BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål • Sammenhæng med de gældende regler på samme område • Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål • Sammenhæng med de gældende regler på samme område
1 I perioden 2015-2019 lå Kenyas økonomiske vækst i gennemsnit på 5,7 %, hvilket gør landet til en af de hurtigst voksende økonomier i Afrika syd for Sahara. Økonomiens resultater er blevet styrket af stabile makroøkonomiske forhold, en udbredt tillid blandt investorerne og en robust servicesektor. (kilde: Verdensbanken).
2 I maj 2021 udpegede Rådet i sine konklusioner om Afrikas Horn Kenya som en central partner i bestræbelserne på at forfølge en dagsorden for fælles værdier og interesser, der fremmer fred og sikkerhed, velstand og demokratisk stabilitet i regionen samt multilateralisme. 3 Artikel 21, stk. 2, litra e), i TEU. handelsforbindelser med afrikanske partnere som fastsat i EU's Afrika-strategi (2020)4, gennemgangen af handelspolitikken (2021)5 og meddelelsen om en gennemgang af politikken for bæredygtig handel (2022)6. Med dette forslag gennemføres navnlig partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Den Europæiske Union og dens medlemsstater7 ("AVS-EU-partnerskabsaftalen"), i hvilken der opfordres til indgåelse af WTO-kompatible økonomiske partnerskabsaftaler. Faktisk har denne aftale til formål at gennemføre bestemmelserne i EU-ØAF-ØPA'en på bilateralt plan i henhold til princippet om "variabel geometri". Aftalen vil fortsat være åben for andre ØAF-partnerlandes tiltrædelse. EU-Kenya-ØPA'en blev også udtrykkeligt integreret som et vigtigt resultat af den strategiske dialog mellem EU og Kenya, der blev indledt i juni 2021, og den er et afgørende element i strategien for EU's engagement i Afrika. Målene er i overensstemmelse med andre EU-politikker, navnlig EU's udviklings- og miljøpolitikker. ØPA'en med Kenya er en udviklingsorienteret handelsaftale. Den giver Kenya asymmetrisk markedsadgang, således at landet kan beskytte følsomme sektorer mod liberalisering; den indeholder en lang række beskyttelsesforanstaltninger og en klausul om beskyttelse af nyoprettede industrier; og den sørger for, at eksportsubsidier i samhandelen mellem parterne afskaffes. Disse bestemmelser bidrager til målet om udviklingsvenlig politikkohærens og stemmer overens med artikel 208, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Aftalen indeholder desuden et ambitiøst kapitel om handel og bæredygtig udvikling, der omfatter spørgsmål vedrørende miljø, sociale forhold, arbejd...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Med Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er EU's toldunion blevet udvidet. Derfor er EU forpligtet til i henhold til WTO-reglerne (GATT artikel XXIV, stk. 6) at indlede forhandlinger med WTO-medlemmer, som har forhandlingsrettigheder i et af de tiltrædende landes lister, for at aftale en kompensationstilpasning. En sådan tilpasning skal finde sted, hvis overtagelsen af EU’s eksterne toldordning resulterer i en forhøjelse af tolden ud over det niveau, som det tiltrædende land har bundet sig til i WTO, idet der tages behørigt hensyn til reduktioner af tolden på samme toldposition, som er foretaget af andre medlemmer af toldunionen ved dens dannelse. Den 29. januar 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i GATT 1994. Kommissionen har ført forhandlinger med WTO- medlemmer, som har forhandlingsrettigheder med hensyn til tilbagetrækning af specifikke indrømmelser i forbindelse med tilbagetrækningen af Republikken Bulgariens og Rumæniens lister i tilslutning til tiltrædelsen af Den Europæiske Union. Forhandlingerne med Australien mundede ud i et udkast til aftale i form af brevveksling, der blev paraferet den 15. juni 2010 i Genève.
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) er oplysninger, der fremlægges af passagererne og indsamles af og opbevares i luftfartsselskabernes reservations- og afgangskontrolsystemer til deres egne kommercielle formål. Indholdet af PNR-oplysninger varierer afhængigt af de oplysninger, der gives ved reservationen af billetter og ved indtjekning, og kan f.eks. omfatte rejsedatoer og den fuldstændige rejserute for passageren eller gruppen af passagerer, der rejser sammen, kontaktoplysninger såsom adresse og telefonnummer, betalingsoplysninger, pladsnummer og bagageoplysninger. Indsamlingen og analysen af PNR-oplysninger kan give myndighederne vigtige elementer, der gør det muligt for dem at opdage mistænkelige rejsemønstre og finde frem til kriminelles og terroristers medskyldige, navnlig dem, der hidtil har været ukendte for de retshåndhævende myndigheder. Behandlingen af PNR-oplysninger er derfor blevet et almindeligt anvendt retshåndhævelsesredskab i og uden for EU til at opdage terrorisme og andre former for grov kriminalitet, f.eks. narkotikarelaterede lovovertrædelser, menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, og til at forhindre disse former for kriminalitet. Den har også vist sig at give vigtige informationer til støtte for efterforskning og retsforfølgning i sager, hvor der er begået denne form for ulovlige aktiviteter1. I henhold til canadisk lovgivning skal luftfartsselskaber, der foretager passagerflyvninger til Canada, videregive PNR-oplysninger til den canadiske grænsekontrolmyndighed Canada Border Services Agency (CBSA) forud for passagerernes ankomst til Canada, i det omfang sådanne oplysninger indsamles og indgår i luftfartsselskabernes automatiske reservations- og afgangskontrolsystemer som led i deres normale forretningsaktiviteter. Formålet med denne lovgivning er i væsentlig grad at forbedre CBSA's mulighed for forud for rejser at foretage en effektiv risikovurdering af passagerer og lette bona fide-rejser og ved at bekæmpe terrorisme og anden grov grænseoverskridende kriminalitet øge Canadas sikkerhed. EU samarbejder med Canada om at bekæmpe terrorisme og anden grov grænseoverskridende kriminalitet og betragter overførslen af PNR-oplysninger til Canada som et middel til at fremme internationalt retshåndhævelsessamarbejde. Med henblik herpå undertegnede Det Europæiske Fællesskab i 2005 en aftale med Canada om overførsel og behandling af PNR-oplysninger2. Aftalen trådte i kraft den 22. marts 2006 og var baseret på i) en række forpligte...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering (herefter benævnt "associeringsaftalen") mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet (herefter benævnt "Algeriet") på den anden side, blev underskrevet den 22. april 2002. I aftalens artikel 50, litra d), nævnes samarbejde inden for videnskabelig og teknologisk forskning som et område af særlig interesse og med et særligt potentiale, mens der i artikel 51, litra a), navnlig lægges op til, at der etableres permanente forbindelser mellem de to parters forskersamfund. Den europæiske naboskabspolitik, som Algeriet ikke er part i, men som danner ramme om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og nabolandene, fastlægger en ny ramme for gennemførelsen af associeringsaftalen. I Kommissionens meddelelse KOM(2004) 373 endelig af 12. maj 2004 udpeges videnskabeligt og teknologisk samarbejde, forskning og udvikling som en af hovedprioriteterne for EU's forbindelser med Middelhavslandene. Som led i den europæiske naboskabspolitik er der udarbejdet et strategidokument (2007-2013), som beskriver videnskabelig forskning som et afgørende element, der bidrager til at opbygge et vidensamfund og til at nedbringe arbejdsløsheden under mere åbne økonomiske rammer. Ved brev af 30. maj 2006 tilkendegav de algeriske myndigheder deres interesse i at indlede forhandlinger om en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem EU og Algeriet. Ved brev af 8. januar 2007 accepterede Europa-Kommissionen at foretage et sonderings- og evalueringsbesøg i Algeriet med henblik på at forhandle en samarbejdsaftale. I løbet af 2008 fandt der sonderende samtaler sted. På forslag af Kommissionen bemyndigede Rådet den 16. november 2009 Kommissionen til på vegne af Den Europæiske Union at forhandle en aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, og samtidig udstedte Rådet de relevante forhandlingsdirektiver. Forhandlingerne mundede ud i vedlagte aftaleudkast, der blev paraferet den 14. oktober 2010. En aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde vil tjene både EU's og Algeriets interesser, da den vil gøre det muligt at videreføre og intensivere samarbejdet med dette land. Samarbejdet vil bidrage til Algeriets og regionens udvikling og konkurrenceevne samt skabe tættere forbindelser mellem parterne, hvilket er i EU's interesse. En aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde er det bedst egnede redska...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål Kommissionen foreslår, at der indledes forhandlinger med Norge om en ny fiskeriaftale, der fastlægger rammerne for forvaltningen af fælles fiskebestande og adgangen til farvande og ressourcer. På baggrund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union har Norge anført, at landet ønsker at erstatte den nuværende fiskeriaftale mellem Kongeriget Norge og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (herefter "aftalen fra 1980"). Norge meddelte i juli Kommissionen, at landet overvejede at opsige aftalen den 15. september 2020, hvilket med en opsigelsesfrist på ni måneder ville bringe aftalen til ophør den 15. juni 2021. At opsige aftalen uden at erstatte den med en anden ville fjerne retsgrundlaget for gensidig adgang til farvande og dermed have en negativ indvirkning på EU's flåder. Ni måneder ville imidlertid give Unionen en meget kort frist til at fastlægge sin forhandlingsposition og indgå en ny aftale, hvilket bidrager til usikkerheden. Aftalen fra 1980 er den vigtigste bilaterale aftale om Unionens fiskeriforbindelser med Norge. Den omfatter alle bestande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, som forvaltes i fællesskab, og danner retsgrundlag for de årlige konsultationer med henblik på at fastsætte fiskerimuligheder og træffe afgørelse om andre aspekter af den fælles forvaltning, som f.eks. kontrol. Den er også tæt knyttet til flere andre aftaler: Portoaftalen (indgået på tidspunktet for undertegnelsen af EØS-aftalen), nabolandsordningen mellem Sverige og Norge og aftalen om Skagerrak og Kattegat. Selv om nogle af fiskerimulighederne vil blive omfattet af en ny, særskilt aftale mellem Det Forenede Kongerige, Norge og Unionen, vil andre fiskebestande forblive udelukkende under Unionens og Norges suverænitet. På baggrund af Norges ønske om at erstatte aftalen fra 1980 og i overensstemmelse med artikel 63, stk. 1, i De Forenede Nationers havretskonvention1 bør Unionen og Norge nå til enighed om de foranstaltninger, der er nødvendige for at koordinere og sikre bevarelsen og udviklingen af de bestande, der forvaltes i fællesskab i det nordøstlige Atlanterhav. For at undgå, at den eksisterende aftale efterlader et retligt tomrum, som vil have store konsekvenser for EU-flådernes aktiviteter, er Norge gået med til at indlede forhandlinger om en ny aftale. Indtil disse er afsluttet, vil aftalen fra 1980 forblive gældende. Norge har tilsluttet sig denne tilgang på betingelse af, at forhandlingerne indledes i januar 2021. De vil f...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. BEGRUNDELSE OG FORMÅL Det overordnede mål for ikkespredningspolitikken er at forebygge, afdække og reagere på aktiviteter, der har til formål at sprede masseødelæggelsesvåben (WMD). Der findes multilaterale konventioner og kontrolmekanismer, bilaterale og nationale lovgivningsmæssige rammer, beskyttelsesforanstaltninger, sanktioner, eksportkontrol, fælles programmer for trusselsreduktion samt beredskabs- og indsatsplaner til at håndtere disse udfordringer. Et andet element i denne politik er et sæt af foranstaltninger vedrørende knowhow om masseødelæggelsesvåben og højrisikomaterialer og -teknologier, som potentielt kan anvendes uhensigtsmæssigt og ulovligt og medføre stor skade. Det er i denne sammenhæng, at Det Internationale Videnskabs- og Teknologicenter (ISTC) blev oprettet i 1994 efter Sovjetunionens sammenbrud. Det blev finansieret sammen med andre parter (USA, Canada, Japan) gennem en international multilateral aftale med henblik på ikkespredning af videnskabelig og teknisk ekspertise vedrørende masseødelæggelsesvåben. Med tiden tilsluttede andre parter sig aftalen, dvs. Armenien, Hviderusland, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Republikken Korea, Norge, Den Russiske Føderation og Tadsjikistan. ISTC arbejder i grænseområdet mellem videnskabelig forskning og ikkespredning, og har finansieret næsten 3 000 projekter til en samlet værdi af over 550 mio. EUR. Unionens bidrag beløber sig til ca. 270 mio. EUR. I de seneste år har rammerne for ISTC og dets arbejde udviklet sig, så det tager hensyn til det skiftende spredningsbillede, resultaterne af trusselsanalyser og udviklingen i parternes behov. Centret fokuserer nu i højere grad på at støtte projekter, der tager sigte på at afværge kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare risici i bredere forstand, ikke nødvendigvis med fokus på forskeres nyorientering, men på fremme af biosikkerhed og biosikring, modernisering af laboratorier samt opdyrkning af netværksaktiviteter i relevante forskermiljøer. Efter Den Russiske Føderations meddelelse om udtrædelse i 2010, som trådte i kraft den 15. juli 2015, nåede parterne til enighed om, at der kræves en ny aftale for at centret effektivt kan opfylde sit mandat under ændrede omstændigheder. Den 21. oktober 2013 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger på vegne af Den Europæiske Union og Euratom (der optræder som én part) med henblik på forhandling af en aftale om videreførelse af Det Internationale Videnskabs- og Teknologicenter ("aftalen") m...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål Handlingsplanen om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT)1, som blev godkendt af Rådet i 20032, indeholder forslag til en række foranstaltninger, som omfatter støtte til træproducerende lande, multilateralt samarbejde for at bekæmpe handel med ulovligt træ, støtte til initiativer i den private sektor samt foranstaltninger til at undgå investeringer i aktiviteter, der fremmer ulovlig skovhugst. Hjørnestenen i handlingsplanen er oprettelsen af FLEGT-partnerskaber mellem Unionen og træproducerende lande for at stoppe ulovlig skovhugst. I 2005 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 2173/2005 om indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ til Det Europæiske Fællesskab3, en ordning, der gør det muligt at verificere lovligheden af træ, der importeres til Unionen inden for rammerne af FLEGT-partnerskaberne. I 2005 gav Rådet Kommissionen beføjelse til at indlede forhandlinger om FLEGT- partnerskabsaftaler med træproducerende lande4. Kommissionen indledte forhandlinger med Honduras i 2013. Kommissionen har holdt Rådet underrettet om status gennem hele forløbet ved hjælp af regelmæssige rapporter til arbejdsgruppen om skove og medlemsstaternes delegationer i Honduras. Kommissionen har også underrettet Europa-Parlamentet om fremskridtene i forhandlingerne. Efter hver forhandlingsrunde holdt parterne offentligt tilgængelige møder for at holde interessenter underrettet om fremskridtene i forhandlingerne. Den frivillige partnerskabsaftale mellem Unionen og Honduras ("aftalen") vedrører alle elementer i Rådets forhandlingsdirektiver. Aftalen fastlægger navnlig FLEGT- licensordningens rammer, institutioner og strukturer til verifikation af lovlighed for træprodukter. Den fastlægger også rammerne for kontrollen af overholdelsen og en uafhængig evaluering af systemet. Aftalen omfatter et klart tilsagn fra Honduras om, at landet vil udarbejde lovgivning, der kan sikre, at træ importeret til Honduras er blevet lovligt fældet i overensstemmelse med den gældende lovgivning i hugstlandet. Disse elementer findes i bilagene til aftalen, hvor der redegøres nærmere for de strukturer, der skal danne grundlag for udviklingen og gennemførelsen af Honduras' system til verifikation af lovlighed for træprodukter, sammen med kriterier for vurdering af systemets effektivitet, inden der træffes afgørelse om iværksættelse af FLEGT-licensordningen. Aftalen har til formål at styrke skovforvaltning og retshåndhævelse og...
BAGGRUND FOR FORSLAGET. Forslagets begrundelse og formål De dynamisk voksende økonomier i Sydøstasien udgør med deres 600 millioner forbrugere og hastigt voksende middelklasse vigtige markeder for EU's eksportører og investorer. Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) tegner sig tilsammen for 227,3 mia. EUR i handel med varer (2017) og 77 mia. EUR i handel med tjenesteydelser (2016) og er EU's tredjestørste handelspartner uden for Europa, næst efter USA og Kina. Samtidig er den samlede beholdning af direkte udenlandske investeringer i ASEAN på 263 mia. EUR (2016), hvilket gør EU til den største udenlandske direkte investor i ASEAN, mens ASEAN som helhed er Asiens næststørste direkte udenlandske investor i EU med en samlet beholdning af direkte udenlandske investeringer på 116 mia. EUR (2016). Vietnam er nu blevet EU's næststørste handelspartner i ASEAN, efter Singapore og Malaysia, og EU's samhandel med Vietnam beløb sig i 2017 til 47,6 mia. EUR. Vietnam er én af de hastigst voksende økonomier i ASEAN med en gennemsnitlig BNP-vækst på ca. 6 % i de seneste ti år, og dette niveau forventes at forblive uforandret også fremover. Vietnam er en dynamisk økonomi med over 90 mio. indbyggere og har den hurtigst voksende middelklasse i ASEAN og en ung og fleksibel arbejdsstyrke. Takket være landets høje alfabetiseringsgrad, høje uddannelsesniveau, forholdsvis lave lønninger, gode transportforbindelser og centrale beliggenhed i ASEAN-blokken vælger stadigt flere udenlandske investorer Vietnam som base for deres aktiviteter i landene omkring Mekonfloden og i andre regioner. Rådet gav den 23. april 2007 Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en interregional frihandelsaftale med landene i ASEAN. Det underforståede formål hermed var at forhandle sig frem til en interregional frihandelsaftale, men bemyndigelsen gav dog mulighed for at føre bilaterale forhandlinger, hvis det ikke var muligt at nå til enighed om at forhandle i fællesskab med en gruppe ASEAN-lande. I lyset af vanskelighederne med de interregionale forhandlinger har begge parter måttet erkende dødvandet og er enedes om at stille forhandlingerne i bero. Den 22. december 2009 principgodkendte Rådet at indlede bilaterale forhandlinger med individuelle ASEAN-lande på baggrund af bemyndigelsen og forhandlingsdirektiver fra 2007, men fastholdt samtidig det strategiske mål om en interregional aftale. Rådet gav også Kommissionen bemyndigelse til i første omgang at indlede bilaterale forhandlinger med Singapo...