller kommunale sundhedstilbud, og de praktiserende læger sørger for hurtig og fyldestgørende orientering i relevante tilfælde, når borgerne har været tilset af en læge. Også på andre områder er det vigtigt, at aktørerne i sundhedsvæsenet (sygehusene, almen praksis og kommunerne) udfylder deres rolle, f.eks. i forhold til dosisdispensering.

Samspil. Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sund- hedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive og sammenhængende pati- entforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behand- lingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patien- terne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Regioner og kommuner skal samarbejde med almen praksis om at un- derstøtte udviklingen af almen praksis i tæt sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Dette kan blandt andet ske i regi af praksisplanerne. Det skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det spe- cialiserede regionale sygehusvæsen, det kommunale sundhedsvæsen og den øvrige praksissektor. Da de fleste behandlingsforløb starter i almen praksis, er det væsentligt, at alle aktører tager gensidige hensyn, når der foretages planlægning i forhold til sammenhængende patientforløb, herunder forløbsprogrammer. Formålet er, at de praktiserende læger kan bidrage til fastlæggelsen af deres egen rolle i samarbejdet og arbejdsdelingen og sikre, at der fast- lægges procedurer, som er afstemte med arbejdsgangen i almen praksis, praksis og med de myndigheder der agerer på vegne af borgere, der ikke selv kan henvende sig eller komme i kontakt med lægen. Som en basal del af sektorens funktion indgår almen praksis i et forplig- tende samarbejde og arbejdsdeling i forhold til sygehusvæsenet, den øv- rige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Dette gælder bå- de samarbejdet med myndighederne om planlægning, administration mv. og samarbejdet om patientforløb. Det er en gensidig forpligtelse, der også stiller krav til det øvrige sundhedsvæsen. Almen praksis følger retningslinjer og aftaler mv. om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, som forudsættes varetaget af almen praksis i medfør af det centrale aftalekompleks, praksisplanerne og underliggende aftaler i medfør af praksisplanerne, når almen praksis samarbejder med det omgivende sundhedsvæsen om enkeltpatienter og patientgrupper. Fx i forhold til pakkeforløb for kræft- eller hjertepatienter, retningslinjer for ambulant udredning i sygehusvæsenet, forløbspro- grammer for kronisk sygdom og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen. regionen Samspillet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen er styr- ket, bl.a. ved at der er nedsat kommunalt-–lægelige udvalg i alle kommu- ner. Udvalgene sætter rammen for dialog og initiativer om de lokale sundhedsmæssige problemstillinger, som vedrører kommunerne og læ- gerne. Samtidig sker der en målrettet brug af dialogbaserede redskaber, bl.a. i forhold til praksiskonsulentordningerne, med henblik på at understøtte samarbejdet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen og styrke implementering af de centralt og decentralt aftalte tiltag. Det er af- gørende, at praksiskonsulentens opgaver, ansvar og rolle er konkret be- skrevet. Dialogen om hvilke rammer og redskaber regioner og kommuner kan stil- le til rådighed for at understøtte almen praksis i samarbejdet med det øv- rige sundhedsvæsen finder blandt andet sted i praksisplanudvalgene. Redskaberne er bl.a. let tilgængelige lettilgængelige og overskuelig information om pla- cering place- ring af de enkelte specialer på sygehusene, adgangen til patientvejle- derepatientvejledere, oversigter over henvisningsmuligheder i sygehusvæsenet samt kommunale kommu- nale sundhedstilbud. Det er hensigtsmæssigt, at almen praksis er i stand til at færdigudrede og færdigbehandle så mange patienter som muligt. I nogle tilfælde har almen praksis behov for sundhedsfaglig specialistrådgivning, før der kan foreta- ges en endelig udredning. For at optimere patientbehandlingen i almen praksis frem for at viderehenvise til sygehusbehandling, kan der derfor være behov for sparring og supervision med sygehuslæger. Det kan f.eks. være i form af telefonisk kontakt, mailsparring og telekonference. Et andet redskab kan være, at almen praksis får mulighed for rekvisition af diagnostiske undersøgelser. Det giver almen praksis mulighed for at færdigudrede patienten i stedet for at henvise patienten til udredning på sygehuset. For de enkelte diagnostiske undersøgelser skal der aftales regionale kriterier for, hvilke og hvornår de kan rekvireres af almen prak- sis. Der er samtidig en gensidig forpligtelse til i relevante tilfælde at sørge for hurtig og fyldestgørende kommunikation mellem de relevante parter i sundhedsvæsenet. Regioner og kommuner sørger f.eks. fx for hurtig, kort og relevant oriente- ring orientering af den praktiserende læge, når patienterne har været i kontakt med sygehusvæsenet syge- husvæsenet eller kommunale sundhedstilbud, og de praktiserende læger sørger for hurtig og fyldestgørende orientering i relevante tilfælde, når borgerne har været tilset af en læge. Også på andre områder er det vigtigt, at aktørerne i sundhedsvæsenet (sygehusene, almen praksis og kommunerne) udfylder deres rolle, f.eks. fx i forhold til dosisdispensering.

Samspil. Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sund- hedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive og sammenhængende pati- entforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behand- lingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patien- terne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Regioner og kommuner Regionerne skal samarbejde med almen praksis om at un- derstøtte udviklingen understøtte udvik- lingen af almen praksis i tæt sammenhæng med det øvrige regionale sundhedsvæsen. Dette kan blandt andet ske i regi af praksisplanerne. Det skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det spe- cialiserede regionale sygehusvæsen, den øvrige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen og den øvrige praksissektorsundhedsvæsen. Da de fleste behandlingsforløb starter i almen praksis, er det væsentligt, at alle aktører tager gensidige hensynet væsentligt hensyn til almen praksis’ rolle, når der foretages planlægning i forhold til sammenhængende patientforløb, herunder her- under forløbsprogrammer. Formålet er, at de praktiserende læger lægerne kan bidrage til fastlæggelsen fast- læggelsen af deres egen rolle i samarbejdet og arbejdsdelingen og sikre, at der fast- lægges fastlægges procedurer, som er afstemte med arbejdsgangen i almen al- men praksis, og med de myndigheder der agerer på vegne af borgere, der ikke selv kan henvende sig eller komme i kontakt med lægen. Som en basal del af sektorens funktion indgår almen praksis i et forplig- tende samarbejde og arbejdsdeling i forhold til sygehusvæsenet, den øv- rige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Dette gælder bå- de samarbejdet med myndighederne om planlægning, administration mv. og samarbejdet om patientforløb. Det er en gensidig forpligtelse, der også stiller krav til det øvrige sundhedsvæsen. Almen praksis følger retningslinjer og aftaler mv. om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, som forudsættes varetaget af almen praksis i medfør af det centrale aftalekompleks, praksisplanerne og underliggende aftaler i medfør af praksisplanerne, når almen praksis prak- sis samarbejder med det omgivende sundhedsvæsen om enkeltpatienter og patientgrupper. Fx i forhold til pakkeforløb for kræft- eller hjertepatienterhjertepatien- ter, retningslinjer for ambulant udredning i sygehusvæsenet, forløbspro- grammer for kronisk sygdom og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen. Der kan være behov for lokale aftaler med almen praksis om udmøntning af sådanne retningslinjer og aftaler, der fastlægger almen praksis’ ar- bejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, og disse af- taler er individuelt forpligtende for de praktiserende læger i området. Såfremt der er tale om opgaver, som ikke kan forudsættes varetaget i medfør af det centrale aftalekompleks, indgås der en yderligere supple- rende aftale om særlig honorering. Samspillet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen er styr- ketstyrkes, bl.a. ved at der er nedsat nedsættes kommunalt-–lægelige udvalg i alle kommu- nerkommuner. Udvalgene sætter rammen for dialog og initiativer om de lokale sundhedsmæssige problemstillinger, som vedrører kommunerne og læ- gerne. Samtidig sker der en målrettet brug af dialogbaserede redskaber, bl.a. i forhold til praksiskonsulentordningerne, med henblik på at understøtte samarbejdet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen og styrke implementering af de centralt og decentralt aftalte tiltag. Det er af- gørende, at praksiskonsulentens opgaver, ansvar Regioner og rolle er konkret be- skrevet. Dialogen om hvilke kommuner vil stille de nødvendige rammer og redskaber regioner og kommuner kan stil- le til rådighed for at understøtte almen praksis i samarbejdet med det øv- rige sundhedsvæsen finder blandt andet sted i praksisplanudvalgeneøvrige sundhedsvæsen. Redskaberne er bl.a. let tilgængelige lettilgængelige og overskuelig information om pla- cering af de enkelte specialer på sygehusene, adgangen til patientvejle- dere, opdaterede oversigter over henvisningsmuligheder i sygehusvæsenet samt kommunale og til de kom- munale sundhedstilbud. Det er hensigtsmæssigt, at almen praksis er Sygehuse og praktiserende speciallæger vil i stand vi- dere omfang end det sker i dag også stille rammer og ekspertise til at færdigudrede og færdigbehandle så mange patienter som muligt. I nogle tilfælde har almen praksis behov rådig- hed for sundhedsfaglig specialistrådgivning, før der kan foreta- ges en endelig udredning. For at optimere patientbehandlingen i almen praksis frem for at viderehenvise til sygehusbehandling, kan der derfor være behov for sparring og supervision med sygehuslægerpraktiserende læger. Det kan f.eksgælder bl.a. være i form af telefonisk kontakt, mailsparring og telekonferenceadgang til specialistrådgiv- ning. Et andet redskab kan være, at almen praksis får mulighed for rekvisition af diagnostiske undersøgelser. Det giver almen praksis mulighed for at færdigudrede patienten i stedet for at henvise patienten til udredning på sygehuset. For de enkelte diagnostiske undersøgelser Endvidere skal der aftales regionale kriterier for, hvilke og hvornår de kan rekvireres af almen prak- sisi relevante tilfælde være direkte adgang til diag- nostiske faciliteter. Der er samtidig en gensidig forpligtelse til i relevante tilfælde at sørge for hurtig og fyldestgørende kommunikation mellem de relevante parter i sundhedsvæsenet. Regioner og kommuner sørger f.eks. fx for hurtig, kort og relevant oriente- ring orientering af den praktiserende læge, når patienterne har været i kontakt med sygehusvæsenet syge- husvæsenet eller kommunale sundhedstilbud, sundhedstilbud og de praktiserende læger sørger for hurtig og fyldestgørende orientering i relevante tilfælde, når borgerne borgere har været tilset af en læge. Også på andre områder er det vigtigt, at aktørerne i sundhedsvæsenet (sygehusene, almen praksis og kommunerne) udfylder deres rolle, f.eks. fx i forhold til dosisdispensering.

Samspil. Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sund- hedsvæsensundhedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive og sammenhængende pati- entforløbpa- tientforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behand- lingen behandlingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patien- ternepatienterne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Regioner og kommuner skal samarbejde med almen praksis om at un- derstøtte udviklingen understøtte udvik- lingen af almen praksis i tæt sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Dette kan blandt andet ske i regi af praksisplanerne. Det skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det spe- cialiserede specialiserede regionale sygehusvæsen, det kommunale sundhedsvæsen og den øvrige praksissektor. Da de fleste behandlingsforløb starter i almen praksis, er det væsentligt, at alle aktører aktø- rer tager gensidige hensyn, når der foretages planlægning i forhold til sammenhængende patientforløb, herunder forløbsprogrammer. Formålet er, at de praktiserende læger kan bidrage til fastlæggelsen af deres egen rolle i samarbejdet og arbejdsdelingen og sikre, at der fast- lægges fastlægges procedurer, som er afstemte med arbejdsgangen i almen praksis, og med de myndigheder der agerer på vegne af borgere, der ikke selv kan henvende sig eller komme i kontakt med lægen. Som en basal del af sektorens funktion indgår almen praksis i et forplig- tende samarbejde forpligtende samar- bejde og arbejdsdeling i forhold til sygehusvæsenetsygehus- væsenet, den øv- rige øvrige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Dette gælder bå- de både samarbejdet med myndighederne om planlægning, administration mv. og samarbejdet samar- bejdet om patientforløb. Det er en gensidig forpligtelse, der også stiller krav til det øvrige sundhedsvæsen. Almen praksis følger retningslinjer og aftaler mv. om arbejdsdeling og samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, som forudsættes forud- sættes varetaget af almen praksis i medfør af det centrale aftalekompleks, praksisplanerne og underliggende aftaler i medfør af praksisplanerneprak- sisplanerne, når almen praksis samarbejder med det omgivende sundhedsvæsen om enkeltpatienter og patientgrupper. Fx i forhold for- hold til pakkeforløb for kræft- eller hjertepatienterhjertepa- tienter, retningslinjer for ambulant udredning i sygehusvæsenet, forløbspro- grammer forløbsprogrammer for kronisk sygdom og sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne i regionen. Samspillet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen er styr- ketstyrket, bl.a. ved at der er nedsat kommunalt-lægelige udvalg i alle kommu- nerkommuner. Udvalgene sætter rammen for dialog og initiativer om de lokale sundhedsmæssige problemstillinger, som vedrører kommunerne og læ- gernelægerne. 12/200 Samtidig sker der en målrettet brug af dialogbaserede redskaber, bl.a. i forhold til praksiskonsulentordningerne, med henblik på at understøtte samarbejdet mellem almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen og styrke implementering af de centralt og decentralt aftalte tiltag. Det er af- gørendeafgørende, at praksiskonsulentens opgaver, ansvar og rolle er konkret be- skrevetbeskrevet. Dialogen om hvilke rammer og redskaber regioner og kommuner kan stil- le stille til rådighed for at understøtte almen praksis i samarbejdet samarbej- det med det øv- rige øvrige sundhedsvæsen finder blandt andet sted i praksisplanudvalgene. Redskaberne er bl.a. let tilgængelige og overskuelig information om pla- cering placering af de enkelte specialer på sygehusene, adgangen til patientvejle- derepatientvejledere, oversigter over henvisningsmuligheder henvis- ningsmuligheder i sygehusvæsenet samt kommunale sundhedstilbud. Det er hensigtsmæssigt, at almen praksis er i stand til at færdigudrede og færdigbehandle færdigbe- handle så mange patienter som muligt. I nogle tilfælde har almen praksis behov for sundhedsfaglig specialistrådgivning, før der kan foreta- ges foretages en endelig udredning. For at optimere patientbehandlingen i almen praksis frem for at viderehenvise til sygehusbehandlingsygehus- behandling, kan der derfor være behov for sparring og supervision med sygehuslæger. Det kan f.eks. være i form af telefonisk kontaktkon- takt, mailsparring og telekonference. Et andet redskab kan være, at almen praksis får mulighed for rekvisition af diagnostiske diagno- stiske undersøgelser. Det giver almen praksis mulighed for at færdigudrede patienten i stedet for at henvise patienten til udredning på sygehuset. For de enkelte diagnostiske undersøgelser skal der aftales regionale kriterier kri- terier for, hvilke og hvornår de kan rekvireres af almen prak- sispraksis. Der er samtidig en gensidig forpligtelse til i relevante tilfælde at sørge for hurtig og fyldestgørende kommunikation mellem de relevante parter i sundhedsvæsenet. Regioner og kommuner sørger f.eks. for hurtig, kort og relevant oriente- ring orientering af den praktiserende læge, når patienterne har været væ- ret i kontakt med sygehusvæsenet eller kommunale kom- munale sundhedstilbud, og de praktiserende læger sørger for hurtig og fyldestgørende orientering i relevante tilfælde, når borgerne har været tilset af en læge. Også på andre områder er det vigtigt, at aktørerne i sundhedsvæsenet (sygehusene, almen praksis og kommunerne) udfylder deres de- res rolle, f.eks. i forhold til dosisdispensering.