Økonomisk delkonklusion. Det kan indledningsvist konkluderes, at samarbejdet mellem majoritetsejeren og minoritetsejeren er hindret på grund af en forskel i aktionærernes økonomiske incitamenter. Aktionærforholdet er således genstand for et PA-problem. Det er imidlertid ikke et typisk PA-forhold, idet der er tale om to økonomiske aktører, der opererer i samme ledelseslag og i andre sammenhænge regnes for at indgå i den samme aktørgruppe. I dette PA-forhold kan det imidlertid være vanskeligt for majoritetsejeren at sikre, at minoritetsejeren handler i majoritetens og selskabets interesse, på grund af minoritetsejerens økonomiske interesser i andre selskaber. Elevatormodellen kan i dette PA-forhold anvendes som en kontrolmekanisme, hvormed majoritetsejeren kan straffe minoritetsejeren eller true med det, hvis ikke denne handler i majoritetsejerens interesse. Dermed kan denne kontrolmekanisme bruges til at motivere minoritetsejeren ved at true med straf. Derfor kan elevatormodellen være en løsning på PA-problemet mellem majoritetsejeren og minoritetsejeren, jf. afsnit 3.1. Aktionærforholdet er således præget af de formelle institutioner i form af lovgivningen på den ene side, der tillader majoriteten at kontrollere minoriteten uden hensyntagen til minoritetens økonomiske interesser, og de uformelle institutioner i form af sociale normer og offentlighedens fairness vurdering på den anden side, der har potentiale til at sikre minoritetens hensyn gennem potentiel skade hos majoriteten. Som spillene i afsnit 3.3.3 og 3.3.4 viser, kan majoritetsejeren med indløsningsstrategien skabe incitament hos minoritetsejeren til at samarbejde om strategiske beslutninger, frem for at minoriteten handler i egeninteresse. Muligheden for at indløse minoritetsejeren er således en effektiv kontrolmekanisme og strategi, som majoriteten kan bruge til at forene minoritetens og deres økonomiske interesser. Loss-aversion i afsnit 3.2.3 kan forklare, hvorfor minoritetsejeren vælger at forblive i ejerkredsen og beholder sine kapitalandele på grund af endowment effect, da en tabsundgående strategi kan anses for at være bedre end at blive indløst, da tabet af den investerede kapital kan opfattes værre end det egentlige tab. Endvidere viser fairness-vurderingen i afsnit 3.2.4, hvordan minoriteten kan reagere og ikke handle inden for de gængse rationelle forudsætninger. Det faktum, at majoriteten udnytter minoritetens investering i selskabet til egen vinding og udnytter reglerne til at drage fordel af minoritetens p...
Økonomisk delkonklusion. På baggrund af ovenstående analyse, kan det konkluderes at parterne har incitament til at afvige fra deres forpligtelser når de erfarer at den anden part afviger fra sine forpligtelser. Dette kan konkluderes på baggrund af de opstillede spil. I den første runde af spillet foreligger den Xxxxxx Xxxxx efficiente tilstand er hvor både moderselskab og datterselskab overvåger datterselskabets økonomiske stilling. Det er tilsvarende i dette punkt, hvor Xxxx ligevægten foreligger. I den anden runde af spillet fore- ligger den Xxxxxx Xxxxx efficiente tilstand, hvor både moderselskab og datterselskab overvåger dat- terselskabets økonomiske stilling, men Xxxx ligevægten foreligger hvor DS fører løbende kontrol og overvågning, og MS ikke gør. I anden runde af spillet har MS derved incitament til at afvige sin forpligtelse, fordi de i første runde af spillet har erfaret, at DS fører kontrol og overvågning uagtet MS’ valg af strategi. I anden runde har DS tilsvarende ikke incitament til at afvige sin forpligtelse, da deres samlede payoff er højst ved at føre løbende kontrol og overvågning. I den tredje runde af spillet har både MS og DS incitament til, at afvige fra deres forpligtelse om løbende at foretage kon- trol og overvågning over datterselskabets økonomiske stilling. DS har incitament til at afvige fra sin forpligtelse fordi de i anden runde af spillet erfarer, at MS afviger fra sin forpligtelse efter de har set, at DS fører kontrol i første runde. Derved foreligger der et kontraktbrud mellem parterne. Begge parter har derved incitament til at afvige fra sin forpligtelse, fordi begge aktørs samlede payoff er højst ved at ikke føre løbende kontrol og overvågning. Derved kan det på baggrund af de opstillede spil konkluderes, at der skabes incitament til afvigelse når man erfarer, at den anden part afviger. Endvidere kan det konkluderes, at parterne i den tredje runde af spillet befinder sig i en moral hazard situation, hvor begge parter handler i uoverensstemmelse med det aftalte. Det kan desuden konklu- deres, at den optimale løsning på spillet vil være, at begge parter opfylder sine forpligtelser da dette er her hvor formålet om optimal kreditorbeskyttelse bliver opfyldt, hvilket er den samfundsoptimale løsning på spillet.
Økonomisk delkonklusion. Taxibranchen er et gennemreguleret marked, hvorimod Uber stort set er ureguleret. Risikoallokeringen fremgår ret åbenlyst i taxibranchen, hvor kørselskontoret er ansvarlig for kunden, hvor de efter xxxxx xx forpligtet til at tegne erhvervsforsikring. Vognmanden er ansvarlig for sine ansatte, hvor denne skal stå for at få tegnet de øvrige forsikringer. Taxichaufførens og kundens retstilling er således ret tydelig, hvor disse ikke står med risikoen, hvis et uheld skulle opstå. Økonomisk vil de være dækket ind uden selv at tegne forsikringer. Dette er i overensstemmelse med økonomisk teori, der fremhæver nødvendigheden i at placere risikoen hos den part, der i forholdet bedst kan bære den; som sidestilles med den, der grundet større økonomisk aktivitet kan sprede risikoen. Denne person vil typisk kunne sidestilles med principalen, der vil være risikoneutral, hvor agenten vil være at betragte som risikoavers. Anderledes forholder det sig i Uber-forholdet, hvor chaufføren selv skal stå for at tegne forsikringer. Chaufføren bliver mødt med krav omkring at tegne den lovpligtige ansvarsforsikring, før denne kan køre for Uber. Ift. kunden bliver al ansvar fraskrevet i brugerbetingelser. Det fremgår, at Uber har en kommerciel ansvarsforsikring, men det vides ikke i hvilke tilfælde, den dækker og hvor stor dækningen vil være. Alle forhold, der bevirker til, at det for brugerne af platformen bliver ugennemskueligt at anskue, hvordan de står ved et uheldstilfælde. Når Uber-chauffører i forholdet kan sidestilles som den risikoaverse agent, der enten skal kompenseres for at bære mere risiko end denne kan bære xxxxx forsikre sig imod risikoen, ikke gør det i praksis, så skyldes xxxxx xxxxxx manglende viden omkring, at denne i sidste xxxx xx bærer af en større risiko end xxxxx antaget. Analysen peger i retning af, at det vil være til størst gavn for Uber, chauffør og samfundet nu og på sigt at ændre den nuværende risikofordeling, således at Uber tager en større andel, og der skabes gennemsigtighed omkring forholdet. Med xxxxx xxx bør risikoen xxxxxxxx hos Uber, som er nærmest til at bære denne efter teorien. Hvis ikke dette formås, så vil konsekvensen være, at parterne ikke kan fortsætte samarbejdet, idet Uber ikke vil få lov til at blive på markedet, som skyldes den måde det danske marked er indrettet på. Uber og chaufførerne vil ikke kunne ændre risikoallokeringen ved forhandling, hvorfor en ændring af forholdet alene vil kunne nås via lovindgreb.
Økonomisk delkonklusion. Den økonomiske analyse sker grundet behovet for at forstå de komplekse dynamikker, der eksisterer i økonomiske transaktioner, herunder asymmetrisk information og de omkostninger, der er forbundet hermed. Asymmetrisk information opstår, når en part i en transaktion har mere information end den anden, hvilket kan føre til ineffektivitet og øgede omkostninger ved at finde, forhandle og kontrollere information. Smartkontrakter og blockchain-teknologi har vist sig at være potentielle løsninger på disse udfordringer. Ved at udnytte blockchain-teknologiens stærke verifikationsmekanisme kan smartkontrakter minimere transaktionsomkostninger ved at reducere informationsasymmetrien mellem de handlende parter. Dette kan potentielt ændre markedsstrukturerne ved at skabe incitamenter for mere markedsbaserede transaktioner frem for virksomhedsbaserede transaktioner, som tidligere var mere almindelige. Det er dog vigtigt at bemærke, at blockchain-teknologien kun kan verificere transaktioner i systemet og ikke det data, der ligger til grund for transaktionen uden for kæden. Dette kan føre til udfordringer med hensyn til datakvalitet og validitet, hvilket kan underminere tilliden til teknologien og forringe dens verifikationsmekanisme. En interessant konsekvens af blockchain-teknologien er forekomsten af netværkseksternaliteter, hvor værdien af netværket stiger med antallet af brugere. Dette skaber incitamenter for flere aktører til at deltage i økosystemet, hvilket yderligere kan styrke tilliden til teknologien og forbedre dens effektivitet. På den anden side kan dårlig datakvalitet udgøre en negativ eksternalitet, der forringer systemets verifikationsmekanisme og øger transaktionsomkostningerne. Dette kan kræve intervention fra myndighederne for at sikre datakvaliteten og opretholde tilliden til teknologien. I forhold til økonomiske teorier om eksternaliteter er der forskellige tilgange til, hvordan de skal håndteres. Pigous tilgang indebærer statslig intervention gennem skatter og tilskud for at internalisere eksternaliteterne, mens Xxxxx argumenterer for effektiv forhandling om ejendomsrettigheder som løsningen på problemet. En balance mellem disse tilgange kan muligvis opnås gennem det betingede normative Coase-teorem, som søger at minimere transaktionsomkostninger gennem lovgivning og forhandlinger. Samlet set kan smartkontrakter og blockchain-teknologien bidrage til en reduktion af transaktionsomkostninger og fremme mere effektive markedsstrukturer. Statslig interven...