Common use of Konklusion Clause in Contracts

Konklusion. Det er i denne afhandling blevet undersøgt, hvornår en kontraktpart kan ophæve en kontrakt på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medfører. Svaret herpå er udledt gennem en række delspørgsmål, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel kan angives indledningsvist. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed for, at et fundamental breach vil indtræde forud for kontraktens opfyldelsestidspunkt. Der stilles ikke et krav om, at der skal forelægge fuldstændig sikkerhed for misligholdelsens indtræden, men der kræves en meget høj sandsynlighed herfor, og den sandsynlige faktor skal være åbenlys. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgå, herunder parternes tidligere forhandlinger, sædvaner og almindelig praksis inden for den pågældende branche samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstiller, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach i henhold til artikel 25. Alvoren af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2), således at misligholdelsen udgør et fundamental breach, hvis parten hævder dette og han tillige kan bevise, at en reasonable person med samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville finde, at misligholdelsen fratog ham den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontrakten. Såfremt de to første betingelser er opfyldt, får den ene kontraktpart som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontrakten. Dette er imidlertid betinget af, at parten forinden afgiver en reasonable notice herom til modparten – altså en hensigtserklæring om, at han påtænker at ophæve kontrakten. Dette er dog kun en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tillader, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modparten. Dette kan være relevant tilfældet, hvor opfyldelsestidspunktet er så nært forestående, at der ikke ville være tilstrækkelig tid til at kunne stille sikkerhed for kravet. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelse, såfremt tiden tillader, at der bliver givet reasonable notice, hvilket grundlæggende betyder, at modparten får en rimelig chance for at kunne nå at stille sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Ved vurderingen af om time allows og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ej, skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3). Det er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar på, hvad der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2), Hvornår kravet er opfyldt, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for et eventuelt tab i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløb, at det objektivt set anses for adequate. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelse, såfremt parten direkte tilkendegiver, at han ikke har til hensigt af opfylde kontrakten, jf. artikel 72(3). Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives på en sådan måde, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå ved at handle i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt. Hvis betingelserne for at ophæve kontrakten på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tab, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfælde, hvor en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig måde, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet i høj grad afhænger af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlinger.

Konklusion. Det er i denne afhandling blevet undersøgt, hvornår en kontraktpart kan ophæve en kontrakt på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medfører. Svaret herpå er udledt gennem en række delspørgsmål, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel kan angives indledningsvist. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed forAfsættet for nærværende specialeafhandling var det forhold, at et fundamental breach vil indtræde forud reglerne for kontraktens opfyldelsestidspunktentreprise ikke baserer sig på traditionel lovgivning, men parternes indbyrdes aftale og almindelig obligationsretlige reg- ler. Der stilles ikke et krav omMed udgangspunkt i dette forhold, er der i specialet redegjort for rådgivers forpligtelser, lige- som det er blevet klarlagt, hvilket ansvarsgrundlag rådgivere sædvanligvis er underlagt. Afhandlingen har vist, at der skal forelægge fuldstændig sikkerhed spørgsmålet om hvorvidt en rådgiver ved entreprise kan siges at være ansvarlig for misligholdelsens indtrædenprojektfejl, men der kræves mangelfuld rådgivning vedr. byggegrundens egnethed og valg af bygge- materiel samt forsinkelse beror på en meget høj sandsynlighed herforkonkret vurdering, og at den sandsynlige faktor skal være åbenlysnærmere afgrænsning af, om og i hvor høj grad en rådgiver er ansvarlig afhænger af hvilken ydelse rådgiveren har forpligtet sig til at yde i det indgåede aftaleforhold. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt Efter en omfattende gennemgang af hovedsagelig voldgiftskendelser om rådgiverens ansvar, er det i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgå, herunder parternes tidligere forhandlinger, sædvaner og almindelig praksis inden for den pågældende branche samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstiller, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach i henhold til artikel 25. Alvoren af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2), således at misligholdelsen udgør et fundamental breach, hvis parten hævder dette og han tillige kan bevisespecialet dokumenteret, at en reasonable person med samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville finderådgivere både kan blive og i praksis faktisk også bliver draget til ansvar for det arbejde de udfører, at misligholdelsen fratog ham nemlig den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontraktenrådgivning (eller manglende rådgivning) der ydes til klienten. Såfremt de to første betingelser Som gennemgangen samtidig har illustreret, er opfyldt, får den ene kontraktpart som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontraktenkravene til rådgiverens ydelse strenge. Dette er imidlertid betinget af, at parten forinden afgiver en reasonable notice herom til modparten – altså en hensigtserklæring om, at han påtænker at ophæve kontrakten. Dette er dog kun en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tillader, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modparten. Dette kan være relevant tilfældet, hvor opfyldelsestidspunktet er så nært foreståendeAfhandlingens hovedkonklusion er, at der ikke ville være tilstrækkelig tid kan antages at påhvile rådgivere en resultatforplig- telse, medmindre det direkte er aftalt, dvs. det skal følge af opdraget, at rådgiveren har påtaget sig en videregående forpligtelse, fx til at levere et bestemt resultat. Før der kan statueres rådgiveransvar er det således en betingelse, at rådgivningen indeholder mangler – dvs. fejl eller forsømmelser – der gør, at rådgivningen er kritisabel. Det ansvarspådra- gende forhold består i, at en rådgiver leverer en rådgivningsydelse (indsats) af en kvalitet, der er fagligt ringere end hvad man måtte forvente. Ovenstående har fx betydning for, hvem der kan holdes ansvarlig for udbudsmaterialet, når dette ikke er klart og utvetydigt, som den på udbudsmaterialet baserede entrepriseaftale ellers foreskri- ver, at det bør være. Når ovenstående i øvrigt har relevans, skyldes det, at rådgiverens ydelse – foruden de egentlige kerneområder - sjældent er nøje beskrevet i rådgivningsaftaler205. I relation til forsinkelsesansvar kan en rådgiver holdes ansvarlig for bygherrens tab, når de relaterer sig til fx en projektfejl eller utilstrækkelig udøvelse af tilsyn. I sidstnævnte situation antages tilsyns- ansvaret endda at være et selvstændigt ansvar (rådgivningsansvar for hensigtsmæssigt tilrettelæg- gelse af byggeriet), der, som afhandlingen har vist, ikke nødvendigvis forudsætter et entreprenør- ansvar. 205 Jf. Xxx Xxxxxx, Entrepriseretlige mellemformer s. 111. For så vidt angår rådgiverens ansvar for udførelse af byggeriet til den forudsatte tid, har afhandlin- gen desuden vist, at rådgivningsydelsen heller ikke på dette område kan karakteriseres som en resultatforpligtelse. Et rådgiveransvar herfor ville fordre en aftale herom og et eventuelt særskilt honorar herfor. For at minimere egen risici vil det skabe et incitament hos rådgiveren til at gøre lidet komplicerede byggerier unødvendigt kompliceret, herunder operere med tidsplaner, der langt overstiger det egentlige, faktiske tidsforbrug. Endelig har afhandlingen vist, at selvom en entreprenørs forpligtelse i henhold til en entreprisekon- trakt i almindelighed en resultatforpligtelse, er der i relation til en entreprenørs ansvar for den pro- jekteringsmæssige del, uden for totalentreprise, ikke holdepunkter for at kategorisere ansvaret an- derledes end en anden rådgivers ansvar i en tilsvarende situation – det er en indsatsforpligtelse. Som illustreret kan rækkevidden af entreprenørens ansvar tænkes udvidet, idet vedkommende risi- kerer at ifalde ansvar for de kommercielle risici, som en bygherres rådgiver som regel er uden akti- er i. Entreprenørens projekteringsforslag vil således – i modsætning til en rådgiver, der har forplig- tet sig til at optræde loyalt overfor sin klient - i højere grad kunne stille sikkerhed for kravetforestilles at udspringe af bag- vedliggende økonomiske overvejelser. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelseBevisbyrden må antages at være svær at løfte, såfremt tiden tilladerligesom for- holdet yderligere besværliggøres af den omstændighed, at der bliver givet reasonable noticei sådanne sager forinden tit vil være uenighed om, hvilket grundlæggende betyderhvorvidt entreprenøren rent faktisk har påtaget sig en projekteringsydelse. Entreprisemodeller som ”tidligt udbud”, at modparten får ”partnering”, ”systemleverance” mv., der er udtryk for en rimelig chance for at kunne nå at stille sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Ved vurderingen af om time allows og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ejkonstant udvikling indenfor entrepriseretten, skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3). Det er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar på, hvad der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2), Hvornår kravet er opfyldt, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for et eventuelt tab i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløbbevirker, at det objektivt set anses for adequatei høj grad er op til parterne selv og de mellem dem indgåede aftaler at definere, hvem der er forpligtet til hvad. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelseDet medfører, såfremt parten direkte tilkendegiversom det også fremgår af nærværende afhandling, at han det ikke har altid utvetydigt kan fastlås, hvem der i en gi- ven situation bliver pålagt ansvar. Behovet for – og besværet med – at foretage en konkret vurde- ring bliver måske større inden for disse modeller, hvor grænserne fortoner sig. I vid udstrækning er det op til hensigt af opfylde kontraktenbyggeriets parter at sørge for at have dokumentationen i orden, jfnår de skal bevise, dels hvad der er aftalt, dels hvem der vidste hvad, og dels hvem der faktisk udførte noget andet end det oprindeligt aftalemæssige forudsatte. artikel 72(3)Parterne bør sammen forsøge at klar- lægge hvorfor beslutning om fx projektændringer blev truffet (eventuelt opliste fordele og ulem- per, samt initiativtager) og eventuelt tage stilling til, om det skal – eller ikke skal – have en betyd- ning for ansvarets placering, hvis det går galt. Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker Ved at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives ekstra opmærksom på en sådan mådesærlig risikobe- hæftede forhold, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå ved at handle i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt. Hvis betingelserne herunder sørge for at ophæve kontrakten få redegjort for de faktiske omstændigheder herved og aftale hvem der er ansvarlig for de enkelte projektdele, kan man håbe at processen – og de profes- sionelle parters relationer – forbedres, og at det i sidste ende kommer til udtryk i et løft i kvaliteten af det byggeri, der afleveres på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tabsummen af den fælles indsats, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfælde, hvor en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig måde, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet i høj grad afhænger af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlingerrespektive par- ter yder.

Konklusion. Det er i denne afhandling blevet undersøgt, hvornår en kontraktpart kan ophæve en kontrakt på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medfører. Svaret herpå er udledt gennem en række delspørgsmål, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel kan angives indledningsvist. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed for, at et fundamental breach vil indtræde forud for kontraktens opfyldelsestidspunkt. Der stilles ikke et krav omud fra afhandlingen konkluderes, at der skal forelægge fuldstændig sikkerhed for misligholdelsens indtrædenved vurderingen af, men der kræves om noget er ”urimeligt” i er- hvervsforhold, tages hensyn til en meget høj sandsynlighed herfor, og den sandsynlige faktor skal være åbenlysflerhed af faktorer. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgåVurderingen inkluderer specifikke karakteri- stika ved pågældende erhvervsforhold, herunder parternes tidligere forhandlingerstyrke og forhandlingsposition, sædvaner den sæd- vanlige praksis og almindelig praksis standarder inden for den pågældende branche eller sektor, samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstillermarkedets forvent- ninger og almene normer for rimelighed. Det er derfor ikke muligt at opregne alle hensyn der kan inddrages i vurderingen, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach hvorfor de i henhold afhandlingen udvalgte hensyn alene er nogle af de mest almin- deligt forekommende ved vurderingen. Det kan i forbindelse hermed også konkluderes, at domstolene ikke er begrænset til artikel 25alene at tage hensyn til de kontekstuelle omstændigheder, der foreskrives i afta- lelovens § 36, stk. Alvoren 2, idet hensynet til at undgå retsmisbrug ikke er indeholdt i hverken forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold eller senere indtrufne omstændigheder. Det kan også konkluderes, at trods forarbejdernes udtrykte tilbageholdenhed vedr. anvendelsen af aftalelovens § 36 i erhvervsforhold, bliver bestemmelsen stadig påberåbt og anvendt i erhvervsfor- hold i praksis. Der udvises dog særlig tilbageholdenhed i erhvervsforhold, hvor bedømmelsen beror på senere indtrufne omstændigheder, hvilket understreges af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2), således at misligholdelsen udgør et fundamental breach, hvis parten hævder dette og han tillige kan bevise, at en reasonable person med samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville finde, at misligholdelsen fratog ham den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontrakten. Såfremt de to første betingelser er opfyldt, får den ene kontraktpart som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontrakten. sparsomme praksis på området.164 Dette er imidlertid betinget leder os videre til konklusionen af, at parten forinden afgiver en reasonable notice herom til modparten – altså en hensigtserklæring aftalelovens § 36 ikke har fortrængt forudsætningslæren, idet denne særligt ved erhvervsforhold ofte indgår, når sagen baseres på senere indtrufne omstændig- heder. En konklusion kan ligeledes drages om, at han påtænker selvom et af hensynene bag vedtagelsen af aftalelovens § 36 var at ophæve kontrakten. Dette imødekomme økonomisk kriminalitet,165 er dog kun det ikke en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tilladerbetingelse for bestemmelsens an- vendelse, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modpartenforholdet ligefrem er forbundet med kriminel adfærd. Dette kan være relevant tilfældetudledes af den omfangs- rige praksis på anvendelsen af bestemmelsen, hvor opfyldelsestidspunktet er så nært foreståendehvori kriminel adfærd ikke har været indblandet. Herudover må der drages den konklusion, at der ikke ville være tilstrækkelig tid til er en entydig definition eller standard for, hvad der anses for ”urimeligt” i alle erhvervsforhold, da det afhænger af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag. Det er med andre ord ikke muligt at kunne stille sikkerhed opstille typeløsninger for kravetanvendelsen af be- stemmelsen i erhvervsforhold. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelse, såfremt tiden tilladerDet kan dog med forsigtighed udledes af praksis, at der bliver givet reasonable notice, hvilket grundlæggende betyder, at modparten får en rimelig chance for at kunne nå at stille sikkerhed for sin opfyldelse domstolene lægger særlig vægt på visse hensyn afhængigt af kontraktende kontekstuelle omstændigheder. Ved vurderingen af om time allows og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ej, skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3). Det er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar for- hold ved aftalens indgåelse lægges typisk vægt på, hvad om der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2foreligger et underlegenhedsforhold 162 Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd, 8. udgave (2022), Hvornår kravet er opfyldt, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for et eventuelt tab i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløb, at det objektivt set anses for adequate. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelse, såfremt parten direkte tilkendegiver, at han ikke har til hensigt af opfylde kontrakten, jf. artikel 72(3). Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives på en sådan måde, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå ved at handle i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt. Hvis betingelserne for at ophæve kontrakten på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tab, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfælde, hvor en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig måde, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet i høj grad afhænger af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlinger.s. 227

Konklusion. Det Problemformulering for dette speciale er: - Hvad er i denne afhandling blevet undersøgtkonsekvensen for forsikringstager ved at give urigtige oplysninger. Ud fra analysen af de forskellige kendelser fra nævnet, hvornår samt fra retspraksis, så gælder der de samme regler, hvis selskaberne vælger at indtegne via samtale, eller med en kontraktpart kan ophæve en kontrakt på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medførerskriftlig begæring. Svaret herpå er udledt gennem en række delspørgsmål, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel kan angives indledningsvist. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed forForskellen ligger dog i, at et fundamental breach vil indtræde forud det er svære for kontraktens opfyldelsestidspunktselskaberne at løfte bevisbyrden, for at forsikringstager har afgivet urigtige oplysninger, hvis forsikringen er indtegnet pr. Der stilles ikke et krav omTelefon. Til støtte for denne bevisbyrde benytter hoveddelen af de danske forsikringsselskaber, at der skal forelægge fuldstændig sikkerhed for misligholdelsens indtræden, men der kræves en meget høj sandsynlighed herfor, og den sandsynlige faktor skal være åbenlys. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgå, herunder parternes tidligere forhandlinger, sædvaner og almindelig praksis inden for den pågældende branche samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstiller, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach i henhold til artikel 25. Alvoren optagelser af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2)samtalen, således at misligholdelsen udgør hvis de vil gøre urigtige oplysninger gældende, så kan de gå tilbage til denne samtale, og høre om hvorvidt forsikringstager har svaret sandfærdigt. Hvis et fundamental breachselskab vil gøre FAL § 6 gældende, kraver det blot en simpel grad af uagtsomhed, før forsikringstager har afgivet urigtige oplysninger. Dog beror vurderingen om hvorvidt selskabet er fri for ansvar på, om selskabet, hvis parten hævder disse var bekendt med de korrekte risikooplysninger, alligevel ville have indtegnet forsikringen. Såfremt at selskabet gerne ville have indtegnet forsikringstager på samme vilkår, så vil selskabet ikke kunne gå fri for ansvar. Hvis selskabet derimod ville have indtegnet forsikringstager på andre vilkår, eller til en højere præmie, så kan erstatningen nedsættes. Der skal ud fra praksis, en del større ansvarsgrundlag til, før selskabet helt er fri for ansvar. De urigtige risikooplysninger skal have en hvis større betydning, hvis erstatningen skal bortfalde. I dette speciale er der analyseret på indbo-, auto-, og han tillige kan beviseulykkesforsikringer. Hertil på autoforsikringerne ses det at det er ejer-bruger forholdet. Hvor forsikringstager afgiver urigtige oplysninger, angående hvem den primære bruger på bilen er. Det påhviler selskaberne at ved indtegning over telefon, at en reasonable person med samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville findeselskaberne skal gøre forsikringstager opmærksom på de besvarede risikooplysninger, og skal opfordre forsikringstager til at misligholdelsen fratog ham den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontrakten. Såfremt de to første betingelser er opfyldtgennemgå disse, får den ene kontraktpart som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontraktensikre at de er korrekte, inde accept af aftale. Dette er imidlertid betinget af, at parten forinden afgiver en reasonable notice herom til modparten – altså en hensigtserklæring om, at han påtænker at ophæve kontrakten. Dette er dog kun en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tillader, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modparten. Dette kan være relevant tilfældet, hvor opfyldelsestidspunktet er så nært forestående, at der ikke ville være tilstrækkelig tid til at kunne stille sikkerhed for kravet. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelse, såfremt tiden tillader, at der bliver givet reasonable notice, hvilket grundlæggende betyder, at modparten får en rimelig chance for at kunne nå at stille sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Ved vurderingen af De skal endvidere oplyse om time allows og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ej, skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3). Det er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar på, hvad der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2), Hvornår kravet er opfyldt, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for et eventuelt tab i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløb, at det objektivt set anses for adequate. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelse, såfremt parten direkte tilkendegiver, at han ikke har til hensigt af opfylde kontrakten, jf. artikel 72(3). Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives på en sådan måde, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå konsekvensen ved at handle afgive urigtige oplysninger. Således at forsikringstager er bekendt med disse samt reglerne i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunktForsikringsaftaleloven. Hvis betingelserne for at ophæve kontrakten på baggrund af anticiperet misligholdelse Hertil bestemmelserne i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tab, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfælde, hvor en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig måde, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke§§4-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet i høj grad afhænger af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlinger10.

Konklusion. Det er i denne afhandling blevet undersøgtAfhandlingen har haft til formål at analysere og vurdere, hvornår en kontraktpart leverandør har handlet groft uagtsomt i relation til rækkeviden af ansvarsbegrænsninger i it-udviklingsaftaler. Overordnet kan ophæve det konkluderes, at for en kontrakt adfærd kan karakteriseres som groft uagtsom, skal adfærden markant afvige fra almindelig forsvarlig handlemåde, hvor adfærden er stærkt bebrejdelsesværdig, jf. udtrykkeligt CGI-sagen, CGI 2-sagen og Telenor-sagen. Tilsvarende kan det konkluderes, at tærsklen for at anse adfærden som stærkt bebrejdelsesværdig er høj, jf. Infor 2-sagen. Det vil imidlertid bero på baggrund en konkret vurdering, hvornår adfærden er af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medføreren sådan grad, at den kan karakteriseres som stærkt bebrejdelsesværdig ud fra aftalen som en helhed. Svaret herpå Leverandørens adfærd skal vurderes ud fra den individuelle og generelle adfærdsmålestok. I vurderingen kan man inddrage, om der er udledt gennem en række delspørgsmålindlysende risiko for den indtrådte skade, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel og det vil være skærpende hvis der er en indlysende risiko for betydelig skade. Afhandlingen kan angives indledningsvistikke entydigt konkludere, om der gælder et krav om illoyalitet for at der er handlet groft uagtsomt. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed Mest taler dog for, at der ikke gælder et fundamental breach udtrykkeligt krav om illoyalitet, men nærmere at den adfærd der skal til, for at overskride den høje tærskel for hvornår adfærden er stærkt bebrejdelsesværdigt, vil indtræde forud for kontraktens opfyldelsestidspunktkunne betragtes som illoyal adfærd. Der stilles ikke et krav omDet kan videre konkluderes, at illoyalitet i retspraksis ofte ses som én af to hovedkategorier. Disse to hovedkategorier er 1) nedprioritering af kundens centrale interesser og 2) udnyttelse af kundens situation. Dette skal ikke forstås som, at illoyal adfærd ikke kan fremkomme i andre former, men disse to former synes at være gennemgående. Det konkluderes videre, at såfremt ydelsen er kritisk for kunden og leverandøren er bekendt hermed på aftaletidspunktet, så kan dette indgå i uagtsomhedsvurderingen da den adfærd der kan forventes af leverandøren i en sådan situation skærpes. For så vidt angår mangler, vil det dog formentlig være adfærden i forbindelse med kritiske og vitale funktioner, der skal forelægge fuldstændig sikkerhed vurderes i et skærpet lys, for misligholdelsens indtrædenat tage hensyn til den ikke-ubetydelige risiko for børnesygdomme hvor ukritiske mangler ikke kræver samme beskyttelse. Yderligere kan det konkluderes, men der kræves en meget høj sandsynlighed herfor, og den sandsynlige faktor skal være åbenlys. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt Højesteret i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgå, herunder parternes tidligere forhandlinger, sædvaner og almindelig praksis inden for den pågældende branche samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstiller, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach i henhold til artikel 25. Alvoren af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2), således at misligholdelsen udgør et fundamental breach, hvis parten hævder dette og han tillige kan beviseG4S-sagen ikke udtrykkeligt udtaler, at en reasonable person med central aftaleforpligtelse hurtigere skulle være groft uagtsom. På samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville findemåde er afhandlingens konklusion, at misligholdelsen fratog ham man næppe vinde noget nævneværdigt ved at sondre mellem misligholdelse af hovedforpligtelser ctr. biforpligtelser. Misligholdelse af en biforpligtelse er således ikke generelt mindre bebrejdelsesværdig, blot fordi det er en biforpligtelse. Når misligholdelse af visse biforpligtelser sjældent vil være udtryk for grov uagtsomhed, skyldes det derimod at adfærden ikke er så bebrejdelsesværdig, at den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontrakten. Såfremt de to første betingelser er opfyldt, får den ene kontraktpart indebærer en markant afvigelse fra almindelig forsvarlig handlemåde ud fra aftalen som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontraktenhelhed. Dette er imidlertid betinget afikke tilfældet for alle sekundære forpligtelser, og fordi visse af disse har en så central betydning for om et it-projekt kan blive vellykket, vil misligholdelse af disse næppe være mindre bebrejdelsesværdige end leverandørens primære forpligtelse, ligesom der e.o. kan være en indlysende skadesrisiko. For så vidt angår spørgsmålet om ansvarsbegrænsningens karakter, konkluderes det, at parten forinden afgiver det ikke kan udelukkes at en reasonable notice herom domstol vil have et ønske om at finde hjemmel til modparten – altså en hensigtserklæring omtilsidesættelse af ansvarsbegrænsningen i parternes aftale i form af grov uagtsomhed (frem for helt eller delvist at tilsidesætte den efter aftl. § 36), og derved tillægge karakteren betydning i uagtsomhedsvurderingen. Det kan imidlertid ikke tilsluttes, at han påtænker der skulle være holdepunkter herfor i sagen mellem Steria og NSB. Det konkluderes endvidere, at ophæve kontraktenbetydningsfulde svigt i kontraktmæssig opfyldelse kan være en indikation på, at der er handlet groft uagtsomt. Der må dog som udgangspunkt sondres mellem misligholdelse og ansvar. Blot fordi, der er foreligger fx væsentlige mangler, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at leverandøren kan bebrejdes herfor. I visse tilfælde er der dog et sammenfald mellem misligholdelsesvurderingen og uagtsomhedsvurderingen. Dette er dog kun en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tillader, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modparten. Dette kan være relevant hvert fald tilfældet, hvor opfyldelsestidspunktet misligholdelsen vedrører en indsatsforpligtelse. Det konkluderes bl.a. også, at hvis misligholdelsesvurderingen forlader sig på den abstrakte mangelsvurdering, kan kunden normalt forvente at ydelsen har en almindelig god kvalitet, hvilket almindeligvis er en henvisning til branchekutyme, herunder at udviklingen skal være udført fagmæssigt korrekt. I så nært foreståendefald kan vurderingerne også være sammenfaldende, men den abstrakte mangelsvurdering kan dog indeholde andre momenter, der kan påvirke i hvor stor grad der kan lægges vægt på omfanget af misligholdelsen i uagtsomhedsvurderingen. Fælles for tilfældene, hvor misligholdelsens omfang direkte kan inddrages i uagtsomhedsvurderingen, er, at der ikke ville kan sættes lighedstegn mellem væsentlig misligholdelse og grov uagtsomhed. Hvis kunden har medvirket til vanskelighederne i projektet, kan dette tillægges vægt i vurderingen af leverandørens adfærd. Der skal dog være tilstrækkelig tid til tale om en form for egen skyld, der påvirker hvilken adfærd, der kan forventes af leverandøren, fx at kunden ikke har medvirket som forudsat. Betydningen af egen skyld må endvidere antages at kunne stille sikkerhed for kravet. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelseinfluere på betydningen af de andre momenter, såfremt tiden tillader, at fx så der bliver givet reasonable notice, hvilket grundlæggende betyder, at modparten får en rimelig chance skal mere til for at kunne nå at stille sikkerhed adfærden kan anses for sin opfyldelse af kontraktenilloyal. Ved vurderingen af Dommene afklarer ikke, om time allows og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ej, visse momenter skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3)tillægges en større vægt end andre. Det er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme Afhandlingens konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar på, hvad der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2), Hvornår kravet er opfyldt, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for loyalitet udgør et eventuelt tab så centralt element i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløbit-udviklingsaftalen, at det objektivt set vil tale med betydelig vægt, hvis leverandøren har handlet illoyalt, da der i så fald almindeligvis også vil være en indlysende risiko for (betydelig) skade. Imidlertid kan også kundens adfærd tillægges stor betydning, forudsat at kunden kan bebrejdes vanskelighederne. Der vil være tale om en glidende skala, hvor jo mere vanskelighederne kan bebrejdes kunden, jo større vægt kan forholdet tillægges. Videre kan bl.a. kritisk-kriteriet også tillægges en vis betydning, da kriteriet medfører at der i højere grad vil være en indlysende skadesrisiko. Betydningen af ansvarsbegrænsningens karakter anses for adequate. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelse, såfremt parten direkte tilkendegiversubsidiær i den forstand, at han retten muligvis vil inddrage det i sine overvejelser og vurdere adfærden strengere, men momentet siger ikke har til hensigt i sig selv noget om, hvorvidt adfærden er stærkt bebrejdelsesværdig. For så vidt angår betydningsfulde svigt i kontraktmæssig opfyldelse, kan der vanskeligt konkluderes noget fast om vægten af opfylde kontrakten, jfmomentet. artikel 72(3). Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves Størst vægt vil der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives dog kunne lægges på en sådan måde, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå ved at handle i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt. Hvis betingelserne for at ophæve kontrakten på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tab, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfældemomentet, hvor misligholdelsen vedrører en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig mådeindsatsforpligtelse, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det culpavurderingen er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet indbygget i høj grad afhænger vurderingen af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 indsatsforpligtelse er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlingermisligholdt.

Konklusion. Det Som det fremgår af redegørelsen i de forrige afsnit, er det muligt for ordregivende myndigheder at tildele kontrakt til selvstændige juridiske selskaber uden forudgå- ende offentligt udbud af kontrakten, når to betingelser er opfyldt: kontrolkriteriet og hovedpartskriteriet. Dette kaldes den udvidede in-house regel. Kontrolkriteriets opfyldelse beror på en lang række forhold, men indebærer grundlæggende en vurdering af, om den kontrol myndigheden kan udøve over sel- skabet, er sammenlignelig med den kontrol myndigheden kan udøve over egne in- terne tjenestegrene. Når selskabets selvstændige handlefrihed er begrænset, og myndigheden kan udøve bestemmende indflydelse på selskabets strategiske mål- sætninger og vigtige beslutninger, er forholdet sammenligneligt med det over/underordnelsesforhold, der eksisterer mellem myndigheder og deres under- ordnede tjenestegrene. Kontrolkriteriet vil således kunne anses for opfyldt. Dog vil den enkelte myndigheds opgavemæssige kontrol når samtlige ejere samlet set har kontrollen over selskabet muligvis være nok til, at anse kontrolkriteriet for opfyldt. Dette tyder på en lempning i denne afhandling blevet undersøgtretspraksis af betingelserne for kontrolkriteriets op- fyldelse. Selskabet udfører hovedparten af sine aktuelle aktiviteter for samtlige myn- digheder, hvornår en kontraktpart kan ophæve en kontrakt det ejes af, når selskabets omsætning på ca. 90 % af selskabets samlede omsætning, opnås på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 CISG samt hvilke retsvirkninger dette medfører. Svaret herpå er udledt gennem en række delspørgsmål, hvorfor delkonklusioner hertil med fordel kan angives indledningsvist. Den første betingelse som artikel 72 opstiller vedrører graden af sikkerhed for, at et fundamental breach vil indtræde forud for kontraktens opfyldelsestidspunkt. Der stilles ikke et krav om, at der skal forelægge fuldstændig sikkerhed for misligholdelsens indtræden, men der kræves en meget høj sandsynlighed herfor, og den sandsynlige faktor skal være åbenlys. For at vurdere dette skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2), hvormed kravet anses for opfyldt såfremt en reasonable person under de samme omstændigheder og med de forudsætninger, ligeledes ville have anses kravet for opfyldt. I denne vurdering alle sagens omstændigheder indgå, herunder parternes tidligere forhandlinger, sædvaner og almindelig praksis inden for den pågældende branche samt den udviste adfærd mellem parterne Den anden betingelse som artikel 72 opstiller, vedrører hvorvidt den anticiperede misligholdelse udgør et fundamental breach i henhold til artikel 25. Alvoren beslutning truffet af den indtrådte misligholdelse bliver vurderet eller de ordregivende myndigheder, der er ejere. Selskabet må kun udføre opgaver for andre end ejerne i forhold, hvorvidt misligholdelsen fratager den uskyldige part hvad han med rette kunne forvente af kontrakten, herunder om han som følge af misligholdelsen mister al fremtidig interesse i kontrakten. Hvad parten med rette kunne forvente af den indgåede kontrakt skal bedømmes i overensstemmelse med den objektive test i artikel 8(2)marginalt omfang, således at misligholdelsen udgør et fundamental breach, hvis parten hævder dette og han tillige kan bevise, at selskabet ikke i for høj grad bliver en reasonable person med samme forudsætninger under samme omstændigheder ligeledes ville finde, at misligholdelsen fratog ham den berettiget forventning og fremtidige interesse af kontrakten. Såfremt de to første betingelser er opfyldt, får den ene kontraktpart som udgangspunkt mulighed for at ophæve kontrakten. Dette er imidlertid betinget af, at parten forinden afgiver en reasonable notice herom til modparten – altså en hensigtserklæring om, at han påtænker at ophæve kontrakten. Dette er dog kun en nødvendig betingelse, hvis de tidsmæssige omstændigheder gør dette muligt. Taget den moderne teknologi aktør i betragtning kan det være svært at forestille sig en situation, hvor tiden ikke tillader, at der forinden en ophævelse af kontrakten kan afgives en hensigtserklæring til modparten. Dette kan være relevant tilfældet, hvor opfyldelsestidspunktet er så nært forestående, at der ikke ville være tilstrækkelig tid til at kunne stille sikkerhed for kravet. Undtagelsen i artikel 72(2) finder dermed kun anvendelse, såfremt tiden tillader, at der bliver givet reasonable notice, hvilket grundlæggende betyder, at modparten får en rimelig chance for at kunne nå at stille sikkerhed for sin opfyldelse af kontraktenkonkur- rence på markedet. Ved vurderingen af om time allows hovedpartskriteriet skal selskabet være sammenligneligt med forvaltningens egne interne tjenestegrene, som er økonomisk og om erklæringen dermed kan siges at være reasonable eller ej, skal der tages udgangspunkt i den objektive standard i artikel 8(2) og (3)opgavemæssigt afhængige af myndigheden. Det Når dette er således alene muligt for den ene part at ophæve kontrakten uden en forudgående hensigtserklæring, såfremt den pågældende situation gør, at tiden ikke tillader at der gives reasonable notice, og såfremt en reasonable person i henhold til artikel 8(2) ville være nået frem den samme konklusion Det grundlæggende formål med hensigtserklæringen er, at den usikre part får mulighed for at kræve, at modparten stiller sikkerhed for sin opfyldelse af kontrakten. Der er ikke et klart svar på, hvad der udgør en adequate assurance som påkrævet i artikel 72(2), Hvornår kravet er opfyldttilfældet, kan variere afhængigt af sagens konkrete omstændigheder. Det primære udgangspunkt er dog, at sikkerhedsstillelsen skal hoved- partskriteriet være tilstrækkelig til, at parten føler sig sikker på, at kontrakten opfyldes som aftalt, eller at kreditor vil blive kompenseret for et eventuelt tab i forbindelse med udførelsen af hans egen præstation. Det er uden betydning, om parten selv mener, at sikkerhedsstillelsen anses for tilstrækkelig, da vurderingen heraf afgøres ud fra den objektive standard i artikel 8(2). Sikkerhedsstillelsen altså skal udgøre et sådant økonomisk beløb, at det objektivt set anses for adequate. Kravet om reasonable notice og adequate assurance finder ikke anvendelse, såfremt parten direkte tilkendegiver, at han ikke har til hensigt af opfylde kontrakten, jf. artikel 72(3). Før en erklæring om ophævelse af kontrakten kan ses som effektiv, kræves der indholdsmæssigt en høj grad af klarhed og præcision, selvom det er ikke et krav, at ord som avoidance eller avoid direkte indgår i erklæringen. Det skal imidlertid fremstå klart for den ene part, at modparten ikke længere ønsker at være bundet af kontrakten og opfatter denne som ophævet. Erklæringen skal dermed afgives på en sådan måde, at modparten ikke kan være i tvivl om partens ønske om at hæve kontrakten. Erklæringen har bindende effekt når modparten er blevet bekendt hermed og har indrettet sig herpå ved at handle i overensstemmelse med erklæringen, hvorfor erklæringen derfor ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt. Hvis betingelserne for at ophæve kontrakten på baggrund af anticiperet misligholdelse i henhold til artikel 72 er opfyldt, så bortfalder kontrakten og begge parter bliver frigjort for deres forpligtelser, bortset fra eventuelt skyldig skadeserstatning. Den misligholdende part bliver erstatningsansvarlig for det tab, som den anden part lider som følge af misligholdensen, jf. artikel 74. Erstatningspligten skal sikre, at den uskyldige part stilles i situation tilsvarende den han ville have været i, såfremt kontrakten var blevet opfyldt som aftalt. Den uskyldige part kan hermed som udgangspunkt gøre sit fulde tab gældende. Erstatningspligten begrænses dog af, at denne ikke kan overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig konsekvens af misligholdelsen. Det er derfor alene muligt at kræve erstatning for det tab, som har fremstået som en mulig følge af misligholdelsen på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. artikel 74. Denne vurdering foretages efter den objektive standard i artikel 8(2). Udover erstatningen i artikel 74, giver konventionens artikel 75 og 76 mulighed for yderligere erstatning i de tilfælde, hvor en af parterne har måtte foretaget dækningskøb eller videresolgt varer til anden side med tab til følge. Såfremt en af parterne har måtte foretage dækningskøb eller har videresolgt varerne til anden side, kan den part, som opnår ret til at kræve erstatning, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller videresalget, jf. artikel 75. Dette er imidlertid kun muligt såfremt parten har foretaget købet på en fornuftig måde og inden for rimelig tid efter kontraktens ophævelse. Det er af væsentligt betydning, at parten foretager dækningskøb eller videresalg på forsvarlig måde, da han ellers risikere at få nedsat sit erstatningskrav efter den almindelige markedspris på varerne jf. artikel 76. Markedsprisen beregnes ud fra den sædvanlige pris for samme varer ville være på leveringstedet eller et andet sammenligneligt sted. Det er endvidere muligt at begrænse erstatningspligten, såfremt den ikke-misligholdende part ikke har overholdt sin tabsbegrænsningspligt, jf. artikel 77. Den endelige konklusion må være, at svaret på spørgsmålet i høj grad afhænger af sagens konkrete omstændigheder, den indgående kontrakt samt de omhandlende kontraktparter. Dette ses særligt ved de mange artikel 8(2) vurderinger, som forekommer flere gange undervejs i analysen af betingelserne for anvendelsen af artikel 72. Det kan på den baggrund være enormt svært for parterne at forudse, om betingelserne for at ophæve en kontrakt under artikel 72 er til stede eller ej. Dette kan synes problematisk henset til de alvorlige retsvirkninger, som en ophævelse af kontrakten med medføre. Det kan overvejes, om dette er baggrunden for, at emnet synes underbelyst og retspraksis på området virker sparsom. Kontraktparter som er i tvivl om hvorvidt betingelserne i artiklen 72 er opfyldt eller ej, vil uden tvivl finde det mere hensigtsmæssigt at afgøre tvisten gennem forhandlinger.