Bevisbyrde. 1. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden med hensyn til, om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret i overensstemmelse med artikel 5.
2. I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, har den erhvervsdrivende bevisbyrden med hensyn til, om det leverede digitale indhold eller den leverede digitale tjeneste var i overensstemmelse på leveringstidspunktet ved mang lende overensstemmelse, der viser sig inden for en periode på et år fra det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste blev leveret.
3. I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 11, stk. 3, har den erhvervsdrivende bevisbyrden med hensyn til, om det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse i hele den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen, ved manglende overensstemmelse, der viser sig i hele denne periode.
4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvor den erhvervsdrivende påviser, at forbrugerens digitale miljø ikke er kom patibelt med det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske krav, og hvor den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde oplyste forbrugeren om disse krav inden indgåelsen af aftalen.
5. Forbrugeren samarbejder med den erhvervsdrivende i det omfang, det med rimelighed er muligt og nødvendigt for at afgøre, om årsagen til det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse på det tidspunkt, der er fastsat i artikel 11, stk. 2 eller 3, alt efter hvad der er relevant, findes i forbrugerens digitale miljø. Forpligtelsen til at samarbejde er begrænset til de teknisk tilgængelige midler, som er mindst forstyrrende for forbrugeren. Hvor forbru geren ikke samarbejder, og hvor den erhvervsdrivende har oplyst forbrugeren om disse krav på en klar og forståelig måde inden indgåelsen af aftalen, påhviler bevisbyrden med hensyn til, hvorvidt den manglende overensstemmelse forelå på det tidspunkt, der er fastsat i artikel 11, stk. 2 eller 3, alt efter hvad der er relevant, forbrugeren.
Bevisbyrde. Det er entreprenøren, der har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. Det betyder, at entreprenøren skal godtgøre, at det arbejde, der skal udføres, ikke er til privat brug. Hvis det er forbrugerens rådgiver, der udbyder arbejdet, vil det være forbrugerens rådgiver, der har bevisbyrden for, at der ikke er tale om en forbrugeraftale. Det vil være tilfældet, hvis fx forbrugeren har indgået aftale med en arkitekt om, at denne laver tegninger til en tilbygning, og rådgiveren herefter indhenter tilbud fra forskellige entreprenører om selve arbejdets udførelse.
Bevisbyrde. 3.1 Anklagemyndigheden har ikke løftet sin bevisbyrde
Bevisbyrde. AB bygger på almindelige bevisbyrderegler, hvorefter som udgangspunkt den, der fremsætter et krav, om fornødent skal kunne bevise, dels at kravet er fremsat, dels at kravet er berettiget. Bevis for fremsættelsen kan lettest ske gennem skriftlighed. I forbindelse med entreprenørens mangelsansvar indtræder dog en art omvendt bevisbyrde for entreprenøren: Det er bygherrens sag at bevise, at der er svigt ved arbejdsudførelsen, dvs. at denne uanset årsagen til afvigelsen afviger fra, hvad der må forventes ud fra aftalen, dens forudsætninger, offentlige byggeforskrifter eller god byggeskik. Herefter har entreprenøren bevisbyrden for, at dette svigt ikke er en mangel, dvs. ikke skyldes entreprenørens fejl eller forsømmelse eller forhold, entreprenøren bærer risikoen for. Hvis det konstateres, at der er et svigt ved arbejdsudførelsen, vil der således i almindelighed foreligge en mangel. Fra det netop anførte kan ikke drages den slutning, at entreprenøren kommer til at bære ansvaret for projektfejl i tilfælde, hvor det er uafklaret, om svigtet skyldes en projektfejl eller et svigt ved arbejdsudførelsen. I visse tilfælde stilles en part bevismæssigt svagere ved at undlade at deltage i AB-hjemlede aktiviteter. Dette gælder således aflevering ( § 29, stk. 3), eftersyn (§ 39, stk. 4) og registrering ( § 44, stk. 4).
Bevisbyrde. Beviset for at skyldner kan anses for insolvent efter § 17, stk. 2 påhviler den, som begærer konkursen, hvad enten dette er skyldner selv eller en kreditor. Hvis retten vurderer, at der er ført tilstrækkeligt bevis herfor, påhviler det derimod skyldner at modbevise insolvens ved at føre bevis for, at denne alene var forbigående. Meget taler for, at insolvensbegrebet i § 74 er overensstemmende med begrebet i § 17, stk. 2, hvorfor det antages at påhvile konkursboet at bevise, at skyldner var insolvent på tidspunktet for dispositionens foretagelse. I § 64, stk. 2 er der en væsentlig forskel, da bevisbyrden for insolvens ved fuldbyrdelsens af gaven er pålagt den begunstigede. Det er således den begunstigedes opgave at bevise, at skyldner var solvent på dette tidspunkt, for at undgå omstødelse. Desuden anses bevisbyrden i § 64, stk. 2 for at være skærpet henset til §§ 17, stk. 2 og 74, da det i denne bestemmelse er et krav, at der både føres bevis for at skyldner var likvid og sufficient. Det ses i praksis, at det ikke er en umulig opgave for den begunstigede at løfte bevisbyrden, da det antages at være et muligt indicium for skyldners solvens, når skyldner formår at videreføre sin virksomhed i længere tid efter fuldbyrdelsen af gaven. Det bemærkes dog også, at der findes begrænset trykt praksis efter skærpelsen af reglen i § 64, stk. 2, der finder anvendelse på gaver fuldbyrdet efter den 1. januar 2018.
Bevisbyrde. Det bestrides, at sagsøgte har løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgte har fore- taget retligt relevante forberedelseshandlinger til sin virksomhed i Dan- mark siden 2017. Sagsøger gør herudover overordnet gældende, at interne forberedelses- handlinger (herunder i udlandet) under alle omstændigheder ikke er rettig- hedsstiftende i Danmark, ligesom forberedelseshandlinger ikke udløser en selvstændig handlepligt hos sagsøger ift. indledelse af midlertidige rets- skridt mod den – mulige – efterfølgende erhvervsmæssige aktivitet, hvis konkrete indhold eller omfang ikke er kendt. …”
Bevisbyrde. Det påhviler den part, der fremfører faktiske omstændigheder, at løfte bevisbyrden for disse faktiske omstændigheder, jf. dog artikel 24, stk. 2 og 3.
Bevisbyrde. Hvis en Leder, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5 påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Bevisbyrde. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, påviser fak- tiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Bevisbyrde. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, påviser fak- tiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. § 7. Fagretlig behandling Uoverensstemmelser om ulige behandling som følge af alder og/ eller handicap skal behandles efter de sædvanlige fagretlige regler. Det gælder såvel sager anlagt med hjemmel i nærværende aftale som sager med hjemmel i følgeloven jf. nærværende aftales § 8.