Aftale om løn- og ansættelsesforhold for
Aftale om løn- og ansættelsesforhold for
Jordbrugsteknologer og jordbrugsteknikere
1. Parter
Aftalen er indgået mellem JID og følgende landbrugsrådgivningsvirksomheder: Landbrugsrådgivning Syd, VKST, Agrovi, Rådgivningscenter Nord, Fjordland, Vestjysk Landboforening, Spiras, Østdansk Landboforening og LHN (samlet kaldet LBRV).
Aftalen er gældende for de rådgivningsvirksomheder, der tiltræder aftalen.
2. Dækningsområde
Aftalen omfatter jordbrugsteknikere og – teknologer, samt jordbrugsbachelorer. Undtaget er chefkonsulenter, direktører og tilsvarende ledende medarbejdere.
3. Aftaleperiode
Aftalen har virkning fra 1. april 2024 og udløber uden varsel 31. marts 2026. Samtidig ophører alle tiltrædelsesaftaler. Såfremt der er enighed om at forhandle en ny aftale, forlænges aftaleperioden efter behov i op til 2 måneder.
4. Løn og pension
Lønsystemet består af:
A. Basisløn
B. Pension
C. Individuelle tillæg
Ad A:
Pr. 1. april 2024 hæves basislønnen for jordbrugsteknologer og teknikere med 3.620 kr. pr. måned og nedenstående basisløn er gældende, se tabel. Ligeledes pr. 1. april 2024 hæves basislønnen for jordbrugsbachelorer med hhv. 3.728 kr. og 4.018 xx.xx. måned og nedenstående basislønninger er gældende, se tabel.
I forbindelse med at ovenstående basislønninger hæves pr. 1. april 2024, er det aftalt at stigningen i bruttolønnen modregnes i tillæg for jordbrugsteknologer og teknikere med en bruttoløn (basisløn, inkl. arbejdsgiverbetalt pension) på over 34.018 kr. For jordbrugsbachelorer modregnes i tillæg for medarbejdere med en bruttoløn på over henholdsvis kr. 35.038 og kr. 37.760. Ingen kan dog samlet set gå ned i løn.
Pr. 1. april 2025 hæves basislønnen for jordbrugsteknologer og teknikere med 436 kr. pr. måned og nedenstående basisløn er gældende, se tabel. Der kan ikke ske modregning for denne lønstigning.
Pr. 1. april 2025 hæves basislønnen for jordbrugsbachelorer med under eller over 2 års anciennitet med hhv. 442 kr. og 476 kr. pr. måned og nedenstående basisløn er gældende, se tabel. Der kan ikke ske modregning for denne lønstigning.
LBRV orienterer ved aftalens udløb JID om lønudviklingen i aftaleperioden.
Ad B:
Pensionsbidraget beregnes ud fra basislønnen. Pensionsbidraget udgør 16 % fordelt med 11 % til arbejdsgiveren og 5 % til medarbejderen.
Ad C:
Alle tillæg er pensionsgivende og tillægges pension. Den ansatte kan skriftligt meddele sin arbejdsgiver, at pensionsdelen af tillægget skal udbetales som løn.
Tillæg ydes efter individuel forhandling mellem medarbejderen og arbejdsgiveren ved en årlig lønsamtale. Forhandling sker, hvis det ønskes af medarbejder eller arbejdsgiver.
Jordbrugsteknologer og teknikere:
Basisløn med tilhørende bidrag til pension pr. 1. april 2024
År | Basisløn i kr. pr. md. pr. 1.4. 2024 | Basisløn inkl. arbejdsgiverbetalt pension | Pension 16 % (heraf 11 % arbejdsgiverbetalt) |
1.4. 2024 | 30.647 | 34.018 | 4.904 |
1.4. 2025 | 31.083 | 34.502 | 4.973 |
Jordbrugsbachelorer:
Basisløn med tilhørende bidrag til pension pr. 1. april 2024
Anciennitet | Basisløn i kr. pr. md. pr. 1.4. 2024 | Basisløn inkl. arbejdsgiverbetalt pension | Pension 16 % (heraf 11 % arbejdsgiverbetalt) |
1. - 2. år | 31.566 | 35.038 | 5.050 |
3. år | 34.018 | 37.760 | 5.443 |
Anciennitet | Basisløn i kr. pr. md. pr. 1.4. 2025 | Basisløn inkl. arbejdsgiverbetalt pension | Pension 16 % (heraf 11 % arbejdsgiverbetalt) |
1. - 2. år | 32.008 | 35.529 | 5.121 |
3. år | 34.494 | 38.288 | 5.519 |
Til anciennitet tæller alene ansættelsesperioder indenfor samme jobområde.
5. Pensionsordning
Medarbejderen indtræder ved ansættelsen som aktivt medlem i den af arbejdsgiver indgåede pensionsordning.
6. Seniorordning
En medarbejder der fylder 60 år og som går ned i tid til 80 % af fuld tid, får stadig fuld pensionsindbetaling. Hvis medarbejdere under seniorordning går længere ned i tid reguleres pensionsindbetalingen i forhold til den nedsatte arbejdstid.
7. Arbejdstidsregler
Arbejdstiden følger den på arbejdsmarkedet aftalte normale arbejdstid, p.t. 37 timer om ugen ekskl. frokost.
Medarbejderen planlægger selv sit arbejde ud fra de rammer om arbejdets omfang og karakter, som ledelsen udstikker, og må regne med, at overarbejde forekommer.
Retningslinjer for overarbejde skal foreligge skriftligt.
Eksempelvis kan der aftales en løn, hvor honorering af overarbejde er indeholdt.
Aftale om beordret overarbejde og eventuel honorering skal foreligge før arbejdets udførelse.
8. Barns 1. og 2. sygedag
Den ansatte kan blive hjemme ved barns 1. og 2. sygedag uden løntræk og om muligt arbejde hjemmefra.
9. Ferietillæg
Ferietillægget udgør 1,5 % af lønnen. Ferietillæg udbetales i overensstemmelse med ferieloven.
10. Særlige feriedage
Der optjenes 5 særlige feriedage pr. kalenderår, som optjenes og afvikles i overensstemmelse med ferieloven.
For ansættelse i mindre end et kalenderår optjenes forholdsmæssigt. Særlige feriedage placeres på samme måde som feriedage.
Retningslinjer for eventuel udbetaling samt overførsel af særlige feriedage til følgende ferieår skal foreligge skriftligt.
11. Fridage med løn – juleaftensdag, nytårsaftensdag, 1. maj og grundlovsdag
Den hidtidige praksis på de enkelte DLBR virksomheder med hensyn til frihed med løn på juleaftensdag, nytårsaftensdag, 1. maj og grundlovsdag gælder også fremover
– dvs. efter 1. april 2015.
12. Frikøb
Medarbejderen har ret til pr. ferieår at købe indtil 5 fridage. Meddelelse herom skal afgives forud for ferieårets begyndelse og placering af dagene aftales med arbejdsgiver.
13. Barsel og adoption
For fødsler og adoption frem til og med 30. september 2024 er følgende gældende: Der er ret til fuld løn og pension i indtil 32 uger pr. graviditet/ barsel eller adoption, fordelt med 18 uger til moderen og 4 uger til faderen og 10 uger, der kan fordeles efter forældrenes ønske.
Der er yderligere ret til sædvanlig pensionsindbetaling i en udvidet barselsperiode fra 33.til 58. uge. Adoption er ligestillet hermed. Der indbetales i det efterfølgende ferieår fulde feriepenge også for optjeningsperioden, hvor der udelukkende er indbetalt til pensionsordning.
Lønudbetalingen sker under forudsætning af, at arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion. Bliver refusionen reduceret, kan arbejdsgiver nedsætte lønnen forholdsmæssigt.
Senest 8 uger efter fødsel/adoption skal medarbejderen meddele omfang og placering af den samlede orlov.
For fødsler og adoption fra 1. oktober 2024 er følgende gældende:
Før fødsel har barnets mor ret til 4 uger graviditetsorlov med fuld løn og pension.
Efter barnets fødsel har såvel barnets mor, som barnets far/medmor ret til 24 uger barselsorlov med fuld løn og pension.
Adoption er ligestillet med ovenstående barselsregler.
Hvis barnets forældre er ansat på samme arbejdsplads, kan den samlede barselsperiode med fuld løn og pension maksimalt udgøre 32 uger pr. graviditet/barsel eller adoption.
De i lov gældende varslingsregler i forhold til arbejdsgiver vedrørende forældrenes ønske om fordeling og placering af barsels- og forældreorlov skal følges.
Der er yderligere ret til sædvanlig pensionsindbetaling i en udvidet barselsperiode fra 33.til 58. uge. Adoption er ligestillet hermed. Der indbetales i det efterfølgende ferieår fulde feriepenge også for optjeningsperioden, hvor der udelukkende er indbetalt til pensionsordning.
Lønudbetalingen sker under forudsætning af, at arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion. Bliver refusionen reduceret, kan arbejdsgiver nedsætte lønnen forholdsmæssigt.
Senest 8 uger efter fødsel/adoption skal medarbejderen meddele omfang og placering af den samlede orlov.
14. Kompetenceudvikling
Den ansatte har ret og pligt til den for stillingens udfyldelse nødvendige kompetenceudvikling, idet deltagelse i kurser og møder dog sker efter aftale med virksomheden.
15. Kundeklausul
Der kan anvendes kundeklausul, jf. Funktionærloven. Vilkårene skal fremgå af ansættelseskontrakten.
16. Øvrige vilkår
Hvad der ikke er fastlagt i denne aftale, kan frit aftales lokalt eller individuelt. Den i funktionærlovens § 2 b nævnte frist nedsættes til 9 måneder.
17. Uoverensstemmelser
Ved uoverensstemmelser vedrørende ansættelsesforholdet skal parterne søge at finde en løsning ved forhandling inden retslige skridt tages.
18. Godkendelse
Godkendelse i parternes besluttende organer er en forudsætning for denne aftales gyldighed.
Den 25. juni 2024 LBRV
Xxxxx Xxxxxxxx
Xxxx Xxxx Xxxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxx Xxxxxxxxx
JID
Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx Xxxx Xxxxx Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxx