Juridisk delkonklusion. På baggrund af ovenstående analyse kan det konkluderes, at selskabets ledelse i henhold til SL § 115, stk. 1. nr. 5 har pligt til at sikre at selskabet til enhver tid har tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtelser. Derved har selskabets ledelse pligt til at sikre, at der foreligger forsvarligt kapitalberedskab. Det kan desuden konkluderes, at moderselskabet har pligt til tilsvarende at sikre, at datterselskabet til enhver tid har tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og frem- tidige forpligtelser. Et forsvarligt kapitalberedskab foreligger ved, at selskabets ledelse fører en for- svarlig likviditets håndtering, har tilstrækkelig information om selskabets økonomiske stilling og at selskabet ikke befinder sig i et håbløshedstidspunkt. Det kan desuden konkluderes, at der ikke fore- ligger et konkret krav for hvornår vurderingen foreligger. Derudover kan det konkluderes, at formålet med bestemmelsen er at sikre at der foreligger optimal kreditorbeskyttelse. Formålet er tilsvarende at give selskabets ledelse mulighed for at kunne forholde sig til selskabets økonomiske stilling og for- hindre at selskabet befinder sig i et håbløshedstidspunkt. Derudover kan det konkluderes, at ansvarsgrundlaget foreligger i SL § 361, stk. 1, som tilskriver at bestyrelsesmedlemmer ifalder et erstatningsansvar for forsættelige eller uagtsomme handlinger. Det kan derfor konkluderes, at bestyrelsen kan ifalde et erstatningsansvar ved tilsidesættelse af deres for- pligtelser. Endvidere kan det konkluderes, at det kan være ansvarspådragende, hvis moderselskabet tilsidesætter denne forpligtelse og ikke iagttager datterselskabets økonomiske stilling.
Juridisk delkonklusion. Det kan derfor indledningsvist konkluderes, at man med 2/3 stemmeflertal, jf. KSL § 106, kan gennemføre vedtægtsbestemmelser, hvormed det er muligt at indløse en minoritetskapitalejer uden at være i besiddelse af de 9/10 stemmeflertal, der følger af KSL § 70. Dette er muligt gennem anvendelsen af elevatormodellen, som indebærer gennemførslen af en række vedtægtsbestemmelser, der netop kan vedtages af en majoritetskapitalejer med en andel af selskabskapitalen, der lever op til kravet om 2/3 stemmeflertal jf. KSL § 106. Denne model omfatter indledningsvist en nedsættelse af selskabskapitalen til 0 til dækning af underskud i selskabet, jf. afsnit 2.4.4, som resulterer i, at alle kapitalandele i selskabet reelt bliver annulleret, hvorefter de hidtidige kapitalejeres ejerforhold ophører. En sådan nedskrivning af selskabskapitalen er imidlertid også betinget af, at nedsættelsen sker med henblik på at dække et underskud i selskabet, samtidig med at nedsættelsen er betinget af en tilsvarende forhøjelse af selskabskapitalen. Herefter foretages den tilsvarende kapitalforhøjelse, som nedsættelsen af selskabskapitalen er betinget af, ved beslutning herom på generalforsamlingen gennem en rettet emission til udvalgte hidtidige kapitalejere eller tredjemand. Denne kapitalforhøjelse, hvor kapitalselskabet således foretager en rettet emission, kræver ligesom kapitalnedsættelsen 2/3 flertal, jf. KSL § 106 og afsnit 2.4.3, både for fravigelsen af fortegningsretten jf. KSL § 162, stk. 2, og afsnit 2.4.2, og for beslutningen om at foretage en kapitalforhøjelse jf. KSL § 153 og afsnit 2.4.1. Det er imidlertid udelukkende muligt at fravige fortegningsretten og foretage en rettet emission, så længe tegningen af de nye kapitalandele sker til markedskurs, således at de hidtidige kapitalejere ikke lider et økonomisk tab, jf. afsnit 2.4.5. Sker den rettede emission til markedskurs, og har ingen opnået en utilbørlig fordel på bekostning af kapitalselskabet eller kapitalejerne, må det vurderes om dispositionen, kan siges at være i selskabets interesse. Er den det, kan det ikke siges at være en tilsidesættelse af minoritetsejernes rettigheder og minoriteten kan derfor ikke påberåbe generalklausulen i KSL § 108, jf. afsnit 2.3.5.1. Alt andet lige kan det derfor konkluderes, at elevatormodellen kan være en egnet metode til at tvangsindløse en minoritetskapitalejer og dermed som konsekvens heraf omgå KSL § 70.
Juridisk delkonklusion. I den engelsk arbejdsretlige dom ”Case no.: 2202550/2015 – Employment Tribunals between Mr. X Xxxxx, Mr X Xxxxxx & others and Uber B.V” er Uber-chaufførerne efter engelsk ret blevet klassificeret som ”workers”, som det er defineret i ERA s.230, no.3, b. ”Workers” ligger i en kategori xxxxxx dét at være selvstændige erhvervsdrivende og en traditionel lønmodtager, hvor denne klassificering sikrer chaufførerne en række minimumsrettigheder. Domstolen begrundede dette med, at de, af Uber udøvede beføjelser, skete som led i en arbejdsgivers ledelsesret, modsat beføjelser i en fri kontrakt. Om Uber-chauffører i Danmark tilsvarende har en række minimumsrettigheder afhænger af, om disse efter dansk xxx xxx klassificeres som selvstændige erhvervsdrivende xxxxx lønmodtagere, da der i dansk ret ikke findes et tilsvarende ”worker” begreb. Der findes ikke et almengyldigt lønmodtagerbegreb i dansk ret, men derimod forskellige lønmodtagerbegreber i de forskellige ansættelsesretlige love. De har dog det tilfælles, at de har fokus på, om der modtages vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. I den juridiske litteratur er der fastsat en række momenter der peger på, hvornår der eksisterer et lønmodtagerforhold. Arbejdsgiverens instruktions- og kontrolbeføjelse er et af disse momenter, hvor Uber opfylder første moment ved bl.a. at kontrollere chaufførens app-aktivitet og ved at instruere chaufføren iht., hvordan arbejdet skal udføres. Andet moment går på det økonomiske mellemværende. Chaufføren kan ikke opnå driftsherregevinst og hæfter ikke ved svigtilfælde, hvilket taler mod dét at være selvstændig. Omvendt forholder det sig iht. til driftsomkostninger, der afholdes af chaufføren, og som ikke senere bliver refunderet, hvilket taler mod lønmodtagerstatus. Tredje moment omhandler pligten til at udføre arbejdet personligt, som er opfyldt i Uber forholdet, hvor afvigelse af dette, kan medføre at chaufføren deaktiveres fra platformen. Fjerde moment behandler tilknytningsgraden xxxxxx Uber og chauffør, som er ikke-eksisterende, da al kommunikation i overvejende grad foregår over appen, hvilket taler mod lønmodtagerstatus. Femte moment går på den sociale vurdering af forholdet. Uber kontrollerer og instruerer chaufførener i høj grad, hvilket kan tale mod dét at være selvstændig, hvorimod den øgede fleksibilitet i forholdet, kan tale mod lønmodtagerstatus. Alle forhold, der gør, at chaufføren ikke umiddelbart lader sig kvalificere. En sammenligning peger dog i retning af, a...