Common use of Delkonklusion Clause in Contracts

Delkonklusion. Grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse af udgifter til et fysisk infrastrukturanlæg. Ydelsen er dog begrænset af både krav i planlo- vens § 21 b, de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensen, Offentlige-private partnerskaber og byomdannelse, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkter, s. 273f., red. af. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt for at virkeliggøre plangrundlaget. Hvor udbygningsaft- alen indgås med hjemmel i § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlæg. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 kan kommunen ved fastlæggelsen af grundejers bidrag, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingen, om anlægget ud fra sin art og placering er egnet til at sikre de behov, der opstår som følge af udbygningen. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses det dog også, at de lokale sumeffekter kan inddrages i vurderingen af, hvad der er behov for som følge af grundejers udbygning, ligesom det ses, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn til at vurdere, hvad der er nødvendigt i den konkrete situation. Hvis kommunen i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der ikke er nødvendig, må kommunen selv bidrage. I norsk retspraksis ses det således, at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Norsk retspraksis tyder dermed på, at der består et vidt ”aftaleskøn” når ydelserne i en udbygningsaftale er gensidige. Lighedsgrundsætningen vil dog formentlig sætte en grænse for dette skøn, idet kommunens praksis må være konsistent. Kravene til sammenhæng mellem grundejers bidrag og udbygningen må betyde, at den enkelte udbygningsaftale og de behov den pågældende grundejers udbygnings udløser skal underkastes en konkret vurdering. Det er muligt, at proportiona- litetsprincippet som følge af udbygningsaftalernes indbyggede asymmetri i fremtidig retspraksis kommer til at spille en selvstændig rolle i fastlæggelsen af grænserne for grundejers hovedydelse. Omvendt viser norsk retspraksis, at proportionalitetsvurderingen ikke får stor betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Også i dansk fremtidig retspraksis må det derfor forventes, at parternes aftale, i en situation hvor også kommunen bidrager, alene tilsidesættes, hvis ydelserne er åbenbart uproportionale. Retsgrundsætninger fra kommunalfuldmagten, her særligt forbuddet mod begunstigelse af enkelt- personer og kravene til almenvellet og en kommunal interesse, sætter også grænser for grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale. Parternes hovedydelser i en udbygningsaftale skal kunne anses for ækvivalente. I ydelsernes værdi kan dog også indgå parternes øvrige fordele ved aftalen. Så længe kommunen kan påvise en sådan fordel, må en mindre ydelse fra grundejer, end hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere anlægget, kunne anses for lovlig.

Delkonklusion. Grundejers hovedydelse I forhold til vores ovenstående analyseafsnit vil vi i en udbygningsaftale nedenstående delkonklusion besvare og konkludere i forhold til vores forskningsspørgsmål Hvordan kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse Vesthimmerlands Kommune arbejde systematisk hen imod at blive den lærende organisation? Ud fra ovenstående analyse kan vi konkludere at Vesthimmerlands Kommunes måde at ar- bejde systematisk hen imod at blive den lærende organisationen rummer nogle udfordringer, som besværliggøre processen frem mod afholdelsen af udgifter til et fysisk infrastrukturanlægkulturugen. Ydelsen er dog begrænset af både krav i planlo- vens § 21 b, de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensen, Offentlige-private partnerskaber og byomdannelse, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkter, s. 273f., red. af. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse Ud fra ovenstående kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt for at virkeliggøre plangrundlaget. Hvor udbygningsaft- alen indgås med hjemmel i § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlæg. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 kan kommunen ved fastlæggelsen af grundejers bidrag, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingen, om anlægget ud fra sin art og placering er egnet til at sikre de behov, der opstår som følge af udbygningen. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses det dog ogsåvi konkludere, at de lokale sumeffekter kan inddrages Vesthimmerlands kommune har udfordringer i vurderingen afforhold til alle fem discipliner, hvad der da den første disciplin om systemtænkning ikke er behov for som følge en integreret del af grundejers udbygning, ligesom det sesVesthimmerlands kommune. Vores analyse peger på, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn svigter teoriens første disciplin, om at etab- lere en fælles systemtænkning i organisationen, og derfor er de ikke i stand til at vurdereskabe den fælles tænkning i forhold til deres måde at arbejde, hvad der anskue og begribe processerne på. Dette er nødvendigt i forhold til den konkrete situationfælles forståelsesramme, som skal være til stede i forhold at kunne finde en fælles vej samt sprog. Hvis kommunen Vi konkluderer ligeledes i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 bforhold til kommunens samarbejde med erhvervslivet, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der det ikke er nødvendigmuligt at finde frem til fælles løsninger omkring kulturugen. Dette sker på baggrund af at der internt i kommunen hersker en usikkerhed omkring formålet og målet med kulturugen, må kommunen selv bidragehvilket medfører at der ligeledes opstår en udfordring eksternt i kommunens samarbejde med erhvervslivet. I norsk retspraksis Systemtænkningen har derfor en indvirkning på de øvrige fire discipliner, da den anses som den grundlæggende disciplin, for at kunne ændre mønstre og adfærd i organi- sationen. Dette kommer også til udtryk via deres læringsproces. Her ses det såledesat selve gruppe- læringen kun foregår internt i styregruppen, og at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlæggetman ikke formår at formidle den tillærte viden videre ud i organisationen for at skabe den fælles grundtænkning. Norsk retspraksis tyder dermed påKonsekvensen bliver derfor, at der består befinder sig forskellige holdninger og meninger af forstå- elsen for kulturugen, samt hvordan den kan anvendes som et vidt ”aftaleskøn” når ydelserne strategisk redskab i en udbygningsaftale er gensidigekommunen. Lighedsgrundsætningen vil dog formentlig sætte en grænse for dette skøn, idet kommunens praksis må være konsistent. Kravene til sammenhæng mellem grundejers bidrag og udbygningen må betydeDerudover bliver konsekvensen, at den enkelte udbygningsaftale og de behov den pågældende grundejers udbygnings udløser skal underkastes en konkret vurdering. Det er muligt, at proportiona- litetsprincippet som følge af udbygningsaftalernes indbyggede asymmetri i fremtidig retspraksis Vesthimmerlands kommunes udfordringer kommer til at spille spænde ben for medarbejdernes læring, samt læring generelt i kommunen. For at Vesthim- merlands kommune kan imødekomme disse udfordringer, og blive den lærende organisation skal de derfor have anlagt den grundlæggende vision. Dette skal være retningsgivende, i for- hold til at finde en selvstændig rolle i fastlæggelsen af grænserne fælles vision, mål og retning for grundejers hovedydelsearbejdsprocesserne, samt en fælles forstå- else for kulturugen. Omvendt viser norsk retspraksisDette vil derfor være medvirkende til, at proportionalitetsvurderingen ikke får stor betydningVesthimmerlands kommune kan anvende den lærende organisation som redskab, hvor kommunen selv bidrager i forhold til anlæggetat styrke processen, samt finde mening og sammenhæng i deres fremtidig tiltag af kulturugen. Også i dansk fremtidig retspraksis må det derfor forventesDerved kan de korrigere og tilpasse planlægningen samt gennemførelsen af kulturugen fremadrettet. Vi mener derfor, at parternes aftaleVesthimmerlands kommune skal arbejde systematisk samt forholde sig til ovenstående, i en situation hvor også kommunen bidrager, alene tilsidesættes, hvis ydelserne er åbenbart uproportionale. Retsgrundsætninger fra kommunalfuldmagten, her særligt forbuddet mod begunstigelse af enkelt- personer og kravene til almenvellet og en kommunal interesse, sætter også grænser for grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale. Parternes hovedydelser i en udbygningsaftale skal kunne anses for ækvivalente. I ydelsernes værdi kan dog også indgå parternes øvrige fordele ved aftalen. Så længe kommunen kan påvise en sådan fordel, må en mindre ydelse fra grundejer, end hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere anlæggetkunne anvende den lærende organisation som redskab. På denne måde skaber de bevidsthed omkring de fem discipliner, kunne anses for lovligisær med fokus på systemtænkning.

Delkonklusion. Grundejers hovedydelse 4.3.1 Underspørgsmål 1 - Hvilke selskaber er underlagt intern revision ved lovkrav, og hvilke arbejds- opgaver medfører dette for intern revision? Finansielle virksomheder i Danmark med 125 xxxxx flere fuldtidsansatte over de seneste to regnskabsår er underlagt lovkrav om indførelse af en udbygningsaftale kan bestå intern revisionsafdeling, jf. revisionsbkg. § 17, stk. 3. Revisi- onsbekendtgørelsen er gældende for finansielle virksomheder og –koncerner, som defineres ud fra Lov om Finansiel Virksomhed, jf. revisionsbkg. § 1. Der er ingen lovmæssige krav for ikke-finansielle virksomheder at overholde i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse af udgifter forhold til et fysisk infrastrukturanlægintern revi- sion. Ydelsen Af revisionsbekendtgørelsen fremgår det, at intern revision skal være uafhængig, hvorfor der er dog begrænset af både indført krav til arbejdsopgaver. Overordnet set skal intern revision revidere alle væsentlige og risikofyldte om- xxxxx i planlo- vens virksomheden, jf. revisionsbkg. § 21 b21, de forvaltningsretlige grundsætningerstk. 1. Disse områder udgør virksomhedens risikostyring, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensencompliance, Offentlige-private partnerskaber forretningsgange og byomdannelseinterne kontroller, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkterjf. revisionsbkg. § 27. Derudover skal virksomhe- dens historiske, s. 273f.finansielle oplysninger revideres, redhvis intern revision påtegner virksomhedens årsrap- port, jf. afrevisionsbkg. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt for at virkeliggøre plangrundlaget. Hvor udbygningsaft- alen indgås med hjemmel i § 21 b24, stk. 2. Det uddybes i bilag 4 til revisionsbekendtgørelsen, nrat intern revisions arbejdsopgaver skal være i over- ensstemmelse med uafhængigheden, hvorfor intern revision ikke må påtage sig opgaver, der kan resul- tere i selvrevision. 2 eller 3 Intern revision kun må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlægdeltage i revisionsarbejde, jf. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b21, stk. 23. Revisionsbekendtgørelsen bilag 4 uddyber, nrat intern revision eks. 2 eller 3 ikke må hverken træffe xxxxx have ansvar for forretningsmæssige beslutninger, udføre kontrolopgaver, udarbejde xxxxx opstille finansielle informationer, stå for implementering af driftsrelaterede xxxx xxxxx deltage i virksomhedens fastsæt- telse af strategi. Dette skyldes, at opgaverne ikke betegnes som revisionsarbejde og kan kommunen ved fastlæggelsen medføre risiko for selvrevision. I stedet påpeges det, at intern revisions arbejdsopgaver kan bestå i revision af grundejers bidragvæsentlige og risiko- fyldte områder, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingenherunder vurdering af, om anlægget ud fra sin art virksomheden har identificeret og placering rapporteret alle væsent- lige risici til bestyrelsen, vurdering af om virksomhedens kontrolsystem er egnet til at sikre de behovtilrettelagt og fungerer hen- sigtsmæssigt, der opstår som følge vurdere virksomhedens overholdelse af udbygningenlove og regler, udfordre ledelsens syn på risiko- styring samt vurdere etablerede forretningsgange og test af kontroller. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses Hertil er det dog ogsåessentiel, at intern revision er opmærksom på ikke alene at basere sig på arbejde udført af anden linje-funktioner, da de lokale sumeffekter kan inddrages i vurderingen af, hvad der er behov for som følge af grundejers udbygning, ligesom det ses, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn til at vurdere, hvad der er nødvendigt i den konkrete situation. Hvis kommunen i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der ikke er nødvendig, må kommunen selv bidrage. I norsk retspraksis ses det således, at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Norsk retspraksis tyder dermed på, at der består et vidt ”aftaleskøn” når ydelserne i en udbygningsaftale er gensidige. Lighedsgrundsætningen vil dog formentlig sætte en grænse for dette skøn, idet kommunens praksis må være konsistent. Kravene til sammenhæng mellem grundejers bidrag og udbygningen må betyde, at den enkelte udbygningsaftale og de behov den pågældende grundejers udbygnings udløser skal underkastes en konkret vurdering. Det er muligt, at proportiona- litetsprincippet som følge uafhængige af udbygningsaftalernes indbyggede asymmetri i fremtidig retspraksis kommer til at spille en selvstændig rolle i fastlæggelsen af grænserne for grundejers hovedydelse. Omvendt viser norsk retspraksis, at proportionalitetsvurderingen ikke får stor betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Også i dansk fremtidig retspraksis må det derfor forventes, at parternes aftale, i en situation hvor også kommunen bidrager, alene tilsidesættes, hvis ydelserne er åbenbart uproportionale. Retsgrundsætninger fra kommunalfuldmagten, her særligt forbuddet mod begunstigelse af enkelt- personer og kravene til almenvellet og en kommunal interesse, sætter også grænser for grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale. Parternes hovedydelser i en udbygningsaftale skal kunne anses for ækvivalente. I ydelsernes værdi kan dog også indgå parternes øvrige fordele ved aftalen. Så længe kommunen kan påvise en sådan fordel, må en mindre ydelse fra grundejer, end hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere anlægget, kunne anses for lovligdriftsorganisationen.

Delkonklusion. Grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse af udgifter til et fysisk infrastrukturanlæg165. Ydelsen Det er dog begrænset af både krav i planlo- vens § 21 bsamlet set styrelsens vurdering, de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensen, Offentlige-private partnerskaber og byomdannelse, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkter, s. 273f., red. af. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt at der ikke er grundlag for at virkeliggøre plangrundlagetstyrelsen griber ind i overdragelsesaftalen mellem Telenor/DR og TV4/CMore. Hvor udbygningsaft- alen indgås Der er herved lagt vægt på, o at selve overdragelsen ikke har medført væsentlige ændringer i det oprindelige kontraktgrundlag mellem DBU/Divisionsforeningen og Telenor/DR. Det er endvidere tvivlsomt, om den måde, hvorpå DBU/Divisionsforeningen håndhæver kontrakterne, kan siges at ud- gøre et brud på ligebehandlingsprincippet. Det skal ses i sammen- hæng med, at der er der tale om et konkurrenceretligt tilsagn, der har sit udgangspunkt i udbudsretlige principper. o at det dog ikke kan afvises, at DBU/Divisionsforeningens undladelse af - indtil videre - at håndhæve kontrakten med hjemmel Telenor/DR ved at kræve den oprindeligt aftalte penetration leveret efter omstændighe- derne kan sidestilles med, at der er foretaget væsentlige ændringer i det oprindelige kontraktgrundlag. Der foreligger ikke retspraksis om spørgsmålet, hvorfor der er tale om en gråzone, hvor det er svært at pege på, hvor grænserne går rent udbudsretligt. o at der overordnet er tale om et konkurrenceretligt tilsagn, der alene har sit udgangspunkt i udbudsretlige principper. Afgørende for, om rådet bør udstede påbud efter § 21 b16 a, stk. 2, nr. 2 eller 3 må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlæg. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 kan kommunen ved fastlæggelsen af grundejers bidrag, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingener derfor, om anlægget der ud fra sin art og placering en konkret vurdering er egnet til at sikre de behovforhold, der opstår som følge af udbygningen. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses det dog også, at de lokale sumeffekter kan inddrages i vurderingen af, hvad der er behov for som følge af grundejers udbygning, ligesom det ses, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn til at vurdere, hvad der er nødvendigt i den konkrete situation. Hvis kommunen i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der ikke er nødvendig, må kommunen selv bidrage. I norsk retspraksis ses det således, at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Norsk retspraksis tyder dermed peger på, at grundlæggende hensyn bag tilsagnsaftalen tilsidesættes, herunder om adfærden er udtryk for en omgåelseshensigt, eller om der består et vidt ”aftaleskøn” når ydelserne i en udbygningsaftale øvrigt kan konstateres skadelige virkninger for konkurrencen. o at målet med tilsagnsaftalen fra 2007 er gensidige. Lighedsgrundsætningen vil dog formentlig sætte en grænse for dette skønnået, idet kommunens praksis må medierettigheder- ne til Superligaen med udbuddet fra 2007 er blevet fordelt mellem tre aktører frem for at være konsistentsamlet hos MTG. Kravene til sammenhæng mellem grundejers bidrag og udbygningen må betydeo at styrelsen ud fra en konkurrencemæssig bedømmelse vurderer, at den enkelte udbygningsaftale og de behov den pågældende grundejers udbygnings udløser skal underkastes en konkret vurdering. Det udskiftningen af dk4 med kanal Canal9 som platform for visningen af rettighederne i Pakke 2 er muligt, at proportiona- litetsprincippet som følge af udbygningsaftalernes indbyggede asymmetri i fremtidig retspraksis kommer medvirkende til at spille en selvstændig rolle i fastlæggelsen af grænserne for grundejers hovedydelse. Omvendt viser norsk retspraksis, at proportionalitetsvurderingen ikke får stor betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Også i dansk fremtidig retspraksis må forbedre konkurren- cen på det derfor forventes, at parternes aftale, i en situation hvor også kommunen bidrager, alene tilsidesættes, hvis ydelserne er åbenbart uproportionale. Retsgrundsætninger fra kommunalfuldmagten, her særligt forbuddet mod begunstigelse af enkelt- personer og kravene til almenvellet og en kommunal interesse, sætter også grænser for grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale. Parternes hovedydelser i en udbygningsaftale skal kunne anses for ækvivalente. I ydelsernes værdi kan dog også indgå parternes øvrige fordele ved aftalen. Så længe kommunen kan påvise en sådan fordel, må en mindre ydelse fra grundejer, end hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere anlægget, kunne anses for lovligdanske tv-marked.