Common use of Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser Clause in Contracts

Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser. 3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje 1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for særeje, finder udvalget, at den bedste løsning er, at aktivet bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midler. Er f.eks. en fast ejendom erhvervet ved en betaling af 500.000 kr. i særejemidler og 500.000 kr. i delingsformuemidler, bliver ejendommen brøkdelssæreje, således at særejebrøken er 1/2. Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktionen, at særeje og delingsformue ikke igen kan adskilles, når aktivet sælges. Dette ville efter udvalgets opfattelse stride mod princippet om surrogation. Hvis en ægtefælle ved salg af et aktiv købt for sammenblandede midler, frit kunne vælge, at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende hævde, at den del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuen, og at særejet var i behold. Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende en ejendom, der var brøkdelssæreje med halvt særeje og halv delingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgssummen, tilsvarende være brøkdelssæreje. Udvalget har overvejet, om der burde stilles et mindstekrav til, hvor stor særejeindskuddet skal være i forhold til aktivets værdi, før der opstår brøkdelssæreje. Udvalget finder imidlertid, at det vil være for kompliceret navnlig i relation til at definere den præcise sondring mellem midler anvendt ved den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en efterfølgende forbedring, og i relation til midler, der er tilvejebragt ved optagelse af lån. Udvalget foreslår, at der ikke fastsættes en sådan mindstegrænse. Der vil således kunne opstå situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen. 2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt, at der opstår brøkdelssæreje, hvis et særejeaktiv forbedres ved hjælp af delingsformue. En sådan model ville for at kunne foretage en korrekt beregning af brøken forudsætte en opgørelse af aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis gæld, der hører til særejet, afdrages med midler, der indgår i delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom afdrages med midler, der indgår i delingen, ville en regel om brøkdelssæreje forudsætte en værdifastsættelse og omberegning af særejebrøken for hvert enkelt afdrag. I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt 3.17.), der giver mulighed for en skønsmæssig fastsættelse af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsformue genoprettes, efter udvalgets opfattelse en bedre løsning. 3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer, hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse. Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på problemstillingen er at lade udbetalingens formueart være afgørende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets opfattelse antages at svare til, hvad der er gældende ret. Hvis der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et aktiv, forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistigninger og -fald alene påhviler særejet. Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for særejemidler og dels ved låneoptagelse eller låneovertagelse, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både særejemidler og delingsformue, og samtidig lånefinansiering, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fastsættes efter forholdet mellem indskuddene af forskellige formuearter. Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at der opstår brøkdelssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller den finansiering, der er foretaget for at muliggøre erhvervelsen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele aktivet bliver særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning er delingsformue. Ved fastlæggelse af retstilstanden i tilfælde af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages en afvejning af hensynet til begge ægtefæller, og ved flertallets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens interesser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5 pct. af købesummen, virker det urimeligt, at hele værdistigningen på aktivet bliver særeje.

Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser. 3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje 1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for særeje, finder udvalget, at den bedste løsning er, at aktivet bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midler. Er f.eks. en fast ejendom erhvervet ved en betaling af 500.000 kr. i særejemidler og 500.000 kr. i delingsformuemidler, bliver ejendommen brøkdelssæreje, således at særejebrøken er 1/2. Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktionen, at særeje og delingsformue ikke igen kan adskilles, når aktivet sælges. Dette ville efter udvalgets opfattelse stride mod princippet om surrogation. Hvis en ægtefælle ved salg af et aktiv købt for sammenblandede midler, frit kunne vælge, at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende hævde, at den del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuen, og at særejet var i behold. Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende en ejendom, der var brøkdelssæreje med halvt særeje og halv delingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgssummen, tilsvarende være brøkdelssæreje. Udvalget har overvejet, om der burde stilles et mindstekrav til, hvor stor særejeindskuddet skal være i forhold til aktivets værdi, før der opstår brøkdelssæreje. Udvalget finder imidlertid, at det vil være for kompliceret navnlig i relation til at definere den præcise sondring mellem midler anvendt ved den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en efterfølgende forbedring, og i relation til midler, der er tilvejebragt ved optagelse af lån. Udvalget foreslår, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse, hvorefter ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse kan indgå aftale om hel eller delvis deling af deres formuer. Udvalget har herefter overvejet, om der er behov for en særlig regel om ændring eller tilsidesættelse af bodelingsaftaler ved siden af den generelle regel i aftalelovens § 36. Det er udvalgets opfattelse, at vurderingen af, om en delingsaftale bør ændres eller tilsidesættes som urimelig, adskiller sig fra den vurdering, der foretages i andre sager efter aftalelovens § 36, som ofte vedrører en kommerciel transaktion, f.eks. mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Ved tilsidesættelser af bodelingsaftaler lægges der større vægt på parternes subjektive forhold, herunder at den ene var ude af balance som følge af samlivsophævelsen, eller at en ægtefælle reelt ved aftalens indgåelse ønskede at give afkald på en del af sine rettigheder, f.eks. af hensyn til børnene. Samtidig lægges der større vægt på hensynet til den tid, der er gået, inden indsigelsen blev fremsat, idet vægtige hensyn taler for, at den anden ægtefælle kan indrette sig i tillid til aftalen. Disse hensyn vil efter udvalgets opfattelse ikke fastsættes i samme grad gøre sig gældende i en sådan mindstegrænsesag efter aftalelovens § 36 om tilsidesættelse af f.eks. Der vil således kunne opstå situationeren aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvor et aktiv er brøkdelssærejeden erhvervsdrivende typisk ikke vil have kendskab til forbrugerens subjektive forhold, selvom f.eksog hvor hensynet til, at den erhvervsdrivende har indrettet sig i tillid til aftalen, ikke vil have samme vægt. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen. 2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigtderfor, at der opstår brøkdelssærejefortsat bør være en særlig regel i den familieretlige lovgivning om tilsidesættelse og ændring af bodelingsaftaler, og at denne regel bør indsættes i loven om ægtefællers økonomiske forhold, da den hører sammen med reglerne om formuedeling. Udvalget foreslår samtidig, at reglens anvendelsesområde udvides, så den også omfatter bodelingsaftaler, der indgås efter separationen eller skilsmissen. Det foreslås, at bestemmelsen udformes sådan, at bodelingsaftaler skal kunne tilsidesættes helt eller delvist, hvis et særejeaktiv forbedres de skønnes urimelige. Ved afgørelsen herom skal der tages hensyn til aftalens indhold, ægtefællernes økonomiske forhold, baggrunden for aftalen og omstændighederne ved hjælp aftalens indgåelse samt senere indtrufne omstændigheder. Aftaler om deling og aftaler om ægtefællebidrag hænger ofte sammen og kan være indeholdt i den samme aftale. Ændring af delingsformueaftaler om bidrag bør derfor ske efter samme kriterier som delingsaftaler. En sådan model ville for at kunne foretage Udvalget foreslår på den baggrund en korrekt beregning tilsvarende ændringer af brøken forudsætte en opgørelse af aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis gældægteskabslovens § 52, der hører til særejet, afdrages med midler, der indgår i delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom afdrages med midler, der indgår i delingen, ville en regel indeholder regler om brøkdelssæreje forudsætte en værdifastsættelse og omberegning ændring af særejebrøken for hvert enkelt afdrag. I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt 3.17bidragsaftaler.), der giver mulighed for en skønsmæssig fastsættelse af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsformue genoprettes, efter udvalgets opfattelse en bedre løsning. 3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer, hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse. Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på problemstillingen er at lade udbetalingens formueart være afgørende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets opfattelse antages at svare til, hvad der er gældende ret. Hvis der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et aktiv, forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistigninger og -fald alene påhviler særejet. Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for særejemidler og dels ved låneoptagelse eller låneovertagelse, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både særejemidler og delingsformue, og samtidig lånefinansiering, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fastsættes efter forholdet mellem indskuddene af forskellige formuearter. Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at der opstår brøkdelssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller den finansiering, der er foretaget for at muliggøre erhvervelsen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele aktivet bliver særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning er delingsformue. Ved fastlæggelse af retstilstanden i tilfælde af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages en afvejning af hensynet til begge ægtefæller, og ved flertallets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens interesser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5 pct. af købesummen, virker det urimeligt, at hele værdistigningen på aktivet bliver særeje.

Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser. 3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje 1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for særeje, finder udvalgetUdvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at den bedste løsning er, baggrunden for særejereglerne bl.a. var et ønske om at aktivet bliver brøkdelssærejegive ægtefæller større aftalefrihed, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midlerkan vælge den individuelle ordning, der passer dem bedst. Er f.eksUlemperne ved reglerne er efter udvalgets opfattelse, at de mange kombinationsmuligheder for forskellige særejeformer gør det vanskeligere for ægtefæller at forstå og forudsige retsstillingen ved formuedeling. en fast ejendom erhvervet ved en betaling Hertil kommer, at det har været uafklaret, om ægtefæller gyldigt kan indgå bestemte typer af 500.000 kraftaler. i særejemidler og 500.000 kr. i delingsformuemidler, bliver ejendommen brøkdelssæreje, Ægtefællerne risikerer således at særejebrøken indgå en aftale, der senere kan tilsidesættes som ugyldig, fordi den falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28. Reglerne har endvidere ikke givet ægtefæller alle de muligheder, som de kunne ønske, for at indrette deres formueforhold efter deres situation, og ikke alle begrænsninger i aftalemulighederne har været velbegrundede. Det er 1/2udvalgets ønske at etablere en klarere og enklere retstilstand. Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktionen, at særeje og delingsformue ikke igen kan adskilles, når aktivet sælges. Dette ville mål må efter udvalgets opfattelse stride mod princippet om surrogationimidlertid afvejes over for hensynet til ægtefællernes aftalefrihed og mulighed for at vælge en særejeordning, der passer til deres individuelle forhold. Hvis Ægtepagter indgås ofte på et tidspunkt, hvor parterne anser skilsmisse for usandsynlig. Uanset at hensynet til den økonomisk svage ægtefælle ikke har samme vægt som ved retsvirkningslovens ikrafttræden i 1925, er der efter udvalgets opfattelse fortsat et behov for at beskytte en ægtefælle ved salg af et aktiv købt for sammenblandede midlermod at indgå aftaler, frit kunne vælge, hvis konsekvenser kan være vanskelige at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende hævde, at den del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuenoverskue, og at særejet var i behold. Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende som stiller vedkommende økonomisk urimeligt ved en ejendom, der var brøkdelssæreje med halvt særeje og halv delingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgssummen, tilsvarende være brøkdelssærejeformuedeling. Udvalget har overvejet, om hensynet til aftalefriheden bedst tilgodeses ved at bestemme, at ægtefællerne som udgangspunkt frit kan indgå forhåndsaftaler om, hvordan deres formuer skal deles ved separation, skilsmisse eller død, og samtidig indføre en "negativliste“ om, hvad der burde stilles et mindstekrav ikke kan aftales. Det kunne være enklere og mere forståeligt for ægtefællerne, hvis de i stedet for at aftale, hvilke af deres aktiver, der skal være særeje, kunne formulere aftalen således, at den direkte angav, hvilke aktiver der skal deles eller ikke deles. Den nugældende terminologi i retsvirkningsloven, hvorved aftaler om den kommende deling af formuen indgås, så noget skal være særeje, må imidlertid efter udvalgets opfattelse antages at være så indarbejdet, at denne fortsat vil blive anvendt, selv hvis der var fuldstændig aftalefrihed. Det ville derfor også ved fuld aftalefrihed være nødvendigt at have bestemmelser i loven, der definerede de forskellige former for særeje, og at loven indeholdt regler om virkningerne af forskellige former for særejeaftaler ved separation, skilsmisse og død, og med hensyn til surrogater, indtægter og vederlagskrav. Fuld frihed til at indgå aftaler om deling vil efter udvalgets opfattelse formentlig føre til, at aftaler om særeje ville blive kombineret med aftaler om, at den ene ægtefælle ved skilsmisse skal betale et beløb til den anden, aftaler om, hvem der skal udtage hvilke aktiver, og aftaler om, hvem der skal betale hvilke gældsposter. Sådanne aftaler, hvor stor særejeindskuddet skal være i forhold der ikke klart tages stilling til aktivets værdisammenhængen mellem aftalens enkelte elementer, før der opstår brøkdelssærejevil gøre det meget vanskeligt at fastlægge indholdet af aftalen. Udvalget finder imidlertiddet derfor mest hensigtsmæssigt at fastholde den nuværende model, hvor det i loven udtømmende opregnes, hvilke forhåndsaftaler om formuedeling, der gyldigt kan indgås. Udvalget har med sit forslag tilstræbt, at det vil være for kompliceret navnlig i relation ægtefæller får den nødvendige frihed til at definere indgå aftaler, der passer til deres situation og ønsker. Udvalget har samtidig ønsket at klargøre retstilstanden og at undgå, at den præcise sondring mellem midler anvendt bliver så indviklet, at ægtefællerne får vanskeligt ved den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en efterfølgende forbedringat forstå aftalerne, og i relation til midler, der er tilvejebragt ved optagelse af lån. Udvalget foreslårsamtidig minimere risikoen for, at der ikke fastsættes en sådan mindstegrænseindgås særejeaftaler, som tilsidesættes, fordi aftalen falder uden for det tilladte. Der vil således kunne opstå situationerSom det fremgår, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummenhensynene til aftalefrihed på den ene side og til enkelhed og klarhed på den anden side vanskelige at forene. 2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt3.8.2.1. Skilsmissesæreje, at der opstår brøkdelssæreje, hvis et særejeaktiv forbedres ved hjælp af delingsformue. En sådan model ville for at kunne foretage en korrekt beregning af brøken forudsætte en opgørelse af aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis gæld, der hører til særejet, afdrages med midler, der indgår i delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom afdrages med midler, der indgår i delingen, ville en regel om brøkdelssæreje forudsætte en værdifastsættelse og omberegning af særejebrøken for hvert enkelt afdrag. I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt 3.17.), der giver mulighed for en skønsmæssig fastsættelse af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsformue genoprettes, efter udvalgets opfattelse en bedre løsning. 3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer, hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse. Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på problemstillingen er at lade udbetalingens formueart være afgørende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets opfattelse antages at svare til, hvad der er gældende ret. Hvis der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et aktiv, forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistigninger og -fald alene påhviler særejet. Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for særejemidler og dels ved låneoptagelse eller låneovertagelse, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både særejemidler og delingsformue, og samtidig lånefinansiering, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fastsættes efter forholdet mellem indskuddene af forskellige formuearter. Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at der opstår brøkdelssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller den finansiering, der er foretaget for at muliggøre erhvervelsen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele aktivet bliver fuldstændigt særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning er delingsformuebrøkdelssæreje og kombinationssæreje 3.8.2.2. Ved fastlæggelse af retstilstanden i tilfælde af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages en afvejning af hensynet til begge ægtefæller, Sumsæreje og ved flertallets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens interesser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5 pct. af købesummen, virker det urimeligt, at hele værdistigningen på aktivet bliver særeje.sumdeling