Common use of Gældende ret Clause in Contracts

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11.

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens § 15I behandlingen af arbejdsskadesager skal der belyses en række oplysninger om arbejdsskaden, stkf.eks. 1den tilskadekomnes helbredstilstand efter skaden, erhvervsevne, indtjeningsmuligheder m.v. Det betyder, at både forsikringsselskaberne, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal indhente oplysninger fra den tilskadekomne, arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v., så sagen er tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes afgørelse på et fyldestgørende grundlag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt enhver oplysning af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet af betydning for et aktiv, der er omfattet behandlingen af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28sagen. Dette indebæreromfatter bl.a. eventuelle politirapporter, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater sygehusjournaler, med hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue rapporter om produkters og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger stoffers kemiske bestanddele eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning afskrift af sådanne situationer er "anpartssæreje"rapporter, der kan defineres som en særejeartjournaler og formler, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssærejejf. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens arbejdsskadesikringslovens § 2337, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne 1. og 2. pkt. Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved bodelingen tilbageføres til fællesejet indhentelse af oplysninger en frist, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer rimelig under hensyntagen til, hvem der anmodes om oplysninger, og dermed indgår i ligedelingenhvilke oplysninger der anmodes om. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløbSvarfristerne kan derfor variere. En sikringspligtig arbejdsgiver, der tilbageføresikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, straffes med bøde, jf. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens arbejdsskadesikringslovens § 2382, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskravI så fald kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et bødeforelæg tilkendegive, jfat sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises De gældende regler giver alene Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at udstede administrative bødeforlæg til punkt 3.11de sikringspligtige arbejdsgivere i ovenstående tilfælde.

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens arbejdsskadesikringsloven skal der ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. den gældende § 1517, stk. 2. Heri ligger også, at tilskadekomne skal opfylde den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt. Erstatningsansvarsloven indeholder en tilsvarende bestemmelse i § 5, stk. 2. Tilskadekomne har dermed allerede efter de gældende regler en pligt til at forsøge at begrænse sit tab mest muligt. Det vil dermed kunne komme den tilskadekomne til skade ved udmålingen af erstatningens størrelse, hvis vedkommende uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem f.eks. deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. For personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjobordningen, og dermed enten er ledige og modtager ledighedsydelse eller er ansat i fleksjob, skal tabet af erhvervsevne ifølge loven fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1. Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter arbejdsskaden, er alttages der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de gældende regler ikke hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller senere erhververoptræning, delingsformuejf. det gældende § 17, medmindre det er gjort stk. 2. Der skal som følge heraf heller ikke tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Dette følger også af administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af retspraksis, jf. U.2022.541Ø. Ifølge dommen må hensynet til særeje. Bestemmelsen tabsbegrænsningspligten anses for forudsat varetaget ved, at visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11.

Gældende ret. Tilskadekomne eller efterladte kan i nogle situationer være berettiget til erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Det drejer sig om skader, hvor tilskadekomne er sikret efter arbejdsskadeskadesikringsloven, og hvor der samtidig er en ansvarlig skadevolder efter dansk rets almindelige regler om erstatning. Efter retsvirkningslovens § 157, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje2. Bestemmelsen indebærer bl.apkt., at det, der træder nedsættes tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige i stedet for et aktivdet omfang, der er omfattet af en ægtefælles delingsformuebetalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. Bestemmelsen har til formål at udelukke, at tilskadekomne eller de efterladte får dobbelterstatning for samme skade. Samtidig fastslår bestemmelsen princippet om, at arbejdsskadesikringsloven er primær, hvilket indebærer, at tilskadekomne og efterladte skal rejse kravet efter arbejdsskadesikringsloven, før kravet rejses efter anden lovgivning. Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er således for eksempel også er delingsformueprimær i forhold til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Patienterstatningen), og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformuejf. Tilsvarende følger det af lovens Ankestyrelsens principmeddelelse U-12-06. Bestemmelsen i § 2877, stk. 31, at en aftale om særeje efter stk2. 1 (se punkt 3.8.1pkt.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del følges op af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens i § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 2329, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til fællesejet tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes. Bestemmelsen omfatter ansvarlige skadevoldere og deres eventuelle ansvarsforsikringsselskaber. Bestemmelsen giver således ikke for eksempel ulykkesforsikringsselskaber adgang til regres. Bestemmelsens primære formål er at sikre, at tilskadekomne og efterladte ikke får kompensation to gange for samme skade i de situationer, hvor den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har betalt erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter erstatningsansvarsloven eller lovgivning, der knytter sig til erstatningsansvarsloven, før der er tilkendt og betalt erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter arbejdsskadesikringsloven. Dette kan være situationen, når den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke er opmærksom på, at der verserer en arbejdsskadesag som følge af samme skade. Bestemmelsen giver den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab en ret til regres i kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven for den kompensation ”af samme art”, der måtte være udbetalt efter erstatningsansvarsloven. Det antages i praksis, at den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab dermed indgår har ret til at indtræde i ligedelingentilskadekomnes krav på kompensation efter arbejdsskadesikringsloven, når der er udbetalt kompensation af samme art efter erstatningsansvarsloven. Derved sikres ansvarsforsikringsselskabets ret til at blive godtgjort for den kompensation, der er udbetalt, til tilskadekomne eller efterladte uden at afvente afgørelsen om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven. Efter praksis anses erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven ikke som erstatning af samme art som midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, jf. for eksempel Højesterets dom af 23. august 2021, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4752 H. Den nuværende retstilstand indebærer, at tilskadekomne kan få kompensation efter både erstatningsansvarsloven i form af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og efter arbejdsskadesikringsloven i form af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, uanset kompensationen dækker et indtægtstab for samme periode. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløbikke muligt at rejse et tilbagebetalingskrav mod tilskadekomne. Den nuværende retstilstand indebærer videre, at tilskadekomne i en række sager må vente med at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, indtil der tilbageføreser truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opståAnsvarsforsikringsselskaberne undlader således i nogle sager at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når et aktiv erhverves tilskadekomne har fået tilkendt en midlertidig erstatning for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart tab af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav erhvervsevne efter retsvirkningslovens § 2317, stk. 2 3, i arbejdsskadesikringsloven og 3udbetaler først erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet den endelige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskravVed udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven fradrages den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne har modtaget i samme periode, hvor pågældende er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. betænkningens kapitel 10§ 2, stk. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.112, i erstatningsansvarsloven.

Gældende ret. Personer, der udsættes for vold, trusler eller en voldsom hændelse i forbindelse med deres arbejde, kan være berettiget til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, ligesom de kan have ret til erstatning efter reglerne i erstatningsansvarsloven. En række erstatningsposter kan dækkes efter såvel arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven, men beregnings- og udbetalingsreglerne er for nogle af erstatningsposterne forskellige. Der er endvidere en række erstatningsposter, som kun dækkes efter erstatningsansvarsloven. Efter retsvirkningslovens § 152, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er altpersoner, hvad ægtefællerne ejer der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, omfattet af reglerne om arbejdsskade efter §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående. Ved en arbejdsulykke forstås efter § 6 i arbejdsskadesikringsloven en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Personskaden kan være fysisk eller psykisk og kan være varig eller forbigående. Det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at skaden er blevet behandlet. Efter § 48 i arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer som nævnt i § 2, sikringspligt efter loven for disse personer. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan sikre egen person efter loven. Arbejdsgiveren opfylder sin sikringspligt ved ægteskabets indgåelse eller senere erhververat tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker og tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mod følgerne af erhvervssygdomme. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefælle sikrer egen person på tilsvarende vis. Staten, delingsformuefolkekirken, regionerne og kommunerne har ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 48, stk. 5. De selvforsikrede arbejdsgivere bærer selv den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger mv. til tilskadekomne og efterladte, som følger af loven. For kommuner og regioner er der tale om en ret til at kunne være selvforsikrede, mens det er en pligt for staten at være selvforsikret, medmindre det der efter lovgivningen skal eller kan tegnes forsikring, jf. cirkulære om selvforsikring i staten m.v. §§ 4 og 8. Som selvforsikret er gjort man både arbejdsgiver og forsikringsselskab i arbejdsskadesager. Disse roller skal holdes adskilt, og forsikringsenhedens oplysninger, herunder følsomme personoplysninger vedrørende tilskadekomne, må ikke tilgå arbejdsgiveren. Det vil ofte sikres ved oprettelse af særlige forsikringsenheder med lukkede it-systemer. Det følger af § 40 i arbejdsskadesikringsloven, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om alle spørgsmål efter loven, medmindre andet er fastsat. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan påklages til særejeAnkestyrelsen, jf. Bestemmelsen indebærer bl.a§ 44. Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at deterstatning efter arbejdsskadesikringsloven er primær. Lov om erstatningsansvar fastsætter erstatningsposter og niveauer bredt og gælder, når der træder ikke er fastsat andet ved lov. Da arbejdsskadesikringsloven er primær, vil skadelidtes krav mod en erstatningsansvarlig i stedet for et aktivmedfør af lov om erstatningsansvar nedsættes i det omfang, der er omfattet betalt eller er pligt til at betale ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Skadelidte kan dermed kun gøre krav gældende i medfør af en ægtefælles delingsformuelov om erstatningsansvar, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, hvis der efter aftalen disse regler er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet grundlag for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssærejeen højere erstatning, og i det tilfælde kun for differencen mellem erstatningsbeløbene. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg følger af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 2329, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet i arbejdsskadesikringsloven, at den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikring har krav på at få godtgjort erstatning og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstågodtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidlerder er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at der opstår et såkaldt anpartssærejebetale på det tidspunkt, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11kravet fremsættes.

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens Af den gældende § 151 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, stkjf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 fremgår det, at formålet med loven er at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at 1) bistå arbejdssøgende med at få arbejde, 2) give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse, 3) bistå kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, således at de kan forsørge sig selv og deres familie, og 4) støtte personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde. Den gældende formålsbestemmelse går tillbage til 1. juli 2003, hvor lov om en aktiv beskæftigelsesindsats trådte i kraft, og hvor beskæftigelsesindsatsen for dagpengemodtagere og øvrige ledige blev samlet i en fælles lov. Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag (L 193 af 13. marts 2003), at den anførte oplistning i bestemmelsen ikke er udtryk for en prioriteret rækkefølge. Den i § 1, nr. 1, er altomtalte bistand til arbejdssøgende med at få arbejde relaterer sig til den gældende lovs § 5 og § 9, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhververhvorefter arbejds- og uddannelsessøgende af jobcenteret kan få bistand samt information og vejledning om mulighederne for beskæftigelse og uddannelse, delingsformue, medmindre det er gjort til særejeom indlæggelse af cv i Jobnet og om andre aktiviteter efter loven. Bestemmelsen indebærer bl.a., at detArbejdssøgende kan både være personer, der træder ikke er i stedet for et aktivbeskæftigelse, og personer der er i beskæftigelse, og som ønsker at skifte arbejde. Alle kan tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret. Personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, skal være tilmeldt som arbejdssøgende. Det samme gælder jobparate og åbenlyst uddannelsesparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet. Den i § 1, nr. 2, omtalte service til private og offentlige arbejdsgivere relaterer sig til den gældende lovs § 5 og § 10, hvorefter private og offentlige arbejdsgivere kan få bistand af jobcenteret til at finde arbejdskraft samt information og vejledning om arbejdskrafts- og uddannelsesforhold og om indlæggelse af job i Jobnet. Jobcenteret kan ligeledes ifølge § 10 yde en vederlagsfri virksomhedsservice, der har til formål at fremme en aktiv indsats over for ledige og personer, som har problemer med at fastholde beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er desuden med beskæftigelsesreformen fra 2014 blevet et kerneområde for jobcentrene at understøtte målrettede og effektive match mellem ledige og arbejdsgivere, fx ved at jobcentrene på Jobnet udsøger ledige, der matcher virksomhedernes behov. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers punkt 2.4. om bistand til job- og uddannelsesøgende og arbejdsgivere. Efter gældende regler kan den i § 1, nr. 3, omtalte bistand til kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere samt dagpengemodtagere til hurtigt og effektivt at komme i beskæftigelse, finde sted via kontaktforløbet og de generelle tilbud og øvrige indsatsmuligheder, der findes i loven. Efter gældende regler kan den i § 1, nr. 4, omtalte støtte til personer, som på grund af begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde, rette sig mod personer med særlige udfordringer, som ikke kan dækkes via lovens generelle tilbud. Ved lovens ikrafttræden i 2002 omhandlede dette især målgrupperne revalidender, sygedagpengemodtagere som led i forrevalidering, førtidspensionister og fleksjobvisiterede samt personer med handicap, som er omfattet af en ægtefælles delingsformuelov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Beskæftigelseslovgivningen har siden 2003 udviklet sig betydeligt som følge af reformerne på beskæftigelsesområdet, også er delingsformuejf. afsnit 1.3.i de almindelige bemærkninger, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssærejetilkommet flere målgrupper, Den gældende formålsbestemmelse dækker derfor ikke fuldt ud de overordnede intentioner med indsatsen. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg Der fremgår blandt andet af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt erreformerne, at der opstår et såkaldt anpartssæreje- for udsatte skal være fokus på sammenhæng i indsatsen på tværs af social-, hvor en anpart af aktivet sundheds- og beskæftigelsesområdet, - for personer, som er særejei risiko for at miste jobbet, skal være fokus på fastholdelse, - for unge skal være fokus på uddannelse, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag - for nogle dagpengemodtagere skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11være mulighed for uddannelsesløft.

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens § 15Virksomheder, stk. 1der på nuværende tidspunkt yder kreditservicering af mislig- holdte kreditaftaler, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særejei dag omfattet af inkassolovgivningen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at detLov om inkas- sovirksomhed gælder for virksomheder, der træder driver inkassovirksomhed, jf. § 1 i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue. Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale lov om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifaldinkassovirksomhed. Ved f.eksinkassovirksomhed forstås ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre eller som er købt efter forfald og inddrives på egne vegne. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særejeLoven finder dog i enten begrænset eller fuldstændigt omfang ikke anvendelse for selvstændig advokatvirksomhed, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalenpengeinstitutter eller offentlige myndigheder, jf. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 33 i lov om inkassovirksomhed. Efter udvalgets forslag lov om inkassovirksomheds § 3, skal disse krav fremover kaldes reguleringskravden der vil udøve inkassovirk- somhed være autoriseret hertil. Formålet med kravet om autorisation er at gøre det muligt på forhånd at vurdere, hvorvidt indehaveren af inkassovirk- somheden kan forventes at udøve denne på forsvarlig vis. Hensynet bag au- torisationsregimet er at beskytte kunder og kreditorer ved at sikre, at de fag- lige kvalifikationer er til stede hos inkassovirksomheden. Desuden har au- torisationen til formål at gøre det lettere at føre tilsyn med inkassovirksom- heder samt at opnå en præventiv virkning ved, at en autorisation kan tilba- gekaldes i tilfælde af uregelmæssigheder. Kravene til autorisation fastslås i lov om inkassovirksomheds §§ 4 og 5. For at kunne opnå autorisation skal det gøres antageligt, at inkassovirksom- heden kan udøves forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik, jf. betænkningens kapitel 10lov om inkassovirksomhed § 4. Om modtagelse Lov om inkassovirksomhed indeholder også en række formelle krav til au- torisation, såsom at man skal have bopæl i Danmark, være fyldt 25 år og ikke være umyndig. Man må ikke være under rekonstruktionsbehandling, have betydelig gæld til det offentlige eller være dømt for strafbare forhold der begrunder nærliggende misbrug af behæftede aktiver adgangen til at udøve inkassovirk- somhed. Det følger af lov om inkassovirksomheds jf. § 5. Kravene hænger sammen med det forhold, at inkassovirksomhed skal kunne udøves på forsvarlig vis og sætter nogle regler for, hvornår det må formodes, at dette ikke er tilfældet. Der gælder nogle lignende krav til personale i inkassovirksomheden, f.eks. at disse skal være fyldt 18 år og heller ikke må være dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af deres stilling, jf. § 8. Efter lov om inkassovirksomheds § 19 er det justitsministeren, eller den han bemyndiger til det, der giver autorisation til at udøve inkassovirksomhed. Dette er bemyndiget til Politidirektøren ved arv Midt- og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11Vestjyllands Politi, hvorefter opgaven varetages af Politiets Administrative Center (PAC). Der gælder derimod ikke i dag særskilt krav om, at virksomheder, der udfø- rer kreditserviceringsaktiviteter, skal have tilladelse som kreditservicevirk- somheder af Finanstilsynet.

Gældende ret. Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, artikel 10 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a.hovedreglen, at detudbytter, der træder som et selskab i stedet for den ene del af riget udlodder til en modtager i det anden del af riget, kan beskattes i begge dele af riget, men som en undtagelse herfor indeholder den, at Danmark ikke kan beskatte udbytte, som et aktivdansk datterselskab udlodder til dets grønlandske moderselskab, der såfremt visse betingelser er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformueopfyldt. Tilsvarende følger det af lovens § 28Den gældende artikel 10, stk. 3, at er en aftale generel regel om særeje efter begrænsning af udbyttebeskatningen i den del af riget, hvor det udbyttegivende selskab er bosat, når udbyttets retmæssige ejer er bosat i den anden del af riget. I dette tilfælde må beskatningen i den førstnævnte del af riget højst udgøre 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Den førstnævnte del af riget må dog ikke beskatte udbytte, som et datterselskab i denne del af riget udlodder til et moderselskab i den anden del af riget, der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i datterselskabet og har ejet denne del af kapitalen i en uafbrudt periode på mindst et år, inden for hvilken udbyttet er udloddet. I henhold til den gældende artikel 10, stk. 1 (4, i dobbeltbeskatningsaftalen er det en betingelse for anvendel- se punkt 3.8.1.) omfatteraf stk. 3 ved udlodning af udbytte fra et datterselskab, hvad der træder som er bosat eller registreret i stedet for de aktiverDanmark, der efter aftalen til et moderselskab, som er særejebosat i Grønland, at det pågældende udbytte ikke undergives beskatning hos moderselskabet i Grønland, og at indtægter der ved udlodning af særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet udbytte fra moderselskabet ikke gives fradrag for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af særeje skal være fælleseje. Første den del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen. Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje"moderselskabets udbytteudlodning, der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssærejehenføres til udbytte modtaget fra datterselskabet i Danmark. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23Af artikel 10, stk. 25, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt erden dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale følger, at der opstår så længe grønlandske selskaber kan få fradrag for udloddede udbytter ved grønlandsk selskabsbeskatning, så kan Grønland, uanset begrænsningerne i stk. 3, beskatte udbytte, som et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueartgrønlandsk selskab udlodder, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23skatten må højst være 35 pct. af udbyttets bruttobeløb, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11hvis den retmæssige ejer er bosat i Danmark.

Gældende ret. Ved lov nr. 379 af 28. april 2012 om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) blev det vedtaget, at flere elever i folkeskolen skal inkluderes i den almindelige undervisning med de nødvendige støtteforanstaltninger og faglige udfordringer - og ikke udskilles til specialundervisning. Xxxxx trådte i kraft den 1. maj 2012 og har virket fra skoleåret 2012/13. Det fremgår flere steder i folkeskoleloven, at alle elever skal udvikle sig fagligt. Efter retsvirkningslovens folkeskolelovens formålsparagraf skal skolen bl.a. give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse. At eleverne skal udvikle sig fagligt følger også af folkeskolelovens § 1513 b om elevplaner, hvoraf det fremgår, at elevplanen skal indeholde individuelle mål og status for elevens læring og en beskrivelse af, hvordan der skal følges op herpå. Elevernes faglige udvikling er også et vigtigt element i folkeskolelovens regler om undervisningens tilrettelæggelse og mål for elevernes læring. Af disse regler fremgår det bl.a., at det påhviler skolens leder at sikre, at det undervisende personale, der er tilknyttet klassen, planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle, jf. lovens § 18, stk. 2. Det fremgår videre af § 18, stk. 4, at lærere og pædagoger løbende skal samarbejde med den enkelte elev om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Efter folkeskolelovens § 10, stk. 1, er altfastsætter ministeren for børn, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhververundervisning og ligestilling regler om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner. Ministeren fastsætter desuden regler om kompetencemål for bestemte klassetrin samt færdigheds- og vidensmål i de enkelte fag/emner, delingsformue, medmindre det er gjort til særejeherunder regler om opmærksomhedspunkter inden for udvalgte kerneområder i dansk og matematik. Bestemmelsen indebærer bl.a.er udmøntet i bekendtgørelse nr. 663 af 18. maj 2015 om formål, kompetencemål og færdigheds- og vidensmål for folkeskolens fag og emner (Fælles Mål). Det følger således også af reglerne om Fælles Mål, at detder skal ske en faglig progression hos eleverne. Der er ikke i bekendtgørelsen om Fælles Mål fastsat udtrykkelige mål for elevernes personlige og sociale kompetencer. Personlige og sociale kompetencer indgår i arbejdet med elevernes alsidige udvikling, der træder i stedet for et aktivsom er en del af folkeskolens formål, der er omfattet af en ægtefælles delingsformuejf. folkeskolelovens § 1, også er delingsformuestk. 1, og at indtægter indgår på forskellige måder i formålsbestemmelserne for folkeskolens fag og emner. Arbejdet med elevernes personlige og sociale kompetencer vil således skulle indgå som en integreret del af delingsformue ligeledes er delingsformuearbejdet med de faglige mål i Fælles Mål, jf. Tilsvarende følger det af også lovens § 2810, stk. 3, hvoraf det fremgår, at en aftale om særeje efter undervisningen i fag og emner skal fremme elevernes alsidige udvikling, samt § 40, stk. 1 (se punkt 3.8.1.) omfatter3, hvad der træder hvorefter kommunalbestyrelsen skal sikre, at det er tilgodeset gennem beskrivelser i stedet læseplanen eller på anden hensigtsmæssig måde. Mål vedrørende elevernes personlige og sociale kompetencer vil i forlængelse heraf indgå i de mål, som søges opfyldt for de aktivereleverne, der efter aftalen er særejejf. § 18, stk. 4, 1. pkt. Det fremgår også af folkeskoleloven, at skolen skal arbejde med elevernes trivsel. Det ligger bl.a. i formålsbestemmelsens formuleringer om, at skolen skal give eleverne lyst til at lære mere, at den skal fremme elevernes alsidige udvikling, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er særejeskolen skal skabe rammer for virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder, jf. Det, lovens § 1. Endelig ligger der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat. Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftalekravet om, at detskolerne hvert år skal gennemføre en måling af elevernes trivsel, der træder i stedet for særejeen forventning om, samt at indtægter af særeje skal være fællesejeskolerne løbende arbejder med elevernes trivsel, jf. Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og lejeindtægter. Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalenfolkeskolelovens § 56. Efter lovens folkeskolelovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter. Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves for både særeje- og fællesejemidler. En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje. Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle: 1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 2344, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet fastsætter skolebestyrelsen principper for skolens virksomhed, herunder principper om undervisningens organisering, om understøttende undervisning og dermed indgår holddannelse, samarbejdet mellem skole og hjem og om skolens og forældrenes ansvar i ligedelingensamarbejdet, underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen og om fællesarrangementer for eleverne i skoletiden. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføresSkolebestyrelsen vil som led heri bl.a. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet. Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler, eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt. Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje, og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles. Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en ægtepagt kunne fastsætte principper om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10. Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave skolens arbejde med særeje klausul henvises til punkt 3.11inkluderende læringsmiljøer.