CIRKULÆRE 2022
CIRKULÆRE 2022
Cirkulære om organisationsaftale for
Undervisningsassistenter ansat ved Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Cirkulære af 28. april 2022
Xxxxx.xx. 020-22
PKAT nr. 0029
X.xx. 2022-634
Dataark
PKAT med specifikation | 0029 |
Fællesoverenskomst | Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10- fællesoverenskomsten) |
Forhandlingsberettiget organisation(er) | Lærernes Centralorganisation Xxxxx Xxxxxxxxxxxxxxx 00, 0. xxx 0000 Xxxxxxxxx K E-mail: xx@xxxx-xxx.xx Hjemmeside: xxx.xx.xx |
I tilfælde af afsked kontaktes | Medlemsorganisationens hovedkontor: Uddannelsesforbundet Nørre Xxxxxxxxxxxx 00 0000 Xxxxxxxxx K Email: xxxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx Hjemmeside: xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx |
Pensionskasse | PFA Pension samt Centralorganisationen af 2010s pensionsordning i PFA Pension Lærernes Pension |
ATP-sats | ATP, sats A |
Cirkulære
Generelle bemærkninger 5
Ikrafttræden mv 6
Bilag 1. Organisationsaftale for undervisningsassistenter ansat ved Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og Institut for Odontologi og Oral Sundhed
§ 1. Dækningsområde 7
§ 2. Ansættelse 7
§ 3. Løn 7
§ 4. Basisløn 8
§ 5. Tillæg 8
§ 6. Forhandlinger og indgåelse af aftaler mv 10
§ 7. Lønregulering 11
§ 8. Lønanciennitet 11
§ 9. Pension 12
§ 10. Arbejdstid 12
§ 11. Udgiftsdækkende ydelser 13
§ 12. Ikrafttræden mv 13
Bilag 1a. Arbejdstid på de statslige undervisningsområder – parternes fælles initiativer 15
Bilag 1b. Underviserarbejdstid – OK18 19
Bilag 1c. Protokollat om tillæg mv., der i henhold til § 5, stk.1, er aftalt
mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation 21
Bilag 1d. Lokalt aftalte tillæg 23
Cirkulære om organisationsaftale for undervisningsassistenter ansat ved SKT og Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Generelle bemærkninger
1. Skatteministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Lærernes Centralorganisation har den 26. april 2022 indgået vedlagte organisationsaftale for undervisningsassistenter ansat ved SKT og Institut for Odontologi og Oral Sundhed.
2. Aftalen har virkning fra 1. april 2021.
3. Parterne har ved OK21 indgået aftale om arbejdstid for lærere m.fl. i staten, som gælder for lærere omfattet af denne aftale.
Som følge heraf ændres en række bestemmelser i denne organisationsaftale, efterhånden som aftalen om arbejdstid for lærere m.fl. i staten træder i kraft på institutionerne.
Institutioner, der følger kalenderåret som normperiode:
Bilag 1, § 12 om arbejdstid for lærere er ændret.
Bilag 1a og 1b finder ikke anvendelse fra den 1. januar 2022.
Institutioner, der følger skoleåret som normperiode:
Bilag 1, § 12 om arbejdstid for lærere er ændret.
Bilag 1a og 1b finder ikke anvendelse fra den 1. august 2022.
4. Parterne er endvidere ved OK21 blevet enige om at tillægget i Bilag 1c, § 1 forhøjes, således at basisløntrin 1-7 ændres til 24.450 kr. i årligt grundbeløb (31. marts 2012).
Forhøjelsen af tillægget træder i kraft pr. 1. april 2022.
5. Parterne er enige om at genoptage forhandlingerne, aftalt ved OK18, om en ny organisationsaftale på erhvervsuddannelsesområdet mv. Forhandlingerne genoptages på baggrund af de hidtidige delkonklusioner. Forhandlingerne tilstræbes at påbegynde ultimo juni 2022 og forventes at kunne afsluttes ultimo oktober 2023.
6. Løn og tillæg er anført i grundbeløb niveau 31. marts 2012, medmindre andet er anført.
7. Det henstilles, at undervisningsassistenter, hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid udgør 8 timer eller derunder, modtager et ansættelsesbrev med angivelse af tjenestested og beskæftigelsesgrad.
8. Organisationsaftalen udgør sammen med den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10- fællesoverenskomsten) det samlede overenskomstgrundlag.
Ikrafttræden
Cirkulæret træder i kraft den 28. april 2022, og har virkning fra den 1. april 2021. Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 9. juli 2019 om organisationsaftale for undervisningsassistenter ved SKT (Modst. nr. 056-19).
Skatteministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Den 28. april 2022.
Xxxxxxxx Xxxx
Bilag 1
Organisationsaftale for Undervisningsassistenter ansat ved SKT og Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Organisationsaftalens bestemmelser supplerer og/eller fraviger bestemmelserne i den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten)
§ 1. Dækningsområde
Aftalen omfatter undervisningsassistenter ansat ved skolen for klinikassistenter og tandplejere ved universitetet i København og undervisningsassistenter ansat ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved universitet i Aarhus.
§ 2. Ansættelse
Første ansættelse som undervisningsassistent sker på prøve.
Stk. 2. Prøvetiden fastsættes til 12 måneder. Ved ansættelse ud over prøvetiden medregnes denne i lønancienniteten.
§ 3. Løn
Lønsystemet er etableret i henhold til den enhver tid gældende rammeaftale om nye lønsystemer, hvis bestemmelser gælder, hvor intet andet måtte være nævnt i denne aftale.
Stk. 2. Lønsystemet består af en basisløn, jf. § 4 og en tillægsdel. Tillægsdelen omfatter centralt aftalte tillæg samt lokalt aftalte funktionstillæg, kvalifikationstillæg, engangsvederlag og resultatløn.
Stk. 3. Ved ansættelse på deltid ydes forholdsmæssig løn.
Stk. 4. Alle basislønninger og tillæg er angivet i årligt grundbeløb (niveau 31. marts 2012), medmindre andet er anført.
§ 4. Basisløn
De ansatte aflønnes på basisløntrin 1-7 i nedenstående basislønforløb i forhold til anciennitet, jf. § 8. Basislønnen udgør følgende årlige grundbeløb:
Basisløntrin | Basisløn |
1 | 262.918 kr. |
2 | 271.700 kr. |
3 | 279.302 kr. |
4 | 289.263 kr. |
5 | 297.913 kr. |
6 | 306.694 kr. |
7 | 316.000 kr. |
Basisløntrin 1-6 er et-årige.
§ 5. Tillæg
Der kan mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation aftales kvalifikations- og funktionstillæg til grupper af undervisningsassistenter. De ved organisationsaftalens indgåelse aftalte tillæg fremgår af bilag 1c.
Stk. 2. Der kan mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Lærernes Centralorganisation eller den forhandlingsberettigede organisation, der fra Lærernes Centralorganisation har fået delegeret aftaleretten, indgås aftale om kvalifikations- og funktionstillæg til grupper af undervisningsassistenter.
Stk. 3. Der kan lokalt aftales funktionstillæg til enkeltpersoner for varetagelse af særlige funktioner.
Cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 3:
Disse tillæg aftales lokalt og er knyttet til den enkelte undervisningsassistents særlige funktioner eller den enkeltes kvalifikationer eller en nærmere afgrænset gruppe af medarbejdere.
Det er ikke et formål med lønreformen, at denne skal medføre besparelser i lønsummen. Formålet er at opnå en fortsat målrettet og hensigtsmæssig anvendelse af lønsumsmidlerne.
I det nye lønsystem erstattes de hidtil centralt fastlagte lønforløb i et vist omfang af en lokal løndannelse. Det er dog parternes hensigt, at medarbejdernes løn som hidtil udvikles i takt med den enkeltes faglige udvikling. Det er således forudsat, at basislønnen suppleres med en lokal tillægsdannelse.
Kvalifikationstillæg ydes som hovedregel i form af varige tillæg, men kan også, hvis forholdene taler herfor, aftales som midlertidige tillæg.
Hvis der lokalt indgås aftale om, at et tillæg ydes til ansatte, der har gennemgået et givent kursus eller en given efteruddannelse, bør alle i den pågældende personalegruppe, for hvem kurset/efteruddannelsen er relevant, have adgang til at gennemgå kurset/efteruddannelsen.
Stk. 4. Tilsvarende kan der lokalt aftales tillæg til enkeltpersoner for kvalifikationer mv., dvs. på grundlag af faglige eller personlige kvalifikationer, kompetenceudvikling, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller af hensyn til rekruttering og fastholdelse.
Cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 4:
Jf. cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 3.
Stk. 5. Tillæg efter stk. 2-4 kan aftales i form af varige eller midlertidige tillæg. Kvalifikationstillæg er som hovedregel varige. Tillæggene angives i årligt grundbeløb (pr. 31. marts 2012).
Stk. 6. Der kan herudover lokalt aftales engangsvederlag, f.eks. som honorering af en særlig indsats.
Cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 5:
Engangsvederlag vil typisk være relevante, hvis der er tale om efterfølgende honorering af en særlig indsats.
Stk. 7. Der kan lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den pågældende måleperiode, i det omfang de på forhånd definerede kvantitative og/eller kvalitative mål er opnået.
Cirkulærebemærkninger til § 5, stk. 6:
Resultatløn skal som alle andre lønelementer afholdes inden for givne budgetmæssige rammer.
§ 6. Forhandlinger og indgåelse af aftaler mv.
Centrale aftaler forhandles og indgås mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation.
Stk. 2. Decentrale og lokale aftaler forhandles og indgås mellem de parter, der er bemyndiget hertil. Ved forhandlingerne på den enkelte arbejdsplads indgås aftaler mellem den lokale ledelse og den stedlige tillidsrepræsentant.
Stk. 3. Der kan indgås forhåndsaftaler/aftales retningslinjer, hvori kriterierne og formen for lønændringer er fastlagt. Løntillæggene udmøntes i overensstemmelse hermed, når en eller flere medarbejdere opfylder de aftalte kriterier.
Stk. 4. Forslag til lønændringer kan fremsættes af begge parter. Forhandlinger skal finde sted mindst én gang om året, hvis en af parterne begærer det.
Lønændringer kan i øvrigt aftales løbende, hvis parterne er enige herom.
Cirkulærebemærkninger til § 6:
Et væsentligt element i det nye og decentralt orienterede lønsystem er, at den lokale lønfastsættelse integreres i den lokale personalepolitik. Det er derfor en forudsætning, at der er den fornødne aftalekompetence til stede på det lokale niveau. På denne baggrund delegerer organisationsaftalens parter kompetencen efter nedenstående retningslinjer:
Skatteministeriet bemyndiger herved Uddannelses- og Forskningsministeriet til at føre forhandlinger om og indgå lokale aftaler. Skatteministeriet forudsætter, at Uddannelses- og Forskningsministeriet videredelegerer denne kompetence i videst muligt omfang med henblik på, at samtlige aftaler, der alene vedrører løndannelsen ved den pågældende institution mv., kan indgås af den lokale ledelse.
Lærernes Centralorganisation og den tilsluttede organisation delegerer denne kompetence i videst muligt omfang med henblik på, at samtlige aftaler, der alene vedrører løndannelsen ved den pågældende institution mv., kan indgås af den lokale tillidsrepræsentant. I de tilfælde, hvor der for en personalegruppe ikke er valgt en tillidsrepræsentant, indgås de lokale aftaler med vedkommende organisations lokale afdeling eller direkte med organisationen.
Hvis der lokalt er tvivl om aftalerettens placering, anbefales det, at denne præciseres i et protokollat eller lignende.
Det er parternes overordnede hensigt, at forhandlingerne skal finde sted og aftalerne indgås på parallelle niveauer. Parterne er således enige om, at ved forhandlinger på den enkelte arbejdsplads bør aftaler indgås mellem den lokale ledelse og den stedlige tillidsrepræsentant. Den lokale ledelse og tillidsrepræsentanterne kan i forbindelse med de lokale forhandlinger lade sig bistå af repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet henholdsvis den forhandlingsberettigede organisation.
§ 7. Lønregulering
Basislønnen og funktionstillæg og kvalifikationstillæg efter § 5, stk. 1-3, samt eventuelle tillæg efter § 8, stk. 2, reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved aftale- og overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning.
Stk. 2. Tilsvarende gælder for kvalifikationstillæg efter § 5, stk. 4, medmindre andet aftales.
§ 8. Lønanciennitet
Ved ansættelsen indplaceres undervisningsassistenten på 1. trin i basislønforløbet. Lønancienniteten regnes fra den 1. i ansættelsesmåneden og altid i hele måneder.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden kan forhøje lønancienniteten ved nyansættelse. Det forudsættes, at en konkret vurdering af den ansattes tidligere arbejdsmæssige erfaringer og kvalifikationer mv., set i relation til stillingen giver grundlag herfor. Undervisningsassistenter med mindre end 5 års forudgående beskæftigelse som tandplejer indplaceres dog altid på basisløntrin 1.
Stk. 3. Fuld lønanciennitet optjenes ved mindst 15 timers beskæftigelse pr. uge i gennemsnit. Ved en beskæftigelsesgrad på under 15 timer pr. uge i gennemsnit optjenes halv lønanciennitet. Hvis en undervisningsassistent har mere end én deltidsbeskæftigelse, kan det ugentlige timetal sammenlægges til brug ved beregning af ancienniteten.
§ 9. Pension
Ansættelsesmyndigheden indbetaler et pensionsbidrag på 18 pct. af:
1. Basisløn efter § 4,
2. Varige tillæg efter § 5 og
3. Midlertidige tillæg efter § 5
4. Tillæg efter § 7, stk. 2 i organisationsaftale af 3. juli 2009 for undervisningsassistenter ansat ved skolen for klinikassistenter, tandplejere og kliniske tandteknikere (SKT) (Perst. nr. 049-09).
Den ansattes andel af pensionsbidragene anses at udgøre 1/3.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidragene til PFA Pension. For undervisningsassistenter, der ansættes pr. 1. august 2009 og senere, indbetales pensionsbidragene til Lærernes Pension.
Cirkulærebemærkninger til § 9:
Undervisningsassistenter, for hvem ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidrag til pensionsordningen for tandplejere eller CO 10s pensionsordning i PFA, kan pr. 1. august 2009 eller senere vælge at få overført deres pensionsordning til Lærernes Pension.
§ 10. Arbejdstid
Undervisningsassistenter følger den til enhver tid gældende aftale om Arbejdstid for lærere m.fl. i staten, jf. dog stk. 2-8.
Stk. 2. Arbejdet tilrettelægges normalt på hverdage, mandag til fredag, i dagtimerne.
Cirkulærebemærkninger til § 10, stk. 2:
Den daglige arbejdstid skal så vidt muligt være samlet.
Stk. 3. Indtil den 31. december 2021 for institutioner, der følger kalenderåret som normperioden og indtil den 31. juli 2022 for institutioner, der følger skoleåret som normperiode, gælder stk. 4-8:
Stk. 4. Lærere følger den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid i staten (statens arbejdstidsaftale), jf. dog stk. 2 og stk. 5-8.
Stk. 5. Arbejdstiden beregnes for en periode på et år (normperioden), og fristen for afspadsering er den følgende normperiode.
Stk. 6. Ved beregning af arbejdstiden regnes hver ugentlig instruktionstime ud over 25,9 som 1 time og 25 minutter.
Stk. 7. Forud for hver normperiode udarbejder ledelsen en opgaveoversigt til undervisningsassistenten. Opgaveoversigten skal overordnet angive de arbejdsopgaver, undervisningsassistenten påtænkes at løse i normperioden.
Cirkulærebemærkninger til § 10, stk. 7:
Opgaveoversigten udarbejdes på baggrund af dialog mellem ledelse og lærer, hvor der blandt andet afstemmes forventninger til, om lærerens samlede arbejdstid er fyldt op med de tildelte opgaver. Der gives ikke med opgaveoversigten et bindende tilsagn til læreren om, hvilke opgaver den pågældende skal løse.
Ledelsen er løbende opmærksom på lærerens præsterede arbejdstid og drøfter eventuelle justeringer af opgaver/prioriteringer med den enkelte lærer efter behov.
Med indførelse af nye arbejdstidsregler er det ledelsens ansvar at være i løbende dialog med lærerne om tilrettelæggelse, udførelse og prioritering af arbejdet inden for deres arbejdstid. For at understøtte denne dialog kan der på den enkelte skole etableres et tidsregistreringssystem.
Der henvises herudover til bilag 1a og 1b.
Stk. 8. Hvis der i løbet af normperioden opstår behov for at ændre væsentligt på indhold eller omfang af de arbejdsopgaver, der fremgår af opgaveoversigten, drøftes dette snarest muligt mellem ledelsen og undervisningsassistenten, herunder drøftes eventuelle konsekvenser af ændringer.
§ 11. Udgiftsdækkende ydelser
Der ydes befordringsgodtgørelse efter de for tjenestemænd gældende regler.
Stk. 2. Undervisningsassistenter ydes fri kittel eller buksedragt.
§ 12. Ikrafttræden mv.
Organisationsaftalen har virkning fra den 1. april 2021.
Stk. 2. Samtidig ophæves organisationsaftale af 9. juli 2021 for undervisningsassistenter ansat ved SKT.
Stk. 3. Organisationsaftalen kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en
31. marts, dog tidligst til den 31. marts 2024.
København, den 26. april 2022.
Lærernes Centralorganisation Skatteministeriet,
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxx Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Xxxxxxxx Xxxx
Bilag 1a
Arbejdstid på de statslige undervisningsområder
- parternes fælles initiativer
Bilaget ophæves med virkning fra den 31. december 2021 for institutioner, der følger kalenderåret som normperiode, og med virkning fra den 31. juli 2022 for institutioner, der følger skoleåret som normperiode.
Parterne er enige om et fælles ansvar for at styrke uddannelserne. Et godt samarbejde centralt og lokalt er et væsentlig bidrag til at indfri målsætningerne om attraktive uddannelser og bedre kvalitet i undervisningen.
Parterne konstaterer, at der ikke kunne indgås en aftale om regulering af arbejdstiden for lærere m.fl. ansat på de statslige undervisningsområder. Derfor reguleres arbejdstiden fortsat ved lov nr. 409, vedtaget af Folketinget den 26. april 2013.
Med nedenstående initiativer ønsker parterne at bidrage til, at lærere og ledere kan lykkes med deres vigtige opgaver.
Parternes fælles initiativer er et udtryk for, at de centrale parter vedkender sig et ansvar for, at samarbejdet kan lykkes på skolerne. Derudover er det en rammesætning for en kvalificeret dialog og et godt samarbejde.
Parterne har et fælles ansvar for at understøtte initiativerne og vil som en del af dette følge op på, om de formulerede målsætninger nås.
Kvalitet i undervisningen, godt arbejdsmiljø og styrket social kapital Med det formål at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den sociale kapital, vil parterne i fællesskab tage initiativ til at fremme nedenstående.
Det er væsentligt, at der på institutionerne/skolerne finder en drøftelse sted omkring de overordnede principper for arbejdstidstilrettelæggelsen. Den almindelige adgang til at indgå lokale aftaler gælder.
Parterne er opmærksomme på, at der lokalt er mulighed for at anvende følgende aftaler:
1. Tjenestemændenes arbejdstidsaftale, § 3.
2. Aftale om decentrale arbejdstidsaftaler
Opgaveoversigten
Som leder har man både ret og pligt til at lede og fordele arbejdet. Ved opgavefordelingen og ved udarbejdelsen af opgaveoversigten er det vigtigt at sikre, at lærerne har reelle muligheder for at nå målene for uddannelserne. En undervisning af høj kvalitet forudsætter, at den er velforberedt, og at læreren har mulighed for at følge op på kursisternes/elevernes resultater. Ved vurderingen af omfanget af opgaverne herunder forberedelsen mv. inddrages blandt andet lærerens forudsætninger, erfaring med faget, uddannelse og efteruddannelse i faget, holdstørrelse, kursist-/elevsammensætningen og det faglige spænd i kursist-/elevgruppen særlige vejlednings- og fastholdelsesopgaver, teamsamarbejde, samarbejde med andre fagprofessionelle, samarbejde med virksomheder, eksterne samarbejdsparter mv.
Det er vigtigt, at der sker en kvalificeret dialog om opgaveoversigten. Dialogen om opgaveoversigten skal foregå forud for normperioden. Lokalt kan det drøftes, om opgaveoversigten udarbejdes for en kortere tidshorisont – evt. kvartalsmæssigt. Dialogen om opgaveoversigten indeholder en drøftelse af, hvilke opgaver læreren skal varetage, opgavernes omfang og kvaliteten i opgaveløsningen og lederens overordnede vurdering af tidsforbruget til opgaverne.
Opgaveoversigten skal ikke opfattes som et bindende tilsagn. Opgaveoversigten er et planlægningsredskab og en forventningsafstemning, som både ledelse og lærer kan tage initiativ til at drøfte justeringer af undervejs. Ved væsentlige ændringer af lærerens opgaver skal der være en fornyet dialog mellem ledelse og lærer.
Opgaveoversigterne skal være udarbejdet ud fra forståelige, gennemskuelige og saglige kriterier.
Kvalitet i opgaveløsningen
For at sikre kvaliteten af undervisningen og en effektiv udnyttelse af tiden er det vigtigt, at der planlægges, så læreren har mulighed for sammenhængende og effektiv tid til forberedelse, og at det er muligt at følge op på undervisningen i forhold til planlægningen af de kommende undervisningsforløb i faget. Det er endvidere vigtigt, at der ved planlægningen af arbejdstiden er opmærksomhed på, at lærerne får reelle muligheder for at mødes om opgavevaretagelsen såvel i fag som i tværfaglige sammenhænge.
Planlagt forberedelsestid bør som udgangspunkt respekteres. Når der er behov for at ændre lærerens tid til forberedelse, skal ledelsen forholde sig til, hvordan læreren får mulighed for at forberede undervisningen.
Arbejdsmiljø og social kapital
Med henblik på at sikre et godt arbejdsmiljø skal arbejdsopgaverne så vidt muligt fordeles jævnt hen over normperioden.
Ledelsen skal løbende være opmærksom på lærerens præsterede tid, og læreren skal have mulighed for at få kendskab til denne.
Den præsterede tid indgår i dialogen mellem ledelse og lærer om opgavemængde og opgaveløsning. På baggrund af den præsterede arbejdstid drøfter ledelsen eventuelle justeringer af opgaver/prioriteringer med den enkelte lærer. Udgangspunktet er, at læreren har mulighed for at løse opgaverne kvalificeret.
Udbetaling af arbejdstidsbestemte tillæg mv. sker efter afvikling af det pågældende arbejde ved førstkommende lønudbetaling efter registrering.
God start på lærerlivet
Parterne ønsker at understøtte en god start på lærerlivet, der medvirker til fastholdelse af nyansatte på de statslige undervisningsinstitutioner/skoler.
Ved nyansatte forstås ansatte, der har mindre end to års ansættelsesanciennitet.
Formålet er, at ledere og lærere strategisk og målrettet arbejder med at lette
selvstændig varetagelse af arbejdsopgaverne.
Der er enighed om, at det er vigtigt at have fokus på dette, og at de lokale parter drøfter, hvordan man på den enkelte skole/institution hjælper nye lærere.
Som inspiration til denne drøftelse kan peges på fx:
1. At hensyntagen til nyansatte indgår i vurderingerne af kriterier for fag- og opgavefordelingen
2. At der tages hensyn til eventuel deltagelse i ansættelseskvalificerende uddannelse
3. At nyansattes arbejdsopgaver falder inden for den nyansattes kompetencer
4. At der gives supervision og/eller etableres mentorordning for nyansatte med henblik på vidensdeling og kompetenceudvikling
5. At skabe særlig fælles opmærksomhed på nyansattes arbejdsmiljø og trivsel.
Opfølgning og evaluering
Med udgangspunkt i målsætningen om at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den sociale kapital, gennemfører de centrale parter en fælles opfølgning og evaluering af effekten af den centrale og lokale indsats.
Tilsvarende sker der en opfølgning blandt parterne lokalt, hvor det drøftes, hvordan denne målsætning kan nås. Opfølgningen tilrettelægges på skolen/institutionen. Skolelederen og tillidsrepræsentanten vurderer, hvordan og i hvilket omfang lærerne inddrages i opfølgningen. Tillidsrepræsentanten skal i den forbindelse sikres den nødvendige ramme til at kunne udføre opgaven.
Finansministeriet, Undervisningsministeriet og LC/CO10 konkretiserer snarest muligt, hvordan opfølgning og evaluering af parternes fælles initiativer gennemføres. På baggrund af opfølgningen vurderer de centrale parter behovet for at følge op med andre initiativer.
I opfølgningen på ovennævnte initiativer inddrages leder- og/eller skoleforeningerne.
Der kan evt. anvendes projektpenge (FUSA mv.).
Underviserarbejdstid - OK18
Bilag 1b
Bilaget ophæves med virkning fra den 31. december 2021 for institutioner, der følger kalenderåret som normperiode, og med virkning fra den 31. juli 2022 for institutioner, der følger skoleåret som normperiode.
CFU og Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, konstaterer, at det ikke har været muligt at opnå en forhandlet arbejdstidsaftale for ansatte på Lov 409-underviserområderne ved OK18. Arbejdstiden reguleres derfor fortsat af de arbejdstidsregler, der fremgår af Lov 409 (2013).
CFU/LC/CO10 og Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, er enige om, at det er en mulighed at indgå lokale arbejdstidsaftaler, der fraviger eller supplerer de centrale arbejdstidsbestemmelser, jf. § 3 i tjenestemændenes arbejdstidsaftale og rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler.
Det er en målsætning for de centrale overenskomstparter, at der er et tæt og tillidsfuldt samarbejde imellem tillidsrepræsentanten og ledelsen, jf. TR- aftalen.
Ledelsen eller tillidsrepræsentanten/den lokale repræsentant kan i tilfælde af, at samarbejdet ikke fungerer på skolen/institutionen, søge bistand hos de centrale overenskomstparter. Finansministeriet, Moderniseringsstyrelsen, og LC/CO10 vurderer behovet for bistand. Der sker løbende en prioritering af henvendelserne henset til de centrale parters ressourcer.
Forud for skoleåret drøfter leder og tillidsrepræsentant, hvordan planlægning af skoleåret/arbejdsåret foregår på skolen/institutionen, herunder hvordan skolen/institutionen kan strukturere dialogen om opgaveoversigten.
CFU/LC/CO10 og Moderniseringsstyrelsen er enige om at optage forhandlinger om arbejdstid ved OK21, såfremt KL og LC indgår en arbejdstidsaftale på baggrund af den kommunale periodeforhandling.
Parterne er opmærksomme på, at den arbejdstidsaftale, som de centrale parter måtte indgå ved OK21 på Lov 409-områderne i staten, skal kunne rumme, at der i staten er en variation af skoleformer. Parterne er samtidigt
opmærksomme på, at der så vidt muligt bør aftales ensartede arbejdstidsregler for alle Lov 409-områderne i staten.
Udgangspunktet for forhandlingerne er forhandlingsresultatet på det kommunale område, men såfremt særlige forhold ved de enkelte skoleformer nødvendiggør tilpasninger i forhold til den kommunale aftale, er parterne forpligtede til at forhandle sådanne tilpasninger.
Bilag 1c
Protokollat om tillæg mv., der i henhold til § 5, stk. 1, er aftalt mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation
§ 1. Til basisløntrin 1-7 ydes et tillæg på 23.300 kr. i årligt grundbeløb (pr. 31. marts 2012).
Pr. 1. april 2022 udgør tillægget til basisløntrin 1-7 24.450 kr. i årligt
grundbeløb (31. marts 2012).
§ 2. Til den undervisningsassistent ved SKT, der varetager opgaver vedrørende overordnet studieplanlægning mv., ydes et tillæg på 7.900 kr. i årligt grundbeløb (pr. 31. marts 2012).
Tillægget betales fuldt ud til deltidsansatte, såfremt opgaverne udføres fuldt ud.
§ 3. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidrag af de i § 1 og § 2 anførte tillæg efter § 9 i organisationsaftalen.
§ 4. Protokollatet har virkning fra den 1. april 2021.
København, den 26. april 2022
Lærernes Centralorganisation Skatteministeriet,
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxx Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Xxxxxxxx Xxxx
Lokalt aftalte tillæg
Bilag 1d
Lokale tillæg
Med lokale tillæg får skolerne mulighed for at bruge lønnen til at understøtte skolens mål. Det er derfor vigtigt, at lønpolitikken bliver en del af skolens personalepolitik, der skal sikre medarbejderne gode arbejdsvilkår, herunder at der løbende sker en udvikling af personalets kvalifikationer i overensstemmelse med udviklingen i skolens mål.
Det er således vigtigt, at tillægsformen, kriterierne for tillæg samt tillæggenes størrelse og varighed er tæt knyttet til skolens mål, så de løbende kan tilpasses udviklingen i skolens mål.
Da skolernes kerneydelse er undervisning og omfatter samtlige læreropgaver, der skal til for at gennemføre skolens uddannelser, er det endvidere vigtigt, at funktions- og kvalifikationstillæg samt resultatløn aftales ud fra overvejelser over hvilke pædagogiske tiltag, der ønskes fremmet, samt hvilke opgaver, der ønskes løftet.
Funktionstillæg
I forbindelse med et bestemt mål kan det være hensigtsmæssigt at lade en eller flere undervisningsassistenter udføre en bestemt funktion og i tilknytning hertil aftale, at der gives tillæg for funktionen.
For eksempel:
1. Skolen har et stort indtag af fremmedsprogede elever, og der skal gøres en ekstra indsats for at få dem integreret, hvorfor det aftales, at der gives et funktionstillæg til undervisningsassistenter, der løfter denne opgave.
2. Skolen ønsker at styrke udviklingsarbejdet på skolen, hvorfor der aftales et tillæg til undervisningsassistenter, der påtager sig at koordinere udviklingsarbejdet/tage initiativ til udviklingsopgaver
3. Skolen ønsker at lade undervisningen på en bestemt uddannelse/fag overgå til lærerteams, hvorfor der aftales tillæg til den undervisningsassistent, der har opgaven som teamkoordinator
4. Skolen mangler undervisningsassistenter til at undervise i et bestemt fag, hvorfor der aftales tillæg til undervisningsassistenter, der påtager sig en ekstraordinær undervisningsindsats med henblik på at afhjælpe problemet.
Kvalifikationstillæg
Den løbende udvikling i skolens mål gør, at det er nødvendigt at sikre, at undervisningsassistenternes faglige og personlige kvalifikationer hele tiden vedligeholdes og udbygges gennem efter- og videreuddannelse samt kompetenceudvikling i bredere forstand. I forbindelse med et bestemt mål, som kræver særlige kvalifikationer, kan det være hensigtsmæssigt at aftale kvalifikationstillæg for at sikre, at målet nås.
For eksempel:
1. Skolen beslutter at gennemføre en ny uddannelse, som på enkelte områder kræver andre kvalifikationer end de, lærerkollegiet er i besiddelse af. Der aftales derfor et kvalifikationstillæg til den/de undervisningsassistenter, der efter aftale tilegner sig de krævede kvalifikationer.
2. Skolen ønsker at styrke forholdet til det erhvervsliv, som der uddannes til, hvorfor det aftales, at der kan gives kvalifikationstillæg til undervisningsassistenter, der efter aftale under orlov fra skolen, har tilegnet sig relevant erhvervserfaring.
3. Skolen gennemfører en uddannelse, som kræver kvalifikationer, der er stor efterspørgsel på, hvorfor der aftales kvalifikationstillæg med henblik på enten at fastholde eller rekruttere undervisningsassistenter til uddannelsen.
Resultatløn
Med henblik på gennemførelse af konkrete opgaver kan det være hensigtsmæssigt at aftale tillæg baseret på opnåelse af på forhånd aftalte resultater.
For eksempel:
1. Skolen (og undervisningsudvalget) ønsker en revision af en bestemt uddannelse, hvorfor det aftales, at der kan udbetales tillæg til en undervisningsassistent, hvis der inden en fastsat dato foreligger en ny uddannelsesplan.
2. Skolen ønsker at styrke aktiviteten i henhold til lov om åben uddannelse (behov for efter- og videreuddannelse i lokalområdet), hvorfor der aftales et tillæg til en undervisningsassistent, hvis der inden for et fast tidsrum foreligger en plan for aktiviteten.
3. Frafaldet på en bestemt uddannelse er for stort, hvorfor der aftales et tillæg til uddannelsens undervisningsassistenter, hvis der udarbejdes en plan for, hvordan frafaldet nedbringes, og det inden en fastsat dato er lykkedes at nedbringe frafaldet.