Voldgiftsretten. Voldgiftsretten består af 5 medlemmer: En retsformand og 2 repræsentanter for hver af de stridende parter. Når enighed foreligger om indbringelse af en sag for en voldgiftsret, udpeger organisationerne deres repræsentanter og udveksler umiddelbart herefter navnene på disse. Organisationerne udpeger derudover i fællesskab en uden for disse stående retsformand. Opnås der ikke mellem organisationerne enighed om en retsformand, skal de snarest anmode Arbejdsretten om at udpege en sådan. I henvendelsen herom skal det oplyses, hvilke personer der under forhandlingerne mellem organisationerne har været bragt i forslag. Den valgte eller udpegede retsformand, der må erklære sig villig til at påtage sig hvervet, fungerer som rettens formand og leder dens forhandlinger. Oplyses det, at et medlem af voldgiftsretten bliver personlig interesseret i sagens udfald, skal han vige sit sæde og en anden udpeges til at indtræde i hans sted.
Voldgiftsretten. Voldgiftsretten består af 5 medlemmer: 1 formand/opmand og 2 repræsentanter fra hver af parterne.
Voldgiftsretten. Er der enighed om at henvise sagen til faglig voldgift, skal denne bestå af 4 medlemmer, hvoraf 2 vælges af hver af de undertegnede organisationer samt en opmand, som vælges af voldgiftsrettens medlemmer. Såfremt der ikke opnås enighed om valget af opmand, skal parterne anmode Arbejds- retten om at udnævne denne.
Voldgiftsretten. Voldgiftsretten indledte med at tiltræde, at byggeriet blev afleveret den 24. november 2017. Spørgsmålet var herefter, om der var reklameret inden rimelig tid over manglerne. Voldgiftsretten tog i sin vurdering udgangspunkt i et svarbrev afsendt den 23. marts 2018 fra BH1 og BH2’s advokat til HE. Svarbrevet var udtryk for en reklamation over de mangler der var beskrevet heri. Reklamationen var sket efter ca. 4 måneder, hvilket voldgiftsretten fandt var inden rimelig tid. Der var dog flere mangler som ikke var beskrevet i svarbrevet. Disse blev først præciseret i et udkast til skønstema, som blev sendt til Voldgiftsnævnet den 15. februar 2019. Voldgiftsretten bemærkede, at manglerne havde været synlige ved ophævelsen den 24. november 2017, eller burde havde været konstateret efter nogen tids brug af huset. En reklamation den 15. februar 2019 – 15 måneder efter – kunne ikke anses for inden rimelig tid jf. AB 92 § 32, stk. 2 (nu- gældende AB 18 § 49, stk. 2). Derudover bemærkede voldgiftsretten, at BH1 og BH2 – som var private bygherrer – havde fået byggeteknisk rådgivning og advokatbistand. Som følge af dette måtte reklamationsfri- sterne være det samme for dem som hvis de havde været professionelle parter. Sammenfattende fandt voldgiftsretten, at der for visse mangler var reklameret for sent. På denne baggrund fastsatte voldgiftsretten BH1 og BH2’s krav til 158.000 kr. Først og fremmest bekræfter kendelsen fast praksis ift. reklamationsfrister. Praksis viser, at grænsen for rimelig reklamation ofte går ved 12 måneder. Hvis der foreligger en mangel, er det derfor vigtigt at reklamere inden der er gået 12 måneder, og gerne endnu tidligere, da reklama- tionsfristen ikke er fast, men kan svinge alt efter den konkrete situation. Derudover viser kendelsen, en privat bygherre med professionel rådgivning, bliver behandlet som en professionel bygherre. Voldgiftsretten lægger i et sådant tilfælde til grund, at den private bygherre får varetaget sine interesser af en professionel, og derfor kender de nødvendige regler, tidsfrister og andre krav der måtte være.
Voldgiftsretten. Indledningsvist tog voldgiftsretten stilling til spørgsmålet om betaling for ventetid den 13. marts 2019, da elevatorskakten ikke var klar til aftalt tid. I UUE’s ordrebekræftelse var der angivet en leveringstid på ca. 10 uger fra tidspunktet for godkendt tegning. Der forelå dog ikke nogen skriftlig dokumentation på hvornår en godkendt tegning forelå, og heller ikke en nærmere præciseret tidsplan for arbejdets udførelse. Tidspla- nen var således kun foreløbig og derfor ikke bindende. HE forklarede, at årsagen til, at HE gik i direkte dialog med UUE om ventetid og forcering var, at elevatorleverancen var meget problemfyldt, og det var svært at tale med elevatorfirmaets folk. HE accepterede derfor kravene fra UUE, hvilket UE ikke var involveret i. Voldgiftsretten lagde herefter UE’s forklaring til grund, at UE ikke var involveret i aftalen mel- lem HE og UUE, om påbegyndelsen af montage af elevatoren den 13. marts 2019, som indebar en fravigelse af den foreløbige tidsplan. UE var derfor ikke forpligtet af HE’s tilsagn om, at ar- bejdet kunne begynde den 13. marts, hvorfor UE ikke skulle betale for ventetid. Voldgiftsretten tog herefter stilling til, om UE skulle betale forceringsomkostninger. Voldgiftsretten lagde i sin vurdering vægt på, at ”Kravet om forcering var varslet i en mail af 8. UUE havde ikke godtgjort, at UE var indforstået med at skulle betale for ydelserne i aftalesed- lerne, hvorfor UE blev frifundet. Voldgiftsretten frifandt således UE for UUE’s krav om betaling for ventetid og forceringsom- kostninger med henvisning til, at UE ikke var involveret i aftalen, som var indgået direkte mel- lem HE og UUE. UUE og HE kan ikke gå udenom UE og indgå en aftale om forcering eller ventetid, og forvente at kunne kræve betaling af UE senere, medmindre UE klart og tydeligt er gjort opmærksom på denne aftale. En part skal således involveres i den pågældende aftale og det skal godtgøres at denne part er indforstået med vilkårene.
Voldgiftsretten. Voldgiftsretten er nedsat i medfør af § 22 i Standard Overenskomst 2008 – 2011 mellem Vagt DK A/S og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning under Dansk Funktionærfor- bund – Serviceforbundet, der henviser til den af hovedorganisationerne senest vedtagne norm for behandling af faglig strid. Parterne har efter aftale ikke udpeget medlemmer af voldgiftsretten. Un- dertegnede landsdommer Xxxx Xxxxx er af Arbejdsrettens formand udpeget som opmand. Xxxxx har været forhandlet den 13. september 2010 på advokat Xxxxxxx Xxxxxxxxxx kontor, Xxxxx- xxxxxxxx 00 x Xxxxxxx.